Vejret de sidste par dage havde ikke været det bedste. Efteråret var ved at indtræde og denne dag havde det da klaret nok op til at det ikke regnede. Solen blev dog stadig jævnligt skygget af skyer der passerede forbi, og ude i horisonten kunne det godt ligne at endnu mørkere regnskyer ville trække op omkring Dianthos i løbet af dagen. Derfor gjaldt det også for mange om at få så mange af deres ærinder ordnet i den tidlige del af dagen, så de kunne slippe for det meste af regnvejret, der udentvivl ville melde dens ankomst før eller senere.
Dette betød også at der var en jævn menneskemængde der myldrede omkring på gaderne, hvilket betød af de tidligere dages regn og mudder også var spredt udover det hele, og der var næsten ikke et eneste sted man egentlig kunne gå uden at få ens sko mudret til. Dette var ikke et problem for de fleste, da de i forvejen var vant til de mindre optimale forhold. I midten af alt det her, var der dog en pige der var en anelse bedre klædt, men da hun havde trukket sig hen i skyggerne, var det de færreste der egentlig lagde mærke til hende.

Shireen var iklædt en tyk, næsten pæn kappe, og havde været her i området siden tidlig formiddag, men det var heller ikke uden formål. Der var sjældent grunde til at stjæle i denne her del af byen og det var heller ikke derfor hun var her. For et par dage siden havde hun hørt nogle af børnene i Børnebanden tale om en modstandsbevægelse, og efter at have hørt om hvem der arrangerede den kunne hun ikke lade vær med at overveje sin egen indblandelse i det. I bund og grund burde hun jo holde sig på afstand, men det var svært når det påvirkede hendes venner og hvad hun ofte ville kalde for hendes rigtige familie.
Hendes øjne spejdede på gaderne, men det var også lige indtil at hun så et velkendt ansigt, selvom de kun havde mødtes en gang før. Alligevel var det ikke lige en man ville glemme, når man mødte dem i den værste del af byen.
Hun glemte sig hurtigt gennem folkene, før at hun greb fat i armen på pigen der var på hendes egen alder. "Kan vi tale sammen?" spurgte hun, ikke højere end at Sofie ville have mulighed for at kunne høre det, men ikke højt nok til at de ville få opmærksomheden rettet mod dem.

Sofie spændte straks op som nogen greb hendes arm, og hendes anden hånd greb ind efter kniven hun bar i sit bælte. Den var ikke meget mere end et spiseredskab, men hun gik sjældent uden den længere. Stemmen nær hendes øre stoppede dog bevægelsen inden den blev fuldført, og Sofie drejede hoved en smule og skævede til siden for at se hvem der havde overrasket hende.
Shireen?!
"Selvfølgelig" svarede hun lavmælt, og selvom hendes blik var spørgende, var hendes stemme fast og beslutsom. Uden at vække opsigt fortsatte Sofie med Shireen ved sin arm videre igennem mængden, til de mere naturligt kunne dreje ned af en mindre befærdet gade. Først her, hvor der var færre øjne på dem, sænkede Sofie farten inden hun stoppede helt og vendte sig mod Shireen.
Sofie havde ændret sig meget siden deres sidste møde. Den unde, naive pige der lige var ankommet til byen, var blevet erstattet af en mere selvsikker person. Naiveteten var ikke helt væk, for hun var lige gået med Shireen ind i en sidegade uden at tænke to gange over det, men det lyste ikke ud af hende længere.
Sofies hår var heller ikke synligt længere, men bundet ind og gemt ydereligere væk under hætten på den halv-slidte kappe hun bar.
"Længe siden huh?" sagde hun med et skævt smil "Hvad los?"

Det var en lettelse af Sofie i det mindste genkendte Shireen, ellers havde reaktionen nok været noget andet, men der var en vis ro over at Sofie sagde ja og tog hende med ned af en sidegade. Forhåbentlig et sted hvor de ikke ville trække opmærksomhed fra folk, selvom kilepræsterne var de værste hvis der blev holdt øje med dem. Shireen var heller ikke specielt begejstret for at blive hevet med hjem til sin far af nogen som helst her i byen. Det betød jo oftest at hun havde lavet ballade.

"Jeg er glad for at du kan huske mig," sagde Shireen stille, men et lille smil var at finde på hendes læber, og lettelse var at finde i hendes øjne. De store øjne, der ellers havde været så gennemtrængende, var ikke længere så interesseret i det aspekt.
"Jeg har hørt fra... nogle af mine venner, at du er igang med en form for... modstandsbevægelse mod Kiles Orden?" hendes stemme blev nærmest lavere og lavere, som hun sagde det og lod hendes øjne glide hen af gaden, i tilfældet af at nogen ville komme og forstyrre dem. "Jeg ville tilbyde min hjælp." blev kort efter tilføjet. 

