Sted: Juno og Hectors bandes tilholdssted
Tid: Omkring middag
Vejr: Efterårskøligt, men solrigt

Endnu en gang lød hovslagene fra Tarek igennem gaderne, mens han bevægede sig ned i Skumringskvarteret. Hans hår var krøllet efter at have været sat i en fletning og hans jakke var stadig pletfri, trods at han havde været omkring et af de mindre markeder og nu slæbte på en lille sæk med æbler og brød. Halen var ved at blive lidt filtret igen, men sådan var det, når den var så lang, at den næsten rørte jorden og han lidt fraværende slog med den ind i mellem.
Intet af alt dette rørte dog hans sind, der stadig arbejdede med det, han havde set, hørt og følt hjemme ved englen Liv. Han var stadig lidt forvirret, hendes opførsel havde været besynderlig, for at sige det mildt, og hendes tydelige manglende forståelse for, hvad hendes handlinger medførte og betød for andre, var så uforståelig, at Tarek ikke var helt sikker på, hvad der egentligt helt havde foregået.

Snart dukkede det høje hus op længere nede af gaden. Der var ikke mange toetagers bygninger i det fattige slumkvarter, de fleste af husene var så lave, at han ikke kunne være der. Måske en rest fra en svunden tid i Dianthos. Hvem vidste? Han gjorde i hvert fald ikke og det var også lige meget. Huset var beboet og det var hans mål for denne tur ned af de smalle gader. Brødet og æblerne var til børnene. Han havde lært dem noget bedre at kende, i den tid bandens to ledere havde været væk, ellers havde de ikke haft lov til at snakke med voksne. Ikke at det havde afholdt Tarek for at lære nogle af dem at kende alligevel, men mens Juno og Hector havde været væk, havde de små haft brug for en voksen.

Han vidste godt, at han var opdaget, inden hans knoer ramte træet i døren, men derfor ventede han nu alligevel høfligt på at døren blev åbnet. Et par brune øjne i et lille beskidt ansigt kiggede op på ham og han fandt sit store, venlige smil frem, selvom han ikke var i godt humør. Det skulle ikke gå ud over de små banditter.
“Hej Kuli! Hvad vil du sige til at lukke mig ind, jeg har æbler og brød med.” Han løftede sækken frem. Døren blev hurtigt smækket, men det tog Tarek ikke så tungt. Lidt efter gik den da også op igen, helt op, og en fnisen lød, da de to unger løb længere ind i huset. Tarek smilede lidt mere oprigtigt, tossede børn.

Efter at have lavet sig en åbning, gik han ind i huset, hvor en større flok ventede på ham. Snart var han placeret på gulvet, hvor han delte æbler og brød ud, lo af noget nogen sagde og lod et par af børnene kravle rundt på sig. For et øjeblik glemte han, hvorfor han var der. Hvorfor han egentligt var i dårligt humør. Det var dejligt at gøre børnene glade!

Juno sov, da han blev vækket af larmen nedenunder. Børnene var ikke meget værre end sædvanligt, men Juno havde aldrig sovet tungt og der var noget uvant ved lydene, som fik ham til at glide dovent ud af sin seng. Han trak en hvid trøje på, der ikke længere var helt så hvid, og en striktrøje udover dén, der var grå og ved at falde fra hinanden omkring hans bryst og ryg, hvor den afslørede den slidte trøje under.
Med sokker og bukser på også, tøvede han et øjeblik, inden han stak en kniv i én lomme og først derefter gik nedenunder. Han bevægede sig langsomt og lyttede opmærksomt, imens han gik. Selv da han genkendte Tareks stemme, gik han så langsomt ned ad trappen at den nærmest var lydløs, på trods af den knagen, den normalt insisterede på at lave.
Raseri vældede op i ham, imens han så på kentauren, der interagerede glædeligt med flere af bandemedlemmerne, og han kæmpede for at undertrykke den, inden han trådte frem for skyggerne, med sine arme over kors for at skjule den vrede, der ellers ville være tydelig i hans knyttede hænder.

“Tarek,” hilste han, hans stemme anstrengt af slet skjult vrede. Der var et smil på hans ansigt, men det var kun de mindste af børnene, der ville falde for den dårlige løgn hans ansigtsudtryk var. “Hvem af mine søde børn har lukket dig ind i mit hjem?” Med hans spørgsmål blev hans smil kun sødere og et øjeblik lignede han den dreng, han havde været, da han havde levet under samme tag som sin far - nydelig, borgerlig og velopdragen på overfladen. Begravet under kun et tyndt lag, lå den samme farlige vrede, der også havde ligget der dengang; den samme vrede, der havde drevet ham derud, hvor han så ofte havde fået tæv.
Tarek havde hjulpet ham, men Tarek var en byvagt, og som om det ikke var nok, var voksne mænd det sidste Juno ville have i sit hjem, og kniven i hans lomme brændte efter at blive brugt, men Juno knugede blot sine hænder tættere sammen om sine overarme, imens han opmærksomt fulgte med i, hvor børnenes blik landede - Tarek behøvede ikke at svare ham ærligt, Juno vidste allerede hvem den skyldige var. Men Tareks svar var lige så interessant som Kulis reaktion var.

