Hvor: Børnebandens hus
Tid: Sen eftermiddag/tidlig aften
Årstid: Vinter
Andet: Denne tråd foregår nogle år i fortiden. Hector er kun for nyligt blevet indlemmet i Børnebanden, hvor han hurtigt har flere sammenstød med bandens leder, Juno.



Hector var i et dilemma; at leve alene på gaden og skulle klare sig helt alene var hård - meget hårdt - selv for en erfaren gade unge som Hector, og banden var beskyttelse, et tag over hovedet, og i hvert fald ét måltid om dagen. På den anden side var bandet ledet af en - efter Hectors mening - komplet idiot. Ikke idiot på den uintelligente måde, men på den arrogante-kæmpe-narrøv-jeg-har-hovedet-oppe-i-min-egen-røv-måde. Der var ikke gået mange uger siden, Hector var blevet indlemmet i banden, og han var allerede røget i totterne på Juno flere gange, fordi ingen af dem kunne holde deres kæft. De andre børn i banden holdt sig på afstand af ham, nok mest fordi han var en sur stodder det meste af tiden, og hvis det ikke var, fordi Hector var en ekstremt indbringende del af banden takket været hans skuespilsevner, så ville han være urolig for, at de smed ham ud. 

Hector havde indrettet sig i en stor komodeskuffe i stuen. Det lod ikke rigtigt til, at nogle af værelserne i huset blev brug til det, de var bygget til. Køkkenet var fyldt med vasketøj og en gammel lænestol, der var klemt ind i et var hjørnerne. Stuen var både badeværelse med et stort badekar foran pejsen, og soveværelse, hvor ungerne sov i skabe, skuffer, i stole og sofaer, samt på gulvet. Hector havde hurtigt sikret sig en skuffe, der var stor nok til, at han kunne krølle sig op i den, når han skulle sove.

Da han mest arbejdede om aftenen, sov han meget af dagen væk, hvilket kunne være svært med alle de unger omkring sig, men de havde efterhånden lært at i det mindste prøve at være stille i stuen, når Hector sov der. Han kunne ikke lade være med at synes, at det var skide uretfærdigt, at Juno skulle have et helt værelse for sig selv på andensalen, når alle de andre måtte sove på andre åndssvage steder, men han havde holdt det for sig selv indtil videre. 

Hector havde ikke sovet godt i løbet af dagen, så han var ekstra tvær og irriteret, da han stod på. En eller anden havde lagt en bamse i skuffen til ham, og han snerrede af den og smed den tværs igennem rummet, da han kravlede ud af sin skuffe. Et par småpiger skyndte sig ud af stuen, da de så hans sure morgenfjæs. Hector var ligeglad. Han trak en strikket uldtrøje over sin bare overkrop. Selvom huset var varmt på grund af de mange kroppe i huset, så var det skide koldt udenfor, og Hector kunne ligeså godt nyde varmen, mens han kunne. Han gabte og kløede igennem sine vilde krøller, mens han begav sig igennem huset med kurs mod køkkenet.

Banden var vokset så hurtigt at Juno knap nok havde kunnet følge med og det var under et halvt år siden at han havde skaffet dem huset at bo i. I starten havde han forsøgt at dele alting ligeligt op, men det var hurtigt gået op for ham, at det på ingen måder fungerede for ham at dele værelse med så mange børn. Så let som han sov, kunne han ikke sove i mere end en halv time af gangen, hvis der var for mange i samme værelse som ham, så reglen var blevet, at børnene kunne være derinde når han ikke var, men skulle skride når han var. Hvis man sov virkelig stille og desuden havde fået lov af Juno inden, kunne man få lov til at bruge den øverste køje, men så skulle man også love ikke at komme til at vække ham.

I dag havde han haft værelset helt for sig selv og han havde taget sig selv god tid til at stå op. Det var alligevel svært at få stjålet noget før folk i byen var blevet lidt fulde, så han skulle gerne ud senere end dem.

Han havde iklædt sig et par løse bukser og en grå bluse, og var i gang med at hive en karrygul striktrøje på, da han kom ned ad trapperne. Den var alt for stor til ham, men han havde ikke råd til at være kræsen om vinteren. Alt de tjente skulle bruges på mad og varme, og fandt man en grim gul trøje et eller andet sted, så havde man bare at tage den på, så man kunne holde bare lidt på varmen. Desuden vidste Juno, at han så dødlækker ud i alt, og han strøg et par fingre igennem sit hår for at rette på det, imens han gik smilende igennem stuen og hilste løst på de børn, der hilste på ham.

Juno så Hector, inden fyren så ham, og lige inden satyren kom igennem døren ud til køkkenet, skubbede Juno til ham og møvede sig ind ad døren først.

