Hvordan en simpel gennemrejse kunne volde så mange problemer, forstod Deavás ikke helt. Vejret viste sig ikke fra sin bedste side og oveni det så havde han det med at støde på de mest irriterende typer i landet. Man skulle tro at de selv fandt frem til ham? At han havde en målskive på ryggen eller en seddel, der sagde ”Irriterér mig”, men ingen blev rigtig advaret om hans natur, før det var for sent. Hans holdning var slank og rank, men det var næsten aldrig en god ide at dømme en bog på dets cover, for man kunne aldrig vide hvad siderne gemte på og Deavás var nok en af de forbudte af slagsen.

Deavás havde gjort hold på et tørt område, imens at han ventede på den næste båd til at føre sig videre. Han havde ikke planer om at vade igennem det høje vand for at nå frem til den anden side, dog kunne han svagt fornemme en skikkelse ude i vandet. Med kappen godt lukket til og en hætte over hovedet, så kunne man næsten ikke se andet end de gyldne øjne, som stirrede på skikkelsen, som hun kom denne vej.

Hvad han egentlig fik øje på var håret, der flagrede i vinden og snart ville klaske sig til ansigtet, som det begyndte at regne. Han sukkede irriteret på sig selv, som han vendte blikket bort fra skikkelsen og lagde bogen, han tidligere havde haft i sit skød under kappen, så denne ikke blev gennemblødt. Ud af øjenkrogen kunne han dog fornemme skikkelsen, som hun forsigtigt bevægede sig langs med stenene, vel og mærke de sten, som Deavás havde sat sig på.

Som hun kom nærmere, valgte han at forholde sig i ro, den mørke kappe ville gøre det svært for hende at få øje på ham, medmindre at hun virkelige kiggede sig for. Han rømmede sig dog, som hun kom lidt for tæt på. ”Godaften” lød det roligt, ikke at han fandt det særligt godt med regnen der var begyndt.

Hendes hår var gået tilbage til en sort farve, fordi det regnede. Ilden i det var slukket. Det var dog ikke et sygdomstegn, det ville tænde, når hun først blev tør igen. Så hun var langt fra bekymret for det. Det havde det for vane at gøre, når det blev vådt. Som om der rent faktisk var ild i hendes hår.

De gyldne, flammende øjne lyste let, som hun gik fremad. Men snart efter fik hun vand i øjnene, og også de slukkede. De blev helt sorte, så det lignede, at hendes øjne kun bestod af pupiler. Det var lidt skræmmende at se på.

Det, nu, sorte hår klaskede hende i ansigtet, som hun gik langs stengæret, og forsøgte at komme fremefter, mod landsbyen. Men hun blev afbrudt af en mørk skikkelse, som hilste på hende. Hun så forbavset op på vedkommende. Hun havde ikke lagt mærke til ham, fordi han var sort som natten. Undtagen hans hud altså. Den var hvid. Hun så fra vejen foran sig, og så op på ham kortvarigt, inden hun trak hætten op yderligere. Det forhindrede hende dog ikke i at være høflig overfor denne fyr.

"Godaften," svarede hun tilbage med et lille nik, og skulle til at gå videre.

Farven i håret falmede og han kunne ikke længere se hende så tydeligt, som tidligere. Det gjorde Deavás en anelse nysgerrig omkring hvad der egentlig foregik med håret. Spørgsmål fandt vej til hans tanker, som han dog skjulte dem til senere. Først skulle han lige se nærmere på hende, som hun stille nærmede sig hans sted. Det var et kort hold, før at han ville gå videre eller vente på en båd, han havde ikke besluttet sig, faktisk tvivlede han på at landsbyen ville give ham ly for natten, han var ikke ligefrem venlig at se på, de gyldne øjne var altid på jagt efter det næste offer og lige nu kunne han ikke få øjnene fra hende, som han lagde mærke til den kvindelige skikkelse.

Deavás skjulte ikke smilet på hans læber, som hun fik øjnene op for ham, han flyttede dog let på benene, så hun kunne være der uden at træde ud i vandet, der ikke var langt fra den mindre sti ved siden af stenene. Han rettede sig kort op, som han nikkede til hende. ”Er De på vej til landsbyen?” spurgte han stille, som han strøg fingrene ned over kappen og skubbede nogle dråber af vand bort. Hvis de samlede sig til en mindre sø i hans skød, så ville vandet ende med at gå igennem stoffet. ”De har ikke flere værelser, jeg kommer lige derfra” det var en høflig information, så kunne hun undlade turen, da det ville være forgæves, hvis det altså var det hun håbede på. Det kunne han selvfølgelig ikke vide, det virkede bare muligt, som hun vandrede igennem regnen.

Smo trak kappen tættere om sig, og så på den mærkelige skikkelse. Han lignede umiddelbart et menneske, men noget ved ham sagde, at han ikke var det som hun troede. Han virkede nærmest magisk og ældgammel på en gang, så han kunne måske være en dæmon. Eller en troldmand. Eller en engel. Det sidste troede hun dog ikke rigtig på, for det gav ikke mening. Han manglede ligesom vingerne.

Hun trådte ind på det tørre stykke, som han flyttede benene lidt, så hun slap for at gå i vand igen. Det betød også, at hun måtte gå tættere på ham, hvilket hun ikke var glad for, men sådan var det nu altså bare. Det måtte hun leve med.

"Ja, det er jeg," svarede hun tøvende, men ordene kom ud af hendes mund alligevel, som hun nikkede let af hans ord.