Tarek lagde ikke mærke til Juno, før han selv gjorde sig til kende, alt for optaget af at holde styr på ungerne omkring sig. Han stoppede midt i en sætning og løftede hovedet for at se på Juno. Vreden var så tydelig om den unge mand, man kunne næsten fornemme den i luften. Åh.
Smilet forsvandt dog ikke fra Tareks ansigt, selvom han vidste, at han havde begået en fejl ved at komme. Men han havde ærligt talt ikke se det som noget forkert, han havde været her mange gange, mens Juno og Hector havde været væk. Nogen skulle jo passe på børnene og han havde påtaget sig opgaven, uden nogen havde brokket sig. Før nu.

“Hej Juno.” Han løftede let op i sækken, der snart var tom. “Jeg kom lige forbi med nogle æbler og noget brød. Som jeg har gjort før.” Han svarede ikke på, hvem der havde lukket ham ind. Han kunne i og for sig selv været gået ind, en låst dør var ikke en hindring for ham, hvilket Juno burde vide. Det venlige udtryk forsvandt ikke fra hans ansigt, men så man godt efter, kunne man se nogle mere alvorlige følelser i hans øjne. Han havde haft en lang dag og den følelse af, at det trak op til et skænderi, gjorde ham bare træt.

Han flyttede blikket fra ham og gav æblet, han havde i hånden, til en af de små piger, inden han rakte sækken til en af de større drenge.
“Du kan dele resten ud. Sørg nu for, at alle får, ikke?” Han rodede rundt i drengens hår og drejede sig mod de to børn på sin ryg. “Kom ned I to. Hop.” Han kunne nå den ene og løftede hende ned, den anden gled selv af hans ryg. Endeligt kunne Tarek komme op at stå, nakken bukket, så han ikke slog hovedet i mod loftet. Derefter smilede han til Juno igen. Der kom ingen ord ud af ham om, at han var der for at se Juno, men det burde drengen nok selv kunne regne ud.

‘Som jeg har gjort før’. Juno var på nippet til at råbe og skrige og kaste med ting omkring sig, da de ord forlod Tarek. Manden havde indtil nu været påpasselig med at behandle ham som en voksen, men respektløsheden var for tydelig i de ord. Tarek mente, at fordi han var blevet lukket ind før, var han pludselig velkommen i en andens hus. I en bandes hus. Han behandlede måske ikke Juno som et barn, men han behandlede hans bande som et børne-projekt.

Juno lod Tarek snakke ud, selvom han stod og sydede af vrede. Han vidste, at det var bedre at blive hvor han var, og lade det værste af følelsen forlade sig, inden han åbnede munden.
“Freja, find Hector og fortæl ham om vores gæst,” beordrede han hende. Det var kun fordi han lige var vågnet, at han ikke vidste hvor Hector var, men Hector var den person han stolede allermest på, måske den eneste person han virkelig stolede på, og han ville have at Hector kendte til truslen i deres hjem. Ikke bare at Tarek var her, men at han følte sig velkommen nok til at lukke sig selv ind, eller til at være der uden skam, til at retfærdiggøre sin tilstedeværelse foran ejeren af huset, og hvis børnene ikke bare havde brudt reglen om ikke at snakke med voksne, men ligefrem havde inviteret en byvagt indenfor, hvem ellers vidste så hvor de holdt til?
Under normale omstændigheder ville Juno være blevet rasende, men som det stod til nu, var han i lige så høj grad panisk. Hvis børnene ville lukke Tarek ind, ville de nemt lukke Liv ind. Hun var en kvinde, og hun var den slags kvinde, man fik lyst til at kalde mor og lade beskytte sig. Hun var alt, hvad de fleste forældreløse børn hungrede efter, og hvad de vidste, at Juno gerne ville have i sin seng, og Juno følte sig ikke længere sikker hvor han stod. Men han kunne ikke gøre noget ved det nu - hele hans liv var knyttet til huset. Selv hvis han solgte det, ville han stadig ende i gæld.

Så snart Freja løb af sted, vendte Juno sin opmærksomhed mod Tarek. Han var stadig rasende, men hans ben føltes svage under ham.

“Du er ikke velkommen i mit hjem, Tarek,” sagde han og med et nik ledte han vejen ud i entreen, hvor han trak sine støvler på og tog tændstikker og rullet tobak fra toppen af en kommode, inden han gik udenfor. Hvis Tarek var kommet for at snakke med ham, måtte han også have vidst, at han ville nægte at føre en samtale blandt andre.

“Huset står i mit navn,” sagde han, så snart han hørte Tarek følge efter ham. “Betyder dét, at jeg kan få dig anholdt for ulovlig indtrængen? For det ville satme være morsomt.” Hans stemme lød dog overhovedet ikke som om han fandt det morsomt, men et skævt smil var på hans læber. Han var rædselsslagen og samtidig rasende, og de to modsatte følelser gjorde, at hans ansigt slet ikke vidste, hvad det skulle udtrykke. Han stak sin cigaret imellem læberne og tændte den uden så meget som at skæve i Tareks retning.

