Blikkene.. De havde ikke forandret sig meget over årene, da mange stadig ikke forstod, hvad Yotul lavede på den store frygtindgydende borg. Men hun gjorde ikke andet end at smile tilbage til dem, blot for at fortælle dem, at hun havde set dem. Det generede hende ikke, det havde aldrig rørt hende og hun var faktisk ligeglad, så længe hun kunne have det sjovt og de ikke forhindrede hende i det, så kunne de sige og gøre hvad de ønskede. Yotul var dog vendt hjem til fæstningen igen for at få lidt ro til at se sin samling igennem. Lugten af blod var ikke tyde, men hun havde også valgt at indkapsle blodet i nogle mindre glas krukker. De samme krukker hun fik special fremstillet, så de kun kunne indeholde en mindre mængde af blod. Nok til en smagsprøve, men det var ikke hvad hun brugte dem til. Blodet fascinerede hende og det var måske grunden til at hun havde fået lov til at blive en del af hæren. For blodet var direkte forbundet med hendes evner, når hun spildte tiden på at bruge den. Hun var også god til at håndtere sværdet. Yotul havde lært at magien, skulle være sidste udvej, men til tider brød hun for sjov den regel. Hvilket var grunden til at hun havde indsamlet nogle prøver af blod og nu var på vej mod sit værelse for at tilføje det til hendes samling.

Yotuls skridt var lette og svære at høre medmindre man så hende på afstand. Hun var ikke kendt for at være særlig grov i hendes fremtoning stedet mente mange at hun virkede sød. Lige indtil de ville få øjenkontakt med hende. Der var næsten altid et sygeligt glimt i hendes grønne øjne. Den måde hun bed sig i læben på, når hun mødte de øvrige krigeres blik var ikke til at tage fejl af. Yotul havde respekt nok for dem, til ikke at angribe, men hvis de gjorde hende noget, så ville hun heller ikke holde sig tilbage. Hun så sig let over skulderne, som hun løftede fingrene op til hendes skuldre og let skubbede metallet fra hendes skulderplader til siden for at åbne knappen, der var gemt under. Det var på tide at få rustningen af og hun følte ikke, at hun kunne vente til hun kom retur til værelset. Det var jo ikke fordi hun var nøgen under, men det var begrænset, hvad hun kunne bære under den tætsiddende rustning, så der var ikke meget stof til at dække hendes intime områder. Hun skubbede let rustningen ned over skulderen, imens at hun gik med et smil på læben.

Nu hvor dagene trillede afsted med langsom fart, kunne Oswald ikke undgå at kede sig gevaldigt. Han havde i den sener tid, boet hos den skønne engel, Eretreya. Men nu var hun ikke hjemme, også blev hverdagen kedelig.

Han lå stadig i hende seng, indtil videre havde han ikke haft en ide til stå op på, men selv efter flere timer i sengen, kunne han ikke undgå trangen til tøffe ud for at se mere af Kzar Dur. Hans tøj var løst rette til da han forlod Eretreya, private kammer. Hår var en smule uldet, uvedligeholdt, eftersom han stadig lod det gro. Den nye krop havde været svær at tilvende sig til, selvom han havde overtaget et smukt væsen, havde den nye krop det stadig svært ved dæmoniske besættelse. Han skulle spise mere i disse dage, for holde kroppen fra at falde fra hinanden, dertil var der ubalance i hans evne, som lagde et større pres på den nye krop. Den øgede styrke fra hans telekinese var endnu ikke faldet, og der sket tit mystiske ting omkring ham, tingen han ikke helt kunne forklare andre. Når han sov, kunne han vågne op til møbler som blev spædt udover hele lokalet, eller også blev bare svævende i luften, indtil at han genvandt kontrollen.

Oswald havde flere gange været bange for at han ville komme til knuse Eretreya ved en fejl, han kunne nemlig ikke forudsige, hvis hans evne havde effekt på hende eller ej.

Som han tøffede ned af gangen, blev der ind i mellem kast blikke på ham, der var mange af de andre kriger som havde hørt om ham, men ingen havde talt til ham. Det var kun Eretreya som holdte den social kontakt i gang, mens alle andre gav ham mystiske blikke.

Han blev måske set som en fare, han var trods alt ikke en del af mørkets hær, men han havde heller ikke tilgang til lyset som sådan, hans var neutral omkring det hele. Som han kom til gangens ende, drejet han til højre for at komme udenfor, han havde en smule brug for den friske luft, eftersom at beboelsesfløjen havde en lugt af blod, sved og andre emner som han ikke selv ville kende til. At bo på Kzar Dur, var en helt anden verden, end den som han havde kendt til. Som han gik i hans tanker, blev han opmærksom på lyden af en anden person som gik imod ham, han kiggede op fra jorden og hans øjne endte på en elver som var på vej i modsat retning. Det hvide hår var hvad der fangede ham først, som hans blik blev på hende, ikke at han stirrede, men han kiggede en smule mere end hvad der var høflig.

