//Tid: Slut februar - aften
//Vejret: sneen vælter ned, vinden tagertil og kulden holder ved

Et forventet skift i vejret havde ramt dem med strid vind og sne væltende ned to timer fra kroen. To lange timer fra kroen for en der vidste det ville komme, men intet havde kunne gøre for at undgå at være ude i det. I stedet havde hun måtte stride sig frem og ankomme til kroen dækket i et pænt lag hvidt, der klistrede til alting og gjorde hjælp ned af hestene så nødvendigt som værdsat.
Med hesten overgivet trygt i staldknægtens varetægt, bankede Samantha så meget sne af tøjet som det var muligt, før hun svingede saddeltaskerne over skulderen og fulgte bagvejen ind i kroen.

Hun lod blikket glide søgende ud over det halvdunkle og nærmest tomme rum, men fandt ikke hvem hun søgte ved første øjekast. En smule skuffet, men stadig uden at føle sig sikker på andet end at han skulle dukke op, fortsatte hun frem til baren. "Frygteligt vejr derude." Hun skar en grimasse og nikkede så. "Ja, vinteren strammede da lige grebet om dalen en ekstra gang." Hvad være var så ville det vare natten ud og godt op på formiddagen den næste dag. Altid noget hun ikke skulle videre sådan lige med det samme, men det kunne så også forsinke hendes vej væk yderligere. "Har du en badstue tilknyttet? Den vind gik i marv og ben og tror ikke mad eller mjød er nok til at jage den ud igen."

Kroejeren så undersøgende på hende et kort øjeblik, før end han nikkede let. "Intet andet for. Følg gangen mod stalden, drej til venstre og anden dør på venstre hånd. Af uransagelige årsager er den klar til brug." Han smilede end ikke som han sagde det, men hun kunne se morskaben i hans blik. Beregnende individ, men behageligt for hende. "Hvor usandsynligt heldigt for mig..." Det fik ham så til at le brummende efter hende som hun vendte om og gik tilbage ned af gangen.

Badstuen viste sig at være ganske enkel. Et rum med stengulv og vægge med et kar op mod den ene side, som hun gættede på var ind mod køkkenet, så optændingen der kunne bruges til karret også. Der var sat en bænk op ved den ene væg og håndklæder lagt frem i en stak. Lige hvad hun havde fantaseret om den sidste time. Hun skubbede døren i bag sig, lod tasken synke ned ved siden af bænken og gik i gang med at løsne tøjet.

Spike havde aldrig haft den bedste stedsans, og det pludselige snefald havde fanget ham midt i ingenting. Alt taget i betragtning var det ikke overraskende at han mistede sin retning. Hunden lod dog til at vide hvor de var, og hvor de var på vej hen. Han fulgte dyret, som det gik forud og kom løbende tilbage, hver gang han faldt for langt bagud. Blæsten var strid på den åbne strækning mellem skoven og kroen, og det tog ham længere at nå frem end han havde planlagt.
Da han trådte ind af døren, var han dækket fra top til tå i sne. Som han børstede sig af, blev det tydeligt at han ikke var klædt på til vejret. Han havde den samme lette beklædning på som sidste uge, og allerede der havde beklædningen været for let til det kølige februars vejr. Hans udseende havde ændret sig fra sidst han var der. Hvor hans hår før havde været kort og sort, var det nu skulderlangt og brunt. Hans næse var krummere end normalt, med et bredere kæbeparti. Det virkede som en nødvendig foranstaltning efter hvad der var sket i de få dage han havde været væk fra kroen, og selv med sit nye udseende frygtede han at han ville være for nem at genkende.

Efter at have kigget rundt i kroen, for at se om hun allerede var ankommet, kastede han sin oppakning med bardisken på sin venstre side. Langsværdet stillede han nænsomt ved siden af sig. Han opfattede at bartenderen forsøgte at starte en samtale – noget om vejret – men samtalen døde pludseligt da Spike gryntede og bestilte en stærk alkohol. Han var ikke i humør til småsnak, og blev lettet da manden ikke forsøgte at starte en dialog igen.

