Det var aften og ide i kroen sad en kvinde i en kørestol. hun havde en vinge. og var lammet fra ryggen og ned. hun havde tjent lidt penge ude på gaden så hun kunne få lidt mad. hun sad med en salat og et glas vand. kvinden hed Maion og boede på gaden. hun havde en blok med sig på skødet med blæk og en pen.
en kropige kom over til hende og spurgte om hun skulle ha noget mere men Maion havde ikke flere penge så det kunne hun ikke.  hun spiste roligt salaten i den næsten tomme kro. Maion følte at disse tider hvor hun næsten var alene var det mest fredsfyldte hun havde.

Hauru kom, ikke specielt elegant, ind i kroen og gjorde sin entre ved at smadre døren op så det gav et ordentlig brag.
Han kunne simpelthen ikke få mødet med Koda ud ad hovedet.
Endnu et ægteskab... Som han ikke engang kunne huske. Han var sikker på at han havde været ekstremt fuld den dag. Udover det, snakkede hun om en date og det lignede altså ikke ham at være på date. Lige meget hvor fastlagt han var på at få noget ud af nogen. Man gik ikke på date. Aldrig i livet.
Efter døren var smækket i bag Hauru, skimtede han hurtigt rundt i kroen. Straks faldt hans blik på Maion. Ikke så underligt, da ingen andre var at finde. Han stak hænderne i lommerne for at føle om han havde husket at tage penge med, hvilket han selvfølgelig ikke havde, så han trak hænderne op igen og bevægede sig hen mod Maion.
Uden at tænke så meget over det satte han sig på en stol ved samme bord, lige over for hende.
"Hej. Hvis jeg nu er rigtig sød, deler du så?" Spurgte han, som om der egentlig ikke var noget galt i det. Var det ikke meget normalt at spørge fremmede om? Desuden vidste han udmærket godt selv at det der med at være sød, nok ikke kom til at ske. Han så på Maion med et lidt tomt blik, mens han ventede på svar.

Maion fik et helt chok da døren smadrede op. hun så mod døren og så hurtigt mod sin mad og tog en lille bid. hun ville ikke op at  skændes med nogle der måske var lidt ubehagelige eller måske var lidt for fulde. 
hun så på manden da han satte sig ved hende. hendes øjne var store og hendes hår sat op. hun så ned på den lille salat hun havde og vidste at det at dele kunne være alt mellem liv og død for fattige. hun så på manden der ikke just så fattig ud. men hun kunne ikke sige nej til det at dele.
"en tom talerken mere tak" sagde hun forsigtigt til kropigen der straks kom og så på denne fremmede med et lidt irreteret blik. nok fordi han havde smadret døren op og ikke åbnet forsigtigt.
Maion begyndte at tage noget salat over på talerken  og skubbede den over mod ham. "her. jeg håber det kan stille Deres sult lidt " hun havde jo ikke meget men at dele var lidt ala det en engel kunne jo. 

Haurus blik gik hurtigt fra tomt til overrasket, da Maion bad om en tallerken mere. Det var da godt nok første gang han havde oplevet at nogle ville dele noget som helst med ham.
Han vendte kort blikket mod kropigen, da hun kom med tallerekenen og sendte hende et stort smil. Han havde godt lagt mærke til hendes irriterede blik, men han havde ikke tænkt sig at gøre andet end at give hende et smil. Så vendte han opmærksomheden mod Maion igen.
"Øhm... Tak," sagde han med en underlig tone. Hvad skulle han ellers gøre? Han havde aldrig siddet i en lignende situation. Han tog gaflen op fra bordet, stak i noget salat og kom det i munden, alt imens han holdte blikket på Maion.
"Hvorfor gik du med til det? Jeg har jo ikke engang gjort noget sødt endnu," sagde han forundret. Han havde jo sådan set sagt at han ville have noget, hvis han nu var rigtig sød.