Tareks smil falmede en smule, da Juno sagde, at han ikke var velkommen i hjemmet. Han havde ikke tænkt over, at Juno måske ville finde hans tilstedeværelse forkert, for han havde taget sig af ungerne, og de stolede nok på ham til, at han var blevet velkommen i huset. Fra deres synspunkt. Men det kunne Juno jo ikke vide, han havde ikke været der. Det var ikke fordi, at Tarek ville fornærme Juno eller gå i mod ham som den lille bandes leder, sådan var han slet ikke indrettet, han havde bare ville hjælpe. Som altid.

Han fulgte efter ham ud til døren og gik ud, som han kom ind, igennem en åbning skabt af hans evne. Spørgsmålet fik smilet til at forsvinde helt fra hans ansigt. Han var træt og det havde allerede været en forfærdelig dag, selvom de kun lige var forbi middag. Teknisk set var han ikke på arbejde endnu, trods uniformen, men det skulle han så snart han var færdig med Juno. Dagen var knapt nok begyndt endnu for ham.
“Jeg vidste ikke, at jeg ikke var velkommen. Jeg har passet på børnene, mens du og Hector var væk, de havde brug for en voksen.” Hans stemme var dæmpet og man kunne høre på ham, at han var bekymret over Junos reaktion, men også manglen på den varme energi, han normalt besad, var ret tydelig.

Genlyden af hans hove mod brostenene kunne høres mellem husene, som han trippede lidt uroligt rundt på stedet. Der var tomt i gaden lige nu, men det varede nok ikke længe. Med et suk kørte han en hånd over sin pande og bagud over hovedet for at fjerne håret fra sit ansigt.
“Jeg kom for at sige, at jeg fandt Liv. Og jeg har snakket med hende.” Måske han kunne få Junos opmærksomhed over på noget andet. Tarek havde en fornemmelse af, at de to smådrenge ville få ballade over at have lukket ham ind og det ønskede han ikke.

Juno nidstirrede Tarek, da han påstod at han ikke vidste, at han ikke var velkommen. Han tænkte, at Tarek enten var dum eller en løgner - det faldt ham slet ikke ind, at Tarek tænkte på børnenes velfærd, inden han tænkte på stolthed eller de farer, som gadebørn lærte at tage højde for, hvis de ville overleve. Det havde selv taget Juno et stykke tid at lære den slags påpasselighed, fordi han ikke var vokset op på gaden, men selv havde lært sit liv der, udfra de få, dårligere valg han havde haft. Heldigvis havde både hans far og hans mor lært ham at være skeptisk overfor voksne.

Han fnøs og himlede overdrevent med øjnene, da Tarek nævnte at børnene havde haft brug for en voksen. Inderst inde vidste han at det var sandt, og at han skulle være taknemmelig for at Tarek havde taget sig af dem, men lige nu kunne han kun tænke på, at der ikke længere var brug for Tarek - Hector og ham klarede det fint. På trods af at begge drenge sov forfærdeligt, konstant var trætte og paniske, og arbejdede mindre og dårligere end før, var der endnu ingen i banden der sultede. Til vinter ville det måske se anderledes ud, men til den tid regnede Juno med at have det bedre og kunne arbejde mere effektivt igen. Han ville ikke være en krøbling for evigt.

“Du skal ikke snakke udenom,” snerrede Juno og pegede anklagende på Tarek med samme hånd, der holdt hans cigaret. “Hold dig væk fra mit hjem, eller jeg sælger det,” truede han, “så kan du tage dig af syv forældreløse børn. Ved du hvad - du kan tage Kuli med med det samme. Eller smide ham af hos Liv, hvis du ikke har plads til ham, jeg er sikker på at hun vil elske at få en anden lille dreng, når nu hun ikke kan få mig.” Junos ord var giftige og langt højere end de behøvede at være, især i forhold til at han ikke ville have, at nogen så ham snakke med en byvagt, men han ville gerne at Kuli hørte hans ord. Chancerne for at børnene stod på den anden side af døren og lyttede til deres samtale var gode, og selvom Juno ikke var klar over det, var han blevet et hårdere menneske efter Balzera.

Hans cigaret var gået ud imens han havde snakket, men den sad urørt imellem hans pege- og langefinger, og i sin vrede lagde han ikke mærke til det.

Hector havde sovet hele tre timer uden at vågne, og hvis han havde været vågen, ville han have været stolt. Men som sagerne stod, lå han og snorkede direkte ned i sin pude, da en af ungerne, Freja viste det sig at være, kom styrtende ind på hans værelse og hoppede direkte op i sengen på ham.

"Hector, Hector, Hector! Der er en byvagt i huset!" hylede hun og ruskede i ham, selvom han allerede var vågnet med et sæt, da tøsen var landet på ham.

"Hvad? Hvad snakker du om?" gryntede Hector hæst, mens han forsøgte at finde ud af hvor og hvem han var. "En hvad?"

"En byvagt!" skrålede Freja ind i hovedet på ham, hvilket fik ham til at vågne ordentligt. "Juno sagde, jeg skulle hente dig!"

