Vejret uden for symboliserede ganske godt hundæmonens humør. Det piskede ned med store tunge dråber, hun kunne se ud igennem vinduet hvordan hendes arbejder kæmpede med at få dyrene og resten af høsten i hus. Her var hun, fanget i dette gudsforladte land. Og måske hun skulle være glad for det, men alt hun ønskede var at vende tilbage til Kzar Mora. Hun fnyste, mens hun lagde armene over kors. Om hun ville vende tilbage, før at dødssynden atter var hendes. At den næsvise halvsøster, skulle tro at det var hendes at have. Vreden i hende ulmede så kraftigt, at hun havde knyttet sine hænder så meget, at knoerne var helt hvide. Hun hvæsede og greb ud efter vinglasset der stod ved hendes side. Med et hurtigt kast, fløj det ind i flammerne på den åbne pejs. En lille eksplotion skete, også dulmede flammerne igen. Hun havde lyst til at skrige af afmagt, men hvad ville det ikke sætte hende i lys som.

Hun åbnede døren ud til gangen fra hendes værelse. Selvom at dette sted ikke kunne matche, det hus hun havde i dæmonernes rige, så var det stadig et ganske nydelig landejendom. En vej, fra selve hovedvejen til Medaniens landsby, førte op til huset. Hvor man ville møde en mur der førte rundt omkring grunden, en tung port gjorde at gæster som der kom i vogn skulle lukkes ind. Men en lille dør i selve porten, gjorde det dog muligt at man selv kunne lukke sig ind gården, hvor man kunne finde staldende og nogle få skurer hvor høet og afgrøder lå. Det lå op af selve muren, et springvand var placeret mellem porten og hoveddøren. Og en masse blomster var blevet plantet rundt omkring, for at skabe en imødekommende velkomst. Selve huset, kunne beskrives som veludsmykket men også ganske mørkt. Kun stearin lys placeret rundt i gangene og værelserne gjorde at man lige kunne gå rundt, uden hele tiden at støde ind i møblerne. Her var der blevet holdt mange fester, og hendes husmandssted havde dog også et ry hos de lokale. Rygter om at nogen folk blev set gå ind for aldrig at komme ud. De unge skulle holde sig væk, fordi at det eneste der skete der var noget guderne ville sende en direkte til Kzar mora for. Den sidste tanke fik Avaion til at smile, hvis de dog bare vidste hvad der i virkeligheden skete.

Hun gik ind i hendes opholdstue, hvor pejsen også her knitrede lystigt. En ung pige kom fluks til syne fra skyggerne. “Er der noget jeg kan gøre for Fruen?” sagde hun med en let rystende stemme, Avaion øjne lagde sig på den lyshåret pige. Hun kunne ikke være en dag over femten, det måtte være Wilma som der havde ansat hende mens hun havde været væk. “Noget varm vin ville være dejligt” sagde dæmonen med en fløjelsblød stemme, pigen nikkede og ilede hurtigt afsted. Det var nu rart at have tjenere der kunne gøre hvad end hun ønskede, og flere af dem havde da også hjulpet hende med tankerne andre steder hen. Men oh, hvor hun dog ønskede en god distrahering. Hvorfor kom der ikke længere - spændende personer forbi.

Det seneste døgn havde været et langt et for Vertis. Han havde ikke været i stand til at sove i kareten, og selvom han normalt sov så lidt som muligt, kunne han mærke puderne kalde. Han hadede det. Det var intet mere end en evindelig påmindelse at han var ualmindeligt dødelig. At det var hans lånte krop og ikke Vertis selv der higede efter søvn, gjorde ingen forskel. Han følte sig stadig træt.

Som hans netværk voksede og strakte sig udover landet, gik der ikke længe før den tidligere dødssynd dukkede op på hans radar. Hun havde trods alt ikke gjort et stort nummer ud af at skjule sig selv. Han havde selv kun mødt hende en enkelt gang, for mange årtusinder siden. Han havde ikke fået indtrykket at hun var god til at holde lav profil.

Da kareten ankom til en port, der forblev lukket foran dem, trådte dæmonen ud i regnen. Han havde ikke medbragt sin kutte, men det så ud til at blive en kort gåtur, og han havde ingen intentioner om at vente til at hans følge blev opdaget. Han trådte frem til portdøren, og trak den roligt op. Gården var nydelig, om ikke forladt. Det lod til at tjenestefolket, hvis der var nogen, holdt sig indendøre, ude af regnen. Han trådte igennem gården med tunge skridt. Mudderet satte sig på hans støvler, og de tunge dråber fik ham hurtigt gennemblødt.
Det var vanskeligt at finde hovedporten i mørket og regnen, og selvom det var fristende at lade sin indflydelse sprede sig for at grave stedet hemmeligheder ud af dets tjenestefolk, kunne han ikke være sikker på om den forhenværende dødssynd var fjendtligt- eller venligtsindet. Med sammenknebne øjne kunne han skimte hvad der lignede en hoveddør foran sig, i den modsatte ende af gården. Han nåede uforstyrret derover, og hamrede på døren med en knyttet næve. Regnen tog til, og torden lå i luften. Han håbede at hun var hjemme. Hvis den lange tur havde været spildt, vidste han ikke hvordan han ville reagere.

