Dagen havde strakt sig til hen over mod den sene eftermiddag, så det kom som noget af en overraskelse, da den udkørte sømand, skubbede den lette dør op til værtshuset og blev mødt af en relativt tom og stille stue. Det var godt nok ikke fyraften for alle og en hver i havneområdet, men han havde da forventet, at der ville være mere liv til stede, som der altid var. Kun få borde var opdaget, og dem der sad og bordene førte ingen højlydte samtaler. Ved et over i hjørnet blev det spillet kort mellem godt tre stuks mænd, men det eneste man kunne høre fra dem, var kortene der blev delt og mønterne der klirrede. Man ville næsten kunne sige, at der var fredeligt havde det ikke været for den underlige spænding der ulmede i atmosfæren.

Men nu var han gået ind, så der var ingen grund til at gå ud igen. Sådan en mand var han ikke. Så efter at have scannet lokalet overfladisk, trampede han med rolige skridt op til baren, hvor bartenderen blot stod og tog sin tid med at tørre krus og glas af med et fløset viskestykke, da sømanden nåede op og opmærksomgørende tage sin ene arm op på disken. ”Et krus af husets mjød, Lan.” brummede han rutineret, hvorefter Lan - bartenderen - fluks smed viskestykket over skulderen og greb om kruset, han kun lige havde tørret halvt færdigt, inden det blev fyldt med bestillingen og stillet foran stamkunden, der automatisk greb om det og tog sin første slurk.
”Sig mig.” Sømanden drejede sig mere mod baren og lænede sig lidt mere hen mod bartenderen. ”Hvordan kan det gøre, at stedet er så ..dødt i dag?” Lan lagde hænderne mod sin ølvom og gjorde så et kast med hovedet i retningen af midten af bordopsætningerne, før han tilføjede: ”Flåden ligger i havn.” Mere var der ikke at blive sagt. Og som sømanden så sig over skulderen, fik han ligeledes øje på ingen mindre end admiralen, der havde sat sig til rette.

Ud fra alle i værtshuset var Bastian den, der så ud til at have det ellers mest afslappet. Han havde mageligt lænet sig tilbage i sin stol og smidt fødderne op på bordet med benene lagt over kors. Jakken var af og lå faldet hen over ryggen på en af bordets andre stole og vesten var knappet op for maksimal komfort. Som hans hånd lå og hvilede på bordet ved sin side, holdte det let omkring et glas, stadig fyldt op til kvartalet med en amber gylden farvet væske. Og i sin anden hånd holdte han en bog - ikke større end et A5 ark - op med tommel- og lillefinger for at holde siderne åbne og resten som support bag på bogen. Lidt længere nede af næseryggen, havde han et par tyndstellede læsebriller på, hvor glassene var ovale og små.

Udadtil var Bastian urørt af den opmærksomhed, der var rettet mod ham. Fra både de sladrende og hviskende mænd ved bare, som var de en gruppe af vaskekoner, og fra herren, der netop havde vovet sig indenfor til, hvad admiralen gættede var en rus ved højlys dag, som ham selv. Men bag den afslappede koncentration mod sin bog, og kun sin bog, var han skam klar over, hvad der foregik omkring ham. Han ville da være alt for forsvarsløs, hvis han ikke var. Og det gik ikke hos en mand som ham.

Spørgsmålet blev så også mødt af mild overraskelse fra Bastians side. En blanding af ægte og falsk. For der var en del af ham, der ikke havde forventet at blive tiltalt. ”Hm?” Han havde siddet og vippet sit glas lidt frem og tilbage i sin hånd, hvilket stoppede i takt med, at han løftede sit blik fra bogen og så ganske roligt over mod hans nyligt ankomne selskab. Øjenbrynene skubbet op i panden og hen over brillerne på næsen, hovedet næsten ikke drejet. Han skulle da lige tage denne mand ind.

