((  mood music ))

Det var en mild aften, tusmørket var så småt faldet på og træernes blade lavede dansende skygger rundt omkring på den mossede skovbund. Rundt omkring kunne der høres frøer, eller kvidrende græshopper der sang deres lille enestående melodi, hvor langt væk de var, kunne ikke vides, men lydene var beroligende og typisk for en midsommeraften. Der dryppede nogle rolige regndråber over alt på træernes mørkegrønne blade og diverse planter, og det gav en dejlig knitrende lyd som flød igennem skoven. Jorden var blødere her, end længere tilbage i skoven, og man kunne ane at man nærmede sig de sumpede dele af Amazonitskovene. Oppe fra trætoppene kunne man høre en ugle tude i ny og næ, og på skovbunden hoppede et par frøer rundt og nød de sumpede vande, og regnens dråber. 

Elyon kom haltende igennem skovens indre, og gjorde sit bedste for ikke at træde ned i sumphullerne; man kunne ikke vide hvor dybe de var, og hun var ikke i humør til at boltre sig i et sumpet hul, når hun nu ikke engang kunne gå som hun plejede. Efter hendes fald fra bjergskråningen, havde hun formået at brække sit ben, og få sig nogle skrammer og ar rundt omkring på kroppen. Såret på maven var så småt begyndt at hele, og det samme med det hun havde fået omkring tindingen. Nu manglede benet bare at hele, og der kunne sagtens gå et stykke tid endnu. Det var besværligt at få sin hestekrop rundt når man haltede som hun gjorde, men hun gav ikke op. Takket være mennesket Judas, havde hun fået en ny forbindingen og støtte på til benet så det kunne få lov til at hele ordentligt. Elyon var yderst taknemmelig for den indsats det fremmede menneske havde gjort for hende, og hun håbede at hun ville møde ham igen en dag. Det var altid interessant med nye bekendtskaber. 

Et par regndråber landede på hendes kinder og øjenlåg, samt hendes perlemorsfarvede hestekrop. Det gjorde at hendes pels på kroppen skinnede og så mere perleagtig ud jo vådere hun blev. Det var heldigvis en stille regn, og det føltes forfriskende på den varme midsommernat. Grunden til at Elyon havde valgt at gå mod sumplandet, var fordi hun havde hørt nys om at der muligvis ville befinde sig Kentaure der. Det håbede hun virkelig, for hun savnede sådan selskab, specielt efter at have mistet sin familie, og sin omgangskreds til troldene. 

Elyons lange grå hår var blevet fugtigt af regnen, og det klæbede sig til ansigtet og kroppen. Det dækkede lige så fint hendes nøgne brystkasse, og ocarinaen hang forsat i en snor om halsen; Hendes kæreste eje. Uglen tudede igen, og Elyon kigggede mod lyden for at se om hun kunne få øje på uglen. Det var nærmest umuligt, for den var gemt godt bag bladene, og tusmørket der lige så stille var ved at forvandles til nat. "Jeg må snart finde et tørt sted jeg kan overnatte. Ellers ender jeg bare med at falde på denne sumpede og bløde vej." sagde hun stille, og henvendt til sig selv. 

Dybere inde i sumplandet var broerne af træ opsat, og huse der var større end de fleste, for at husere de kentaurer der levede i dette barske land. Der var lamper opsat, som ligeså stille var begyndt at blive tændt, og hove og latter var at høre rundt omkring. Alt dette blev dog dækket fra omverdenen med tågen der hang over sumplandet som sædvanlig, og skjulede stammen fra ubydende gæster.
De fleste kentaurer var da også kommet ind fra Amazonitskovene, enten med mad, eller fra deres patruljer, for selvom skoven ikke var ligeså farlig mere, som den engang var, så var der stadig ingen der mente der var grund til at patruljere så sent ude på aftenen, når de farligere dyr kom fra. Desuden var regnen der var begyndt at falde, også en faktor i at kentaurerne faktisk helst ikke ønskede at blive for våde.

