Livet i hovedstaden passede sig godt til Éir. Der var mange nye ting at se, og massere af steder han kunne spille for at underholde de mennesker, der dagligt kom til byen. Det var kun sjældent at han så det samme ansigt flere gange, og alt i alt virkede folket i hovedstaden også til at være gavmildere end noget andet sted han havde været tidligere.
Alligevel var der noget der manglede i hans liv. Afstanden til havet nagede ham dagligt, og han havde til tider svært ved at falde i søvn uden den rytmiske musiker af bølger der slår mod bredden, eller de et skibs vuggende bevægelser. Det var gradvist blevet værre, dag for dag, indtil han var nød til at undskylde sig overfor ledern af helbredelseshuset. Han havde sparret sammen til en plads i en karavane til havnen, og havde brug for nogle fridage. Hun havde ikke forstået, og insisteret på at han blev - men han var taget afsted alligevel. Forhåbentligt havde han stadig en læreplads når han vendte tilbage.

Det første sted han besøgte da han kom til havnen var hans foretrukne badested, en skjult bugt en god times gang fra havnen. Bugten var indkranset af frodige træer. Vandet var normalt stille i bugten, og kun omkring 4 meter på sit dybeste. Idag var vandet klart og gennemsigtigt. Det tog ikke mange øjeblikke før Éir havde kastet sit tøj afsig, lagt instrumentet ovenpå og var kastet sig hovedkulds ud i bølgerne. Lettelsen ved at være tilbage i vandet var ubeskrivelig. Han kastede sig omkring i ekstase, og dykkede ned til bunden med to kraftige armbevægelser.

Talia var tilbage i det salte hav. Hun svømmede om kap med delfinerne, inden hun var indgået i en længere leg med dem med at jagte hinanden. Det var bedårende intelligente væsner, som syntes at være fascineret af den vandlige skabning. En vandlig skabning der var svær at se, hvis ikke ens synd var godt, da hele hendes krop var gennemsigtig som havet. Alligevel så hun ud til at have et omrids, og let farve. Det hvide skær i det lange hår og skæret der var lidt kraftigere i hendes øjne. Alt andet så ud til at være som havet.

Hvilket nok også var grunden til at hun sjældent blev opdaget af landvæsnerne, med mindre hun selv ønskede det. Hun havde sagt farvel til delfinerne der ville i en anden retning i jagt efter fisk, mens hun selv lod sig drive med strømmen til et afsidigt sted. En rolig bugt, der for hende nærmest var et vadested fordi dybden var så lille. Her begyndte hun at nynne den sang Amalia havde lært hende. Forglem mig ej - men hun kunne ikke huske alle ordene. Melodien kunne hun dog godt, men hun var ikke så generet af at mangle ordene. Ikke som hun stoppede op i vandet, lige foran en menneskeskabning der var kommet ned til bunden, ikke ret langt fra hende. Et øjeblik var hun bare stivnet i bevægelse, og rettede sig let op, lagde hovedet på skrå, inden hun smilede bredt. "Hej!" hendes stemme var forvrænget af vandet, men ikke destro mindre venlig og åben. En glad sjæl, der lyste ud af hende.

Éir stoppede op og kiggede sig overrasket omkring som han lagde mærke til en melodi – det var alligevel sjældent at der var nogen der spillede musik under vandet. Han vendte sig omkring i vandet i et forsøg på at fange et glimt at den havfrue, der måtte svømme omkring i bugten, og spillede overrasket øjnene op som vandet foran ham talte. Han kunne se omridset af et ansigt, og nu hvor han vidste hvad han ledte efter lagde han mærke til en skikkelse, der lod til at gå i et med vandet. Men hun lød rar, og det var egentligt alt hvad Éir havde brug for at vide.
Uden at åbne munden gav han hende et stort smil, og vinkede ivrigt med den ene hånd. I modsætning til hende kunne han ikke trække vejret under vand, og han var allerede ved at nærme sig grænsen af hvor længe han kunne holde vejret. Han kiggede op og pegede mod overfladen i et forsøg på at invitere hende op hvor han også kunne tale.
Efter to kraftige svømmetag brød han havoverfladen, og tog en dyb indånding. Han ville træde vande i nogle sekunder, og hvis ikke hun kom op ville han dykke under igen – det var trods alt muligt at hun ikke kunne trække vejret over land, og så var det bedre at de færdedes i hendes element, hvor de begge to følte sig hjemme.