Derefter blev der skudt lidt mere levende og vågen tilstedeværelse igennem ham. En ordentlig indånding hævede hans brystkasse markant samtidig med, at han kort lænede sig en tand ekstra tilbage i sin stol. Blot for at strække hans gamle krop ud, som han kiggede tilbage på sin bog. ”Ah! Ehm…” Han lukkede bogen henover sin støtte finger og vendte først forsiden mod sig selv og mindede sig selv om titlen, før han vendte den hen for manden at se.

”Fyrtårnets enke,” svarede Bastian ubekymret, som han havde været ubekymret for den anstrengte atmosfære der var kommet i kroen efter hans ankomst. ”Af en hvis.. Úrn Heisbjerg,” tilføjede han fluks bagefter. ”En ganske fiks lille roman. Fortæller om tilvendelsen til et liv alene. Det lyder deprimerende, gør det ikke? Men selv til min overraskelse, har det vist sig at, det er en komedie.” Bogen blev sænket til hans skød, stadig med fingeren mellem siderne for at sikre sig, at kunne vende tilbage, hvor han var nået. Fremstod mere åben for samtale.
Glasset i hans anden hånd blev løftet op til hans mund, og han tog en tømmende slurk med end sømands fryd. ”Er der noget jeg kan gøre for dig, fremmede?”

Det var da lige godt en intenst stirren der var at modtage fra denne mand. Man skulle næsten tro, at han nægtede at lade noget som helst gå hans næse forbi, også selvom at han ikke umiddelbart virkede til at lægge mærke til andet end lige dét han så specifikt holde fokus på. Fokus der i øjeblikket var rettet direkte mod Bastian, som en uerfaren telepatiker, der desperat ønskede sig vej ind igennem hans mentale skjold. En yderst besynderlig gut, denne mand. En mand der ville splitte mængder i byerne, helt bestemt.

Bastian ville lyve, hvis han mente, at han ikke var forbløffet og overrasket over den fremmedes ord, og det var, som så meget andet han gjorde særligt synligt for andre, var det heller ikke svært at se på ham, sådan som hans øjenbryn havde løftet sig højt op i panden og dannede et par rynker. Han måtte have siddet sådan i et stykke tid, før at havde brudt igennem med et stort, morende smil. ”Ja så da,” brummede han, som lå der en tilhørende latter klar et sted på hans tunge, der bare ikke fik helt lov til at komme frem. ”Hvem end du er, så har du en god sans for at opsnuse det gode selskab, min dreng.” Selvfølgelig var manden ikke en sølle dreng. Det kunne en hver se! Og han var da heller ikke hans. Men vaner forblev vaner. Og der var meget sjældent grund til at rette op på dem.
Med en snigende lyd af beklagelse – han var ikke så ung og smidig længere - svang Bastian sine ben ned fra bordpladen i en abrupt bevægelse og fødderne landede tilbage på gulvet i et tungt dunk. En lyd der fik hoveder til at kigge diskret op fra kortspillet i hjørnet. Så som Bastian sad ordentligt på sin stol igen, lagde han endelig bogen helt fra sig på bordet lidt til siden for sig. Dog ikke før et markant æseløre, der næsten fyldte halvdelen af siden, var blevet sat.

”Desværre må jeg skuffe dig. Med så langt jeg er nået, er den kære enke ene og alene endnu. Kun hendes eget spejlbillede er begyndt at holde hende med selskab,” fastlagde Bastian så med et klap oven på den tynde romans bløde omslags. ”Men hvis du søger efter en metode til at ære kunsten af ’samtale’, så kender jeg en kur. Lan!”
Bartenderen var heldigvis ikke typen, der sprang forskrækket op, når der blev råbt hans navn. Efter år bag en disk, som hans i et sted som der, kom det med jobbet. ”Et krus af husets til min ven her! Og en opfyldning af mit glas.” Bastian var da ikke sky af sig, sådan som hans selvsikre stemme rungede og glasset løftet henvisende. Og alt med et drengerøvet smil.

