Sted: Vargas' slavehandel
Tid: Eftermiddag
Vejr: Stegende hedt og næsten helt vindstille

Heden lå tungt over slavehandlen, den sædvanlige lette brise fra havet havde lagt sig nogle dage før og solens varme rørte sig ikke ud af stedet. Det var næsten uudholdeligt at være i solen og selv de arbejdende slaver havde fået lov til at blive i deres bure i skygge i løbet af dagen. Ingen grund til at få folk til at falde døde om i varmen, det var spild af krystaller. 
Vargas blev for det meste inde i det store hus, hvor stenene beskyttede ham mod solens stråler, men heden alligevel bevægede sig ind igennem de glasløse vinduer. Det var på tidspunkter som disse, at han savnede sit fødested oppe nord på, helt deroppe, hvor sneen lå halvdelen af året. Varmen gjorde ham i et lidt dårligt humør, især fordi han kedede sig. Det var umuligt at lave andet end at sidde stille og drømme om en brise til at køle en ned.

Som trøst var han ved at spise en håndfuld vindruer, da en vagt kom ind.
"Herre Aziz. Slavebåden fra Piratbyen er ankommet."
Ah! Underholdning! Han satte sig op i de puder, han havde slænget sig i med et noget mere positivt udtryk end før. 
"Fantastisk! Som kaldet!" Båden var forsinket, men hvis de havde haft lige så lidt vind på havet som på land, var det forståeligt. Han så rundt og overvejede kort, hvor han skulle besigtige slaverne. Ude i solen eller herinde i skyggen? Nå skidt, de kunne lige så godt lære det med det samme og han kunne nok klare nogle minutter udenfor.
"Jeg kommer ud." Han viftede en hånd af vagten, der bukkede og forsvandt igen. Vargas greb sit bæger med vand og tømte det i et par drag, inden han rejste sig og rettede lidt på den lange vest, han havde på. Den var mørkelilla med et kantbånd i gul og guld. Den stod åben og afslørede hans bare bryst og mave, noget der ikke var overdrevet muskuløst, men heller ikke havde ret mange gram fedt på sig. På benene havde han et par sorte, meget posede bukser, der var spændt ind om hans ankler. På fødderne sad et par lette sandaler. Det sorte hår var som sædvanligt et stort rod og hans skægstubbe var ved at nå en længde, hvor det snart var et skæg.

Han kørte en hånd igennem sit hår og begav sig så mod pladsen, der lå i slavehandlen op af hans hus. Gad vide, hvor mange, de havde med denne gang?
Det spørgsmål blev besvaret, da han trådte fra husets skygge og ud i den bagende sol. Omkring ti slaver stod lænket sammen. Ikke noget specielt ved første øjekast, mennesker og et par elvere. Han gik et par skridt nærmere og pludseligt var der noget, der begyndte at irritere ham. En advarselsklokke i hans indre. Der var en dæmon i nærheden, en ikke helt ung dæmon. Hans blik løb mere grundigt over flokken, men ingen skilte sig ud. Så hans blik stoppede ved sømanden for enden, der havde noget stående på jorden bag sig, noget der var dækket af et klæde. En blanding mellem nysgerrighed og vred irritation gled igennem Vargas og han rettede blikket mod mandens ansigt.

"Hvad har du der? Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have dæmoner?!" Vargas tog nogle lange skridt derover og stod til sidst foran manden, han genkendte som styrmanden. Kaptajnen på det skib var af havfolket, så han holdt sig nok ude af solen. Den lidt yngre mand sank en klump og rømmede sig så.
"Kaptajnen mente, at De ville være interesseret. Og han skyldte sælgeren en tjene..."
"Så det gjorde han?!" Vargas knugede sine hænder om hinanden på sin ryg. Han skulle vist have en snak med kaptajnen, han var ellers den bedste, han havde. En skam! Inden han nåede at skælde mere ud, trådte styrmanden til side og trak stoffet væk i en hurtig bevægelse, sikkert i håb om at udbedre situationen ved at vise, hvad han havde med.

Vargas vrede blev punkteret som havde nogen prikket til den med en nål. I stedet vældede grådigheden op i ham, som den hvide pels kom til syne. Hvad var dog det? Med nysgerrighed i blikket satte han sig på hug, så han bedre kunne tage væsnet i det lille bur i øjesyn. Ja, det var en dæmon. En formskifter? Eller var det dens faste skikkelse?
Hans indre var i krig med sig selv, for han gjorde ikke i dæmoner. Ikke fordi han selv var en, nej, hans egen race kunne rende ham, men det var bedst at lade være. Ikke at gøre nogen sure på sig, så han pludseligt stod med nogle problemer, han ikke kunne komme ud af. Han boede i Balzera for at være så langt væk fra alting og være anonym, det med dæmoner i slavehandlen ødelagde det ret meget. Men dette lille væsen var smukt. Yndefuldt. En perfekt tilføjelse til hans samling. De mørkebrune øjne betragtede det lille væsen, skinnende af grådighed.

Panikken overskyggede alt andet i det lille væsen. Hun havde været menneske da de kom. Da mændene fik fat i hende og bragt hende med sig. Hun vidste ikke hvad de ønskede af hende, men svaret stod lysende klart så snart hun blev kastet ind i den mørke kahyt. En velkendt skikkelse. En skikkelse der led uden at kunne gøre noget som helst ved det. Hun var gået i sin normale skikkelse så snart hun var blevet sluppet. Havde forsøgt at løbe ud af rummet som en hvid pil, men var blevet standset. Manden var nådesløs, talte ned til den skikkelse der sad så krummet og sorgfyldt. Ella blev stoppet ind i et bur, solgt videre og senere anbragt på et helt andet skib.