Oh ja, han var et landvæsen. Han kunne ikke trække vejret under vandet, og hun kiggede med op til overfladen som han gjorde tegn med hånden og fulgte efter ham ikke ret lang tid efter for at bryde overfladen og stikke hovedet op i den friske luft. Noget der også helt automatisk gjorde hendes omridst mere synligt, men stadig vandeligt. "Undskyld! jeg glemte i ikke kan tale under vand" grinede hun varmt og missede en smule mod solen. Hun havde efterhånden vænnet sig til solens stråler, men det var stadig ikke lige så rart at mærke det direkte! ikke når hun var vant til at være under overfladen og være i sit rette element.

Talia lagde hovedet let på skrå og kiggede på drengen. "Hvad lavede du?" hun vidste aldrig rigtig hvorfor mennesker tog ned under havet - for det var sjældent af samme grund som hende. Hun kunne ikke forestille sig et andet hjem end havet og vandets blide fornemmelse. Men mennesket kunne ikke trække vejret dernede. De følte sig sjældent nær så hjemmelig til rette der. Hun havde set nogen dykke efter perler! Måske det var det han gjorde.

Éir stirrede måbbende på det vandige omrids der hævede sig fra bølgerne. Han kunne tydeligt se vandet feminine karaktertræk, hvis ikke stemmen havde afsløret væsnets køn – hvis altså man kunne sige at det havde et køn. Han gjorde sit bedste for at sætte en sætning sammen i sit hoved, men hans sædvanlige snaksaglighed var pludseligt forsvundet i ren og skær overraskelse. Han havde aldrig set et vand-væsen før – i hvert fald ikke så vidt han kunne huske.

Drengen havde været i færd med at dykke efter perler, men mere som en undskyldning for at dykke end for perlernes skyld. Han var normalt heldig nok til at indkomst aldrig var et problem. Det var sjovt at dykke, og han nød at udfordre sig selv ved at se hvor længe han kunne holde vejret. ”Jeg próvede at finde perler – Men hvad er du for en?” Den finurlige accent kunne ikke maskere forundringen eller overraskelse i hans stemme. 
”Var det dig der sang?” spurgte han, selvom det sagde sig selv. Éir var glad for musik, og kun alt for glad for at dreje samtalen i retning af hendes sang.

Talia kiggede bekymret på drengen. Havde hun gjort noget forkert? Han så helt mærkelig ud i ansigtet! Oh nej, hvis nu hun havde skræmt eller forskrækket ham! Det var ikke meningen. Talia opnåede faktisk at blive helt nervøs og urolig inden drengen fik samlet sig om en sætning og ytret den til hende. Hun blev en smule mere rolig over at han havde fundet ord, men kunne ikke undgå den lette dårlige samvittighed over at hun havde forårsaget sådan en reaktion, nærmest overbevist om at hun havde skræmt ham.

“Jeg er en Talia!” grinede hun i sit muntre jeg der fik de derværende bekymringer på afstand. “Nok nærmere hvad i kalder en vandånd faktisk, men jeg hedder Talia” tilføjede hun med munterhed og leg i stemmen. Eller kaldte de dem elementaler? Hun var faktisk ikke helt sikker. De havde så mange mærkelige ord og betegnelser oppe på landjorden. “fandt du nogle perler?” spurgte hun hurtigt og ivrigt videre.

“Ja, men jeg kan desværre ikke huske teksten mere” kom der med et let slukøret strejf. Det var ellers så god en sang! Amalia havde sunget den så smukt! Men hun havde svært ved at gengive alle ordene. Desværre. Måske hun fandt piratkvinden igen og kunne høre sangen på ny. Genopfriske hukommelsen!

