Sted: Vargas' slavehandel
Tid: Lidt efter solnedgang
Vejr: Aftenkøligt, vindstille

Tiden var gået siden Thanos havde bragt Vargas tre slaver. Dæmonen havde haft sit sjov med dem og derefter praktisk talt glemt dem. Eller, de to af dem, som den tredje boede under hans tag. De var blot to blandt et uendeligt antal af slaver, han havde haft i mellem hænderne, og på daglig basis fik vagterne lov til at håndtere dem. Elveren var der ikke mere, solgt og sendt af sted på et skib. Menneskedrengen blev tvunget ud for at slæbe sten og grave jord hver dag i et forsøg på at gøre ham til en købsværdig slave. Vargas ejede ikke ligefrem et stenbrud, men et stykke jord omme bagved var blevet fyldt op med sten, slaverne kunne slæbe frem og tilbage dagen lang. Og grave huller for at fylde dem igen. Ikke specielt inspirerende, men det gjorde dem klar til deres mest sandsynlige fremtid - hårdt fysisk arbejde til deres krop gav op.

Her til aften havde Vargas fået et godt aftensmåltid og sad nu og slappede af i sin private stue med en bog i sine hænder. En gang i mellem fandt han ro til at læse, lige nu var han dejligt slap efter at have spist sig mæt. Bogen var egentligt kun til morskab for ham, som et eller andet menneske havde forsøgt at beskrive den politiske situation for et årtusinde siden og han havde fået så mange ting forkert, at der en gang i mellem undslap en let klukken fra dæmonen. Mennesker skulle holde sig til at føde børn og dø, at skrive historie var tydeligvis ikke deres stærkeste side.

Han blev afbrudt, da en af hans ansatte forsigtigt rømmede sig i døråbningen. Han løftede blikket og fik øje på den mand, han havde sat til at sælge slaver. Et halvdyr, der kunne forveksles for et menneske, indtil man så hans smalle pupiller og det ekstra øjenlåg, der blinkede ind fra siden. Og en gang i mellem gled en smal tvedelt tunge ud i mellem mandens læber. Umbrien havde selv kontaktet Vargas for et job. Han var alt for spinkel til at være en vagt, men havde gode evner inden for handel og hjerne nok til at kunne håndtere de væsner der kom for at købe slaver. Og ganske ondskabsfuld, når det kom til stykket. Perfekt til jobbet.
"Ja?"
"Undskyld jeg forstyrrer, Herre Aziz. Jeg vil blot informere Dem om, at jeg har solgt den yngre Topalis. Til en førstegangskøber. Et menneske." Der var en kort pause i hans tale, som hans tunge smagte på luften og hans tredje øjenlåg gled over øjnene. Et godt tegn på, at han havde noget at sige og Vargas ventede tålmodigt. "Da vi kom forbi menneskedrengen, som Thanos bragte os, viste det sig, at manden var drengens far." Morskaben blev mere tydelig i mandens ansigt. Det var noget der kunne få ham til at gnægge langt ud i fremtiden. "Du kan høre drengen græde endnu over, at farmand ikke ville betale for ham. Han gik videre." Der var nedtrykket latter i Umbriens stemme.

Vargas hævede begge øjenbryn over den oplysning, men der dukkede et smil op på hans læber. Jaså? Så Junos far var ikke interesseret i Juno? Og drengen var ulykkelig? Stadig smilende lukkede han bogen og lagde den fra sig, inden han kom på benene.
"Der kan man bare se. Tak for oplysningen. Husk at føre salget i bogen."
Slangemanden bukkede med et lidt hvislende "Ja herre" og sendte Vargas et nysgerrigt blik. Dæmonen greb en appelsin fra frugtskålen og kastede den lidt dovent i vejret og greb den igen.
"Jeg har en slave, jeg skal høre græde." Han blinkede let til sin ansatte, der kom med en gnæggen, inden de skiltes, Vargas for at gå ud, Umbrien for at opdatere bogen.