Sofies eget blik flakkede ligeledes ned af gaderne. Det var da indtil Shireen fik færdiggjort sin sætning, og Sofies øjne låste sig fast på den anden pige.
"Hvor ved de det fra?!" spurgte hun hurtigt, men lavmælt. Der var alvor i stemmen, men også frygt. "Hvis du har hørt om det, så kan andre også, og så er vi alle sammen i fare" tilføjede hun insisterende og bed sig i læben "Lort! Enorme dragelort med halvfordøjet trolde lort" bandede hun sagte og fik taget en dyb indånding.
"Jeg vil gerne høre hvad du kan hjælpe med, og Guderne vide vi kan bruge alt den gode hjælp vi kan finde, men vi er nød til at være forsigtige" fortsatte hun en smule mere fattet. Shireen var ikke den første der havde fundet dem på eget initiativ, og Sofie kunne kun prise sig lykkelig for det ikke var gået galt.. endnu.

Igen faldt de blå øjne på Shireen "Kender du et sted i nærheden hvor vi kan snakke sikkert?" foreslog hun så. Sofie havde nok lært byen en del bedre at kende siden hun havde mødt Shireen første gang, men hun forestillede sig stadig at den anden pige kendte den en del bedre end Sofie selv gjorde. 

Shireen rystede på hovedet, da panikken gik op i Sofie om at alle og enhver kunne vide det. "Jeg tror ikke at du skal regne med at de ved det. Dem jeg hører disse ting fra er børn og unge. Man lægger aldrig mærke til dem," svarede hun. Hvis de hørte der var ngoet interessant der foregik, så mødte de op idet, og ofte var de skjulte nok til at ingen rigtig gav dem nogen opmærksomhed. At de gav informationen videre til Shireen og Juno, det betød ikke ligefrem at informationen løb langt. Sladrehankene fik aldrig ngoet at vide i børnebanden alligevel.

Det overraskede alligevel Shireen, hvor meget Sofie egentlig stolede på hende, men hun ville i hvert fald ikke forspilde sin chance. "Ja, jeg kender da et par steder," indrømmede hun. Hun var der ikke meget selv, fordi hun ofte ikke havde behov for de her steder nær så meget som de andre børn. Men nogen gange var det godt at gemme sig når man fik folk der rendte i røven på en hele vejen herned.

Shireen viste også Sofie vej hen til et gammelt, forfaldent pakhus. Hvis man holdt øje, kunne man se et par drenge der stod i nærheden, men hurtigt pillede af, da de opdagede at Shireen kom i ledtog med en anden pige. De skulle i hvert fald ikke nyde noget af hvad end de to af dem havde gang i.
Da de var kommet ind, kiggede Shireen hurtigt omkring, før at hun lukkede døren helt i. Der stod stadig gamle ting i lokalet, men generelt var det tydeligt at ikke mange var kommet her over årerne, og selvom der ikke var lydsikkert, så tog det alligevel lidt at få stemmen til at fylde rummet.

Shireen stod lidt og vred sine hænder inden hun åbnede munden endnu engang. "Jeg ved ikke hvad præcist I har behov for hjælp til, men..." hun blev lidt stille før hun forsatte. "Jeg har måske ikke den mest luksuriøse stilling, men jeg er datter af en adelsmand, og jeg ved hvor dyrebart det kan være at have mulighed for at have nogen der har en ide om hvad der rør sig..."

Sofie blev tydeligt lettet ved Shireens ord, og åndede lettet op. "Phew! Så længe det bare er dig der har lagt to og to sammen, så behøver vi nok ikke være alt for bekymrede" erklærede hun med et nik. Det var en nem idé at sluge, og en noget rarer tanke, end at andre kunne finde dem også. Sofie havde været forsigtig, med at skjule sit hår især, men til tider havde det lidt sit eget liv, og så snart det kom løst, var det ret svært at overse.

Der var ingen tøven i Sofie som Shireen viste vej, og tog dem væk fra gadens nysgerrige blikke, med undtagelse af de to unger der hurtigt forduftede. Indenfor så Sofie sig hurtigt omkring, inden hun slog hætten ned, og skubbede klædet der dækkede heneds hår en anelse tilbage. De lysende lokker tvang halvmørket en anelse tilbage, og lod de to piger se hinanden tydeligere.
"Det.. kan være du kan give os lige hvad vi mangler så, Shireen" Sofies mine blev mere alvorlig "Vi ved Kiles Orden bestikker og afpresser jer, adelen, men vi mangler beviser, indkriminerende beviser der kan overtale dem der ikke tager vores ord for gode vare.. Tror du det er noget du ville kunne skaffe?" spurgte Sofie håbefuldt. De var så tæt på. Hvis de bare kunne finde solide beviser, eller bare et eller andet der kunne understøtte hvad de havde fundet ud af mens de selv var under maskerne, så kunne det hjælpe utænkeligt meget.

