Det havde været en varm sensommer dag, og Males havde besluttet sig for at han trængte til et bad, før natten faldt komplet på. Den nøgne, feminine skikkelse havde taget togaen af (der allerede ikke dækkede særlig meget) og stod under det lille, blide vandfald der varmede hans krop, og skyllede skidtet af. Der var ingen i nærheden, udover ham selv: elverne var taget til deres landsbyer og hans artsfæller, nymferne, var vidst travlt optaget af andre ting. Det eneste der holdt ham med selskab var nogle fugle der sang så smukt i kronerne, og Males sang med, afdæmpet, som han havde lukket øjne og vaskede det vilde, krøllede hår som blev en anelse tæmmet af vandet. Han benyttede sig ikke af noget sæbe, men lod sig blot blive skyllet og forkælet for af vandet. Nymfen var temmelig optaget i sin egen lille boble, at han ej lagde mærke til om nogen lurede i krogene - og hvis de gjorde, var Males ikke bleg for at vise sig. 

Sommeren gav lejlighed til det perfekte skjul imellem skovens massive træer og de tætte buskadser. Det var fra toppen af det lille vandfald nymfen havde udset sig for sit tilflugtssted, at gule øjne betragtede ham. Den smukke skabelse nåede ikke at nyde fuglenes sang længe, for deres yndige melodi forsvandt som stilhed før stormen. I de følgende øjeblikke landte den første ork i vandet på Males venstres side. Det brusende vand skød op i lårtykke stråler og sprøjtede med agressive dråber der skar sig vej gennem luften som projektiler. Kort efter landte endnu en ork på nymfens højre side med samme plask som den første. Idet den anden landte, bøjede den første sig ned og greb fat om Males's læg for så at trække det opad, indtil Males dinglede fra en udstrakt arm og havde sit gennemblødte krøllede hår, kærtegne vandets overflade. 

To enorme skikkelser stod omkring ham og betragtede ham med et forvirret udtryk. Den ene havde et hærdet, uskønt, ansigt med et ar der strakte sig fra hans kæbe og op over øjenbrynet. Han var skaldet på nær en enkelt plet af tykt, langt, brunt hår der var flettet og stoppede ved hans midt ryg. Over hans bryst var et læderbælte der holdt en skulderplade af mørkt læder på plads. Han havde derudover et mavebælte der beskyttede de vigtigste organer, men nedefter var der prajltet skind der udgjorde delvist bukser og hvad man kun kunne formode var en form for fodtøj. Han havde desuden endnu et bælte om lænden der holdt en økse på plads. Hans næsten skaldede isse, var dækket af stamme tattoveringer og at vurdere fra den grønne hud og de store stødtænder fra hans mund, var den smukke nymfe blevet offer for orkers nysgerrighed. 

Den anden var mindre hærdet at se på, men havde stadig de samme karakteristiske træk som den første og præcis det samme tøj. Han havde dog kun siderne barberede og resten af det sorte, lange, tykke hår var flettet og strækte sig til midten af hans mave. Hans brune øjne virkede mere menneskelige end den andens, og han betragtede Males med en anden form for nysgerrighed end den første. 

Den første sniffede kort til Males's ben: 
"Hvad er det?", gryntede den på orkish. 
"Elver-afskum?"

Den anden så på Males øre, var de spidse?

Som han var i gang med en blid note, sang med på fuglenes kvidren, blev den skønne stilhed afbrudt af et par høje klask og sprøjt, som var i retningen af nymfen. Han måtte kvække sig et forskrækket hvin da han ikke havde hørt, eller set det komme, og Males nåede knapt at orientere sig om den første ork, før en anden landede og opmærksomheden blev skruet derhen som ledte til at orken tog nymfen op så let, som ingenting.

Males så forskrækket ud og måske også en smule skræmt. Han vidste ikke helt hvad det her betød, om de havde en interesse i ham... han havde i alt fald aldrig rigtigt snakket med orker, kun et par gange men aldrig to af gangen og disse to så... meget store og modbydelige ud. Males var dog ikke typen der dømte andre på deres udseende, og han lod til at tage det hele med en ophøjet, optimistisk ro selvom han var (naturligvis) en smule nervøs, for han var komplet overledt til deres magt.