"Det svinger meget i hvor godt selskab jeg finder, men du virker meget rar, og det kan jeg lide," sagde han med den samme barnlige og umiddelbare tone som prægede ham, og han satte sig lidt mere tilrette på sin stol og lænede sig tilbage. Han lagde mærke til nogle blikke der virkede ubehagelige der hvilede på ham. Ikke ondskabsfulde, men de var ikke rare. Han kunne ikke lige sætte ord på hvad det var han så i deres øjne, men som han stirrede tilbage i deres øjne for at forstå dem bedre slog de blikket ned. Han trak blot lidt på skuldrene og vendte blikket tilbage mod manden der selv havde sat sig op i sin stol igen. 

Hans ansigtsudtryk ændrede sig pludseligt som han snakkede om hvordan enkens selskab var hendes spejlbillede. Han blev næsten helt febrilsk. "Hvad står der?! Snakker hun med spejlbilledet?! Hvordan bliver spejlbilledet beskrevet?!" Han kunne næsten ikke forstå at der måske omsider var noget der beskrev andre som ham. Andre åmænd. Andre der spejlede sig. Hans ansigt var præget af et stort ivrigt smil som han var rykket tættere på bogen og stirrede intenst på den. Man kunne se på den store muskuløse krop hvordan det var spændt helt op af begejstring, som han prøvede at holde sig tilbage fra at flå bogen op og begynde at bladre febrilsk igennem siderne med de tusinder tegn, som han ikke kunne være hurtig nok til at afkode. Ikke endnu. Han havde helt glemt at manden allerede havde kaldt på en eller anden mand og bedt om et eller andet. Lige nu var hans sind fokuseret på denne enkes historie om hvordan hun talte med sit spejlbillede.

Bastians brummede en lystig latter af manden indrømmelse. Det var så sandt, så sandt. Et hvert selskab bare ikke altid af den bedste kaliber. Men det var nu mere den hudløse ærlighed, der gik ind og kildede ved admiralens lattermuskler. Så forfriskende! Landkrabberne havde det med at være så stive i betrækket, at det næsten var en umulig opgave at gide lægge i havn. Faktisk, hvis det ikke havde været fordi, at man nemt blev træt af de samme saltvandshærdede ansigter dag ud og dag ind – og selvfølgelig rapporterne, der skulle gives videre til regenten og de andre i lederstablen – ville han nok have valgt at forblive til søs for evigt. Så det var en trøst og en glæde at finde folk som denne til lands.

”Det er lige netop, hvad hun gør. At hun snakker med spejlbilledet er det hele koncept af historien.” Den underlige desperation over herren var ikke gået Bastian forbi, men han valgte så vidt muligt at verbalt ignorere det og nøjes med at skrive det bag øret. ”Lad mig lige se,” skød han igennem og samlede bogen op igen uden den typiske flove tanke om, at han netop havde haft lagt den fra sig for at være fuld opmærksom i en samtale. Høflighed var overraskende nok noget, der blev vægtet højt i hans opdragelse iblandt Flådens besætning.
Med bogen i den ene hånd, begyndte han at klappe sig søgende omkring på kroppen i søgen efter sine læsebriller, inden det for alvor gik op for ham, at de stadig sad klar på næse, og han med et opkvikket ah justerede på deres placering for at se sad helt rigtigt for højtlæsningen, han havde planlagt. Der blev så ellers bladret fluks igennem siderne på bøgen, inden den korrekte blev fundet frem.