"Morgensur?" spurgte Juno med et smil over skulderen, for selvom han slet ikke havde set Hectors ansigt indtil da, havde han heller ikke set fyren være andet end sur - morgen, middag og aften. 

Hvis Hector ikke havde været i gang med et kæmpe gab, og derfor var totalt distraheret, havde han nok ikke ladet sig skubbe til side på den måde, men så heldig var han desværre ikke. Han nåede lige akkurat at opfange duften - nej, stanken!!! - af Juno, inden han blev puffet til side og næsten gik ind i dørkarmen. Han nåede sig at rykke sig, så det kun var hans skulder, der bankede ind i trækarmen og ikke hans pande. Han stoppede op for at ømme sig og vrænge af den smilede Juno.

"Se dig dog for, din nar," vrissede Hector, mens døren lukkede sig foran ham, og han blev nødt til at sparke til den for at undgå at få den lige i smasken. Flere af ungerne, der var samlet i køkkenet, fnes, men de tav hurtigt, da Hector sendte et faretruende blik rundt i rummet. Juno, det røvhul, skulle selvfølgelig vise sig og gøre sig smart på hans bekostning. Det var så typisk, og stod han dér i sin lortegule striktrøje, der på en eller anden måde fik hans øjne til at se endnu mere blå ud, end de gjorde normalt. Hector rystede en smule på hovedet. Hvad fanden var det for noget at lægge mærke til? Han gryntede og trak vejret dybt for at beherske sig selv. Han ville gerne have noget at æde først, hvis han skulle slås med Juno. 

Han rev blikket fra Juno og traskede i stedet hen til det store smedejernskomfur, hvor han kiggede ned i den store gryde, der stod og boblede let på varmen. Grød. Det lignende bogstaveligt talt opkast, men det var mad, og selvom Hector var en del af banden, kunne man aldrig vide, hvornår man fik mad igen. Nogle dage levede og spiste de godt i banden, og andre dage, som i dag, skulle man være heldig, hvis man kunne få en skål lunken, udkogt grød. Hector rynkede på næsen, mens han skovlede noget af opkast-grøden op i en skål. Hvis man var heldig, havde de en lille smule sukker tilbage, som han kunne strø på den. Men for at komme en til sukkerskålen, skulle Hector forbi Juno. En gruppe unger havde samlet sig omkring ham, som de altid gjorde, og de blokerede vejen mellem det store køkkenbord og komfuret, der ledte hen til den store krydderihylde, hvor sukkerskålen stod. 

Hector skævede til Juno og hans samling unger, inden han trak vejret dybt og marcherede derhen. 

"Kan man komme forbi eller hvad?" gryntede han, hvilket var betydeligt høfligere, end han normalt ville have spurgt. 

At blive kaldt en nar var ingenting, i forhold til hvor galt det ellers kunne gå imellem Juno og Hector, så Juno ignorerede det bare med et smil. Han havde trods alt også været en nar med vilje.

Han var ved at sulte, men en lille gruppe af børn kom op til ham, og dem kunne Juno ikke ignorere. Han satte sig på hug og hilste på et par af dem, og tog imod de krystaller han fik af dem. Indkomst fra det tiggeri de havde gjort i løbet af dagen, hvoraf han gav de fleste af krystallerne videre til en af de lidt større drenge og bad ham om at købe 5 kg kartofler for dem. Drengen talte krystallerne og så derefter skeptisk op på Juno, velvidende at de begge var klar over, at der ikke var nok. Juno beordrede ham til at tage en af de små piger med sig. Hendes talent for skuespil var slet ikke lige så godt som Hectors, men hun var en lille pige, der kunne ligne hvem som helst lillesøster, og hun så altid ud som om hun var lige ved at græde, så hun var praktisk at tage med sig, når man bad om en smule rabat på mad.

Han havde rejst sig op og var i gang med distræt at flette en anden af småpigernes hår, imens han hørte hende fortælle om den nyeste sladder, da Hector afbrød dem og ungerne som ét vendte sig imod ham. Junos hænder stoppede i deres bevægelse og han lagde hovedet en smule på skrå, imens han så Hector an. Han havde lyst til at sige nej. Han havde lyst til at få Hector til at kæmpe for det, som han havde på fornemmelsen, at Hector mest af alt havde lyst til. Der var så meget vrede i den lille fyr og Juno havde på fornemmelsen at han havde brug for at lokke det alt sammen ud af ham, før han virkelig ville falde til med dem. 

