På en af de væltede træer havde Hauru lagt sig på ryggen, med lukkede øjne og armene bag hovedet. Det var lang tid siden han havde været her og det var som regel et af de steder der ikke kom andre. Så han havde taget chancen og lagt sig til at slappe af. Hans vejrtrækning var helt rolig og dyb, mere afslappet end den havde været længe og det var rart. Rart endelig ikke at skulle bruge energi på noget som helst. De sidste par uger havde været begivenhedsrige og ikke alle begivenheder havde været lige behagelige. Men han havde selvfølgelig ikke glemt de gode dage. De mange.... gode dage, han ikke kunne lade være med at smile en anelse over.

Hauru fik lige lagt sig til rette på træstammen, for ikke at vippe ud over kanten. Godt nok var der ikke langt til jorden, nok ikke mere end en meter, men når han nu lå så godt, ville det da være irriterende at skvatte ned. Et tungt suk tilfredsstillende suk kom fra ham over alle de.. behagelige.. tanker han havde i hovedet og det svage smil forblev på hans læber. Alt det blod han havde haft lidt alle steder, havde han fået fjernet, så den barer overkrop så igen helt ren ud. Bukserne var en anden sag. De havde stadig en del blodpletter på sig og han havde været for doven til at gå hjem for at skifte dem. Ikke fordi nogle af hans andre bukser var meget pænere.

koda var nu endnu engang langt ude i en skov midt om natten, men hvorfor dog? ja hun ledte fribrilsk efter Hauru og det her var den eneste vej Koda havde nogle spor efter den irriterende vampyr til sin mand som hun havde en høne at plukke med. Eller entelig så burde Koda måske være mere flink set på hendes egne gerneninger ud fra hun lige havde lovet sig til en ny mand det gjorde bare alt mere besværligt. Men heldigvis kunne man desvære sige, så da Hauru havde begrebet sig på Koda ændrede deres forhold sig til Koda tog ejerskab over Hauru nu. Så man kunne jo sige at Koda nu havde en mand som hun skulle plus hun havde en mand hun ejede til når andet lige passede ind. På en måde ret praktisk. 

Koda stoppede op og syntes at kunne dufte Haurus duft endnu engang i nærheden omkring sig men han var ikke til at få øje på, suk hvor hun ikke orkede at lege gemmeleg på den her måde.
"Sig mig er du her" udbrød Koda irriteret ud i luften og håbede ikke at skulle til at skulle bruge flere timer på at lede efter sit legetøj.

Det var svært at skjule smilet, som det hele havde udviklet sig i en lidt anden retning end hvad han havde forventet. Først troede han at han blot havde en heldig aften, så viste det sig at Koda var gået efter duften af en anden og nu havde han åbenbart en hustru.. Det lød underligt og Deavás tog det egentlig ikke så tungt, efter at han havde brugt noget tid på at analysere situationen og tænke det igennem. Han havde fået den fornemmelse af, at Hauru og Koda’s situationen var en anelse anspændt og Deavás havde bestemt ikke noget imod at gøre den slags værre, så han ville med glæde lede hende vejen til Hauru blot for at se blikket i hans øjne.

Deavás behøvede ikke at anstrenge sig særlig meget for at vise vejen til den forbistrede vampyr og hans skjul. Det undrede ham ikke at de var nød til at bevæge sig udenfor civilisationen for at finde ham. Det var et velkendt sted, men Deavás blev let i baggrunden for at se Hauru’s reaktion, alligevel bredte smilet sig, som Koda fik færden af ham. Han gjorde et nik med hovedet og pegede mod et nært stående træ og op. ”Jeg er sikker på, han bliver glad for at se Dem” der var et svært glimt at spore i hans øjne, som han fulgte med Koda mod træet og ikke rigtig forsøgte at skjule sig sammen med hende. Hauru havde sikkert hørt hende, så mon ikke han forsøgte at gemme sig eller stikke af? Hvilket var grunden til at Deavás blev ved hendes side, så det ville være nemt at finde ham igen.

