Vanya rettede ryggen og strøg det lange blonde hår over skulderen. Hun havde siddet længe og fint snittet kødet fra de to kaniner hun havde fanget og hun smed dem nu i gryden der stod over bålet. Gryden simrede allerede og maden ville snart være klar. Vanya havde vurderet at lysningen her var perfekt at slå lejer i, skoven gav hende gode jagt muligheder og bugnede med planter Melda kunne bruge.

Vanya vendte blikket mod himlen mens hun tørrede sine fingre i en klud, solen havde bagt over dem hele dagen men var nu ved at slutte sin rute på himlen. Der ville nok gå nogle timer endnu før skumringen begyndte men Vanya kunne godt lide at være færdig med maden da det gav hende tid til at arbejde på de handsker hun var ved at lave til Melda som forberedelse til vinteren, og kanin skindet ville gøre dem både bløde og varme. "Melda?" Hun vendte sig for at finde sin søster, Vanya blev altid grebet af stor uro når hun ikke kunne se hende, også selvom at hun viste at Melda aldrig var alene.

Melda rejste sig efter at have plukket bærrene fra den plante, hendes morv Verya havde fundet og vist hende. Hun puttede bærrene i sin lille taske og børstede jord af knæene på hendes læder bukser. Skoven omkring hende var utrolig smuk og fyldt med planter som kunne bruges til at lave miksturer.

Verya puffede let til Meldas hånd med snuden og morvens blå krystal pulserede let, som den altid gjorde når hun havde fundet eller hørt noget. Morven viste hende en plante et par meter fra hende. Det var måneblad, en forholdsvis sjælden plante, som ville indbringe en fin pris på markedet. Melda lavede en mental note om at komme ud og plukke den ved midnats tid, da den kun blomstre når månen skinner på den.

Veryas øre vendte sig, som om hun lyttede til noget. Morven skubbede til Meldas pegefinger som hun var trænet til når hun hørte Vanyas stemme. Melda begyndte at gå tilbage mod lejeren. "Kaldte du?" Spurgte hun og gik hen og satte sig ved siden af søsteren. Hun lagde de planter hun havde fundet ud på jorden, så hun kunne arbejde med dem.

Davian havde været længe under vejs. Det havde været nogle lange dage i fast landet. Han havde faktisk endelig fundet noget nyt til kroen. Han havde en tynde under armen og et par kaniner over den anden skulder. Det var snart på tide at få noget at spise, men han skulle også nå hjem til kroen. Han havde været væk fra kroen i et stykke tid, og det var på tide at se hvordan den var blevet behandlet. Forhåbentlig var der ikke sket de store skader på kroen, men man kunne aldrig vide.
Han kiggede sig lidt omkring for at være sikker på han var kommet den rigtige vej. Det var så længe siden han havde været ved Amazonitskovene så det var lidt svært for ham at navigere. Han kløede sig lidt på næsen med den frie hånd og vendte sig om for at finde ud af hvor han var. Ganske rigtigt han var vidst farret en lille smule vild. En duft ramte hans næse, en velkendt duft, duft af mad og nogle kaniner. Han elskede kanin! Det var ikke lige det han lavede på kroen så tit, men det var da kanin han lavede når han lukkede for kroen i nogle dage.
Han bevægede sig efter duften og kiggede sig omkring for at være sikker på der ikke var noget han kunne genkende. Grene knækkede under hans fødder, og han kom endelig frem til duften der havde ramt hans næsebor.

Vanya åndede lettet op da Melda svarede. ”Jeg havde bare ikke hørt du var gået” Sagde hun og smilede til sin elskede lille søster. ”Der er mad om.. En halv time tror jeg..” Sagde hun og skulle til at sætte sig igen da en gren knækkede i nærheden.
Vanya var hurtig. Hun trak sin bue og havde en pil klar på strengen i det en skikkelse kom til syne mellem træerne. Vanya var altid på vagt, men i det mindste viste hun hvor Melda var og det gjorde hendes uro mindre da hun viste at søsteren ikke var i fare.

Hendes isblå øjne hvilede på skikkelsen, hun genkendte trækkene fra deres egen race og bare det gav hende lyst til at sende pilen mod mandens hjerte, selvom at hun ikke var helt sikker på at hun så rigtigt. Hun bed tænderne hårdt sammen og mindede sig selv om at hun ikke skulle spilde sin energi på foragt. Da hun så at han var alene – eller det gik hun da ud fra, sænkede hun langsomt buen, men den var stadig spændt. ”Hvem der?” Spurgte hun. Hun skævede kort over skulderen for at sikre sig at Melda forblev i sikkerhed og at de ikke havde været udsat for et bagholdsangreb.

