Felicity havde haft en længere dag med forsøg, på at finde bare lidt mad til dagen, men meget lidt held. Hun havde dog fået stjålet et slags dokument og nogle krydderier. Det var ikke hvad hun havde forventet der lå i mandens taske, men måske hun kunne sælge det og få nogle fornuftige krystaller ud af det og mad. 

Blot tanken om mad fik hendes mave til at rumle. Der havde vist gået et par dage nu, uden så meget som en brødkrumme. Feli var svag og træt, bare kroppen ikke gav op, ikke nu. Ikke nu hvor hun var kommet så langt.
Flick satte sig op ad en mur, lage sin taske på sit skød og knugede den. Flick lage hovedet på skrå og så imod aftenen himlen. Det var snart mørkt og det gjorde ikke livet nemmere, at være hjemløs og samtidig var der et forbud om at være ude. Hvor skulle hun dog tage hen?

Endnu var hun da ikke opdaget, men det ville nok ikke forsætte sådan for evig. Flick var ikke opmærksom på sine omgivelser hun så blot mod himlen og ventede på at stjerne ville vise sig.

"Forlagt det?!" vrissede Deavàs i vrede, som han havde bevæget sig hele vejen til hovedstaden for at snakke med sin kontakt indenfor byens mure og nu havde han mistet hans oplysninger.. Han var virkelig ikke tilfreds, som han havde trukket ham ind i en gyde og tvunget ham mod væggen. Manden forsøgte at forklare sig, men Deavàs var færdig med at lytte. Han strammede grebet om hans hals, men var tvunget til at slippe, da en skikkelse bevægede sig forbi gyden. De gyldne øjne holdt øje indtil der var fri bane, så de atter vendte retur til ham. Manden var skræmt og rystede. "Der lå nogle krydderier i tasken, måske jeg kan pege Dem i den rigtige retning" hans vejrtrækning var ustabil, som han gjorde et ryk med næsen og trak vejret dybt ind.

Det var ved at blive mørkt, da Deavàs og manden havde fundet frem til en skikkelse på gaden. Deavàs sendte ham dog væk, som det fæle udseende måske ville skræmme pigebarnet, så hun ville begynde at løbe. Klokken var mange og han kunne ikke længere være sikker på at holde sig skjult, for regler var regler og her i byen gjaldt de også ham. Han udstødte et irriteret støn, som manden forsvandt og han vendte blikket mod pigen.

Det var ikke svært at komme tæt på, men han kunne heller ikke angribe hende på åben gade, så han måtte bruge en anden fremgangsmåde. Hvor han hadede at være flink.. "Du har fundet min taske" lød det lettere forpustet og lettet, som Deavàs placerede en flad hånd mod muren og lænede sig op af denne. "Må jeg få den tilbage?" spurgte han stille, blikket var rettet mod deres omgivelser. Det skulle helst ikke virke for mistænksomt. "Jeg giver et måltid mad, hvis du lader mig få tasken" fortsatte han. Hun lod ikke til at have meget, så et måltid måtte være nok betaling for indholdet af tasken?

Feli kom helt ud af sine tanker, som en mand havde fundet sin vej til hende. Hun blev mere forbavset over hans sætning. Hans taske. Hun havde haft denne taske lige siden hun stak af fra bordellet, det kunne umuligt være hans. ”Jeg er ret sikker på det er min” svarede hun, med krummede øjenbryn og et undret blik. Flick rystede blot på hovedet. Al hendes tøj, værdigenstande var da hendes. Tog han det, så havde hun intet. Kun det hun sad i.

Mad hele hendes krop rystede, det var et fornemt tilbud, men hvordan skulle hun så gemme sine ting. Flick så roligt på ham ”Hvorfor er du interesseret i min taske?” spurgte hun. Feli kunne umiddelbart ikke huske, det var da ikke ham hun havde stjålet fra tidligere? Eller var det. ”Besidder jeg måske noget du ønsker?” spurgte hun så. Dokumentet kunne måske være vigtig nok, især hvis han var ejermanden af det eller noget andet. Feli var dog ikke bekymret, ikke endnu.