Ilden knitrede i baggrunden, mens dæmonen betragtede det med nogle mørke øjne. Hendes flammende røde hår, skinnende næsten i kamp med flammerne fra pejsen. Den unge pige var ikke komme tilbage med vinen, så hun valgte at rejse sig op fra den ellers behagelige lænestol. Måske noget let læsning ville få hendes tanker et andet sted hen? Men hver bog, hvor fingeren gled hen over ryggen, blev afvist. Enden var den for kedelig, eller også havde hun allerede læst den for mange gange. Måske var det også fordi, at de tanker hun helst ville jage bort, bare tvang sig vej tilbage. Hun kom med endnu et irritabelt suk, også hørte hun det. Nogen bankede på døren. Nå, nogle ville vel tage imod deres uventet gæst. Men hun hørte ingen der løb hen for at åbne. Var det regnen der gjorde hendes menneskelige tjeneste folk ikke kunne høre det? Hendes udtryk blev endnu mørkere, da det gik op for hende at hun selv var nød til at tage imod hendes gæst. Uhørt. Der var nogen som ville få en reprimande lige så snart, deres gæst forlod stedet igen.

Med hastige skridt, skred Avaion ned af marmorgulvet, hen imod entréen hvor trapper førte op til balsalen og videre rundt i huset. Og to snoede trapper der førte op til første salen. Hendes bare fødder føltes kolde imod gulvet, men inden hun nåede helt hen til døren så hun en af hendes unge stuepiger løbe hastigt derhen. Pigen nåede lige at få øje på hende, bøjede hoved i skam over hun ikke var nået at tage imod gæsten før Avaion selv havde måtte tage affære. Nå, i det mindste havde de da hørt det til sidst. Pigen tog fat om døren, og åbnede den. Dog kom der sådan en styrke fra vinden, at hun havde svært ved at holde den fast. Avaion blev stående oppe trappen, og kiggede hen imod den nyankommen distrahering. Gad vide hvem der valgte at trodse vejret. Manden som et tydeligvis var, var allerede gennemblødt af regnen. Som der piskede ind, før at døren blev lukket bag deres nye gæst. “Velkommen til mit hjem, hvem har jeg æren af at have som gæst?” trods at hendes følelser havde mørke for bare et øjeblik siden, var hendes stemme fløjelsblød og ganske charmerende. Øjnene knitrede af nysgerrighed, mens hun prøvede at se om hun måske selv kunne finde ud af mysteriet om den nyankommen.

Vertis trådte indenfor og priste sig lykkelig da døren blev lukket bag ham. Han var våd til knoglen, og vinden havde skæret ham dybt i hans midlertidige krop. Han kunne stadig høre den som den slog sig mod vinduer og døre, i et forsøg på at trænge ind og fryse ham til is. Han fulgte lyden af stemmen indtil hans blik faldt på Avaion. Han mindedes at de havde mødtes engang før, fór mange tusinder af år siden til at han kunne huske det tydeligt. Det var tiderne før at det var nødvendigt at have kroppe for at gå blandt de dødelige.
Siden han kom tilbage til verden for tæt på ti år siden, havde han hørt rygter om den daværende dødssynd, rygter om hendes skønhed og grusomhed, overdrevet til et punkt hvor han fandt det vanskeligt at tro på hverken eller. Han kunne, som han stod drivvåd og kold i hendes entre, se at rygterne for hendes skønhed ikke var langt fra sandheden. Personligt havde han aldrig rigtigt fundet menneskekvinder særligt tiltrækkende, men selv han måtte indrømme at hun var noget specielt. Udover de åbenlyse karaktertræk, havde hun en brændende energi, tydeligt alene ved måden hun bar sig på.

Han bukkede dybt foran hende, og ignorerede den kulde hans våde tøj frembragte. ”Pallihseaf. Daman Pallihseaf, til deres tjeneste,” han gav hende navnet som den forrige ejer af kroppen havde brugt. Der fandtes få dæmoner tilbage så gamle som de var, og han havde ingen intentioner om at blive genkendt for hvem han virkelig var. 