At spørge efter badstuen var efter Samanthas opfattelse dagens bedste indfald fra hendes side. Vandet var varmt nok til at føles lige i overkanten og til, som hun fik sig sunket helt under, at sende varme tilbage ind i hele kroppen på hende. Varmen kom dog også med et farlig træthed, så da hun tog sig i at gabe første gang, forlod hun det modvilligt igen. Luften udenfor karet var dog langt fra længere hed at være i og friskede hende op, som en tur ud i sneen ellers havde været i hendes tanker for. Helt igennem et godt indfald.
Hun fulgte fornøjelsen op med semi-rent tøj fra tasken, da det andet var blevet fugtigt som sneen i det og på det var smeltet. Mørkegrå bukser, en enkel hvid skjorte og det sædvanlige bælte med våben og pung om livet. Et blik på frakken og hun trak en grøn sweater på i stedet, før end hun frotterede krøllerne, rystede det sidste vand ud af dem og filtrede dem ud med fingrene. Intet så dejligt som nemt hår at få til at se kun halvt kaotisk ud. Støvlerne tilbage på fødderne med kun en enkelt grimasse over det sne der var gledet ned og var smeltet i dem. Resten pakkede hun tilbage ned i sadeltaskerne, slængede dem over skulderen og foldede frakken over armen på vejen tilbage til krostuen.

Et undersøgende blik rundt som hun trådte frem fra baggangen fortalte hende at kun få var kommet til mens hun havde været væk. Det så virkelig ud til at blive en sløv aften. Kroejeren virkede til at mene det samme, for han var ved hende så snart han så hende. Et par ord senere og hendes tasker samt frakken var med knægten fra stalden på vej op til værelse for de næste tre dage. Lidt doven kunne hun vel godt tillade sig at være. Som at bestille aftensmad med også. "Og et krus øl!" Kaldte hun muntert efter kroejeren, som han forsvandt mod køkkenet efter hvad end de nu havde i aften af varmt og spiseligt. Den brummen der lød tog som et bekræftende svar, som hendes opmærksomhed endnu engang var gået til at eftersøge rummet for den skikkelse hun havde håbet at finde her. Manden ved baren havde lighedstræk i højde og form, men ansigt og hår var forkert. Måske havde hun sat sine håb for højt?
Stadigt ikke helt villig til at opgive håbet - det sneende trods alt godt udenfor! - lænede hun sig tilbage mod baren, mens hun afventede sin mad eller øls komme.

Spike sad og nussede sin drink da han hørte en genkendelig stemme bestille mad et sted bag ham, og han kunne ikke lade være med at smile. Han drejede diskret hovedet og så hende stille sig op af disken og kigge rundt i rummet. Han var mildt overrasket over at hun ikke havde genkendt ham – hun vidste at han var formskifter, så hvis hun tænkte nærmere efter ville hun sikkert mistænke manden ved disken for at være ham. På den anden side var Spike blevet vant til at folk lagde for stor vægt på udseende. De fleste ville ikke skænke det en anden tanke, hvis man ikke umiddelbart lignende den de ledte efter.
Uden at rejse sig helt flyttede han sig en stol tættere på hende. Han holdt sit blik sænket, da de isblå øjne var det eneste han ikke kunne ændre. Efter at have gjort sin stemme dybere, åbnede han munden og tog en tår af sin drink. Det ville være sjovt at se hvor længe det tog hende at regne ud hvem han var.
”Hvad laver en flot pige som dig et sted som dette?” Han holdt blikket fast plantet ligeud, så hun ikke ville se hans øjne. På trods af alt han træning kunne han ikke holde antydningen af et smil tilbage.

Til trods for manden ved barens lighed i højde og drøjde med den mand hun søgte med blikket, lod Samantha det glide videre til resten af rummet for til sidste at have det hængende ved ilden der blussede i pejsen. De dansende flammer og deres lovning om varme havde stadig en tiltrækning på hende selv efter det ophedende bad og når nu hun ikke kunne få øje på den hun ledte efter, så var ilden at foretrække frem for døren eller en væg.
Hun skænkede det ikke en tanke at den formskifting Lee havde demonstreret kunne være i farver og hår også, eller at han ville have haft en grund til at se anderledes ud nu end sidst hun så ham. I det hele taget tænkte hun ikke ret dybt eller meget lige nu, men nød bare at kunne læne sig tilbage mod baren og vente på mad, drikke og underholdningen skulle ankomme. I hvad en rækkefølge det følte for.