"Når nu du spørger så pænt," svarede han i stedet, og til børnene sagde han; "smut ud og lav noget nyttigt," hvorefter de fleste af dem gik, og et par af dem kun gik til dørkammen, hvor de vendte sig om og nysgerrigt kiggede på de to drenge, der stod overfor hinanden.
Juno kastede et blik ned på Hectors skål, indså hvad han ville have, og tog så et halvt skridt til siden. Nok til at Hector ville kunne komme til sukkerskålen, men han var ikke ude af vejen, overhovedet ikke. Hector ville være nødt til at komme ubehageligt tæt på ham og helt op ansigtet på hinanden, hvis han ville have fat i den sukkerskål, og Juno stod bare dér og ventede på at han gjorde det, med hænder samlet på ryggen og et falskt, roligt smil. Han vidste, at Hector ikke brød sig om ham som leder, og for hver gang de sloges følte Juno at han blev udfordret i sin position, men han kunne heller ikke bakke ud af en konfrontation. 

Hector kunne næsten mærke, hvordan alle hans krøller begyndte at stritte endnu mere ud til alle sider af elektrisk arrigskab, da Juno ikke flyttede sig ordentligt. Andre ville måske ikke have lagt mærke til det, men Hector vidste, at Juno gjorde det 100% med vilje kun for at provokere ham. Og det virkede, og Hector hadede næsten det endnu mere, end han hadede Juno for at gøre det.

Men Hector var fast besluttet på at få fat i det åndssvage sukker, så han talte indvendigt til tre, inden han med faste skridt gik hen mod Juno og den smalle passage, han havde efterladt til Hector. Da han kom tættere på, blev han nødt til at vende sig for at kunne passe ind, hvilket betød, at han skulle tage en beslutning om han helst ville møve sig forbi Juno med skridtet eller røven mod ham. Passagen var så smal, at én af delene ville komme til at gnubbe over Juno, og Hector havde kun et sekund eller to til at beslutte sig, før det begyndte at virke mærkeligt. Han endte med at vælge skridtet. Så kunne han trods alt holde øje med Juno på samme tid.

Stadig med sin skål i hænderne, vendte Hector sin front mod Juno og bevægede sig sidelæns forbi han. Åh, det var så uendeligt fristende at losse Juno i kuglerne, når han nu alligevel var så tæt på, men det var trods alt lidt meget, når det kom helt uprovokeret, så Hector holdt sig i skindet. Han nøjedes med at stirre så olmt, som han overhovedet kunne slippe af sted med, mens han møvede sig forbi.

Knægten havde viljestyrke, dét måtte Juno give ham. Han gav i hvert fald ikke op, bare fordi Juno stod lidt i vejen. Fyrens hår stod ud over det hele og der gik et sug igennem Junos mave, der kun kunne betyde, at han var nødt til at flytte sig, og flytte sig nu. Han trådte væk fra krydderierne og strøg samtidig også en hånd over Hectors krøller, inden han nærmest sprang hen til komfuret for selv at få lidt mad. For suget i hans mave var uden tvivl fordi at han var sulten, han kunne ikke forestille sig noget andet.

"Nogen planer i aften?" spurgte Juno ham afslappet, som havde de ikke lige haft et show-down, han muligvis havde tabt, og da han drejede hovedet for at se hen på Hector, fik han samtidig øje på ungerne i døråbningen og gav dem et nik med hovedet, der betød at de skulle skride, inden han kiggede helt over på Hector, knap nok opmærksom på hvor han øsede op til sig selv henne. 
På mirakuløs vis fandt det meste af grøden den kop han havde valgt at bruge som skål, i mangel på rene skåle, og efter at have slikket en ske ren også (han havde ingen ide om, hvad den sidst var blevet brugt til), smed han sig ned i den nærmeste stol og lod som om han kun var halvt opmærksom på hvad Hector gjorde og sagde. Det var ikke gået forbi hans opmærksomhed at fyren var talentfuld og han havde længtes efter at få lov til at arbejde sammen med ham, men havde indtil nu ikke kunnet være i et lokale med ham i mere end et par minutter før én af dem var eksploderet. 

Det lignede ikke Juno at skride midt i et show-down, og Hector skulle lige til at nyde det, da Juno kørte sine fingre igennem hans krøller. Hector gryntede arrigt og kørte straks sine egne fingre igennem krøllerne, som om de havde siddet på en helt speciel måde med vilje, og ikke bare sad totalt tilfældigt. Han vendte hurtigt ryggen til Juno og hapsede sukkerskålen ned fra hylden. Eller det ville han have gjort, hvis han kunne nå den. Det var ikke unormalt, at nogle af de større piger satte skålen på en af de høje hylder, så de mindre børn ikke kunne nå den og æde dens indhold, og det ville Hector normalt have lagt mærke til, men han havde været så distrahere at skulle forbi Juno, at det slet ikke var gået op for ham, at han ikke kunne nå hylden med skålen. Han strakte sig, så strakte han sig lidt mere. Men selv på den yderste klovspids kunne han ikke nå den forpulede skål. 