Hans dybe og bløde stemme fyldte rummet omkring ham så naturligt som hvis det havde været hans hal. ”Jeg er kommet langvejs fra, for at se om rygterne om Deres skønhed kunne være sande. Jeg kan nu se at de har underdrevet.” Det var naturligvis løgn, hans tid var for kostbar til at lave sociale besøg, specielt som mørket nærmede sig. Men han fornemmede at hun forventede at blive værdsat.

Hun betragtede manden som var trådt ind igennem døren, hendes øjne gled hen over hans skikkelse - tog ham ind. Hun blev ramt af en følelse af, at hun kendte manden foran hende. Men hun var næsten hundrede procent sikker på, at hun aldrig havde set manden foran hende før. Hendes ene bryn blev hævet, der kunne være alt muligt andet som gjorde hun følte hun allerede vidste hvem det var. Men eftersom hun ikke kunne sætte en finger på det, havde hun ikke tænkt sig at bekymre sig om det. Nogen gange burde hun nok være mere forsigtig, omkring de mennesker hun lukkede ind i sit hjem. Men som situationen var nu, så kunne han være en snigmordere, og hun ville ikke være overrasket.

Et selvtilfreds smil bredte sig hen over hendes læber, da han præsenterede sig, det ringede ingen klokke. Så hun var ret sikker på, at hun aldrig havde mødt personen foran sig før. I hvert fald ikke det, som var at kød og blod. “Velkommen Daman Pallihseaf” hans navn rullede på hendes tunge, som smagte hun på det mens hun udtalte det. Smilet blev betydeligt bredder over hans charmerede tale, det var ikke noget hun ikke havde hørt før. Men derfor kunne man stadig sætte pris på folk, som prøvede at smiger hende med at kommentere på hendes skønhed. Hun viftede en smule med hånden, og slog en let latter op. “De er en charmør kan jeg høre - ganske vist. Lilje, vil du tage dig af den gode herre. Sørger for han får noget tørt tøj på, også vise ham hen til opholdsstuen?” Avaion vente sig rundt, og begyndte at bevæge sig tilbage til det rum hvor hun var kommet fra.

“Denne vej den herre, så skal jeg vise dig vej til et sted hvor de kan skifte[/i]” Lilje bukkede for ham, og begyndte derefter at vise vej hen til værelset. Hele Avaions udstråling havde ikke givet ham ret til at modsige hendes tilbud. Det var et lille bekvemt værelse, der var en seng, et tøj skab og diverse små husgenstande man kunne finde i et soveværelse. “Der er håndklæder og rent tøj i skabet, hvis de bare ligger tøjet i en bunke ved døren, skal jeg sørger for det bliver vasket og tørret til dem. Når de er færdig, vil jeg vise dig hen til opholdsstuen.[/i]” Lilje bukkede igen, og gik ud af rummet for derefter at lukke døren bag hende.

Vertis havde hørt mange historier om Avaion gennem årtusinderne, historier der havde efterladt et blandet indtryk, de fleste af hvilke var for fantastiske til at han kunne tilskrive dem meget troværdighed. Han havde halvt forventet at blive tilbudt et varmt ildsted at tørre ved, men ikke at blive tilbudt tørt tøj. Han måtte have gjort et godt førstehåndsindtryk for at blive inviteret indenfor på den måde. Dæmonen bukkede foran hende som eneste svar på hendes gavmildhed, men holdt blikket fæstet på hende som hun forlod entreen.

Han fulgte villigt efter tjenestepigen uden at sige et ord, og da hun havde forladt lokalet fulgte han hendes instrukser og skiftede. Hans gamle tøj havde været simpelt og stilfuldt, men var næsten så meget ude af mode at det var smart igen. Hans lånte klæder stod i stærk kontrast, og selvom det ikke var noget han ville klæde sig selv i, var han tvunget til at indrømme at det så moderne ud. Han valgte det simpleste han kunne finde i skabet, og rød skjorte med mørkegrønne bukser og vest. Han tog sig friheden at folde sit våde tøj sammen og lægge det i en nydeligt organiseret bunke, før han forlod værelset.
Pigen lod til at have opfanget hans tavshed og taget den til sig. Hun efterlod ham foran en dør med kun en stille gestus til at indikere at dette var opholdsstuen. Vertis tog i dørhåndtaget og åbnede den uden at banke, men gjorde intet forsøg på at være stille. Han skannede rummet indtil hans blik atter faldt på den rødhårede kvinde. Han trådte frem, men overlod det første ord til hende.