"Det var godt, Freja," sagde Hector og klappede hendes hår, mens han halvt væltede ud af sengen.

"Hvad ved Zaladins mugne nossepose sker der??" spurgte han, da han kom ned og ikke fandt nogen byvagt eller Juno i entreen. Til gengæld sad Kuli og tudede hysterisk, mens nogle af de andre forsøgte enten at trøste ham eller skælde ham ud. En flok stod også med deres øre presset mod døren. Alle ungerne blev dog stille, da Hector talte. En af dem, Max, pegede forsigtigt mod døren og sagde, "De gik den vej."

Hector gik straks hen og gennede ungerne væk fra døren, og han skulle lige til at åbne den, da han hørte Junos stemme igennem den.

"…du kan tage Kuli med med det samme. Eller smide ham af hos Liv, hvis du ikke har plads til ham, jeg er sikker på at hun vil elske at få en anden lille dreng, når nu hun ikke kan få mig," sagde Juno, og Hector kunne ikke tro det.

Han flåede døren op og sprang frem. Det var Juno og… en hest? Hector havde vist set ham før, men kunne ikke huske, hvad han hed eller om han var venlig eller ej.

“Hvem er krikken?" spurgte Hector og stillede sig helt automatisk ved Junos side og armene krydset over sit bryst. Vagten var meget højere og stærkere end ham, men Hector var ikke bange for at springe i flæsket på den, hvis det skulle være.

Junos ord ramte Tarek som små spidse hagl, gik direkte igennem ham og fik hans indre til at bløde. For ham var reaktionen langt overdrevet. Han havde jo ikke gjort andet end at fodre på gruppens børn, der havde brug for mad. Det var ret tydeligt, at han blev ked af det, Juno sagde, ked af det og forvirret. Men så snart han sagde, at han kunne tage Kuli og aflevere ham ved Liv, kom der et andet udtryk i hans ansigt. Vrede. Han åbnede munden for at sige noget uovervejet, da døren heldigvis gik op bag ham og han trådte til siden, så han kunne se hvem det var. Hector. Gad vide om satyren kunne få Juno til at falde ned?

At blive kaldt en krikke ville normalt få Tarek til at få en sur fornemmelse i maven, men lige nu var han mere optaget af den samtale, der foregik. Han tvang et smil frem til Hector, det blev ikke så stort, men det var der.
“Mit navn er Tarek. Jeg kom forbi for at sige, at jeg har snakket med Liv. Og så tog jeg noget mad med på vejen.” Han skævede mod Juno, inden han så tilbage på Hector. “Jeg er glad for at se, at I er kommet godt hjem, men jeg så ikke noget galt i at give børnene noget at spise, de har haft lidt problemer, mens I var væk, så jeg har set lidt efter dem.”

Hans hænder fandt hvile ved det bælte, han havde om livet. Der var ikke noget negativt i hans stemme, den var stadig venlig, men en smule træt. Han kunne løbe af sted en hel dag uden at blive så træt som han var nu, men der havde været mange indtryk og mange tanker. Negative indtryk og negative tanker. Det var uvant for ham, især når det kom fra ham selv, og han havde brug for en pause. En pause han først kunne få langt ud på aftenen.

“Han er byvagt,” svarede Juno Hector, efter Tarek havde introduceret sig selv, med vægt på byvagt, fordi det var der truslen lå, og fordi det var en meget bedre fornærmelse at nævne Tareks stilling end at nævne hans race.

Han klemte øjnene i og trak langsomt vejret ind, da Tarek fremlagde sin logik for at være gået ind i deres. Da han åbnede øjnene igen havde hans vrede lagt sig lidt - det hjalp, at Tarek havde ret, og det hjalp endnu mere, at når Hector var her, var der én, der kunne være vred på Junos vegne. På den måde fik han råderum til at kunne være mere diplomatisk.

“Det var dengang, Tarek. Da vi var væk, var det her sted mere som et børnehjem uden voksne - nu sker der ting derinde, som en byvagt ikke kan ignorere. Forstår du hvad jeg siger til dig?” Juno provokerede ham nærmest til at anholde ham. De vidste begge to, hvad Juno levede af, og at Tarek, hvis han blev ved med at dukke op i huset, en dag uundgåeligt ville se Juno eller Hector med tyvekoster i stuen. Ikke at Tarek ville have brug for andet, end at påstå at han havde taget ham i det, for at kunne smide ham i spjældet. Men Juno gik ud fra at Tarek var for sød til den slags, selv efter at være blevet provokeret, selv efter hvordan Juno havde opført sig overfor ham siden han var kommet.

“Hvad sagde Liv?” skyndte han sig at tilføje, fordi han bare gerne ville have det overstået, og opdagede nu, at hans cigaret var gået ud. Han vendte sig halvvejs væk fra Tarek og vinden, for at tænde den igen, og efter at have smidt tændstikken fra sig, blev han stående sådan; med siden til Tarek og front mod Hector.
Hvis han fokuserede på det stykke af Hectors hud, han kunne skimte under hans trøje, vidste han at han knap nok ville kunne høre Tareks svar, og det var præcis sådan han ville have det - som om Tarek sagde det igennem to lukkede døre, en halv verden væk. Han vidste, at han ikke var klar til at høre det, og han dagdrømte om alkohol stærkt nok til at slå ham ud. Han havde ingen krystaller på sig, men det ville ikke være et problem at stjæle lidt på vejen til en bar - ikke medmindre Tarek fik tanker om at følges med ham.