Males forstod ikke hvad de sagde, som ørerne, komplet lavet ud af blomsterblade, vippede nervøst, og han kom med en lille sprællen, i håb om at kunne vride sig fri. "Vil du ikke være sød at lade mig gå, kære ork?" sagde han, i en så blid, tiggende tone der var svær at stå for - og med de brune dådyrøjne i ovenikøbet, var man jo nærmest solgt på stedet. "Jeg er Males. En nymfe, som blot tager et bad. Vil I ikke nok?" han så på dem, med store, nærmest triste øjne. Han ønskede ikke at blive spist selvom man ikke ligefrem havde hørt om orker der mæskede sig i nymfer - eller jo, men det var ikke just af en fysisk sult, men snarere af en der lagde sig i underlivet for de smukke nymfer. 

Males's ord virkede ikke just til at få en responds ud af den første skaldede ork, før denne så hen på den anden i et håb om at få en forklaring på det underligt udseende væsen. Den første rakte ned for at fjerne blomserne ved Males's øre, der vidste sig at være.. hans ører? Han lavede en prusten og trak hurtigt hånden væk. Magi? Han så hen på den første ork der virkede en smule nervøs da hans makker trak sig hurtigt væk fra væsnet igen. 

"Hans øre er blade!", svarede han. 
"Blade?!", fnyste den første ork. "Hvad skal det betyde, Yzgarth?"

Den anden ork knurrede irriteret:
"Det ved jeg ikke, Rurgth!", snerrede han. 

Rurgth's prikkende gule øjne fandt væsenets lange lemmer, hvorefter den betragtede væsenets kønsdele, med en rynken på næsen som om det var noget af det mest latterlige: hvis det var sådan hannerne så ud, turde han ikke tænke på hvor frigide deres hunner var!
"Lad os tage den med!", konstaterede Rurgth mere end foreslog og lavede et nik hen imod Yzgarth. "De andre kan måske forklare den."
Yzgarth rystede på hovedet: "Læg den!", sagde han. "Den er sikkert farlig!".

Rurgth lavede blot en dyb knurren før han satte igang imod breden med Males dinglende fra sin store hånd. Imellemtiden sendte Yzgarth et hadefuldt blik imod sin klansmand, før han så sig omkring og bevægede sig efter Rurgth. De nåede breden og Rurgth svingede Males over skulderen som om han var et nedlagt bytte. Han store arm snoede sig om livet på ham, så den smukke nymfe var fanget i et jerngreb. Hans ansigt vendte bagud, så han kunne se på Yzgarth der fulgte bagtrop og betragtede ham: specifict hans ører, med et forstyrret blik. 

Det lod ikke til at de forstod hvad den fregnede nymfe prøvede at fortælle dem, som de egentlig snakkede ham over hovedet det meste af tiden, og Males så lige så forvirret på dem, som de så på ham. Nymfen kom med en forskrækket, lille pludren som en af orkerne rørte ved hans øre, og de to orker begyndte straks at snakke mellem hinanden, som Males intet forstod af.

For et øjeblik lysnede Males op som han troede, at han blev sat fri men nej - han blev svinget over skulderen på den ork, der havde fat i ham, og Males sukkede blot: kidnappet, igen! Det var ikke første gang det var sket, da det var et ret "normalt" fænomen at når andre væsner endelig fandt en nymfe, så tog dem dem ofte med. Males havde oplevet det før, så han lod ikke til at være yderst bekymret, selvom det virkede lidt nervepirrende. Et par spark kom fra ham, samt nogle små, finurlige lyde men ingen hjælp gjorde det: han havde ingen kræfter der kunne måle sig med disse handyr, og det var bedre at charmere sig ud af det, end at kæmpe. Som Males lå der, kunne han løfte sit blik og se mod den mere humane af orkerne, og han gav ham et bedende, lille udtryk mens de fyldige læber trak op i et lille smil, ganske blidt. 


"Vil I ikke nok sætte mig fri? Jeg hører ikke til i fangeskab," sagde nymfe, som var han et eksotisk dyr der var blevet taget til fange - og det var han måske også.