Éir havde aldrig mødt en Talia før, for ikke at snakke om en vandånd. Deres møde ville helt sikkert blive emnet for en af hans sange, når han kom op på landjorden igen. Han sukkede kort – hvad han ikke ville give for hendes evne til at tale under vand. Så kunne han synge og svømme ligesom hende. ”Det kommer an pá om jeg har brug for en,” sagde han med et enigmatisk smil. Universet havde en måde at forsyne Éir med de ting han havde brug for – specielt når det kom til havet.
”Sá skal vi da bare finde pá teksten selv!” at skrive teksten var den bedste del af at lave en sang, i hvert fald i Éirs øjne. Teksten transformerede ens stemme fra et instrument til en historiefortæller, og det var indholdet der gjorde at hans elskede sagaer og sange havde levet længe nok til at de var kommet ind i hans hoved. "Jeg er en Éir. Og det kan du også kalde mig!" Det kunne godt være hun ikke ville forstå at han talte i spøj, men det gjorde ham ikke så meget - om noget fandt han tanken morsom. 
”Syng den igen!” råbte han øjeblikket inden han dykkede under vandet for at lytte. Måden hendes stemme blev båret gennem vandet havde givet den en glød, og han ønskede at høre den igen.

Talia så uforstående på ham. Jamen.. Hvad betød det? Han kunne vel ikke garentere at han fandt perler bare fordi han skulle bruge dem? Eller var det sådan noget mennesker kunne? Hun var ikke sikker, tvært imod. Faktisk vidste hun umådelig lidt om landjordens væsner, trods hun havde befundet sig på overfladen før. Med sin naive tilgang var det nok også langt fra sandheder hun havde lært på sine ture.
"Éir - okay! Hej Éir!" måden han sagde det på, fik hende med det samme til at tro, trods han lignede et menneske, at han ikke var det. Han var en specialart kaldet Éir! Og sådan havde hun tænkt sig for evigt at tænke om ham. Med mindre han selvfølgelig fik rettet hende engang.

Tali grinede og dykkede med ned under vandet igen. Hernede var hun mere fri og tydeligt i sit rette element. Hun begyndte at synge igen, mest af alt var det melodinen men enkelte ord kom også forbi. Menneskeord som hun kaldte dem. Hun kunne tale sproget fordi havfolket havde lært hende det da hun ville på rejse. Hun var ret sikker på at sangen indeholdte ordene forglem mig ej. Det var hele pointen med sangen, at man manglede nogen, at man var adskilt. Det var sådan hun havde forstået det som Amalia havde sunget.

Sangen var smukkere nu hvor han kunne høre den tæt på, i sin fulde længde. Det lød til at hun kun huskede enkelte ord, hvilket gjorde det vanskeligere at finde på en ny tekst. Hans sangkyndige sind arbejdede på højtryk for at fylde hullerne ud, men det var helvedes svært at finde på noget der passede ind med de bider hun huskede, dele af hvilke han mistænkte hun huskede forkert.
Da hun var færdig havde han en idé om hvad sangen handlede om, hvilket hjalp. Sangen virkede som noget i stil med en vuggevise, men så alligevel ikke helt. Han åbnede munden under vandet, og forsøgte at starte sin version af sangen – det der med at synge under vandet så ikke så svært ud, men selvom Éir var en glimrende sanger, lød hans stemme underlig under vandet. Sangen stoppede pludseligt da han kom til at suge vand i lungerne.
Med et kraftigt svømmetag var han atter over vandet, hvor han hostende skilte sig af med den mundfuld vand han havde inhaleret. Først da han kunne trække vejret uden at det satte et hosteanfald i gang, drejede han sig omkring i vandet til han fandt hende.
”Du fár det til at se sá nemt ud! Hvordan kan du synge med vand i lungerne?” Han kneb øjnene sammen tænksomt, fortabt i sine tanker. ”Har du overhovedet lunger?”
Drengen rystede på hovedet, distraheret fra sit tidligere formål af mysteriet om hvordan hun kunne tale, hvis ikke hun trak vejret. Mens han trådte vande begyndte han at synge hendes sang fra starten, men med sine egne ord passet ind så det gav nogenlunde mening – for ham i hvert fald. På trods af at han ikke sang højt, var det tydeligt at han havde god kontrol over sin stemme, og var vant til at bruge den i sang.