Hector rynkede synligt på næsen, da Juno nævnte kentaurens stilling, selvom han allerede vidste det. Han hadede byvagter mindst lige så meget, som Juno gjorde, og at denne ovenikøbet havde fundet det passende at brase uinviteret ind i deres hus, gjorde det kun værre. Vagten - Tarek - virkede ellers flink nok, men Hector var slet ikke naiv nok til at tro, at der ikke kunne stikke noget under. Desuden var alt dette lige meget; Juno var synligt meget vred på Tarek, og det alene var nok til, at Hector også var vred på ham.

Med brystet skudt lidt frem tog Hector et par skridt mod Tarek. Det var ikke for rigtigt at virke truende, for det vidste Hector godt, at han aldrig kunne virke truende overfor en kentaur, der var så meget større end ham, men Tarek skulle ikke tro, han kunne skræmme Hector, og Hector ville også gerne vise Juno, at han var klar til at forsvare ham, hvis det skulle blive nødvendigt. Han skævede til Juno ved Tareks ord om Liv, klar til at følge Junos reaktion.

Tareks tålmodighed hang lidt i laser efter den dårlige dag, men han gjorde ikke noget. Sagde ikke noget. Så bare på Juno, som han opførte sig provokerende og gav ham en forklaring på, hvorfor han ikke længere var velkommen. Hvad var der at sige, som ikke ville virker irritabelt eller føre til flere sure miner? Nej, han gav op for nu, og besluttede sig for, at han ville lade være med at komme her igen og holde øje med ungerne på afstand. Han havde ikke regnet med, at Juno ville blive så vred, Tarek var alt for… uskyldig. Han så så lyst på tingene.

Hectors skridt frem mod ham, fik ham til at flytte blikket til ham. Den lille satyr mente tydeligvis, at han var menneskets beskytter, selvom han var den mindste af de to. Det var kært, også selvom Tarek ikke rigtigt havde overskud til den slags opførsel lige nu, men han gjorde som med Juno. Ignorerede det. Der var vist heller ikke nogen fornuftig reaktion på det alligevel.

Spørgsmålet om Liv fik ham til at sukke og gnide sig i ansigtet med en hånd, et tydeligt tegn på, at den samtale ikke havde været let.
“Hun påstod, at hun havde glemt alt om jer. Og hun blev meget vred og ked af det, da jeg fortalte hende, hvad du havde sagt. Det lykkedes mig ikke at forklare hende, at især din opfattelse om det hele, ikke var en løgn fra din side. Hun mener ikke, at hun har gjort noget galt.” Han rystede let på hovedet, hvilket fik det lange hår til at falde frem over hans skuldre. “Men hun lovede ikke at opsøge jer. Så I skulle gerne være frie nu.” Han smilede let og opmuntrende. Han vidste ikke helt, om hun havde ment det, men han troede nu, at de kunne stole på hendes ord. Medmindre hun glemte det. Det virkede til, at det var en ting, hun var god til. At glemme.

“Ikke gjort noget galt,” gentog Juno med en hul latter. Det var ikke undsluppet hans opmærksomhed hvordan Tarek havde reageret på mindet om at snakke med Liv, og han kunne genkende sin egen reaktion på at tænke på hende.
Hun havde været svær at have med at gøre, selv når man gjorde alt hun bad om, af frygt for konsekvenserne. Han havde hørt hvordan hun snakkede til sømændene, som om hun ejede hele skibet, selvom det blot havde været til låns. Hun var ikke ligefrem en del af arbejderklassen og lod slet ikke til at forstå den. Hun lod ikke til at forstå nogen som helst. Havde hun udvist lidt mere empati for folkene omkring hende, eller interesse i deres velvære overhovedet, ville Juno måske have overvejet at være ærlig omkring hende. I stedet havde han løjet igennem sine tænder under hele rejsen.

“Hun er sindssyg, Tarek,” fortalte han ham og skævede kort over til ham, for at vurdere hans reaktion. “Hun er fuldstændig vanvittig. Det overrasker mig ikke, at hun ikke selv synes hun har gjort noget galt.” Han inhalerede, inden han talte videre; “Men hvis jeg nogensinde forsvinder igen, så ved du i det mindste, hvor du skal lede efter mit lig.” Der var umaskeret had i Junos stemme, men også et svagt håb om retfærdighed, hvis Liv på trods af sit løfte kom efter ham. Han troede ikke at Liv ville slå ham ihjel, men han vidste, at han ville slå enten hende eller sig selv ihjel, hvis hun fik fingrene i ham igen.