Bastian rømmede sig. ”’Som spejlet kiggede tilbage med øjne ligeså, knækkede følelser tilbage. Øjne omgivet af aldrende rynker lige så. Øjne blanke og matte ligeså. Men ikke kun øjne bragte det nøje billede af enken. Læber skrumpet til en bitter streg af brunlig rosa ligeså.’ Ah ja, tak Lan.” Kort blev fortællingen afbrudt af bartenderen der havde kommet til deres bord for at aflevere bestillingerne. Kruset med mjød foran den fremmede og en fluks genopfyldning af det tomme glas, før han forlod dem igen med et nik, og Bastian fortsatte.  ”Hvor kom jeg til … ’Håret i samme fylde som var ungdommen ligeså. ”Hvad glor du på, dit forglemte fæ!” skrattede enken til sit spejlbillede, og samme ord smed spejlet tilbage, blot uden lyd.’”

Bastian lagde da godt mærke til skuffelsen der sivede ud af manden overfor sig, men han forstod intet af, hvorfor skuffelsen var opstået, så efter at have afsluttet sin højtlæsning løftede han blikket fra bogen for i stedet at søge lidt rundt på manden. Men selv ikke der kunne admiralen umiddelbart finde frem til en begrundelse. Først da et nyt spørgsmål landede og åbnede lidt mere op for forhåbninger, den fremmede måtte have gjort sig. Og det burde ikke have kommet bag på Bastian. Manden havde trods alt allerede vist en noget barnlig sjæl. I anden forstand end hans egen.
”Det er der, ja,” svarede Bastian atter med en ganske afslappet tone i stemmen, mens bogen blot blev lukket i og lagt til side endnu en gang. Brillerne blev endelig taget af - med lidt erfarent besvær med at få dem fri fra kurven omkring hans ører - og så ellers samlet med omhug og proppet sikkert ned i en inderlomme i den åbne vest, han var iført i. ”Men det er ikke til at sige, om det bare er hallucinationer og forestilling. Jeg er ret sikker på, at bogen skal forestille at være mere …metaforisk og filosofisk og alle de der andre store ord, frem for at være en fantastisk eventyrs-fortælling. Jeg er kun lige knap halvvejs, så et twist kan opstå, men indtil videre…” Han gjorde et fluks klap oven på bogen, som gav han en køter et klap af godhjertet anerkendelse, før armen blev svunget tilbage og henover hans stols ryglæn. ”…giver den udtryk for at være ganske gemen.”

Med en hånd nyligt frigjort, greb han om sit eget glas og førte det til sin mund uden tøven for, hvad der mon ville ramme hans tunge. ”Sig mig, du giver forbløffende interesseret. Kroen er som regel ikke stedet, hvor forkærligheden for det litterære bliver diskuteret,” sagde Bastian med en stemme klaret op af smagen af glat - eller så glat som Lan nu tilbød den - alkohol ned igennem halsen. ”Finder du måske dig selv i at stå og snakke med dit spejlbillede i håb om, at det en dag vil svare dig tilbage med egen bevidsthed?”
Bastian udtrykte oprigtig spænding. Manden var underlig, men han fortrak hans selskab langt over en hver anden der var til stede på værtshuset. Og mange af dem omkring. Med undtagelse af dem i skørt, selvfølgelig. ”Ikke nogen skam i det. Jeg har selv vekslet et par ord til mig selv når skægget bliver for langt og ustyrligt eller stubbene for prikkende.” Han klukkede.

Han lyttede nysgerrigt til mandens ord. Han begyndte at stykke ting sammen. Ting som han havde lært meget hurtigere før i tiden gættede han på. Manden var lærd. Han vidste ikke helt hvad det betød, men det betød nok noget med at manden vidste meget. Den måde han talte på var med mange ord de almindelige folk kendte, men han var meget venlig mod ham som en fremmed person i hans nærvær. Altså måtte han være en meget empatisk mand. Han kunne godt lide at underholde sig med andre. Det virkede det hvert fald til. Igen han havde ingen anelse hvorfor han tænkte det og hvorfor det virkede vigtigt. Måske havde det været vigtigt en gang at vide det. Hvis han nu skulle overtage mandens plads, tænkte han kort.

