Sommeren var kommet til Dianthos, og med dén det årlige midsommerbal. I løbet af de seneste måneder havde der været stigende uro i byen, som utilfredsheden med Kiles Orden var begyndt at brede sig. Ordenen havde også endnu engang mandet op, og næsten alle Ordensmedlemmer patruljerede nu bevæbnet i gaderne. Dette havde resulteret i flere voldsepisoder, når Ordensmedlemmer og oprørske borgere var stødt på hinanden.

Ordenen var derfor talrigt til stede ved ballet. Både almindelige vagter og ordensmedlemmer kontrollerede folk ved indgangen til paladset, og de sortklædte skikkelser sås overalt i balsalen. Det meste af byens adel var også mødt op - småsludrende og nippende til den fint anrettede mad. Herudover var der også en mængde af byens middelklasse og nogle få, der tydeligvis tilhørte underklassen, selv om de var klædt så fint på, som det nu engang var dem muligt.
Det havde altid været tradition at Dronningen af sit gode hjerte inviterede hele byen - også de mindre heldigt stillede. Størstedelen af ballet foregik i den fornemme balsal, men der var også åbnet ud til paladsets labyrinthave, hvor man kunne nyde et fredeligt øjeblik.

Dronningens sædvanlige tale var kort. Hun adresserede med sorg i stemmen Ypperstepræstinde Reinas død, og bad festdeltagerne om at bede til Kile for hendes sjæl. Derefter forsvandt hun fra balkonen over balsalen, og talsmanden Leoric Emhyrean overtog hendes plads, hvor han officielt bød gæsterne velkommen til ballet. Hans ansigt var som altid gemt bag den hvide maske, Kiles Orden bar.
Da Leoric var forsvundet, begyndte folk igen at snakke og en skjald spillede op til dans. Midsommerballet var begyndt!


Praktisk info: Efterlyste karakterer, racer og elverfolk har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende.
I år er baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post med sin karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Venus gik mod krystalpaladsets porte med en blandet mavefornemmelse. I første omgang havde hun ikke villet afsted, selvom hun havde været med hvert år, siden hun var blevet gammel nok til at drikke. Og da der jo ikke var nogen nedre grænse for, hvornår det var, når man ingen værge havde, havde hun været med mange år. Til sidste havde hendes bofælle, som var halvelver og en af grundene til hun absolut ikke ville afsted, fået overtalt hende.
Hvis hun tog afsted, kunne hun finde ud af, hvordan hans venner og hendes egne havde det og tage mad og drikke med tilbage, som man ikke kunne få i Tusmørkedalen. Men ikke mindst kunne hun finde ud af, hvornår det var sikkert, at komme tilbage til byen. Venus havde været trist over at tage afsted. For hende var hovedstaden bare en by. Men det var det jo ikke for alle.
Hun trak op i sin fine kjole, der efterhånden var et par sæsoner gammel, og fortsatte ind gennem portene og ind i balsalen. Her kunne Venus ikke holde sig tilbage for at smile. Det var meget galt med hovedstaden for tiden, men balsalen var altid noget af det varmeste og kønne på trods af de kolde glasvægge, når den var pyntet op til sommer.

(Har lavet en åben tråd, hvis folk vil være med <3)

Vargas var kommet overraskende nemt ind i paladset. Han var personligt inviteret af lederen af Kiles Orden, nok som tak for den tjeneste, han havde gjort ham, ved at gøre elvere til det nye sort inden for slavehandel. Ikke at det havde været svært, som den snart anden største slavehandel i Balzera, havde han meget indflydelse. Indflydelse der rakte helt til Norden, Vargas havde handelsaftaler over hele Krystallandet. Men han havde også solgt slaver de sidste 300 år. 
Hans venskab med Leoric gjorde livet nemmere for ham i øjeblikket, da Ordenen ikke gjorde noget for at stoppe ham i sin handel og selvom han uden tvivl ville tage en risiko ved at dukke op til et bal på selveste paladset, havde tanken moret ham og han var gået ombord sit skib, der havde sejlet ham til Diathos' havn, hvor en vogn havde kørt ham til hovedstaden.