Det var begrænset hvad hun huskede efter kun at have hørt vuggevisen en gang. Hun kunne huske melodien fordi den faldte hende så nemt ind. Den var ganske nemt tilgængelig i hendes hukommelse og ofte noget hun nynnede på sine svømmeture. Men ordene. Det var langt langt svære. Mest fordi de krystallisianske ord ikke var nogen hun brugte så tit. Hun talte dem, men det var jo ikke fordi hun var ekspert eller født med evnen til det. Desværre kunne man sige.
Talia kiggede underligt på ham, lagde hovedet let på skrå og var ganske fascineret over at han prøvede at synge under vand. Det lød sjovt. Slet ikke som når havfolket talte eller når hun selv gjorde. Men han talte nok heller ikke normalt hernede. Noget der blev bekræftet som han sugede vand ind og så fuldstændig forkert ud i hovedet og skubbede sig opefter for at nå overfladen.

Talia fulgte forskrækket og bekymret efter drengen som han nåede til overfladen og stak hovedet op og så på hans hosteanfald. Hun glemte ofte hvor skrøbelige de små mennesker var når de kom under vandet. Hun bebrejdede sig selv for det. Hans spørgsmål fik hende til at blinke uforstående og bare kigge på ham tavst.

Hvad.. hvad var det? Hvad mente han? "Jamen.. Jeg er vand?" prøvede hun en smule forvirret. Hun anede ikke hvad lunger var. Hvad funktion de havde eller hvorfor det var et problem der kom vand ned i dem. Var alle mennesker så mærkelige? Eller var det bare fordi hun ikke forstod.
Talia forholdte sig tavst derefter og lyttede til snagen som han stille sang oven vande. Det lød knap så bølgende heroppe, men stadig ganske fint. Tættere på Amalias version siden hun heller ikke havde befundet sig i havet da hun sang den. Ud fra at Talia heller ikke kunne huske teksten lød den da også ganske rigtig.

Éir så mindst ligeså forvirret ud som vandskabningen, der stirrede tilbage på ham. Han kunne se at hun så ud til at bestå af vand, men havde tænkt at der var tale om en optisk illusion – Hun kunne vel ikke være ren vand, kunne hun? Han trådte vande i tavshed, mens han overvejede de mange følgespørgsmål, der nu dukkede op i hans hoved, men et var mere pressende end de andre.
”Svómmer jeg sá i dig nu?” Han regnede med at svaret var nej – selvom det var svært at se, kunne han skimte hendes silhuet i vandet, og det lod til at hendes form var afgrænset. For ham så det ud som om at han svømmede ved siden af hende.
”Kan jeg svómme igennem dig?” Han var alt for nysgerrig til at overveje om det var et upassende spørgsmål, og som tossede ideer begyndte at boble igennem hans hoved, rakte han prøvende en hånd frem mod hvor han forventede at hendes skulder burde være, blot for at se om kan kunne mærke en forskel mellem vandet og hende.

Talia grinede en perlende varm latter af hans spørgsmål og rystede på hovedet. "Nej Fjolle! Det er moderhavet, men jeg er skabt af hende" grinede hun og mente i hvert fald selv at hendes forklaring var korrekt. Sandheden var jo at Talia ikke anede hvordan hun var blevet skabt eller om hun var født. Hun vidste baer at hun var kommet til i havet, og havet var stedet der altid var der for hende. Hun var en del af det store vand.

Hans næste spørgsmål fik Talia til at ligge hovedet eftertænksomt på skrå. Kunne man det. Hun havde ikke lige afprøvet før, og mente da også at fisk og andre havdyr svømmede udenom hende. Og hun selv svømmede jo rundt om planterne. Talia begyndte at grine igen som hans hånd nåede hendes skulder, og selvom den ikke gik igennem, men rørte noget, var det ikke som at røre et andet menneske. Det var nærmest flydende, og ganske let kunne huden formes, men det var ikke meget. Det var trods alt hendes krop. "Hold op, det kilder!" grinede hun videre og trak skulderen til sig med en storsmilende grimasse.