Hun var bevæget sig tilbage ind i hendes studie, som hun ventede på at hendes gæst gjorde sig klar. Hendes tunge fugtede underlæben, mens hun genovervejelse om hun mon alligevel kendte denne person. Der var noget stærkt over den aura der havde ebbet fra kroppen, men hendes hukommelse var typiske i tåger. Endnu mere efter hendes kræfter var blevet revet så brutalt ud af hende. Hendes hånd gled instinktivt hen over hendes bryst, lige hvor hjertet befandt sig. Under alle omstændigheder, havde hun på fornemmelsen at dette nok skulle blive den distrahering hun så inderligt higede. Måske ikke det bedste udgangs punkt, men hun havde altid en appetit der aldrig kunne dækkes. På trods af dette, var det som om den var vokset siden hun var blevet genfødt.

Hendes øjne var rettet imod ilden i pejsen, men hun så den ikke. Hun var i en helt anden verden. Så det var hellere ikke lige med det samme, at hun opdagede at hun havde fået besøg. Eller retter at hendes gæst endelig havde tilsluttet sig hendes selskab. Efter noget tid, måske kun ganske få sekunder. Men mere en rigeligt for ham, at kunne opfange at hun lige skulle finde sig selv igen. Vente hun sit blik imod ham. “Hr Pallihseaf - kom endelig ind.” hun gik over imod fadet af drikkelse, som der var blevet bragt ind. Til hende selv en varm vin, men der var også en karaffel med rød vin og noget lidt stærkere skulle han fortrække det. “Kan jeg byde dem på en drik? Jeg drikker selv varm rødvin her til aften, men jeg har en der ikke er varmet op eller - hvis Herren skulle fortrække noget andet, har jeg også lidt stærkere likør, importeret fra over havet.” Hun gik over imod bordet for at gøre klar til at efterkomme hans ønske. Om han havde behov for noget, eller intet ønsket overhoved. Da hun havde fået det ud af verden, satte hun sig ned i en af de to lænestole foran pejsen. “Så hvad skyldes at jeg bliver beriget med så dejligt et møde?” hendes blik gled over hans valg af tøj, hun måtte indrømme at det var en ganske nydelig mand der stod foran hende. Lysten brændte lige så lystigt i hendes øjne, som ilden i pejsen.

”Varm rød lyder fantastisk.” Vertis var ikke meget for at indrømme det, men kulden havde sat sig  i hans lånte krop. På samme tid virkede det fornuftigt kun at drikke og spise ting, som den forhenværende dødssyn selv indtog. Efter at have skænket for sig selv fulgte han hende til stolene ved ilden, men blev stående til hun havde sat sig, som et tegn på respekt.
”Direkte til sagen, så?” Vertis gjorde sig selv magelig i stolen, og tog et sip af den krydrede vin. Han tog sig et øjeblik til at nyde hvordan varmen spredte sig i hans krop i en bleg afskygning af ilden der brændte i hendes blik. Han følte en ubuden kødelig trang, men tilskrev den effekten af hendes indflydelse og skubbede den til side.
”Eller ville De foretrække den lange historie?" Der var antydningen af en skælmsk barnlighed i hans stemme. En kort, produktiv samtale ville være frygtelig kedelig, og kedelig var pludseligt det sidste han ønskede.

Hendes smil blev en smule bredder, da han satte sig foran hende. Han var interessant, virkelig interessant. Tungen vædet hen over hendes under læbe, og tænderne bed fat i den for en kort stund. Hun kunne fornemme at han ikke var helt uimodståelig for hendes aura, men formåede ganske let at skubbe det til side. Han var ikke hvilken som helst, åh hvilke fantastisk distrahering han ville vise sig at blive, det var hun ganske sikker på.

Hendes ben lagde sig hen over det andet, slidsen i kjolen åbnede sig, og nogle slanke hvide ben kom til syne. Avaion var kendt for hendes provokerende tøj stil, der havde været mange gange hvor bønderne havde stået og skreget ude foran hendes porte. For det meste var der en stor procent del af kvinder, som havde trukket deres mænd med. De mente hun forheksede dem, og hun var en skændsel på denne jord for hendes lidt for - uanstændige fester. Et flirterende smil dansede hen over hendes fyldige læber. Inden hun lod blikket faldet på manden foran hende, hendes øjne søgte hans. “Jeg keder mig sådan til aften.” kom der med en silkeblød stemme, som hun lod fingrene glide igennem hendes hår. “Så jeg ville nødig sende min gæst alt for hurtigt ud af døren. Lad mig endelig høre den lange historie.” hun lænede sig tilbage i læderstolene, og lagde en hånd på hendes lår, hvor efter hun tog en tår af sin drik.