Han pustede langsomt røgen ud og smed cigaretten fra sig. Hans hænder rystede og han stak dem i sine bukselommer for at skjule det.
Det gik op for ham at Tarek ikke var gået endnu, selvom han var kommet for at sige, hvad der skulle siges, og han lod sit blik glide op og ned ad kentauren, inden han lavmælt tilføjede; “Tak.” Det blev sagt som om det kun var for at få Tarek til at gå, men Juno mente det og ville have fortrudt det, hvis ikke han fik det sagt.

Efter at have sagt det, vendte han blikket mod Hector. “Jeg har brug for noget der slår til.” Hele hans krop skælvede nu, men Juno ignorerede det - han håbede, at den kolde vind var undskyldning nok, selvom han havde en stor trøje på.

Det var virkelig svært at lytte til Juno og ikke række ud for at tage hans hånd, men Hector modstod fristelsen. Juno brød sig ikke om at blive pylret om, og slet ikke, når der er fremmede til stede. Det var heller ikke forbigået Hectors opmærksomhed, at enhver berøring, Juno ikke selv havde indledt eller inviteret, gjorde ham ubehageligt til mode nu, selv når de kom fra Hector, hvilket ellers aldrig havde været tilfældet før, men det var næppe en overraskelse efter det, de havde været igennem. Hector vidste ikke helt, hvad han skulle gøre i den her situation, så han blev blot stående som en stolt, og ikke specielt stor, stenstøtte mellem Tarek og Juno, om ikke andet, så for at pisse drengenes territorium lidt af.

Han nikkede med det samme, da Juno talte til ham. Der skulle ske et eller andet. Hele Hectors krop var spændt som en bue og summede af adrenalin fra at nidstirre Tarek, og tanken om blot at gå tilbage i huset var næsten forfærdelig. Men…

“Gi’ mig to sekunder, chef,” sagde Hector. “Jeg skal lige hente noget, vi skal have med.”

Hans blik flakkede mellem Juno og Tarek et øjeblik, men det lod ikke til, at der var fare på færde mellem dem mere. Tarek var indirekte blevet bedt om at gå. Samtalen var slut.

Hector forsøgte hurtigt at mime “penge” til Juno, inden han trådte nogle skridt tilbage mod døren. Hvis Juno ikke stoppede ham, ville han lynhurtigt pile op på deres værelse og hente nogle af de krystaller, han havde vekslet nogle af Anas diamanter til. Han ville også tage sin lille lædertaske med, der indeholdt slangebøsse og kniv.

Tarek kunne ikke ligefrem bebrejde Juno for den hule latter. Han forstod, hvad det var, Tarek fortalte. Så han sagde ikke noget, lod ham bare bearbejde det, der lige var blevet sagt. Sindssyg. Ja, det ville Tarek nok måske også sige. Hun manglede i hvert fald en eller anden forbindelse med virkeligheden. Realiteterne. Det var ikke svært at få fornemmelsen af, at englen levede i sin egen lille verden. Gad vide, hvor gammel hun var? Den ensomhed, han havde følt i hende havde føltes gammel. Dyb.
Junos ord om, at hun nok slog ham ihjel fik ham til at ryste på hovedet.
“Jeg tror ikke, at der er nogen fare fra hendes side.” Ærligt talt vidste han det ikke rigtigt, men han ville så gerne kunne give Juno noget lettelse.

Tarek blev stående og betragtede mennesket lidt med et mildt blik. Det her betød tydeligvis meget for ham og det kriblede i Tarek for at røre ved ham. Mærke om det var blevet bedre. Men han måtte nøjes med det, hans øjne fortalte ham og det var svært at tyde. Takket kom lidt ud af den blå luft, men det var lidt som regn efter tørken. Tiltrængt. Et lidt mere oprigtigt smil dukkede op på byvagtens ansigt.

Han så efter satyren, der smuttede ind i huset, inden han igen så på Juno. Han var ikke helt færdig, så han tog et enkelt skridt frem mod ham.
“Du mener forhåbentligt ikke, at du vil straffe Kuli for mit besøg? Han mente ikke noget galt med det, jeg hjalp ham ud af en klemme med en på markedet, han stoler bare på mig.” Tareks stemme var mild og bekymret, det samme var hans udtryk. “Ellers lad mig tage ham med, jeg ved et sted, hvor de vil byde ham velkommen.” Der var ikke noget bebrejdende i hans stemme, han forstod at det var vigtigt for Juno at have kontrollen. Men han håbede, at han i det mindste kunne få lov til at rette op på sin egen fejl.

Juno var ikke sikker på at Tarek havde ret. Der var en grund til, at han ikke selv havde turde gå op imod hende, men han sagde ikke byvagten imod. Hvad Tarek havde givet ham måtte være nok for nu. Det var en start og Juno håbede inderligt at det ville være nok. Han ville ikke til at diskutere Liv med Tarek, og derved risikere at miste sit håb.
Juno så fokuseret efter Hector, ikke fordi der var noget spændende ved det, men for at undgå at skulle se på Tarek. Selv da kentauren tog et skridt hen imod ham, nægtede Juno at se på ham. Han følte, at deres samtale var overstået og han ventede på at Tarek indså det samme.
Men da Tarek nævnte Kuli, vendte Juno sin overkrop imod ham med et sæt. Han havde helt glemt møgungen et øjeblik, og han brød sig ikke om at Tarek tvang ham til at tage stilling til Kuli med det samme.