Dag ud og dag ind havde hun siddet krøllet sammen i hjørnet af buret. Knap flyttet sig for at spise eller drikke det hun fik leveret. Hun havde intet at se heller. Buret var dækket af et tykt stof der bremsede frisk luft i at komme frem, men forhindrede samtidigmed også lugten af skidtfisk og ildelugtende slaver at nå frem til hendes sarte næse. Her havde hun ventet, som bølgerne gyngede skibet og gjorde hende endnu mere bleg end før. Varmen der blev stærkere og uudholdelig bag tæppet som skibet gik i land.

Ella pressede sig så langt hun kunne mod burets bagvæg som stemmerne startede. Mandestemmer, den ene komplet ukendt og den anden kun genkendelig fra råb da de var blevet lastet af og fragtet. Hun var ængstelig, anspændt og komplet rædselsslagen. Øjnende var store og bange, og hendes ben klar til at springe hvis hun fik muligheden. Som lyset skar igennem da tæppet blev fjernet, krummede hun sig sammen. Forsøgte at beskytte sig mod den intense lysforandring og genvinde sit syn. Et syn der langsomt fokuserede og så lige på en knælende mand. En mand med pjusket hår og et udtryk hun ikke var tryg ved. Hun vidste ikke om han var fin i tøjet eller om han var normal, men vigtig måtte han være.

Hvad man kunne se af den lille skabning var nok til at afsløre at hun ikke tilhørte nogen af landets normale dyreliv. Ikke et enkelt i hvert fald. Hun ejede dele fra katten og ulven var mest fremtræden, trods væsnet meget lille størrelse. Sammenblandingen skabte et yndigt dyr, et hurtigt og adræt dyr. Et dyr der med hurtig vejrtrækning lignede en hvor adrenalinen pumpede så stærkt at kroppen ikke kunne følge med. Samt de store sorte øjne der afspejlede hvor meget hun ville ønske at hun kunne løbe igennem træmmer, og væk fra det grådige blik der lige nu forsøgte at opsluge hende.

Vargas kunne næsten lugte frygten fra det lille væsen, der så på ham med store skrækslagne øjne. Muligheden for at sende det tilbage druknede hurtigt i dødssyndens grådighed, han måtte beholde dette væsen. Lade sine øjne frydes over dets skønhed, når han følte for det. Han kunne næsten ikke vente med at lægge en klam hånd på dets sjæl og finde ud af mere om det.
Men lige nu var der arbejde at lave. Selvom hans fingre kløede efter at tage buret og gå ind i husets uforstyrrethed, var der andre slaver, der skulle undersøges. Så han rejste sig igen og vendte blikket mod de mænd og kvinder, der var stillet op på række for hans inspektion. Det behøvede ikke at tage så lang tid.

En smule uinteresseret slentrede han ned langs rækken, lagde en hånd på hver slaves bryst og ragede på deres sjæl. Ikke hårdt, så heldigt for dem gav det bare et svagt ubehag. Uinteressant. Han kom frem til de to elvere, en mand og en kvinde. Manden havde en af hans sten i en kæde om halsen og Vargas flyttede blikket til styrmanden, der var fulgt med ham.
"Vind. Sælgeren sagde, at han ødelage en hel gård med en hvirvelvind." 
Vargas brummede svagt interesseret, men uden at give sig til til at undersøge ham nærmere. I stedet hev han en ny sten op af lommen, han havde dem liggende lidt over det hele, det tog for lang tid at lave en i en krisesituation, og lagde den på elverens bryst, hvor en svagt sydende lyd kom, da han smeltede den ind i huden på ham. Elveren skreg kort lige så meget i smerte som forskrækkelse, men blev stående på sine ben. Vargas rykkede halskæden af ham og rakte den til styrmanden, inden han vendte sig mod kvinden, der så på ham med had i blikket. Hun spyttede på jorden foran ham, alligevel ikke modig nok til at ramme ham. 

Der lød et opgivende suk fra Vargas, inden han satte sig hånd mod hendes brystkasse og hev hårdt i hendes sjæl. Hun blev bleg og begyndte at gispe desperat efter vejret, inden hun langsomt gled ned på knæ. Den mandlige elver sagde noget på elvisk og kastede sig frem for at stoppe ham, men styrmanden slog ham i jorden uden at fortrække en mine. 
Endeligt slap Vargas hende igen, stadig uden at sige noget. Var det nødvendigt? Det sidste menneske blev undersøgt, rystende af skræk, inden dæmonen vendte sig mod en af vagterne. 
"Lad Umbiren klare resten. Der er ikke noget nævneværdigt med den flok her."
Vagten nikkede og styrmanden bukkede kort for Vargas, da han vendte rundt, marcherede ned og samlede buret med den lille dæmon op i håndtaget på toppen. 

Snart havde han taget hende med ind i skyggen og båret hende ned i hans private stue, hvor han stillede buret på det store, tunge egetræsspisebord, han havde fået hentet ned fra den nordlige del af Krystallandet. Derefter trak han en stol ud og smed sig i den med benene lagt over kors, albuen hvilende på armlænet og hagen hvilende på hånden, to fingre op af kinden, tommelfingeren under hagen og resten hvilende under næsen. Den anden arm hvilede ind over hans bryst. Sådan sad han i nogle minutter, tænksomt stirrende på hende med de mørkebrune øjne. 
Endeligt trak han vejret ind i et indadvendt suk og slog let ud med hånden.
"Du har sat mig lidt i en knibe her. Jeg tager normalt ikke i mod dæmoner, de er kun til besvær. Mit liv er så meget lettere uden. Men jeg har ikke set sådan en som dig før... og jeg er lidt af en samler." Han lænede sig frem, hvilede albuerne på sine knæ og samlede sine hænder foran sig, mens han kiggede på hende med et intenst og nysgerrigt blik.
"Kan du skifte skikkelse til noget mere menneskeligt? Jeg regner ikke med, at vi kan føre en samtale sådan her."

