Det havde ikke været så nemt som Juno havde troet. Ting var sjældent så nemme som Juno troede de var. Det kom fra en blanding af at han overvurderede sig selv og undervurderede andre. I dette tilfælde havde han overvurderet sine egne kampevner og undervurderet resten af slavernes. Ved nærmere eftersyn var de alle sammen større end ham, og fordi han stadig var en af de nyest ankomne, var han også den der havde fået mindst træning.

Han var sprunget på én af dem dagen efter han havde snakket med Vargas. Uden advarsel, uden provokation, og uden at tænke synderligt over sin teknik. Han skulle jo bare vinde, det var ligegyldigt hvordan. Kampen havde varet rimelig lang tid, før vagterne havde gidet trække dem fra hinanden, og selvom Juno godt vidste at han ikke havde vundet den, ikke uden nogen tvivl, så havde han alligevel om aftenen håbet at det havde været nok. Det havde det ikke.

Han havde forsøgt igen den næste dag, og denne gang havde det været sværere - de andre slaverne lod til at have indset, hvad Juno havde gang i, eller i det mindste indset at han var ustabil, så denne gang var det ham, der fik tæsk. Han havde overgivet sig og ligefrem undskyldt, da hans modstander havde truet med at brække armen på ham.

Derfra gik der et par dage, inden han turde prøve igen, men hans ensomhed drev ham alligevel til det. Han havde ikke haft en samtale med nogen i flere dage og på trods af hvad Vargas sagde om kun at have brug for sig selv, så kunne Juno ikke lever efter det. Han havde brug for opmærksomhed. Ikke nødvendigvis af den positive slags, men opmærksomhed under alle omstændigheder.
Så han var sprunget på en anden slave. Igen havde han fået tæv, men det havde den anden slave også denne gang, og da Juno næste dag gik efter den samme fyr igen, fik han overhånden. På dette tidspunkt havde han i flere dage været arrig, ensom, trodsig, og konstant ved at ryge i flæsket på hvem som helst i nærheden af ham, så da han endelig så sit snit, holdt han ikke op med at slå på sin modstander. Heller ikke da fyren råbte, at han overgav sig, eller da Juno hørte noget i ham knække. Først da vagterne hev Juno væk fra ham, tillod Juno sig selv at slappe af. Det var også først da, at han så hvor meget blod der var i hele fyrens ansigt. Synet gav ham kvalme, og alligevel så han ned på sine egne hænder, der var lige så blodige. Han vidste ikke hvis blod det var, og han vidste heller ikke, om det var sved eller blod han selv havde i ansigtet.

Han stod usikkert på benene, da vagterne slap ham igen med en ordre om at arbejde videre, og han så til, imens en anden vagt slæbte den bevidstløse fyr væk. Han blev stående, tom i blikket, indtil en vagt svingede pisken over hans ryg, og med skælvende hænder vendte han tilbage til arbejdet.

Han forsøgte ikke at tænke for meget på hvad han havde gjort, eller at tænke i det hele taget, resten af dagen, og det var først da en vagt spurgte ham om han var færdig med at spise, at det gik op for ham at han overhovedet havde spist. Han havde kørt på autopilot og han gned begge hænder, stadig blodige, men dog indtørret blod, over sine øjne i et forsøg på at vende tilbage til nutiden. Hector.

"Hvad er planen?" spurgte han en vagt, der fuldstændig ignorerede ham, og Juno skulede til ham, da han blev ført ind i et værelse, og kun fik ordren 'vent her'.

Vargas ville nok have glemt alt om sit løfte til Juni, hvis ikke det var fordi, at han fik daglige rapporter fra vagterne, der sjovt nok ofte nævnte den lille menneskedreng, og fordi Hector så på ham som en såret hund hver dag. Det morede ham lidt, hver gang vagten fortalte om Junos forsøg på at vinde en kamp. Heppede han lidt på ham? Måske. Han gik da i hvert fald til den med liv og sjæl, det lyshårede menneske.
Og en sen eftermiddag kunne en vagt informere ham om, at Juno ikke bare havde vundet en kamp, han havde tævet den anden slave bevidstløs. Overraskende! 