Alethea var selv på vej hjem fra patruljen, da hun hørte en stemme ikke langt fra hende. Ikke nok til at hun kunne høre hvad der blev sagt, men nok til at det havde fanget Aletheas opmærksomhed, og hun gik da også nærmere skikkelsen, som lignede en kentaur. Det var dog et underligt sted en kentaur befandt sig, de fleste af de andre ville typisk gå af de andre, mindre sumpede områder.
"Er du okay?" spurgte hun højlydt, som hun forsgitigt trådte nærmere. Det var lidt svært fra denne vinkel at se om det faktisk var en kentaur fra hendes stamme, eller en udefrakommen, men når de var så tæt på byen, gav det mening at det var en fra flokken.

"Åh!" Det spjættede i hendes krop da hun pludselig hørte en stemme tale til hende, og det gav hende også et lille chok, hvilket gjorde at hun næsten var ved at vælte da hun drejede omkring for at se hvem det kunne være. Hun væltede heldigvis ikke, men det var tæt på, og hun stod en smule akavet med sine hesteben, inden hun igen fandt ordnetlig fodfæste. Elyon trådte et lille skridt baglæns, da det lignede et skikkelsen trådte mod hende. Hun missede lidt med øjnene for at prøve at opfange hvad eller hvem det kunne være, og som personen langsomt kom tættere, blev Elyon mere og mere klar over silhuetten. Et par overraskede øjne stirrede hen på den anden kentaur, den første kentaur hun havde set siden sit fald, og hun kunne mærke sit hjerte hamre af spænding og savn. 

"Jeg er okay!" fik hun fremstammet lige så stille, en smule nervøst, og med hænderne foldet sammen foran sit bryst, gik hun den anden imøde, langsomt, og stadig lidt haltende, "Jeg har bare forvildet mig lidt.." 

Pludselig var det som om at der sad en tudse i halsen på hende, for hun blev hæs, og stemmebåndet snørede sig sammen. Hun prøvede at synke fornemmelsen med spyt før hun talte igen, men følelsen ville ikke forsvinde; det var bare så rart at se en anden kentaur. "Jeg .." Nogle tårer trængte sig på, og begyndte at falde ned af hendes kinder, de blandede sig med de milde regndråber der allerede faldt på hende. Det var slet ikke meningen at hun ville stå der, og så græde. Det var slet ikke sådan som hun havde planlagt sit første møde med en anden kentaur; men nu var det bare sådan det var. 

Elyon havde heller ikke fået bearbejdet tabet af sin familie endnu, hun måtte bare se at komme videre og afsted for sin egen sikkerheds skyld; der havde slet ikke været tid til at være ked af det.. og nu kom hendes sorg så brasende, som hun ellers havde prøvet at fortrænge. "Undskyld, jeg.." Hun tog hænderne op til ansigtet og prøvede at snakke imellem sin gråd, men ordene ville ikke blive til ord. 

Alethea blik var skarpt, men der var også en venlighed over det. Hun havde ikke tænkt sig at jage kentauren væk uden grund, og indtil videre var hun mere interesseret i at vide hvad en anden kentaur lavede på disse kanter. Altså en kentaur hun ikke kendte. Det skete til tider, men Alethea var naturligvis mere venligstemmet når hun mødte en kvindelig kentaur, især en der var så nydelig som denne unge en.

Selvom den ældre kentaur stadig var forsigtig, kunne hun mærke hvordan hendes hjerte skar lidt som hun så på kentaurkvinden som hun begyndte at græde. Det så ikke ud til at hun gjorde det fordi hun var bange, men der var ikke så mange grunde til hvorfor hun ville gøre det. Alethea havde i hvert fald ganske svært ved at gætte hvad der kunne have forudsaget denne situation til at opstå, og hun ville lidt ønske at hun kunne finde ud af det. Hendes skrabede lidt i jorden af ren akavethed, som hun ikke vidste om hun skulle omfavne kvinden eller stille spørgsmål.

"Er du okay?" kom det så endelig fra Alethea. Hendes hånd som ellers havde hvilet på hendes sværd lod hun også falde ned. Denne her kentaur kunne umuligt stå og græde for at overfalde hende. Det havde Alethea i hvert fald rationaliseret sig frem til.

