Med alt det som skete i hovedstaden, Dianthos, var det måske mærkeligt at vagternes våbenmester ikke var at finde på sin post. Men med alt det som der var sket på det sidste, havde nogle højere stående end hende, valgt at hun skulle have en pause. Det havde så resulterede i, at hun havde fundet sig selv på en rejse til hendes families gård. Hvad havde hun dog forestillet sig? At hun kunne få slappet af i hendes mors nærvær, man skulle næsten tro at Anann havde fået hukommelses tab hvad det angik. En uge, en uge - og hun var allerede ved at drive hende sindssyg.

Hvorfor har du ikke fundet dig en mand - at være i blandt vagterne er virkelig ikke noget for en kvinde - en kvinde af din alder skulle være heldigt at blive gift, jeg kender den helt rigtige.

Det havde været til stor fornøjelse for hendes yngre bror, som bare havde drillet hende med det. Selvom hun selvfølgelig havde gjort sit for landbruget, havde hun endelig fundet en udvej. Anann var nok nærmere flygtet fra sin familie, og befandt sig nu imellem de mange frugttræer som var ude blandt engene og markerende. Duften var fantastisk, men det gjorde ikke hendes irritable temperemant noget godt. “hvorfor finder du dig ikke en mand Anann, hvorfor har du ikke fået børn endnu Anann?” hun fnyste surt, og sparkede til en sten der lå foran hende. “Hun skulle da bare vide.. så ville hun få et hjerte anfald.” hendes øjne lyste kortvarigt op, måske det var løsningen? “Neeeeeej...” brummede hun, og strak hænderne i hendes lommer. Trods for hendes efterhånden høje alder for et menneske, kunne man ikke se den store forskel. Hun var i hvert fald en kvinde der holdte sig godt, med hendes lange brune hår. Der i dagens anledning lå i en meget lang fletning ned af ryggen. Iført en simple bondepige kjole med lommer, kunne man alligevel ane musklerne der lå gemt under hendes hud. Hun sukkede igen, og overvejede kort at vende tilbage til gården. Nej, fem minutter mere kunne vel ikke skade?

Medanien var og blev nu en dejlig egn. Logan havde ikke været forbi Dianthos i nu mange måneder, men efter den sidste erklæring fra Kiles Orden, havde han egentlig heller ikke behovet. Ravnen fra ryggen havde fløjet over muren for at tjekke op på den gamle, men seje dame der i sine unge dage havde født den nu fuldtvoksne mand der faktisk nærmede sig at blive gammel. Hun havde det godt, under omstændigheder. Derfor kunne en tur til Dianthos godt vente et par måneder mere. I stedet drog arbejdet videre i området.

Og det sted han holdte mest af at besøge, var Medanien. Temperaturen var god, moderat uden at stege eller fryse kroppen på nogen måde. Der var grønne omgivelser, og det var ikke til at ane at det blot var et års tid eller to siden at tørken havde lagt det hele øde i brunorange farver, strækkende til det grå. Normalvis var den muskuløse og noget groftudseende mand, mest at lave på en kro. Men at snyde sig selv fra de sidste af sensommerens solstråler, det burde da næsten være en forbrydelse. Desuden.. Mængden af frugttræer gjorde det muligt at nuppe nogle stykker til rejsen. Hel ren mel havde han ikke i posen.

Det var også det han havde gang i. Den voksne mand var ganske simpelt på æblerov! Tog en solid bid af et knasende stykke frugt, som han fik stoppet en taske med flere eksemplare. Det var her nogen valgte at gøre ham selskab, omend stadig på afstand. En kvinde der snakkede med sig selv, og ikke hvilken som helst kvinde. hvorfor finder du dig ikke en mand Anann. Han kendte kun en kvinde med det navn, og med evne til at lyde så fornærmet. Afslappet, stadig med fokus på at bide store stykker af det saftfyldte æble, gik han rundt om træerne og fulgte hendes skikkelse gå langsomt frem i et tvært tempo. "Så munter og positiv som altid" Logan lænede sig tilbage op af den tykke stamme, smilende. Alt for veltilfredssmilende. At se hende her, i en bondekjole. Det var jo for godt til at være sandt.

Anann var så dybt optaget af hendes egen irritation og egen samtale, at hun ikke havde lagt mærke til at der havde været andre til stede. Eller måske endda hvad nogen ville beskrive, at der var en mand der var ved at snige sig op på hende. Hendes fingre lukkede sig rundt omkring et æble, da hun gik forbi en af træerne, næsten uden hun helt tænkte over hvad hun gjorde. Nogle flere ord forlod hendes læber, men denne gang var det mere en mumlen end det rent faktisk var ord som folk ville forstå.