Som forhekset følte Vertis sit blik – eller rettere Damans – blive trukket til de blottede ben. Den mentale indsats det krævede at modstå hendes kald og blive siddende i stolen, efterlod en rynke på hans bryn og en bekymret tanke i hans hoved. Selvom han kunne modstå hendes effekt på sindet, havde han undervurderet hvor stor en effekt hun ville have på den lånte krop.
Vertis pressende det mentale billede af hendes læber og hvad de kunne bruges til ud af hovedet med en anstrengelse der grænsede til fornøjelse. Det var længe siden han havde haft grund til at føle sig bekymret for sin sikkerhed, og realiseringen at han befandt sig i fare gav et rus han ikke havde følt i lange år.

”Det virker passende at starte med en introduktion, ikke af hvem jeg er – som De vil huske er det blevet dækket - men i stedet af mit hverv.” Han tog en langsom tår, og fangede sig selv i atter at betragte Avaion.
”Jeg er en tilskuer, af en art. Jeg står på sidelinjen, og ser og høre de mange ting folk siger når de tror de er alene. Det sker fra tid til anden at jeg videregiver visse stykker information, for at styre udviklingen af begivenheder til min, eller mine bekendtes fordel.” Et skævt smilede listede sig ind i hans ellers dystre udseende.

”Der er to grunde til at jeg besøgte Dem på denne aften. Den første var for at bekræfte at De er en skønhed uden lige, og på den front er jeg ganske tilfreds. Den anden er fordi jeg besidder information, som De måske kunne finde fordel i at besidde.”
Vertis forsøgte at fjerne blikket fra hende, men måtte erkende at han ikke kunne fjerne det fra hendes ansigt.

Hun betragtede ham interesseret for en stund, inden hendes øjne betragtede den røde væske hun fik til at hvirvle rundt i glasset i hendes hånd. Foden vrikkede lidt frem og tilbage, men det var stadig tydeligt at hun lyttede meget opmærksomt efter, hvad der kom fra hans mund. 

Hun tog en slurk og lod den bløde væske omfavne hendes smagsløg. Inden hun vente hendes øjne langsomt op imod gæsten og kiggede på ham bag lange øjenvipper. Tungen gled hen over hendes læber, roligt - tog sin tid. Inden hun tog en dyb indånding og gjorde sig mere komfortable. Et brilliant smil gled hen over hendes læber; hvor interessant.

“Daman” sagde hun med en let spinden i stemmen. Hun kørte en finger hen over glassets kant. “Jeg må indrømme du har min opmærksomhed.” Hun slap ikke hans ansigt med øjnene “jeg forventer at denne information ikke kommer gratis. Så fortæl mig - hvad vil prisen være for denne information de mener jeg vil finde interessant.” Hun satte glasset fra sig og lænede sig forover, et skævt smil prægede hendes læber.

Vertis lænede sig tilbage i den behagelige stol, og skuttede sig til rette. Han følte hendes opmærksomhed næsten som en fysisk sensation, og havde ikke travlt med at kaste den fra sig - det var rart at føles ung og interessant igen. Det var længe siden han havde stået i et spotlys.
"Kan en mand ikke drømme, Avaion? Drømme om en verden, hvor ting er på deres retmæssige plads? Er det forbudt at se en skabning af absolut skønhed og magt, og tænke at hun fortjener bedre end dette," han gestikulerede rundt i det dyrt udsmykkede lokale og rynkede på næsen i afsky, som befandt de sig midt i en svinesti og ikke et palæ, "muk? Kan han ikke bringe en gave til en guddommelig skønhed i håb om at vinde hendes gunst?"
Hans indtonering var gradvist steget og hans udtryk blevet mere intenst som han havde talt, indtil han lød oprigtigt fornærmet over tanken at han ville sælge hende noget. En kunstpause fulgte de sidste ord, hvor han lod sig falde til ro, som var han blevet grebet af stemningen.

"Naturligvis ikke," Vertis kunne ikke lade være med at klukke over sin egen morsomhed. "Intet der er gratis er en gave. Det hænder blot at hvad jeg ved er gavnligt for dig, og hvad du vil gøre med den viden er gavnligt for mig. Jeg ønsker at se dem på landets trone," sagde Vertis ærligt og brutalt direkte. "Hvis De syntes om fornemmelsen af tronen mod Deres -" En lang serie af upassende billeder og forslag til ord meldte sig i hans hoved. Det tog en kraftanstrengelse atter at drive hendes indflydelse ud af hans tanker og fortsætte. "- royale bagende, håber jeg De vil huske Daman, den simple rygtemand, der gjorde det hele muligt."