Mørket havde næsten lagt sig, kun en svag blå farve var at se på himlen i vest. Pladsen var oplyst af fakler, så det var intet problem at bevæge sig ned langs burene mod Junos lille stykke af helvede. Eller himlen, som sådan et lille bur kunne være efter en lang dag i solen. Da han kom frem, lænede han den ene skulder mod tremmerne og så ned på appelsinen, som han begyndte at pille.
"Jeg hører, at der var familiegensyn i dag." Han løftede blikket og så på drengen. Sikke en forandring. Han havde ikke rigtigt set ham siden episoden med trolden. Hvad var det, tre uger siden? En måned? Han var ikke helt sikker, tid var så flygtigt når man nåede hans alder. Men den hvide bydreng havde fået farve og man kunne se frugten af det hårde arbejde i form af muskler. Håret var blevet længere og flere mærker efter piskeslag kunne ses. Jo, han skulle nok blive til en slave, en kommende ejer havde lyst til at købe. Vargas var tilfreds.

Juno sad på hug i det lille bur. På den ene side af ham var Hectors bur stadig tomt, men buret på den anden side var beboet af en anden slave, og den position Juno havde indtaget; på hug, med hovedet skjult i armene og vendt væk fra naboburet, var den måde han bedst kunne få lidt privatliv. Hvilket var præcist, hvad han havde brug for lige nu.

Af samme grund overraskede det ham næsten ikke, da han hørte Vargas' umiskendelige stemme. Et sidste hulk undslap ham, inden han tog sig sammen. Med en dyb, rystende indånding, løftede han sit hoved og gned sine hænder og overarm imod sit ansigt. Det føltes stadig vådt, da han rejste sig op, og han snøftede også inden han mødte Vargas' blik.

"Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig fik håb," fortalte Juno med selvnedladende hån i stemmen - Vargas' kommentar havde sat ham i gang, og desuden så manden ud som om han havde tænkt sig at blive stående. "Min mor er en hore, hvis eneste hjælp til mig var en anbefaling til bordelmutter, de rige svin jeg gav min lillebror til, gav mig ikke andet end en bror, jeg ikke må se, der lærer at - at spille klaver, hvad end jeg så kan bruge dét til, og min far - min far, -" de to sidste ord gentog han skingert og slog ud med begge hænder, og selvom tårerne ikke var vendt tilbage, gned han igen sine hænder over sit ansigt for at tørre det sidste fra før væk.

"Du har fandme gjort mere for mig end min familie nogensinde har," påstod han, vrede i stemmen, men sårbarhed i det blik han langsomt rev væk fra Vargas, kun for at se ned i jorden med varme kinder. Han vidste at Vargas kun var kommet for at håne ham, men han havde ikke set hverken Netrish eller Hector i en måned, og han havde så meget brug for en ven, at han var villig til at lades som om at Vargas var én.

Vargas havde nær himlet med øjnene, da drengen begyndte at fortælle om sin familie. Vargas var gudsjammerligt ligeglad, men han lod ham alligevel snakke, mens han selv pillede skrællen af appelsinen. Endnu en ulykkelig historie i det hav af ulykkelige historier, der var et sted som her. Det var først, da Juno udtalte den sidste sætning, at der kom en reaktion fra Vargas, han løftede hovedet og så lidt tænksomt på ham. Hvorfor havde han en følelse af, at han havde prøvet det før? Nåh, måske fordi han havde. Han sukkede dæmpet og brækkede appelsinen halvt over, hvorefter han stak armen ind i gennem tremmerne for at tilbyde Juno den ene halvdel.
"I mennesker går alt for meget op i familie. Måske er det fordi, at I ikke lever så længe." Det sidste var mest en tænksomt udtalt teori for ham selv, ikke noget han forventede svar på.