En klank af ler mod træ fortalte hende at hendes krus med øl var ankommet. Dovent drejede hun sig om for at tage det og bemærkede, hvordan manden i baren rykkede hende et sæde nærmere uden at flytte blikket fra hvad end han så på bag baren. Sært, men ikke mere end at hun trak mentalt på skulderen og tog en slurk af sit krus, mens hun vendte sig tilbage til at stå medryggen mod baren.
Hans ord trak dog et let fnys fra hende og sikrede ham et nyt sideblik. "Venter og drikker er vist sigende nok." Han havde stadig ikke blikket mod hende og hun havde ikke set ham dreje det væk, som hun havde set på ham. Det så meget som antydning af smil, fik hende til endnu engang at dreje sig om mod ham og denne gang tage ham nærmere i øjesyn. "Men ikke så underholdende alene..." Hendes stemme var blevet mere åben for selskab og mere interesseret i at finde ud af hvem manden var.

Da hun tog et slurk af sit krus udnyttede han sig af chancen til at studere hende nærmere. Tøjet var nyt, men det var tanken af hvad der var under der bragte et smil til hans læber. Han kiggede væk i tide, da hun atter sænkede sit blik på ham.
”Jeg er sikker på at vi kan finde på noget til at få tiden til at gå, mens du venter.” Han lod sin stemme glide gradvist over i en forførende hvisken, der var tættere på hans normale stemme. Overgangen var gradvis, da en pludselig ændring nemt ville have afsløret ham. ”Sikkert også noget der er mere. . . underholdende.”
En kvinde kom bærende på tallerken med mad, og da hun stilede maden ved Sam, nåede Spike at få bestilt en tallerken med. Det var længe siden at han havde spist tilberedt mad, og nu hvor han havde pengene føltes det som det rigtige tidspunkt at forkæle sig selv.

Han var i hvert fald ikke ked af det, som han stadig uden at se på hende gav sin stemme alle de rette undertoner for hvad han sikkert gerne ville de skulle underholde sig med. Utroligt så hurtigt nogen kunne gå til de sager! Som han talte var hans stemme også blevet en smule lysere og på en måde mere passende til hans udseende. Noget hun mest bed mærke i ved hans sidste ord. Der var også noget svagt bekendt ved den stemme som begyndte at tænde en smule mistænksomhed i hendes sind.
Ordene trak så også en latter fra hende. Hun var da helt sikker på de kunne finde på noget!
Hun takkede pigen let, træk tallerkenen hen og nød et øjeblik den simple glæde ved varm mad lavet af andre, der ikke var duftløs, grød eller resterne fra dagen før. Dette virkede endda usædvanlig fyldende og mættende og hun var rimelig sikker på der også var kød i blandet!
Hendes plan havde været at finde en plads nær ilden, men med begyndelsen til en samtale indledt, hævede hun sig i stedet op at sidde på stolen ved siden af manden, drejende sig let, så hun nemt kunne se på ham, men også spise uden at hænge ude over baren.
Hun startede med at se på ham dog. "Underholdning kommer jo i så mange former.... nogen bestemt du havde i tankerne?" Hun smilede med al den naivitet hun kunne mønstre vel vidende det ikke var så meget for dem der kendte hende. "Altså mens jeg venter..." Hun lod blikket glide fra ham og til maden, for at indtage lidt af den, mens den stadig var dampende varm.

Spike kunne ikke lade være med at smile mens han holdt Sam i øjenkrogen. Enten var hun begyndt at mistænkte at der var noget forkert ved ham, eller også var hun naturligt flirtende – og da han vidste at det andet var sandt tænkte Spike at han måske burde hjælpe hende mere på vej. Han lod sin stemme glide over i hans naturlige toneleje, inden han fortsætte med at tale.
”Tjooh, vi kunne lægge en kabale. Det plejer at tage en god lang tid. Eller hvis du er mere til kropslig udfoldelse kunne vi sikkert finde noget andet at lægge ned. . .” Han kiggede op mod loftet i en påtaget tænksom gestus. ”Nej, jeg kan ikke komme på noget. Hvad med dig?” Han kunne ikke fjerne det drilske smil fra sit ansigt om så han hans liv havde afhængt af det.
Mens han talte havde kvinden leveret hans tallerken, og han lagde 3 ravstykker i den udstrakte hånd. Med den hastighed det var blevet leveret måtte det være fra samme tilberedning som den Sam havde fået. Selvom maden så appetitlig ud, ventede han tålmodigt med at spise. Det var uhøfligt at tale med mad i munden, og det virkede vigtigere at tale for øjeblikket.