Rustningen følte en anelse mere stram end normalt, men det kunne have noget at gøre med at Yotul endnu var i færd med at køle af efter en kamp. Ikke at hun var særlig ophidset af situationen, hun var bare ved godt humør, noget der måske virkede en anelse ud af tur i fæstningen, men der var ingen som kunne forbyde hende at smile. Eller de kunne sikkert godt, men hun havde endnu ikke hørt nogen klage over hende, så det ville da forbavse hende lidt. Yotul var tvunget til at trække let i rustningen for at få den ned over skulderen og hive sin arm ud af ærmet. Hun skar en grimasse, som fingrene strejfede skulderpladsen og skar hul på hendes finger. Uden at tænke videre over det stak hun fingeren i munden og sugede blodet til sig, indtil at det stoppede med at løbe. Det var en tanketorsk, for hun kunne nemt have lukket såret til med sin evne, men det var ikke helt det samme. De spidse ører bevægede sig af lyden af nogle skridt, som hun vendte de grønne øjne mod skikkelsen, stadig med fingeren i munden.

Yotul stoppede op nogle meter fra ham, som hun lod rustningen hænge langs med siden. Hun havde kun fået sluppet sin arm fri, den hang stadig over hendes bryst og resten af kroppen. Manden lod ikke til at lægge skjul på, at han kiggede på hende. Hun havde hørt om ’gæsten’, manden foran hende, men hun havde aldrig set ham. Stille lagde hun hovedet på skrå, som hun smilte. ”Blev værelset for kedeligt?” lo hun stille, hun havde intet imod at han kiggede på hende. Yotul begyndte også at gå imod ham, som hendes blik ikke veg fra hans. Hun trak dog fingeren ud af munden, som blodet for længst var stoppet med at rende ud af såret. Hun bevægede fingeren over hendes underlæbe, som hun gik helt op til ham og forbi. Hun stoppede ved hans side og lod blikket dale ned over hans krop. ”Hvor kært” fortsatte hun i samme tone, som hendes blik gled op mod hans. Hun løftede den hånd, som var fri af rustningen op mod den anden skulderplade for at knappe den op. Yotul maste hånden under for at skubbe rustningen af sin skulder og hive armen ud, dog veg hendes blik ikke fra hans. Hun blandede sig ikke i hvilke gæster der befandt sig på fæstningen, men det undrede hende stadig at englen ville efterlade sit legetøj til at vandre frit omkring.

Det ville ikke komme bag på ham, at folk havde talt om at han var Eretreya gæst. Men at historien gik så hurtigt, var dog overraskende. ”Måske hade jeg bare bruge for lidt afstand?” svarede han kort. Oswald ville ikke lyve, men sandheden var heller ikke den bedste, at snakke om. Han ville ikke risikere at der sket mere skade end nødvendig. Faktisk var det hele formålet med at kommet ud, at han kunne starte på at genvinde en smule kontrol over hans evne.

Afstanden i mellem dem, blev efterhånden mindre, som elveren kom tæt på ham. Hendes nærvær havde han ikke helt forvente, men han stoppede hende heller ikke fra at rør ham. ”Hvad er kært?” sagde han kort med rolig stemme, hun havde vækket hans nysgerrighed med hendes ord.

Oswald lod kort hans blik møde med hendes, som de stod så nær havde han en smule mere tid til at studere hende lidt. Han havde aldrig set en elver før i mørkets hær, men nu var han heller selv blandet ind i alt det krig mellem lys og mørke. Begge sider havde deres fordele og ulemper, hvis han selv skulle sige det. ”Hvem er de, hvis jeg må spørger?” sagde Oswald kort, han ville til hver en tid fortrække at kende navnet på personen som han talte med. 

Det var ikke for bebrejde ham, hun ville selv komme til at kede sig, hvis hun skulle være låst inde på et værelse i længere tid ad gangen. Der var mange flere interessante steder at udforske på borgen, hvis man havde mod nok til at gå på opdagelse. Yotul nikkede roligt af hans ord, det var som sagt ikke for at dømme ham eller noget, hun nød bare at prikke til andre, når chancen bød sig. Men det var ikke noget der gik hende på. Hun bekymrede sig sjældent for hvad andre tænkte om hende. "Så skal jeg ikke stå i vejen" svarede hun med et roligt nik. Hun var selv på vej mod sit kammer for at komme ud af rustningen og hvis han var på vej væk, så skulle de ikke samme vej.

Alligevel gik hun ikke længere væk fra ham. Yotul lagde let hovedet på skrå, som han bad hende om at uddybe. Der hvilede et køligt smil over hendes læber, som hun kiggede ham i øjnene. "Dem" svarede hun med et nik, som hun bed sig let i underlæben. Før at hun løftede den ene hånd mod hans kind. Hun tøvede med at komme for tæt på i tilfælde af at det ikke var i orden. "Deres ansigt passer ikke til stemmen" indrømmede hun med et kækt smil på læben.