"Hvad rager det dig?" vrissede han, mens han prøvede at trække en skammel hen på en helt enormt overskudsagtig måde, som om han hele tiden havde planlagt at skulle bruge den og ikke lige havde stået og forsøgt at nå hylden som en total idiot. Og for at overkompensere lidt for at genvinde sin tabte stolthed, tilføjede han, "Jeg har store planer, en rigtig fed fisk på bedding. Bare vent og se." 

Sandheden var, at han faktisk havde en stor fisk på bedding, men den slags skulle man altid først prale af efter ens trick var lykkedes, ikke før.

Juno fik noget af et kick ud af at se den lille, sure satyr forsøge at nå sukkerskålen, og han sad med et bredt smil og stolen vippet op på de to bagerste ben, da Hector svarede ham. Han trak på skuldrene, for han ville i hvert fald ikke indrømme, hvorfor han havde spurgt. Øjeblikket efter mistede han også balancen på stolen, der væltede forover. Ikke at det afbrød Juno, der blot så ned på sin ske for at se om han havde tabt noget af grøden, og da han så lidt grød på bordet, skrabede han det op med fingeren og puttede den i munden, imens han nærmest eftertænksomt så på Hector - som overvejede han virkelig, hvad den nye dreng sagde til ham, selvom han havde haft et svar klar på tungen fra start.

"Store planer, siger du? Det ved jeg sgu ikke, du... tror du ikke det er for meget, for sådan en lille stump som dig? Du kan ikke engang nå sukkeret alene. Skal du ikke have lidt hjælp, eller hvad?" Juno var usædvanligt ivrig efter selv at hjælpe Hector, især når det åbenbart gjaldt en stor fisk, og han troede oprigtigt, at det her var måden hvorpå han fik lov. 

"Årh, hold da kæft," gryntede Hector, mens han kravlede op på skamlen og rev skålen ned fra hylden. "Jeg har ikke brug for hjælp, og slet ikke fra dig."

Skålen var selvfølgelig tom, og Hector havde allermest lyst til at kyle den efter Juno, men han gjorde det dog ikke. Han satten den blot tilbage på hylden og hoppede ned, inden han greb sin skål og begyndte demonstrativt at æde sin grød, som om det hele tiden havde været planen ikke at putte sukker på den. Han satte sig ved køkkenbordet i den modsatte ende fra, hvor Juno sad og stirrede arrigt ned i skålen, mens han mere eller mindre indhalerede sin mad. Han skulle bare ud af det her hus og væk fra Juno så hurtigt som muligt, inden han kom til at gøre eller sige noget, der ville resultere i en slåskamp.

Juno fnøs irriteret, da han ikke fik lov til at komme med, og rullede så også med skuldrene, med en attitude af at være ligeglad. "Det må du selv om," svarede han og hakkede sin ske ned i skålen af grød med mere aggression end nødvendigt.

Han løftede blikket, da Hector satte sig så langt væk som han overhovedet kunne. Han så det som en provokation - Hector gjorde meget ud af at vise ham, at han ikke brød sig om ham, eller rigtig brød sig om at bo med banden i det hele taget. Tanken fik Juno til at læne sig tilbage i stolen og frustreret stryge begge hænder igennem sit hår, som han ubevidst ændrede til en lys brun imens. Han følte sig nødsaget til at gøre et eller andet ved Hectors følelser, hvis han ville undgå at fyren skred fra banden, men han var ikke skide god til at snakke med folk der ikke kunne lide ham. Selv nu sad han og så Hector dømmende an - dømmende, fordi han forsøgte at bedømme, hvad han skulle stille op med ham, men hans blik kunne nemt tolkes på andre, mindre venskabelige måder. Der var stadig meget Juno havde at lære om at lede eller om venskaber i det hele taget.

Hector så op lige tids nok til at se Junos hårfarve skifte, og han havde allermest lyst til at grynte "blærerøv" af ham, men holdt sig dog tilbage. Luften mellem dem var nærmest elektrisk, og han kunne godt mærke, at det trak lidt op til uvejr. De kunne nemt forlade køkkenet med blodnæse begge to, hvis det fortsatte. Men det ville være en virkelig dårlig idé, for Hector skulle bruge sit ansigt til dagens, og dét skulle Juno ikke have fornøjelsen af at ødelægge, ligegyldigt hvor mange pisse provokerende blikke, han sendte til Hector over køkkenbordet. Hector så tilbage til sin skål, mens han skrabede det sidste grød ud af den. Så rejste han sig for at stille den i vasken. Han skulle naturligvis forbi Juno igen, og han kunne ikke lade være med at holde vejret lidt, mens han marcherede resolut forbi ham med skålen i begge hænder. Han satte den i vasken lidt hårdere end det måske var nødvendigt, men det var svært, når ens indre boblede af raseri.