Stemmen som pludselig brød hendes tanker, var først noget hun slet ikke registrerede. Men da det gik op for hende, at der faktisk var nogen som der havde snakket til hende, gav det et voldsomt set i hendes krop. Hendes højre hånd fandt meget hurtigt ned hvor hendes sværd ville hænge, men selvfølgelig ikke gjorde lige nu. For hvem bære rundt på sværd, når man er ude i en æble plantage! Med det eneste form for våben hun havde i nærheden, drejede hun sig rundt for at smide æblet lige i hoved på den person der havde snakket. Dog nåede hun aldrig så langt, da hun så hvem det var. “Røvhul” fik hun fremmanet, stadig meget tydligt præget af at hun var blevet forskrækket. I et kort øjeblik overvejede hun at smide æblet i hoved på ham, da hun kom i tanke om hvor sur hun faktisk var på ham. Men i stedet så vente hans og bare rundt og gik i modsatte retning. “Ja og mit humør skal ikke ødelægges ved at kigge endnu mere på dit grimme ansigt!” råbte hun over skulderen, mens hun fortsatte ufortrådent.

Måden hun stivnede og reagerede som en kvinde med Ananns kendskab til våben og ikke mindst hvordan man skulle reagere når en fremmed kom for tæt på. Logan lignede heller ikke den almene bonde, når det kom til stykket. Hans blik flyttede sig muntert fra hendes røv - han kunne ikke lade være - til hendes ansigt og derefter æblet i hånden, som hun vendte sig arrigt.
Skældsordet fik ham til at grine højlydt og ryste let på hovedet af hende. "Og korrekt som altid også" Måde de snakkede til hinanden var ikke blevet pænere.

Hendes reaktion på at vende sig og gå igen fik dog hans øjenbryn til at løfte sig i vejret i forvirring. Vent. Hvad?. Nok var komplimenterne ikke ligefrem let tilgængelige, men de plejede nu nok at kunne føre en samtale. "Kan det ødelægges mere?" Logan rettede sig op igen, og fulgte efter hende, ikke helt sikker på hvad der foregik. Dertil, han havde en del spørgsmål til hvordan hun frivilligt var kommet i en bondekjole!

Uden hun overhoved tænkte over det, og ganske imod hendes vilje; vente hun sig om imod ham igen, med en løftet pegefinger. Hun skulle lige til at råbe af ham, men trak hånden til sig, mens fingrene knyttede sig ind imod hinanden. Han er ikke det værd, han er ikke det værd, begyndte et mantra i hendes hoved, selvom hendes sure ansigtsudtryk nok viste at det var svært at opret holde den værdi som hendes tanker prøvede at give hende. Hvor ville hun dog ikke andet, end at fjerne det smøret smil fra hans læber. Store røvhul, dukkede altid op på de værste tidspunkter tænkeligt! Når hun havde brug for ham, ja så var han der sjovt nok aldrig. Okay - måske var hun også kommet frem til den konklusion at hun selv var uden om det mange gange, og måske også selv tiltræk meget af det had personer havde for hende.

I et forsøg på at smile til ham, som nok ikke helt lykkes. Gik hun frem imod ham, og lagde sin hånd på hans overarm. “Dejligt at se dig igen Logan, hvordan har du haft det? Går det godt?” hun var ret sikker på at hun kastede lidt op i munden, og hun var ved at forstrække en muskel i hendes ansigt ved at opretholde smilet. Hun kiggede op på ham, med hendes bedste charme som hun som kvinde bestod af. Hvilket ikke var særlig meget, men måske den nye taktik ville gøre ham så forfjamsket at han ville skride adhelveds til!

Det smørede grin fastholdte sig på hans læber som den slanke pegefinger blev løftet imod ham. Han forventede at hendes reaktion var aggresiv, og hun højst sandsynligt ville råbe af ham. Kalde ham alverdens skældsord, som hun havde for vane. Men hun trak sig. Åbenbart for stædig til at give efter for arrigskaben. På mange punkter, var alt præcis som det plejede, med det friske pust af Anann i bondekjole, uden sine sædvanlige våben på sig. Det var ikke et møde i byen hvor hun var af højere rang hos byvagterne og kunne smide ham i en celle for natten, i værste tilfælde.

Overrasket skød et øjenbryn op i panden, som den aggresive adfærd vendte på en tallerken og hun i stedet gikimod ham på en langt mere smigrende og indbydende måde. Det overraskede øjenbryn faldte langsomt ned, og tog del i den undrende rynken i panden. Bestyrtet kiggede han på hende, og tog nærmest instinktivt et skridt tilbage. "Du opføre dig underligt" ikke det mest charmerende påfund, men det her var også sært. Annan var ikke.. sød.

Hendes smil blev bredere, næsten nok til at smilet faktisk omfavnede hendes øjne. Lige meget hvor meget hun mente det, selv hvis hun havde stået over for ham, og faktisk havde ment de ting hun sagde til ham. Var det som om at de mange år der var gået, så nåede smilet aldrig længere op i hendes øjne. Kolde og kyniske fra de ting som hun efterhånden var gået igennem og havde set. Smilet viste næsten tænder, da han valgte at gå et skridt tilbage. Åh, dette var noget helt andet, næsten - morsomt? Tankerne stormede afsted, måske var hun gået omkring dette i den forkerte retning. Måske var det præcis det, at hun var så modbydelig imod ham, der gjorde han konstant kom tilbage. Hun fugtede læberne, og lagde hænderne sig på hofterne.