Yotul hørte ikke til i Elverly, men det kunne han selvfølgelig ikke vide, hendes ydre bar ikke præg af hendes voldsomme natur. Men der skulle noget til for at mørket ville lade en skovelver joine hæren. Selvfølgelig ønskede begge hære at øge deres antal. "Yotul, hr" svarede hun med et høfligt smil, som hun trak hånden til sig igen. Hænderne vendte retur til hendes rustning, som hun løftede hånden op og bag sit hoved for at løsne den øverste knap. "Og Deres navn?" Det var ikke alt man kunne høre på gangene.

Oswald kunne ikke helt stoppe sig selv fra at lave et lille smil, til trods for at han tanke havde været op at komme en smule udenfor, blev den tanke hurtigt lavet om. Han havde ikke det store imod selskabet, faktisk var det lidt rart at tale til andet ansigt for en gangs skyld. 

Han var ikke uenig med hende, Oswald var ganske bevist om at hans stemme ikke ville kunne tilhøre den unge krop som han havde besat. Ikke desto mindre, kunne han ikke ændre sin stemme. ”De har nok set igennem mig, nej min stemme passer ikke til denne krop, fordi de aldrig var min til at starte med,” sagde Oswald kort. Han kunne dog ikke ændre på faktummet at han nu havde en krop, i sted for at genskabe hans egen, det tog tid og energi som han ikke havde, plus, forblev han kropsløs ville der bare ske andet kaos. ”Jeg var en i situation, hvor at jeg var nødt til at tage bo i en krop, altid andet ville blot resultere i et større kaos for alle omkring mig,” der var allerede sket stort kaos i dagene op til at han havde indtaget den nye krop. Men han ville han nok ikke helt kunne forklare, hvordan at hans magi havde skabet større kaos omkring ham, hvordan den stadig kunne skabe kaos omkring ham.

Yotal? Han sagde kort navnet på en mental plan, mest for kunne huske udtalelsen af navnet. ”Oswald,” sagde han kort, selvom det var hans navn til hans rigtige krop, så var det stadig det eneste navn han ville blive kendt ved.   

Det ville ikke være noget problem for Yotul, at lade ham gå udenfor, men hun havde haft svært ved at holde blikket for sig selv. Hans ansigt virkede bare så uskyldigt og skrøbeligt, men hun kunne hurtigt fornemme en dyb bas i hans stemme, så det passede ikke rigtig sammen, hvilket var grunden til at hun følte, at hun var nød til at blande sig. Indtil han havde fået nok. Yotul brugte sjældent tid på at tænke over andres personlige rum, eller hvad de måtte døje med. Hun var selv lidt som en åben bog, for alt andet var spild af kræfter. Kræfterne der kunne bruges i kamp. Eller til visse andre ting..

Forklaringen var ment til at give mening, men Yotul skulle lige bruge nogle sekunder på at stykke det hele sammen. Så han var altså dæmon og derved i stand til at holde en anden krop fanget, indtil han blev træt af det? Et lusket smil gled over hendes læber, som hun bed sig svagt i underlæben, imens at hun tænkte. ”Har De så haft chancen for at teste kroppen?” hendes stemme lød næsten begejstret, om end spørgsmålet kunne betyde mange ting, så havde han fanget hendes interesse. Hvilket også gjorde, at hun blot lod rustningen hænge over sit bryst, armene ned langs med siden og et skummelt smil på læben. Hun var fristet til at røre ved hans ansigt, blot for at se om det nu også var ægte. Men som han fortsatte sin forklaring, rynkede på let på næsen. ”Siden hvornår har kaos været en dårlig ting?” spurgte hun lettere forbavset og langt fra overbevist om at han havde taget det rigtige valg. Kunne det virkelig være så slemt? Intet var så slemt, at det ikke var godt for noget. Spørgsmålet var, hvem det ville være godt for.

Smilet blev en anelse mere neutral, som han præsenterede sig for hende, et svagt nik var alt hun reagerede med. Det måtte hun heller huske til en anden god gang. Yotul havde dog stadig svært ved at modstå fristelsen til røre ved ham. ”Må man røre?” spurgte hun ud af det blå. Det var sjældent hun spurgte om lov, men man vidste aldrig hvad dæmoner kunne finde på og hun havde ingen ide om hvem han var.

Det åbne spørgsmål kom en smule bag på ham, men på samme tid kunne han ikke helt holde sig fra lave et mere mørket smil. Han havde nok teste sin krop, men den samtale vedkom ikke alle og en hver. Eretreya var den eneste der kendte den sandhed. ”Det kommer an på hvad de mener med at teste kroppen af,” han lavet et lille blink med det ene øje, så vidt han selv vidste, var han ikke den der ville holde sig tilbage. Oswald var trods alt ikke en dæmon der sagde nej, eller det var ikke ret ofte at man hørte ordet nej.