I aftenens anledning havde han en lang midnatsblå sydlandskudseende kofte med høj krave i tyk silke på, hvor et mønster var broderet i sølvtråd, så den næsten lignede stjernehimlen. Bukserne var sorte, posede og ligeledes i dyr silke. De var stukket ned i et par lette støvler i meget mørkt læder. Løst hængende om halsen havde han et gult tørklæde, der var næsten dobbelt så langt som han var høj. Håret havde han for én gangs skyld sat, men han havde dog stadig sorte skægstubbe over kinderne og om munden. En smule barberet til i kanterne, så det gav et mere skarpt udseende.
Med sin meget høje statur og elegante og tydeligvis dyre udseende, var han en mand, der trak blikke til sig. Han var ganske køn og den Rubinske, solbrændte kulør satte blot prikken over i'et. Kvinderne kunne lide ham og han vidste det.

Han havde lyttet til dronningens tale og derefter Leorics ord med et udtryk af høflig interesse, inden han kunne koncentrere sig om salen og dens væsner. Så mange sjæle, så mange adelige. Denne aften kunne både blive interessant og umådeligt kedelig. En tjener kom forbi med slanke glad med drikkelse og han snuppede hurtigt et for at nippe lidt til det. Ikke dårligt. Roligt bevægede han sig igennem salen, hilste på et par bekendte ansigter, hvor ingen havde lyst til at offentligt vise deres kendskab til ham, men ellers var der ikke noget, der tiltrak hans opmærksomhed. Måske det blot ville blive en kedelig aften. Det håbede han ikke.

(( Link til åben tråd: En ulv blandt får ))

Det var det første midsommerbal siden Moana var trådt ind i Lyset Hær, hvor hun ikke havde vagt og derfor skulle være i fuld udrustning. Det og et mindre væddemål var så også grunden til at hun vendte en del hoveder og udløste hvisken, som hun trådte ind i balsalen med et lille smil.
Hendes tyrkise hår havde altid tiltrukket sig opmærksomhed og i aften var det ikke til at overse. Det nåede hende til fødderne og var kun holdt bag hende med enkle snoninger iflettet kobbertråd og muslinger banket ud i samme metal, der på ingen måde forhindrede det i at virke som en tropisk bølge sluppet løs i salen.
Det var dog ikke det mest bemærkelsesværdige ved hende denne aften, skønt hårets farve og pynt gik igen i hvad hun kaldte en kjole. Den bestod da også af en overdel og skørt, men manglede alt dækkende på midten. Skørtet var i en mørkere tyrkis end hendes hår og gik fra massiv i farven ved livet og til gennemsigtig som det bredte sig ud i et brus om hendes fødder. Overdelen var i samme mørke farve, dækkende hendes bryst og ikke meget mere end det. Begge dele havde et nærmest flettet mønster i kobber, der antydning af skæl i stoffet, men uden helt at være det. En kjole tydeligt inspireret af hvad hendes folk kig i til fest og kombineret med skørtet nu en hale ikke var til stede.

Moana lod sig ikke mærke med blikkene eller den dæmpede mumlen, men fortsatte ind i salen. En del her havde godt af at se der stadig var andre end mennesker i Dianthos og til nu havde intet åbenlyst had været rettet mod hendes folk. Måske fordi de var så få heroppe og blandede sig i så lidt. Måske fordi det ikke var blevet deres tur endnu.
Hendes skridt tog hende til bordet med anrettet mad og drikke, noget der altid var en prøvelse af udvælge fra. I aften ingen undtagelse, så i stedet for at vove forsøget vendte hun blikket tilbage til salen og de forsamlede der. Alle pyntet efter bedste evne og indkomst. Alle optaget af hver sit. Eller det virkede det som på overfladen.

//Link til tråd: Midsommerbal med stil

Dhalia trådte ind i balsalen med sin sædvandelige, uimponerede mine. Hun var klædt i sydlandsk stil, hendes kortærmede underkjole i simpelt snit og en vibrant, rød farve, der stod i kontrast til den mørkeblå, mønstrede yderdel, der i virkeligheden blot var et langt stykke stof, viklet omkring hende. Selvom det ydre stof var ganske dekoreret, bar hun yderligere et par gyldne øreringe, der matchede den tunge guldhalskæde hun altid bar.