“Jeg opfører mig underligt? Oh - det...” hun grinede let, og tænderne to fat i hendes underlæbe. Hun havde næsten lyst til at kaste op i sin egen mund. Og det tog alt hendes viljestyrke ikke at lade det vise sig på hendes ansigtstræk. “Må indrømme, nej.. jeg undskylder fordi jeg lød så hård i starten, jeg var bare meget overrasket over at se dig igen..” hun rakte sin hånd ud for at lade fingrene glide ned over hans brystkasse. “Det bare, jeg savner dig altid så meget - fordi - jeg elsker dig og jeg ville ønske vi kunne have et liv sammen.. Jeg bliver bare så ked af det når jeg ved du aldrig kan blive min.” ansigtsudtrykket der gjorde hun næsten så ked af det, var nok mere fordi hun virkelig skulle give det alt for ikke at lave gag lyde. Hun lod hendes øjne glide og fange hans. Dette måtte da være nok, hun vidste hvor meget han hadet at slå sig ned. Kvinder der begyndte at snakke om hvor meget de elskede ham. Hun havde godt hørt rygter. hun var ikke døv, og hun vidste efterhånden mere om ham og hans eskapader end hun ønskede. Så nu, kunne han få lov til at vende om, løbe væk som hun plejede - og hun kunne vende tilbage til at brokke sig over at være tilbage hos sin mor på gården.

Logan sank en klump i halsen. Pludselig følende sig usikker på sine gamle dage, hvor selvtilliden absolut intet havde fejlet. Logan var tilfreds med at se Anann i sin uniform, patruljere gaderne med hård hånd, og skælde de yngre byvagter ud når de trådte forkert. Generelt var hun ikke spor sky for at skælde alle ud der gik i vejen. Det var en langt mere dyster Anann, men det havde været sjovt at gå på klingen af. Det søde smil og lurende tilgang. Det var ikke normalt, og Logan var ikke sikker på at han skulle håndtere det på samme måde som han normalvis ville. Udfordre hende.

Logan havde den bakkende fod placeret solidt i jorden, næsten som prøvede han at stå imod det der foregik. Som forventede han at få et ordentlig slag i maven hvert sekund. Vejrtrækningen trak sig en smule sammen og blev til et let grin blandet med et host. ”Elsker mig? Nu er du da gået komplet fra forstanden kvinde” nej nej, det var.. Det var helt forkert og det kunne ikke passe. Mange ting kunne hun bilde ham ind. Mange ting lod han hende bilde sig ind. Men.. ”Du bliver vanvittig af din mors selskab” forsøgte han med så meget intensitet af sit normale udtryk. At han ikke troede hende en meter, men der var kommet en ganske let skælven i undertonen. Et problem blev det for ham hvis hun mente ordene. Hvad fanden skulle han så gøre?!

Hun vrængede med næsen, da det tydeligvis hjalp lige vidt. Hun kunne råbe og skrige, hun kunne prøve at tæske ham - hun kunne stå her og sige hun elskede ham. Og han blev alligevel hængene, selvom hun ikke var helt uopmærksom omkring hvordan hans øjne havde ændret karakter og den lette skælven. Hun havde kendt denne mand, siden han havde været en lille knejt. Men hun vidste også hvornår hun kunne smide håndklæde i ringen. Eller, det prøvede hun at overbevise sig selv om, grunden til hun skulle til at opgive hele dette nummer, var mere fordi hun ikke kunne holde til at virke mere blødsøden.

Lige som hun skulle til at lade hele facaden falde - skete der dog det som aldrig burde være sket. “Jeg vidste der var en mand i dit liv!” Morens skingre stemme brød igennem nogle af træerne, som foregik tingene i slowmotion vente Anann sit hoved i retningen stemmen kom fra. Dette måtte være en ond drøm, og lige om lidt så ville hun vågne og opdage det alt sammen var et forfærdeligt mareridt. Men nej, hendes mor kom glædeligt ud mellem træerne en flettet kurv i begge hænder. Hun havde ikke ændret sig meget siden de havde været små børn. Hun lignede mest af alt Anann bare lidt lavere, gråsprængte hår og en glad buttet dame der tydeligvis vidste hvordan man skulle leve sit liv. Moren kiggede ivrigt på manden som hun lige havde hørt sin datter erklærer sin kærlighed. En dyb fuge mellem øjenbrynene, tydeligvis ikke en mand hun havde håbet på. Dog gik der et spildt sekund, og det var tydeligt at den ældre kvinden alligevel formået at se hvem denne robuste og noget forslået mand i virkeligheden var. “Oh min - nu har jeg aldrig! Er det lille Logan der står foran mig?”