Hauru nåede kun lige at få lagt sig til rette, for ikke at skvatte ned, før han hørte Kodas stemme og han kom med et spjæt i forskrækkelse. Han skvattede ned af træet og landede på maven med et bump og et gisp. Han sukkede tungt, før han fik rejst sig op på knæ. Han børstede jorden af brystkassen og maven, og derefter af bukserne.
"Hun har det med at dukke op på nogle irriterende tidspunkter," mumlede han lavt irriteret for sig selv, før han fik rejst sig helt og lænet sig op af det samme træ han var skvattet ned af. Før han overhovedet fik øje på Koda, som han vidste var lige i nærheden, fik han færden af en anden velkendt. Han vidste hun ikke var alene, men han kunne ikke placerer duften.

Hauru tænkte ikke videre over det. I stedet måtte han jo nok hellere svarer. Han vidste at mødet med Koda ikke kunne undgås.
"Jeg venter pænt på dig, min elskede!" Råbte han tilbage med en snert af ironi i stemmen. Han vendte blikket mod jorden og sukkede tungt, mens han prøvede at tage sig sammen til endnu et af de møder, han var sikker på ville gå galt.

Sikker på at Hauru ville være glad for at se hende? Koda tvivlede en del at det var sagen. Desuden vidste Koda ikke just om hun ligefrem selv glædede sig til det her. Men i stedet for at komme med en skarp kommentar smilede Koda kærligt til Deavas og sagde "Tak min egen, det håber jeg også han bliver"
Koda havde stadig ingen ide om hvilken slags mand hun havde viet sit liv til denne gang, Hauru havde jo vist sig at være et dumt valg.

Da hauru endellig gav lyd fra sig gik Koda straks efter lyden hvorfra Haurus stemme var og hun sagde "Godt min kære".
Der gik ikke mere end få øjeblikke før Koda havde fundet Hauru og syntes af en mand der tydeligt havde brug for noget nyt tøj og ellers blot lignede sig selv gjorde blot der kom et mindre suk fra hendes læber. Men derefter gik Koda blot roligt hen til Hauru med et roligt smil på læberne og hun sagde "Min kære, hvad jeg ikke har måtte udsætte mig selv for blot for at finde dig"
Man kunne tydelig høre en form for skuffelse og utilfredshed i Koda stemme, at det mest var rettet imod hende selv agtede hun ikke at fortælle Hauru. Gad vide hvor længe hun kunne holde detaljen om Deavas hemmelig for Hauru eller om Deavas straks skulle stikke en kniv i ryggen på hende her for at statuere et eksempel vidste hun ikke.

Egentlig bekymrede han sig ikke om deres indbyrdes forhold, den eneste grund til at han var gået med til det hele var for at se Hauru’s ansigtsudtryk, når han dukkede op igen sammen med Koda. Hvis han havde opfattet Hauru korrekt, så var han ikke et sekund i tvivl om at han ville forsøge at undvige beskyldningerne, men om ikke andet, så var Deavás overbevist om at han nok skulle få vist sin plads. Han nikkede roligt til hende, før at han trådte let i baggrunden med et smil og hænderne placeret på ryggen.

Lyden fra bumpet, som Hauru faldt ned fra træet fik Deavás til at rynke let på næsen. Han var uden tvivl et underligt tilfælde.. Han havde i hvert fald ikke den sædvanlige stolthed, som vampyrer bar rundt på, når de trådte på andre. Hans svar til Koda’s ord fik Deavás til at ryste let på hovedet. Undskyldningerne var sikkert det næste. Deavás’ blik hvilede mod Koda, som hun bevægede sig hen til Hauru. De gyldne øjne fulgte roligt hendes bevægelser, før at han lod blikket glide mod Hauru. Han virkede anelse sølle og Deavás kunne ikke helt lade vær med at overveje sit løfte til vampyren, men undlod at sige noget til at begynde med. Roligt lod Deavás sine fingre strejfe hans egen hals, mindet om biddet var der endnu og han var fortsat irriteret over det. ”Hvor ser De sølle ud” lød det roligt fra ham, som han trådte nærmere og smilte køligt til Hauru. Deavás holdt ryggen rank, som han havde lagt armene over kors.

