"En fornøjelse at vinde over jer!" latteren var ikke til at tage fejl af. Det var lyden af en som havde vundet en stor sum krystaller fra de andre bordmedlemmer. Veltilfreds skovlede Angel krystallerne til sig og ned i skuldertasken, mens der blev skulet noget så kraftigt af de omkringsiddende. "Nu ikke så dårlige tabere! Bedre held i morgen drenge" Den unge kvinde rejste sig, blinkede til bordet med et skævt smil på læben, inden hun vendte rundt. Det var stadig meget tidligt på aftenen. Eftermiddagen var gået fortrinligt og nu skulle hun videre. Det var aldrig klogt at overnatte i den samme kro som man havde vundet en mindre formue. Formue var måske så meget sagt, men tasken var godt fyldt, for en gangs skyld.

Det sikreste var faktisk, at sove udenfor byen, et sted hvor ingen kom så tit. Skoven var som regel et godt valg, hvis hun fik lagt sig i skjul. Man vidste aldrig hvad der gemte sig derude, men Angel var trods alt ikke særlig nem at skræmme. Tværtimod. Hun var alt for optimistisk lige nu. Stadig med adrenalinen og rusen af at vinde, der pumpede igennem kroppen nåede hun udkanten af byen, mens mørket ganske langsomt begyndte at fylde himlen.

Mange ting var Jabari vant til, men den gnavende sult når hun ikke havde 'spist' for længe var næsten ulidelig! Tusmørkely var ikke det bedste sted at finde mad, bevars der boede nok folk til at det skete at folk forsvandt. Men sjældent var der ikke noget der var værd at misunde blandt de snollede byboere. 
Med lukkede øjne blev hendes mørkglødet hånd rakt ud foran sig, jo der var sjæle i nærheden. Men en var på vej væk far byens sikre skød. Et glubsk smil bredte sig på hendes læber, der var alligevel en sjæl der kunne fortæres.
Så i aftenens nedgående sol fulgte hun sit bytte. 

Byttet derimod gik ikke mod en lejerplads, nej det søgte ly i retning i skoven. Med hastige skridt begyndt Jabari at indhente sit bytte, af hvad hun kunne se var det en ung kvinde. "Undskyld mig frøken!" kaldte Jabari i kvindens retning, med en stemme der mest af lød som hun var både skræmt, og havde løbet. "En ung herrer er efter mig, de må hjælpe mig med at gemme mig for ham!"
Det var selvfølgelig en løgn. Men kvindens former så så smukke ud at det var til at brække sig over, hvordan kunne det være at rimeligt? Nej det kun rimeligt at hun tog det fra hende. Hun var under hende, og det skulle hun nok få sikret sig blev tydeligt for alle.

Angelica havde på ingen måde ventet at blive stoppet. Det var ikke fordi hun listede ud af byen som en gemen forbryder, men hun havde alligevel gået så skjult hun kunne mønstre uden at virke alt for mistænkelig. Det havde ikke helt været nok. Hun skød skylden på den opløftede følelse hun havde i kroppen efter aftenens rov. Hun vendte sig halvt og kiggede på en anden ungt udseende kvinde, med umådelig pæn brun hud. Stemmen havde en forskræmthed over sig der med det samme fik Angelicas øjenbryn til at krumme sig sammen.

"Mænd" Angelica himlede med øjnende, og vinkede med hånden til at den anden skulle følge efter. Hun havde ikke overvejet at det kunne være farligt. Hvor ofte havde hun ikke prøvet at mænd havde haft for lange fingre? Hvad end grunden var til at kvinden blev jagtet, så ville Angelica stadig hjælpe hende. "Ingen i byen går herind. I hvert fald ikke ret tit" hun havde sat farten op for at runde huset lidt hurtigere, og smålunte ind i skoven, så afstanden var lagt.

Hun gik videre, med hofterne let glidende fra side til side, naturligt som hun var bygget, og desværre også ofte noget der tilegnede hende opmærksomhed i en mængde. "Hvad skete der?" spurgte hun med et blik over skulderen, hvor hun svagt kunne se lysets genskær fra byen der kom længere væk, jo flere træer de gik udenom. Til hulen. En lille hule, men den havde været stor nok til at Angelica kunne sove der før. Omend der ikke var meget mere plads end det.

Et taknemmeligt blik blev sendt i den unge kvindes retning, som hun småluntede efter. At se svag ud hjalp altid med at overbevise dem med blødende hjerter. Og mænds upassende og frustrerende tilnærmelser virkede næsten altid. "Jeg takker..." svarede hun stille, men højt nok til at hun var sikker på at den byttet hørte hende.

Hofternes dansen fra side til side var noget så distraherende, Jabire hadede at det fangede hendes øjne. Hvorfor var hun ikke velsignet med sådanne hofter når en tilfældig tøs var det?!?! Men når hun var mæt, skulle hun nok vide hvordan det var at være pigen med det dansende hofter. "Han-han" stammede hun med falske tårer i øjenkrogen "Han havde været så sød, o-og da vi gik udenfor forsøgte han at hive mit tøj af, men jeg sagde ne-nej og det virkede til bare at give ham mere lyst!" kom det med indøvet gråd kvalt stemme. Pigen hun havde sikkert lagt i med utallige elskere, det var ikke rimeligt! 
Som de nåede pigen skjulested, brød Jabari ud i et smil. Uden at sige et ord rakte hun ud og greb fat i pigens sjæl, en jagende smerte ville kunne mærkes i hele hendes væsen, som at nogen bogstaveligt var ved at hive hvad der gjorde hende til den hun var ud. 