Indvendigt havde Deavás lyst til at bande af manden, der havde ledt ham på vildspor, men udadtil så han lettere undskyldende på hende. Han havde misset det faktum, at det var pigens egen taske, men hvordan skulle han så få adgang til dokumentet? De gyldne øjne blev rettet mod gaden, som han overvejede sine ord for en stund. ”Det må du selvfølgelig undskylde” lød det roligt fra ham, som han tog en rolig indånding. De gyldne øjne gled tilbage til hende, som han fjernede hånden fra væggen og rettede sig op igen. Ikke tale om, at han skulle ned på hug foran hende, han havde ingen ide om hvad eller hvem hun var. Hendes skikkelse virkede svagelig, men måske hun brugte det som en facade. Det var muligt at hun kendte til dokumentets indhold i så fald, så måtte han gøre en ende på hende.

Ordet mad lod til at have den ønskede effekt, som han kunne se på hende, at hun måtte være sulten. Hendes krop så yderst udsultet ud og han var ikke i tvivl om hvorfor. Mad var en mangelvare for dem, der ikke havde meget at give af. ”Jeg mente indholdet” forklarede han roligt, som han stille bevægede sig tættere på hende. Han slap hende ikke af syne, hvis hun skulle finde på at løbe fra ham, så måtte han hellere være klar. Samtidig med at han skulle være forsigtig med eventuelle byvagter. ”Grunden til at jeg fandt dig, er lugten fra krydderierne i din taske” han rettede det til hendes taske, for egentlig var han ikke interesseret i tasken, kun indholdet. Dokumentet, men det var dumt at afsløre, hvis hun først kendte dets værdi, så ville hun måske bruge det imod ham? Hvis hun var klog nok til den slags.

Felicity tog det lidt mere roligt efter han undskyldte. Hun havde slet ikke kræfter til at slås om hendes taske, selvfølgelig ville hun gøre et ihærdigt forsøg, men hun var langt fra i stand til det. Hun nikkede derfor kort ”mon ikke det går” svarede hun med et kært lille smil. Feli så ikke sig selv som et ondt menneske. Måske han blot ønskede en handlen med hende og skulle det lykkes var hun også nødt til at vise en god side. Hun ville nødig komme til skade, da hendes krop havde nok problemer.

Felicity rejste sig stille, nu hvor han ikke længere var ude efter hendes taske. Det ville være tydeligt at se, at hun levede et liv på gaden, magre slidt tøj og beskidt. Hun trængte ærlig talt til en meget kærlig hånd, så om at sige. ”Hvis tilbuddet om mad, stadig er muligt må du gerne få det” svarede hun stille med et lille uskyldigt smil. Selvom hun langt fra var uskyldig. Hun havde jo taget det, så teknisk set kunne han forlange det tilbage. Men tanken om mad, dejlig mad. Tænk hvis hun fik varm mad, det havde hun ikke fået længe, så længe at hun ikke engang kunne huske hvornår det sidst var. Feli holdt rolig fat i hendes taske, ventede på hans svar, håbet om svar på at få mad.

Noget kunne tyde på at han havde reddet sig ud af situationen. Pigen accepterede hans undskyldning og nu kunne han vælge en anden fremgangsmåde end før. Hun lod ikke til at være yderligere bekymret med hans intentioner, selvom hun måske burde. Hun var alene, midt på gaden og næppe noget vagterne ville bekymre sig om. Men gaden var også et farligt sted at befinde sig. Deavás var udmærket klar over, at det var en risiko bare at stå der. Men han kunne ikke bare tvinge dokumentet ud af hendes greb, det ville vække opsigt. Det sidste han havde brug for ville være en nat bag tremmer. Deavás nikkede roligt til hende, som de lagde misforståelsen bag sig.