Oswald måtte og indrømme, at han ikke havde haft planner om at genfortælle hele historien om hvordan at han døde. Han ville nok kunne tage hævn for den døde, når tiden kom. ”Sandenheden er, at mine evner har været ude af kontrol lige siden at jeg døde på fysisk plan,” forklarede han kort. ”Efter min død, har der været ubalance i min selv kontrol, jeg har tilintetgjort folk, som jeg ikke havde tænkte mig at dræbe,” han havde op til flere uskyldige fok i tankerne. Men Oswald kunne ikke lave om på de ting som der var sket, han kunne blot starte på den samme mental træning som der holdte hans evne under kontrol igen.

Om hun ville rør ham, ville han nu ikke sige nej til. ”Rør hvor de har lyst, Yotul,” sagde Oswald med en lidt drillende stemme, han kunne ikke holde sig tilbage fra syntes at hun var en pæn elver. Oswald syntes at alle væsner, kunne være smukke, eller det var meget personligheden som han gik efter, men et fysisk udseende hjalp helt sikker mere.

Der var ingen grund til at lægge fingerne imellem hendes ord, Yotul havde aldrig følt at hun skulle holde tilbage og han så ikke ud til at have problemer med at håndtere spørgsmålet. Så der var ingen grund til bekymring, i stedet smilede hun let til ham, tankerne kørte rundt og smilet blev kun bredere, da han bad hende om at uddybe meningen med spørgsmålet. For hvor ville hun egentlig gerne hen med det? Yotul havde lidt på fornemmelsen af, at han måske ikke tænkte det samme som hende, men hun var også villig til at ændre mening, hvis han havde noget at byde på. Dog var hun næppe, som de fleste, lysten bar et andet præg end hos så mange andre. ”Hvad vil De gerne have, at jeg mener?” spurgte hun smilende, Yotul bed sig let i underlæben. Hun havde ingen intension om at bryde huden, men bidet tog overhånd, som hun rev tænderne over den tynde hud.

Stille placerede hun en hånd mod sin hofte og skubbede den let ud til siden, som han uddybede sin oplevelse. Egentlig var det svært for hende at se på problemet, hvor hun måske skulle være forstående, hvis man tænkte på hendes race, men der var ingen sympati i hendes blik. Noget kunne hun dog godt relatere til, det ikke at have kontrol over sin evne kunne ende gruelig galt. Men i hendes tilfælde ville den form for mistet kontrol kun gå ud over hende selv.. Så hun holdt altid sig selv i kort snor, medmindre hun blev temperamentsfuld, så kunne hun selv følgelig intet love. ”Men De har genfundet kontrollen?” det lød lidt som om at han havde det under kontrol igen. Ellers ville han næppe stå der med et lignende smil på læben. Ikke hvis den var hel gal.

Der gik ikke lang tid fra at hun fik tilladelse til at røre ham, til at hun havde flyttet sig de få meter op til ham, så det stod helt tæt. Blikket var rettet mod hans mørke øjne, som hun havde flyttet hånden fra hoften mod hans kind. Hun lagde en flad hånd mod kinden før at hun førte hånden om mod hans øre og længere om i nakken, for at gribe fat i håret i nakken. Den anden hånd vandrede op langs med Oswalds arm, før at hun lagde hånden mod hans brystkasse. ”Har De stadig planer om at gå? Eller vil De med mig tilbage til hvor De kom fra?” spurgte hun ledende, hun slap ikke hans nærvær medmindre at han forsøgte at skubbe hende på afstand, så måtte hun jo forsøge om benene ville flytte sig.

”Åh, det ved jeg nu ikke,” han kunne lade vær med drille en smule, Oswald virkede en smule sikker på at hun vidste hvad han talte om. Men han havde ikke ligefrem lyst til at være den der sagde den slags lige ud. I sted spillede han en smule uskyldig.
”Jeg er ret sikker på, at de ikke behøver fantasien, før at de kan forstille dem, hvad jeg taler om,” hans tone forblev drillende, indtil at samtalen igen blev en smule seriøs. Nok holdte Oswald af at drille andre, men han kunne være seriøs igen, på sekundet. Oswald rystede lidt på hoved, ”Delvist, jeg vil sige at jeg fin kontrol over den så længe at mit humør ikke bliver påvirket voldsomt. Når det sker, vil der ske mystiske ting,” et helt lokale fuld af møbler kunne løfte sig selv, uden at han havde kontrol over hvor længe at det ville varer. Han var derfor meget varsom, med at lade sig påvirke af andre for meget.
Oswalds mimik forblev rolig som Yotal rørte hans ansigt til at starte med. Han klukkede kort ved hendes kommentar. ”Det kan komme an på så meget,” sagde han igen med den samme drillende tone som før, ”Der er ingen steder der kalde på mig, lige nu” sagde han kort. Lige meget hvor at han kom hen, ville det nok mere interessant end hvad han selv havde af ideer. Oswald havde pludselig ikke så meget at gøre udenfor, som han havde troet. Yotul havde givet ham en invitation som han nok ikke ville sige nej til. 