Ella trak vejret hurtigt som en forskræmt kanin, og rørte sig ikke ud af stedet. Hun kiggede efter manden med det grådige blik, da han vendte tilbage til de andre slaver. Hun begyndte ikke at slappe af, men hun var mindre anspændt når der ikke blev stirret på hende, og hun i øjeblikket generelt blev ignoreret. Men hun havde ikke tid til at forsøge at flygte - mest fordi hun kendte buret. Hun havde siddet i det, i mange dage og havde endnu ingen vej ud fundet. I stedet undersøgte hun omgivelserne. Så op i den tørre himmel, husets bygning og det tørre sand på jorden. Det talte for syden, hvis ikke varmen havde været nok til at bekræfte den tanke. Hun havde løbet i det sand. Flygtet fra tilfangetagelse en gang før dette. Flygtet med Zofrost. Ørene lagde sig ned over hovedet og et trist udtryk bredte sig og lagde sig tungt i de sorte øjne.

Et udtryk der blev afbrudt af forskrækkelse, som hun for sammen da elvermanden skreg i smerte. Hun havde ikke hørt efter, men holdte nu skarpt øje med omgivelserne. Hvordan kvinden næsten dejsede om, manden forsøgte at hjælpe og hele atmosfæren af ubehag, vrede og arrigskab. Ella vidste også at frygten var der, men hun så mest sin egen. Sin egen overvældende frygt. Poterne lukkede sig om burets bund som det blev løftet og ført med sig. Ella kiggede panisk bagud, mod de slaver hun havde rejst med, og så dem forsvinde væk fra sig. Hun ville ikke være alene. Ikke med.. ham.

Som før, krøllede hun sig helt op i hjørnet af buret og stirrede ud på manden, der så tilbage. Orienterede sig om hans udseende, træk og måde at sidde på. Hun behøvede ikke at få at vide at han ejede stedet, det var tydeligt. Han bestemte, og var ikke bare en hånd for en der sad på alle pengene højere oppe af stien. Hvad han ville med hende, forstod hun ikke. Og hans ord frembragte forvirring. Ella blinkede og lagde hovedet på skrå, uden at tænke over det. Dæmon? Hun var ikke en dæmon.. det.. det tænkte hun da ikke at hun var? Hun var bare Ella. Hun var kommet fra skovene. Folk havde kaldt hende en ånd.

Det var med en tøven at hovedet svagt nikkede til hans spørgsmål. Han talte til hende, som vidste han mere end han blot kunne se på hendes hvide pels og kropsfigur. Han vidste hun var intelligent. Ikke bare en forskers syge påfund af eksperiment. Hun var bange for at lyve for ham. Men hun kunne ikke i buret. Ikke at hun spor havde lyst. Hun foretrak sin dyreform. Sin rigtige form. Men nej, hun kunne ikke svare ham sådan her.

Så fin. Selv efter turen hertil var dens pels stadig hvid og dens øjne klare. Kønnet kunne han ikke mærke uden at røre, men noget sagde ham alligevel, at det nok var en hunkøn. Det var nu lige meget, det var væsnets udseende, han var interesseret i. Hvorfor denne dødssynds interesse var landet på halvddyr og eksotiske dyr, vidste ingen, men de interesserede ham. Gudernes måde at lave sjov med de levende på. Som en alkymists mislykkede forsøg på at fusionere intelligens med andre ting. Nogle gange var det lykkedes, andre gange ikke. Formskiftere var endnu mere interessante, evnen til at skifte fra dyr til hvad end de ellers var. Han elskede det og grådigheden fik ham til at ville eje dem alle. 

Det lille væsen nikkede endeligt til hans spørgsmål, om hun kunne skifte. Perfekt! Han havde spørgsmål. Og var da også ganske nysgerrig over, hvordan hun så ud i sin anden skikkelse. Han blev siddende et øjeblik mere, tavs, mens han tog hende ind med øjnene, næsten uden at kunne få nok. Hvordan mon hun bevægede sig, når hun var fri? Som en kat? Mår? Det var svært at gætte, hendes sammenblanding var så anderledes.
Endeligt rejste han sig, gik hen og lukkede døren ud til gangen. Det var ikke så brugt med døre i syden, men det var endnu en ting, han havde taget med sig hjemmefra. Både for privatlivets fred, men også fordi det var praktisk. Han var omgivet af væsner, der gerne så ham tortureret og død, hvor en tung egetræsdør kunne betyde forskellen mellem liv og død. 
Et klik fortalte, at han havde lås den. Den anden dør i rummet, der ledte ind til den anden stue, var allerede låst.

Nøglen forsvandt i en lomme, inden han gik hen til buret og hev en lang metalpind ud, der fik den ene side af buret til at løsne sig, så han kunne lade den glide op og lægge sig på bordet. Hun var nu fri til at hoppe ud.
"Dørene er låst." Vinduerne var uden glas, men sad højt, og han tvivlede på, at hun kunne springe op for at komme ud af dem. Afslappet trådte han væk fra bordet, så hun kunne komme ud og ned på gulvet. Han var spændt og nysgerrig og det lagde han ikke skjul på, som han smilede lidt forventningsfuldt af hende.