Om Juno havde taget appelsinen eller ej, trak Vargas armen til sig og begyndte at spise af sin halvdel. Hans blik lidt fraværende, som han stirrede frem for sig, tyggende på den første skive.
"Vi dæmoner går ikke så meget op i det med familiebånd. Jeg selv har aldrig mødt min far, selvom jeg vidste hvem han var. Min mor efterlod mig, da jeg var... ti... deromkring. Jeg har ikke set hende siden, det er, puh, omkring 1500 år siden. Min halvlillesøster forsøgte at slå mig ihjel, det lykkedes hende næsten. Jeg rykkede hende i småstykker, da jeg fik muligheden. Der er røget et par halvsøskende og kusiner og fætre siden da også. Sådan er det, når man har noget, de vil have." Han stak noget mere appelsin i munden og fortsatte med at stirre frem for sig, som han lod tankerne glide de mange år tilbage, ligeglad med, at han lige havde fortalt denne tilfældige dreng mere om sin fortid og familie end han havde fortalt nogen i evigheder.

Han trak på skuldrene, og så nærværende på Juno.
"Min pointe er, at familie ikke er noget værd. Man kan ikke stole på nogen, og lad være med at komme og snakke om venskab og kærlighed, det er lige så flyvsk. Nej, i den her verden har man kun sig selv. Der er ikke andre man kan læne sig op af. Alle forsøger at stikke en i ryggen. Har du brug for andre for at komme igennem livet, er du efter min mening svag. Styrke kommer indefra. Hold op med at pive over dem, du vil have noget af og tag dig sammen og giv det til dig selv." Han slog let ud med det ene hånd. "Tror du jeg er kommet så langt her med hjælp fra andre? Dødssynd, rig slavehandler med kælderen fyldt op med sjæle? Mere magt end jeg benytter mig af? Nej, det er alt sammen min egen fortjeneste. Jeg er i live, fordi jeg kun stoler på mig selv." 

Han så atter frem for sig, som han spiste mere appelsin. Han var ikke oprevet på nogen måde, viste ikke nogen form for følelser over det, han lige havde sagt. Han havde ro nok i sig selv til at kunne afsløre personlige detaljer uden at blive rørt af det. Alting var sagt i en rolig, lidt eftertænksom tone. Som var det ikke en slave, han stod og snakkede til. Et sølle menneske. Måske var det derfor, at han i det hele taget sagde noget, Juno kunne ikke bruge oplysningerne til noget. At han i det hele taget havde taget ordet "dødssynd" i sin mund var usædvanligt, det skete stort set aldrig, at han afslørede det om sig selv, mest fordi så kom der bare flere fætre og kusiner efter ham. Og han havde det lige så godt.

Juno havde genvundet noget af sin energi, da Vargas havde ladet ham komme af med sine frustrationer over sin familie, og han lyttede opmærksomt, mere opmærksomt end han nogensinde havde været overfor en voksen mand før, da Vargas svarede ham.
Han vidste ikke hvad han havde regnet med, men det var ikke dette. Personlig information, et par gode råd og - var det et hint af medfølelse Juno mærkede, eller var det bare noget han forsøgte at overbevise sig selv om, for at retfærdiggøre den tilknytning han var begyndt at føle til slavehandeleren?

Juno havde taget imod appelsinen uden at tænke, og først da Vargas nævnte venner og kærlighed, kom Juno i tanke om den, da han så ned og fik øje på den igen. Han delte den metodisk op i mindre stykker, og gjorde ellers hvad han kunne for at fokusere på den og ikke på Vargas' formaning om venner. Venner var alt Juno havde.

Juno har altid haft brug for andre. Ikke nødvendigvis deres hjælp, men deres selskab. Den eneste måde han ved, hvem han selv er, er ved at se sin reflektion i deres øjne, og isolationen, den følelsesmæssige under alle omstændigheder, var indtil videre det der tog hårdest på Juno ved at sidde i et bur. Når man var vant til konstant at være på, være sjov, flirte, og komme i slagsmål, var det ulideligt pludselig at være alene. Hvis noget skulle knække ham fuldstændig, ville det ende med at være ensomheden.

Også ensomheden fik ham til alligevel at erklære sig enig med Vargas, med et dovent nik. Derefter lænede han udmattet sin pande imod tremmerne. Umiddelbart ville de fleste sige at han så modløs ud, men Juno var faktisk det modsatte og så man efter, kunne man se beslutsomheden i hans øjne.