Som altid holdt Vargas sine løfter og han bad vagten hente knægten ind efter mad. Ikke at han sagde noget til satyren, han behøvede ikke at få ting at vide. Så den første del af aftenen var gået normalt, kokken havde igen lavet god mad, Vargas spiste alene i sin private stue. Han var heldigvis færdig og sad bare og slappede lidt af med et tomt blik ud i luften, da vagten kom og fortalte, at han havde efterladt drengen i den anden stue. Vargas sukkede dybt og kom på benene. Han rettede lidt på sin i dag røde kofte, som han gik ned af gangen og ned til den anden stue, hvor drengen ganske rigtigt stod og ventede. Et udtryk af afsky gled kort over dæmonens ansigt. Han kunne jo decideret lugte drengen derfra, selvom han var stoppet op i døren. Og i det veloplyste rum, var det endnu nemmere at se, hvor beskidt han var. Og hvor mange tæv han havde fået den sidste uge.

"Kom med." Han vendte sig og gik ned af gangen uden at se, om Juno fulgte med, det skulle vagten nok sørge for. For enden af gangen åbnede han døren ind til et rum, hvor der var placeret et stort kar fyldt med vand. Rummet var bygget til baderum, der var et par bænke, en reol med klæder til at tørre sig i, et par duftlys og andre småting, der hørte sig til i en rigmands baderum. Vandet var tydeligvis opvarmet, klar til at blive brugt. 
"Du får et kvarter. Åh, og der ligger et par rene bukser på bænken." Han lod Juno gå forbi og ind i rummet. "Vær klar, når jeg kommer tilbage." Der var ikke noget uvenligt over ham, selvom han var lidt kort for hovedet, han var bare ret ligeglad. Var han flink, når han gav ham et bad? Det ville folk nok tænke, men egentligt var det mere fordi, at han vitterligt ikke gad så beskidt en slave i sit hjem. Og han spekulerede ikke selv nærmere over sine små sære idéer, hvorfor skulle han? Ville han give slaven et bad, jamen så gjorde han det.

Vagten gik ind i rummet for at holde øje med Juno - det var ikke privatliv man fik mest af som slave - og Vargas gik op ovenpå for at få fat i Hector. Beordrede ham til at gøre klar nede i den private stue til to personer. Så vand og noget frugt. Bad ham om at vente dernede, stadig uden at fortælle noget om, hvad der skulle ske.
Da tiden var gået, vendte dæmonen tilbage til baderummet for at hente mennesket. 

Så snart Juno hørte Vargas nærme sig, knyttede han sine hænder og holdt dem stift ned ad siden. Han rystede ikke så meget på dem, ikke længere, men det var ikke noget han ville bryde sig om at lade Vargas se - han var overbevist om at Vargas i forvejen kunne dufte svaghed, der var ingen grund til også at lade ham se den. 

Han fulgte tavst med Vargas, bange for hvordan hans stemme lød, men var alligevel tydeligt skuffet da det gik op for ham at han var blevet ført til et baderum. Han havde regnet med at blive ført direkte til Hector. Først da han fik en tidsgrænse tillod Juno sig selv et forsigtigt smil. Om et kvarter ville han se Hector - så var det fair nok, at han blev sat til at vaske sig først. Det ville Hector sikkert også sætte pris på. 

Han gik forbi Vargas og indtog rummet med blikket. Forsinket svarede han "ja ja," men på det tidspunkt var Vargas allerede gået, og Juno var i gang med at tage tøjet af, med kun et enkelt irriteret blik mod vagten, der forblev i baderummet med ham.

Vandet var varmt - en luksuriøsitet Juno ikke havde oplevet siden han havde boet sammen med både sin mor og sin far. Det føltes som en livstid siden. Det varme vand prikkede til hans ømme muskler og tvang dem til at slappe af, og Juno kom ufrivilligt med et dybt, tilfredst suk. Han tillod sig selv to minutters afslapning, inden han begyndte at skrubbe sit ansigt og derefter sin krop. Hver gang han kom over et blåt mærke eller et sår, bed han tænderne sammen i smerte, og han kunne ligefrem høre hvordan vagten morede sig med at se ham få skidt og indtørret blod af sig. 