Nogle ville nok mene at Vanya var overbeskyttende – meget overbeskyttende – men ifølge Vanya gjorde hun blot hvad der var nødvendigt for at holde sin søster sikker. Manden virkede umiddelbart ikke truende på trods af hendes mistanke om hans race, så hun valgte at lade sin tvivl komme ham til gode.
Hendes blik faldt nu på hvad det end var han bar under armen – det var stort og så tungt ud. Vanya forsøgte at ignorere sin nysgerrighed men det var svært.

Melda sad i skrædderstilling på jorden foran sine urter og stødte en rod i den morter der stod foran hende. Hendes hår hang løst og dannede et gardin omkring hende, mens hun koncentrerede sig om arbejdet. Verya lå ved siden af hende med hovedet hvilene på poterne.

Pludselig blev hun revet ud af hendes koncentrerede stadie, da Verya rejste sig op, lagde ørerne bagover og hendes krystal begyndte at pulsere i en hurtig rytme. Et millisekund efter Veryas reaktion fór Vanya op og trak sin bue. Melda kiggede sig forvirret omkring efter det de havde reageret på og så en mand stå i lysningen. Hun rakte hånden ud efter den smalle dolk, der altid hang i hendes bælte. Hun brugte den normalt til at samle urter med, men til nød kunne den bruges til at forsvare sig.

Manden virkede ellers flink nok og så umiddelbart rar ud, men Vanya havde lært hende at hun altid skulle være på vagt. "Rolig Verya." sagde Melda og morven tog en mere afslappet position, men hun var stadig på vagt. "Hun gør ikke noget, med mindre hun føler sig truet eller jeg siger hun skal." Fortalte hun den nyankomne.

Davian blev noget overrasket da en bue blev spændt og rettet imod ham. Han bukkede sig ned satte tønden fra sig og rakte hænderne op for at vise at han overgav sig. "Jeg gør ikke noget." sagde han stille og tog fat i sin bue for at ligge den fra sig også. Han ville ikke danne splid mellem nogen eller noget. Han ville blot være her for at finde sin vej. Han bed sig lidt i læben og kiggede over på bålet og maden der stod og var igang med at blive lavet. "Her dufter dejligt." fortsatte han i sit rolige stemmeleje og kiggede over på den anden person der sad ved bålet.
"Interessant. Så du kan have en samtale med denne." han kiggede lidt på morven og så på personen med buen. "Bare sænk den, jeg er her kun for at finde vej tilbage til Elverly. Er vidst farret en lille smule vild" han kiggede sig lidt omkring for at finde ud af hvor han var henne. Nej han kunne stadig ikke se noget der gav ham et minde om hvor han var henne. Men så igen han var jo også ved at være lidt gammel. Han vendte sig om for at kigge lidt rundt og blikket landede på personen med buen. "Men for at svare på dit spørgsmål. Så hedder jeg Falkeblik. Davian Falkeblik, jeg ejer kroen i Skovfortet." han kiggede lidt på dem begge to for at vurdere hvilken race de var, og for at finde ud af hvor gamle de var. "Men jeg tror ikke i har været i Elverly længe til at vide hvilken kro det er." de virkede nu også ret unge, men det ville han ikke sige til nogen. Det måtte de selv fortælle. Det ville også være forkert af ham at snakke sådan om folk.

Vanya var et øjeblik i tvivl om hvorvidt det var Morven eller Vanya selv Melda talte om da søsteren valgte at svare den fremmede. Modvilligt fast gjorde hun buen på ryggen og så mistroisk mod Elver manden. Hun kommenterede ikke på at han var faret vild, mest fordi at hun forsøgte at finde ud af hvor vidt han ville dem godt eller ondt. Hun blev til sidst enig med sig selv om at han nok var temmelig neutral, og sikkert ikke engang erindrede at de havde boet i Elverly.

Hans ord om at de nok ikke havde været i Elverly længe og dermed ikke kunne vide hvilken kro det var fik hende til at fnyse kort. Hun hadede når elvere havde forudindstillede ideer til andre – det kom ikke dem ved. Men han havde ret, hun anede ikke hvilken kro det var så den måtte jo være ret ny når alt kom til alt.
”Vanya.. Dette er min søster, Melda..” Hun slog kort ud med hånden og trak vejret dybt.
”Der kan godt blive mad til en mund mere.. Hvis du har brug for et hvil før du rejser videre” Det var tydeligt at hun ikke var begejstret for ideen men Melda plejede at sige at hun skulle løsne mere op og bare forsøge at være lidt åben, så det gjorde hun nu.