Pigen rejste sig op og han fik hurtigt en ordentlig fornemmelse af hendes figur. Det var utroligt at hun ikke knækkede sammen med hver bevægelse, men faktisk stod oprejst endnu. En tigger, som hende, ville næppe blive savnet i hovedstaden, for mange havde bemærket hende i mængden? De gyldne øjne gled ned af hendes krop, hvilede kort på hendes taske, før at blikket vendte retur til hendes øjne. ”Hvis du også har dokumentet i din taske, så kan vi godt diskutere et måltid” svarede han roligt. Han var ikke meget for at betale for hendes mad, men hvis hun gav ham dokumentet først, så kunne han altid vende rundt og gå sin vej. Hun ville næppe forsøge at tvinge ham til at opretholde en sådan aftale?

Felicity var klar over hun var en sultende tigger og tyv, men endnu havde hun da klaret sig. Et år på gaden dog ikke et skridt tættere på, at eje noget eller have et nogenlunde normalt liv. Det var en dum drøm, der nok aldrig ville lykkes alligevel. Felicitys tankestrøm stoppede, som han nævnte dokumentet. ”Det har jeg” svarede hun roligt. 

Feli ville dog ikke blot give ham det, selvom det nok teknisk set var hans. ”Er det muligt at få maden først, så lover jeg at give dig det” spurgte hun med et uskyldigt smil, hun kunne umuligt stikke af fra ham, så det var bestemt nemmere først at få mad også give ham det han ønskede også finde et sted at sove.

Felicity havde kun sin charme, dog uden at vide om det faktisk havde en effekt på ham. Så var tanken om mad overvældende for hende, især hvis hun fik en hel tallerken. Feli kunne drømme om maden længe, det skulle blot lige lykkes at overtale ham til faktisk også at give hende maden. 

Deavás var ikke sikker på at hun ville være i stand til at gøre modstand, hovedstaden var ikke ligefrem et farligt sted at befinde sig. Alle forsøgte at opføre sig ordentligt, så de ikke blev fanget af nogle vagterne, så pigen havde nok bare været heldig. Så det var ikke sikkert, at hun kunne forsvare sig overhovedet. Tanken om at tage det fra hende strejfede ham, som han lod blikket hvile mod hende. Dokumentet befandt sig i hendes varetægt, men ikke meget længere, hvis han skulle have noget at have sagt.

Egentlig havde Deavás forventet, at hun ville give ham dokumentet med det samme, men i stedet insisterede hun på at han gav hende noget at spise først. Han rynkede let på brynene, som han udstødte et opgivende støn og rettede blikket mod gaden igen. Siden hvornår var han begyndt at forhandle med et gadekryds? Han sukkede opgivende, som han vendte blikket retur til hende. ”Ét måltid.. og så får jeg dokumentet” det var mere for at gøre det klart overfor hende, at det var alt hun ville få. Han skulle også videre. Deavás lod blikket glide mod deres omgivelser, så de kunne finde det nærmeste sted at slukke hendes tørst. Alligevel gled blikket retur til hendes taske. Han ville nemt kunne tage det fra hende..

Felicity nikkede stille. Hun truer ikke at forlange mere end det ene måltid, desuden var det farligt at spise for meget når kroppen var vant til så lidt. Hun kunne ende med at kaste op, den erfaring var hård, men lærerig. 

Feli pegede imod en lille kro ”Vi kan sidde der inde, så bliver vagterne hellere ikke sure” sagde hun roligt og begyndte at gå imod den, med forventningen om at han flugte efter. Hun havde trods alt det han ønskede at få. Flick var klar over at, han var større og stærke end hende, men heldigvis havde hun et es i ærmet. Om det så var klogt var spørgsmålet. Feli håbede blot på sin mad.

Hun mødte et par enkle blikke som hun gik ind, de var langt fra behagelige. Hun vidste godt at hjemløse ikke var velkommen sådanne steder medmindre de havde noget værdi de kunne betale med. Hun satte sig derfor i et hjørne og sagde roligt ”Det er fint med dagens ret” sagde hun stille og forsatte lidt mere stille ”Jeg kan alligevel ikke læse menukortet” smilede hun skævt, som hun følte sig lidt akavet og usikker på sig selv da hun sagde det. Hun så ned i bordet, de to havde jo intet til fælles, hvor hun dum at forsøge at have bare en slags samtale imens.