"Mangler jeg noget?" spurgte Juno vagten med et afslappet smil, da han rejste sig op fra karret og vendte sig rundt for vagtens åsyn, som havde han kun grund til at være stolt af sin nøgne krop og de mange mærker den havde fra de slåskampe han var kommet i det sidste stykke tid. Han fik dog kun et grynt tilbage, og Juno tørrede sit hår og sin krop som var han helt alene. Han havde taget bukser på og stod foran et spejl, i gang med at stryge sine hænder igennem sit halvlange, fugtige hår, foran et spejl, da Vargas viste sig igen. 

Vargas trådte ind i baderummet og så fra vagten til Juno, der stod og beundrede sig selv i et spejl. Ren og ikke længere stinkende som en død kamel. Værdig nok til at låne Vargas' private stue, hvilket ellers ikke skete så ofte. Men den havde hun én udgang, når man ikke talte de højtsiddende, smalle vinduer med, så han behøvede kun at spilde en vagt på opgaven. Han selv havde ikke tænkt sig at se på de to blive genforenet, han havde arbejde at se til. Og Ana ville være alene...
"Er du færdig med at flotte dig?" Igen ikke decideret uvenlig, bare ikke specielt tålmodig.

Han gjorde tegn til, at Juno skulle følge med og som før sluttede vagten op bag drengen. Der var ikke mange skridt ned til døråbningen ind til stuen, og Vargas kiggede ind på satyren. Meget kunne man sige om Vargas, men når en slave boede i hans hjem, blev den taget hånd op. Nu var det mest Ana, der stod for Hector, men han havde givet hende næsten frie hænder. Tøj, mad, bad, underholdning, hvis der var noget de manglede, kunne hun enten spørge eller gøre som hun plejede. Pigen med de to sjæle måtte gå i køkkenet som hun ville og færdes rimeligt frit, så længe hun ikke forstyrrede. Det samme gjaldt satyren. Kontoret var forbudt område og det var ikke tilladt at forlade huset. Noget Vargas havde understreget overfor Hector ved at sige, at skulle han lave noget forbudt, ville det ramme Juno. Hårdt.
Men Ana havde allerede første dag han var der, overtalt ham til at give satyren sin eliksir. Han havde et blødt punkt for den pige.

"Det ser fint ud. Jeg har en gæst til dig." Han gjorde tegn til Juno om at gå ind. For et øjeblik betragtede ham dem, mens de fik hilst på hinanden, inden han vendte sig mod vagten.
"Blive herude i gangen med døren åben. Jeg kommer ned på et tidspunkt, når der er gået tid nok." Og så gik han, uden at sige noget til de to unge væsner. Han havde andet at se til.

// Out (I bestemmer selv, om han skal afbryde dem eller I selv afslutter tråden)

Hector havde været så lettet over, at det var lykkedes Ana at skaffe ham sin eliksir, at han havde taget dobbelt-dosis med det samme, og så igen nogle uger senere. Det kan godt være, at det mest  var mentalt, men Hector svor, at han allerede fik det bedre i det sekund, han havde slugt den hæsligt-smagende eliksir. Men der gik dog ikke lang tid, før det var helt synligt, at hans krop havde forandret sig i løbet af den lange rejse sydpå. Efter han havde taget den første dosis, gik der ikke mange dage, før hans krop forandrede sig synligt; hans former blev mindre bløde. Fedtet fra hans bagdel og hofter forsvandt, hans brystkasse blev fladere, hans liv smallere og hans skuldre bredere. Hans stemme blev også dybere igen. Hector havde fået bildt sig selv ind, at han også var blevet lavere i løbet af rejsen, men det passede nok ikke, siden eliksiren ikke fik han til at vokse sig højere (han ville nok altid være en lille lort). Men resten var godt, og Hector brugte flere timer foran spejlet, hvor han undersøgte sit ansigt og krop og spillede med musklerne (ikke at de var specielt synlige) og generelt bare beundrede sig selv.

Han havde det godt nu. Eller det vil sige, at han havde det så godt, som han kunne have det i fangeskab hos en ond og sadistisk mand. Ana kom tæt på ham, og selvom Hector ellers havde prøvet at holde sig på afstand, så kunne han ikke helt lade være med at komme til at holde af hende, når hun havde hjulpet ham så meget. Det eneste, der virkelig manglede i Hectors liv lige nu - udover frihed selvfølgelig - var Juno.