Yzgarth mødte hans blik og idet Males talte til ham, ville han kunne fornemme der var en slags forståelse af hans ord. Men af en eller anden grund, virkede det ikke til han valgte at reagere på hans tryglen. Istedet blev det til en lydløs tur igennem busk og krat, indtil lyden af andre dybe stemmer skar sig vej igennem skoven, og de kom til en lille lysning hvor orkerne havde opsat deres lejer. De var langt fra deres hjemsted, Tusmærkedalen, og det viste sig at den smukke nymfe var endt i søgelyset hos en flok spejdere og jægere. Der var fire andre orker, to af dem så ud til at bryde rundt på jorden og slynge knytnæver og orkiske skældsord, imens en anden sov og en tredje sad ved bålet og lo af de to første. 

Rurgth trådte ind i lysningen og de resterende orker virkede til at anerkende ham, ved at stoppe hvad de var i færd med - undtagen orken der sov. Derefter fastlåste deres prikkende gule øjne sig på hvad der var slynget over Rurgth's skulder. Males blev dumpet ned på et dyreskind midt i lejren, omgivet af ikke bare to men fem orker der alle så på ham med nysgerrige øjne. 

"Elver-kød?!", udbrød en begejstret, men fik da øje på Males's mærkelige ører. 
"Nej!", brummede Rurgth. "Den er sær. Har i set sådan en før?", spurgte han de andre. 

Det havde ingen af dem. "Væk, Gnog!", beordrede Rurgth og en af orkerne kastede en sten på den sovende ork. Der bare gryntede og vendte sig om. Imens at man forsøge at vække den sovende ork, satte to af de andre orker sig hen til Males og begyndte at røre ved ham: hans hænder, arme, fødder, ben. Yzgarth satte sig på en stamme ved bålet og iagttog Males idet han blev undersøgt af de to andre. Hans brune øjne reflekterede en anden sindstilstand end de andre, han var mærkeligt rolig... behersket endda. 

Males var ikke helt tryg ved situationen - alligevel var han mere end forbløffende rolig, for nymfen var ej så nemt angstprovokeret som andre, og det stemte nok ned til at han ikke var særlig klog og nok derfor var på det samme niveau som orkerne, han blev omringet af inden for kort tid. Som han blev dumpet ned på dyreskindet, gav han en lille, overrasket lyd fra sig som han så dyreskindet - han vidste godt at andre væsner benyttede sig af vilde dyrs hud, men det var et mærkeligt og makabert fænomen for ham og han fik det skidt af det, men turde ikke rykke sig fordi han var omringet af gule øjne, der alle så på ham fra forskellige retninger. Nymfen blinkede med store, nysgerrig øjne, hvor selv nogle af øjenvipperne var lavet af blomsterblade, brede og smukke. Han var ikke helt sikker på hvad der skete omkring ham og det var tydeligt som han satte sig på sine knæ, rodede lidt i det skønne, vilde hår som han kiggede lige så tilbage på orkerne, der kom hen til ham i hans øjenhøjde.

Males blev hurtigt distraheret fra dyreskindet og de prikkende øjne og nød den fulde opmærksomhed, der (I hans øjne) ikke var ondt ment. Han kom med en fnisen og endnu en pludsen som han synes de fire hænder var både dejlige, men de kildede også lidt, og hans latter var som varme solstråler der bredte sig i hele latteren. Han havde intet imod at være nøgen overfor dem, og det var tydeligt at han var tilpas i sin egen krop og han var ved at finde sig til rette i situationen.

Han lænede sig ind mod en af orkerne, selv med nysgerrige hænder som de lagde sig på kinderne af den ene af orkerne. "Hvem er du?" spurgte han, med den syngende, bløde stemme der akkompagnerede de lige så bløde, brune øjne.

De ivrige hænder fortsatte med at røre nymfens bløde hud med deres ru og hærdede hænder. Da Males reagerede med en fnisen og en barnlig uskyld, lod det til at få Yzgarth til at reagere med en rynken på panden. 
Orken Males rørte ved og talte til, så direkte ind i de blanke dådyr øjne og man kunne fornemme at hans hænder blev mere faste og hårde omkring de bløde mælkehvide lår. Orken havde et særpræget ansigt i form af at denne havde brækket en af sine stødtænder. Håret var klippet i siderne men var ikke langt, tværtimod stod det ligeop i en strid børste der skabte en hanekam. Næsten som i trance prustede det store væsen pirligt, før Yzgarth's stemme brød nymfens forførelse: 

"Dragh!", sagde han på orkisk. 
Dragh kiggede op imod Yzgarth og fandt de brune øjne før hans tag om nymfens bløde lår aftog og han trak sig væk fra det feminine væsen, og satte sig over på en af træstammerne. 

