Sted: I skoven ved Philianders hytte
Tid: Middag
Vejr: Solrigt med en let brise og små fluffede hvide skyer

Solen skinnede ned over den lille skov, der havde både små og store træer og en del buskads. Den var smuk grøn i den begyndende sommer og tog sig godt ud i dagens sol. Man kunne endda mærke sommerens kommende varme i luften og insekterne havde travlt med at summe rundt i luften Et egern sad på en stamme og vippede lidt med halen og en fugl skældte ud over hovedet på Philiander. Ikke at han lagde mærke til noget af det, han havde travlt med at lede. Mumlende for sig selv bevægede han sig en smule bukket sammen igennem skovbunden med blikket på de gamle visne blade.

"Hvor har de gemt sig, de små skiderikker! Ja, jeg sagde skiderikker, slemme mig." Han mumlede lavt nok til, at det næsten var uforståeligt for andre, konstant som han snakkede med sig selv eller noget, ingen kunne se.
I dag havde han glemt at tage bukser på, men i det mindste havde han en lang grå kofte på, der gik ham til midt på lårene og den varme kåbe, der næsten nåede jorden, men som ikke kunne lukkes foran. På hovedet sat læderhatten som sædvanligt, holdende en smule styr på det lange, krøllede grå hår, der stod i en sky omkring ham sammen med det lange skæg, der krøllede næsten lige så meget.

Han fortsatte søgende rundt i mellem buske og træer og lige pludseligt kom der et højt udbrud fra ham.
"HA! Der var I!" Og uden at tøve, dykkede han med hovedet først ind i en busk, så hans bagdel stak lige op i vejret. Havde han ikke haft kåben på, ville der havde været frit udsigt til mandens ædlere dele. Ikke at han skænkede det en tanke. Nej, han havde fået øje på de svampe, han skulle bruge. De stod lige der i en solstråle, der kom igennem buskens blade. Med tungen i mundvigen strakte han sig så langt han kunne og de tynde fingre kunne lige netop nå de eftertragtede gevækster, der voksede op mellem bladene.
"Kom nu her, ja, det er rigtigt, bare giv slip på livet små bæster! Ha! Fik dig!" Han fik hevet den første op og gik straks i krig med den næste, mens han mumlede videre, en smule anstrengt som hans stilling lidt besværliggjorde vejrtrækning. Han lagde overhovedet ikke mærke til sine omgivelser, skoven kunne være brændt ned om ørerne på ham, uden han ville have opfanget det.

De første sommerdage var nogle af de bedste! Den milde varme der satte sig i pelsen, og planterne i alle deres farver! Samt de første bær var ved at være spise klare. Helga kom med en let irriteret brummende lyd, normalt var hun glad og veltilfreds ved skovture, hvor hun kunne gå og jage i skovbunden. Men det at Cedrik havde taget selskab med, det huede hende slet ikke! 
Cedrik selv bevægede sig muntert gennem skovens buskads. Tusmørkedalens skove var noget lettere at bevæge sig i gennem, end nogle af de andre han havde rejst gennem. Hans brune vest bar tydeligt præg af at have set megen vind og vejr. Det samme galt den grå skjorte indenunder der efterhånden var plettet af forskellige lapper. 
Men noget atypisk var den unge dreng på hans skuldre. Modsat Cedrik var drengen ikke dækket i smuk pels som en rød ræv, nej drengen havde nogle store fortænder, og en brun busket hale. Egentlig lignede han et egern! Drengen altså. 
Cedrik havde fundet ham snøftende i et træ, med tåre i de store mørkebrune øjne. Det var umuligt at stå for så han havde hurtigt  lovet at hjælpe ham med at finde hjem igen. Han var jo ikke stifinder for ingenting!
Så med hans krystal i hånden var de i fuld gang med at få drengen hjem igen, indtil de så et par ben stikke ud af en busk.

Med halen viftende let fra side til side, sendte han et hurtigt blik op til drengen på hans skuldre. "Tror du den sidder fast?" Spurgte han undrende, egern drengen trak let på skuldrene og gemte sig lidt bag Cedriks øre. Med et let skuldretræk vendte ræven sig mod personen i busken og spurgte lidt højere "Sidder du fast?" 