Hector havde hørt fra andre slaver i huset, at Juno heldigvis stadig var i huset og stadig i live. Han var hverken blevet solgt eller slået ihjel, og selvom Hector savnede ham, så det skar i hjertet, så var han glad, så længe Juno var i live. Vargas havde vist allerede regnet ud, hvordan det stod til mellem Hector og Juno, og det var også, derfor Hector blev så overrasket, da Juno pludselig kom ind i rummet. Han havde på ingen måde regnet med, at Vargas ville lade dem se hinanden, men nu stod de her overfor hinanden.

Hector var så overrasket, at han slet ikke kunne sige noget. Han stod bare dér som en idiot men halvåben mund, mens hans hjerte gjorde et ihærdigt forsøgt på at hamre sig selv ud af hans nu flade og mere maskuline brystkasse. Men der gik dog kun omkring et kvart sekund, efter Vargas var gået, før Hector styrtede hen til Juno og kastede sig om halsen på ham og omfavnede ham så hårdt, det gjorde ondt.

"Kæmpeidiot," gryntede han med ansigtet maset mod Junos kraveben.

"Er det noget man nogensinde bliver helt færdig med?" spurgte Juno med et kækt smil og et skuldertræk. Han ville i hvert fald først selv stoppe den dag han holdt op med at være lækker - som var aldrig. Udover sit kæphøje svar fulgte han lydigt med Vargas, glad for at Vargas gik med en mands lange, selvsikre skridt, for det kunne kun gå for langsomt med at se Hector nu. 

For at undgå at trippe på stedet, da han uudtalt blev sat til at vente bag Vargas, stod han fuldstændig stille, hans hænder knyttede, og først da han fik tegn til at han måtte komme ind, gik han ind i stuen.

Det så ud som om Hector var overrasket over at se ham, og selvom Juno havde været forberedt på deres møde og haft hele sit bad til at tænke over, hvad han skulle sige eller gøre, stod han lige så stille som Hector. Først da Vargas var gået og Hectors arme var om ham, bevægede Juno sig igen. Med nøje bevægelser lagde han sine arme om Hector og knugede ham ind til sig. 

"Hvasså, Stump?" svarede han i en lettet, halvkvalt latter. "Du ser godt ud. Jeg var fandme bange for, hvad han kunne have fundet på at gøre ved dig." Det var nemt nok at sige nu, hvor Juno så tydeligt kunne se at Hector var tilbage på sin eliksir. Han lignede sig selv mere end han nogensinde før havde gjort, og hans hårde, kantede krop føltes også som sig selv igen, på en overraskende god måde. 
Han lagde knap nok mærke til at Vargas var gået. 

"Hva' så, chef?" spurgte Hector tilbage med et lettet grin, mens han nød, hvor hårdt Juno knugede ham til sig. Det var rart at mærke, at Juno også havde savnet ham.

"Er du okay?" fortsatte han og tvang sig selv til at løfte hovedet lidt, så han kunne se op på Juno. "Jeg har hørt, at han har sat dig til alt muligt lort. Du er ikke døden nær, vel?"

Selvom han kunne se, at Juno var renskuret for nylig, så kunne han også nemt se, hvor mange blå mærker, rifter og sår, der var synlige på Junos krop, og det fik Hector til at frygte for, hvad han ville se, når han fik tøjet af Juno, for Junos tøj blev nødt til at komme af hurtigst muligt, det kunne der ikke være tvivl om. Hector gav fanden i den åbne dør, vagten derude, samt det faktum, at Vargas kunne komme tilbage hvert øjeblik.

Hector selv havde intet tøj på; det var for varmt til tøj, og selvom han også havde et blår mærke her og der, så var det intet i forhold til Juno, kunne Hector se.

"Jeg' okay," svarede Juno og selvom Hector knap nok kunne se hans hånd fra deres nuværende position, sagde Juno det med et håndtegn, der bekræftede at han havde det godt. Det var smart når man ikke kunne tale sammen fordi byvagterne var i nærheden eller hvis man var for langt fra hinanden til at kunne tale sammen, men det var en fuldstændig ligegyldig gestus når de stod klods op af hinanden, stort set alene. Alligevel fik det Juno til at føle at de nærmest var hjemme og han smilede bredt ned til Hector. Nu var han i hvert fald okay.