Hun gik hen til en spand med vand og skyllede hænderne. Der på tørrede hun dem i sine bukser og satte sig ned ved bålet for at røre i gryden med kanin stuvning. Hun vendte blikket mod den fremmede igen og gentog i sit indre at han endnu ikke havde vist andet end venlighed og derfor skulle behandles med samme.

Så havde han vidst trådt i spinaten siden der kom et fnys fra elverkvinden. Han bed sig lidt i læben, hvad havde han sagt som var forkert? Han vendte blikket mod den anden elverkvinde og anede ikke hvad han skulle stille op med noget af dette her. Han havde jo tydeligvis gjort noget galt, han anede bare ikke lige hvad det var.

Han nikkede til hende da hun sagde deres navne og hans blik gik hen på bålet og maden, for at lade blikket falde på Vanya. Det var et pænt navn men ikke noget der sagde ham et eller andet. Godt nok havde kroen ligget der i flere hundrede år men man kunne jo ikke huske på alle der kom ind og ud af kroen. Det var heller ikke alle der havde været i Skovfortet, Elverly var jo et stort sted. Hans øjne lyste da han hørte Vanya's næste ord. Han nikkede lidt til hende. ”Jeg takker mange gange for deres venlighed.” kom det roligt fra ham og satte tønden fra sig på jorden. Han lagde kaninerne oven på tønden og gik nærmere bålet. Han duftede lidt til maden, den var særdeles velduftende, måske den kunne konkurrere med hans egen stuvning men det var ikke til at vide før den var smagt.
Uden at vende sig om for at se hvad hun lavede satte han sig ned ved siden af bålet og satte sig i skrædderstilling.

//Efter aftale med Melda skrives hun ud

Vanya nikkede da Melda rejste sig og forlod lysningen med Morven, Melda ønskede at finde nogle flere planter og Vanya var mere tryg med Melda langt væk fra denne Elver mand alligevel.
Hendes blik hvilede på den fremmede mens hun rørte i gryden. Hun viste ikke helt hvordan hun skulle socialisere - det var som regel bare hende og Melda alligevel men manden var måske heller ikke her for socialt selskab, men mere for maden.
Hun var ikke sikker på hvad hun kunne forvente af manden, hans spidse elverøre gjorde hende utryk og hun flyttede lidt på sig mens hun puttede mere kaninkød i gryden sammen med nogle gulerødder. Suppen duftede ganske fabelagtigt og Vanya rejste sig, strøg det hvide hår om bag skulderen og hentede et par urter i Meldas taske, nogle lauerbærblade og andre urter der kunne bruges til at krydre med.

"Det er færdig om en halv times tid" Sagde hun lidt stift mens hun satte sig hvor hun havde siddet før og efter at have puttet urterne i gryden gav hun sig til at garve kanin skindet så hun kunne sy af det senere. Det burde være tydeligt for en hver at Vanya var et natur væsen, hun levede af og i naturen og brugte alt hvad den gav hende på den bedste måde.

Det var utroligt sådan som maden duftede godt. Der var ikke noget bedre end kanin i følge ham. Han fulgte hendes bevægelser med øjne. Alt hvad hun gjorde mindede han sig selv om. Det var altid rart med nogle nye fif i sit køkken. Dog var det ikke sikkert at det var sådan det ville ende. Han kendte nu meget til madlavning han havde jo sin egen kro. Der var jo rigeligt at tage sig til. Han kiggede lidt på hende og vendte blikket ned imod jorden. Han satte sig i skrædderstilling og lukkede øjne for at dufte til maden. "Det dufter hærligt" kom det fra ham og åbnede sine øjne for at kigge på hende. Han var ikke sikker på hun egentlig ville have selvskab men hun havde selv inviteret ham til mad. Han kunne selvfølgelig takke nej til maden nu og gå sin vej, men han var egentlig lidt sulten og han håbede sådan at maden ville være hurtigere færdig. Men kødet skulle være gennemstegt det vidste han godt. Han lukkede sine øjne igen og folede hænderne foran sig. Han åbnede sine øjne for at kigge på Vanya for at se hvad hun lavede. Egentlig havde han aldrig garvet skind før, måske det var noget han skulle til at gøre. Han fulgte hende med øjne og hvad hun gjorde. Han kunne jo altid lære noget nyt. "Hvad laver du hvis man må spørge?" han var ikke sikker på hun ville spørge men man kunne jo aldrig vide.