Det var næppe nogen overraskelse, at Yotul ikke var helt overbevist om hans svar var sandt, for hun kunne godt lidt fornemme på situationen, hvor hun selv var ved at føre det hen. Ikke at hun havde problemer med at lege lidt rundt med fremmede. Dog var hun i tvivl om hvorvidt en så ’uskyldig’ dreng kunne give hende, hvad hun gerne ville have. Selvfølgelig var der tale om en dæmon, men der var ingen dæmoner, som var ens. Alligevel havde hun formået at fange hans opmærksomhed, for han var i hvert fald ikke længere på vej væk fra hende. Men nej, hun behøvede ikke meget fantasi for at gætte sig til, hvad han mente. Men siden han ikke sagde det højt, så fik det hende til at overveje om han ikke var typen til at tale åbent om den slags? For han kunne umuligt være uskyldig.. "Lysten har de fleste vel" lo hun stille med et glimt i øjet, som hun tog en rolig indånding og lod stemningen blive mere alvorlig imellem dem. Yotul var ikke kendt for at tage meget seriøst, men det lod til at betyde en del for dæmonen, så hun bed det i sig.

Forklaringen gav fint mening, selvom det ikke var til at sige, hvornår hans humør ville blive påvirket voldsomt. Handlede det om vrede eller følelser generelt? Uanset hvad så var Yotul nysgerrig efter at teste det af. Også selvom hun ikke var sikker på, hvad og hvordan det kunne gå galt. Men det var det morsomme ved det. Hun nikkede roligt til hans ord, det virkede ikke klogt at svare ham, for glimtet i hendes øjne var langt fra seriøs, så hun holdt mon og førte i stedet samtalen over på noget mere.. udfordrende.

Yotul strøg let fingrene over hans ansigt, huden var behagelig og blød, uden tvivl ikke en krop der havde set mange anstrengelser. Eller måske han bare valgte at pleje den godt, nu hvor kroppen var hans? Håret i nakken var ligeså, blødt og behageligt, som et smil gled over hendes læber. Den anden hånd blev mod hans bryst, som hun stille pressede hånden imod. Han benægtede ikke muligheden, hvilket var grunden til at hun greb ud efter hans tøj for at hive ham tættere på. Hun rettede blikket mod hans øjne og fugtede stille læberne med tungen. Yotul lænede sig imod ham, tæt nok til at deres læber næsten rørte hinanden, før hun skubbede ham bort, men stadig med en hånd om hans tøj, så hun kunne skubbe ham i den anden retning. "Det tager jeg som et ja" han havde ikke sagt nej, så det kunne kun betyde ja. "Så kan De hjælpe med rustningen" kommenterede hun med et glimt i øjet, som hun slap ham, så han kunne vende rundt.

Lyst, var nok en af de få ting, som man ikke skulle snakke åbent om med Oswald. Hans fantasier var for det meste af den sadistiske slags, men på samme tid kunne han nok ikke undgår at der var et eller andet seksuelt ved sadisme. Oswald nød at se andre i smerte, helst den mentale slags, men den fysiske kunne også vække ting i ham. Det var måske derfor at han havde kompliceret forhold til Eretreya. Men han talte nødig højt om den slags, et forhold i mellem engel og dæmon var ikke det meste velsete, blandt andre dæmoner. ”Lyst er mange ting, i min verden, men nu skal jeg nødig tale for højt i mens andre kan høre mig,” Oswald talte ikke om fantasier, med mindre at der var tale om et lukket rum.

Eller han kunne godt tale om den slags, men hvilken adelsmand ville han være, hvis han tale om det vulgær element, hvor alle kunne høre ham tydelig. Oswald tillod sig måske en smule mere end hvad han havde lov til, hvis Yotul kunne rør ham, kunne han vel gøre det samme. Men inde at han fik lagt sine hænder op på hendes hofter, fik hun alligevel skubbet ham afsted. Oswald kunne ikke helt holde sin latter tilbage, ”Så det er hvad de vil bruge mig til, nu hvor de har mig alene?” sagde han kort. Det var ikke hvad han havde forvente, men han ville heller ikke brokke sig, hvis hun skulle have hjælp, han var trods alt, ordentlig opdraget som adelig dæmon.   