"Han satte mig bare til det samme lort, han sætter alle slaverne til. Det er ikke noget jeg ikke kan tage. Det værste han har gjort, er at nægte mig en klipning," jokede han og rystede på hovedet, så hans fugtige hår daskede ned over hans øjne, og med et grin lagde han sin pande imod Hectors. "Jeg har snart lige så langt hår som dig." Det var noget af en overdrivelse, men Juno foretrak langt en overdrevet fortælling frem for en kedelig én.

"Det er fandme løgn," fnes Hector og løftede en hånd for at lade sine fingre løbe igennem Junos fugtige hår. Det var ganske rigtigt blevet længere, men der var stadig et stykke til, at det var lige så langt som Hectors. Hectors krølle fik det til at se ud, som om det var en del kortere, end det faktisk var.

Hector kunne mærke varmen brede sig i ham, da Juno lænede sin pande mod hans, og Hector hånd vandrede kort efter fra Junos hår til siden af hans hals og så ned over hand brystkasse. Hector tyggede kort på sin underlæbe, før han lukkede afstanden mellem deres munde. Junos læber smagte præcis, som de altid havde gjort, og det gav Hector en følelse af tryghed, som han ikke havde følt, siden han sidst havde kysset Juno.

Det gik svagt op for ham, at Juno måske ikke ville det her, mens døren var åben, og når en af vagterne kunne høre og se dem, men han skulle skubbes væk, før han ville stoppe med at kysse Junos mund.

Juno grinede af Hectors svar og knugede kun fyren tættere ind til sig, da han mærkede hans hånd stryge igennem sit hår. På ingen tid havde Hector fået ham til at slappe af, og selvom han burde have forudset det, kom det bag på ham da Hector kyssede ham. Juno havde også lyst til det, ingen tvivl om det, men de vidste begge to at der var en vagt lige udenfor døren - den åbne dør.

Det tog Juno et øjeblik at finde ud af med sig selv, hvad han ville gøre, og i den tid lykkedes det Hectors læber at overbevise ham om, at det bedste ville være at gengælde kysset. Så det gjorde han; han holdt fortsat fat om Hector, imens han skubbede sin tunge ind i hans mund, efterfulgt af et smil og et bredt grin, inden han drillende slikkede Hector over underlæben.
Han kunne ikke dy sig for at skæve over til vagten, delvist for at tjekke om han holdt øje med dem, men lige så meget for at tjekke om han var jaloux eller havde tænkt sig at stoppe dem, og han smilede også kun kæphøjt til den stakkels mand der var blevet sat til at vogte dem, inden Hector igen fik hans samlede opmærksomhed, og han insisterende skubbede Hector bagud med hele sin krop, til en væg hvor vagten ikke kunne se dem, medmindre han var typen der havde lyst til at komme helt ind i stuen med dem. Det havde Juno efterhånden på fornemmelsen at han ikke var.
Det var også uden bekymring, at Juno pressede hele sin krop op af Hectors og lod en hånd glide ned om hans røv. 

Hector kunne ikke lade være med at stønne lidt, da Juno skubbede ham op mod væggen og tog ham på røven. Det var første gang i månedsvis, at de havde fået lov til at være alene sammen, men selvom Hector havde savnet Juno, gik det først op for ham nu, præcis hvor meget han faktisk havde savnet det. Han spredte sine ben en smule, så Juno kunne stå mellem dem. Med et rul med sine hofter, gned Hector sig op mod Juno, og det var meget tydeligt, hvad han ville. Og han havde heller ikke tænkt sig, at være stille. De vagter, der arbejdede for Vargas måtte være ihvertfald lige så syge i roen som Vargas selv, og siden Hector ikke kunne straffe dem for det fysisk, så kunne han i det mindste tvangsindlægge én af dem til at høre på, at Hector blev gennemhamret af Juno. Tanken fik Hector til at smile lidt mod Junos læber. 

"Hvad med at sætte dig ned, chef?" foreslog han, efter han brød kysset og grinede op til Juno. Han nikkede mod sofaen, der stod i hjørnet ved siden af dem. "Og åbn bukserne."