"Nu skrider jeg," mumlede han og vendte sig for at se overlegent på Juno. "Og du kan godt forberede dig på at falde på røven, når jeg kommer tilbage."

Det var selvfølgelig virkelig dumt at prale på den måde, før han overhovedet var kommet igang med sin plan, men Hector kunne ikke lade være. Juno skulle altid spille så skide smart, og Hector længtes efter at overgå ham bare på én eller anden måde. At det skulle komme fra hans egne mindreværdskomplekser faldt på ingen måde Hector ind at tro. Nej, det var udelukkende Junos skyld det hele!

Hector gik mod døren, allerede i fuld sving i sit hovedet med at lægge en plan for, hvordan hans mission på ingen måde kunne gå galt.

"Jeg er forberedt," svarede Juno, sarkastisk opgivende, med hænderne i vejret og et skeptisk blik mod Hector, der allerede var på vej ud af døren.

"Og hey - du skal ikke tro at jeg kommer og redder dig, når din plan går i vasken. Jeg har tilbudt dig min hjælp," råbte han efter ham, som ville det redde hans ære, hvis Hector kom tilbage med alverdens krystaller og Juno ikke havde noget som helst med det at gøre.

Han rejste sig op og gik hen til vasken, hvorfra han ud af køkkenvinduet kunne følge Hector med blikket. "Ludvig?" spurgte han, uden at tage blikket fra Hector, velvidende at Ludvig stod i døråbningen. 

"Ja?"

"Ved du, hvad den nye fyrs plan er? Noget stort?"

"Næh."

Juno sukkede. Højlydt. Han var skuffet over Ludvig og det måtte fyren gerne vide. Han plejede for helvede at vide alting.

"Jeg sikrer mig, at han er okay," sagde han og nidstirrede både Ludvig og knægten ved siden af ham, der uden tvivl begge havde hørt Juno fortælle Hector, at han ikke ville redde ham ud af problemer, for at sikre sig at de ikke kommenterede på hans løgn. Så tog han sin jakke på og løb ud på gaden, indtil han fik øje på Hector - derefter holdt han sig på god afstand af ham. Det var heldigvis nemt nok at finde en satyr i de her gader, og Juno kunne nemt nok forklæde sig. 

Det ville vøre en stor, fed løgn at sige, at Hector havde langt en vandtæt plan flere dage i forvejen. Han hade rodet med forskellige ideer over de sidste par dage, men havde ikke haft noget fast i tankerne, og han havde egentlig tænkt sig at gå med det i nogle dage endnu, indtil Juno provokerede ham til at fremskynde sine planer. Det var ikke specielt smart, for den gut, Hector havde haft i kikkerten, var ikke ligefrem hvem som helst. Så meget vidste Hector godt, men han anede ikke, hvor farlig fyren faktisk var.

Fyren gik under navnet Kalikula, men om det var hans rigtige navn, var der ingen, der vidste. Udadtil var en han rig købmand, der handlede med silkestoffer og kunst, men han havde et finmasket netværk af bagmænd, der solgte og købte sexslaver til bordeller i hele landet. Det var der ikke mange, der vidste, og det vidste Hector heller ikke. Det eneste, han så, var en fed rigmand, der var moden til at blive plukket til skindet. Han vidste heller ikke, at Kalikula havde for vane at hugge hænderne af folk, der prøvede at snyde ham. Havde Hector vidst alt dette, så havde han nok overvejet sin plan endnu engang.

Planen, han var kommet frem til, mens han havde travet lidt rundt i Dianthos' gader, var egentlig ganske simpel; hector havde holdt øje med Kalikulas vaner i et par dage, og han vidste, at manden yndede at gå tur på markedspladsen hver dag omkring middagstid, og det eneste, Hector skulle sørger for var, at han var distraheret nok til, at Hector kunne komme tæt på og hugge den fede pung, der stak op ad mandens baglomme. Nemt!