Yotul var langt fra klar over, at hun havde selskav af en adelig, måske fordi den slags aldrig havde betydet meget i hendes selskab. Sådan var det, når man var opvokset med orker, så handlede det om økser, kamp og blod.. og helst smerte. Men det var måske noget hun selv havde fundet interessen for. Man kunne muligvis ikke se det på hendes krop, men hun var lige kommet retur fra et mindre heldigt sammenstød med nogle arrige mænd, der ikke havde været tilfreds med hendes udtalelser. Og væremåde, for deres slag havde ikke fået hende til at bukke under. Tværtimod. Men hendes krop bar ingen spor, takket været hendes evne, men hvis hun koncentrerede sig kunne hun måske mindes smerten fra tidligere. Dog hvilede hendes fokus på det mystiske og nuttede væsen foran hende. Han havde været hendes nysgerrighed, speciel når han ikke ønskede at tale højt om det. "Nu gør De mig nysgerrig" hun bed sig lystigt i underlæben, som hun trak hænderne til sig.

Det var svært at slippe tanken.. han ønskede ikke at dele i et åbent rum, men ville han dele, hvis hun fik ham ind på sit kammer? Ivrig efter at vide mere viste hun ham vej ned af gangen igen. Yotul sagde sjældent, virkelig sjældent, nej til fysisk kontakt, men hun følte lidt at hun ville få mere ud af ham, hvis de var alene.. det var der vel intet i vejen med? "Jeg kan sagtens bruge Dem til andet, men det troede jeg ikke De ønskede at diskutere her?" Hun besvarede hans latter med en latter, der var let og lystigt. Et smil spillede over hendes læber, som hun guidede ham ned af den lange gang. "Jeg håber ikke De er sart." Lød det stille, som de nåede hendes dør og hun greb ud efter håndtaget, men hvade rettet blikket mod ham, ventende på et svar. Han kunne jo fortryde.

”Gør jeg det?” Igen kom der måske en smule drillende lyd i hans tone. Måde som Yotal bed sig i læbe, vækkede tanker. Men han sagde det ikke ligefrem højlydt. Som han blev ført ned ad gangen, fik han forbi den gang som han selv var kommet fra, han ville nok have en smule besvær med at finde tilbage igen, men Oswald var lidt ligeglad. Hvis han farede vild, ville han nok finde vej igen, på et eller anden tidspunkt.
”Muligvis ikke, man ved aldrig helt. Det kommer an på om alle andre ville kunne høre også igennem disse døre og vække?” sagde Oswald kort. Indtil nu, havde han oplevet at væggen var ret så gode til holde lyde inde. Dog var han ikke sikker på, at var det samme udenfor de mange små værelser. ”Mig sart? Min kære, som en dæmon ville det nok overraske dem meget hvis jeg var sart?” han havde aldrig været sart eller sky overfor blod, vold eller andre grusomme detaljer. Han var faktisk det modsatte, hvis han selv skulle sige det.
”Jeg kan fortælle dem at jeg tog del i en del blodige kræse, der intet som scenarie, der ikke indeholder en eller anden grusom udførelse,” nok var hans krop frisk og mere uskyldig, end hvad, Oswald selv var. Han kunne dog tale frit om mange historier, hvor han tage del i blod orgier eller andet indhold af den slags. ”Hvis de vil, kan vi sagtens lade den slags komme på tale” sagde han lidt efter.   

Oswald var mere frisk end hvad hun normalt ville omgive sig med. Måske fordi de fleste krigere var så koncentreret om at gøre det hele så fandens alvorligt. Der nød Yotul at lege lidt rundt i stedet. Hun skulle nok fuldføre sin mission, men man kunne lige så godt have det sjovt samtidig, så den drillende tone bragte et lystigt glimt frem i hendes blik. "Kun en smule" lo hun, som hun blinkede til ham og ikke skjulte sit smil. Han kunne tænke hvad han ville, hun havde ingen problemer med fantasier, hun var ikke ligefrem kræsen.

Dæmonen var ikke afvisende overfor hendes små stikpiller og han lod til at more sig samtidig, så det var bestemt ikke skidt. Hun morede sig over lidt over tanken. "Jeg tror ikke De skal bekymre Dem.. der sker lidt af hvert her" indrømmede hun med et let skuldertræk. Hun bekymrede sig aldrig om andres mening, men hun kunne selvfølgelig ikke tale for ham. Hun kunne sagtens respektere hans ønske om at tale i enerum. Det kunne godt arrangeres. "I, dæmoner, er meget forskellige" svarede hun med et nik, før at hun lagde kræfterne i og skubbede håndtaget ned for at åbne døren ind i rummet. Hun vendte blikket mod ham, som hun blev ramt af lugten af blod og et glimt viste sig i hendes øjne. Hans indrømmelse fik hende til at lægge hovedet let på skrå, som hun lod blikket dale over hans krop. "Smuk tanke" lød hendes ord, som hun atter bedste sig i læben. Udseende og sind passede virkelig ikke sammen, men det gjorde det også mere underholdende.