Mistanke om at der var noget lusk med i spillet var en ting, men at hoppe til hvad lusken var eller i dette tilfælde hvem, se det var en lidt mere kringlet og langvarig proces. For Samantha om ikke andet og især da hun ikke havde lagt det store i at finde ud af hvorfor hun fornemmede lusk, når nu der var mad og drikke at tage sig af først. En kvinde af simple glæder og da mere nu end ellers hvor vinterens kulde kun lige havde sluppet sit tag i hendes sind og krop.
Den havde dog ikke afledt hende mere end at det næste skift i mandens stemme gik klart ind hos hende og fik hende til at se direkte og fuldt på ham, som et skævt smil voksede frem på hendes læber. "Lusket..." Hun rakte blidt ud og lod den ene hånd finde hans kind for at dreje hans ansigt om mod hendes så hun kunne se hans øjne, men hun slap ham så igen, da kvinden kom tilbage med mad til ham også.

Først da de atter var efterladt alene i baren - rimelig uhørt egentlig, men der var jo heller ikke så travlt med sneen hvirvlende udenfor - fortsatte hun dæmpet stemme. "Men jeg kan da sikkert komme på en ting eller tre, Lee, der kan fordrive ventetiden...." Der var latter i hendes blik og kun et svagt øget tryk på det navn han havde givet hende, som signal om at hun antog det kunne være så opdigtet som hans udseende og at hun intet havde i mod det. Noget hun accepterede fuldstændigt for hvem gav ikke falsk navn ud fra tid til anden? "Når jeg har spist! Den tur i dag var ikke for sarte sjæle og vinden blæste en god appetit sammen..." En appetit på mere end mad, men det var for hendes blik at sige, som hun smilede til ham, før end hun gjorde alvor af sin betingelse og gik efter maden.

Han lod hendes hånd dreje hans hoved uden modstand, og da deres blik mødtes sendte han hende et skævt smil, der vaklede da hun fjernede hånden igen. Berøringen syntes at have været alt for kort, og at have efterladt en brændende fornemmelse i hans kind – på trods af at han ikke følte temperaturer på samme måde som et menneske ville.
”Tror du vi kan nå tre ting Sam? Din ventetid er næsten ovre, og sidst tog dét det meste af natten.”
Han overvejede at bede hende om ikke at bruge hans navn – han var en eftersøgt mand nu, og væggene havde øre. Men måden hun lagde presset på var musik for hans trætte øre. Det var så lang tid siden at han havde hørt nogen sige det uden frygt, had eller afsky, og det var en rart med en afveksling.
Han kastede sig over maden. Nu hvor den var bestilt ville det være en skam at lade den gå til spilde, men han havde egentligt mere lyst til at fokusere på selskabet.
”Så skulle du prøve den til fods. Jeg var bange for at jeg ikke ville finde frem i aften –” han tog en slurk af sit krus. ”- og så havde det været op til dig at finde mig i sneen.”

Samantha mødte hans blik fuldt og nød endnu engang at se ind i de klare blå øjne. Han havde en evne til at få hende til at føle sig som centrum af hans tanker og verden bare med et blik og måden hans udtryk ændrede sig på, som hun lod sin hånd falde, forstærkede kun den følelse. Det var måske kun for et møde, men det var svært ikke at synke ind i og lade sig forlede af.
Ikke mere dog end at hun kunne se morende på ham. "Og her troede jeg sidste gang var ventetid vel udnyttet...." Hun lagde en verden af muligheder i netop det. Ventetid var trods alt en ting, mens afsat tid.... noget ganske andet. Det kunne det i hvert tilfælde være, skønt der bestemt var en mulighed for overlap. hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham vurderende. "Du ved... en forsmag på ikke-ventetid..."