Det var trods alt rigtigt nok. Selvom landsbyen måske ikke blev hendes endelige mål. Det var trods alt bare et tørt sted at sove, som hun sigtede efter. Om det var et værelse eller i en lade betød ikke så meget for Smo. Hun vidste godt, at hun ikke kunne tillade sig at have fine fornemmelser lige på det punkt.

"Jeg har alligevel ikke råd til et værelse, men måske der er et andet sted jeg kan sove? Jeg hedder forresten Smo," svarede hun og præsenterede sig på en gang.

Det var svært at læse skikkelsen, som hun lod til at være en anelse tilbageholdende. Det var dog ikke rigtig noget, som gik Deavás på. Det kunne jo ske at hun havde travlt og derfor ikke havde tid til at stoppe op og tale med ham. Men hendes hår, der nu var sort, havde tiltrukket hans opmærksomhed og han var ikke sikker på at han bare kunne lade hende gå uden at få svar på nogle spørgsmål først. Men han kunne sagtens fornemme hvornår hun forsøgte at læse ham. Var hun nervøs for hans race eller hans intentioner? Begge ting kunne sikkert give hende mareridt senere.

Kvinden tog imod den hjælp han kunne give hende ved at flytte sig lidt. Dog gik der ikke lang tid før at han rejste sig helt op, fortsat med en hånd under kappen for at holde fast i bogen, så den ikke ville ende på den våde jord. De kom tættere på hinanden og Deavás kunne ikke helt skjule sit smil.
Han nikkede kort til hendes svar, så havde han ret, ikke at der var meget andet at komme efter på ruten. Men noget kunne tyde på at hun havde haft de samme tanker som han. At finde et sted at overnatte. Deavás så lettere overrasket på hende, som hun forklarede sig. Hun var altså ikke kræsen, så længe hun bare kunne fået et sted at ligge ned og sove.
”Hvis De kan spille fordrukken, så kunne det være at De kunne sove rusen ud hos den lokale” blikket var roligt, det samme var stemmen, som han trådte let til siden for at give hende plads. ”Navnet er Deavás.” svarede han med et nik.

”Har De noget imod selskab? Jeg fik helt lyst til noget alkohol..” fortsatte han uden at ville trænge sig på. Det var dog blot en måde at forblive i hendes selskab.

Svaret kom en anelse bag på ham, det var sjældent at han stødte på kvinder, som slet ikke blev påvirket af alkoholen. Men det var da værd at opleve, det kunne have noget at gøre med det flammende udtryk hun havde haft tidligere. Dog var Deavás ikke sikker. Måske hun bare var van til sprutten. ”De er da velkommen til at gøre mig selskab, dog var det ikke for at drikke Dem under” svarede han med et oprigtigt smil på læben om end han havde haft en mindre bagtanke med det.

Deavás nikkede stille til hende, som hun trådte forbi ham og rakte ham hånden. Han skubbede stille kappen væk fra sin arm, som han mødte hendes hånd med et smil. Håndtrykket var fast, dog ikke længe. Men han bemærkede godt varmen, noget der måtte være ganske praktisk i et vejr som dette.
”Efter Dem” svarede han stille, som han rettede sig lidt mere op og lod kappen dække sin arm igen. Regnen var virkelig frustrerende og han skulle endnu sikre sig at bogen ikke ville blive gennemblødt.

"Det regnede jeg nu heller ikke med. De virker som en ganske respektabel mand," svarede hun med et solstrålesmil, og gik forbi ham, da han havde bedt hende gå først. Og det gjorde hun så. Det kunne hun jo lige så godt. Hun så i hvert fald ingen grund til at lade vær.

Hun gik på et tørt stykke, men gik langsomt, for hun vidste faktisk ikke hvor den nærmeste kro lå.

"Ehm, kan De gå først? Jeg ved jo faktisk ikke hvor kroen ligger," forklarede hun lidt nervøst. 

Hendes øjne var rødgyldne igen, svirende af liv og flamme. Hun smilede forsigtigt til ham. Hun vidste jo godt, at ikke alle væsner var gode, så hun skulle passe på. Men Deavás virkede nu god nok. Ikke at hun havde den bedste dømmekraft, nej, men han virkede altså god nok.

Det var kun høfligt at bede hende om at gå forrest og hun lod ikke til at have noget imod det. Desuden så var pladsen en anelse trang, så de kunne ikke gå ved siden af hinanden, medmindre at en af dem ønskede at få våde fødder. Deavás lo let af hendes ord uden at modsige hende, som han høfligt nikkede. ”Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvem man kan støde på i mørket” kommenterede han roligt, der var mange skumle typer i natten og selvom Deavás selv kunne ryge ind under den kategori, så havde han ikke noget imod en almindelig samtale uden bagtanker. Måske han endda ville få noget ud af det? Og glemme lysten til tortur og eksperimenter, bare for en mindre stund. For det ville næppe vare ved.

Blikket dalede mod jorden, som han roligt fulgte hendes skridt, men tydeligvis kunne fornemme på tempoet, at hun ikke var helt sikker på, hvor de faktisk var på vej hen. Derfor kom hendes ord heller ikke bag på ham, som de gyldne øjne blev rettet imod hende igen, som han smilte til hende. ”Det havde jeg ikke lige tænkt over” lo han stille, som han nikkede til hende og med et bredt skridt gik udenom hende. ”Følg mig” kom det selvsikkert fra ham, som han godt vidste hvad vej de skulle gå. Der ville også blive en chance for at gå i et mere tørt område, når de først kom tættere på den lille by. Så kunne de gå ved siden af hinanden, hvis Smo ikke havde noget imod det. Hans tempo var forholdsvis roligt, som han sikrede sig, at hun kunne følge med ham. Det ville være dumt at miste hende i mørket.

//Lukket pga. egen inaktivitet.