Den sovende ork blev i mellemtiden vækket og satte sig op efter en hård opvækning, bandede og så hen imod Males på dyretæppet, der stadig blev befamlet af én ork. Den søvndrukne ork blinkede et par gange, hvorefter han så hen på Rurgth. 
"Hvad?!", snerrede han. 
"Hvad er det?", spurgte Rurgth og pegede på Males. 
".. en elver?", mumlede han først, før han fik øjne og lagde mærke til blomsterne: "Nej...", han rejste sig op og begyndte at gå hen imod Males. Han havde mørke, indsunke, øjne og et grimt deformt ansigt fra et forfærdeligt ar der strakte sig fra ansigtet og ned over brystet. 

Forførelsen kom meget naturligt for nymfen, der ej satte mål for det, men det skete, og det lå nok blot til hans hele væsen: øjnene, de fyldige læber, den feminine figur og den bløde stemme som fuldendte en skønhed, der sjældent sås hos andre væsner. Det lod til at den tryllebandt orken, der straks blev kåd ved hans blotte kærtegn, men blev afbrudt af en brusk stemme, som Males genkendte fra før. Males slap orken, som gik hen og satte sig, mens hans opmærksomhed blev straks frarøvet igen og ledt hen til den anden ork, der også havde vist stor interesse for ham, og han gengældte interessen: det var sjældent han kom så tæt på orker, og selvom de var kendt som vilde og barbariske væsner, lod det til at Males ikke frygtede dem, som han levede i sin egen, godtroende verden. Og de fleste vidste også at de ikke skulle sætte en nymfe på prøve, for trods deres pacifistiske væsen, havde de nogle elementære kræfter man ikke skulle spøge med.

Som en helt ny, fremmed ork kom hen imod ham, mistede han interessen for den ork der sad hos ham og hen på den nye ork, som så en form for genkendelse hos ham, og Males smilede til ham, som han kom op og stå: de lange ben gjorde det meste af hans feminine krop, der var fuldkommen spækket med fregner og skønhedspletter. Han var ikke særlig høj i forhold til disse orker, der klart overtrumfede ham, men han lod ikke til at stikke af, som han kom nærmere.

Han så på ham, med brune, venlige øjne.

Den store ork greb fat om hagen på Males, og så ind i hans øjne med et fjendtligt, vurderende blik. Det tog ikke længe for ham før han fnyste afvisende og med en ligeså afvisende gestus, 'kastede' han Males bagud og snublende tilbage på dyreskindet. 
"Den er et af skovens prøvelser.", sagde han i en hård tone. 

han så ned på de to betagede orker der havde rørt ved Males, og så derefter hen på Males igen med et mørkt blik, der ikke gengældte Males's venlighed. Tværtimod. "Hold den!", beordrede han. Dragh og den anden ork tog fat om Males's arme og hold ham fast, alt imens at den store skamferede ork greb fat om sin økse. 

"Vil du dræbe den?", spurgte Rurgth. 
"Ja.", svarede Gnog. "Den er farlig. Den vil forstyrre vores sind! Jeg hugger hovedet af den og tager det med tirl Gnorken.", hans stikkende øjne vandrede ned af Males's krop. "I kan æde resterne af den.", den store økse gav genskær i lyset fra solen. 
"Bøj den fremad!", snerrede Gnog. 
"Kan vi ikke bare tage den med til Gnorken, med hoved på?", spurgte Dragh. "Den er så lille at den ikke kan gøre noget, hvis vi binder den fast!"
"Bind den fast til mig!", afbrød den anden ork, Males havde rørt ved. 
"NEJ!", knurrede Dragh. "Den skal bindes fast til mig!".

Gnog gav et dybt brøl fra sig: "HOLD KÆFT!".
Rurgth trådte frem: "Gnorken vil nok gerne se den...", sagde han til Gnog. Hans øjne vendte sig så imod Yzgarth med en sadistisk humor: "Bind den til Yzgarth!"

"Mig?! Jeg vil ikke have den", snerrede Yzgarth. 
"Nej, giv den til mig!", sagde Dragh. 
"Nej, mig!", brummede den anden. 

