De tunge grå skyer drev dovent hen over den varme eftermiddags himmel. Sjældent færdes folk i denne del af Azurien, jorden var for våd til landbrug og der var rygter om at der skulle være banditter. Det første var sandt, det andet var dog noget vås.
Valkar havde budt sin nye erhvervelse at følge ham. Under hele deres gå tur fra hvor handlen havde forgået havde et lille smil bredt sig over hans ansigt, en ganske skarp kontrast til deres sidste møde. Det møde taget i betragtning var det ganske overraskende at han ønskede at erhverve sig mandslinge indbrudstyven. Men i det store hele gav det ganske god mening. Han havde nu fundet ud af hvem det var der havde ønsket at berøve ham, samt mandslingen kunne bruges til at løse en anden problematik.
 
Lydløst løftede Valkar sin hånd, for at lave et tydeligt tegn på at mandslingen bag ham skulle stoppe. "Du har sikkert mange spørgsmål, og jeg agter ikke at svare på dem alle" kom det i en faktuel tone som han vendte sig om mod mandslingen.
Kontrasten mellem de to var slående, for selvom de begge så unge ud, var det som at se en adelsmand og en bonde. "Hvad jeg har tænkt mig at gøre er at svare tre af dine spørgsmål, to af dem med sandheder og en med en løgn. Så vælg dine spørgsmål med omhu" 

Det var med en tung følelse, at Zofrost fulgte efter sin nye herre. Hans skuldre var trukket lidt op og hans hoved sænket, mens han kæmpede mod de rebelske følelser, der altid kom efter et salg. Han mistænkte magien for at fremprovokere dem, for normalt var han bare... opgivende. Men han følte altid for at gøre modstand, at forsøge at slippe væk og blive fri, når han havde skiftet herre. Han følte for at slå ihjel. Men ud over de første gange, var det ikke længere noget, han reagerede på. Ikke hvis han kunne stoppe sig selv. Det hjalp ikke noget alligevel, gjorde ikke noget bedre. Kun værre.
Så lige nu var han tavs, gående et par skridt skråt bag sin nye herre, han ikke engang kendte navnet på, mens han forsøgte at holde sit hoved tomt og sine følelser under kontrol. Samtidigt med det, var han opmærksom på sine omgivelser. Han var nødt til at beskytte sin herre om han ville det eller ej. Men der var intet, der indikerede fare i blandt de små træer i den tynde skov, de gik igennem.

Pludseligt løftede hans nye herre en hånd og han stoppede brat, skævende mistroisk til ham. Hele hans kropsholdning sagde, at han ikke stolede på ham og at han forventede, at noget skulle gøre ondt. Det ville ikke være første gang, at en ny herre startede ud med at banke ham som det første for at vise, hvem der bestemte.
Men i stedet begyndte manden at snakke og Zofrosts mistro blev blandet op med forvirring. To sandheder og en løgn til tre spørgsmål? Hvad betød det? Hvad ville han have? Han flyttede lidt på sig, skiftende mellem at skæve til ham med hovedet sænket og se i jorden. Hans ansigt fortrak sig kort i mistro og forvirringen forsvandt igen.

"Jeg har ingen spørgsmål." Det var en løgn, han havde masser af spørgsmål. Men ingen forventning om nogensinde at få svar på noget af det, så han havde ikke regnet med at stille dem. Og det gjorde han heller ikke nu, for han havde en fornemmelse af, at det var et trick. Ikke bare fordi, han ikke ville kunne vide, hvad der var sandt, hvis han forstod det der var blevet sagt rigtigt, men han stolede på ingen måde på denne mand, der kunne presse ham til at sige ting, han ikke havde lyst til at sige. Han ville ikke lege med.

Valkar sukkede let. Det var skuffende, men det havde nok været for meget at forvente af mandslingen at den ville forstå og svare tiltfrisstillende. "Løgn... Det bliver din sidste løgn du forfæller mig." Han vendte ryggen til sin ejendom. Løgne irriterede ham, de var oftest grove og sjældent interessant udformet.
"Jeg ønsker ikke at skulle straffe dig som sidst, men hvis du tvinger min hånd må det være således"  kommenterede han. Han fandt som sådan ikke nydelse i at skade andre tilfældigt, men dem som havde forbrudt sig mod ham, det var en helt anden historie. Gad vide om mandslingen havde fundet alle delene fra spilledåsen? Der havde været så mange smådele og nogle måtte have været svære at nå uden hjælp.

Dovent vinkede han hans hund med sig og begyndte at gå videre, han havde som sådan fået det ud af den som han ville. Hvis han ikke fandt noget brugbart at sætte den til, kunne han lige så godt sælge den videre. 
Hvad fremtiden bragte måtte tiden vise, deres veje kunne skilles noget hurtigere end andre nok ville vente.

(Lukket)