Deavás kunne nemt være kommet udenom og havde de befundet sig et andet sted end i hovedstaden, så havde han nok gjort et forsøg på at vende det rundt, men det gjorde de ikke, så han måtte hellere forsøge at opføre sig eksemplarisk. Om end den opgave var meget svære end hvad han gav udtryk for. Blikket veg dog ikke langt fra pigen, som hun nikkede til deres mindre aftale, så alt han skulle gøre var at betale for hendes måltid og så kunne han komme videre.

Modvilligt fulgte Deavás pigens pegefinger, som hun havde rettet mod en krop. Han nikkede stille, som svar på hendes ide, så behøvede han ikke bekymre sig om at finde et sted. ”Vi skulle nødig have vagterne på nakken” lød det roligt fra ham, som et svagt smil gled over hans læber. Deavás lod pigen gå først, imens at han rodede lidt rundt i lommen på den kappe, han bar over tøjet. Ikke at han ledte efter noget bestemt, han skulle blot sikre sig, at han havde betalingen i orden, så han hurtigt ville kunne komme videre.

Blikkene der var rettet mod pigen bed Deavás ikke mærke i, han holdt sig dog på afstand af hende, som han egentlig ikke ønskede at blive set sammen med en pige af hendes rang… eller mangel på rang, hvis man spurgte ham. Deavás nikkede til hende, som hun fandt en plads i et hjørne og forklarede sit ønske til dagens måltid. Han rynkede kort på næsen, som hun afslørede for ham, at hun ikke kunne læse. Det kom ikke bag på ham, men et smil gled alligevel over hans læber. ”Jeg havde nu heller ikke forventet det” indrømmede han blankt uden at ligge skjul på det. Han var ikke der for at bekymre sig om hendes følelser og det burde hun måske vide. Ellers var hun al for godtroende. Deavás lod hende sidde for en stund, som han fik fat i en ansat og bestilt et måltid til pigen. Han vendte roligt retur, som han trak kappen af og hang den over stolen, før at han satte sig tilrette. De gyldne øjne var atter vendt mod hende. ”Hvad er din historie?” de kunne lige så godt få gang i en samtale, så han kunne fordrive tiden indtil han havde givet hende, hvad hun ønskede, så han kunne komme videre. Der måtte være en grund til at hun havde overlevet på gaden.

Felicity nikkede blot, selvom hun vidste at når hun endelig var færdig med at spise. Så skulle hun ud igen, ud i mørket. Ud til et forsøg på en nats søvn. Det var ikke ligefrem nemt at sove der ude, når vagter og præster gik rundt om i området.
Felicity sagde intet, hun følte hellere ikke noget for hans ord. Ingen ville påregne for at kunne læse, det var tydeligt at se på hende, at hun intet havde. Hvordan skulle hun så få råd til en der underviste?

Hun bed sig kort i læben, som han spurgte til hendes historie. Hvad ville han dog med den, var der overhovedet en grund til at dele den? Mænd var jo lumske sataner, han kunne vel bruge den imod hende. Flick kunne lyve, men lige fortiden for hende var svær at snakke om, og blot at sige at hendes mor ikke ønskede hende var sandt, men kun en del af historien og hun ville nok ikke overleve år på gaden, med alt det landet havde gennemgået, men hun kunne hellere ikke sige, at hun var på flugt fra sin herre. Det ville jo være direkte dumt. ”Jeg havde en mor der ikke ønsket mig, et liv jeg ikke længere ønsket og nu er jeg her” svarede hun roligt, undlade at nævne at hun egentlig var en lystpige og havde flugtet fra et ussel liv i blandt idioter og klamme mænd, hvor hun hade mænd. ”Må jeg høre din, så?” spurgte hun venligt, selvom det nærmest var blot for at udfylde tiden ud. End til hun kunne få mad. Nøj hvor hun glædede sig til at se den tallerken fyldt op. Flick kunne endda mærke tungen blive underlig, nærmest etatisk.  