Hun lod en bid af sin opmærksomhed glide tilbage til maden. Det var energi hun trængte til efter turen herhen og som hun så ham tage for sig var hun ikke i tvivl om at de var to om at have det på den måde.
Trods alvoren i hans stemme kunne hun ikke andet end svare ham med et skævt smil. "Det var næppe endt godt. Jeg kan finde vej - ikke folk..!" Det var sandt på alt for mange måder. Hun var dog glad for hun havde haft en hest til turen, hvor lidt hun ellers satte prise på heste. Det gjorde det bare lidt mindre slidsomt at komme frem. "Men jeg er glad for du nåede frem. Stormen tager kun til de næste timer og holder ved til i morgen." Hun tog en slurk af sit krus og mærkede roen falde over hende. At se det var ham og vide de begge var her var alt hun havde haft brug for til det.

Han hang ved hver af hendes ord, og nød lyden af hendes stemme samt måden hun udtalte dem i højere grad end hvad hun sagde, selvom hvad hun sagde fik hans fantom puls til at springe et par niveauer op. Han fik en umættelig trang til at læne sig over og kysse hende – men det måtte vente. Senere, når de var alene, ville han fortælle hende præcis hvad han mente om deres ventetid, og han havde ikke tænkt sig at gøre det med ord.

”Så må det være op til mig at finde dig i sneen. . . Alt vi mangler at en måde at holde os varme på.” Det skrå smil, der virkede som en fast tilføjelse til hans ansigt efterhånden, voksede lidt mere skråt. Han var sikker på at hun kunne finde på en ting eller to, til at holde varmen. ”Du siger at der ikke er nogen grund til at gå udenfor i morgen?” han tog en mundfuld mad mens han ventede på hendes svar. Måltidet skulle overstås, før de kunne gå videre til desserten.

Hun kunne se glimtet i hans blik skifte, som hun talte og hun nød den varme og forventning som det tændte i hende. Han havde bestemt allerede planer for tiden efter ventetiden og hun regnede ikke med at det ville tage dem meget mere end turen op af trappen at nå til dem.
Endnu en god grund til at få maden indenbords i en fart!
Samantha nåede da også et par skefulde mere, før hun med et lige så skævt smil som hun lagde hovedet let på skrå og skeptisk spurgte. "Sidder du og siger vi skal ud og lege i sneen?" Hun tog med vilje noget helt andet ud af hans ord end det de begge havde tankerne kredsende om. Lod snakken forblive let og drillende, skønt med så mange undertoner som de kunne.
Så gled hendes smil tilbage til et forledende varmt, der i sig selv lovede en del for hvad aftenen ville bringe. "Åh bestemt ingen grund til at gå ud i morgen..." Hun tog en mundfuld mere og sank, før hun tilføjede. "Med mindre altså du virkelig vil lege i sneen...." Hun sendte ham et drillende smil. Personligt var hun ikke så glad for det hvide element at hun ligefrem ville frivilligt ud og rulle sig i det.

Synet af bunden af tallerkenen og den bløde, kælne tone i hendes stemme ansporede ham an til at spise hurtigere. Det var en pinsel at sidde og lytte, uden at være i stand til at række ud og mærke hendes varme, eller give hende et kys. Han gjorde sit bedste for at spise så hurtigt han kunne, uden at vække opsigt – hvilket skabte et haltende tempo, der sandsynligvis ville virke besynderligt hvis ikke man kunne regne ud hvorfor han skyndte sig.
Personligt var Spike ikke meget til kulde. Han opfattede temperature anderledes end almindelige mennesker, men kulden gjorde ham døsig og langsom, hvilket ikke egnede sig til de aktiviteter han havde i tankerne. Det sagt var temperaturen langt fra det vigtigste for ham.
”Så længe jeg har dig, kan vi være hvor som helst.” Han skæve smil vaklede en smule, og afslørede hvor oprigtigt han mente ordene. ”Det sagt, kunne jeg godt trænge til et bad –” han kunne ikke længere holde afstanden mellem dem ud og strakte sin arm ud lagde den på hendes lår lige over knæet. ”- og jeg tænkte du kunne hjælpe mig med at finde det?” Intentionerne var krystalklare i hans bløde stemme og blå øjne.

