Når hun ikke var ude at rejse, brugte Sayyida det meste af sin tid i Balzera. Det var ikke en lang rejse fra hendes fødeby, og det var et sted hvor meget skete. Her kunne hun bedre få en fornemmelse for resten af landets tilstand. Ørkenelvernes by havde en tildens til, ligesom skovelvernes, at holde sig for sig selv og kun gå op i sin egen tilstand.

Hun var for nylig kommet hjem fra endnu en diplomatisk rejse og hvad hun så i Balzera denne gang var ikke ligefrem betryggende. Der var flere slaver og særligt flere elver-slaver. Sayyida undgik at se på dem, da hun gik forbi dem. Hun kunne nemt købe et par af dem hvis hun ville, men hvad ville det løse? Flere slaver ville blive hentet ind i deres sted. Nej, hun var nødt til at løse problemet der overhovedet bragte elverne hertil.

Hun rullede med skuldrene, nærmest som kunne hun skubbe ubehaget af sig, og bevægede sig ind på en kro for at få et glas vin. Det plejede at hjælpe hende med at tænke klarere. Men allerede inden hun så meget som fik bestilt det, fik hun øje på et bekendt ansigt. Hun huskede godt og ham her var svær at glemme.

Hendes gulvlange kjole viftede om benene på hende, da hun gik hen mod ham, og hun hev noget bestemt en af stropperne på kjolen ned og slog sit hår løs fra den knold den havde været i, inden hun slængede sig i stolen foran ham.

"Zahir," hilste hun med et smil og lagde en albue på bordet, så hun kunne hvile sin hage imod en hånd og derved læne sig længere ind imod ham. "Hvad bringer dig til Balzera?" Hun havde allerede glemt alt om det ubehagelige syn af slaverne og var nu langt mere fokuseret på at hun skulle have genopfrisket sin læbestift inden hun kom over til ham også. 

Sayyida rystede smilende på hovedet, hendes lange hår slangende sig om hendes ansigt, da hun blev spurgt om hun ville tro på at han var kommet til Balzera for hendes skyld. Det ville have været en sød gestus, men de var begge to travle elvere med vigtigere ting at tage sig til, og selvom hun var sikker på at han nød hendes selskab lige så meget som hun nød hans, så lod det til at de kun stødte ind i hinanden ved tilfælde.

Hun hævede et øjenbryn, da han fortalte om den egentlig årsag til hans tilstedeværelse i handelsbyen. Hun var ikke klar over at rygterne havde spredt sig så vidt, og hun vidste heller ikke hvad hun skulle tænke om det. Folk skulle helst ikke få den idé, at elvere var en god handelsvare. Hun skålede med ham, stadig i dybe overvejelser.

"Du har som altid god smag," svarede hun, det høflige svar helt instinktivt, for hendes tanker var stadig et andet sted. Hendes blik gled undersøgende over Zahirs ansigt, for at prøve at læse hvad han havde tænkt sig at gøre ved problemet. "Hvis du køber varen, vil ordet kun sprede sig at den er nem at sælge. Det her er ikke et problem, du kan løse med krystaller." Hun havde ikke en anden løsning klar lige nu, men det følte hun heller ikke at hun burde have. Det gode ved Zahir var, at hun kunne kaste sine tanker efter ham, og så ville han kaste sine tilbage til hende, og sammen kom de som regel på den bedst mulige løsning, selv når der ikke var nogen god løsning.

(Undskyld at du har måtte vente! Hvis du er frisk, så er jeg klar på at samle op hvor vi slap!)

Zahir betragtede hende indgående. Det var ganske heldigt at han mødte en ligesindet nu. Der var ikke mange muligheder for dem at handle på, men om ikke andet, så var det rart at sidde ansigt til ansigt med en artsfælle - som forhåbentlig ligeledes syntes at elver-salget var et kritik problem.

“Jeg frygter at skaden allerede er sket og ordet er spredt for mange vinde.” Han så ned i sin vin og vippede glasset fra side til side imens tankerne hvirvlede omkring i hans hoved. “Der er en række sælgere. Nogle har større udbud end andre. Jeg har snuset lidt rundt og fundet navnet på en af de ‘bedre’ sælgere. Han har et særligt omdømme.” Han satte forsigtigt glasset på bordet og vendte atter sine øjne mod hende. Hans blik var dystert.

“Men du har nok ret. Det er en anden pris der skal betales for sådan en vare.” Men havde de hvad der skulle til? Der skulle en særlig styrke til for at kunne vandre ind i en slavehandlers kvarter, og bryde burene op. Trods Zahir ikke var i tvivl om, at de nemt ville kunne få følgere, så var det noget andet at bede om krigere. Han ønskede ikke at skulle udgyde for meget blod.

Måske kunne det klares med politik og trusler. “Vi har med en handelsmand at gøre, min kære. Jeg er sikker på at vi kan appellere til hans... bedre side.” Han lænede sig tilbage endnu en gang og betragtede hende. Han kunne sagtens bruge hende til sådan en opgave. Hendes skønhed og snuhed ville gøre det let at infiltrere enhver mands planer.

(Slef, jeg er heller ikke altid god til at få svaret hurtigt!)

Sayyida kneb øjnene sammen, imens hun fordøjede Zahirs argumenter. Han havde ret i, at ordet allerede havde spredt sig - det lod til, at elvere blev kidnappet over hele landet efterhånden, hvis hun skulle tro rygterne.
Hun var nysgerrig efter at vide præcis, hvad han mente med sælgeren med 'særligt omdømme', men udtrykte det ikke på anden vis, end ved at hæve et øjenbryn, da han sagde det.

Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hendes læber, da han nævnte en anden pris. Mord var præcis den pris, hun selv havde lyst til at betale de sælgere, der vovede at samle sådan på elvere.

"Hvis det er hans eget omdømme eller liv, der er på spil, er jeg sikker på at han vil være mere end tilbøjelig til at forhandle," gav hun ham ret. "Men det lyder som om du allerede har en plan, min snu Zahir?" spurgte hun og lænede sig længere ind over bordet, for at gøre deres samtale endnu mere privat. "Du ved, at jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig i den her sag."
De to havde ikke altid været enige før, men når det kom til deres eget folk var de som regel.