For ikke mere end et par timer siden, havde Hauru stået foran herregården der tilhørte Oswald. Hun havde nydt synet af den falde, som konsekvenser af hendes handlinger og hun kunne stadig ikke lade være med at have et smil bredt over læberne. Om nogle havde set hende og hvad hun havde gjort, vidste hun ikke, men hun var næsten sikker på at hun havde fået fat i alle der havde opholdt sig på gården. Slaverne havde hun spærret inde i kælderen og det havde været umuligt for dem at kunne slippe ud inden taget brasede sammen. Hun så sig alligevel ofte over skulderen. Hun skulle ikke nyde noget af byvagter eller andet, hvilket også var derfor hun havde løbet så langt fra stedet.

Blodet hun havde fået til at flyde hos de forskellige tjenestefolk og Oswald selv, lå stadig som et tykt lag af tjære over det meste af hendes hud, hele hendes hvide skjorte, som ikke var så hvid længere og også det lange hvide hår, der nu var klistret lidt sammen af størknet blod. Det var næsten ikke til at se den hvide farve i håret længere. Det eneste der så nogenlunde normalt ud, var de sorte shorts. Selvfølgelig var de også dækket af blod, men det var sværere at se på grund af den sorte farve. Hun var efterhånden ret sikker på at ingen havde fulgt efter, så hun valgte at stoppe op og ligge sig op ryggen midt på jorden, for at slappe en smule af, inden hun ville fortsætte mod den nærmeste sø.

Stanken af det blandingsforhold der var mellem vampyr og dæmonblod gav næsten varulven lyst til at kaste op. Han havde bestemt ikke noget imod at blod blev blandet, men det var mere selve duften af en vampyr og blodet fra en dæmon der gav ham en kriller i næsen, næsten som en allergisk reaktion. Han rynkede på næsen og søgte efter den ressource der havde den lugt. Han var trods alt varulv, så han kunne sagtens spore sig frem til, hvad end dette måtte være. En dyb brummende lyd kom fra ham som han satte i løb for at komme hurtigere afsted. Selv om han var i menneskeform, så havde han alligevel sanserne som en ulv, men som ulv, var han også den del hurtigere, for som menneske var Anthony en kæmpe... Over to meter i højde og en del kilo at bære rundt på, så ville man godt kunne høre den store mand komme tumlende igennem træerne. Han stoppede, forsøgte at opsamle stanken igen. Han var tæt på og der var ingen grund til at skræmme hvad end det måtte være væk, ikke før han havde haft det lidt sjovt.. 

Et stykke væk kunne han svagt skimte en kvinde. Smurt ind i blod fra top til tå. Et suk undslap ham, skulle han tage en god approach? Eller skulle han gå all in lige fra starten? Han gik roligt imod kvinden og jo tættere på han kom, jo stærkere blev stanken. Hun var vampyr... Og blodet var... Dæmon? Han smilede nærmest dystert. Nå så var der da en mindre at tænke på af de spader. Han holdt sig stadig lidt mellem træerne, inde i skyggerne. Han stalkede hende som var hun et bytte, hvilket blot gjorde det sjovere... Jagten var altid sjov. Han brummede dybt inde fra mørket og så på hvordan vampyren ville reagere.

Duften af blodet fra Oswald var intens, men det var der ikke meget at sige til, når Hauru nu var dækket i det. Hun havde dog tørret det meste væk fra ansigtet, for at duften ikke var så koncentreret. Det var ikke en ubehagelig essens, men når den samme dæmons blod forfulgte en på den måde, var det hurtigt til at blive træt af og hun var nødt til at kunne holde det ud lidt endnu. Der var stadig et smil bredt over hendes læber. Det var længe siden hun havde skabt så meget panik og hun havde nydt hvert eneste udråb og skrig. Det var mere end tilfredsstillende. Nu skulle hun bare slappe en anelse af, nyde stilheden efter larmen og nyde duften af blodet, der godt nok ikke var helt frisk længere, men det gjorde intet. Det var bare en påmindelse om en god nat.