Juno indåndede Hectors støn, og gav ham det halvkvalt tilbage, da fyren gned sig op af ham. I forhold til, hvor meget han havde tænkt på at se Hector igen, havde han virkelig ikke forberedt sig på hvad der rent faktisk ville ske, når de endelig gjorde, og han slikkede distræt sin underlæbe, imens han skævede over til sofa.
Da han så ned på Hector igen, var det med sammentrukne øjenbryn.

"Hector, jeg.." begyndte han, endnu ikke sikker på hvor han var på vej hen, og han trådte et skridt væk fra sin ven. Hans blik fløj hen til døren, men vagten kunne stadig ikke se ham, fra hvor han stod. Det var altid noget. Juno ville foretrække at vagten troede at de havde sex, fremfor at han troede at Juno afslog muligheden.
 
"Jeg ved sgu ikke.. Vargas kan komme tilbage hvert øjeblik." Det var mere end dét, men Juno kunne ikke sætte ord på de andre ting. Han kunne ikke forklare, at sofaen lignede den, han havde smidt sig i den dag Vargas havde afstraffet dem begge for det, og hvor meget værre straffen ville blive hvis de havde sex i den, eller at Juno havde længtes efter noget i sit liv han kunne kontrollere og at hans lyst til Hector var noget af det sidste han havde mulighed for at kontrollere. Eller at han, når han havde tænkt på at se Hector igen, havde forestillet sig dem som venner, havde forestillet sig én han endelig kunne tale med, én der ville sætte hans ensomhed på pause lidt, ikke en liderlig fyr på sit skød indtil deres tid sammen løb ud.

Han åbnede munden for at forsøge at forklare den følelse han havde af at det hele var forkert, af at han ikke ville kunne holde til det, hvis han gav efter for sine lyster, men ordene ville ikke sætte sig sammen i hans hoved.

"Jeg har brug for en smøg," sagde han i stedet, gned en hånd over sit ansigt og vendte ryggen til Hector, for at gå hen til det bord der var dækket op, hvor han tog en tørret fersken, uden at vide hvad det var, og bed i den blot for at have et eller andet at bruge sine hænder og mund til. 

Hector ville hellere piskes - ja, han ville faktisk hellere tvinges til at bruge en nat i Vargas' sovekammer - end han havde lyst til at se det udtryk i Junos øjne, da han trådte tilbage og så på Hector. Hector så tøven og... fortrydelse? Og da afvisningen kom, kunne han ligeså godt have stukket Hector en lussing. Junos ord ramte ham som et spark i brystkassen, og Hector var hemmeligt taknemmelig for, at Juno havde vendt sig bort, for han havde brug for et par øjeblikke til at sunde sig.

Mest af alt var han arrig på sig selv; det havde været komplet idiotisk alt det, han havde gået og forestillet sig, og det var hans egen skyld, at han nu blev så skuffet. Han var bare en lille, pelset særling, og det var klart, at en fyr så smuk som Juno aldrig ville se ham som andet end venner. De to uger i jordkælderen havde været en engangsting, noget de havde kastet sig ud i, fordi de begge var desperate efter noget andet end vold og misbrug. Juno kunne lide smukke damer, og Hector var hverken smuk eller en dame.

Hector oplevede tre helt vilde sekunder, hvor han både havde lyst til at sætte sig ned og tude, til at overfalde Juno og slå ham alt, hvad han kunne, og til at smadre sit hoved ind i stenvæggen, indtil han ikke kunne huske noget mere... og så med ét var det hele væk, krøllet sammen og pakket dybt væk i ham sammen med alt det andet skuffelse og bitterhed, Hector havde oplevet i sit liv, som han havde pakket væk i årenes løb. Alt det rod var hans egen fejl, ikke Junos, og der var ingen grund til at sige noget om det.

"Hæh," sagde Hector og tørrede sin næse og kinder i sin arm, inden han skubbede sig væk fra væggen og gik over til bordet. Det rolige, halvkække smil, som han normalt bar omkring Juno, var på plads, og det eneste spor af hans lille krise, der var at se, var hans øjne, der var en smule røde.