Anann havde slet ikke formået at reagerer på alt hvad der foregik. Hun stirrede med store øjne på sin mor, med munden hængene halvt åbent. “Nej” hviskede hun hæst, som havde hun ikke drukket i flere dage. Og da moren var godt på vej hen for at kramme manden der var næsten to hoved højere hvis ikke mere, end hende - kom der endelig gang i hendes krop. “haha, nej nej! NEJ! Det slet..” hun var gået ind foran Logan for at bortforklare det moren lige måtte have hørt. Dog fik den lille kvinde puffet Anann ud af vejen uden nogen problemer. “Hvor er det dog fantastisk! Jeg kunne næsten ikke genkende dig - Ved alle de mægtige guder, hvor er du dog blevet stor!”

Modet faldte helt og aldeles som en sten i maven, ved lyden af en noget mere skinger stemme der afsluttede denne noget besynderlige samtale. Logan havde været utilpas ved Ananns forhåbentlige skuespil. Men det var vand i forhold til hende. Moren. Logan fandt sit bedste smil frem, selvom hans øjne var anstrengt. Oh nej. De havde begge stivnet, og selvom Logans reaktion på at se den lavere kvinde som Logan altid havde husket som meget smilende og glad, var mere velkommende, kunne han ikke undgå at more sig over Ananns.

”En fornøjelse at møde dig igen, Iona” oh hvor dette spontane møde da bare blev mere og mere underholdende, og mere og mere anstrengende. Logan var ikke ligefrem kendt for håndterer mødet med forældre særlig godt. Og dette var endda en kvinde han i forvejen kendte. Hun havde skældt ham ud som barn for at stjæle en tærte. Vasket hans sår når han og Anann havde været oppe at slås med nogen større end dem selv. Det var ikke i hverken hans eller Ananns hensigt at moren skulle vide mere end det.

Logan morede sig og et skævt smil dukkede op på hans ansigt, mens Anann begyndte at benægte og ikke mindst sætte sig fysisk imellem han og hendes mor, og kom med et let grin som den mindre buttede dame krammede ham. ”Årene har været meget gavmilde hvad det angår.” Han sendte Anann et kækt smil. Oh han kunne lege så meget med dem nu. Han kunne virkelig få Anann til at vride sig som en øl der blev stegt i smør. ”Hun er så sød når hun benægter det. Vi har tænkt på et forårsbryllup, ikke min skat” Logan lagde en arm om Ananns mor så de begge stod med ansigtet mod hende. Kiggede forventningsfuldt på hende.

Nu havde denne gudsforladte jord, givet dem mange plager og modbydelige ting i disse mange år - ja blot måneder. Så nu, ville være et ganske godt tidspunkt, at jorden ville åbne sig og lade dem alle falde ned i et hul af varm lava. Men ak, hun skulle ikke være så heldig, for man fik kun ting man ikke ønskede sig. På præcis de tidspunkter man absolut allermindst havde brug dem. Munden føltes tør, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Det der foregik foran hende, kunne ikke nå op til hendes hjerne. Det var som sagt bare en ond drøm, ikke?

Og mens hun stod der og måbede og lignede en hjernedød, var moren mere end begejstret for at få hilst og krammet Logan. Som var hun en forsvunden søn der endelig var kommet hjem igen. Måske ikke helt ved siden af, Ananns mor havde været lige så meget forældre over for Logan, og hans forældre det samme over for hende. Derfor også en af de grunde at de var gået meget stille med dørene, da det så gik over til at være mere end bare venner. “Ih, jeg vidste i ville ende sammen!” moren daskede til Anann, med et stort smil “lige siden at vores lille pige her, fortalte hvordan hun ikke længere kunne være venner med dig, fordi hun var blevet forelsket - jeg vidste det bare!” Anann var gået fra at være hvid i hoved, til at være fuldstændig knaldrød. Varmen steg fra kinderne hele vejen ned i nakken. Hvis det var muligt for et menneske at dampe, udelukkende på grund af kropsvarme - så ville hun gøre dette i gældende øjeblik. Hun nåede ingen gang at gøre nogen indvielse i at Logan begyndte at snakke om et forårs bryllup, eller svare på moren der allerede var ældevild over idéen. “Fantastiske nyheder! Kom, vi må tilbage til gården - maden venter og disse skønne nyheder skal deles med resten af familien!” moren var allerede fem skridt foran dem, før Anann fik taget sig sammen og lagt et hårdt greb omkring Logans arm.

“Jeg håber du har lyst til at spille videre på idéen, for hele familien bor her stadig.... Og du får ikke lov til at stikke af i dag.” snerrede hun hæst, mens hun inderligt håbede på at han ikke ville kommenterer på den lille fine detalje om forelskelsen. Hvilket nok var endnu et ønske hun ikke ville få opfyldt.