Vanya så mod manden med sammenknebne øjne. Hvad hun lavede? Hun så ned mod kanin skindet og futtede læberne kort. ”Jeg garver skindet, så jeg kan sy handler til Melda inden vinter" svarede hun tøvende og så mod ham med et mistroisk blik. ”Det handler om at bruge alt.. kød, pels, knogler…” sagde hun uddybende.
”hvis du spørger ind til den præcise handling, så pakker jeg skindet i salt så det ikke rådner og piller alt af jeg kan" sagde hun og rørte lidt i suppen før hendes isblå øjne hvilede på ham igen. Hun var bestemt ikke tryg ved at han var her, men det var bedre nu hvor Melda ikke var her

Davian kiggede på hende for at være sikker på han fik det hele med. Han havde aldrig tænkt over at garve noget, han havde altid bare afleveret det til en købmand mere var der ikke i det. Han blinkede nogle gange med sine øjne og lænede sig lidt frem for at se hvad hun gjorde. Brugte hun også knogler? Hvad brugte hun dog dem til?! "Knogler?" kom det fra ham noget overrasket. "Til hvad dog?" hans stemme var oprigtig nysgerrig, måske kunne han lære lidt alligevel. Det var aldrig for sent at lære lige meget hvor gammel man end var. Han kiggede på kanin gryden over bålet som hun rørte i den og snusede ind ad. Det duftede bare så skønt. Det var virkelig en lækker ret hun lavede, men han kunne godt lide kanin. Han elskede kanin. "Javel. Så du bruger skindet til tøj. Smart tænkt" kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. Det var virkelig ikke noget han selv havde tænkt over. Han havde jo bare købt nyt tøj hvis han skulle bruge noget.

Vanya sendte ham et blik der ikke helt kunne defineres. Hun var stadig ikke glad for at han var der men accepterede det og hans spørgsmål. "Knogler ja.. De kan laves til knapper, nåle eller... Fløjter for at komme med et eksempel" Sagde hun og rørte lidt i suppen igen før hun arbejdede videre med skindet.
"Det er vigtigt at bruge alt.. Ellers misbruger man blot naturen" Kommenterede hun så med et skarpt blik i hans retning. Han var elver, han burde da vide disse ting? Måske var det fordi hun havde levet i naturen i så mange år at det var blevet en vane sag for hende. Hun havde ikke lyst til at være i byerne, hun havde ikke lyst til at være afhængig af andre. Hun ville bare gerne passe på sig selv og sin søster. 
Vanya strøg det lange platin blonde hår om bag øret og stirrede på ham med sine isblå øjne mens hun spekulerede på hvorfor han blev. Hun var ikke en rar person og det generede hende når hun ikke kunne læse folk og finde deres motiver for at være i hendes nærhed.

Det var så sandlig interessant, aldrig havde han tænkt på at bruge tingene til egne formål. Men så igen han var også bare en simpel krofatter, han brugte kødet til mad, serverede drinks. Han kunne virkelig heller ikke stå og lave knapper af knogler. Han nikkede dog lidt. ”Det har jeg virkelig aldrig tænkt over..” han tænkte sig lidt om, måske var det noget han skulle bruge sin tid på. Nej der var for meget andet at lave på kroen til at han ville have tid til at sætte sig ind i sådan noget. Han havde nok arbejde at lave, han behøvede ikke at have mere. ”Der kan selvfølgelig være noget om det du siger. Dog plejer jeg at give det væk.” han kiggede lidt på hvad hun gjorde og så på hende. Han sendte hende et smil. Hun virkede virkelig ikke særlig begejstret for at han var der, måske han skulle gå sin vej. Han ville nødig være til besvær, det var ikke derfor han var her. Han kunne jo også røre hende og bruge sin evne, men det ville heller ikke være pænt gjort. Nej han måtte bare være i det så længe han kunne, eller til hun bad om at gå.

Han lagde hænderne i skødet og kiggede ind i bålet. ”Er det ok at jeg er her?” spurgte han roligt. Han kunne sagtens prøve at finde vejen tilbage til Elverly, og han ville virkelig ikke trænge sig på, også selvom hun havde budt på mad.