Ella blev siddende så langt inde i buret, væk fra manden, som han rejste sig og begav sig rundt i rummet. Hendes helt sorte øjne fulgte hans bevægelser, orienterede sig, at han lukkede døren og den klikkende lyd afslørede at den låste sig. Det lille dyr fortrak ikke en mine. Hendes øjne flyttede sig ikke langt fra ham, men de skævede hurtigt over til en anden lukket dør og derefter op af væggen til hullerne ud. Ikke vinduer, men direkte udgang. Men Ella kunne ikke løbe op af lodrette vægge, og slet ikke med så lidt tilløb. Men tanken nåede at strejfe hende.

Ella kunne ikke lide den betaliske lyd da manden åbnede op for buret. Han pointerede hvad hun allerede havde set, bekræftede i at hun ikke umildbart kunne stikke af fra området. At hun var fanget. Med ørene hængende ned over det hvide hoved, begav hun sig langsomt hen til udgangen. Meget forsigtig og nervøs for om han pludselig ville række ud efter hende. Hun bevægede sig på knoerne på forpoterne, mens de lange ben mere var sammenlignelig til en hare. Tydeligt en ikke normal sammenblanding bare på den front.

Med en let bevægelse hoppede hun ned på gulvet, uden at afgive nogen lyd. Trods hun var vant til at begive sig i skove og naturlige terræner, var hun nærmest lydløs i byerne ligeledes. Hun rystede den ubehagelige følelse af ham, som det grådige blik hvilede på hende, med et forventningsfuldt smil. Forvandlingen skete hurtigt, fra det hvide lille væsen til en lav spinkel pige, der mest af alt kunne sammenlignes med en bondepige fra Norden. Hendes hår var langt, blondt med et ganske let skær, der var svært at opfange i sydens allerede lune farver, og tøjet var af almen stof. En kjole, og en lang varm kappe. Noget hun allerede nu kunne mærke var varmt mod den blege hud, men hun var heller ikke vant til at være i dette område. De nu blå øjne kiggede vagtsomt på ham, og ikke en lyd forlod hende.

Åh, spændingen var da næsten ikke til at tage, som Vargas fulgte hende med øjnene, da hun sprang ned på gulvet. Og der stod hun. I forhold til væsnets yndefulde skønhed, var dette en lille smule skuffende. Hun var så... simpel... Hans blik gled over hendes træk, hendes hår og hendes figur. Simpel og dog alligevel køn. Dog kunne hendes menneskeskikkelse ikke måle sig med dyret, langt fra.
Han betragtede hende lidt fra afstand, inden han bevægede sig nærmere.
"Lidt mindre, end jeg havde forventet." Det var ikke hendes størrelse, han talte om, men det måtte hun selv tænke sig frem til. Han rørte ikke ved hende endnu, gik bare en tur rundt om hende for at se det hele. Meget simpel. Og tydeligvis vant til koldere vejr.

"Fortæl mig så. Hvad hedder du? Hvad er din anden skikkelse for en race?" Han stoppede op foran hende igen og rakte ud for at løsne hendes kappe, lidt som om, at det var helt normalt. Der var ingen grund til, at hun havde den på, der var alt for varmt. Og han vidste allerede, at hun aldrig ville forlade ørkenen igen. Hun var hans. Han havde ikke set en som hende før og hun skulle indgå i hans samling. Gad vide, om han kunne tæmme hende nok til, at hun kunne rende frit rundt som et kæledyr? Et svagt smil gled over hans ansigt ved tanken, det ville han elske.

Kappen lod han bare falde på gulvet, den kunne han ikke bruge til noget. Han lod blikket glide ned over hendes front, men ikke med tanke på, hvad man skulle tro. Han skulle under kjolen, men ikke så meget. Om hun havde svaret ham eller ej, bevægede han sig om bag hende og rakte sine hænder om til hendes bryst, hvor han, om han skulle knappe knapper op eller på anden måde kom ind under stoffet, fik lagt sin hånd mod hendes hud over brystbenet. Han skulle nok få sine svar.
Kæmpede hun i mod, holdt han hende fast med sin anden arm i mod sin krop. 
"Lad os se, hvad du gemmer på." Han lod sin evne mærke sig frem, ganske blidt, ingen grund til at skræmme hende. Lige nu. Så hun ville kun føle en let trykket for brystet, mens han ragede på hendes sjæl.

Ella kommenterede ikke på hans ord, men forbeholdte sig stille. Ingen bevægelse eller ord forlod hende, mens hun fulgte ham med blikket. Det var ikke spor svært at aflæse at hun var utryg ved situationen, og ville foretrække at forsvinde væk herfra. Men hun var ikke så panisk at hun ville gøre irrationelle ting for at opnå sin frihed. Ikke lige nu. Det var for stor en risiko.
"Ella" svarede hun kort for hovedet og lod blikket fokusere lige for sig, som han cirklede om hende, og fandt først tilbage til det hårde uvenlige ansigt da han stod foran hende igen. Hun trak vejret hurtigt ind som han ragte ud efter hende, løsnede kappen og lod den falde. Det krævede megen indre styrke ikke at flytte sig. Nok var kappen varm, men den var beskyttende oven i. Det var den følelse kappen gav hende, og nu var den væk. "Jeg ved ikke hvad racen kaldes. Der er ikke set andre..." hun fortrød så snart hun sagde det. En art uden navn. En art der kun fandtes en af som den almene befolkning kendte til. Det gjorde hende bare mere og mere eftertragtet, hvilket ikke var hendes hensigt. "Folk har kommenteret at det er en blanding af flere racers talenter. Kattens finesse, hundens hurtighed, gedens balance. " hun trak ganske let på skulderen. Hun havde aldrig stilt spørgsmålstegn til hvad hun var. Hun var en Ella. Det var alt hun vidste. Eller, det vidste hun og med den nye oplysning om dæmonisk herkomst, gav det en ret mærkelig stemning i hendes sind.

