Det var midt på dagen og solen stod højt. Alavara var lige ankommet til byen, hun var ikke langt hjemmefra, men det føltes som det fjerneste fra hjem hun nogensinde havde været. Hun var iført en lidt tykkere kappe end hun plejede grundet det kolde vejr, her for tiden gemte hun altid sine øre når hun var inde i en by, så var hun på den sikre side. Som altid var hun iført tøj lavet af plantefibre og en bue skinne på højre arm. Hun havde sin bostav i hånden, taske hang over den ene skulder og bue og pilecover hang på ryggen. Hun var taget kommet til nordlandet for at købe skind til den kommende vinter og fordi det var det perfekte sted at være alene. De første par dage havde hun rendt rund i området for at udforske. Hun kunne ikke li at være i byer lige for tiden, så hun holdt sig væk indtil det var stængt nødvendigt at tage til byen. hun fandt hurtigt en skindsælger på markedspladsen og købte de skind hun skulle bruge.

Alavara var egentlig på vej ud af byen igen da hun kom til at mærke på sin pung, hun havde snart ikke flere krystaller tilbage. Hun besluttede sig hurtigt for at gå på den lokale kro og høre om hun kunne få lov at synge der. Hun kom ned til kroen og spurgte krofatter ”må jeg spille på din kro?”, han kikkede lidt op og ned ad hende, men indvilgede til sidst. Alavara fandt en lille træskål stillede den foran senen, fandt sin lut frem og satte sig til at spille. Hun beholdt hætten på for en sikkerheds skyld, kun hendes hår og de tre fjer kunne ses stikke ud af hætten. Buen og pilecover havde hun lagt ved siden af sig, bostaven derimod stod lænet op af en stol lige ved siden af hende på senen, hun havde den altid tæt på sig.


 [img]C:\Users\sasha\Downloads\41755201_321844721707965_8361089831001915392_n.jpg[/img]
hverdagstøjet

Bare sådan for en gangs skyld havde Kida taget ind til byen for at hente nogle ting for hendes familie, for hun havde alligevel besluttet sig at tage hjem, blot for at sikre der ikke var nogle døde endnu. Bevares tiderne var hårde, men hun gjorde sit for at sørge for deres overlevelse. Tog på dags togt og jagede diverse dyr, bragte det med hjem og fik lavet mad til dem. Hun var uden tvivl med til at være sikker på at de ikke døde lige nu og her. Kida havde været klog nok til at bringe pelsen med hende, noget der var syet sammen af fire ulveskind, så det nærmest dannede en kappe med hætte i. Med sig havde hun taget hesten Dominique, blot så han kunne fragte både hende og nogle af tingene hjem, da der alligevel var godt to timers ridetur, med mindre hun valgte at slå sig løs denne dag og i stedet gjorde indkøb dagen efter og så bare sov på kroen? Det ville vel ikke skade... Kida trak Dominique efter sig og stoppede et stykke fra kroen, hvor der kom musik ”Hvad siger du Dom? Skal vi ikke slå os ned for i dag? Og så indkøb og hjem i morgen?” spurgte hun og lod hånden glide over hestens mule inden hun igen gik af sted, for at finde et sted at opstalde hendes hest, for hun ville tage på kroen.

Som Dominique havde fået plads i ved kroens stald, eller hvad man end skulle kalde det sørgelige skur... Så gik Kida på opdagelse. Hendes våben havde hun efterladt ved hendes hest, så kom hun i kamp, måtte det være hendes bare næver der måtte forsvare hende. Ikke at hun regnede med det, da der ikke var nogle der som sådan kendte hende, udover hun var det udskud for yderstammerne, med de lamme regler. Nogle gange ville hun ønske hun kunne rykke sig fri fra den titel, men det hang over hendes hoved som var det en sort sky. Svagt skubbede hun til døren til kroen og kom indenfor i varmen. Stille trak hun hætten ned og lod den falde mod hendes ryg og skuldre. Der var rart her inde, trods der var ret koldt udenfor. Hun så sig lidt omkring, før hendes ben gik mod disken. Hvad skulle hun vælge? Hun trak kort på skulderen ”En mjød” sagde hun og smed nogle mønter for hendes drik som hun modtog den. Svagt nikkede hun til krofatter og prøvede at finde et spot, hvor der var mulighed for hun kunne høre musikken og være lidt for sig selv. Godt to borde fra den lille scene fik hun sig selv placeret. Mhm, lidt fred, musik og mjød... Det var fantastisk ikke at skulle høre på ens forældre der forsøgte at overtale en til at blive gift med en eller anden åndskav idiot fra stammen, der ikke fattede at to og to var fire. Hun sukkede savgt opgivende og sippede til sin mjød og nød musikken.