Der var mange som ikke kunne læse eller stave, så det var sjældent at Deavás mødte nogen, som faktisk kunne. Det var selvfølgelig også en af risikoerne ved at bevæge sig ud på gaden i disse tider. Der var mange som ikke havde andet at give sig til end tigge på gaden og ingen af dem, havde nogen lys fremtid, medmindre at nogen tog sig af dem. Deavás var ikke typen til at samle tiggere op fra gaden og det var heller ikke hvad han prøvede nu. Han skulle bare have fat på dokumentet i hendes taske. Men de havde slået en handel af, så nu ventede han tålmodigt på maden, så han kunne komme videre. Tilbage til den usle kontakt, der ikke havde haft styr på sine informationer og faktisk havde mistet et vigtigt dokument. Han var irriteret, men han bevarede en kontrolleret facade, som de sad ved samme bord. Han skulle nødig give hende en grund til at stikke af.

Det var lidt den samme historie hver gang. Der var ingen, som havde bedt dem om at sidde på gaden og tigge. Hvis de havde evnerne til at komme fri af gadens slum, så havde de nok også gjort noget ved det. Men mange så ingen anden udvej og pigen foran ham lod til at have accepteret sin skæbne. Der var jo åbenbart ikke mere at gøre for hende. Historien havde han jo hørt før. ”Er du tilfreds?” lød spørgsmålet, blot for at se om hun var én af de få, som gerne ville væk fra gaden eller om hun bare ville nøjes og forsøge at overleve til dagen efter. Deavás kunne ikke forestille sig at leve efter de retningslinjer. Hun spurgte ind til hans egen historie, som han tog en rolig indånding og rettede blikket mod baren. Der var ingen mad på vej, så han var vel tvunget til at bære samtalen videre. ”Jeg vendte min familie ryggen for længe siden. Skabte en karriere og har ikke set mig tilbage siden” forklarede han med et smil på læben. Der var mange måder at forklare det på, men dette var nok den pæneste måde at sige det på.

Felicity så en anelse undrende på ham, hun ikke helt tyde om mente det sarkastisk eller ej. Hun var også ligeglad, han brød sig alligevel ikke om hende. Det forventede hun i hvert fald ikke at han gjorde, hun havde trods alt stjålet fra ham og valgte også og udnytte ham. ”Nej, men hvem vil en ansætte en som mig?” svarede hun lidt igen. Blot hun gik på en kro, bager eller lignede fik de hende smidt ud. Hvordan skulle hun fremstå, som en person der faktisk havde et hjem og et regelmæssigt bad, det var umuligt. Hun havde jo forsøgt en del gange uden held. Skete det endelig at heldet nogen tog hende ind, så havde hun ingen kræfter, da hun aldrig fik mad inden arbejdet. Så der var intet at tage af. Det var som en ond spiral.

Felicity nikkede blot af hans historie, familie. Flick ville ønske at hun dengang, kunne have gjort det, men inden det overhovedet skete blev hun solgt til en slavehandler. Kunne hun bare have gået fra dem, med en sum krystaller, så hendes verden måske se anderledes ud end den gjorde i dag.

Deavás primære fokus for at starte en samtale var for at fordrive tiden lidt. Han kunne altid lade sin kontakt svede lidt ekstra, også selvom han skulle få fat på dokumentet, men samtidig så ville han også bare gerne sikre informationerne i dokumentet, før at det ville falde i de forkerte hænder. Men eftersom at de befandt sig på et offentligt sted, så kunne Deavás ikke gøre noget drastisk, da det ville trække den forkerte form for opmærksomhed til ham. I stedet indvilligede han i en samtale, som umuligt kunne give ham meget stof til eftertanke. For hun var jo blot en gadetøs. Felicity havde dog ret i hendes udtalelse, der var ikke mange, som ville ansætte hende til at gøre noget. For det første ville det være begrænset, hvilke opgaver hun ville kunne påtage sig oveni det, så var det ikke en gang sikkert at hun var til at stole på. Deavás lod blikket dale ned over hende, som han foldede hænderne foran sig og hvilede albuerne mod bordet. ”Der er vel kun én ting, du kan gøre” hans stemme var rolig, om end hun næppe ville bryde sig om hans blik. Der var mange som endte med at sælge sig selv, men hendes naive personlighed ville næppe kunne holde til den verden og slaveri var ikke noget man talte højt om og da slet ikke i hovedstaden.

