James havde længe været i Medanien og dette var ikke en undtagelse. Han havde formået at bevæge sig fra byen til landet til bjergene. Ja faktisk havde han været over det hele det sidste stykke tid. Faktisk de sidste par måneder. Mira havde været sød ved ham og havde tilbudt at hjælpe ham. Det havde været så pænt af hende at han næsten ikke kunne få armene ned over hjælpen. Selvom han ikke var glad for at få hjælp havde han takket ja med det samme. Der var gået et par måneder siden han var blevet bidt af Miranda og var blevet varulv. Det havde måske været hans egen skyld at han var blevet varulv, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
Han havde tankerne et helt andet sted da han stod over for vandfaldet. Han nød lyden fra vandfaldet der ramte vandet, det var en smule koldt men det var vindstille. Solen varmede alligevel lidt og efteråret var begyndt at spille lidt ind. Han kiggede lidt ned på vandet bukkede sig ned for at mærke på vandet. Han bed sig i læben og overvejede om han skulle sætte sig i vandet
med alt tøjet på. Men så igen det var jo lidt halvkoldt og han kunne blive syg, men på den anden side så var han jo blevet varmblodig, måske ikke så varmblodig som man kunne have det men det var fint nok. Han rettede blikket lidt op imod solen, begyndte at tage sit tøj af og derefter lave et hovedspring ned i vandet. Han dykkede ned på bunden for at rette sig op og komme op til overfladen igen. Da han kom der op gyste han lidt, vandet havde alligevel været lidt for koldt, men nu krævede det jo en tilvænning og man skulle jo bade bare en gang i mellem for at få vasket sig lidt. Han vendte tilbage til breden og lagde armene op på dem for at holde sig oprejst.

Alavara havde været på jagt hele dagen. Vinteren var på vej og hun skulle havde nogle nye dådyr skind, hun vidste at dådyrenede plejede at færdes meget i lunden og ved vandfaldet. Hendes klør skrabede let i den friske jord mens hendes snude stod lodret op i luften for at få færten af dyrene. Det varede ikke længe før hun havde en fært, hun strøg næsten lydløst og med lette spring mellem ludens træer. Hun var næsten ved byttet og satte farten ned. Hun trådte forsigtigt gennem de sidste træer, for ikke at skræmme byttet væk. Da hun fik øje på dyret lagde hun sig i potition, hun gik efter at dræbe på første forsøg. Det var det fødte dådyr hun havde set hele dagen og hun tog ingen chancer. Hun satte af i en lær bevægelse og spænede hen mod dyrets hals, men noget fik hende til at tøve. En ny fært, en fært hun havde haft før.

Dyret løb hurtigt sin vej og Alavara ergede sig over at hun havde tøvet, men denne fært, hun måtte se hvad det var. Hun drejede hurtigt omkring og løb hen imod stedet hun mente færten kom fra. Hun så en mand, han tog sit tøj af og sprang i vandet ved vandfaldet. Hun lagde sig ned i ly af nogle buske og lå helt stille. Hun ville se om manden var en trussel, og så var hun også meget nysgerrig, hvad var han for en. Hun kunne ikke sætte sin finger på hvilken fært han gav, hun vidste bare at hun havde lugtet den før. Hun lå helt stille og betragtede ham.

Alexander sad væk i sine egne tanker, mens han vaskede dragten. Monotont arbejde satte ham ofte i tanker om den familiegården, når han ikke var på vagt. Han bemærkede sine tankers vandring og ruskede hovedet for at få sindet væk fra dette forbudte emne.

Han spottede noget bevæge sig længere nede af floden, oppe ved det larmende vandfald. Rejsende? Farlige? Vist kun én?

Han kastede et blik på de 4 dragter der allerede hang til tørre, og dragten der lå på jorden og ventede. At blive nødt til at efterlade dem ville ikke ønskeligt. Han snusede i luften; vinden kom nede fra vandfaldet, men den røbede intet om den fremmede i vandet. Han så skikkelsen komme op.

Uønskede tanker om vold sneg sig ind i ham. Han rystede dem ud; Kunne betyde at det ikke var en fjende han kunne spotte dernede. Han kiggede på sig selv; Hvordan kunne han selv undgå at ligne en fjende? At råbe derned ville være håbløst, vandfaldet kunne overdøve ham. Han sukkede og tog den tørreste, ikke ret tørre dragt på og tog sin stadig beskidte kutte ud over. Det kolde vand irriterede dem begge; Godt.

Han trådte synligt frem, bevidst med ryggen mod den fremmede og gav sig til at undersøge buskene for de bær han for længst havde plukket; Bedst at lade den fremmede tage initiativet - kontakt eller ikke kontakt? Ville den fremmede overhovedet kigge denne vej? Hvor langt skulle man mon tælle til?

James havde som altid sin audiokinise i ørene og det forkom ham at der stod nogen i buskene. Han smilte lidt for sig selv og vidste ikke om han skulle kalde på personen og sige personen skulle komme frem. En anden lyd ændrede dog hans opmærksomhed. Nogen plukkede noget og han kiggede lidt over imod personen der plukkede bær. Han smilte lidt for sig selv, det var ikke så tit han så mennesker på disse kanter, men man kunne jo heller ikke være alene hele tiden. Han kiggede lidt hen på busken som Alavara stod i og så tilbage på manden der plukkede bær.  Han satte armene op på kanten af breden og hæv sig op af vandet. Han vendte blikket lidt rundt, vandet dryppede af ham og han tog sin trøje for lige at tørre ansigtet i den. Han kunne lige så godt vente til han var tør med at tage noget af tøjet på. Så måtte han jo sidde og fryse, ellers kunne han jo lave et bål. Hvis han da kunne finde ud af det. Han kiggede lidt frem og tilbage på busken til manden og kiggede endelig fast på busken. "Bare kom frem jeg bider ikke" det var tydeligt henvendt til Alavara da det var den busk han havde sit fokus på. Han bukkede sig ned og rettede lidt på knæet da det var ved at gå af led. Han udgav ikke et smertes skrig ej eller så det ud til at gøre ondt. Han rettede sig op og smed sin trøje på jorden igen for at sætte sig ned ved breden. Han lagde ansigtet lidt tilbage og kiggede op imod solen der stadig varmede. Det kunne være han ikke behøvede at tænde et bål, han kunne da bare nyde solen. Han lod en hånd glide fra brystkassen og ned imod maven for at få de værste vanddråber væk. Han var egentlig lige glad med om han næsten ikke havde noget tøj på, det rørte ham ikke det mindste.