Ella spændte op i hele kroppen og pressede øjnende sammen. Hun var sekunder fra at forvandle sig tilbage, men nåede intet før hånden ramte hendes hud og selvom hun forsøgte at trække sig, kunne hun intet gøre. Hun ville ikke have at han rørte hende. Hans berøring var ubehagelig, nærmest kvalmende. Hun mistede pusten som det trykkede for brystet. Nej, han skulle ikke røre hende. Hun ville gøre hvad der stod i hendes magt for at det ikke skete igen.

Vargas svarede ikke på noget af det, hun fortalte, lige nu var han mere interesseret i at mærke hende selv. Så snart hans fingre rørte hendes hud, kunne han begyndte at læse de informationer, en sjæl kunne give ham. Køn, race, alder, ja endda lidt af hendes personlighed. Hans brune øjne spærredes en lille smule op. Jamen dog. Hun var gammel, ældre end han havde gættet på. En dæmon uden tvivl, selvom hun ikke ville kendes ved det. Eller vidste det. Men det var ikke det, der overraskede ham. Det var deres tætte slægtsbånd. Han mærkede efter igen, denne gang så hun ville kunne mærke det trække i sit indre. Kunne det passe? Havde han virkeligt fundet endnu en halvsøster?

Tanken om at slå hende ihjel på stedet gled igennem hans sind, men han vidste, at det ikke var muligt. Ødelagde han kroppen, ville hendes tågeform leve videre og han var ikke forberedt på at skulle slå den ihjel i dette øjeblik. Nej, han måtte vente. Samtidigt fortalte hendes sjæl ham, at der ikke så ud til at være noget at frygte. Mildheden i hende skinnede igennem som smagen af sukker og han kunne næsten ikke forestille sig, at hun kunne slå nogen ihjel. Heller ikke ham. Næsten ikke forestille sig. Presset nok kunne alle tage liv.

Med et ryk trak han sig tilbage fra hende. Sundede sig. Overvejede, hvad han skulle gøre. Måske han bare skulle putte hende i et bur som han havde planlagt. Holde øje med hende. Tanken var knapt tænkt, før han vidste, at det var det, han ville gøre.
"Jamen kære Ella. Vi er i familie." Han fortrød ordene så snart han sagde dem, men det var der ikke noget at gøre noget ved. Måske han bare skulle holde det for sig selv, at de havde samme far. Han gik om foran hende og betragtede hende noget mere indgående. Hendes ord om at der ikke var noget lignende hende var gledet ud af hans sind, selvom han nu godt vidste det i forvejen. Hun var unik. Og hun var hans nu.

Ella kunne ikke lide at han stod så tæt på hende, eller rørte ved hende. Havde hun haft muligheden havde hun trukket sig væk fra ham, men af frygt for at blive afstraffet, forvandlede hun sig ikke tilbage til det hvidpelsede dyr. Men hun holdte sig til menneskeformen selvom der var en svag dirren i hendes underlæbe, der afslørede hvor meget hun afskyede den kontakt han gav, også selvom den ikke var i sinde at begramse hende, men blot få oplysninger. Desuden var den mærkelige følelse i sit indre, ikke spor betryggende.

Så snart han trådte væk fra hende, trådte hun længere tilbage, lagde større afstand til ham, mens hun kiggede frygtsom på ham. Hun ville væk. Hun var som et forskræmt byttedyr tvunget op i en krog. Hans ord fik Ella til at stivne med store øjne og svagt lade dem flakke til siden, nærmest bedende til at en af dørende på magisk vis var sprunget op.
"Nej vi er ej" bekendtgjorde hun med let åndenød da hun havde holdt vejret inde noget tid. Hvis hun virkelig var en dæmon, betød det ikke at hun var i familie med ham. Og selv hvis hun var, ville det aldrig blive familie. "Jeg har ingen familie" bekendtgjorde hun lidt mere stålfast.

Desuden, havde hun intet ønske om at være i familie med ham. Hun var ikke imod ideen familier, men siden hun ingen havde haft, var det også et mærkeligt fænomen. Hun var ikke sikker på om det var positivt eller negativt at have en. Bondefamilien hvis datters skal hun havde taget dengang, havde været rare, men primitive i deres idealer. Forsøgt at gifte hende væk for at få penge - hvilket jo blot havde medført at Ella var stukket af.
Desuden betvivlede hun at være i familie med denne mand betød man havde fordele. Han virkede ikke som en varm faderfigur eller hyggeonkel.

Pigens benægtelse af, at have familie, at være i familie med ham, var ham ligegyldig. Det var lige meget, hvad hun tænkte eller troede, han havde kunne mærke det på hendes sjæl. Fortællingen om hendes ophav, følelsen af hans far, som han kendte så godt fra alle de andre afkom, han havde fået ryddet af vejen, inden de fik gjort det samme ved ham. Der var sikkert flere derude, det lod ikke til, at farmand havde været god til at holde den i bukserne eller rydde op efter sig selv.
Og her var endnu en. Men hendes benægtelse af, at være i familie med ham eller nogen i det hele taget, var kun god for hende. Det betød, at hun var en mindre risiko for ham. Selvom han selvfølgelig ikke ville satse sit liv på det. Langt fra.

"Så siger vi det." Han betragtede hende lidt, overvejede, hvad der skulle ske nu. Han havde aldrig dæmoner i sin slavehandel, det førte problemer af helt andre proportioner med sig. Hvilket var heldigt for hende, for havde hun været ethvert andet væsen, havde han moret sig med hende. Men ærligt talt havde han ikke lyst til at røre hende med en ildtang, slet ikke, når hun var så tæt familie. Men det betød ikke, at han slap hende løs. Nej, hun var hans. Han skulle bare lige finde ud af, hvad han skulle gøre ved så specielt et lille væsen.