Ananns reaktion var penge værd. Flere krystaller end han havde i lommen, og han behøvede ikke betale en øre for det. Alt han skulle gøre, var at spille sit skuespil rigtigt. Noget han umildbart regnede med at have nemmere ved end han ville indrømme. Logan havde nærmest et varmt smil på læberne, over at se den røde farve stige op i hendes kinder, til ørene og varme resten af hendes krop igennem. Hun brændte som vild ild, og han forstod hvorfor. Morens ord havde været noget overraskende. Forelsket. Det var præcis de ord, som var blevet udtalt.

Det var sødt så glad moren blev. Faktisk mærkede Logan et lille stik af skyldfølelse. Hun ville blive knust når hun fandt ud af at det næppe var sandt. Eller også måtte han gå igennem det, og gifte sig. I sin sene alder. Slå sig ned. Han var tæt på at grine ved tanken. Logan kom med et ganske lavmælt grin over hendes arrige snerren, og et lidt for muntert smil. ”Spil? Hvilket spil?” drillede han hende lavmælt og lagde en arm omkring livet på hende. Oh hvor var han virkelig ubeskrivelig lykkelig for at hun ikke havde våben lige nu. Det ville koste ham dyrt. En finger i bedste tilfælde. Logan lænede sig ind til Ananns øre og hviskede brummende ”Det er dig der er forelsket” Havde han et dødsønske? Han havde haft nogle gode år. Måske det var det værd at sætte sit hoved på et sølvfad, for et øjebliks morskab.

Hun var ved at pande ham en, men moren vente sig imod dem for at se om de fulgte med - og om de stadig lyttede efter hvad hun snakkede om. Det sidste, måtte hun indrømme sig skyldig i, at hun ikke rigtig gjorde. Et eller andet med at hendes fætter havde fået nedlagt et vildsvin tidligere på morgen, og det var det de skulle have at spise til aften. Så det var jo skønt, hele familien samlet til endnu et; hvad laver Anann så nu i sit liv, show. Hvilket bare gjorde det endnu værre at Logan var dukket op midt i det hele. Guderne havde en sort form for humor. Et falsk smil bredte sig hen over hendes læber, og hun nikkede lidt til moren som vente sig om og hurtigt fortsatte sin gang tilbage til gården.

Et strå, det var hvad der var tilbage, fra at hun skulle til at eksploderer. Og det eneste der holde hende fra det, var kun fordi hendes mor ikke havde fortjent mere modgang. I hvert fald ikke fra hendes side af, den konstant bekymring der lå i, at hun var i byvagten - aldrig kom hjem. Ikke levet som en rigtig kvinde burde, efter morens hoved. Der var mange ting som Anann følte skyldfølelse over for. Men selv hendes egen skyld, kunne lave om på at hun følte sig fanget her ude på landet. Hun spruttede en smule, da han nævnte forelskelse. “var” hvæsede hun, og vente nogle lynene øjne imod ham. “Lige ind til jeg så dig rulle rundt i høet med Louise” de sidste ord kom uden hun tænkte over det, og det gik hellere ikke rigtigt op for hende at hun havde sagt det. Selv efter så mange år, kunne hun mærke irritationen og fornemmelsen af noget var gået i stykker den dag. Han havde været hendes første, og hun vidste, bedre end nogen anden hvem han var - og man aldrig nogen sinde ville kunne ændre på det. Men hun havde troet, at hun havde været anderledes.

Hendes blik faldt på moren som glad gik foran dem. Hvis det at hun fik en mand kunne gøre hende så glad, så var der måske en idé om det? Logans arm, som var om hendes liv, havde hun sjovt nok ikke vist nogen indikationer om at hun ville fjerne. Når alt kom til alt, var der jo over den kræft idiot som fik hende til at føle sig sikker. Ikke om hun nogen sinde ville fortælle ham det. “Hvis du leger med på den, så skylder jeg dig en.” hviskede hun til sidst besejret, selvom hele denne ide fik det til kravle ubehageligt hen over kroppen, så kunne hun ikke klare at skuffe hendes mor igen. Hendes øjne gled hen til hans ansigt “Men jeg sværger, nogle andre fine tricks du fyre af - og jeg har ikke langt hen til mit kammer hvor mine våben ligger.” hendes fingre prikkede ham i siden, for at understrege, hvor kniven ville gå ind, skulle han ikke opføre sig ordenligt.

Logan kom næppe til at indrømme det, men han havde faktisk ondt af hende. Anann var opvokset med en del flere krav til sin fremtid og forventninger som kvinderne var underlagt mere end mænd. Logans mor havde skam været skuffet da det blev bekendtgjort at han næppe fastsatte sig på en gård med en sød kone og massere af små skrigende møgunger. Logan havde ikke haft støbningen til det, og det var ikke på samme måde forventet af ham, som hvis han havde været en kvinde.
Logan åbnede munden, egentlig klar til at komme med et skrapt respons på hendes ord, men i stedet fik det ham til at tænke ”Huh” Louise? Det var jo.. Hans øjenbryn løftede sig let. Hvem var det nu Louise var igen? Han kunne godt fornemme hvad tidsperiode det måtte være, og navnet ringede en klokke, men Logan havde sværere ved at forestille sig at Anann på daværende tidspunkt skulle havde haft følelser for ham! Måske var han bare dum nok til at overse det – den mulighed var han ikke blind for at indrømme.