Shireen var lidt overrasket over hvor hurtigt Sofie opdagede mulighederne for det. Nogen ville være mere påpasselige med en adelspige, men ikke hende her. Det varmede dog også Shireens hjerte. Hvis hun bare kunne hjælpe en lille smule, så ville hun hjertens gerne det, også selvm hun kunne komme i problemer med hendes far. For selvom der var visse ting han var utilfreds omkring Kiles Orden, så var han i den grad også glad for dem.
"Jeg kan godt prøve at se om jeg kan finde nogle breve eller lignende," indrømmede Shireen og overvejede hvem af de nærmeste familer på Reier kunne være mindst påpasselig med sådan nogle ting. Det var farligt, men Shireen var ofte så stille at ingen mistænkte hende. Andet end hendes far.

"Men jeg er glad for at jeg kan hjælpe," sagde hun, og kunne ikke helt lade vær med at vride sine hænder. Måske for første gang kom hun til at gøre noget rigtig godt. Selvom det stadig var at stjæle, men i det mindste var det ikke bare dyrebare genstande som hun hidtil havde gjort.

Sofie smilede og nikkede bestemt "Det ville hjælpe os enormt" bekræftede Sofie og tog Shireens hænder i sine egne, behandskede hænder.

"Og hey.. Jeg ved godt det nok ikke bliver helt ufarligt, men hvis der sker noget, hvad end det er, så find mig, eller send bud eller et eller andet, så kommer jeg og hjælper" erklærede hun blankt.
Hun kendte godt nok ikke Shireen særlig godt. De havde mødtes en enkelt gang før, men Sofie så alligevel Shireen som en ven, en veninde, og nok nær den eneste hun havde, sådan, på sin egen alder.

Og Shireen kendte ikke Sofie bedre selv, men var alligevel kommet og havde tilbudt sin hjælp. Kunne det være en fælde? Helt sikkert. Shireen var ikke nødvendigvis en god person, men det betød ikke at Sofie ikke kunne stole på hende. Shireen havde vist tillid til Sofie ved at tilbyde sin hjælp, og Sofie ville være sikker på Shireen viste hun ikke stod alene.

Det var ikke som om at Shireen nogensinde havde været alene siden hun var blevet en del af børnebanden, men måske der altid havde manglet nogen ligestillede piger til Shireen. Det var fint nok at være omringet af mange drenge, men nogengange ville man bare gerne var i pige selskab, og på et eller andet plan havde Shireen fundet det i Sofie, også selvom de ikke kendte hinanden.
Hun kiggede ned på deres hænder som nu var sammen, og smilede tilbage op til Sofie. Selv de store øjne blev også lidt blødere i det, og virkede ikke nær så fremtrædende på hendes ansigt, når hun blødte sit ansigt op en smule.

"Det skal jeg nok," sagde hun, selvom det var noget af et tomt løfte fra Shireens side. Hun hjalp altid andre, men når det kom til hendes egne problemer, så følte hun ikke at hun behøvede at dele det med andre. Det var ikke som om at en bunke børn kunne gøre noget ved en som Shireens far. Hele kernen for hendes problem. "Og i lige måde, jeg ved ikke hvor meget hjælp jeg kan være, men jeg vil gerne være der for dig, hvis jeg kan." Det var tilgengæld et løfte der bare noget mere vægt med sig. Det mente hun.

Sofies smil blev bredere "Det skal jeg huske" hun sænkede sin stemme en anelse, og trådte en anelse nærmere Shireen, for at sikre sig ingen overhørte dem. Sofie forventede det ikke, men Rofus havde lært - eller forsøgt at lære hende - altid at være forsigtig "Jeg ved alt det her nok virker farligt, og jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke var, men du behøver ikke være bange. Der er flere af os end man skulle tro, og de vil uden tvivl undervurdere os" hun gav Shireens hænder endnu et klem "De vil undervurdere dig! Og det er vores største fordel!" fastholdt Sofie intenst. 

Hun overdrev nok deres antal en smule, men med det bevis Shireen ville skaffe, ville de uden tvivl blive mange flere! Hvis de først havde konkrete beviser som de kunne vise folk, og ikke blot bede dem stole på Sofie og Rofus' ord, så blev de nød til at slutte sig til modstandsbevægelsen. Det var Sofie sikker på!

Alle de folk hun havde mødt i hovedstaden.. Sofie var sikker på folkene i byen generelt var gode mennesker, mennesker der ikke ville så passivt til, hvis hvis modstandsbevægelsen fik bevist Kiles Orden var ond.. NÅR de fik det bevist.