Den gamle mand havde været så optaget af at få fat i svampene, at han ikke havde hørt nogen komme. Philiander nåede lige at få fat i den sidste svamp, da en stemme skar igennem skovens fred og ro. Om han sad fast?! Først stivnede han af overraskelse over stemmen. Var den i hans hoved eller snakkede nogen faktisk til ham? Lige meget hvad, måtte han vel hellere bevise, at han sagtens kunne komme ud. Så pludseligt begyndte han at hive sin lange, ranglede krop ud af busken, hvilket viste sig at være en smule mere besværligt end først antaget. Hans hår hang fast i en gren og hans ryg protesterede mod at blive rettet ud igen, men til sidst vaklede han et par skridt tilbage, skægget fyldt med blade, en edderkop hængende i en silketråd fra hans hat ned foran hans ansigt, hatten i øvrigt siddende skævt.

Først så han sejrsrig ud - han havde både en håndfuld svampe og han var kommet ud af hækken - indtil han kom i tanke om stemmen. Det fik ham til at se rundt med et mistroisk blik, til han fik øje på kilden til stemmen. Eller, der var tre muligheder. En grævling med et gult tørklæde, en ræv med tøj på og et eller andet, der lignede et en blanding mellem et barn og et egern. Philiander blinkede et par gange, i tvivl om han så syner igen eller om han faktisk stod foran den sære trio.
”Jeg sidder absolut ikke fast! Vel?!” Hans blik forsøgte at fokusere på edderkoppen. Tyttebær, hans mus, var derhjemme, han ville hellere sove middagslur end at rende rundt ude i skoven. Så måtte han jo tage det nærmeste at snakke med.

Siden edderkoppen ikke virkede til at ville svare, flyttede han blikket tilbage til den sære trio. Hans blik faldt på rævens hale og den gamle mand begyndte at måbe. Svampene gled ned i lokken på roben, inden han begyndte at gå rundt om de sære væsner, blikket låst fast på halen.
”Ooooh, så flot.” Uden at spekulere så meget over, om det var i orden, trådte han hen mod den imponerende hale med hånden rakt frem, han blev nødt til at røre ved den. Den så så blød og silkeagtig ud! Han havde glemt alt om, at den sad på en person.

At sige at Cedrik var forvirret ville være noget af en underdrivelse! Menneske manden foran ham lignede hvad der burde være en landsby ældste, det stenfarvede skægg og den knagende krop sagde ham ihvertfald så meget!  Men den gamle mand så noget så forvirret ud, på ingen måde så vidende som en med så langt og gråt skæg burde have! 
"Nej, tilsyneladende ikke?" kom det noget forvirret fra Cedrik, som hans blik flakkede rundt på den ændre mand.
Et nys kom fra halvegern drengen, udløst af to små ryk af Cedriks øre. "Det må du undskylde Eg!" Egentlig var han mere optaget at komme i tanke om hvad det var for nogle svampe manden stod med, Og som de var skyld i at han virkede så forvirret. 

Fanget i egne tanker lagde Cedrik ikke mærke den sære gamle mand var begyndt at gå rundt om hans rejse fæller. Et højt "Yip!" lød gennem den ellers stille skov, tre fugle tog da også flugten ved den pludselige lyd. Det gjorde som regel ikke noget at folk rørte han bløde pelsede hale, men det var noget så ubehageligt når nogen gjorde det uden han havde opdaget det! 
Med en vred mine blev halen hevet tilbage fra gamlingen, og holdt beskyttende ind til sig. "Halen er ikke noget man bare leger med! Så spørg før du piller nå!"

Det fløj lidt hen over hovedet på Philiander, at det var ræven, der snakkede, det var mest nogen baggrundsstøj som fuglenes sang omkring ham. Nej, han havde fået øje på den store hale og hele hans opmærksomhed var rettet mod den. Så smuk. Det var ikke fordi, at han var voldsom, nej, han rakte ganske langsomt ud og lod de lange fingre glide igennem de silkeglatte hår. Heldigt nok for Cedrik, for han kunne lige så have taget ved som et barn uden forståelse for andres velbehage. Men nej, han var forsigtigt, dybt fascineret.