"Hvem har ikke det?" kommenterede han og prikkede lidt til en vindrue, inden han hev den af klasen og spiste den. Det var svært at sluge den, for hans hals var stadig helt sammensnørret, men det lykkedes da.

"Får du ellers nok at spise, chef?" spurgte han så. "Jeg kan måske smugle noget mad til dig, hvis det er..."

Stilheden der fulgte fik Junos mave til at knuge sig sammen, og han tyggede stædigt videre på den bid af tørret fersken han havde i munden, uvillig til at sluge den. Selv da Hector sluttede sig til ham ved bordet kunne Juno ikke få sig selv til at møde hans blik. Hector var en god skuespiller, men han var ikke helt så god som han selv gik rundt og troede. 

"Jeg får masser af mad," svarede Juno affejende, vred på både sig selv og Hector, og først efter han havde sagt det, gik det op for ham hvordan det lød. "Vargas - Vargas vil sælge mig til fysisk arbejde, så jeg.. skal have næring til mine muskler efter træning," forklarede han lavmælt og lod sig endelig dumpe ned i sofaen. Hvad kunne han sige for at gøre det bedre? 

Han skævede over til døren og overvejede et øjeblik bare at skride - dét var hans sædvanlige plan, når det blev for anstrengende at være sammen med en tøs. Men det her var Hector og han ville ikke have at Hector begyndte at afsky ham.

Distræt strøg han et par fingre over sin biceps og overvejede om Hector ville synes det var sjovt, hvis han blærede sig med sine nye muskler. Det troede han ikke. Tidligere måske, men ikke nu. 

"Hvad med dig? Vi lavede en aftale, så hvis han ikke behandler dig okay..." Han færdiggjorde dog ikke sætningen. Han vidste ikke hvad han ville gøre, hvis ikke Vargas overholdt deres aftale.

Tanken om at Juno blev solgt, og at Hector blev efterladt tilbage, fik Hectors mave til at vende sig, gjorde ham næsten syg, så han skyndte sig at tænke på noget andet. Han skulle til at sige noget om, at der sgu da ikke var nogen, der gad at købe Juno med de nudel-arme, han rendte rundt med, men Juno fik afbrudt ham med sit spørgsmål.

"Jo, det er fint nok," svarede Hector og trak på skuldrene, mens han vandrede hen til sofaen. Han satte sig ikke på den, men på gulvet i stedet for, vendt mod Juno. Sofaen havde forrådt ham, og Hector havde ikke lyst til at bruge den mere. Han følte sig bedre tilpas hernede på gulvet.

"Hende Ana... Jeg er hendes kæledyr nu," forklarede han. "Sover i hendes værelse og alt muligt. Det er noget lort, men det er stadig mere luksus end det, du har."

Hectors ord fik Juno til at fnyse. "Det lyder fandme luksus, sammenlignet med hvad jeg har eller ej," sagde han, velvidende at Vargas ville flå ham levende, hvis han overhørte ham sætte ord på hvor gerne han ville sove på Anas værelse og være hendes kæledyr.

Han trak vejret dybt ind, lænede sig tilbage i sofaen og spredte sine ben. Han var overbevist om at Hector tænkte dårligere om ham, fordi han ikke var i stand til at gøre, hvad Hector kunne - han kunne ikke tage de grimme ting, mændene havde gjort ved dem og gemme dem væk. Minderne var konstant i hans baghoved, som en påmindelse om hvad han ikke skulle gøre i fremtiden. Indtil nu havde han nægtet at give de minder evnen til at bestemme over hans handlinger, men nu var han ikke sikker på om han kunne blive ved med at ignorere deres råd.

Frustreret rev han ferskenen fra hinanden og kastede den ene del mod Hectors hoved. "Hvis du har et eller andet i tankerne, så sig det til mit ansigt nu, så jeg kan banke det ud af hovedet på dig!" Hvad han gik ud fra at Hector ville sige var, at Vargas havde fået ham til at miste modet. At han ikke længere var den rebel han plejede at være. At han var blevet en kujon, at han havde opgivet at få dem ud, at han ikke ville være i stand til at lede banden længere, hvis de da nogensinde kom hjem.

Den halve fersken ramte Hector på kinden, inden han fik dukket sig, og selvom det ikke gjorde ondt - faktisk kunne han nærmest ikke mærke den bløde frugts sammenstød med hans kind - så blev Hector alligevel gal.