Hendes iskolde blå øjne, betragtede ham med en varme der normal - ikke ville være noget man forbandt med den kulde de kunne give. 
Langsomt og næsten dovent, satte hun glasset fra sig - på et lille bord der stod ved siden af stolen hun sad i. Hun sugede sin underlæbe ind, og lod tænderne tygge lidt på kødet. Inden hun slap det - hendes hænder lagde sig på armlænene, næsten knugede læderstoffet under hendes hænder.
Afventende, lyttende - på hans lille fortælling om hvad hun kunne forvente. Og hun blev ikke skuffet. Faktisk, mærkede hun en rus der skød igenne hendes krop af spænding. I sådan en grad, at hun knugede sine tær sammen af nydelse - han frembragte nogle ganske enkelt - udsøgte billeder ind i hendes sind. 
Hendes højre hånd slap det stramme greb, og lod sig glide hen over hendes nøgne skulder. 
Fulgte den hen over halsen, inden hånden lagde sig imod hendes ansigt. Gled næsten kælent hen over det, inden pegefingeren kærtegnede hendes egne læber. På intet tidspunkt, forlod hendes øjne hans skikkelse. 

Igen lod hun lyden af pejsens knitren, regnen der stod ned i stride stænger uden for. Være den eneste lyd der var i rummet. hun lod hans ord resonere i hende - finde ud af hvad hun helt reelt følte for det. 
Også rejste hun sig op - gik med langsomt skridt - de vuggende hofter fulgte hendes bevægelser. 
“Spændende - meget spændende.” 
Hendes hænder lagde sig på hver side af hans hoved, som hun lænede sig hen over hans skikkelse. “Og hvordan kan jeg stole på dem - sådan uden videre?” Langsomt lænede hun sine læber imod hans, som hun kiggede ind i hans øjne. Det var i sandhed noget ganske tillokkende, med den måde han tog sig på - alt ved ham, vækkede bestemt noget i hende, hun ville være interesseret i at udforske. Men hun var trods alt også begået mange fejltagelser i hendes lange levetid. Så man gjorde sig dumt i, bare sådan uden videre at springe i med begge ben. Især når det eneste han ønskede var, at hun skulle huske ham - så snart hun sad på denne; såkaldte trone.

Han kunne ikke fjerne sit blik fra den kærtegnende hånd, som den ubesværet gled fra skulder, til hals, til ansigt, til – Han sank den klump, der pludseligt var opstået i hans hals. Hvad han ikke ville have givet for at være den finger.
Som havde hun læst hans tanker, rejste Avaion sig fra stolen. Hendes skridt var smerteligt langsomme, de vuggende hofter en pinefuld evighed mellem hvert udfald. Vertis vidste at hun legede med hans sind, og fortalte sig selv at han måtte genvinde kontrollen – men inden han kunne svang hoften atter og efterlod ham tryllebundet. Indtil hun stod foran ham, hendes skygge kastet henover ham. En tung stilhed, kun afbrudt af ilden og elementerne, strakte sig imellem dem som hun lænede sig frem. Ildens lys blev fanget i hendes røde hår, og indrammede hendes hoved i en glorie af gyldenrødt lys.

”Stol ikke. Brug mig,” hviskede han åndeløst, dårligt klar over andet end hendes ansigt, som det nærmede sig hans. Han prøvede at holde tilbage, men allerede var hans krop ved at læne sig frem og imødegå hendes læber. Han havde tænkt sig at sige mere, men var ikke stærk nok.
Kysset var inderligt, næsten desperat, og alt andet end slækkede hans tørst. Som med et genstridigt ar, der først rigtigt begyndte at klø når man havde givet efter første gang, måtte han have mere. Han lagde en hånd på hendes hofte, og forsøgte at trække hende tættere mens han rykkede sig frem på kanten af stolen.

Avaion kunne ikke skjule hvordan hendes pupiller udvidede sig, hvordan at øjnene blev store af overraskelse. Ej hellere kunne hun skjule, hvordan at åndedraget blev mere overfladisk - som greb ham om hendes essens og vædede det - i noget, hun ikke kunne beskrive. Men det føltes som om, at alle hendes sanser omkring hvad lyst var, hvad end han kunne og gjorde - så elskede hun det.
Det var som om, at han var energipunkt, der bare eksploderede som han lænede sig frem og pressede sine læber imod hendes.
Først gengældte hun det ikke. Hendes øjne var stadig åbne, som hun betragtede hans reaktion. 
Ordene havde vækket noget i hende, som hun troede var blevet glemt. Noget der var blevet fjernet, den dag hendes titel var blevet revet fra hende.
Men hun lod sig falde ned over afgrunden med ham, da han lagde en hånd imod hendes hofte. 
Hendes knæ, placerede sig på hver hans side - så hun kunne sætte sig overskrævs på ham. Hun lod sine læber møde hans, i samme inderlighed - mærkede hvordan desperationen bølgede hen over hende - og fik hende til at sukke ud af næsen. 
Et smil begyndte at forme sig på hendes læber, inden at en hånd blev placeret på hans skulder og pressede ham tilbage i stolen - hun satte sig bedre til rette, som hun nærmest moret betragtede ham. “Du bliver hurtigere og hurtigere, det mest interessante individ jeg har mødt - meget længe. Hvad kan du?” Prøvede hun - da det var ganske klart, at jo tættere på hun var på hans væsen - desto voldsommere blev tiltrækningskræften også. 