Hauru fik endelig rettet blikket mod Koda, da hun bevægede sig tættere på ham og han sendte hende et svagt smil. Dog forsvandt smilet hurtigt, da han fik øje på Deavás. Et lavt "Nåårh.." Lød fra ham, da det gik op for ham, hvor han havde duftet ham før, og det blik der blev rettet mod Koda igen var lettere forvirret. Han undrede sig tydeligvis over hvad de lavede sammen, men han valgte ikke at kommentere på det endnu.
"Aw, Koda. Så fortæl mig endelig hvad jeg kan gøre, for at gøre det bedre," sagde han, stadig med en tydelig ironi i stemmen. Han var stadig klar over hvad Koda var i stand til at gøre mod ham, så han valgte sine ord med omhu, men det betød ikke at han ville bruge den korrekte tone. Han var lige så flabet at høre på, som han altid var.

Så rettede han sig mod Deavás. Hans blik var lige så forvirret som før, men han kunne ikke lade være med at sende ham det samme smil, han havde sendt ham sidste gang de sås, dog en anelse dæmpet. - Lettere lystigt. Chancen for at Koda udmærket var klar over hvilken relation Hauru til Deavás var ret stor og smilet fra ham selv var ikke ligefrem diskret. Men han undgik stadig at komme med nogle kommentarer der kunne afsløre det. Hvis Koda intet vidste, havde han bestemt ikke selv tænkt sig at sige det.

Det her syn af Hauru og måde han direkte opførte sig gjorde det bestemt lokkende blot at forlade stedet med det samme, sammen med Deavas og så bare starte en tid uden Hauru. Det var direkte for at provokere hende vidste Koda udemærket godt og det ville Hauru bestemt fortryde.
Roligt trådte Koda nærmere Hauru og med en halvknyttet hånd kom bagsiden af Kodas hånd og gav et hårdt slag på siden af Haurus ansigt, for ekstra effekt var Kodas baghånd dækket af et lille lag rug is så det ville rive ekstra meget.
"Jeg kan på ingen måde efterlade dig bare lidt alene" udbrød Koda vredt og var sikker på hun nok skulle få et flabet svar tilbage. 
Koda lagde udemærket øje til de blikke Hauru gav Deavas og et lille grin kom frem på Kodas læber.
"Åh kære... ser du har mødt min nye undling... og ser ud.. jeg holder så meget af ham at jeg har lovet han må lege med dig en gang imellem.. Selvfølgelig hvor du ikke har så meget at sige" sagde Koda med et lille grin og droppede ideen med at lægge skjul på hun selv havde fundet sig en ekstra mand i sit liv. Hvorfor skulle det også være forbudt at tilhøre 2 mænd, eller Hauru tilhørte efterhånden mere hende end hun gjorde ham.

Den måde hvorpå smilet forlod Hauru’s læber, så snart at han fik øje på ham, bragte et smil over Deavás egne læber, som han trak let på skulderne og lod Koda føre ordet. Der var ingen grund til at han skulle blande sig endnu, da han var sikker på at Koda også vidste, hvordan han skulle håndtere. Haurus ord lød mere som skinger jamren i hans øre. Det var ikke til at begribe hvordan Koda havde lavet den aftale med ham, men han var selvfølgelig ikke taget med for at forstå deres forhold, tværtimod..

Slaget mod vampyrens kind, fik Deavás til at smile igen, som han ikke rykkede sig ud af stedet, men fortsat beholdt blikket rettet mod dem begge. De gyldne øjne gled fra den ene til den anden. Alligevel mødte Deavás Haurus blik. Det var dumdristigt og han burde vide bedre, men alligevel kom det ikke bag på ham. Det lå tydeligvis til hans natur. Koda’s beskyldninger var sande og Deavás var med til at bevise det. Det var jo ikke fordi Hauru brugte mange kræfter på at skjule det overfor hende. Kodas ord overraskede ham lidt, som han selv havde fortalt hende, at han ikke havde et behov for at træde i det overfor Hauru, men hun måtte jo have skiftet mening. Deavás trådte roligt op på siden af Koda, som hans blik gled mod Hauru. ”Jeg tror aldrig jeg præsenterede mig selv, navnet er Deavás” sagde han med et skævt og skummelt smil på læben. En aftale var en aftale og Deavás havde tænkt sig at udnytte muligheden, når det bød sig. Dog vendte han roligt fokus tilbage mod Koda, som han lænede sig ind til hende og placerede et kys mod hendes læber. Der var ingen vej tilbage.. Han rettede sig dog atter op og trådte op til Hauru. ”Jeg lovede Dem at jeg ikke ville være sød næste gang og det har jeg tænkt mig at holde” stemmen var lav, men den bar en vis styrke og det var også sagt højt nok til at Koda ikke var udelukket fra samtalen.