Hvordan hun var endt på gaden var ikke et spørgsmål, som Deavás ønskede besvaret, der var mange måder hvorpå det kunne være sket. Specielt når hendes familie havde skubbet hende bort, så havde hun næppe haft særlig mange valg med hvilken retning det skulle gå. Deavás rettede endnu engang blikket mod baren for at se om maden kom, men den var endnu ikke på trapperne. Var de mon ved at tilberede et festmåltid? For det kunne da umuligt tage så lang tid, medmindre at det var grunden. De gyldne øjne vendte retur til hendes spinkle skikkelse, som han smilede skævt til hende. En gadetøs, som hende ville ikke blive savnet.. Så han ville sagtens kunne udnytte hende. Men den slags var farligt i hovedstaden og han kunne næppe få hende ud af byen, når porten var blevet lukket. ”Må jeg se dokumentet, så jeg ved du har det?” lød det roligt, som hun jo sagtens kunne have valgt at snyde ham og så kunne han måske få det ud af hendes greb før maden og regningen dukkede op. Ikke at penge var et problem.

Hvor så han arrogant ud, som han lage sine hænder på bordet. Det undrede hende ikke, det var typisk mænd, så arrogante og lumske. Ham har var næppe anderledes end alle de andre og hans kommentar var blot endnu en forstærkelse af at han var en af de mænd. Alligevel smilede hun blot, hvad han ikke vidste var at hun havde levet det liv og ville for alt i verden ikke tilbage til den. Flick lænede sig ind på bordet og lage hovedet på skrå ”Kvinder kan vel altid gøre en ting i at tilfredsstille mænd” svarede hun lettere drilsk og med en undertone, at han nok forstod hendes hentydning om at enhver kvinde kunne benytte til minimum de seksuelle lyster mænd havde.

Felicity så imod baren, kunne det mad ikke snart komme. At snakke om hvad hun kun kunne gøre for at få tag over hovedet, var bestemt ikke et ønsket tale emne og det gjorde hende også en anelse nervøs. Tænk hvis han faktisk kendte hendes herre. Det kunne få mange konsekvenser for hende, konsekvenser hun ikke kunne forestille sig. Det ville være langt bedre, at få tingene her afsluttet og få et godt måltid mad. Inden hun faktisk overvejede at svar kom maden endelig. En større tallerken, eller den var stor for Flick – en kyllingesuppe med masser af grøntsager. Det passede Flick godt og som tallerken blev sat på bordet gik hun dog roligt i gang. Selvom hun havde lyst til at hælde det hele i sig, tog hun sig også tiden til faktisk at nyde det. Flick holdt en pause, hun havde jo slet ikke nået at svare ham ”Hvis du ligger krystallerne på bordet, kommer dokumentet også der op” svarede hun roligt, det var vel den bedste måde for dem begge, men nok mest især for hende. Hun ville ikke kunne betale dette måltid. Hun ville nok blive banket for ikke at betale. Da de nok ikke ville have hende til arbejde sig uden af en gæld.

Tøsen sagde ham ikke imod.. det var lidt som om hun bare gav ham, hvad han gerne ville høre. Det var en anelse morsomt, mon hun vidste at det ville ende galt, hvis hun kom med den forkerte kommentar? Havde hun allerede læst ham? Deavàs tvivlede, som han lo stille for sig selv. Kunne hun have andet at tilbyde end sin krop? Hun havde selv sagt, at der ikke var andre, som ville have hende, så måske det virkelig var hendes eneste udvej for at tjene til føden? Sikkert for hun havde tigget ham om mad, så det gik heller ikke godt på den front. "Har du da andet at tilbyde?" Spurgte han interesseret for en gangs skyld, blot for at se om hun havde nogle skjulte talenter, måske hun kunne være nyttig i en anden sammenhæng, uden at hun vidste det selvfølgelig.