Alexander kiggede frem. Han kunne ikke høre hvad stemmen sagde, men det lød ikke som et kampråb. Alexander gik tilbage, tog sin stav, og begyndte at gå hen mod den ukendte, med den tomme hånd synlig. Bedst ikke at ligne en trussel. Bedst ikke at skabe en situation.

Det var et par uger siden han havde stødt på andre. Odds for at finde hvem han søgte her i skoven var ikke stor; På den anden side vidste man jo aldrig hvor det ville ske.

Det kolde vand på den kolde dragt hjalp ham med at holde sanserne skarpe; Ikke skarpe nok til at se personen i buskene dog. Men skarp nok til at holde den del af ham nede, som ønskede en langt mere aggressiv fremgangsmåde i skak. Træsandalerne og mudderet udkæmpede en krig for hvert skridt. Men Alexander holdt sig nær vandet. Vand var betryggende. Mere betryggende end den rumlelyd han vidst når som helst ville kunne høres.

Alavara lå stor t set helt stille i busken, hvordan kunne manden havde opdaget hende. Hun lå i et par sekunder og overvejede om hun skulle rejse sig og gå hen mod manden eller om hun skulle blive liggende. Manden fra søen var ikke alen, hun kunne fornemme en anden mands fært også, mon det var et baghold.

Alavara besluttede sig til sodst for at kravle ud af busken, hendes gråbrune pels svejede let i vinden og ørende stod lige op i luften. Hun viste en smule tænder mens hun knurrede sagte, de skulle ikke tro de kunne overfalde hende, men det var kun en advarsel ikke et angreb, endnu. Hun gik ikke mere end et par skridt væk fra busken og stod som naglet til jorden.

James kiggede lidt frem og tilbage på elverkvinden der var kommet frem fra busken og på en anden person der kom nærmere, han kunne høre dem begge to og James tog det faktisk ikke så tungt. Han håbede bare ikke at der ville blive en kamp ud af dette møde, for det orkede han ikke lige frem, go han orkede bestemt ikke at det skulle forgå på det her sted. Der var så fredeligt og der var ingen grund til at ødelæge freden på sådan et smukt sted som dette.

Han stod stadig med sin trøje i hånden og vendte sig om så han stod med ryggen til elverkvinden. Han vendte blikket over imod personen der kom nærmere og kiggede på ham. Et smil spredte sig på hans læber, det var utroligt som stedet var beboet her i dag, det var jo ikke så tit at det skete. Han kiggede lidt ned imod jorden og lagde hovedet på skrå. ”Jeg bider stadig ikke” kom det fra ham højt nok til at elverkvinden kunne høre det.

Alexander stoppede bræt ved synet af den store ulv der kom ud af buskene. Han mærkede uønskede agressive tanker snige sig ind i baghovedet, men undertrykte dem hurtigt.

Han hørte svagt manden udbryde ”Jeg bider stadig ikke”.

Alexander flyttede uroligt på sin støttestav; Den ville ikke være til meget forsvar hvis der kom kamp. Han var ikke dyreekspert, men det var næppe en almindelig ulv. Den fremmede havde, tydeligvis bevidst, vendt ryggen til væsnet – han anså tydeligvis ikke ulven som en trussel. Godt eller skidt?

I det mindst første vinden dufte fra ham væk fra de andre; Han havde før haft problemer med dyr der kunne lugte blodet. Han tog et skridt mere frem... Og træsandalerne tabte kampen mod skæbnen og det glatte underlag og gled;  Alexander landede i mudderet. Smerten fra maven eksploderede et øjeblik, og han udbrød et kort skrig.

Alavara blev en smule irriteret på manden foran hende da han vendte ryggen til, så ufarlig var hun aldser ikke. Hun overveje om hun skulle rykke tættere på og snærer lidt mere, måske ville det lære manden en smule respekt for naturen. Hun rykkede en smule tættere på mens hun stadig knorede let, hun overvejede om hun skulle skifte form eller ej. Måske det ville være en god ide, men det ville samtidig gøre hende sårbar.

Alavara rykkede igen en smule tættere på manden, pludselig hørte hun et skrig fra den anden side. Hun havde ikke set eller lugtet nogle andre end den ene mand som stod foran hende. Hun vente sig hurtigt hen mod det sted lyden var kommet fra og så en mand der sad på jorden, han var tydeligvis faldet, mon han havde prøvet at lave et baghold. Hun rejste børster og virkede nu mere truende og agarsiv, hun gjorde klar til et eventuelt angreb hvis det skulle blive nødvendigt. 

selvom Alavara nu stod stort set med ryggen til den anden mand holdt hun stadig øje med ham, hun skulle ikke ligges i baghold. Hun var ligepludselig meget glad for at hun ikke skiftede form alligevel. Hun blev stående og afventede hvad de to mænd nu ville gøre.

//Efter mit lange fravær har jeg ingen krea til denne tråd beklager//