Hauru lod blikket glide ned af Koda, som hun gik tættere på. Ingen overraskelse at han lige skulle betragte hende, før han rettede blikket mod øjnene igen. Men han nåede dårligt nok at løfte blikket igen, før den kolde knytnæve ramte ham på kinden og han var nødt til at træde et skridt til siden for ikke at skvatte på røven. Mærket det efterlod på hans kind, lignede mere eller mindre et der var blevet efterladt efter han havde skrabet hele kinden mod jorden, men der gik ikke mere end et par sekunder før det var forsvundet igen. Han fik rettet blikket mod Koda, denne gang et lettere irriteret blik. Trangen til at slå igen blev undertrykt, som han vidste at Koda ville kunne tage hævn i endnu værre grad. I stedet valgte han at sende hende et sammenbidt smil. Han skævede kort mod Deavás, som Koda forklarede hvad hans rolle var og han kunne ikke holde et lavt grin tilbage.
"Fint med mig. Han gjorde det rimelig godt sidst," sagde han provokerende, stadig med blikket fast på Koda. At han ikke ville have afsløret sit kendskab til Deavás over for hende, røg hurtigt ud af vinduet med den sætning, men det var vel en lille form for hævn over knytnæven, at være så flabet som han kunne.

Hauru vendte blikket mod Deavás igen, da han fik præsenteret sig selv og han lagde hovedet en anelse på skrå, som han betragtede deres kys. Hvis det var et forsøg på at få Hauru til at reagere, virkede det bestemt ikke. At Koda lå med andre generede ham ikke. Han gjorde jo selv det samme.
"Jeg ville præsentere mig, men jeg går ud fra at Koda har givet dig mit navn," sagde han og rettede sig op, som Deavás kom tættere på. Selv hvis Koda ikke havde, var han selv ret ligeglad. Navne betød ikke meget for ham og det var sjældent han brugte tid på at fortælle andre hvad han hed.
"Det er også helt i orden, men det ville måske være på sin plads at vente, til min kone ikke står lige der," sagde han som han skævede mod Koda og sendte hende et smil og et let hævet øjenbryn.

Selvfølgelig havde Hauru det fint med den nye aftale, men så længe det skete på hendes permiser var det heltfint.  Ikke så Hauru bare rendte rundt og gjorde hvad det passede ham på nogen måde. Forresten lige det, han havde nok med 100 procent sikkerhed været igang med andre allerede nu. Men Koda havde ikke lige energi til at pensle det ud af Hauru lige nu.
Koda tog glædeligt imodd Deavas kys trods hun et sted var trist inderst inde over at tilhøre en ny mand, men med tiden håbede hun dog at det skulle blive fint. For nu fik hun tilfredsstillelse som Hauru ikke havde præsteret endnu.

Koda sukkede ved Haurus opførsel og med et fik han et iskoldt blik og Koda sagde blot "Deavas har de samme beføjelser til at afstraffe dig for hvad end det nu faldt ham ind som jeg... og jeg er sikker på han nok skal vise hvad det betyder når det gælder" Roligt lod Koda sin hånd køre ned af Deavvas ryg hvorefter hun gik helt tæt op af Hauru og sagde så "Sig mig min kære... Har du ellers gjort ting som du ikke måtte? Du ved hvor meget jeg hader at skulle afstraffe dit kønne ansigt... men jeg tror ikke helt Deavas har samme kærlighed til dig som jeg har min kære" Kodas stemme var sukkersød, kærlig men stadig iskold som hun havde lyst til bare stikke noget skarpt i Haurus mave, det var bare noget ved ham der gjorde det, trods hun stadig elskede ham.