“Kuli er en idiot for at tro, at det nogensinde er sikkert at lukke dig ind i vores hjem, men han er åbenbart kun lige så dum som en byvagt er,” snerrede Juno. “Han er en del af banden og han kan blive hvis han vil. Hvis han nogensinde begår samme fejl igen, ved jeg hvem jeg skal smide ham hjem til.”

Juno flyttede sit blik fra Tarek og mod den lukkede dør. Han regnede med at i hvert fald et par af børnene sad op imod den og lyttede med i deres samtale, så han havde snakket om Kuli højt nok til at de ville kunne høre det. Han regnede næsten med, at Kuli selv ville komme ud og gå med Tarek, men det var svært for ham at vide. Førhen var der aldrig nogen af børnene der ville have forrådt ham eller forladt ham, men han havde været væk længe, de havde tydeligvis tiltro til Tarek, og Juno havde ikke været sig selv efter han var kommet hjem. Han havde været fraværende og træt, og han havde haft en kortere lunte. Han vidste, at hvis nogen af børnene nogensinde skulle forlade ham, så skulle det være nu.

Tarek var lettet, det lød heldigvis til, at Juno ikke bare ville sætte den lille dreng på gaden. Kuli så op til Juno og Hector, det havde Tarek da fundet ud af, så det ville være ødelæggende for ham at blive smidt ud af den lille bande. Junos blik mod døren fik også Tarek til at se den vej. Der stod nok en flok og lyttede med, typisk børn. Tanken fik et skævt smil frem på hans læber, inden han så mod Juno igen.
“Vær sød ved ham, han har kun dig og Hector.”

Han gjorde tegn til at ville gå, svingede forkroppen rundt for at gå den anden vej ned af gaden, men han stoppede op og betragtede Juno for et kort øjeblik.
“Jeg ved godt, at du passer godt på dem. Husk nu at passe på dig selv også.” Han havde fattet, hvad det var, Juno og Hector havde planer om. “Og husk, at I altid kan komme til mig, hvis der er noget. Jeg vil gerne hjælpe.” Han sendte ham et opmuntrende smil, inden han vendte rundt og begyndte at gå ned af den lille gade. Han havde brug for at komme hjem i stalden og få lidt ro. Det kunne han vist lige nå, inden han skulle tilbage til Skumringskvarteret sammen med en anden byvagt og på arbejde resten af dagen. Lydene af hans hove steg i tempo, som han begyndte at trave af sted, stadig med en tænksom rynke i panden.

// Out

Hector havde kun været få minutter om at hente sine ting; han havde skiftet til en mørkeblå anorak med hætte og lomme foran. Han spændte lædertasken om livet og stak slangebøssen i bæltet. Kniven blev spændt om låret, hvor anorakken dækkede. Derefter greb han en håndfuld krystaller og stak dem i lommen. Det var mere end nok til en ordentlig brandert.

Han havde gennet ungerne væk fra døren, da han kom tilbage indenfor, men de havde hurtigt samlet sig igen foran døren. De spredte sig dog, da Hector kom ned ad trappen. Kuli tudede stadig, men Hector ignorerede ham. Han skulle til at åbne døren, da han hørte Juno tale om Kuli igennem den.

“Jeg håber, du er klar over, hvor heldig du er,” vendte han sig og sagde til Kuli, da de alle havde overhørt, at Juno ville lade Kuli blive i banden. “Du burde blive smidt ud på røv og albuer, men Juno giver dig en chance. Det fatter du godt, ik?”

Den lille dreng nikkede og tørrede sin snottede næse i sit ærme. Hector sukkede. Han havde jo som sådan ikke noget imod Kuli - han kendte ikke drengen så godt - men han kunne sagtens forstå, hvorfor Juno havde haft lyst til at smide ham ud. Hector gestikulerede til en af de store piger, at hun skulle tage sig lidt af Kuli.

“Og skrid så ind på jeres værelser,” fortsatte Hector og så rundt på alle børnene. “Hvis jeg tager jer i at lytte ved døren igen, så får I fandme så stor en røvfuld, at I ikke kan gå i en uge.”

Ungerne vidste godt, at han ikke mente det rigtigt, men de gjorde alligevel, som han sagde (indtil videre i hvert fald) og vrimlede væk fra entreen og ind på de forskellige værelser og rum.

Hector så til, men vendte sig så og åbnede døren lige tids nok til at se Tarek vandre væk. Han havde mange spørgsmål, som f.eks. hvordan Tarek overhovedet vidste noget om Liv. Juno måtte have fortalt ham det, men hvorfor? Og… hvornår? Siden hvornår var Juno begyndt at betro sig til byvagter? Det var ærligt talt lidt foruroligende, men det var ikke tiden at spørge ind til det nu. Lige nu skulle de have lettet trykket på alle tænkelige måder.

“Hva’ så, chef?” spurgte Hector, mens han gik op på siden af Juno. “Skal jeg tyre en hundelort efter ham?”