"Jeg har intet imod den slags historier, jeg har selv en mindre.. ting for blod" indrømmede hun med et smil, det var uvant for skovelver, men bestemt ikke en kedelig fascination. Rummet havde en svag lugt at blod over sig, men det skyldes de mangler glas med blod i. Ikke en type af blod, men flere hundrede alle forskellige. En samling, som hun havde samlet over mange år. Den store seng stod imellem to vinduer i den modsatte ende, hvorimod Yotul henvendte sig til en mindre sofa og smed bæltet med sit sværd, før at hun vendte ryggen til ham og skubbede albuerne sammen foran sig, for at afsløre hægterne på ryggen, som skulle åbnes for at lade hende komme fri. "Hjælper De stadig?" Spurgte hun med et smil, som hun så sig over skulderen mod ham.

Oswald kom med smil, han fortalte normalt ikke historier om hvad han havde oplevet i sit liv, mest fordi to tusind år var lang tid.

Der var dog ting som han altid ville kunne huske, som brutaliteten ved at vokse op som en flask søn, af en adelig dæmon familie, eller hans brødre som flere gange forsøgte at tage livet af ham i en ung alder. ”Jeg vil indrømme af de fleste af min historier er ret blodige, specielt dem der indeholder andre relativer af min familie,” han havde godt nok ikke snakker med familien i lang tid, mest fordi at han ikke selv havde et ønske om at se dem. Yotul havde ret, dæmoner var speciel, lige meget hvad, var der ikke en af dem som der var enes, men der var en enes udgang for mange af dem, de var som oftest onde væsner.

Som de trådte indenfor på soveværelse, blev der stærk metallisk duft i luften. Blod, det fik kort Oswald til tøve, mest fordi at han sidste oplevelse med blod, havde været med hans. Han kunne dog heller ikke komme udenom tanken, om at der var en eller anden morbid del ved Yotul som han måske havde overset. Oswald kiggede sig omkring indtil at Yotal talte til ham, han lod sig rive ud af synet som han havde set.
Oswald gik hen for hjælpe hende med hægterne på ryggen, ”Er der en særlig historie bagved alt blodet?” det vedkom ham nok ikke, men han kunne heller ikke lad være med ikke at spørge, det var op til Yotul selv, om hun ville fortælle ham om det. 

Dæmoner var nogle skøre væsner, men det var ikke nødvendigvis en negativ ting, for Yotul havde bestemt ikke noget imod de aggressive tendenser og lyster. Der var ikke noget i vejen med de brutale fremgangsmåder, noget som hun bestemt nød. Dæmoner havde en del at give af og var næsten aldrig villig til at opgive en kamp, så de kunne fremstå, som gode modstandere. Måske endda en anelse hævngerrige. Hun lyttede dog opmærksomt til hans ord, som hun fik åbnet døren til sit kammer. "Det er måske udfordrende at vokse op blandt dæmoner?" Spurgte hun en anelse nysgerrig efter at høre om en andens opvækst end kun sin egen. Der var ikke mange som kendte til hendes baggrund, hvor hun kom fra og hvad hun faktisk havde været igennem for at komme dertil.

Yotul havde advaret ham, men hun fornemmede kort at han valgte at tøve, da de først trådte ind. Et smil bredte sig over hendes læber, som hun selv gik længere ind i rummet. Der var ikke rodet, men orden i tingene, alligevel var gardinerne trukket for, så der kun kom en svag mængde af lys ind i rummet. Hun mødte stille hans blik, som han kom over for at hjælpe hende. Yotul åndede lettet op, som rustningen stille slap hendes krop. Ikke at den var ubehagelig at gå i. Hæfterne gik hele vejen ned til lige over røven, selvom det ikke var nødvendigt at åbne den helt for at hun kunne komme ud af den. Spørgsmålet bragte et lystigt smil frem på hendes læber. "Blod fascinerer mig" indrømmede hun stille, som hun trak let på skulderne og strøg fingrene over sine arme. "Ikke to prøver er ens" forklarede hun mere uddybende, som hun var stødt på flere væsner igennem årene. Det var nemt for hende at isolere blodet i sin egen krop, når hun først havde skadet sin modstander, så hun kunne få prøverne med hjem.

Oswald nikkede som svar, han kunne tale for alle dæmoner. Men hans egen familie, var bygget op med brutale forhold. ”Der er en stridighed, mellem medlemmer fra min familie og mig selv,” dæmonisk politik, han havde ikke troet at han skulle tale om den slags.
Oswald kunne have forberedt sig bedre, havde han vidste at han skulle ende et andet sted, end det som der var i hans tanker, havde han nok tænkte sig mere om. ”Min familie kommer fra syden, nede hvor alt slaveri er tilladt, det har betyde at mit levebrød har været slave handle i mange år. Men det betyder også, at jeg ikke er velkomne i syden, med mindre at det havde med min slave operation at gøre. Skulle jeg rejse til syden, udenfor mit arbejde, ville det nok blive mødt med min død,” sådan var det at være på side linjen i Kruger familien.
Oswald var stille der efter, han lyttede til hvad Yotul fortalte ham om blodet, og det fik ham til gyse lidt på indersiden. ”Nu er ikke så skarpe som en vampyr, men er det blod fra alle de racer der lever her i landet?” han kunne nok godt gætte sig til svaret. 