Den barnlige attitude var der stadig, så Hauru havde ikke forandret sig siden sidst, ikke at der var gået særlig lang tid, så det var vel håbløst at satse på noget lignende. Grinet blev dog modtaget med et smil, som han langsomt rystede på hovedet og sukkede. ”Så De har ikke glemt mig” pointerede ham med køligt blik i øjnene. Ikke at Hauru ville få endnu en chance med ham og bestemt ikke med vampyren i kontrol. Det ville aldrig komme til at ske, så hvad forventede han egentlig ville ske imellem dem, nu hvor Deavás havde fået tilladelse af Haurus egen hustru?

Kysset var slet ikke til ære for Hauru, men tiltænkt Koda, som han egentlig ikke ønskede at bruge yderligere energi på vampyren, før at muligheden bød sig næste gang. Der var tale om en indbyrdes kamp imellem dem og Deavás havde ikke noget imod at være bødlen, hvis det nogensinde kom til det. ”Deres navn er egentlig ikke relevant for mig, jeg har altid hvad jeg har brug for” svarede han med et løftet bryn, som han dog sukkede dybt af hans konstante søgen efter slag. Der kunne umuligt være anden grund til at han prøvede at provokere Koda?

Deavás kiggede sig over skulderen, som han smilte til Koda, før at han gik rundt om Hauru og placerede sig bag ham. Hånden hun kort havde ladet strejfe hans ryg havde givet ham et lystigt smil over læben. Deavás vendte blikket tilbage til Koda, som hun gik op til Hauru og han blot fulgte optrinnet bagfra, hvor han havde udsigt til hvad han havde set sidst af Hauru. Ikke tale om at der skulle være nogen form for nydelse imellem dem igen. Kun hans egen og Haurus smerte.. ”Hvad vil De foretrække, kære?” spurgte han roligt, som han trådte op til Hauru bagfra og strøg fingrene over hans balle, dog kun kort før hænderne vandrede op til hans hals, som hånden omsluttede halsen. Et greb de begge havde taget før, men denne gang var det ikke for sjov.

Hauru smilede lettere tilfreds over det kolde blik han fik fra Koda. At provokere hende havde altid været ekstremt tilfredsstillende. Det var sådan set lige så tilfredsstillende at provokere alle andre også. Hendes første sætning fik ham til at blive en anelse nervøs. Han havde trods alt set hvad Koda var villig til at gøre mod ham og han var sikker på at en hånd i Deavás bukser ikke ville virke hver gang. Han fandt dog hurtigt sit smil igen da hun kom helt tæt på.
"Selvfølgelig har jeg ikke det. Der er slet ingen grund til at afstraffe mit kønne ansigt," sagde han selvsikkert og med et selvfedt smil der passede til sætningen. Han var selvfølgelig også fuld af løgn. De regler Koda havde lagt for ham, var nok blevet brudt fire eller fem gange, men det behøvede han vel ikke at indrømme.

Hauru rystede svagt på hovedet som svar til Deavás. Nej, han havde bestemt ikke glemt ham, også selvom han sagde at han ville. Nu var der heller ikke gået specielt lang tid siden sidst de havde set hinanden. Var der gået længere, havde han nok glemt alt om ham. Og siden han ikke mente et navn var relevant, valgte han stadig at undlade at fortælle det.
Hauru fulgte Deavás med et lettere undrende blik, som han bevægede sig om bag ham, men han flyttede sig ikke. Han mærkede fingrene der blev strøget op af hans balle, men reagerede ikke på det og et lavt gisp lød fra ham, da hånden greb fat om halsen. Han skævede mod Deavás og et lumsk smil bredte sig på hans læber.
"Lidt strammere," hviskede han, med en tone der indikerede at han nød det. Så rettede han blikket mod Koda igen.
"Du havde da ikke behøvet at pudse dit nye kæledyr på mig. Du plejer at være godt i stand til at klare tingene selv." Hans tone havde hurtigt ændret sig til at lyde en anelse vred, dog gjorde han stadig intet for at komme fri fra Deavás greb. Hvis han gjorde modstand, kunne Koda med nemhed tvinge ham i jorden, hvilket han oplevede sidst. I stedet for at kæmpe imod, gjorde han hvad han kunne for at være lige så flabet som han plejede at være, også selvom han udmærket vidste at det næste der skulle ske, nok ikke blev særlig rart.