"Hold jeres kæft, jeg tænker..", sagde Gnog, der satte øksen i jorden igen og så vurderende på Males. 

Det så ikke spor godt ud som denne store ork ikke ville have noget at gøre med den lille nymfe. Så snart han havde fået et godt kig ind i de kønne, brune øjne blev han slynget tilbage med en enorm kraft, ned på dyreskindet som tog i mod ham blødt. Der kom allerede tårer op i de store øjne, for han forstod ikke helt hvordan han blev behandlet sådan, og han havde ingen idé om hvad de snakkede om, og det gjorde kun situationen mere ubehagelig. Som han mærkede hvordan han blev holdt fast, kom der nogle små, bekymrede lyde fra ham som han prøvede at vride sig fri. "Nej, lad mig gå!" sagde han. Han kunne bestemt ikke lide at blive fanget, og den ro han havde før omkring det var ved at stilne af. Fangeskab var noget af det værste han ved, og nu kunne han virkelig føle den - og han blev påvirket af den vrede der kom fra orken, der pludseligt tog en stor økse frem.

Males forstod intet af den hektiske situation, og hans hoved fløj til siderne som han prøvede at finde ud af hvad der skete. Den store brøl fik ham til at komme med et gisp som han trak benene op, en smule beskyttende, men han rykkede sig ej ingen steder for det var nær umuligt. 


"Du må ikke slå mig ihjel!" sagde nymfen ulykkeligt, så ægte og ærligt mens tårene var ved at overstrømme. Han lod dog til at falde lidt til ro i det øksen blev sat i jorden, men de små snøf var der stadig.

Gnog betragtede den spinkle skabning idet den forsøgte at skærme sig med sine ben før dens øjne løb i vand, og dråber trillede fra dens kinder. Han fnyste i væmmelse hvorefter han så på Dragh, der betragtede Males's tåre med en forundring og den anden ork der så på nymfen's grædende ansigt, gjorde det med et sadistisk glimt. "Hagl.", brummede han af den ork der holdt fast om Males's anden arm modsat Dragh. Hagl så op imod Gnog men vendte så blikket ned igen, som om der var foregået en lødlys formaning fra den ene til den anden. Hagl værende den underdanige i dette tilfælge, imens Gnog gav den lydløse advarsel. 

Han så bagefter over på Yzgarth der virkede lettere uinteresseret i det feminine væsen de havde fundet, hvorefter Gnog nikkede selv-bekræftende: 
"Bind den til Yzgarth!", beordrede han. 

Yzgarth snerrede irriteret: 
"Jeg vil ikke have den!"

Gnog satte af i et formanende brøl og holdt Yzgarth's blik i en tid, hvor en lydløs magtkamp foregik imellem de to. Yzgarth så væk til sidst med et misbilligende blik. Ved Zaladin's skøger, Rurgth skulle få det betalt!
Rurgth stod imellemtiden med et selv-glad smil på læberne og et sadistisk, hånende, blik i øjnende. 

Dragh og Hagl, tog da tag om nymfens spinkle arme og trak ham hen ved siden af træstammen hvor Yzgarth sad. Her tog de et reb og bandt om Males's hals som en løkke. Den anden ende blev bundet til Yzgarth's håndled. 

"Hold øje med den!", beordrede Gnog, inden han så på den frigide lille skabning endnu engang med en tydelig foragt. Han lavede en stille knurren før han bevægede sig hen til sin soveplads igen. 

Rurgth råbte imellemtiden af Dragh og Hagl: 
"Vi mangler brænde! Afsted!"

Males var slet ikke vild med den måde han blev kastet rundt på - hellere ikke den måde at han blev bundet. Males forstod ikke helt hvad det betød, men måske troede de, de ejede ham - man ejer ikke naturen. Han var en del af naturen, så derfor forstod han det ikke rigtigt. Han prøvede at gøre modstand som han blev nærmest slæbt hen ved siden af den ork, der så mest venlig ud og sat ved siden af ham, med rebet om halsen. Og så sad de der, de to, da der ikke var andre tilstede.