Faren for Shireen havde aldrig været noget der trykkede så meget, selvom den altid lå der. Lige i baghovedet. Tanken om at blive opdaget var ikke så slem. Hun vidste hvad hun kunne forvente for at stjæle de ting hun havde, men ofte blev det bare skyldt på nogen andre. Men breve, det var ikke noget hun havde rørt før, ikke for at tage det fra hendes far, eller en anden i adlen. Hele ideen fik næsten en fornyet energi til at sprede sig i hende.

"Det ved jeg, jeg skal nok gøre mit bedste," svarede hun med et opmuntrende smil til Sofie. Sofie behøvede ikke at bekymre sig. Shireen selv var sikker på at folk nok skulle flokkes til oprøret når beviserne var der for dem. Det var jo ikke fordi at hele byen var rådden helt ind til kernen. For det meste.
"Hvor kan jeg finde dig... eller bedre, hvor kan jeg aflevere det, hvis det skal gå hurtigt?" spurgte hun. Hun ville ikke risikere at skulle bruge dage på at finde Sofie for at aflevere brevet, og ærligtalt var det ikke ligefrem noget hun ønskede at aflevere til børnene, for at de kunne give det videre.

Sofie så tænksom ud og bed sig en anelse i læben "Ehh, mit tilholdssted er ikke ligefrem tæt på.. Så det er måske nemmere hvis du kender et sted? Så kan jeg tjekke der engang imellem?" foreslog Sofie lidt tøvende. Hun havde ikke rigtig gjort den her slags før, og det lød overraskende nok som om Shireen havde helt styr på det. "Men hvis du får brug for mig, er jeg for det meste omkring Det Halve Svin, ved sydporten" Sofie rømmede sig en anelse "Ejeren blev smidt ud i vinters, så det står bare tomt, og det er så tæt på porten og vagterne at ingen rigtig kigger nærmere efter der" forklarede hun lidt ud af det blå. Sofie viste ikke om det var et 'godt' gemmested, men det var det hun var faldet over da hun først kom til byen.. og Rofus var der. Men Sofie ville ikke nævne ham med mindre det blev virkelig nødvendigt. Han boede i byen, og skulle have et liv her længe efter Sofie selv var smuttet videre... måske.. Med mindre han tog med... ved guderne hun håbede han tog med!

Tilbage i virkeligheden slap Sofie igen Shireens hænder, og trådte et halvt skridt tilbage, efter at have indset hun måske stod liiige tæt nok på til det sådan var komfortabelt for nogen af dem i længden. 

Shireen var virkelig ikke meget for at efterlade noget så vigtigt de steder hun kunne komme i tanke om. Mest af alt fordi det var steder der typisk blev delt mellem de andre børn, og selvom hun stolede på dem, så var det ikke dem alle der var lige kloge. Det var begrænset hvad man kunne forvente af børn på den alder trods alt.
Derfor måtte Shireen også bare nikke erkendende da sofie nævnte Det Halve Svin. Shireen selv vidste kun meget vagt om hvad der var sket. Der var efterhånden mange der var blevet smidt ud af byen, og når man ikke kendte dem det var gået ud over, så var der typisk ikke nogen grund til at blande sig.

"Okay, jeg vil forsøge dernede, når jeg får fat i det," svarede hun så. Forhåbentlig var det okay nemt at gøre, da Shireen ikke altid havde lige løse tøjler. Nogle dage var hendes far bare mindre glad for at hun rendte rundt i byen end andre. Det gjaldt i hvert fald altid at komme hjem, hvis hun fandt ud af at han ledte efter hende. Og at blive fundet med det brev hun udentvivl skulle til at finde, ville ikke være optimalt.

Sofie nikkede optimistisk og smilede opmuntrende til Shireen "Godt! Så vil jeg holde øjnene åbne efter dig. Og hvis du ikke lige kan finde o-mig, så er der en løs sten i siden af brønden, omme bagved kroen hvor du kan efterlade det. Så vil jeg huske at tjekke der tit, bare for en sikkerheds skyld!" forsikrede Sofie Shireen.

"Men jeg må hellere komme videre. Det var virkelig godt at se dig igen Shireen, og tusinde tak for at du vil hjælpe! Sammen skal vi nok få de tyranner ned med nakken og ud af byen!" erklærede Sofie som farvel, og smuttede tilbage ud på Dianthos gader igen.

Det var en skam at ingen af de evner Sofie havde samlet op i sit hår tillod hende at se ud i fremtiden, for så havde hun vist hvor dårlig en plan de lige havde lagt. Snart ville "Det Halve Svin" blive til "Kiles Suppekøkken", og stedet ville kravle med Ordenens medlemmer, og Sofie og Rofus ville være tvunget til at finde et andet sted at bo. Men måske det i sidste ende kunne virke til deres fordel? For var der noget bedre sted at gemme ting, end lige under næsen på de der ikke måtte finde det?