Det var mange, mange år siden Dhalia havde været med et en af paladsets mange festligheder, og det var et under at denne, af alle, skulle blive gangen hun tog afsted. Kiles orden myldrede omkring som besatte myre i en tue, og hver og en af dem gav hende en dårlig smag i munden. Ikke at hun lod nogen vide det. Nej, hun forblev, udadtil, neutral, som det var bedst for hende at gøre. Alle var velkomne på helbrederhuset, ligegyldigt formen på deres øre, eller farven på deres tøj.

Det var Kit, Dhalias unge lærling, der havde overtalt den ældre kvinde til at tage afsted. Hvordan det var lykkedes Kit at overbevise Dhalia om, at det da var hendes pligt at tage med, var verden en gåde, men det havde involveret en del snakken i cirkler, og den høje sandsynlighed for, at nogen til festen kom til skade.

Den ældre helbreders bryn blev knyttet tæt under dronningens tale, og løsenede sig på ingen måde da Leoric tog ordet efterfølgende. Pfff!

//Hvis du vil have Dhalia i DIN tråd, så prik til mig i boksen eller send en pm!

Efter at have modtaget invitationen, kunne Lailiana ikke dy sig for at dukke op til midsommerbalet. Hun var godt nok vokset op på et palads og var vant til bal og meget andet, men dette her var så anderledes og slet ikke i samme stil som det hun havde oplevet før. Hun havde nok fået gjort sit barndomshjem til et dårligt minde, så hun havde faktisk ikke været vildt begejstret for at komme i dag. Dog synes hun ikke at hun skulle lade chancen forbipassere og hun var nødt til at se hvordan der blev holdt bal her i forhold til hendes hjemland. Og hun var da glad for at have taget valget om at deltage. Det var noget så smukt, og selvom man kunne se at ikke alle var i lige så fint tøj som andre, gjorde det hende intet. Det var fantastisk at se så mange mennesker i deres fineste pus og intet af det mindede om hinanden.

Selv havde hun en kortærmet, let nedringet hvid kjole på, der gik helt ned til gulvet og matchende hvide højhælede sko. Dem kunne man dog ikke se for kjolen. Ud over kjolen, havde hun sin beige kutte på med hætte, men hætten var ikke trukket over hovedet i dag, som den ellers normalt var. Det lange røde, krøllede hår var sat op i en knold og hele håret var pyntet med små hvide perler.
Hun havde lyttet til dronningens tale og foldet hænderne sammen og vendt blikket mod gulvet, da Ypperstepræstinden Reina blev nævnt. Selv kendte hun ikke til hvem det var, da det ikke var lang tid siden hun var ankommet, men selvfølgelig skulle der vises respekt.
Da alle taler var overstået, rettede hun blikket ud over de mange mennesker, for at tage det hele ind. Hun kunne ikke lade være med at smile.

Endnu et bal og endnu en plage forvoldte byen skade i Xaphans univers. Kiles orden var og blev en pestilens lige meget hvem der ville sige noget andet til Xaphan. Hans eneste job i denne verden var at passe på Lysets dronning lige meget hvad der ville ske. Han ville dø for Lysets Dronning hvis det kom der til. Faktisk var han så stor tilhænger af dronningen at han ville gøre alt hvad der skulle til for at beskytte hende. Hans liv stod ikke til at rede hvis dronningen kom i fare.

Ballet var blevet smidt i gang, og det havde faktisk været stille endtil videre, men det kunne sikkert nå at ændre sig endnu. Spørgsmålet var bare hvornår det ville ske. Med Kiles orden i spil under ballet kunne man sikkert forvente ballade, lige meget hvem det kom fra. Et kort suk kom fra ham da han hørte dronningens tale og hendes sorg over Ypperstepræstinde Reinas, og det at man skulle bede for hendes sjæl. Det var virkelig ikke det han havde tænkt sig at høre. Han bed sig i læben og kiggede lidt rundt mellem alle menneskerne for at holde øje med om der blev ballade. Han bevægede sig rundt blandt menneskerne og savnede egentlig at der ikke var nogen elvere. De havde altid været så hyggelige og så snaksaglige, og nu var der bare kedelig snak alle steder henne. Det var svært for ham at fatte hvad det var der skete det sidste stykke tid. Han havde travlt med andre pligter, og så var der pligter som var sure pligter.

Sofies smil strålede om kap med hendes hår som hun ankom. Hun havde flere gange betragtet paladset udefra, og beundret den enorme bygning, drømt om hvordan noget så stort nogensinde kunne være bygget, og hvordan det mon så ud indenfor!