Males var stille som han så sig omkring med de store, dådyr øjne, prøvede at orientere sig hvor han helt præcist var mens de store ører af blomsterblade vippede let. Som de var alene i stilheden, så nymfen endelig på orken - der var en blidhed og tilgivelse i hans øjne som man sjældent så hos mennesker men ofte hos dyr. Han så blot på ham, uforstående, hvorefter han tog om løkken, en smule forsøgende. Han havde ingen interesse om at blive her.

Da Males hev i rebet om hans hals, blev det blot strammere. Ikke så stramt at det var kvælende dog, men nok til at det kunne mærkes og gøre ham ubehageligt bevidst om at den situation han befandt sig i, ikke lige sådan var til at slippe ud af. Yzgarth skænkede ham imellem tiden et uforstående blik, som om han fandt nymfen umådeligt fjollet: selvfølgelig ville rebet ikke gvie sig af at han rev i det? Det var en ork-knude! 

Han så udover lejren et kort øjeblik; Rurgth snakkede med Gnog ovre i den anden ende, under et halvtag af pinde og græs der var blevet et improviseret soltag over hans soveplads. Det skærmede den skamferede ork fra solen der stod skarpt og højt på himmelen. Men der var ikke så lang tid til skumring , så Hagl og Dragh skulle skynde sig at finde brænde hvis de da ikke ønskede at famle rundt i mørket. Yzgarth's brune blik fæstnede sig da på Males igen og med et sigende ryk på hovedet hen imod Yzgarth's "telt", rejste han sig op og om Males ville det eller ej kom han med den store ork ind i det. 

Teltet var lavet af dyreskind og bunden var dækket af pelse fra delvist rådyr og delvist bjørne-og ulve-skind. Yzgarth satte sig ned med benene over kryds og så derefter vurderende på Males: 

"Du' anderledes.", sagde han da på krystalliansk med en tyk accent. Men i det mindste kunne der komme en dialog imellem dem, da det viste sig Yzgarth forstod Males's sprog. Til en vis grad. 
"Hvad er du?", spurgte han med en dyb nysgerrighed i blikket. 

Males kunne ikke gøre så meget andet end at følge med, selvom han virkede ikke helt tilfreds. Det gjorde stadig også utilpas at ligge på de døde skind af dyr, hvor han nærmest kunne mærke den smerte, der havde kommet fra dem, men han prøvede ikke at tænke over det - idet mindste var det ikke så koldt, nu hvor han intet tøj havde på, og det var blevet efterladt. Der var ogå skygge her så han ikke blev skoldet af solen, der stadig stod hedt. Som orken satte sig ned, fulgte Males atter med og han satte sig selv ned - faretruende tæt på orken, med et lige så vurderende blik der kun blev overrasket som han snakkede til ham, i et sprog han forstod.

"Hvad jeg er?" gentog han, og der kom et smil på de fyldige, rødlige læber. "Jeg er en nymfe," sagde han, med en fnisen - som om han allerede havde glemt alle sorger i universet. Det lod ikke til at bekymre ham så meget at være i orkens selskab alene, med et reb om halsen - han valgte endog at læne sig ind nærmere (med en svag sans for privat rum) og kiggede på ham med de runde, varme øjne.
"Du er en ork ikke?" spurgte han, med et forsøgende smil på læberne.

Yzgarth så til imens væsenet smilede og endelig satte et navn på hvad han var: en nymfe? Det sagde ikke Yzgarth noget. Han havde aldrig hørt om nymfer; og han konkluderede meget hurtigt at det måtte være et af Aladrios's sære fænomener. 

Idet Males lænede sig tættere op imod ham havde det en form af magnet-effekt, forstået på den måde at dets tættere Males lænede sig ind imod ham, dets mere lænede Yzgarth sig væk. Delvist fordi han ikke forstod 'nymfen's mangel på intimsfære og dels fordi han var en smule bange for den: den var jo nok magisk så han kunne ikke stole på den. Males's spørgsmål fik Yzgarth til at rynke brynende, hvorefter en stor, tung, hånd plantede sig direkte over Males's ansigt og skubbede ham væk igen. Det gjorde det lidt besværligt for Males at trække vejret i nogle få øjeblikke, men hånden blev fjernet igen da Yzgarth's private rum ikke længere blev overtrådt og Males sad i en lige positur igen.

"Jeg er Yzgarth.", brummede han på sit gebrokne krystallianske. 
"Du er Nymfe.", sagde han konkluderende og med et selvbekræftende nik.