"Jeg har ikke en skid i tankerne," vrissede han og samlede ferskenen på fra gulvet og tyrede den tilbage mod Juno. "Men vi kan sgu godt bytte. Jeg er pisse træt af at blive set som et eller andet eksotisk misfoster, der ikke er noget værd som andet end kæledyr. Jeg kan sgu da også arbejde hårdt! Jeg kan sgu da også slås! Jeg vil sgu da også gerne... Ikke engang dig... Jeg troede, vi..."

Hectors vrede og pludselige udbrud mistede lige så hurtigt pusten, som den var blevet antændt, og han vendte sig bort for at gnide over sine røde kinder.

"Lige meget," gryntede han og snøftede. "Det er mig, der er idiot. Det er ikke din skyld, chef. Undskyld. Hvis du bare får os ud, så skal alt nok blive godt igen."

"Du troede at vi hvad?" råbte Juno tilbage og sparkede til bordet, der gled en halv meter væk fra dem, så Juno kunne rejse sig op og fylde så meget han ville. Han ignorerede Hectors undskyldning - den gav ikke mening, Juno forstod den ikke, og lige nu kunne han heller ikke leve op til Hectors krav om at få dem ud. Han følte sig kun endnu mere hjælpeløs, når det eneste Hector ville have fra ham var noget han ikke kunne give ham.

"Du troede at vi ville være hjemme nu? At vi ville være sammen, ligegyldigt hvad vi blev sendt igennem? Vi er begge to her lige nu, er det ikke nok? Netrish er blevet solgt! Det kunne - det kunne for helvede have været dig, kan du ikke bare være glad for at vi har undgået dét? Jeg kan ikke - jeg kan fandme ikke gøre det bedre, end hvad jeg gør nu."

Han havde lyst til at kaste med noget, smadre det, men alting herinde var Vargas' og Vargas havde formået et sætte sig selv i respekt overfor Juno, der endte med at blive stående hvor han var, med knyttede hænder og osende af raseri. Hector forlangte kun lige så meget af Juno, som Juno forlangte af sig selv, men dét var også langt over hans evne.

Det var hér, det gik op for Hector, at de talte om to forskellige ting, og det gik også op for ham, hvor stor en idiot han var for at være ked af det over noget så ligegyldigt som... som kæresterier, når de var fanget som slaver og kunne risikere at blive solgt hvert øjeblik. Netrish var åbenbart blevet solgt, og selvom Hector var komplet ligeglad med elverdamen, så betød det åbenbart noget for Juno. Han kunne have sparket sig selv, og han overvejede kort at daske til Juno i håb om, at Juno ville give ham en knytnæve i synet som betaling. Det fortjente han.

"Det var ikke dét jeg mente, chef," mumlede Hector og så over sin skulder på Juno. "Jeg vidste ikke, Netrish var blevet solgt. Det var bare... noget helt andet. Undskyld. Jeg synes, du gør alt, hvad du kan, chef. Vi skal nok komme væk, det ved jeg."

For at forsøge at vise Juno, hvor meget han mente, hvad han sagde, vendte Hector sig og gik over for at give Juno et kram, et helt uskyldigt et af slagsen.

Normalt ville Juno have hidset sig op over så vagt et svar, men fordi han havde en mistanke om, hvad det var Hectors egentlige problem var, lod han det gå. Han havde lige så lidt lyst til at rode op i det, eller bare tale om det, som Hector lod til at have.

Han lagde også sine arme om Hector og gengældte krammet.

"Jeg er træt, Hector," sagde han lavmælt, indrømmelse af svaghed gjort lettere af at de ikke kunne få øjenkontakt i deres nuværende position. Juno havde altid haft svært ved at sove, men han havde aldrig været så udmattet som han var nu. Den fysiske træning havde ikke gjort at han sov tungere, tværtimod havde de ømme muskler kun ført til livligere mareridt, der forsøgte at forklare ham hvor smerterne kom fra, med et ansigt han efterhånden kendte bedre end sit eget.

"Kan vi sætte os ned?" spurgte han, uvillig til at give slip på sin ven endnu, men længende efter at kunne slappe af.