Logan brummede en lavmælt latter og trak hende lidt tættere på med sin bredde arm omkring hende. Et lille venligt drilleri, som han da altid mente det var. ”Bare rolig, jeg har ingen interesse i at blive introduceret til dine våben.. Igen” Han sørgede for at holde det dæmpet og da Ananns mor kiggede over skulderen sendte han hende et bredt smil og et overraskende venligsindet udtryk, der trods mængden af arvæv og det manglende øje, fik ham til at fremstå knap så faretruende. Han havde selvfølgelig heller ingen grund til at virke brysk lige nu. ”Mind mig om at jeg skal spørge din mor efter, hvordan hun fik lokket dig i en kjole” Ord han nåede at ytre som de var tæt nok på Killarney familiens hjem til at det ville vække opsigt hvis hun gav sig til at tæve løs på ham.

Hun fik ytret et ganske højlydt hmpf, men måtte hurtigt finde et smil frem, da moren kiggede over på dem. “Er du sikker, det kan hurtigt arrangeres.” brummede hun, tydeligvis stadig ganske utilfreds. Men strittede stadig ikke imod, da han trak hende tættere på sig. Hun nåede lige at trække sig ud af hans arme, og vende sig imod ham, da han nævnte at han måtte spørger hendes mor hvordan hun var blevet lokket i en kjole. Hun troede ellers lige havde sagt han ikke skulle finde på flere fine tricks! Kunne han virkelig ikke holde den store kæft lukket? Men hun nåede ikke at gøre ret meget ud af hendes irritation, før de var kommet helt hen til gården, og moren allerede var løbet ind igennem døren hvor køkkenet lå. “ALROY!”

Anann himlede med øjnene. “Min mor lokkede mig bestemt ikke til noget som helst!” hun gik væk fra ham, rullede med skuldrene, tog en dyb indånding. Og klistrede det bedste smil på sine læber, som hun overhoved var i stand til at gøre. Hun nåede lige hen til døren, før en lille kugle af mini menneske næsten tromlede hende ned. “Abel, hvad snakkede vi om?” grinede Anann, som hun prøvede at genfinde hendes fodfæste, den lille trold unge, som ikke var meget ældre end 5 år gammel. Vente sig med et stort smil imod hende, før han vente sig imod den ny tilkommende. Der gjorde han store øjne. “Men han mangler jo et øje!” først kiggede Anann med store øjne på den lille knægt. “Men far mener jo også du ikke kan finde nogen mand.. Han ser skræmmende ud!” trods ordene, virkede det slet ikke til at Abel var bange for manden. Da han løb imod ham med et stort smil, og løb et par omgange inden han spænede ind i huset igen. “FAR DET EN PIRAT SOM FASTER SKAL GIFTES MED!” Først da, begyndte Anann at grine, hvor havde knægten dog ret. “Du må give ham, den klap for øjet, gør det ikke nemt for dig at gemme din profession.” klukkede hun videre, inden hun gjorde antegn til de skulle gå ind i huset. “Ser ud til at min bror Owen har børnene over.”

Logan burde ikke være så underholdt af den her situation der i realiteten også var en stærkt problematisk situation for ham selv. Han havde ikke lige skrevet ind i sin kalender for i år at han skulle giftes! Faktisk mente han ikke at det var noget han skulle nogen som helst år. Men han fulgte med som en næsten perfekt gentleman og sørgede for at mere eller mindre fremstå fra sin bedste side. Så godt han nu engang kunne formå sådan noget. Det var svært når man også skulle holde masken samtidig over Ananns noget aggressive svar.

Et overraskende syn og lyd var det som Anann begyndte at grine da en barneskikkelse som et kuglelyn omfavnede hende og smilede stolt op til hende. Knægten var skam heller ikke langsom til at adressere det synligt manglende øje, selvom klappen dækkede for det værste af arret. Logan kiggede efter spirvippen der drønede omkring ham med krudt i røven, inden han meget højlydt løb tilbage i huset og proklamerede at det var en Pirat der var kommet ind som manden i Ananns liv. Logan kunne simpelthen ikke lade være med at grine muntert. ”Nej, det var meget tydeligt!” lovløs og kriminel, han kunne nok godt pynte på sandheden! Han behøvede jo ikke at give den skinbare sandhed til familien. Faster skulle jo ikke giftes med et monster! ”Jeg skal gøre mit bedste for ikke at være en dårlig indflydelse på dem” han lagde en hånd på hjertet, men det kække smil sagde noget andet. Han kunne næppe, selvom han prøvede, være en positiv indvirkning!