"Jeg kan godt klare mig selv," påstod han, efterfulgt af et snøft og et blik ned på appelsinen han stadig ikke havde spist af. Det var svært at slappe af når Vargas var så tæt på og de fleste af Junos bevægelser føltes underlige omkring ham, som om han altid spillede skuespil i hans nærhed. "Jeg skal bare ud af det her helvedeshul først, herre dødssynd." Han sagde det med et skævt smil på læberne og et blink til Vargas, hans charme og flirten skruet op på 100% igen, uvidende om de afslørende, hvide striber ned af hans kinder og at hans lange hår kun blev siddende strøget tilbage fordi det var forfærdeligt fedtet. Det var også ligegyldigt. Han havde fået lov til at snakke med én der lyttede til ham og Juno følte sig endelig som sig selv igen, også selvom han var klar over at følelsen var midlertidig.

Appelsinen var ganske saftig og Vargas nød den, selvom det ikke var den første, han havde spist i dag. Skulle hans ansatte beskrive ham, ville "konstant småspisende" nok dukke op. Ikke at man kunne se det på hans hylster, der var slank og let muskuløs. 
Vargas havde ikke set så meget på Juno og var egentligt ikke klar over, hvordan han havde taget hans ord. Han var også ret ligeglad, om han ville lytte og tage ved lære, var hans egen sag.

Dog tiltrak det hans opmærksomhed, da drengen lagde panden mod tremmerne foran ham. Opgivende? Nej, der var noget i hans udtryk, der var det modsatte. Vargas ene øjenbryn gled op i panden, mens han spise det sidste stykke af appelsinen. Så han kunne klare sig selv? Ikke af, hvad Vargas havde set ind til videre. Det tætte forhold til vennen og de desperate råb efter elveren. Og nu reaktionen på at blive svigtet af sin far. Nej, denne dreng kunne absolut ikke klare sig selv. Hvis han var heldig, kunne han lære det, men Vargas havde sine tvivl. Han var for blød. Ville han overleve til en mere voksen alder i slaveri, ville dæmonen blive ganske overrasket.

Så snart han udtalte ordet "dødssynd" skiftede Vargas udtryk. Han nåede knapt at fange menneskets blinken og forsøget på at være kæk, før hans hånd havde fundet ind i mellem tremmerne, hvor han hårdt greb fat om Junos nakke og bunden af hans kranium, for derefter hårdt at trykke hans hoved ind i mod tremmerne. Næsten skræmmende roligt lænede han sig frem for at tale dæmpet til ham.
"Tag det ord i din mund igen, og jeg flår din tunge ud og fodrer dig med den. Ingen kalder mig en dødssynd og lever til at fortælle om det." De brune øjne stirrede fast ind i drengens for et øjeblik, for at sikre sig, at han forstod truslen, inden han slap ham igen og stillede sig som før. Som om intet var sket.

"Jeg hører, at du kommer en del op at toppes med de andre slaver." Han skævede til ham og rørte let ved huden under sit eget øje for at vise, at han havde set hans blå. Han lagde hovedet lidt på skrå, næsten som han overvejede noget.
"Hvis du nu vinder en af de slåskampe... uden tvivl vinder... så kan det være, at jeg tager dig med ind og hilser på satyren." Var han venlig? Måske. Men han ville tage drengen på ordet om, at han kunne klare sig selv. Men satyren havde også plaget ham, så meget det kunne lade sig gøre uden at få hug. Så han ville slå to fluer med et smæk.

Juno kom med en halv kvalt lyd af forskrækkelse, da Vargas greb fat om ham ud af ingenting. Han forstod ikke hvorfor det var så vigtigt et ord ikke at sige, men han forstod at Vargas mente sin trussel, og Junk havde ikke tænkt sig at gentage ordet. Det betød trods alt ingenting for ham, og selvom han var kendt for at være provokerende, så lå der som regel en grund bag.

Han trak sit hoved til sig så snart han blev sluppet, og gned sin håndflade imod sin pande. Hans tanker var et andet sted, da Vargas spurgte ham ind til slåskampene og han trak bare spå skuldrene. Det var jo ikke forkert. Til gengæld smilede han også skævt, da Vargas pegede på under sit eget øje. Han var sikker på at han så brand godt ud, når man kunne se at han ikke var bange for at blive kastet ud i en kamp.