Egentlig var Yotul glad for at hun ikke var vokset op med den slags problemer. Orker havde en hel anden tilgang til børnenes opvækst og hun havde faktisk ikke noget at skulle klage over. Det eneste tidspunkt, hvor hun beklagede sig var, når hun ikke fik lov til at slås mod de andre børn i klanen. Men det var småting, hun havde altid fundet noget at lave, om end noget af det skræmte orkerne i klanen. Men Yotul havde aldrig bekymret sig for hvad andre tænkte eller gjorde. Så længe at de ikke blandede sig i hendes affære. ”Jeg blev smidt ud af min..” lo hun stille, ikke at hun tog det særlig tungt og Oswald tænkte næppe over, at der ikke var tale om en skovelver familie, men faktisk en ork klan. Hun havde dog ikke brug for at gå i detaljer.

”Så du bruger måske ikke tid på slaver mere?” spurgte hun med et skævt smil på læben. Det var ikke til at vide om han havde lagt det på hylden, måske det havde noget at gøre med, hvorfor han havde været nød til at finde en ny krop? Men Yotul behøvede ikke at spørge ind til grunden, i stedet strakte hun armene let for at skubbe rustningen ned over brystet og videre ned over maven. Hun bukkede sig ned for at trække rustningen af benene. Yotul var ikke bekymret for at stå tæt med ham, for hun tvivlede på, at han kunne finde på noget voldsomt medmindre at han fik lov. For han var trodsalt gæst og det ville være dumt at gøre det af med krigerne i deres eget hjem. Hun rettede sig op igen, som hun kiggede sig over skulderen for at kigge på ham. Hun smilede roligt, før at hun smed rustningen på gulvet og løftede armene over hovedet for at strække kroppen let. Et suk forlod hendes læber, som hun skar en svag grimasse i smerte og atter lod armene hænge ned langs med siden. Hendes krop var stadig øm, men der var ingen mærker at se på hendes hud. Brystet var dækket af et stykke stof og sammen med de korte shorts var det faktisk alt hun var iklædt. ”Du må hellere holde dig til dit arbejde, det ville være synd, hvis din nye krop skulle dø” lo hun køligt, som hun vendte sig rundt for at stå med fronten imod ham. Han kunne sikkert godt finde en ny krop, men denne var nu ganske uskyldig, og det kunne da være nyttigt i fremtiden.

Der viste sig et glimt i hendes øjne, som han spurgte indtil blodet. Hun bed sig svagt i læben, som hun trådte et skridt frem for at lægge armene om hans nakke. ”Der er stadig et stykke vej endnu.. Men jeg nærmer mig.. med hastige skridt” forklarede hun med et kælent udtryk i øjnene. Det var svært at sige, hvad hun havde af planer for blodet, men hun ville ikke stoppe før at hun havde smagt på alt slags blod. Der var stadig dele af landet, som hun ikke havde haft mulighed for at udforske og væsner, som endnu var sluppet fra hende før hun kunne gøre skade. Hun løftede hånden mod hans mørke hår og strøg fingrene igennem det. ”Tak for hjælpen” hviskede hun ind i hans øre, som hun lænede sig imod ham.

Det var næsten, hvad hans egen familie havde gang i. Oswald var på en måde bortvist fra sin familie, og derfor holdte han selv sin afstand.
Yotul virkede dog mere til at have morskab med det, end hvad han selv lige kunne sige.

Oswald klukkede, ”Ikke på nuværende tidspunkt, men hvem ved måske vender jeg tilbage til den del af mit liv, når jeg engang igen har min normale krop,” der var ingen som ville kunne genkende ham nu, eller måske på stemmen, men alt andet var helt nyt, og derved havde han intet krav på det liv som han havde haft. Oswald fulgte Yotul med øjne, som hun kom ud af sin rustning, var der mere at kigge på. Han holdte dog en respektfuld stirrende, som ind i mellem blev sendt ud på lokalet for en kort tid. For et øjeblik, mødte hans blik med hendes. Der var et eller andet ved smilet, som kunne fange ham.

Oswald åbnede munden for sige et eller andet, men i sted for kom der en latter. ”Min kære, jeg spiser skam det samme som mennesker,” sagde han kort. Han var klar over at dæmoner kunne lade vær med spise, men de blev svage af den slags, og en svag krop var letter at dræbe.

De Yotul lagde sin vægt imod hans krop, kom der en svag ryst under tøjet. Han lyttede til hendes ord, i mens at en hånd fandt vej til hans nakke. Ordnerne fik Oswald til at vågne op, han var blev en smule fanget i sin egen trance. ”Det var så lidt,” sagde han rolige, selvom han godt kunne mærke at det var ved blive en smule varmt i den nye krop. ”Er der andet, som de skal bruge assistance til?” han sagde ordrerne, før at han havde til at tænke sig om.