Deavàs havde aldrig interesseret sig for slaver, så hans omgangskreds var heller ikke fyldt med slavehandlere og deres herre, derfor ville Feli sikkert også klare frisag. Så længe at han bare fik sit dokument tilbage uden problemer. Deavàs lod blikket dale mod maden, som det endelig kom.. han var en anelse lettet over det og det faktum, at hun ikke beklagede sig over måltidet. Men det havde man vel heller ikke lov til, når man befandt sig i en situation, som hende? Hun fortsatte dog med at insistere på at han betalte for maden. Et suk forlod hans læber, som han trak hænderne til sig og rodede rundt i lommen på den sorte kappe. Hans blik gled mod tjeneren før han fik sin vej. "2 glas rødvin" tilføjede han med et nik, som han lagde krystallerne på bordet. Blikket var vendt mod Feli, selvom han snakkede med tjeneren, der straks forlod bordet og gik mod baren for at hente drikkevarer. "Lidt til at skylle det ned med.." fortsatte han i en rolig tone, som han fortsat holdt hånden over krystallerne. Der var ingen grund til at friste en eventuel tyv på lur i kroen.

Felicity vidste at hendes evne nok kunne være et brugbart våben for nogen, men at fortælle ham om det, var nok ikke den bedste ide. For han virkede som en, der nogen lunde styr på tingene han havde trods alt fundet frem til hun havde taget dokumentet hvad det så end indebar. Hun valgte derfor blot at smile ”Hvis jeg havde, så ville muligvis ikke sidde her” med den hentydning om, at så havde formentligt fundet et arbejde. ”Jeg kan dog finde ud af servicere andre og tjene, hvis du altså anser det som et talent” forsatte hun roligt, måske han faktisk kendte nogen. Feli vidste ikke selv hvad hun foretrak, det var også underordnet blot det, at tjene sine egne penge var forskellen.

Flick forsatte roligt med at spise, en stor varme og veltilfredshed steg i hende, selv det måtte være tydeligt for ham. Da hendes lysehud blev let lyserød og varm. Det var tydeligt at hendes krop hungrede efter mere og hvert et enkel skefuld nød hun. Felicity blev anelse chokeret, hun forsøgte dog at skjule det. Han bestilte vin? Endda to glas, ville han til at drikke to? Eller var det ene til hende. Hun havde aldrig rørt alkohol, hendes herre havde ikke tilladt det og hjemme der var hun ikke gammel nok. ”Du behøves ikke at give mig det andet glas, dette er rigeligt” Felicity ville nødig skylle ham mere end dokumentet og hun tænkte at et glas rødvin ikke var helt billigt, måske endda dyre end hendes tallerken. Tjeneren kom denne gang noget hurtigere tilbage end før, glassene satte han midt på bordet. Så om han ville lade hende få det ene blev op til Deavás og ikke tjeneren, ”Ønsker herren at betale nu, eller sætte det på en regning” spurgte tjeneren venligt. 

Heldigt nok for Deavàs så vidste han ikke hvilke evner hun rendte rundt med. Han havde endnu ikke været utålmodig og grebet ud efter hende. For det ville uden tvivl have givet bagslag, både fordi det ville komme til at gøre ondt og fordi vagterne højst sandsynligt ville opdage dem og spørge, hvad der foregik. I stedet valgte Deavàs at håndtere situationen så roligt, som overhovedet muligt. Hendes svar morede ham dog let, som han nikkede forstående. Det var da klart. Men måske hun ikke forstod at udnytte sine evner korrekt? "Der kan være tale om et talent, hvis du er i stand til at balancere flere ting på en bakke uden at vælte" kommenterede han med et roligt smil på læben. Måske de skulle teste det? Hvis hun var villig til at gøre et forsøg, så kunne han være villig til at betale for det, i håbet om at hun ville dumme sig og udstille sig selv.