Hans blik fløj op for at møde Vargas' da manden nævnte en mulighed for at se Hector. "Jeg skal bare vinde en kamp?" spurgte han. Det var næsten got nemt, og der var mere skepsis i hans stemme end håb. "Jeg kan vinde over mindst halvdelen af de tøsedrenge du har her!" påstod han selvsikker, men stadig med skepsis i stemmen. Vargas måtte undervurdere ham, hvis han troede at Juno ikke kunne vinde en slåskamp over bare én af de andre slaver, især når han kunne springe på dem som en overraskelse. Han sloges ikke fair - sådan vandt man ikke en kamp hvor han kom fra.

Vargas nikkede en enkelt gang, da Juno spurgte, om han "bare" skulle vinde en kamp. Ind til videre var det jo ikke ligefrem gået godt, vel? Nok var mennesket ved at få muskler på kroppen, men efter vagternes udsagn, var han stadig en af de mindste og yngste i bruddet i øjeblikket. Det skulle nok ændre sig, men normalt var børn yngre end Juno eftertragtet til andre ting. Denne dreng var lige en tand for gammel og lidt for rapkæftet. Det var derfor, at Vargas havde valgt at sende ham i træning i stedet for mod nogens seng.
Junos friske kommentar om, at han kunne vinde over halvdelen af Vargas andre slaver, fik et par gøende latterlyde ud af ham, inden han slog en knyttet næve mod tremmerne et par gange, inden han skubbede sig væk.

"Jeg vil gerne se dig forsøge." Og med de ord gik han et par skridt ned langs næste bur, inden han stoppede op og piftede efter en vagt, der hurtigt dukkede op. Med en ligegyldigt bevægelse mod elveren, der sad i buret ved siden af Juno begyndte han at gå igen, tilbage mod hans hjem.
"Dræb ham, han har haft for lange ører." Vargas kunne ikke lide det blik, elveren havde kigget på ham med, han havde tydeligvis hørt hans lille historie om sig selv. Mennesket var for dumt og for kortlivet til at kunne udgøre en trussel med den viden, men elveren... nej, han havde hørt for meget. Og han havde alligevel så mange af de forbandede langlivede spidsører.

En latter skubbede sig ud af dæmonen over hans eget lille ordspil, en latter der fik et par af grifferne til at skrige utrygt og de slaver, der havde været længe i slavehandlen, til at stirre nervøst ud i mørket. Vagten trak et sværd og åbnede buret og snart lød et skrig ud i natten, inden roen igen faldt over væsnerne i burene. Det havde ikke været dem denne gang.

Juno så fornærmet til, imens Vargas grinede af hans selvsikkerhed. Det var rigtigt at han var tættere på at være den mindste og yngste, en den største og stærkeste, men han havde et par tricks oppe i ærmet. Han skulle nok klare den. Især når Vargas havde givet ham den bedste grund der var til at kæmpe for noget som helst.

Heldigvis for Juno var han dog også for udmattet efter en lang, hård dags træning, til at komme på et rapkæftet svar, inden Vargas allerede var på vej væk. Bare dét var også nok til at få Juno til at ånde lettet op. Hvor lidt han end brød sig om at indrømme det, så var Vargas farlig. Mere farlig for ham, end for mange af de andre slaver, fordi Juno endnu ikke havde lært hvordan man skulle omgås ham. Dén tanke nåede han i hvert fald lige at have, inden Vargas beordrede Junos sidekammerat dræbt.

Juno så til i chok, imens elveren blev dræbt og slaveejeren ikke reagerede med andet end latter, og da Juno endelig følte sine ben give efter under sig, sad han lamslået helt stille i flere timer, inden han langsomt spiste et stykke af appelsinen, som han havde holdt fast på under det hele. Stykke for stykke spiste han den, imens han overvejede hvem af sine medslaver han skulle udse sig til at vinde over, og hvordan han skulle gribe det an. Han skulle nok vise Vargas, og han skulle nok få Hector at se igen.