Maion så på hans smil og kunne se han godt kunne være sød. hun så på ham da han tog noget salat i munden og gjorde det samme. da han så spurgte om hvorfor hun gik med til det sendte hun ham et varmt smil. "jeg kender til at være sulten kold og våd. så at kunne hjælpe andre er blot en ting i livet jeg har lært at dele når jeg kunne" sagde hun og så op på ham med et venligt blik. hun tog lidt salat i munden og tyggede. hun vidste jo ikke at han faktisk ikke om han spiste salat. efter så meget tid som engel havde hun lært at der var forskellige folk rundt om. 
men han ville da ikke ha spurgt om hun ville dele vis han ikke spiste salat.? ville han? det kunne maion ikke se på ham men måske det ville komme senere vis hun lærte ham at kende. men det krævede at han så ville tale med hende også.

Hauru så på Maion som om han ikke anede hvad hun talte om. Det var ikke normalt for ham at hjælpe nogen. Eller at nogen hjalp ham. Og nu var det ikke fordi han decideret havde brug for salaten. Han var  heller ikke kold. Våd, det var han, men regnen kunne han ikke undgå lige meget hvad. Men kulden og sulten forsvandt med hugtænderne. Salaten ville han sådan set bare have for at have noget at proppe i munden. Han tog endnu et salat stykke i munden og tyggede løs.
"Jeg har lige suget en dame tør for blo...." Han tænkte ikke rigtig over hvad han sagde, før det røg ud af munden på ham. Han skævede mod kropigen. Hørte hun ham? Hvis hun gjorde ville byvagterne nok blive tilkaldt, men det så ikke ud som om hun reagerede, så han så mod Maion igen. Han smilede til hende, som om det han lige havde sagt ikke var dumt.
"Min pointe var, at jeg ikke havde brug for salaten," fortsætter han som om intet var hændt. 

lige suget en dame tær for blo? Maion måtte tænke lidt over den og vidste jo godt der fandtes andre væsner end mennesker og engle og dæmoner. så da hun havde regnet ud hvad han mente smilte hun blot forsigtigt. da han så forsætte så hun mod salaten og så op på ham.
"men vis De ikke havde brug for det hvorfor så spørger om jeg ville dele? var det fordi De forventede et nej?" hun smilte roligt og så på ham. hun forstod ikke hvorfor han ville ha noget jeg ikke blev mæt af. han så ellers ret vel fodret ud. nok fordi han ikke var en af de fattige der boede på gaden.

Hauru stak gaflen i endnu et stykke salat og førte det op til munden.
""Nej. Fordi jeg skulle finde på et eller andet for at snakke med dig," svarede han roligt, mens han stadig gumlede på et stykke salat. Han var egentlig ikke kommet til kroen for at snakke med nogen, men Maion sad helt alene, hun var smuk og han var i humør til at forstyrre.
"Du er jo en smuk kvinde der sidder.. helt.. alene," sagde han med et charmerende smil og et øjenbryn let hævet.
For Haurus vedkommende kunne dette gå en af to veje. Den mest oplagte ville selvfølgelig være pervers. Det var jo Hauru.
Den anden mulighed ville være at få Maion med et mindre offentligt sted, for at få lidt at spise. Igen.

Maion havde ingen planer om noget som helst med denne mand. hun smilte blot til ham da han talte. "tak for komplimentent." sagde hun og tog noget salat i munden og tyggede. hun havde før hørt godt om sit udseende. men at være perverst over for hende ville man ikke få meget ud af. hun kunen ikke føle sit underliv så han ville ikek få nogle glæde af hende. og få hende at spise det ville hun da slet ikke gå med til.

Hauru grinede lavt. Det var godt nok første gang han havde fået et tak for hvordan han havde udtrykt sig.
Han sad i et kort stykke tid og betragtede hende mens hun sad så roligt og spiste, mens han selv tog endnu et stykke salat i munden og tyggede. Han skævede mod kropigen. Lige meget hvad han valgte at gøre nu, ville det ikke være en mulighed at røre damen over for ham på nogen måde. Det ville ende ud i byvagter alle vegne, hvilket han ikke kunne have. Nu havde han jo været så god til at undgå dem i godt 400 år. Han rejste sig op og gik med rolige skridt hen ved siden af Maion, hvor han lagde en hånd på hendes skulder.
"Tak for mad," sagde han med et smil, før han gik videre mod døren og forsvandt mere lydløst end han var dukket op.