Kalikula var ganske rigtigt ude og gå på markedspladsen som altid. Folk holdt respektful afstand til manden, og selvom pladsen var brusende fuld af folk, kunne han gå uforstyrret og kigge på boderne, mens de handlende nærmest kastede ting efter ham. Hector holdt sig på behørig afstand i et stykke tid, indtil han så en mulighed:

En orkkvinde stod i nærheden og undersøgte fiskene hos en fiskehandler, der så noget bleg ud, mens han stirrede på orken. Bag orken, et par skridt derfra, stod to soldat-lignende typer og snakkede og grinede højt. De så lidt halvfulde ud- især den ene, der havde kortklippet hår og grå øjne. Perfekt. Fra lædertasken, Hector havde om livet, fiskede han sin slangebøsse frem, gemte sig bag en bod og tog sigte...

En lille sten ramte orkkvindens bagdel perfekt med et smæld, og hun vendte sig med et ryk og stirrede arrigt omkring som for at se, hvem der havde vovet at smække hende i røven. Ligesom Hector havde regnet med, fik hun øje på de to mænd bag hende, og hun greb fat i den nærmeste af den - ham med de grå øjne - og rasede, "Skal lille mandsling lægge hånd på Okra!?"

"H-hvad? Nej, jeg har ikke gjort noget!" kvækkede manden og forsøgte at hive sig løs. Hans kammerat kom ham til undsætning, og det udviklede sig hurtigt til højlydt tumult.

Igen, ligesom Hector havde håbet på, stimlede folk tæt sammen for at se på, mens orken forsøgte helt bogstaveligt talt at tvære livet ud af begge mænd, og Kalikula stillede sig naturligvis også op. Så var det nu!

Hector pilede ud fra sit skjul og gled igennem mængden. Kalikulas fede bagdel med den ligeså fede pung var lige dér! Han skulle bare lige liste den op ad lommen...

Hector var en dygtig skuespiller, men han var ikke så let på fingrene, som han gerne ville være. Pungen smuttede for ham med et ryk, og han vidste allerede, inden Kalikular vendte sig med et ryk og greb ham om hånden, at han var blevet taget.

"Nå nå, ser man det," hvislede Kalikula og smilede grumt til Hector, der allerede var i fuld gang med at hive og slide for at komme fri. "En lille lykkeridder, hva? Ved du, hvad jeg gør med sådan nogle som dig, knægt?"

"Nej, og jeg er skide ligeglad!" hvæsede Hector og spyttede efter manden. "Slip mig! Jeg har ikke gjort noget!"

Kalikula svarede ikke, men trak blot en bredskæftet kniv ud fra sin frakke.

"Lad os se, hvor mange punge, du kan stjæle, uden dine lange fingre..."

"Lad mig være! Slip mig!" rasede Hector og slog og sparkede ud efter manden, mens panikken susede igennem ham.

Juno havde boet i Dianthos hele sit liv og kommet i den forkerte del af Dianthos siden han var en lille dreng, der kunne stikke af fra sin barnepige. Det føltes som om han havde vidst hvem Kalikua var hele sit liv og han havde kun fået et større kendskab til ham, da Junos mor var kommet ind i en branche, Kalikua leverede varer til. Med undtagelse af Junos far, kunne Hector ikke have valgt et offer Juno hadede mere.

Til at starte med, da Juno så Hectors plan spille sig ud, var han imponeret - det var ikke en dårlig plan og Hector havde været tålmodig nok til at vente på et godt øjeblik, men fordi det var Kalikua der tydeligvis var målet, ville Juno have stoppet ham alligevel, hvis bare han havde kunnet nå det. Han satte i løb det øjeblik, det gik op for ham hvor Hector var på vej hen, men han havde holdt sig for på stor afstand og Hector blev snuppet, imens Juno stadig var i løb.
Hans hjerte galoperede i hjertet på ham, men han satte ikke farten ned. En plan sammensatte sig gradvist; Juno skred det sidste stykke hen af brostenene, hans fald gjort blødere af det slud og mudder der lå på dem, og han gled elegant under Kalikuas rækkevidde, men fik knap så elegant fat i pungen Hector havde tabt og nærmest væltede på benene igen, vendt imod Kalikua der vendte sig, så de stod ansigt til ansigt, uden megen hensyn til at han også trak Hector med sig.

"Juno," sagde han og smilede. Et smil, der mere afslørede hans gule tænder end hans følelser. Bare det, at høre sit navn komme ud af Kalikuas mund, gav Juno lyst til at slå ham og han knyttede ubevidst sin frie hånd. "Hvordan har din mor det?"

"Fint," snerrede Juno tilbage, hans kinder varme. Intet kunne hyle ham ud af den, som en mand der kendte hans mor intimt, og dem blev der kun flere og flere af. Om et års tid ville det slet ikke røre ham længere, men som det var nu, var deres situation stadig ny for ham. "Men hun vil få det bedre, når hun hører hvor mange krystaller jeg bakkede fra dig." Denne gang var det Junos tur til at smile og han kastede arrogant med pungen i sin hånd.