Det var næsten synd og skam at bruge energi på Haru der nok aldrig ville lære noget, men forhåbenlig en dag ville han dog få lært at han blot skulle holde sig på måtten og gøre som der blev sagt, ind til da måtte der være kontant afregning på hvad han gik rundt og fortog sig.
Synet af Deavas der tog et godt kvælertag på Hauru var dejligt at se trods Hauru der prøvede at spille smart på den bekostning. Den yderligere kommentar rettet imod Koda valgte hun at ignorer og trådte helt hen til Hauru og lod blot blikket vandre op og ned.

Til sidst faldt Kodas blik på Deavas og Koda sagde blidt og sødt til ham "Sidst måtte jeg knække nakken på ham til sidst, så gør det endelig hvis han bliver for flabet" Og Koda håbede hauru ville tage det lidt mere alvorligt med det minde om hvordan hun engang havde været tæt på blot at tage livet af ham.
Koda stod nu med en meget fin issyl i hånden, Hauru havde nok nogle minder om hvad sådan en kunne bruges til, og roligt satte Koda den ved hans skulder der hvor armen sad fast, lige ved ledet. Roligt lagde Koda spidsen ind mod huden og pressede mere og mere til, og da Haurus hud gav efter, gav Koda slip på isen men den blev blot siddene for isen var allerede ved at sprede sig ind i Haurus skulder led, hvor den roligt og langsomt ville udvide sig og til sidst presse Haurus skulder af led.

"Vi kan også blot flå huden af ham" sagde Koda blidt mest rettet til Deavas men blikket var låst fast på Hauru med et stort smil på læberne.

Hauru gik ham fortsat på nerverne, det havde ikke hjulpet at tvinge ham i knæ, han trængte tydeligvis til en anden opdragelse end hvad Deavás havde forventet. Koda havde også forsøgt, men noget kunne tyde på at vampyren altid valgte at skjule sig bare den selvsikre facade. Men han var nu ikke enig i, at der var nogen grund til at skåne hans ansigt, det eneste der irriterede ham var at han altid kunne heale sig selv. Han skulle være kreativ for at holde smerten kørende over en længere periode. Selvfølgelig havde han studeret den slags før, men han var ikke sikker på at Koda ville lade ham. Hun talte om at knække nakken på ham, men det ville være den nemmeste udvej for Hauru lige nu.

Der var intet i vejen med at placere sig bag Hauru, som han faktisk havde set mere af hans ryg end front, men det var næppe noget som Deavás skulle sige højt, så længe at Koda var i nærheden. I stedet lod han fingrene glide rundt om Haurus hals. At Hauru nød det bragte et smil frem på hans læber, som han lod neglene strejfe hans hud kort. Efterfølgende lod han blikket glide mod Koda. At blive kaldt et kæledyr fik Deavás til at rynke på brynene, som han strammede grebet om halsen. Den lille rotte.. Han slap ham dog, som Koda nærmede sig, i stedet for at holde fat i ham, placerede han en hånd mod hans ryg og strøg fingrene ned over hans rygrad. De kunne sagtens skille ham ad.. Koda lod til at være godt i gang. Deavás var bare glad for ikke at være offer for isen.  ”Er det ikke at lade ham slippe for nemt?” spurgte han med et glimt i øjet, som han bestemt ikke havde brug for at Hauru mistede bevidstheden ved at knække nakken på ham. Deavás vendte blikket mod Hauru’s ryg, som han fulgte ryghvirvlerne, imens at han rodede rundt i sin lomme. Han hev roligt en tyk nål frem. ”Jeg er bange for at han vil sprælle for meget” lo han køligt, som det ville blive svært at flå ham, hvis han stadig kunne bevæge sig. Deavás placerede en finger imellem to ryghvirvler og mærkede efter, før han placerede nålen imellem. ”Stå stille” ordene var ikke en ordre, men han sagde det kun én gang før at han pressede nålen mod huden og ventede på at den skulle bryde igennem, så han kunne skubbe den helt ind.