Frøerne kvækkede omkring dem, og regndråberne kunne stadig høres mellem Elyons gråd. Indeni, havde hun en stemme der med nøje omhu kæmpede imod hendes gråd, og som prøvede at berolige hende. Hun tænkte også på den anden kentaur; det måtte jo være utrolig underligt, at der pludselig bare stod een som begyndte at græde ud af det blå. 

Efter et par hulk, var hun begyndt at falde mere til ro, kroppen rystede, men føltes en del mindre anspændt efter at hun havde fået lov til at græde en smule. Hendes gråd blev til små snøft, og til sidst blev hun helt stille. Ansigtet var stadig gemt i hænderne, men da den anden kentaur endelig sagde noget, fjernede hun sine hænder og så på den anden med et lille trist smil, men med venlighed i de tårevædede øjne. Hendes kinder var fugtige af både regn og tårer. "Ja." hun lavede en  dyb vejrtrækning igennem næsen og lukkede øjnene for at falde helt til ro, lidt efter pustede hun ud og så på den anden igen; "Det har bare været en udfordrende rejse for mig." sagde hun med mere kontrol i stemmen end før. 

"Mit navn er Elyon." skyndte hun sig at tilføje og rakte sin hånd frem, imens hun forsat prøvede at finde balancen til at stå ordentligt så det gjorde mindst ondt, hun forventede at den anden også ville præsentere sig, men gjorde sig ingen forhåbninger, og ville heller ikke blive fornærmet hvis det var tilfældet at hun ikke fik et navn. 

Det var ikke ofte at Alethea måtte fremmede, og hun straks sympatiserede med dem, men det var også sjældent at hun stødte på kentaur-kvinder hun ikke kendte, og det var tydeligt at denne kvinde havde været en prøvende tid igennem, så Alethea ønskede også at hjælpe hende, også selvom hun ikke var en del af deres klan. Det kunne hun jo altid blive. Mere racistiske var sumpkentaurerne trods alt ikke.

"Det er godt. Mit navn er Alethea," svarede den ældre kentaur og smilede blidt på Elyon, mens hun gav hånden til hende i et fast håndtryk. Det gik dog ikke uset for, at Alethea kunne se at Elyon ikke havde det helt godt. "Har du lyst til at gå tilbage til min landsby? Så kan du få noget at spise og hvile dig lidt?" spurgte hun blidt. Skovene var mere sikre disse dage, men man kunne aldrig rigtig vide hvad man stødte på. Derudover så var det mere rart at hvile sig i et varmt hus, fremfor herude i naturen, hvor det kunne blive meget koldt når natten faldt på.

"Alethea." Gentog Elyon stille for sig selv, og smilede tilbage til hende. Da den anden kentaur tog hendes hånd, lagde hun blidt sin frie hånd oven på Aletheas, så begge hænder havde pakket hendes hånd ind. Lidt efter slap de hinandens hænder igen, og Elyon gjorde sit bedste for at stå sikkert benene. 

Hendes øjne lyste op da Alethea tilbød hende at hun måtte komme med til sumpkentaurnes landsby; et håbefuldt blik glinsede i hendes øjne. "Må jeg virkelig?" Det var mere nogle ord som kom af hvor overrasket hun var blevet, end at det skulle opfattes som et spørgsmål. "Tak for venligheden, det vil jeg virkelig gerne." sagde hun mildt, men med taknemmelighed i stemmen. 

Det var svært for Alethea ikke at smile over den yngre kentaurs reaktion på at blive tilbudt lidt husly. Det måtte også være ensomt at gå rundt herude alene. Hun var glad for at Elyon i det hele taget tog imod tilbuddet. Hun ville nok passe udemærket ind med resten af flokken
"Hvis vi ikke hjælper hinanden, hvem gør så?" sagde Alethea. Heldigvis var der ikke langt, og ærligtalt ville det ikke være godt hvis Elyon faldt på vejen. Kentaurer var virkelig ikke nemme at slæbe rundt på. Det vidste Alethea af erfaring.

"Denne her vej. Du må endelig sige til hvis du har behov for noget hjælp," sagde hun, før at hun viste vejen for Elyon, men holdt stadig et blik ud for hvis Elyon skulle til at falde, så hun kunne hjælpe hende holde sig oprejst.

//Inaktiv