Hun holde hans blik for nogle sekunder, inden hun himlede med øjnene. “ja den er god med dig. Efter omkring 30 års kendskab til hinanden, skulle man tro du ville give mig lidt bedre kredit for at kende dig.” selvom hendes stemme var tvær, kunne hun ikke lade være med et smile let. På trods af alt den smerte han havde påført hende, selvom der var så mange gange hun havde ønsket hun ikke kendte ham - havde mødt ham. De nætter hun havde ønsket at hun havde kunne glemme ham. Hun tog en dyb indånding. Så stod der stadig en mand foran hende, som hun havde elsket meget højt. Og selvom hun prøvede at benægte det noget så inderligt - så ville hun nok elske ham til den dag hun døde. Hun tog en dyb indånding. “Klar?” selvom man nok skulle forvente spørgsmålet var til ham, var det et eller andet sted lige så meget for hende selv. Hendes familie var ikke kendt for at gå stille med dørene. Alle de dage hvor de alle var samlet var en fest. Ligegyldigt om der var noget at fejre, så ville de gode humør ingen ende tage.

Så da hun endelig trådte hen over dørtærsklen, blev hun mødt af en far der kom og krammede hende, og gjorde sig klar til at tage imod Logan. Storebroen grinede stort til hende, som han også kom hen og gav et kram. “Og her troede jeg du aldrig ville finde en mand Anu!” Abel kiggede op fra hans fars ben “Har du set piraten endnu?” kom det med stor spænding i stemmen. Anann rystede på hoved og grinede let, hendes hånd lagde sig på Abels hår og ruskede det lidt frem og tilbage. “Bare fordi man mangler et øje, behøver man nødvendigvis ikke at være pirat? Han har stadig begge hænder og ben! Så han kan ikke være nogen rigtig pirat før det - vel?” det var tydeligt at svaret han fik, ikke var det han ønskede. “Øv! Jeg troede lige jeg kunne høre pirat historier!” hun rystede igen på hoved. “Owen, hvad er det du fylder dine børns hoveder med?” manden foran hende, trak på skuldrene. Man kunne tydelig se at Anann og Owen var søskende, lige høje. Samme brune hår og øjne. Begge som snydt ud af morens billede. Det eneste de havde fået fra faren, var deres øjne. “Der var mad snart.. ikke? Og vin... jeg har brug for vin.” Anann forsvandt fra menneskemængden, og begyndte at bevæge sig hen imod kælderen, hun var ikke sikker på om den indeholde nok spiritus til at hun kunne overleve denne aften.

Logan tog sig forarget til brystkassen med en flad hånd og så næsten såret på hende. ”Du tror ikke at jeg kan ændre mig?” det var selvfølgelig ren skuespil. Det var ikke meget Logan havde ændret sig igennem årene. Han var blevet mere vindslidt, arret og robust siden sine teenageår men hvis sandheden da skulle slaskes ubehageligt op på bordet, så kendte Anann ham nok alligevel bedst. I hvert fald længst, efterhånden. Anann ville altid være en konstant i hans liv, og han kunne vitterligt ikke, om så han forsøgte, forestille sig en verden uden hende i den. Lige meget hvor mange gange hun havde råbt af ham – eller de havde råbt af hinanden, skældt ud, været oppe at slås og gået fra hinanden i vrede og had, ville hun altid være der. Han kunne stå fast i alle de tanker, stadig uden at sige i sit indre at det var fordi han elskede den irriterende, højtråbende, stædige kvinde. Elsker og nogen man har elsket, er så stærkt et ord. Men hvis han absolut skulle smedes sammen for gud og hver mand, ville hun nok også være hans første valg. ”Klar hvis du er”

Logan forberedte sig mentalt, om end han næppe var lige så nervøs og påvirket af situationen. Han rakte hånden ud til et solidt håndtryk til faren, han genkendte, men nu som en ældre herre. At høre mandens stemme udtrykke ”Velkommen til familien” var et niveau af accept han næppe havde forestillet sig kom til udtryk så hurtigt, taget hans almene udseende i betragtning. Forhåbentlig vidste denne kære far ikke hvad der var sket i deres teenageår. Eller også var han tilgivende som bare fanden.
Samtalen drejede ham over på sin tilsyneladende pirattitel som knægten havde tildelt ham ved synet af klappen og smilede et de gnæggende smil han havde for vane når ting morede ham. ”Sund fornuft skulle jeg mene! Man skal kunne kende en pirat når man ser en!” Logan var ikke det mindste overrasket over at knægten lyste op ved den udmelding. Dog stadig slukøret over at Logan ikke var en pirat alligevel, nu han stadig havde sine arme og ben intakte. Han skulle bare vide. ”Men jeg har skam været ude og sejle” han bankede Owen let tungt på skulderen, mens han ud af øjenkrogen betragtede hvordan Anann forsvandt i folkemængden, efterladende ham alene tilbage for at finde druesaft til at dulme ja smerterne. ”Men hva satan, jeg vil langt hellere høre om dit liv! Sidst jeg så dig var du en fandens knøs med alt for meget krudt i røven!” Og det havde han været! Det havde de alle sammen været. Gad vide om det var smittet af på knægten også? Der blev i hvert fald delt historier fra ungdomstiden i gaderne, uden at gå alt for meget i detalje om de mere grafiske ting som Logan normalvis ville havde budt ind med. Han havde trods alt lovet at opføre sig bare nogenlunde pænt. Selvom historien om tyren og slangebøssen næppe bragte gode ideer med sig!