Angelica så på den anden med medlidenhed i sine øjne. Det faldte hende ikke ind for et sekund at det kunne være en løgn, specielt ikke ved synet af tårer i øjenkrogen. Hun bed tænderne en smule sammen, vred på hvad mænd fandt på i denne verden. Angelica stoppede op, rakte ud og lagde en arm om den anden. "Føj en narrøv. Godt du kom væk fra ham!" han var fanme ikke vær at samle på. Angelica gav den andens skulder et klem, før hun slap igen og gik videre. "Der findes bedre mænd derude! Bare rolig. Men gå aldrig efter dem der er alt for søde." forklarede hun roligt, på den måde hun kendte bedst med at trøste.

"Faktisk, så er det bedre med de sjov-ah!" Hun tabte luften hun havde i lungerne og faldte fuldstændig sammen. En smerte uden noget lignende fulgte hele hendes krop. Som forsøgte nogen at skære hende op indefra, samtidigmed at hive hende fra hinanden. Angelica havde ingen anelse om hvad der foregik, som hun faldte på knæ, med let åben mund, dirrende vejrtrækning og opspilede sorte øjne. Hun ville sige noget, men var låst fast i choktilstand. En ond drøm der forsøgte at dræbe hende.

Åh hvor hun sikkert tænkte hun var bedre end andre, nu hvor hvor hun var ih så god og medfølene. Hvis ikke det var fordi at det ville bryde med hendes ulykkelige pigebarns karakter, ville Jabari have rullet med øjnene og forsøgt at kaste op i en busk. Heldigvis var der ingen frygt fra byttet, det havde været lettere end hun havde ventet, det plaprede løs og havde så travlt med at være helten der fiksede hendes problem. For et snolled menneske viste jo helt sikkert mere end hende.

Langsomt begyndte pigens sjæl at vælde ud først af munden, så øjnene, og til sidst næsten og ørene. Pigens sjæl glitrede som krystaller, en mange farvet tåge. Jabari lagde hovedet lidt på skrå som så på pigen, hvis former hun ønskede var hende, det tidlige kække smil var tørret bort.  Pigen havde alligevel ikke været værdig til at have det. "Kan du mon høre mig lille pige? Vid at du er ligegyldig, at alt der var dit vil nu blive mit. Vid at jeg kommer til at bruge det så meget bedre end du nogensinde kunne" Den første bid af sjælen ramte hendes tunge, og følelsen af at være alle festes midtpunkt skyllede gennem hende. Det var en rus at fortærer folk så fuldendt som hun kunne, en rus ingen andre ville kunne komme til at forstå.

Angelica havde ingen anelse om hvad der foregik. Andet end det gjorde så afsindig ondt. Intet i kroppen eller udenfor den føltes rigtig. Alting sejlede for hendes blik, mens hendes hænder greb hårdt fat om jorden, i et forsøg på at holde sig fast og ikke glide rundt i en malstrøm af forvirring, frygt og smerte. Det føltes som at blive kvalt, der noget blev tvunget ud af munden på hende. Hendes øjne spilede sig op, som de først blev fyldt me tårre og derefter brændte.

Der var ikke megen tilbage af følesanser, til at forstå eller vide hvad der foregik omkring hende. Men hun så den anden kvinde, tåget men alligevel svagt genkendende den brune hud, mens mørket krøb ind. Stemmen var fjern og alligevel klangede den rent og tydeligt for hende. Men hun kunne ikke svare. Ikke komme med indvendinger.

Det var en rallende lyd der forlod hendes krop der var gået i spasmende bevægelser, som intet lystrede, men kroppen alligevel desperat forsøgte at holde livet kørende. Uden en sjæl. En sjæl der forlod hendes krop og fik kroppen til, bagefter at falde som et tomt hylster. Det var en sukkende lyd af luft der forlod kroppen, da Angelica med øjnende vidt åben faldt ned på skovbunden. De sidste tanker, fokuserende på at hun var ligegyldig.

Den glitrende tåge forlod endelig det ligegyldige hylster den havde siddet fast i. Glitrende i månens første stråler hang den et øjeblik inden, pigen med de forførende hofter dejsede om som en halv fyldt sæk. Med et dybt åndedrag fyldtes Jabari med minderne om hvem pigen havde været. For en stund ville de være Angelica.
De længselsfulde blikke der havde været sendt til hende. Hvordan hun havde svindlet folk, fået dem til at se hende som værende deres et og alt. 
Lydløst knælede hun ved siden af byttet og kyssede det på panden "Du spildte dit liv, men bare rolig jeg har ikke tænkt mig at lave dine fejl" for derefter at tage alt af værdi, krystaller var nu noget mere spændende end de plejede. Men sådan var det når alles øjne blev draget mod en.

Som hun forlod pigen nu gemt i hendes hul, vuggede hendes hofter umiskendelig bekendt som en ung brunhåret kvinde havde gået af stien få øjeblikke inden. Nynnede Jabari en melodi som var hendes ynglings, men hun først lige havde lært... Hun var mæt, for nu.