"Hvis du tager den, så tager jeg knægten," truede Kalikua Juno, der blot trak på skuldrene.

"Måske vi kan bytte. Satyren for pungen. Men jeg vil have ham med begge hænder intakt. Selv med to hænder kan han ikke engang stjæle fra en tumpe som dig, hvor ubrugelig tror du han er for mig, hvis du tager én af dem?"

Juno vidste, at hvis Kalikua nogensinde ville se sine krystaller, eller sin ære, igen, var han nødt til at gå med til det. Manden vidste ikke hvor banden opholdt sig og en advarsel om at holde sig fra Kalikua ville hurtigt være spredt blandt hele banden. Men han var alligevel ikke sikker nok i sin sag til at han turde se på Hector, hvis liv, eller i hvert fald hånd, afhang af det.

Der skete en hel masse på én gang, og Hector nåede ikke rigtigt at opfatte det hele. Han følte sig halvsvimmel af frygt, og da Juno dukkede op, havde Hector været to sekunder fra at trygle om nåde. Men det fik han slet ikke tid til, for pludselig rykkede Kalikula sig rundt, og Hector stod nu ansigt til ansigt med Juno, som tilsyneladende var kommet ud af ingenting. Hectors rædselsslagne hjerne kunne ikke helt regne ud, at Juno jo nok havde fulgt efter ham det meste af dagen.

Aldrig i sit liv havde Hector været så glad for at se en person, som han var for at se Juno lige i det øjeblik. Han hjerte hoppede i brystet, og hans hals snørrede sig sammen. Juno havde altid pralet med, at han kunne ordne alt, at man altid bare skulle komme til ham, så skulle han nok klare det hele, hvad end det var, og lige nu troede Hector på ham.

Kalikula var derimod slet ikke lige så glad for at se Juno, som Hector var. Han skar en grimasse af knægten, men han vidste også, at Juno havde overhånden her. Kalikula var en rig mand, men han var også en nærig mand, og der var mange krystaller i den pung. Han skævede lidt til satyren, hvis håndled han stadig holdt fast om, som om han prøvede at regne ud, om satyrens hænder virkelig var så mange krystaller værd.

Hector turde ikke møde mandens blik, men stirrede i stedet ned i jorden, mens en enkelt tåre eller to gled ned ad hans brune kinder uden han helt lagde mærke til det. Selvom Juno var her og kunne klare alt, så var Hector stadig bange; hans håndled sat stadig en Kalikulas næve, og Hector ville ikke føle sig tryg, før den var sluppet.

"Forpulede skarnsknægt," vrissede Kalikula endelig og spyttede en tobaksgul spytklat. "Vi bytter; min pung for din lille kæreste."

Kalikula holdt sin frie hånd frem mod Juno og forventede tydeligvis, at Juno overgav pungen først.

Bag dem eskalerede slagsmålet mellem orken og mændene, men Juno bemærkede intet andet end stykket imellem ham og Hector. Det mellemrum var det eneste der betød noget lige nu.

Juno var ikke dum. Faktisk, hvis du spurgte ham, ville han påstå at han var en af de smarteste drenge på gaden. Og han troede ikke et øjeblik på at Kalikua ville nøjes med én ting når han kunne få to.

"Kan du huske dengang du jagtede mig ned ad hovedgaden?" spurgte han nonchalant og kastede pungen fra den ene hånd til den anden. Han vidste at Kalikua ikke havde glemt det. Det var snart et år siden, men Juno havde været tusind gange hurtigere end Kalikua og var kun stoppet op engang imellem for at lade ham følge med. Det havde selvfølgelig været en del af en plan for at kunne stjæle fra ham, en plan der også dengang var gået i vasken, men Juno var aldrig blevet fanget. Tværtimod havde han nydt at lege med den vrede mand, der endelig havde givet op. Det var dog ikke for at bringe Kalikua i forlegenhed at han nævnte det, men for at minde ham om, hvem af dem der var hurtigst.

Han gav ham tid nok til at indse dét og fik også et anerkendende grynt fra manden, inden Juno kastede pungen fra sig til højre for sig, ud på den åbne markedsplads. Hele hans krop var klar på at spæne efter den, hvis ikke Kalikua slap Hector, så han ikke mistede det eneste han havde at forhandle med, men, næsten til Junos overraskelse, slap Kalikua satyren. Eller ikke så meget slap, som han voldsomt tyrede ham ind i Juno, der væltede ind i en person bag ham, og instinktivt lagde armene om Hector, for at holde ham hos sig og sørge for at han ikke væltede ned på de hårde sten.
Så snart han havde genvundet fodfæstet satte han i løb, stadig med en arm om Hectors ryg for at få ham med sig. "Kom, kom, kom!" Udbrød han, allerede inden han fik taget sit første skridt væk, og spildte ikke tid med at se hvad Kalikua havde gang i.