Hauru fulgte Koda med blikket, som hun kom helt tæt på ham. Han blev godt muggen over den magt hun havde valgt at give Deavás, da han fik lov til at knække nakken på ham og det var tydeligt. Som han fik øje på issylen, spærrede han straks øjnene op og hans blik fjernede sig ikke fra den igen. Hvad den var blevet brugt til sidste gang, var ikke en oplevelse han havde i sinde at få igen, så da den blev flyttet ned til hans skulder, blev han nærmest helt lettet. Han fik skåret en grimasse da den blev presset ned i skulderen og et indebrændt, smertefuldt råb hold han inde, da skulderen røg af led. I frustration fik han kort losset ud efter Koda med en fod, hvorefter han, da han mærkede hånden mod ryggen fra Deavás, vendte sig rundt med en løftet arm, i håb om at hamre en albue i ansigtet på ham.

Healingsprocessen var allerede gået i gang, men kunne ikke komme langt med isen og issylen i skulderledet, så uden tøven drejede han hovedet og bed ned i skulderen, hvorefter han rev til med den ene hugtand. Han gik et par skridt væk fra Deavás og Koda. Et godt stykke kød af skulderen blev revet af og alt der ikke skulle være i skulderledet røg ud, som han faldt på knæ med ryggen til dem begge. Dette resulterede desværre samtidig i at han mistede en del blod, hvilket var derfor han ikke stod oprejst længere. Men i det mindste var både issylen og isen ude. Han skævede mod dem, da han var sikker på at det ikke var det eneste de havde haft i tankerne for ham. Han var vel egentlig stadig klar til at kæmpe imod, men uden noget blod at styrke sig på, var hans kræfter ikke til specielt meget.
"Kom nu. Jeg ved i kan gøre det bedre end det,"" sagde han med en tung vejrtrækning og et grin. Måske ikke den bedste sætning at fyrer af nu, men han ville vel ikke være sig selv, hvis han ikke gjorde det.

Det spark Koda fik over foden tog hun uden at blinke, hun så det bare som et ynkeligt forsøg for Hauru at slippe uden om den skæbne der hvilede på ham denne aften, men dette gjorde just ikke hendes planer på nogen måde nogle blidere. Tværdigmod måtte Koda vel finde på flere nye smertefulde måder at afstraffe ham.

Et højlydt suk kom fra Kodas læber som hun sagde "Kære, når jeg vælger at afstraffe dig... siger du bare jak tak" Hendes stemem var sukkersød og blid trods man tydeligt kunne se hun var rasende på den irriterende vampyr som nu havde vredet sig fri fra dem. Men uden tøven brugte Koda sin evne som Hauru havde oplevet før, dog kun rettet mod i hans ben. Roligt ville blod og andre væsker i benet på ham begynde at fryse til is.
Dog kunne godt Koda godt mærke hun var mindre trært af en lang nat og  det var mere udmattende end hun lige regnede med. Men så var det godt at Deavas var med til også kunne klare lidt af arbejdet.

Med den tanke kiggede Koda blidt på Deavas og sagde "Slå dig indelig løs kære, han fortjener bestemt noget nu"

Vampyren havde genfundet sine kræfter og lod ikke blot tingene ske, som Deavás irriteret måtte trække nålen til sig. Han så dog hurtigt albuen, der havde kurs mod ham, som fik ham til at løfte hånden og nålen op foran sit ansigt, så Hauru selv kunne slå armen lige ind i den. Nålen var tyk nok til at modstå kræften og ville ikke knække uden videre. Dog slap Deavás ikke nålen lige med det samme. Han holdt irriteret ved og knækkede den så, som han altid havde lavet et mindre snit i nålene, som kun kunne knækkes på en måde. Nålen ville knække et stykke fra huden, så det ville blive svært for Hauru at trække den ud. Efterfølgende trak Deavás sig, som han lod blikket glide mod Koda, der havde undviget Haurus angreb, men så ud til at være yderst irriteret.