Det havde taget sin tid at overbevise Rofus om at de skulle afsted. Det var mange mennesker, samlet på lidt plads, og det kom til at vrimle med Kiles Orden. Hvis noget gik galt, og Sofie kom til at røre nogen, så kunne det hurtigt gå rigtig galt!
Men Sofie havde jo aldrig set slottet før, og det var ikke sikkert hun fik muligheden igen, hvertfald ikke lige foreløbig! Desuden, så mente hun de begge fortjente en lille pause fra hverdagens tommerum.. og forhåbentligt ville de ikke løbe ind i nogen de kendte, det ville blive et problem..

Sofie var dog løbet ind i et halvstort problem, allerede inden de var kommet afsted. Hvad skulle hun tage på?! Nært alt det tøj hun havde haft med sig da hun rejste hjemmefra var ødelagt, og det hun havde tilbage var på ingen måde pænt nok til at tage til bal i!
Heldigvis havde Rofus haft en løsning: da hans familie var blevet fordrevet fra byen, havde de ikke fået alle deres egendele med, så Sofie ankom nu til ballet i en af Rofus søstres kjoler. Om hendes håndled var et metalsmykke med en musling, og om sin hals bar hun en matchende medaljon.

"Rofus! Det her er fantastisk!" udbrød hun lamslået som de nåde ind forbi vagterne, og trådte ind i Krystalpaladsets balsal. Det var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set... måske med undtagelse af Rofus.

Det var med et halvt øre Sofie hørte efter da ypperstepræsten talte. Hun havde set og hørt ham før blandt Kiles Orden, og han gav hende altid kuldegysninger. Da dronningen trådte frem til gengæld, gik Sofie helt i stå, og hendes blik lå klistret på Krystallandets nok mest magtfulde kvinde. "Rofus... er det.. er det dronningen?" spurgte hun med skælvende stemme. Rofus evne til at se sjæle lå stadig i Sofies hår, og dronningen var på ingen måde hvad hun havde forventet. 

Trods uroen i byen, havde Oswald trukket sig ind bag murene i Dianthos. Hans tilbagekomst til byen, var sket for få dage siden. Slave operation blev passet af trofast elever, og derfor havde Oswald til andre social erfare i byen. Invitation til midsommer ballet, var en af det store social omgange, hvor Oswald havde chance for snakke med andre adelig, eller bare almindelig.
Social klasse var ikke det mest vigtige emne, for dæmon. Han var teknisk ligeglad, hvis blot personen som han mødte var interessant på en eller andet mental, eller fysisk plan.
I anledning, af festen. Havde Oswald valgt den finer del af hans garderobe, skjorten som han havde på var i sort silke, mens bukserne var lave behagelig bomuld, støvlerne havde dertil en sort farve, og der sat sølv ringe på alle fingrene, samt om halsen. Man kunne godt sige at Oswald viste sin klasse frem, men der heller årsag til mindre. Selvom han var rig, var det ikke kunne hans penge der talte, hans person havde altid talt mest for ham.
Med smule passion og mystisk kom man næsten altid til være det omtalt emne, til en fest. Den slags kunne Oswald godt lide, at blive set og at være fokus. Alt omtale var bedre end intet.
Da han trådte indenfor balsalen, var det lige til dronnings tale, som alle andre lyttede Oswald i tavshed, før at sat stemning i gang igen.   

Bastian var vel og mærket efterlyst, og der var helt sikkert en pris på hans hovedet eller andet sted i verdenen, men ikke på den officielle liste, også bedre kendt som Lysets side - den regerende side – så selvfølgelig havde haft absolut ingen problemer med at troppe op til bal. Han havde trods alt fået en invitation, så hvordan kunne han dog tillade sig at sige nej, nu hvor muligheden for at deltage alligevel lå for hans fødder. Det var godt og vel et halvt års tid siden, han så meget havde nærmet sig hovedstaden, og man hvor var der sket meget siden sidst. Ude på det blå uendelige hav var man så isoleret fra fastlandet, at rygter sjældent rejste langt nok. Og selv med de breve, der havde nået admiralen med statusrapporter, var det noget lidt andet at opleve det på nære forhold. Manglen på de spids-ørede træspringerer – eller mere grunden bag manglen – bekymrede ham, mens udgangsforbuddet egentlig bare gik ham på. Konsekvenserne ville som sådan ikke ramme ham, hvis han blev hapset i en lille midnats spadseretur, men han nød sig så godt af selskab. Men selvom de gentagende festligheder altid have en eller anden mængde politisk undertone, så var det ikke tid til at surmule som en aften som denne. Den slags lå ikke i hans gener.