Det var i bølger at Avaion gav efter for hans indflydelse, og Vertis for hendes. Han mærkede knæene på hver side af sine lår uden at bryde kontakten mellem deres læber. Hans tilstedeværelse havde tydeligvis en forstærkende effekt på hendes allerede stærke syndelag, og derfor styrkede det hendes indflydelse på Vertis.
Han lod sig skubbe tilbage i stolen uden kamp, og gengældte smilet, der strakte sig fra hendes læber til hendes blik. Normalt ville han aldrig vise sine kræfter for nogen – risikoen deri var altid større end belønningen. Men Avaion havde gjort et indtryk på ham, og han ønskede at gøre et indtryk tilbage.

Han rakte ud til hende med sit sind, så blidt og forsigtigt som han kunne gøre det. For hende ville det mærkes som et let tryk mellem øjnene, som hun automatisk ville forsøge at holde den fremmede indflydelse på afstand.
”Åben dit sind,” hvislede han uden at give slip på hendes blik. ”Lad mig vise dig hvad jeg kan.”
Det var sjældent smart at åbne sit sind for fremmede indflydelser – og dette var også tilfældet med Vertis. Lukkede man ham ind i sit sind, ville man finde det meget svære at lukke ham ude igen. Han mente ikke Avaion noget ondt, men det ville være uklogt for ham ikke at efterlade en bagdør, hvis først hun lod lukkede ham ind.

Eftertænksom, havde nok aldrig været Avaions stærkeste side. Hun handlede meget mere på impulser, og hvad hendes mavefornemmelse fortalte hende.
Som en gammel dæmon, der før havde hængt på en tynd tråd mellem liv og død - så valgte man at tage springet. Afprøve sig selv, for - hvorfor ikke?
Hendes læber skilte sig fra hinanden, som hun mærkede hans magi række ud efter hende. Placere et tryk mellem hendes øjne - som havde han placeret en finger der. 
Først var hun afvisende, for hvorfor skulle hun lade et væsen træde ind - der hvor hun var allermest sikker. Hvor tanken så slog hende, at dette - måske ikke længere var det sikreste sted hun havde. 
Så hun lukkede øjnene - mærkede hvordan hendes energier boblede omkring dem - som et røgtæppe der lagde sig rundt omkring dem. I en boble der kun eksisterede dem. Selvom et var langt fra sandheden - hun mærkede hvordan en tjeneste pige havde stået og luret rundt om hjørnet. Hvor hendes kræfter rakte ud - mærkede hvor ophidset hun havde været, da hun havde set de to skikkelser ivrigt lade deres læber møde hinanden. 
Mærkede hvordan hendes egen essens begyndte at trække i hendes - og sluge den. Opfangede ikke hvordan kroppen væltede, og lå nu død på det kolde marmorgulv. 
Også åbnede hun for døren - omfavnede væsnet der sad foran hende - og lod ham træde ind over dørtærsklen i hendes sind. Så snart det skete, åbnede hun øjnene igen. De næsten glødede - som hun betragtede ham. 
Måske også her, opfangede hun - hvad det var hun havde med at gøre med. Dette var ikke bare en dæmon - dette var en ærkedæmon. 
Hun gispede efter vejret, som hun trak sig tættere på hans skikkelse. Hendes fingre gled fra stolen, ind i hans hår. Lod neglene skarpe hen over hans hovedbund - alt imens, lod det han kunne - det han ville vise hende. Skylle hen over hendes sind og krop. 

Øjeblikkets intensitet steg til et skrigende eksplosionspunkt, som Avaion gav efter for hans indtræden og indflydelse. Hun omfavnede ham, og han lod ligeledes sine arme glide omkring hende. Varmen af hendes krop presset mod hans blev næsten overdøvet af den blændende kraft som hun udstrålede. Han kunne gøre intet andet end at betragte i tavs ærefrygt. Som hans krop blev opslugt i dens indflydelse tog han sind ekstra afstand for ikke at lide samme skæbne som deres tilskuer.
Og så, fra det ene øjeblik til det næste, gav hun efter.