"Ella, ser du, jeg er lidt af en samler. Jeg har ikke tænkt mig at sælge dig som de andre slaver. Som du selv siger, du er unik." Han lavede en let bevægelse med hånden mod buret. "Du får et større inden så længe, men jeg skal lige sikre mig, at det er et, du ikke kan komme ud af, hverken i den ene eller den anden skikkelse." Trods de mange år som slavehandler, havde han ikke haft en formskifter som hende, og han havde derfor ikke et bur klar. Men det ville ikke tage længe at lave, så hun måtte klare sig med det lille sammenflikkede kaninbur eller hvad det var, hun var blevet bragt i. Det var ikke for at være sød, at han fortalte hende hendes skæbne, det var noget han ofte gjorde, bare fordi han kunne. Bevise sin magt over de væsner, der kom forbi hans slavehandel.

Ella havde aldrig haft et behov for at kende sit ophav, eller hvorfor hun var blevet sat her på jorden. Hvis de delte forfædre, var Ella overbevidst om at det måtte være langt tilbage. Intet ved dem virkede særlig ens. Ikke i Ellas øjne i hvert fald, hvis hun undgik at tænke på hendes tendenser når sulten satte sig. En knude formede sig i maven på hende. Hvad ville han gøre når hun blev sulten? Ville han bare lade hende blive siddende i buret uden chance for at få del stillet? Vidste han overhovedet hvordan hun overlevede? Hun havde ikke lyst til at han vidste det, men tanken om at mærke sulten gnave sig i hele hendes krop var nærmest ubærelig. Bare tanken fik de sorte pupiller til at udvide sig, som var hun ufrivilligt ved at skifte tilbage til sin dæmonform.

Da hun løftede blikket igen, faldte øjnende tilbage til menneskelige, men frygten var der stadig. Den overskyggende grådighed, hun forsøgte at fortrænge de fleste tidspunkter af sit liv. "Så jeg bliver en pyntegenstand der skal sitte, ligge og rulle rundt efter dit ønske" en let spydighed i den ellers bløde stemme kroppen var udstyret med. Blikket var mindre skarpt end stemmen. Ella var bange og hun blev mere utryg og ubehageligt til mode som hånden havde gjort gestus mod buret. Hun havde ikke lyst til at skulle tilbage dertil. Hun hadede fangeskab mere end sin ustyrlige lyst til at fråse sig halvt ihjel, og hvor grådigt et blik hun fik ved synet af et festmåltid som en epidimi kunne bringe med sig. "Er der ikke andre muligheder" hun hadede sin stemme for at blive bedende. Det gav en klam smag i munden. Men alt dette kunne klares, så længe hun ikke skulle tilbage i det lille bur!

Selvom hun havde sænket hovedet, kunne Vargas næsten smage frygten i luften omkring hende. Og han elskede det. Magten han havde over hende og hendes velbefindende. Da han havde rørt hende, havde han fået et hint af hendes evne, men den var kompliceret og han vidste faktisk ikke helt, hvad den gik ud på, andet end at den band sig til hendes gener. Noget med sult og grådighed, men som sagt, kompliceret. Elementmagi og deslige var nemmere at aflæse, også selvom han aldrig kunne læse detaljer. Men ildmagi var ildmagi, ikke sandt?

Hendes ord fik ham til at trække let på den ene skulder.
"Det er det, slaveri går ud på, kæreste." Ja, det var der ikke nogen grund t il at lægge skjul på. Selvfølgelig skulle hun gøre som der blev sagt, som et lille lydigt kæledyr. Hvilket han ønskede sig, men tvivlede på, at han fik. Medmindre at han fandt noget at kontrollere hende med. Men som hun selv sagde, havde hun ingen familie og han vidste ikke, om hun holdt nogen kær. Om der var andre muligheder, vidste han ikke endnu, men han agtede at finde ud af det. Tanken om at have hende til at bo i huset som en anden kat havde strejfet ham og han elskede idéen. Men igen, han havde ingen mulighed for at sikre sig, at hun ikke bare smuttede ud ved første lejlighed.

Man skulle tro, at udtrykket i hans ansigt var ægte medlidenhed, men der var ikke et gram af følelsen i de brune øjne som han så på hende.
"Det vil jeg ikke mene. Se det fra min side, jeg har fået mig et kæledyr, der kun ønsker at stikke af. Og det kan jeg ikke tillade. Du er min." Det var lige før hans stemme blev grim af grådighed, da han sagde det sidste. Han kunne godt selv høre det, så han rømmede sig og smilede så lidt til hende.
"Som sagt skal du nok få et større så hurtigt som muligt. Jeg har tænkt mig at tage mig godt af dig." Han trådte frem mod hende og strøg noget af hendes hår tilbage fra hendes ansigt i hvad der kunne tolkes som en kærlig bevægelse.
"Men fortæl mig, hvad kan du? Din evne virker interessant."

Ella havde været i fangeskab før. Hun kendte følelsen, og hvor fortabt hun havde været. Hun havde ikke lyst til at prøve det igen, og da slet ikke hos en som ham. Hendes tidligere indfanger havde set et smukt dyr og brugt hende som pynt - Vargas så ud til sagtens at kunne finde på andet hvis han lystede det. Hvilket gjorde hende mere utryg end hun i forvejen var. Hun svarede ham ikke men sendte ham et koldt blik. Så koldt hun kunne mønstre når hun samtidigmed var så ubeskrivelig bange.