At se ham forsøge at spise hurtigt uden at det virkede for hurtigt trak et lille skælmsk glimt op i Samanthas mørkeøjne, før hun mod egen lyst sænkede sit eget tempo til et nydende og roligt et. Det var god mad, den kunne bestemt nydes og så meget havde hun heller ikke tilbage af den. Dog nok til at se hvor stor hans - og hendes! - tålmodighed virkelig var lige nu. For nu holdt hendes til nydelsen og til at drikke ved siden af også.
Hun lo dæmpet, rakte ud og strøg blidt over hans nærmeste arm, før hun lod hånden falde tilbage ned i skødet. "Så lad os blive inde hvor det er varmt..." Det eneste gode ved kulde var at det gav en grund til at blive inde hvor det var varmt og behageligt. I hvert fald efter hendes mening. Bed den rigtigt var der også kun en god måde at få den forjaget på igen og det sås i hendes blik at hendes tanker kredsede om det.
Han var en dejligt sammensat mand, som han fortsatte efter et smil mere ærligt end de hidtidige og fulgte det op med en antydning hun ikke kunne modstå selv efter selv at have været der allerede. Det fik hende da også til at komme med en let tænksom lyd, lægge hovedet let på skrå og så endelig nikke, som hun lod sin hånden glide hen over hans på hendes lår og fange den der. "Jeg har hørt der skulle være en ganske glimrende badstue lige i nærheden..." Hendes stadig fugtige hår talte også for, hvor godt hun kendte den, men det var jo en anden sag.
Hun kørte langsomt skeen rundt langs kanten af tallerkenen for at få det sidste med og smilede så skælmsk til ham. "Men er der ikke noget med man skal vente en time efter man har spist...?" Et umenneskeligt perspektiv hun tvivlede nogen af dem ville værdsætte.

Med sin frie hånd skubbede han tallerknen væk fra sig. Han var færdig et stykke tid før hende, og selvom han kunne ønske sig at hun blev hurtigere færdig havde det udviklet sig til en del af deres usagte leg – Han pressede, og hun trak det ud. Han kunne se i hendes øjne at hun forstod værdien i tilbageholdenhed, hvor meget bedre mad smagte når man sultede sig selv. Han forsøgte at gøre sig selv tilfreds med berøringen af hendes lår, men vidste at det var en tabende kamp.
”Og du vil have mig til at tro på at du aldrig har gjort noget du ikke burde? Desuden –” han drejede sig delvist i stolen så han kunne få bedre arm rum, og begyndte langsomt at glide hånden op af hendes lår – hvis ikke hun stoppede ham. ”- med hvad jeg har i tankerne skal du nok få kramper alligevel.”
Han kastede hovedet i retning af indgangen til fællesrummet i et forsøg på at spørge om det ikke var på tide at de kom videre til aftenens hovedattraktion. Når det kom til stykket var afholdenhed ikke en dyt værd.

Samantha tog den sidste mundfuld fra tallerkenen og lagde så skeen fra sig for i stedet at lukke hånden om det stadig halvt fyldte krus. Hans hånd var i mellemtiden gledet ud fra under hendes hånd og det første stykke op af hendes lår.En pirrende fornemmelse der umuliggjorde det at blive siddende pænt ude i den åbne fællesstue.
"Jeg er jo den rene uskyld her!" svarede hun ham så morende igen, som hun glidende frem mod hans hånd - og derved ladende den komme hele vejen op af hendes lår - forlod stolen. Stående helt tæt ind mod ham og seende op i hans blå øjne, smilede hun indbydende. "Det vil jeg holde dig op på..." Hun hævede legende hånden, lagde den mod hans kind og trådte så baglæns væk fra ham, så han måtte følge med, hvis han ville beholde kontakten.
To skridt fra baren drejede hun sig langsomt med kruset stadig i hånden og et smil på læberne for at føre an mod badstuen nede af den korte gang. Han havde selv udtrykt ønsket og hun var langt fra imod ideen om et bad mere. Slet ikke med de løfter der havde været i hans blik.
Døren var da heldigvis stadig ulåst og rummet klar til brug, som hun skubbede døren op derind til.