Males kom med en lille grimmase, nej, han nærmest surmulede som han blev skubbet væk, men det var ikke specielt alvorligt - kort tid efter strålede øjnene igen som han snakkede til ham. Selvom det havde været besværligt at trække vejret (og han kom med nogle gryntende udsagn om hvad han syntes om det!) så var det svært for ham at tage det alvorligt og sjældent så han sig sur på nogen. Det var også derfor at han lænede sig atter frem, knapt så meget, men stadig yderst nysgerrigt som et lille barn.

"Du er Yzg....arth!" gentog han, med en glæde da han fik det rigtigt, og glæde flyttede sig over til en latter som han rystede på hovedet og alle lokkerne fløj rundt. "Nej, nej, nej! Mit navn er Males. M-a-l-e-s. Men jeg er en nymfe!" forklarede han ham tålmodigt, dog med stor glæde da han da gerne ville forklare ham det. "Du har ikke mødt en nymfe før?" spurgte han så, med det uskyldige smil.

Yzgarth så på nymfen som den begyndte at forklarer at den hed Males og ikke nymfe, men nymfe var hvad den var. Det var ... forvirrende. Men Aladrios's skabninger kunne i princippet også påtage sig navne, selvom en svamp jo bare var en svamp og et træ bare var et træ. Denne ting - nymfe - var så ikke det samme som det, regnede Yzgarth ud. Han så lidt vurderende på Males som han igen lænede sig lidt frem inden han stillede sit spørgsmål, hvilket fik Yzgarth til at være en smule på vagt. Den var som et barn der ikke havde lært grænser!

"Nej.", svarede han med en lettere mistroisk brummen. 

"Hvad er der med ører?", spurgte han derefter, med en hentydning om at de jo var blomsterblade.

Det så ud ikke til at Males tog hans advarsel for gode varer, for han havde stadig lænet sig frem og nu havde han en pludselig interesse i hans krop (som var meget anderledes i hans egen) som han rørte ved - de varme hænder strøg over ham med både en nysgerrighed og finfølenhed, og han hoved blev let tiltet på skrå som han lod fingrene glide igennem et af hans ar og pillede ved det ru læder. Han rynkede let på næsen. Han forstod ikke helt hvorfor man ville have dødt skind fra dyr på ens krop men han blev distraheret af hans stemme som spurgte om hans ører. Hans hænder trak sig fra ham for at stryge over blomsterbladene - eller, hvad der lignede og var formet som blade. Han smilede med den samme uskyld, dog uforstående. 

"Det er mine ører?" svarede han, med hovedet stadig let på skrå som han gned let ørene, hvilket fik ham til at fnise - det kildede, men føltes også godt. Han slap dem, for derefter at pege på hans brystkasse, der var fyldt med ar. "Er du blevet såret?" spurgte han så, med blide øjne i hans. 

Han nåede ikke at trække sig væk fra Males's famlende hænder før at nymfen fangede hans opmærksomhed ved at svare på spørgsmålet om hans mærkelige ører. Det distraherede imellemtiden orkens ubehag ved at blive rørt ved, og han så op på Males med sine indgående brune øjne. Der til trods for deres varme farve ikke indeholdt nogen synderlig empiri. Nymfen forklarede ikke rigtig fænomenet med at have blomsterblade til øre, men konstaterede bare at det altså var øre. Det var dog sært! 

Som Males spurgte indtil de allerede helede ar på Yzgarths overkrop og arme, kneb den store ork øjnene lidt sammen i et forsøg på at gennemskue nymfen: som om han ikke helt troede på Males's uskyldsrene tilgang til livet. Han brummede en smule irriteret, men det var mest en irritation over at han ikke kunne se igennem de dådyr blanke øjne, og finde den rådenskab han gerne ville opstøve. Noget bedragerisk. Noget der bekræftede at blomster-elveren var en fæl, magisk, skabning der fortjente Gnorken's økse for sin hals. 
"Jeg er kriger. Jeg kæmper og får ar."

Han bankede én gang på hans bryskasse i en stolt gestus, der signallerede hårdførhed.
Hans øjne vandrede ned af Males's krop bagefter: der var ingen ar eller mærker. Kun en fløjlsblød hud. 

"Du' svag.", sagde han konkluderende.