Den pause der var imellem dem var nok til at lade Hauru få tid til at heale. Deavás selv havde dog ikke i sinde at angribe ham uden en plan først. Roligt så han til, som Hauru rev isen ud af sin arm og efterlod et stort åbent sår i sin skulder. Han trak let på smilebåndet, som han så ham falde ned på knæ. Deavás kunne mærke noget varmt på sin overlæbe, som han strøg fingrene hen over, irritationen og frustrationen havde fået ham til at misse at nålen havde prikket hul på hans overlæbe. Han tøvede dog ikke med at slikke det bort, som han vendte blikket retur til Koda, før det gled mod Hauru. ”Vi er kun lige begyndt” forsikrede han ham med et køligt smil, som han vendte sig mod Koda. Det var ikke svært at se hendes udmattende kropssprog og Deavás havde ikke i sinde at lade det slutte her.
Deavás frustration og accepten fra Koda var nok til at han ikke tøvede med at rykke frem mod Hauru. Der var blod flere steder, men det generede ham ikke, som han blot fandt endnu en nål frem og placerede den imellem sine læber. Han valgte efterfølgende at løfte sit ben for at sigte efter Haurus ryg, så han kunne tvinge ham i jorden. Der var for meget spræl i ham, når han stod op eller sad på knæ. Deres første møde havde vist ham, at han var nemmere at styre når han lå på maven. ”Du har intet at skulle have sagt mere” hvæsede han irriteret, som han satte sig ned på hug før at han hævede armene og brugte den nedadgående kræft til at styre nålene mod hans rygrad endnu en gang. Der var ikke tid til at være forsigtig, da han var nød til at arbejde hurtig.. Hvis han ramte ved siden af, ville det dog stadig gøre ondt.

Hauru nåede ikke at stoppe slaget, før nålen blev stukket ind i armen på ham og et sammenbidt gisp lød fra ham. Han fokuserede dog ikke på at få den fjernet, mest fordi den blev knækket og han ikke ville kunne få fat, men der var andre smerter der var værre. Desuden ville evnen til at heale nok få skubbet den ud på et tidspunkt alligevel.

Hauru fik undsluppet et grin over Kodas kommentar. Han vidste at det ville være nemmere bare at tage imod hvad der end måtte komme med et 'ja tak', men det ville kun gøre situationen værre. Ved at fokusere lidt på at komme med dumme kommtarer, kunne en smule af smerten ignoreres. Han lænede sig lidt for over i smerte, da han mærkede blodet i benene blive koldere og koldere og ikke ret lang tid efter kom skubbet fra Deavás og han røg i jorden med et gisp.
"Oh, jeg har masser at sige endnu," sagde han mens han gjorde hvad han kunne for at rejse sig. Det gik dog ikke specielt godt, da han ikke kunne bevæge benene som følge af Kodas evne. I stedet satte han hænderne i jorden for at vende sig, hvilket resulterede i at nålen der var rettet mod hans ryg, blev stukket i  hoften i stedet, som han fik vendt sig om på ryggen. Han lukkede øjnene i og tog nogle dybe vejrtrækninger for at bide smerten i sig. Såret han selv havde forvoldet sig i skulderen, var næsten væk.

Gud hvor dejligt at hauru endelig lå stille, eller han sprællede jo stadig den lille gubbie som han var, trods det var verdens mest irriterende fisk at have med at gøre fordi denn var så lille og ynkelig så var den jo stadig lidt nuttet. Eller det var måske en mærkelig sammenligning men sådan var det nu bare Hauru så ud som han lå der og rallede.
"Jo mere du lukker ud kære jo værre bliver det kun for dig selv" sagde koda blidt og gik over til Deavas side og kiggede ned på Hauru som lå på jorden nu og ikke kunne bruge sine ben, det krævede desvære lidt koncentration at holde evnen ved lige men derfor lod Koda det kun sprede sig udaf og til Haurus hud der ville fryse helt til is så jo mere han ville bevæge sig rundt jo flere hud is flager ville falde af ned på jorden. Hvilket nok ville være smertefuldt, eller ja Hauru kunne nok næppe mærke så meget i sine ben længere men når Koda vaglgte at tø dem op ville det jo kunne mærkes.

Koda havde ikke så meget anddet overskud at give af lige nu hvor hun sørgede for Hauru havde så lidt bevægelighed i sine ben som muligt og hun håbede Deavs ville tage lidt over med torturen, ellers måtte de jo spidde Hauru igennem maven, med et stykke is, op af et træ så han slet ikke kunne rykke sig. Jo se det var jo også en løsning der kunne bruges.