"Jeg kan ikke forestille mig at du har nogen kæledyr der ikke ønsker at stikke af" mumlede hun lavmældt og kiggede væk fra ham. Hun kunne ikke li hvordan han lød. Hvor meget det mindede hende om en sult der aldrig kunne stilles. Hun fik det fysisk dårligt.
Ella blev tør i munden. Hun havde egentlig ikke lyst til at svare ham. Det ville være for nemt bare at sige at hun kunne forvandle sig til menneske - eller rettere til sin dæmonform efter ønske. Det vidste han, og han var ikke dum nok til at hun kunne bilde ham ind at det var alt. Ikke med den ubehagelige ting han gjorde hvor han pludselig vidste ting om hende.

"Jeg.. Jeg omdanner sygdomme til ren energi.. og spiser det" Hun kiggede stadig væk og mumlede. Tydeligt at hun ikke ønskede at fortælle det, men var tvunget til det. Nok havde hun lyst til at flygte og gøre alt for at det kunne ske, men hun var også bange for afstraffelse. Hun turde simpelthen ikke at løbe om hjørner med ham.

Vargas kunne tydeligt høre, hvad den kvindelige dæmon sagde til ham omkring kæledyr, og han lavede kort et lidt trist ansigtsudtryk. Det var sandt. Den type kæledyr han holdt af at have, var dem der gerne ville stikke af fra ham. Der var en grund til, at den dyre, magiske kæde havde en fast plads om anklen på hans lille Ana. Også selvom han havde bildt sig selv ind, at hun elskede ham. Men det kunne jo ikke gå, at hun vandrede af og ikke kunne finde hjem igen! Hun var hans, den mest dyrebare slave han havde. Også selvom han ikke så hende som en slave. Hun var… et kæledyr.

Han var ikke i tvivl om, at Ella ikke havde lyst til at fortælle ham om hendes evne, så han var alligevel godt tilfreds, da hun gjorde det alligevel. Han kom med en let brummet og et tænksomt udtryk. Omdanne sygdomme til mad? Det faldt ret godt i tråd med hendes fædrene ophav. Og hans fornemmelse af den anden gren hun kom fra. Nej, det var meget fint.
Tanken om hendes evnes potentiale strejfede ham, men hans første tanke om, hvad den kunne skaffe ham af krystaller blev skubbet til side. Lige nu var det for risikabelt at udnytte hende på den måde. Tænk hvis nogen fandt ud af, at de ønskede hende sig for sig selv? Hendes formskifterevne var meget mere værd for ham end hendes anden evne.

”Jaså… lever du af den energi, eller kan du klare dig med almindelig føde?” Næsten uden at tænke over det, lod han et par fingre følge hendes kæbelinje, mens han så lidt spekulativt på hende. Han havde ingen planer om at røre hende, ikke på den måde, men hun var meget køn, køn og uskyldig, og han kunne ikke heelt holde fingrene væk fra den bløde hud. Men det ville aldrig blive mere til det, han skulle ikke risikere noget med en dæmon og slet ikke en, der var i så tæt familie med han selv. Et afkom ville uden tvivl blive den næste i arverækkefølgen af hans titel og det kunne han ikke have.
Men at fortælle hende, at han ikke ville forgribe sig på hende, det faldt ham ikke lige ind. Uvidenhed var en form for tortur i sig selv, ikke?

Ella troede ikke på det triste udtryk der kort kom over hans ansigt. Intet ved ham var troværdigt, med undtagelse af den kyniske natur der afslørede at prøvede hun at flygte eller gik imod ham, kostede det hende dyrt. Hun overvejde om det var det værd i et forsøg på at genfinde sin egen frihed. Lige nu var chancen ikke det værd, for mulighederne var ikke eksisterende.

"Jeg lever af den" et svar kort for hovedet, mens hun fjernede hovedet fra hans fingre med et ryk. Hun brød sig generelt ikke om berøring fra fremmede, og hans mindst af alt. Hun ved ikke hvad den betød eller hvor den endte. Menneskekroppen hun havde, var måske uskyldig, men stadig en kvinde. Desværre kendte hun ikke mange mænd der holdte fingrene for sig selv, når bare det rette miljø opstod.
Hun ville ikke tøve med at forvandle sig tilbage hvis han prøvede, og nægte at skifte tilbage. Han kunne ikke tage mere end den frihed han allerede havde taget.

Det betød skam ikke at hun ikke frygtede det. Men at hun var trodsig og ikke havde tænkt sig at give efter uden kamp. Men det gjorde også at hun konstant ville være på vagt i denne krop. Holde øje med ham i så høj en grad at hun kunne få helt ondt i øjnende. Alt for at undgå hans stjælende fingre forgribe sig på hende. Bare tanken gav hende umenneskelig kvalme.

”Jaså.” Vargas fingre hang kort i luften, næsten som om, at han lige skulle overveje om han skulle tvinge hende, men endeligt sænkede han hånden og trak let på den ene skulder, det betød ikke noget.
”Godt at vide, så sørger jeg for ikke at sulte dig, hm?” Han så lidt på hende, inden han trådte væk fra hende og begyndte at gå lidt rundt i rummet. En frugtskål stod som sædvanligt klar og han greb nogle druer, inden han smed et par stykker i munden og bed sammen om dem. Lidt tænksomt stod han og så frem for sig. Hvad ville være den gode løsning her? Lige nu var der ikke så meget at vælge i mellem. Han kunne tvinge hende tilbage i det lille bur, indtil et ordentligt var klar. Han kunne smelte en af sine sten i brystet af hende, så kunne hun få et bur som menneske. Tanken om et halsbånd og en snor havde ogsån strejfet hans sind, men det skulle nok komme hen af vejen.