Deavàs var ikke interesseret i at se hende spise, men de kunne måske finde noget at give sig til, som ikke ville kede ham. Først havde han dog brug for noget at drikke, bare for at slukke tørsten lidt. Feli så dog ud som om at han havde bestilt det til hende. Tanken havde strejfet hende, men han kunne sagtens drikke det selv. "Jeg tvinger dig ikke til at drikke det, men nu har du muligheden" svarede han med et nik, som glassene blev placeret midt på bordet. Han rakte selv ud efter det ene og trak det hen over bordet, før at blikket blev rettet mod tjeneren. "Nu" svarede han kort, som han fjernede hånden fra krystallerne og lod tjeneren tage dem. Han havde nøje bedømt værdien af krystallerne og sikrede sig at han ikke gav over pris. "Har du lyst til at tjene 5 jade stykker?" Spurgte han ledende, som tjeneren var gået sin vej og Deavàs havde rettet blikket mod Feli igen. "Og nej.. jeg spørger ikke efter din krop.. medmindre du ønsker det" lo han med et drilsk smil på læben.

Felicity lage hovedet en anelse på skrå og så på ham, med blikket ’jeg ved godt hvad et talent er’ problemet, var blot at hun havde ganske få og hun havde ville intet fortælle ham om hendes. Hun vidste at alle mænd kunne være farlige og have lumske derfor skulle hun også være varsom, derfor var det bedre at virke en anelse dum. ”Så har jeg ingen” svarede hun blot.

Flick vidste ikke om det var en god ide, men nu tilbød han det. Hun var trods alt nysgerrig om hvordan det smagte. Hun tog chancen og rakte ud efter glasset og tog en lille tår. Det gav en varm fornemmelse igennem halsen en anelse kredsende, men stadig rar. Næsten alt andet end mudderet vand eller det hun kunne finde var lækkert. Flick så ham betale for det hele, hun ville derfor holde sin del af aftalen. Hun vendte sig om på stolen og rodede rundt i hendes taske og fandt dokumentet og lage det på bordet til ham og forsatte med at spise. Hun stoppede dog som han spurgte om hun ville tjene krystaller, hun fnøs dog en anelse af det sidste. Hun ville aldrig ønske at lage en hånd på hende, selv mod betaling det havde gjort lidt for mange gange. ”Hvad har du i tankerne?” spurgte hun, hun ville ikke bare sige ja. Nogen ville nok tænke at hun burde given hendes situation, men mænd var ikke til at stole på og hun ville ikke sige ja uden at vide hvad det var for. 

Tøsen var virkelig tilbageholdende, måske det var livet på gaden, som havde lært hende, at det var bedst ikke at dele for meget med en fremmed? Han forstod det egentlig godt, men det var også med til at lægge et låg på samtalen forholdsvis hurtigt. Ikke at det som sådan var et problem, men Deavàs var nysgerrig efter at vide, hvad der havde lukket hende af på den måde. Men han havde ikke problemer med at lade emnet falde til jorden, selvom han ikke helt kunne lade vær med at overveje hvordan hun havde tjent og serviceret folk før, i hvert fald ikke når det var nok til at overveje det som et talent, hvor småt det end måtte være. Han trak let på skulderen af hendes svar og vendte fokus mod rødvinen i glasset i stedet.

Deavàs skubbede glasset frem og tilbage imellem sine fingre, som han lod blikket hvile mod hende, da hun tog glasset og smagte på den dybe væske. Den røde tone var for lys og tynd til at blive forvekslet med blod. Hun lod ikke til at være helt afvisende for smagen. Men hun lod ikke til at have stiftet bekendtskab med det før. Det var nok heller ikke det hun ønskede at bruge sine krystaller på. Hans fokus gled mod tasken og snart dokumentet, som hun hev det frem og lagde det på bordet. Han fjernede hånden fra glasset og tog fat i papiret for at rulle det ud og tjekke indholdet. Han ville nødig snydes af en gadetøs. Men det så rigtigt nok ud.. han holdt det i hånden, før at han kiggede mod hende og løftede dokumentet over stearinlyset på bordet, som det gik op i flammer. "Hent en bakke fra tjeneren, saml alle glas sammen og balancer det tværs igennem lokalet" forklarede han roligt, imens at han betragtede ilden, som for alvor fik fat i papiret.