Lyden af de hurtige, tunge fodtrin blev hurtigt opfanget. På et sekund havde hun åbnet øjnene og rejst sig på alle fire, klar til at sætte af på jorden. Om hun skulle sætte af for at angribe eller løbe, vidste hun ikke endnu, men klar var hun. At det var et væsen på to ben kunne tydeligt høres, men det betød ikke nødvendigvis menneske. Det kunne stadig være noget meget værre. Hun lod de gule øjne glide langsomt hen over de nærmeste træer, i et forsøg på at se hvad der kom nærmere, men intet var til at se. Jo tættere skridtene kom, jo nemmere var det også at lugte hvilket væsen hun havde med at gøre. Det var ikke svært, som hun, lige som alle andre vampyrer, ikke var specielt glad for lugten af vovse. Varulv, hvis man skulle være flink, men det var hun ikke. Brummen fra træerne fik vendt hendes blik direkte mod manden, kun fordi hun nu vidste hvor han var, men det var stadig ikke til at se ham. Hun så ikke ligefrem tilfreds ud længere, tværtimod. Den ny ankommende lugt var ikke en hun havde forventet og den var ikke rar.
"Argh... Selv slaverne afgav ikke så afskyelig en lugt," sagde hun i ubehag, mens hun rejste sig helt op. Det blev ikke sagt specielt diskret, men om han havde hørt hende, vidste hun ikke. Hun satte en arm for næsen og sniffede ind, bare for at få duften af blod igennem igen.

Anthony hævede et øjenbryn som kvinden talte til ham. Hah, det var næsten sødt på den måde hun forsøgte at sige han stank, men de havde det vel på samme måde? Han syntes hun stank afskyeligt og således den anden vej.. Han trådte ud af skyggerne, for kvinden vidste alligevel hvor han befandt sig, så hvad sjov var der i at gemme sig? Et bredt smil spredte sig på hans læber "Nej hvor fint sagt... Det må jeg sige... Var det virkelig det værste du kunne for at såre mine føl... " han stoppede og sukkede "Nårh nej.. Der er intet at såre" sagde han med et grin som han tog nogle skridt tættere på. Han var væsentligt større end hende, både højde og vægt. Dette ville ende voldsomt hvis de da valgte at gå i flæsket på hinanden... For som regel var dette ikke det et af de møder der endte godt. En varulv og en vampyr.. Det vidste alle der intet godt ville komme ud af... 

Han gik helt op, stillede sig med omkring halvanden meter i mellem dem og så nærmest ned på kvinden foran sig "Mhm... Sikke en skam der er sådan en stank af blodsuger.. Men jeg må nu indrømme.. At uanset race er kvinder smukkere med blod over alt.." sagde han og tog en dyb indånding gennem næsen for at få duften af blod, men også vampyr, hvilket igen fik ham til at rynke på næsen. For helvede den stank... Det var som om han lige så godt kunne indtage en eller anden giftig plante.. Det ville han næsten hellere. De lysende øjne viste ikke så meget som et tegn på venlighed og smilet på hans læber, var ikke længere det han havde før.. men det var forkrøllet til at dystert, nærmest sultent smil i stedet, som han stod der og nærmest så ned på hende. 