Forskrækket trak han hånden til sig, da rævevæsnet blev vredt og hev halen til sig. For et øjeblik kunne man se på ham, at han ikke kunne finde ud af, om han skulle stikke af, hidse sig op eller undskylde. Han stod helt stille og stirrede på ræven, mens hans hjerne forsøgte at finde en løsning. Til sidst dukkede der et lidt fornærmet udtryk op på hans ansigt, og han rettede på sin hat, der stadig sad skævt efter turen ind til busken, med et fnys.
”Jeg ved ikke, hvad du taler om.” Med lange, stive skridt gik han i retning mod sit hus. Man kunne måske sammenligne ham lidt med en fornærmet stork.

Han nåede ikke så langt, før hans blik faldt på grævlingen og han så overrasket på den. Den havde et halstørklæde om halsen. Det havde han ikke set før. Havde han? Grævlinger gik ikke ligefrem op i beklædning, så vidt han vidste. Måske det var en speciel grævling? I en lidt hurtig bevægelse kom han ned at sidde på hug med en arm om sine knæ, lidt som et barn. Lidt forsigtigt, han vidste godt sådan et væsen kunne bide, rakte han en lang skæv finger frem mod grævlingen, mest for at den måske kunne snuse til den. Eller han kunne ae den på hovedet. Hvem vidste.
”Goddag lille ven.”

Med alle sanserne på spidserne stod Cedrik og så afventende på den skøre gamle særling. Han havde ingen anelse om hvordan manden ville reagere, især efter hvor diffus manden havde opført sig indtil nu. Det virkede som at den ældre mand levede i sin egen boble og ikke lod til at forholde sig til virkeligheden. Så hvis manden angreb var han klar til at springe tilbage og holde Eg i sikkerhed. 

Men al den anspændthed han havde samlet havde været til ingen nytte, da intet angreb kom. Med et lettelsens suk så Cedrik mod den sære snegl som han spankulerede væk, hvor han mest af alt lignede en vred vadefugl. "Nå Eg, vi må vist hellere se at få dig hjem, før vi møde erh... flere skovfolk." kom det med et sigende nik i den grå tosses retning. Svampende havde vist ikke været giftige, så manden var nok bare en særling, så som manden var distraheret listede han stillede videre med egern halv-dyrs drengen på skuldrene.
Cedrik kom dog ikke så langt før manglen på Helgas ellers næsten konstante brummen, afslørede at de rejsende manglede en rejsefælde. At Helga var gået sin egen var skete ind i mellem, men med manden i skoven ville han hellere være på den sikre side. Så med en elegant bevægelse samlede han fløjten der han i hans bælte op og spillede tre enkelte toner, et tegn han havde lært hende. Og ganske rigtigt begyndte Helga at tøffe ud i skoven. Blankt ignorerende manden med skægget, det sad på hug foran hende. For når hun kom fik hun godbidder.

//Out//

Det var næsten lykkedes Philiander at få grævlingen til at snuse til ham, da musik lød igennem skoven og det lille væsen travede af sted og forsvandt. Skuffet og trist så den gamle mand efter den som den fulgte efter rævemanden med egernet på sine skuldre. Han var lidt forvirret og kom på benene. Gik de bare?! Han åbnede munden for at sige noget, men klappede den i med et smæld og snøftede så fornærmet. Jamen hvis det var på den måde, ville han ikke spørge, hvorfor han tog egerndrengen med den vej, når egernfamilien boede i den anden ende af skoven.

Han trak lidt overdrevent på skuldrene for at angive, at det ikke kom ham ved, hvilket fik hans hånd til at snitte lommen med svampe. Hvad var det? Forundret stak han hånden i lommen og hev en af dem op. En svamp. Hvorfor havde han… Det gamle ansigt lyste op, da han kom i tanke om sin succes med at finde de svampe, han skulle bruge. Til hvad havde han glemt, men det måtte være noget godt!
I samme øjeblik glemte han alt om den uhøflige ræv og grævlingen med halstørklædet, og drejede skarpt om på hælen for at gå hjem, mens han undersøgte svampen han havde i mellem sine knoglede hænder. Måske han en dag ville huske noget med en grævling med et tørklæde og stille den nærmeste person et fraværende spørgsmål om grævlinge normalt bar tørklæder. Hvem vidste.