Mange blikke lagde sig på ham ved hans ankomst, hvilket ikke burde komme som meget af en overraskelse. Han var en velsignet mand! Godt udstyret og i arrangementets anledning, var han nyvasket. Skrubbet godt og grundigt fra top til tå. Håret havde fået lidt længde på sig og med skibet, der kun lige havde kommet i havn eftermiddagen forinden, havde han ikke haft meget tid til at få studset spidserne, så lokkerne var bundet tilbage med et silkebånd i nakken. Men trods det var svært at tro, så var det ikke ham, blikkene faldt på. Ikke direkte. I stedet var det det underlige væsen, der sad løftet på hans ene arm. Med formen af en pige på ikke meget mere end 6 år, men hendes hud var grå som en mørkelver, der ikke havde brugt meget tid på at månebade, eller hvad end de gjorde for at få den eftertragtede mørkere kulør, og hele hendes krop var dækket af hvide fregner. Én langt mere talentfuld end Bastian, havde flettet en krans af hår omkring hendes hoved og ladet resten hænge løst.

Nu indenfor og stillestående et øjebliks tid så Sifa kunne få et godt udsyn udover balsalen og dens gæster, satte han hende ned at så på sine egne to tynde ben. Prætentiøs kom han med et par anstrengende lyde, som var det tungt for ham at løfte sådan på barnet, hvilket som altid så ud til at more hende, hvilket nok kunne forklare, hvorfor han overhoved gjorde det. Hun var så kær!
”Nu skal du ikke rende alt for meget rundt. Jeg er stadig lovens håndhæver, til trods for aftenens anledning.” satte han fast med en halvseriøs minde og skarp øjenkontakt, der tvang hende til at se på ham med fuld fokus.
Sifa nikkede lydigt men tog efterfølgende lidt tid, hvor hun blot stod og stirrede på menneskemanden, inden hun åbnede munden og spurgte: ”Hvad betyder ’anledning’?”
Bastian burde næsten have set det komme. Den stakkels pige var stadig kun en lille spirvip og selvom Estrid gik ud af sin vej og forsøgte at lære hende akademisk op, var der stadig grænser for, hvad hun kendte til. ”Øh.. en anledning er.. noget man siger om grunde til noget sker.” Han var virkelig ikke den bedste til den slags, men heldigvis virkede det til at være nok for den unge hybrid. Om det overhoved var rigtigt forklaret, kunne han så gruble over til evige tider. Foruden dét havde noget nyt allerede fanget hendes opmærksomhed som hun nysgerrigt så sig omkring, som søgte hun efter noget specifikt.
”Hvor er dronningen?”
”Ah, jeg tror lige akkurat at vi missede hende. Du må give Estrid skylden for ikke at lade dig komme ud før, du var helt klar.” Sifa var ikke helt tilfreds. Det var tydeligt at se på hendes sørgmodige udtryk. Men Bastian havde haft intet imod det, selvom han havde lovet hende, at hun ville komme til at se dronningen. Han ønskede at pigens første syn af dronning skulle være i regentens tilsyneladende nuværende tilstand. ”Det kan være, at hun kommer igen senere. Så kom nu.” Han klappede hende let på hovedet. ”Smut du rundt. Onkel Bastian har nogle ting, der skal ordnes.” Så som at gribe et glas alkoholisk væske. En opgave der elegant blev udført, idét øjeblik at pigen havde luntet af sted igennem mængden af mennesker og den første tjener kom forbi med en bakke med netop det. Han så da efter pigen igen og kunne lige akkurat skimme hende af og til. Et link var selvfølgelig lavet mellem ham og hende. Han var ikke fuldkommen ansvarsløs og lod hende løbe rundt på egen hånd. Men tøjler burde stadig være nogenlunde frie for den rette udvikling. Det var i hvert faldt hans mening.