Øjeblikket efter strakte sig i en evighed, som han gravede sig ind i hendes sind og tog vare af hvad han fandt. Lige meget hjalp det; hun havde lukket ham ind, men ikke givet ham kontrol til at ændre noget. Så han gjorde hvad han altid gjorde for de nyligt overgivne – han lod hende bestemme.
Det næste øjeblik forsvandt lokalet omkring dem. Væk var ildens varme og regnes pludren. En tyk tåge omgav og opslugte alt med Avaion i centrum. I udkanten var der en silhuet omkranset i uvished, med et gyldent skær dybt fra tågen. En lygtemand til at vise vejen. Nok havde hun fuld kontrol over hvad de oplevede i sit sind, men tågen var Vertis skabning. Tågen maskerede den syrlige uvirkelighed ved ofrenes tanker, og tvang dem til at fokusere nøje på hver enkel detalje, og derved distrahere dem yderligere fra deres kroppe, der fortsat eksisterede i den virkelige verden.

”Velkommen til dit sind, Avaion.” Stemmen kom fra en ubestemmelig retning i tågen, og tilhørte umiskendeligt Vertis. ”Hvad kunne du tænke dig at se?” spurgte han opmuntrende, for at få Avaion til at koncentrere sig om et syn, der ville opstå omkring dem.

Det var ikke meget han fik lov til at se - for hvis der var noget hun var vant til, så var det at folk rodet rundt derinde. Måske ikke i samme forstand som denne, men hun havde haft et meget - intimt forhold, med den daværende dødssynd for dovenskab. Hans vigtigste essens og magiske evne, var at indgå i folks drømme. Og som alle vidste, var de fleste drømme - noget der udsprang fra ens eget sind. Ønsker, forhåbninger og indflydelse fra folk omkring en. 

Så det at lukke ham ind, var hun bestemt ikke bange for. Han ville få det at se, som hun ønskede - og måske følte var underholdende at give ham lov til.
Hun tog en dyb indånding, som hun lod dem glide ind i tågen - i hendes mørke - i hendes sind. Lod ham glide rundt, grænse få overfladiske aspekter af hendes liv - hvordan hendes fader havde måtte lide for den unge dæmon - ja næsten et pigebarns kniv, der ville ende hans liv. Hvordan hun var blevet overbevist af hendes moder, til at elske med de daværende ryttere og føde deres børn. 
Hvordan at hun i vrede og afmagt, havde voldtaget hendes egen mor og født deres barn.
Dette fik især, et smil frem på hendes læber, som hun mindedes dette. 

Blikket rettede sig hurtigt imod skikkelsen, dette der ikke længere havde skikkelsen af det kødelige fængsel han var kommet anstigende med. Så dette - var hans normale form? Spændende - meget spændende. 
“Tak Daman.” Hendes hoved gled på sned, som hun trådte et skridt frem imod - hvor hun troede stemmen kom fra. Et næsten lumsk - forførende smil spillede hen over hendes læber. Hendes egen skikkelse delvist ændrende, med de bløde former, næsten nøgen var det ikke for det nu meget længere hår der dækkede for mange af de - kvindelige former. “Min største ønske lige nu - er at se mere af dig.” 

((Jeg har taget mig friheden at være en kende abstrakt. Giv endelig lyd hvis der er noget jeg skal opklare ^^))

Vertis så til i tavshed som de udvalgte scener fra Avaions liv udspillede sig. I erindringernes klare lys trak tågen sig til udkanten af hendes sind, og med den også Vertis formløse silhuet. Men alligevel var han der, en usynlig tilskuer, der så uden at dømme.
Og så var de tilbage i tågen, og Avaions fokus, aldrig langt fra gæsten i hendes sind, vendte sig fuldt tilbage til Vertis. Han blev klar over, som hun gjorde det selv, at hun var nøgen – klædt i lyst manifest, som det lange hår både af- og tilslørede på samme tid. Som hun nærmede sig trak han sig tilbage ind i grænselandet mellem sind; ind i tågen, hvor sind på afveje fortabte sig.

”Dit ønske,” sagde stemmen direkte i hendes tanker. Tågen fordrejede sig, og skyggerne tog form. De var tilbage i pejsesalen, ilden lystigt brændende og regnen nådesløst faldende. De sad begge i Vertis stol, men nu var det Avaion selv, i Damans krop, der så op på den nøgne Avaion – identisk på alle måder, udover en sort spalte i panden, der åbnede til ingenting.
”- er min befaling.” Vertis talte med Avaions stemme, gennem Avaions mund. Han trak en finger på hendes kind, og sørgede for at hun følte kontakten fra begge sidder, både den pirrende fornemmelse af neglen mod kinden, og den bløde fornemmelse af hud under fingerspidsen. Han holdt ingen følelser skjult fra hende. Ikke hans morskab eller effekten hun havde på hans krop, men heller ikke frygten han følte i hendes tilstedeværelse.

”Mere?” spurgte han igen med hendes læber, som han bøjede sig ned og forseglede dem mod hendes.