Vanya stoppede sit arbejde og så mod ham, hendes blik stadig afmålt og køligt. "Jeg har budt på mad, har jeg ikke?" sagde hun hårdt og og bed sig selv i tungen. Hun viste jo godt at det ikke var det han mente. Hun lagde arbejdet fra sig og skyllede sine hænder endnu en gang i en balje med vand før hun sukkede tungt og lod fingrene glide gennem håret, håret klistrede til de våde fingre og fik næsten et sølv lignende skær da det blev vådt.
"Hør..." sagde hun og slog ud med armene "min... oplevelse, med min egen art er ikke.... positiv... det har påvirket hvordan jeg ser... alt" sagde hun langsomt og skulle tydeligvis tvinge ordene ud fra sine læber, som et fornærmet og stædigt barn.

"jeg... beklager... hvis jeg virker fjendtlig" sagde hun på samme tvungne måde - Meldas formanede ord om at være åben og i imødekommende klingede et sted i hendes baghoved og hun iagttog elvermanden længe før hun gav sig til at røre i gryden. "maden er klar" sagde hun og greb to skåle. Hun hældte fermt op og satte skålene fra sig på jorden. Hun pakkede forsigtigt et lille stykke brød ud af et bomuldsstofstykke og rakte ham et stykke med et afventende blik.

Ups... Havde han sagt noget forkert? Måske havde han, men i så fald var det slet ikke med vilje. Hun virkede bare så fjendsk at han ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Godt nok sad han ned, men det var virkelig svært at få et følehorn ude på hvordan hun taklede tingene. "Jo men jeg mener bare..." han bed sig lidt i læben. Måske havde hun bare en grund til at være sådan som hun var. Det var ikke nemt at være elver nu om dage, og måske havde hun oplevet noget forfærdeligt i sin tid? Hans blik bevægede sig op til hendes hår han lagde hurtigt mærke til det skær som håret fik. Det var smukt, det var ikke så tit han havde oplevet hår opføre sig på den måde. Hun måtte være speciel.
"Åh... Det beklager jeg." kom det roligt fra ham og kiggede ned i jorden. Nok var han ved at være gammel, men han kunne godt se når en kamp var tabt. Han ville ikke trænge sig på og tvinge hende til at have selvskab hvis det ikke var det hun ønskede. "Jeg vil bare nødig være på tværs, eller kaste dig ud i noget du ikke har lyst til." han kiggede op fra jorden og hen på hende. Det ville være en skam hvis hun tvang sig selv til at være venskabelig hvis det ikke lå til hende.

Som maden var klar kiggede han på skålen der blev sat på jorden. Han var lidt forvirret, hun ønskede ikke selvskab men alligevel tvang hun sig selv til at være venlig. Hun var virkelig ikke vant til at have nogen omkring sig. Måske hun også bare var for beskyttende over for sin søster? Han kunne egentlig godt forstå det. Det var vigtigt at tage sig af nogen, selv havde han ingen at tage sig af. Dog havde han sin kro, og det var lige godt det samme, var det ikke?
Han kiggede på brødet der blev rakt ud til ham og med stor forsigtighed tog han fat i brødet og der efter skålen der stod på jorden. "Tak" sagde han roligt og kiggede ned på brødet og skålen han havde i hver sin hånd.

Vanya stirrede lidt på manden med sine isblå øjne og så der efter ned i sin skål. Hun bragte skålen til læberne og drak den velsmagende væske, hun brugte fingrene til at fiske de kogte stykker kød op og tyggede dem tænksomt mens hun betragtede manden igen.
”Vi er et stykke fra Elverly… Hvorfor er du så langt fra hjem?” Spurgte hun for at skifte emne. Det var aldrig en god ide at begynde at diskutere med hende, da hun var stædig som et æsel og ofte kom til at føle sig som et fjols. Det var nemmere bare helt at skifte emne og forhåbentlig få en mere behagelig samtale selvom hun ikke forventede det. Hun var stadig på vagt over for ham, og var stadig ikke sikker på at han kunne stoles på.

Maden gjorde godt og gav varmen. Hun delte sit brød i mindre dele og spiste dem langsomt mens hun stirrede lidt på den boblende gryde. Hun hældte efter lidt eftertænkning noget mere op i sin skål og hævede øjenbrynene i hans retning som et usagt spørgsmål om han skulle have mere. Hun havde forstået at han havde en kro, at han var faret vild og hvad han hed – men hvorfor var han uden for byen til at starte med?

Hun spiste langsomt, hun havde bestemt ikke travlt med at få maden ned. Hun sørgede for at spise jævnligt så sulten aldrig rigtig nåede at sætte ind. På den måde havde hun altid energi til at skyde sin bue mod trusler der nærmede sig hende eller Melda. Hele Vanyas dag gik med jagt, enten i elverform eller en af sine andre former.

/Afsluttet