Han tog den første sip af sin drikkevare og hvor måtte det se malplaceret ud, sådan som han holdte om det tynde glas med en lillefinger i vejret. Fin skulle man være. Derefter begyndte han at scanne balsalen og dens gæster. Det skulle forestille sig at være en fredelig aften hvor alle var velkommen. Men der var problemet: Der var åbent for alle og en hver. Han begav sig med et suk hen til det nærmeste bord. Et mindre et, når man så på bordpladens diameteren, men høj nok til at gå ham til taljen. Her stillede han midlertidigt sit glas fra sig for i stedet at trække sin trofaste pibe ud fra sin vests inderlomme. Der var ingen skilte, der sagde, at man ikke måtte ryge indenfor, så med den ene fod godt i gang med at tromme med til bardens musikalske rytme, pressede han en finger ned i piben for at trykke tobakken hårdt ned, før han stak piben i munden, mens han med flade hænder mærkede efter på sig selv efter sin kaffe med tændstikker.

//Åben tråd til rådighed: Storm, regn eller torden kan ej holde sømanden borte.//

Falk havde aldrig været meget for at have store kjoler på eller sminke sig eller lades som om hun var en prinsesse, men hun havde til gengæld altid været glad for opmærksomhed, smiger og store fester. Så da hun tog til midsommerballet gik hun med en forestilling om at skulle være midtpunkt under så stor en del af det som muligt og, så vidt som muligt, ville hun også gerne opsnappe noget sladder. Både af den underholdende og af den vigtige slags. Hun ville så gerne imponere Julia, hvis hun kunne. 

Hun kom iklædt i jakkesæt. Fordi det ville give hende opmærksomhed og fordi hun ikke kunne holde ud at have en stor kjole på. Et blåt ét, med en hvid, blondeskjorte under. 

Den gav hende ganske rigtigt opmærksomhed, men fordi hun langt fra var den smukkeste til ballet og fordi de fleste var nervøse ved at se for længe på hende, lykkedes det hende alligevel at få opsnappet nogle bider af andre gæsters samtaler. 

Rofus øjne flakkede rundt i den store bal sal, han havde ikke været meget for at ham og så Sofie skulle tage til bal. Men han ville have lige så meget held med at bede vinden om ikke at blæse. Hun fortjente også at se det! Han havde kun været et barn sidst han havde været til bal, men han havde aldrig glemt hvor smukt og imponerende balsalen havde været. Og at se den igen fik ham kun til at føle sig som et barn igen. Væk var bekymringerne om at blive opdaget af Ordnen, kampen om at få hans families hjem igen. For et øjeblik var han bare en måbende teenager. 

At finde noget tage på havde ikke været så let som han havde håbet, han ejede jo ikke noget der var et bal værdig! Så han havde gjort det næstbedste. Han havde gennemrodet bunken med glemte sager og fundet en flot mørk vest, der var en anelse for stor til ham. I det mindste var der broderet blade på den! 
"Næsten så fantastisk som dig" mumlede Rofus stille som svar på Sofies kommentar, at være til bal var dog virkeligt fantastisk, men kun mere fantastisk ved at han havde Sofie med.

Ypperstepræstens ord faldt for døve ører hos Rofus, for han stod fanget i egne tanker. Leoric havde altid været en mørk sjæl, så meget var han sikker på, men det var på ingen måde det der fyldte.
For det kunne ikke passe, hvad han han havde set. Kunne det? 
Stille vendte han sig mod Sofie og hviskede ind i hendes øre.

For en gangs skyld var Jocelynni pænere tøj end hun plejede. Midsommerballet gav så fantastiske muligheder blot for at stå og observere mennesker, måske efterhånden lige så meget en hobby som det var hendes arbejde. Stadig prøvede hendes fader at finde ud af hvad Køles orden var ude på men trods denne interesse havde ingen fra familien formået at grave så meget frem endnu. Men dette var faktisk ikke arbejdsrelateret, det var for en gangs skyld for nydelsen at Jocelyn havde bevæget sig ud blandt alle disse mennesker.

Det var en tradition Jocelyn nød, at kommentér ind og blot bevæge sig rundt. Den ene dag i livet hun var alene i sit hoved da hendes fader tillod bare en fridag om året.
Trods at man skulle høre på Ypperstepræstens tunge ord som altid, så var det da heldigvis hurtigt overstået, og Jocelyn ville blot bruge sin aften på forhåbentlig en dans eller to.