Owen rakte hånden ud og gav Logan et stort grin. “For satan Logan, på trods af der er gået en del år. Så kan man sgu stadig se den lille knejt der løb rundt på egnen og fik de ældre damer til at råbe skældsord, de fleste mødre ville falde om efter at have hørt!” Owen var omkring tre år ældre end Logan, han havde været seks da Anann kom til verden. Og mere eller mindre altid været en af dem som havde samlet børnene i den lille landsby, som man vel godt kunne kalde den klynge huse der lå sammen. Owen lagde sin hånd på drengens skulder “Det næsten synd Louise og mine to ældste ikke kunne være her i dag, de ville have elsket at have mødt dig. Især Louise, hun var ganske ked af at du forlod os uden rigtig at få sagt farvel. Men hold kæft hvor er det godt at se dig igen. Sæt dig ned!” Owen fik gennet ham hen til det store langbord, før at han gik ud i køkkenet for at hjælpe moderen med at gøre maden klar, så det kunne sættes ind i spisestuen. Abel var dog alt for nysgerrig til at følge hans far, og fulgte lige i hælene på Logan. “Så hvis du ikke er pirat hvad er du så? Og har du set en drage? Har du nogen sinde fundet en skat? Eller havfruer??” spørgsmålene væltede ud af munden på den ivrige dreng, mens han kiggede op på den store mand med julelys i øjnene. Tydeligvis var dette noget af det bedste der nogen sinde var sket for ham. Hvem kunne bebrejde ham? Der skete ikke så meget på disse egne.

Anann derimod havde allerede fundet flere flasker frem, to var under i hendes ærme. Mens den tredje allerede var sat op til munden hvor hun tog nogle store slurke. Hun sukkede tungt, og lænede sig imod en af faldstammerne med lukkede øjne. Det var altid trættende at være sammen med hendes familie. Dette var bare en helt ny version af træthed. Måske generelt fordi, hun altid havde ønsket det var sådan her. Intet menneske, intet normalt menneske. Kunne gå et helt liv, uden at ønske sig at bare en del af det var normalt. At man kunne gå hjem til folk som holde af en, eller at der var en som ventede på en et sted der ude. En som kunne være der, i medgang og modgang. Men sådan havde kortene bare aldrig været for hende. Og når hun prøvede, så gik alting altid galt. Hun tog en dyb indånding, og begyndte at vade op af trappen til stuen. Hun var allerede nået halvvejs igennem flasken da hun nåede ind i spise stuen, og satte de to andre på bordet.

Det gamle gnæggende grin var tilbage, og Logan mindes tilbage til den lykkelige barndom med alt for mange narrestreger, slåskampe og solide lussinger når han stak fingrene lidt for langt ned i kagedåsen. På flere punkter. ”Orh et par kærlige tilråb på vejen var det da!” Lappen blev taget imod af Logans og gav det et solidt klem. Det var da en helt komfortabel samtale det blev til, og Logan faldte hurtigt tilbage til de gamle vaner som der havde været mellem dem i teenageårene.
Det varede selvfølgelig lige til navnet Louise, han syntes at have hørt for mange gange i dag, tonede frem på Owens læber. Han blinkede et par gange, en smule målløs og skjulte egentlig meget godt tankerne der mest indebar ordene det er ikke den samme, det er ikke den samme. Men det kunne ikke nytte noget. ”Ah Louise! Det er virkelig også mange år siden!” han spillede let hen over den, forsøgte ikke at tænke for meget over det. Noget sagde ham at Owen ikke vidste hvad der var sket dengang han tog afsted. Heldigt nok. Men han placerede sig ved bordet og kørte hånden over panden som Owen forsvandt ud i køkkenet.

Ikke at der var megen tænkepause før Abel startede op med sine evindelige spørgsmål og Logan gjorde sig klar til at svare på dem alle sammen, så sobert det nu engang kunne lade sig gøre. ”En drage? Næh de store bæster skal man holde sig fra, min dreng. Men skatte og havfruer har jeg set en del af” grinede han og gik i gang med en livlig historie med skattekister med guld og krystaller, og havfruer, der for en gang skyld var påklædte, ude på havet. Han holdte næsten bandeordene ude.
Logan fortsatte sin fortælling som Anann kom op igen, men bemærkede godt den flaske der manglede mere indhold end der var tilbage, men sagde intet. Det var hårdt for hende, og selvom hans intention først havde været at drille hende som han plejede, var han nu mere fokuseret på at spille rollen rigtigt. Der var grænser for hvad et menneske fortjente.