Juno trak på skuldrene, da Tarek fortalte ham, at Kuli ikke havde andre. Han var udmærket klar over Kulis situation, faktisk havde han styr på de fleste af børnenes situationer. Med Shireen vidste han kun, at hun havde det svært derhjemme, men med alle børnene vidste han, om de havde andre steder at tage hen eller ej, og hvad det ville koste dem hvis de forlod banden. Freja havde et hjem med to forældre, men hos dem ville hun gå sulten i seng oftere end hun gjorde hos banden. Eird havde en far, men tog hun hjem til ham, ville hun betale prisen, som sin fars voldelig tendenser. Det var en pris Juno ikke ville lade hende betale, så hun var et fast medlem i banden, én af dem der aldrig gik sulten i seng med mindre det var fuldstændig uundgåeligt.

På trods af, hvor godt styr på sin bande Juno havde, overraskede det ham at Tarek anerkendte hans hårde arbejde for medlemmernes velvære. Han reagerede ved at se væk med et skuldertræk, men hans kinder blussede op i rødhed varme, da han blev bedt om at passe på sig selv også.

Udover Hector, kunne Juno ikke huske hvornår nogen nogensinde havde bedt ham om at passe på sig selv. Hvis hans mor nogensinde havde sagt det, var det mange år siden, og formentlig sagt i vrede, efter at Juno havde provokeret sin far. Et øjeblik følte han sig helt svimmel, og han lagde en hånd mod sin varme kind, som for at gnubbe farven af den, hans hånd stadig skælvende.
Han så på Tarek, men kunne ikke gengælde mandens smil. Han var for meget i chok, og han flyttede først på sig, da han hørte Hector igen.

“Du er en idiot,” snerrede Juno og lod straks sin hånd falde fra sin kind, da Hector truede med at kaste en lort efter Tarek. Underligt nok følte Juno nu, at han var nødt til at beskytte Tarek. Byvagten virkede alt for optimistisk, og en mand, der på den måde så det gode i alle, fortjente ikke at blive modbevist. Ikke endnu.

Han gik bag om Hector og ind i entreen for at tage en frakke. Han så sig omkring, for han ville egentlig gerne sige et par ord til Kuli, men drengen og de andre børn var væk, og Juno besluttede sig for at gøre det senere.

Han rettede på den tunge uldfrakke imens han gik ud til Hector igen.

“Jeg bad Tarek om hjælp,” indrømmede han uden så meget som at se i Hectors retning. Han lod det være op til satyren om de skulle gå imens de snakkede eller ej.

“Du kan sgu selv være en idiot,” gryntede Hector tilbage til Juno, da fornærmelsen faldt. Det stak lidt, især fordi Hector lige synes, han havde bakket Juno op foran vagten, men han vidste også godt, at Juno nok ikke rigtigt mente det.

Han sparkede lidt til nogle småsten og surmulede, mens han ventede på, at Juno skulle komme tilbage. Han så op, da Juno kom tilbage, og hans øjne blev lidt store, da Juno indrømmede, at han havde bedt Tarek om hjælp.

“Det kunne du sgu godt have fortalt mig noget før, chef,” sagde han efter et øjebliks stilhed, hvor han lige skulle vænne sig til tanken. “Jeg troede… vi delte ting med hinanden, men altså…” Hector kløede sig i krøllerne, mens han langsomt begyndte at gå. “Du har vel haft en grund til ikke at sige noget, ikke? Jeg stoler på dig, så jeg er ikke sur eller noget.”

Det var ikke helt sandt; Hector var lidt sur over, at Juno havde talt med byvagter bag om hans ryg, men han stolede dog nok på Juno til, at han ville slippe det hurtigt igen.

“Jeg deler det med dig nu, gør jeg ikke?” svarede Juno irriteret tilbage. Han havde haft det dårligt med at holde det hemmeligt for Hector, hvilket kun gjorde ham mere defensiv nu.

“Jeg havde ikke nogen grund til at holde det hemmeligt for dig, jeg gad bare ikke at snakke om det,” svarede han og denne gang så han endelig over på Hector. Det var usædvanligt at fyren ikke tog kampe op. Inden ‘hændelsen’ var de kommet op at slås over langt mindre ting. At han havde gået bag om ryggen på Hector på denne måde burde have været mere end nok til at starte et slagsmål.
Juno så ned på sine hænder, der stadig rystede, og kunne ikke lade være med at tænke, om Hector mon var blød, fordi han kunne se at Juno ikke kunne holde til mere. Tanken pissede ham kun endnu mere af - han ville kun have godt af et slagsmål.

Han stak sine hænder i frakkelommerne, imens han snakkede videre; “Jeg fortalte ham om Liv, så han kunne skille sig af med hende for os. Han var åbenbart for stor en kujon til at dræbe hende eller fængsle hende, på trods af hvad han ved hun har gjort ved -” Han var ved at sige ‘os’, men realisationen af det burde være et ‘mig’, lod angst gribe fat om hans hjerte igen. Han trak vejret skælvende ind og forsøgte sig igen; “på trods af hvad hun har gjort. Men han tror problemet er løst, så måske jeg kan sove lidt lettere nu.”