Til sidst besluttede han sig for, at det måtte være op til hende, så han vendte sig brat mod hende og sank de vindruer, han havde tygget på.
”Fordi du opfører dig så pænt, får du selv lov til at vælge. Det lille bur der, til jeg har et andet klar. Det tager nok et par dage, måske en lille uge. Eller jeg forhindrer dig i at skifte skikkelse og du kan komme ud i et af de større bure, lavet til menneskestørrelse. Indtil dit eget bur er klar.” Han lagde hovedet på skrå og puttede endnu en vindrue i munden, mens han betragtede hende. Hvad mon hun ville vælge? Han kunne forstå, at hun var tryg i sin lille skikkelse, men ville det være nok til at leve med at være i et lille bur i et ukendt antal af dage? Han var spændt og et svagt smil kunne skimtes om hans læber.

Ella sendte ham et strengt blik, ved den alt for lette omtalelse af ikke at sulte hende. Gad vide om han forstod hvad sulten gjorde ved hende. Hvad en stærkt usultende følelse gjorde ved hele hendes person? Selvfølgelig ikke. Han var grådigheden, og ikke fråseriet. En grådig person var i sig selv forfærdelig at være i nærheden af, Ella kendte i hvert fald sig selv på sine dårlige dage. Men en der både var grådig og fråsede om sig. Hun var på ingen måde en rar person når de to tilstande kolliderede med hinanden.
Men hun ville ikke argumentere med ham. Faktisk brød hun sig ikke om at høre ham tale, så hvis hun ikke fodrede ham med ord, havde han vel ikke så meget at sige.

Blikket fulgte ham for hver bevægelse han foretog sig og da han vrendte sig brat spændte det op i alle musklerne i hele kroppen. Men hun flyttede sig ikke.
Hans forespørgsel var grotesk. Et bur var lige så slemt som et andet. Som menneske var hun større, buret det samme, men hvis hun ikke kunne skifte skikkelse var det ligemeget. Tanken om ikke at kunne skifte over til sit sande jeg skræmte hende også. Med en let skælven i kroppen rystede hun på hovedet af ham. Bare tanken om at han skulle forhindre hendes evne, gav hende kvalme. Så hun gjorde præcis hvad der faldt hende naturligt - hvilket betød at hun ikke svarede ham med ord, men i stedet sad som en hvid pelsklump på jorden og kiggede vredt op på ham med sine kuldsorte øjne. Hun hoppede op på bordet igen, men gik ikke ind i buret før han direkte bad hende. Jo længere tid hun kunne få ude des bedre.

Smilet på Vargas' ansigt blev en smule større, da pigen tog sin beslutning og skiftede skikkelse. Han havde haft det på fornemmelsen, hun virkede som sagt meget mere tryg i den lille pelsede krop. Hun var nu også speciel og umådeligt køn at se på. Han besluttede sig straks for, at hun skulle blive stående på bordet, indtil andet var klar, så han kunne betragte hende alt det, han ville. Og smage uskyldigheden fra hendes sjæl i luften. Mhm. Næsten lige så godt som Anas. Gad vide om hun ville kunne lide det hvide væsen? Han ville gerne give det til hende som kæledyr i gave. 

Da hun ikke selv hoppede ind i buret, løftede han et øjenbryn og så fra hende, til buret og tilbage igen. Hvis hun ikke fattede hintet, gik han nærmere, næsten som en trussel om, at han ville stoppe hende ind i buret ham selv. 
så snart hun var inde, lukkede han lågen og sikrede sig, at den ikke var til at få op. Han skulle nødigt risikere, at hun fik mulighed for at stikke af. Sådan en dyrebar lille skat, der var faldet i hænderne på ham! Han var meget mere begejstret end man kunne se på ham. Faktisk summede han helt indeni, så hans første plan var at finde ud af, om der var nogen syge slaver. hvis ikke, så hvordan han kunne få lavet en.

Så han smilede til hende.
"Opfør dig nu pænt. Jeg er snart tilbage, smukke lille ting." Han vandrede afslappet ud af rummet for at finde sig en vagt, der kunne fortælle ham om nogen syge slaver. Det var jo direkte spændende! Hvordan mon det så ud, når hun spiste? hans tanker bevægede sig om emnet, mens han gik ud i den bagende sol. 

// Out (( medmindre du har noget, vi skal spille? ))

Smilet der blev større fik det bare til at løbe koldt ned af ryggen. Noget der kunne ses, ved at hårene let rejste sig hen over det spinkle hvide væsen. Hun brød sig ikke om at tænke på hvad end ideer han havde med hende. Om hun skulle sidde og rødne op i et bur, om hun skulle vises frem eller på anden vis lide stærkt under at være indfanget igen.
Hun kiggede et øjeblik udfordrende tilbage på hans hævede øjenbryn og aura af at være herre over verden, men nægtede at blive skubbet ind. Hun satte sig ind i buret med bare et snert værdighed hun havde tilbage, uden at fåd et frataget sig ved at blive stoppet derind.

Hun sank hovedet ned som buret blev låst forsvarligt. Blikket var stadig hårdt som han talte til hende, og da han var ude af rummet rystede hun følelsen af sig så godt hun nu kunne i så lille et bur. Hvad var hun dog havnet ved. Hvordan var det sket at hun skulle lide under disse forhold. Gad vide om Zofrost nogensinde kom efter hende? Nej, det kunne han ikke.. Han havde intet kunne gøre da hun blev taget, og intet gøre nu. Ella lagde sig, i en stilling der nemmest kunne beskrives som en kats, om end hendes bagben var for lange til at gemme sig under kroppen. Herfra begyndte ventetiden med at stirre ud i rummet og vente. Tælle dagene til hun igen var sin egen herre.