Hector havde ikke turdet at se på hverken Juno eller Kalikula, så han anede ikke, hvad der foregik. Men pludselig blev han sluppet og skubbet ret voldsomt fremad. Han nåede akkurat lige at se op i det sekund, Juno greb ham, og han mærkede et dybt sus i mellemgulvet, da Junos arme lagde sig om ham. Hvis det havde været en fredelig situation, ville Hector nok bare have stået det og gloet på Juno som en idiot, men heldigvis var fare ikke ovre endnu.

Frygten og chokket sad stadig i Hector, og han fulgte med Juno uden overhovedet at tænke over andet end følelsen og vægten af Junos varme arm om hans ryg, mens hjertet dunkede i brystet på ham.

Juno løb ikke særlig langt væk, faktisk nåede han nærmest kun lige rundt om hjørnet fra markedspladsen før han satte farten ned til en afslappet gang. Delvist fordi han vidste at Kalikua var mere optaget af at tælle sine krystaller (det var et kompliment til Junos evner, for det havde været umuligt at få tid til at stikke hånden ned i pungen og snuppe noget af indholdet, men det var godt at vide at Kalikua troede på at Juno kunne selv det umulige) og delvist fordi han vidste, at de ville kunne løbe fra ham når som helst, hvis Kalikua alligevel bestemte sig for at sætte efter dem. Manden havde hurtige reaktionsevner, men han var heldigvis ikke lige så hurtig på benene.

Juno blev dog ved med at gå, stadig med en arm om Hector, som han lagde op om hans skuldre i stedet.
"Modigt," kommenterede han med et grin. "Dumt som ind i Helvede, men modigt." Han understregede sin pointe ved at blinke til satyren. Han var imponeret og lagde ikke skjul på det. "Du løj virkelig ikke, da du sagde at det var en stor fisk, hva?"
Juno var ikke typen der holdt ved gamle uenigheder, ikke når det var med andre bandemedlemmer, så han havde fuldstændig glemt deres skænderi tidligere på dagen.

Hectors klove skred og gled lidt på brostenen, mens de spænede af sted, men han holdte sig dog på benene med hjælp fra Junos arm om ham.

Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, da de var alene og var stoppet med at løbe – jo, han havde nok regnet med, at Juno ville gøre nar af ham, kalde ham for en idiot for at forsøge at narre en mand så farlig som Kalikula – så da dette ikke skete, men da Juno i stedet roste ham og var tydeligt imponeret, så vidste Hector slet ikke, hvad han skulle stille op med det. Der var stadig tårer på hans kinder, selvom de efterhånden var tørret ind, og hans hjerte bankede stadig hårdt i brystet på ham. Meget ubehagelige minder fulde af vold og blod og død og skrig spøgte lige på kanten af hans bevidsthed, og det flimrede lidt for hans øjne, men han forsøgte at holde det på afstand ved at gnide sine øjne og tørre en hånd over sit ansigt og kinder.

"Jeg lyver sgu aldrig," gryntede han, da han endelig havde fået vejret og stemmen tilbage. Hans blik mødte endelig Junos, og Hectors kinder blev pludselig meget varme, da Juno blinkede til ham. Han sank en klump; han var bare ude af den.

"Tak," mumlede han så. Juno var en røvirriterende idiot, men han havde lige reddet Hectors liv, og selvom Hector var en lille, gnaven lort, så gav han tak, når tak var fortjent. "Det var sgu… Det var sgu pænt gjort af dig. Jeg skylder dig én."

"Dét kommer du til fra nu af, det er sgu en vigtig del af jobbet," svarede Juno, da Hector påstod at han aldrig løj, og han sagde det med et smil og et venligt dask til Hector, med den hånd der ikke holdt om ham.

Juno så mildest talt overrasket på Hector, da satyren oven i købet gav ham tak. På trods af at Juno ikke var vred på Hector, havde han ikke helt glemt at Hector var vred på ham.

"Det kostede mig ikke noget," svarede han med et skuldertræk, betydende at Hector ikke skyldte ham noget. Indtil han samtidig fik øje på et værtshus, der fik ham til at stoppe op og se ned på Hector med et dristigt smil. "Eller... Du kunne gi' en øl. Som tak for mit hårde, hårde arbejde."