Hvad end det var hans fingre rørte, føltes det mest af alt som en kæmpestor vandmand. Hun var mere fast, måske, selvom han aldrig havde rørt ved en vandmand af hendes størrelse. Han trak hånden tilbage, tilfreds med resultatet af hans undersøgelse.
Han nikkede anerkendende til hendes svar, og lod som om det gav mening for ham, selvom det fik ham til at forestille sig havet som værende en forstørret version af Talia. Det virkede uhøfligt at svømme i moderhavet uden at have spurgt om lov, og hvis Valeria var havets moder, og Talia var datter af havet, betød det så at han var i selskab af Valerias barnebarn? Han overvejede om han skulle bukke eller måske neje, men kom frem til at hverken eller gav mening under vandet.

”Vent her,” sagde han ivrigt, og svømmede ind til bredden. Han havde lagt sit tøj og oppakning på stranden, og det tog ham ikke længe at gribe sin lut og skynde sig tilbage i vandet før vinden gjorde ham kold. Tilbage i vandet dykkede han under overfladen, og begyndte at spille begyndelsen af nogle forskellige melodier, der alle havde havets gudinde som centralt tema. Vandet havde en fantastisk effekt på hans instrument, anderledes fra hvad den havde gjort ved hans stemme, og han undrede sig over hvorfor han aldrig havde prøvet at spille under vandet før. Tonerne flød klart gennem vandet, og strakte sig længere end de gjorde i oververdens luft. Han kunne høre genklangen som musikken ramte den ujævne bund og vendte tilbage, der forstærkede og ændrede lyden på uforudsigelige måder. Det var som at spille i en koncertsal, udover at det her var det uendelige hav, der var hans scene.
Han håbede at Talia ville genkende en af hans melodier, og begynde at synge med. De fleste var taget fra fortællinger fortalt af sømænd og handlende, men indimellem var der melodier han havde lært på havets bund, på den dag hvor han druknede og fik en chance mere. Fra den dag var musikken alt hvad han huskede, overleveret til ham i drømme og som små melodier der sad fast bagerst i hans tanker. For Éir lød disse ukendte numre bedre under vandet end over, som om at havet selv stemte i og sang med.

Talia var ikke så bekendt med landboernes guder. Hun havde hørt havfolket tale om deres gud, i hvert fald deres primære og hun undrede sig stadig over at de havde givet hende et navn. Talias tro var ved havet og havets skaber. Skaberen af al liv, og de skulle eftersigende kalde denne skaber for Valeria. Det var nu også ganske smukt, det måtte Talia give dem! Men hvordan det helt hang sammen med deres tro forstod hun ikke. De var jo alle børn af Valeria når det kom til stykket. Alle skabt af hendes liv, af hendes hav og evige vand.

Talia lagde hovedet på skrå og kiggede nysgerrigt og ikke mindst undrende efter drengen der svømmede op til bredden og hvad han hentede. Et redskab af en art han tog med tilbage til vandet. Nysgerrigt dykkede hun under overfladen igen og så med store øjne på hvad det end var han havde i favnen og begyndte at spille på. Vandet omkring hende blev fyldt med en besynderlig klang, der fik hende til forvirret at kigge rundt. Det kom fra denne ting. I langsomme bevægelser svømmede Talia en smule rundt, mens hun lyttede til melodien. Det selsomme instruments lyde der formede noget velkendt.

Talia blev mere doven i sine øjne som hun rokkede frem og tilbage. Mærkede hvordan melodien blandede sig med havets rytme, som var det en og samme ting, og hun udformede noget der måske ikke ligefrem lød som menneskeord, men stadig gav følelsen af en sang. En brusende, og alligevel blid lyd, som Talia bevægede sig rundt i vandet. Hun havde hørt den slags før, og selvom hun ikke kunne synge med ord til havets melodi, var man ikke i tvivl om hun kendte klangen. Den døsede hende hen, gjorde hende helt rolig og lidt som en doven bølge der bevægede sig rundt.

//Lukket grundet manglende krea