Han smilede venligt til manden. Han vidste ikke at han ville komme til at snakke om bøger og historier, men han kunne lide det. "Jeg kan ikke længere læse, men jeg vil gerne lære det igen, så jeg kan læse de historier du lige har fortalt om. De virker spændende," sagde han med et godhjertet smil. 
Hans smil blev større som han blev spurgt om han snakkede med sig selv i spejlet. Han syntes det var et morsomt spørgsmål. Han kunne ikke se hvorfor han skulle gøre det, men han vidste at andre godt kunne lide at snakke med sit spejlbillede. Han rystede på hovedet over spørgsmålet. Han smilede venligt til manden, der som så mange godt kunne lide at snakke med sit spejlbillede. "Jeg er spejlbilledet," sagde han med et venligt smil, og i stedet for den store grove mand, sad nu en tro kopi af Bastian foran ham, med fuldstændig det samme tøj. Instinktivt indtog Deamiel fuldstændig samme position som manden han afspejlede.

Bastian havde hele vejen igennem selskabet med manden virket til at være i fuld fokus. Set ham i øjnene som der blev talt til eller fra. Ikke veget fra samtalen som en uhøflig barbar. Været oprigtigt interesseret i at snakke selv hvis, hvad der blev snakket om, ikke var dybt – Det kunne nok diskuteres at en mand som Bastian nød sig mere af lettere emner og bevist tog afstand fra den dybere ende. Og fokussen havde aldrig været falsk til trods for den konstante og stort set usynlige tråd, han nu alligevel altid holdte fastspændt på hans omgivelser. Men at pludselig sidde overfor sig selv – overfor sit eget præcise spejlbillede – fik noget til at rykke på sig i hans venlige brune øjne. Et ekstra miniature-flick af intens opmærksomhed. Lige før øjnene blev gjort store af alt lige fra overraskelse til forbløffelse. Det var da lige godt grov…

”Guderne have omsorg!” udbrød han uden et filter, der kunne nå at stoppe ordene fra at bare falde ud af munden på ham højt nok til at sikkert også fange opmærksomheden fra alle andre i kroen, hvis det ikke allerede havde været tilfældet. Bastian var målløs. Det var det ikke til at komme uden om. Han bar det uden på som et ekstra par hud. Og det ville ikke være helt forkert at påstå, at han fandt sig selv værende ude af stand til at helt vide, hvad han skulle gøre. ”Aldrig har jeg set noget lignende. En spejler!” Hans blik gled op og ned ad den anden udgave af sig selv der overfor sig, og ganske rigtigt havde manden ikke gået ned på detaljer.
Det var svært at sige om Bastian var begyndt at se den fremmede som en trussel, for det tegnede sjældent godt, hvis en af hans rang blev kopier på den måde. Det kunne potentielt skabe problemer. Men var det tilfældet skjulte han det godt. Særligt da smilet brød tilbage igennem efter at være blevet slået godt tilbage. Et stort tandsmil der fyldte hele hans kantede ansigt.

”Et sådan tilfælde havde jeg ikke forudset at min dag skulle bære, unge mand. Og må jeg sige, hvilket anseligt motiv du er end ud med,” klukkede Bastian meget morende og løftede endda hånden, hvis arm lå på ryglænet, som for at tjekke om hvor langt ud afspejlingen rakte. Dette var kun et af de eksempler der forklarede, hvorfor folk mente admiralen var et fjols. Blind for tilfældet. Men folk oplevede trods alt kun det yderste lag.

En hånd placeret på admiralens ene skulder satte dog lidt af en stopper for al morskaben. Og som Bastian så op med teatralsk forbløffelse, blev han mødt af krofatteren, der da i det mindste havde gjort et forsøg på at lægge en dæmper for det hårde udtryk i hans ansigt. Bastian var en god og troværdig kunde at have på sit værtshus, men han var ikke just ønsket. Han havde en tendens til at sætte en stopper for en anden og større kundestab. Og en anden tendens til at stable problemer på benene. Problemer som en mand som Lan ikke ønskede. Forståeligt nok.