Spike forsøgte ikke at stirre som hendes ansigt nærmede sig hans, og fejlede spektakulært. Ethvert instinkt han nogensinde havde haft fortalte ham at han skulle kysse hende, som hun nærmede sig og lagde en hånd på kinden, og hans mund åbnede sig lidt i forventning. Men også dette var en del af legen, og han havde ikke tænkt sig at være den første der meldte fallit.
Da hun tog skridtet tilbage fortrød han at han ikke havde givet op, som afstanden mellem dem blev større. Hans krop lænede sig bemærkelsesværdigt efter hende, i et forsøg på at bibeholde den korte afstand, indtil hans siddende underkrop tvang afstanden til at vokse. Inden han rejste sig vendte han sig tilbage til skranken, og drak resten af krussets indhold. Hans sind fortalte ham at han ville få brug for væsken, ligeglad med at hans krop ikke svedte. Nogle gange var det princippet der talte.

Han rejste sig og fulgte efter dem med påtaget nonchalance. Han gik tre-fire skridt bag hende, og holdt afstanden som han fulgte hende til badestuen. Først da han trådte indenfor og havde låst døren bag sig vendte han sig omkring og lukkede hvad afstand der eksisterede. Han lagde en hånd på hendes hofte, og trak hende tæt til sig. Med hendes krop presset mod sin egen bøjede han nakken for at lade deres læber mødes med en sult der kom fra fem dages faste.

Udtrykket i hans øjne var så utilsløret som det kunne være og afslørede hvor Lee's tanker var og hvad de kredsede om. For Samantha fik det hendes smil til at glide skævt, som hun drillende trak sig væk og inviterede ham til at følge. Det var ham der havde foreslået hvorhen, men alligevel nåede hun nogle skridt væk og nåede at se sig over skulderen, før han forlod stolen og fulgte efter.
Noget der kun forstærkede hendes smil og glimtet i hendes mørke øjne.

Som hun trådte ind i badstuen tog hun en slurk af kruset, før hun satte det fra sig på bænken og vendte sig om. Hun var måske fem skridt inde i rummet, men det var mere end rigeligt for ham til også at nå ind og lukke døren efter dem med den afslørende lyd af en slå der faldt på plads.
Som hun vendte sig var det lige ind i favnen på ham. Hænder holdt hende fast og trak hende tættere som hun selv lænede sig ind mod ham mødte hans læber villigt. Fem dage med ham i udkanten af tankerne havde givet en del forventninger for aftenen og smagen af ham var en god begyndelse. Hun lod en hånd glide op over brystet på ham med plan om at finde hans nakke og holde ham fast, men følelsen af overtøj var ikke til at acceptere. Alt for mange og alt for tykke lag af stof og skind imellem dem. Uden at slippe hans læber gav hun sig til at løsne spænder, hægter og hvad end hun ellers kunne famle sig frem til der holdt tøj sammen og mellem dem.

Hendes ildhu gjorde kort liv på hans bælte og mange af de spænder der holdt hans lusede læderrustning sammen, og tøjet begyndte at falde til jorden i et støt tempo. Han kørte sine hænder op under hendes trøje, langs hendes side indtil han følte udkanten af hendes bryst. Med afmålte bevægelser begyndte han at knappe hendes skjorte op under trøjen, men med ringe resultater – kroppenes bevægelse og hans egen ivrighed gjorde det svært at forholde sig i ro. Han kunne ikke lade være med at le – hans karrier havde været lang og højt dekoreret, og alligevel stod han til at blive besejret af en skjorte og dens hær af knapper.

Han brød med hende længe nok til at han kunne forsøge at hive trøjen over hendes hoved, hvilket kun ville være muligt hvis hun bevilligede at løfte armene. ”Du har ikke gjort det nemt for mig.” sagde han legende, stakåndet på trods af sin tilstand. Knapperne var hurtigt blevet hans nemesis, og hellere end at kaste sig i slag med dem igen, sænkede han hænderne til hendes bælte. Bukserne var alligevel også den vigtigste del at fjerne.