Hauru forholdt sig i ro, som den høje skikkelse kom frem fra træerne. Dog havde hun ikke forventet så høj en mand, så blikket blev da lige gledet op og ned af ham. Hun fortrød næsten at hun havde ofret sin kniv tidligere på aftenen. Hvis deres møde skulle udvikle sig, kunne det have været rart med den kniv, men så måtte hun vel bare udnytte tænderne i stedet. Det var selvfølgelig heller ikke en dårlig ting, men hun var ikke vant til at slås i sin nye krop. Den var meget lettere end den havde været før, så mon ikke det kunne blive en fordel. Så var der stadig det lange hår, som havde en forfærdelig vane med at komme i vejen for alt, men enderne var klistret sammen af blod, så hun kunne muligvis undgå at få for meget af det i øjnene.
"Skulle jeg bruge til på at såre noget som helst, ville det helt klart ikke være dine følelser," lo hun, som det ikke var blevet sagt for at såre ham, mere sagt fordi hun ikke havde nogen form for filter. Alt blev sagt, uden hun tog sig tid til at tænke sig om først og den tidligere kommentar var røget ud fordi det næsten kom bag på hende hvor kraftig lugten af hund var. Hans race var ikke en hun havde stødt på ofte og skulle hun såre ham på nogen måde, ville hun gå efter hans fysiske form, ikke hans mentale.

Han kom tættere på, men hun blev stående. Egentlig var hun ikke yderligere tryg ved situationen, men ikke tale om at hun skulle vise den mindste smule svaghed over for ham. Det var ikke en tilfredshed hun var interesseret i at vise nogen og da slet ikke en som ham. Hun var nødt til at læne hovedet lidt bagover, for at kunne rette blikket ordentligt mod hans øjne. Det var irriterende, at han fra naturens side kunne få lov at se ned på hende. Det havde været mindre irriterende, havde hun stadig været sit gamle jeg og dermed tyve centimeter højere.
"Aw, hvor smigrende. En fornærmelse først, et kompliment lige efter, det skal nok få mig til at glemme fornærmelsen," sagde hun med en flabet tone og et lige så flabet smil. Hun fnøs kort og ændrede smil til lettere lusket i stedet.
"Men jeg kan vel ikke bebrejde dig. Jeg foretrækker nu også mænd, når de er dækket af blod. Måske det ville kunne dække lugten af køter," lød det roligt fra hende, som hun bevægede sig et skridt tættere på ham. Det sultne smil om hans læber havde ikke forbigået hende, men det gjorde det næsten mere indbydende at tirre ham lidt. Blikket i hendes øjne burde afspejle hendes usikkerhed, da han var en stor mand, men det gjorde det ikke. I stedet hvilede der et legelystigt glimt, som kun blev tydeligere, jo tættere hun kom på ham.

Anthony kunne ikke lade være med at grine lidt over kvindens kommentar "Som om du kan gøre ret meget skade blodsuger? Jeg er alligevel ikke bange for din slags.. Du er ikke værd at have frygt for" sagde han og brummede svagt. Anthony var trods alt under kommando af en vampyr, ikke det var hans gode vilje, men det svin havde redet hans røv og omvendt. Vampyrer og varulve var jo kendt for deres had til hinanden og krige indbyrdes. Han vidste godt vampyrer, alt efter deres alder og antal de var sammen, sagtens kunne nedlægge en enlig varulv der ikke havde en flok, så måske inderst inde, vidste Anthony godt han skulle være på vagt overfor blodsugerne, for de var typisk ældre end han selv, så de havde haft længere tid til at tilpasse sig og lære nye måder, hvorpå de kunne få varulve til at forsvinde. 

Ja måske var Anthony ikke manden der smed komplimenter af sted, slet ikke med bevidsthed, men det var bare sådan det var... Kvinder dækket i blod var bare en del smukkere, om det var deres eget blod eller en andens var ham lige godt og lige nu, var det lidt en blanding, som denne kvinde havde på sig. At hun kom tættere på ham, gjorde det blot sjovere, for det viste hun ikke var specielt bange for ham, hvilket man egentlig burde være, hvis man vidste hvad dette store væsen var i stand til at gøre ved folk og hans omgivelser. Hans blik var stadig lås på hende som hun nærmede sig og blikket i hendes øjne var legesygt, som om hun havde et eller andet hun ville, udover at pelse ham. Anthony blev stående, ventede nærmest på hendes instinkter slog ind, så han enten skulle forsvare sig eller bare angribe.. Hvad var blodsugeren ude på?

// Efter aftale afsluttes tråden! BOOP!//