Bastian var uden tvivl godt klar over, hvilken effekt hans tilstedeværelse havde disse steder, men det havde tydeligvis ikke stoppet ham fra at slå gnister i nærheden af den lunte. Og selvom han så på bartenderen med fuldkommen uvidenhed om, hvad det her kunne dreje sig om, var det blot et spil, han spillede for at tvinge det åbenlyse ud af manden. ”Hm?” var han endda så fræk at tilføje efter, at der var gået et par sekunders sigende stirre-konkurrence. Lan havde vidst det ville komme til det, men den kære mand havde da håbet, at admiralen ville have været høflig denne gang. Så Lan sukkede opgivende og strammede op i nakkemusklerne.
”De har vist spændt buen nok for i dag, admiral,” sagde Lan meget hentydende, selv uden at behøve at gøre et kast ud i rummet. Det afholdte nu ikke Bastian for at strække hals og se sig omkring. Ganske rigtigt. Skumle typer skulede skam i hans retning. Det så ikke ud til at rører ham vitterligt, som han så tilbage på bartenderen, der nu havde fjernet sin hånd fra admiralens skuldre til fordel for at lægge armene afslappet over kors. ”Færdig gør Deres drik og vær på Deres vej. Det samme gælder Deres ven der.” Et kast med hagen blev gjort mod spejleren. Det var mere rigeligt med én Bastian Simmons. ”De gør andre kunder for nervøse til at bruge mønt på mine fine drikkevare. Jeg er sikker på, der er andre værtshuse der hellere end gerne vil servere Dem igennem resten af Deres dagdrikkeri.”

En hver anden ville nok blive noget hidsig over den behandling. Guderne vide, at nogen sikkert ville være blevet hidsig på vegne af admiralen. Det var sket før. Men admiralen forblev som altid rolig. Det var næsten foruroligende. Som fodrede det blot et uventet tilbageslag, før man vidste af det. Satte et kryds ud fra ens navn i Bastians lille sorte bog. Man vidste aldrig. ”Javel…” startede han simpelt ud og sendte sit spejlbillede et blik. ”Det har du da også så ganske ret i, Lan. Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg havde overskredet min velkomst.”

I et selvsikkert schig blev hans glas løftet til læberne og indholdet bundet i et stort tag og glasset placeret tilbage på bordet med et klir. ”Ah! I så faldt på jeg også tage min afsked med dig, nydelige herre.” Lan blev ignoreret, som Bastian rejste sig fra sin stol, et muntert smil prydede hans ansigt, som det altid gjorde. ”Jeg ville tilbyde at fortsætte vores drik andet sted, men jeg må indse, at jeg har pligter at se til. Lad mig nu ikke finde mit kønne ansigt bag tremmer, fordi du ikke holder dig uden for problemer, okay, knægt?”
Fermt svang han sin jakke fra ryglænet og svang den i samme swoop omkring sine skuldre og iførte den sig. Brillerne blev fjernet fra næseryggen og proppet tilbage i deres plads i vestens lomme. Og til trods for fjogede røde kinder, lignede det ikke til at alkoholen havde gjort meget for at gøre manden mindre kompetent til sit arbejde. Atter vendte han sig mod Lan, der stadig stod nær for at sikre sig at admiralen kom ud ad døren, og Bastian gav ham et godt klap mod overarmen. ”En fornøjelse som altid, Lan.” Så blev det resten af stuens tur at få en hilsen og et farvel. ”Nyd jeres grog, mine herre!” Kun uvenlig brummen blev sendt tilbage til ham. Og som havde det aldrig været et problem at få ham ud, valsede Bastian mod døren. Og videre ud ad den. Penge efterladt på bordet. Sammen med bogen. En gave til den nysgerrige spejler.