”Jamen så hold dog kæft mennesker...” hvæssede Eretreya som hun sad inde på sit kammer og stirrede ud af det store vindue. Der var nogle ude der larmede som en i helvede, hvilket havde gjort hun ikke havde kunne falde i søvn. Livet på fæstningen kunne være død sygt og denne dag, havde bestemt ikke været anderledes. Ikke så meget som en henrettelse, ingen kampe, ingenting! Det havde i realiteten været mere spændende at sidde og se på græsset der groede. Larmen blev ved ude på gangen og Eretreya var ved at miste den sidste tålmodighed hun havde tilbage. Hun knurrede irriteret som hun hoppede ned fra vindueskarmen og flåede døren op til gangen ”Hvem end de forpulede åndsamøber er, som ikke fatter ordene stilhed på gangene om natten... Fortjener intet mindre end at få smurt deres indvolde ud over væggene. Skrid i seng ellers slagter jeg jer” sagde hun med en ret seriøst undertone. De tre mænd stod mundlamme i et stykke tid, indtil den ene åbenbart fik groet et sæt nosser til at smide en spydig kommentar efter hende ”Som om du kan gøre meget skade... Et, du er kvinde... To du er engel” sagde han med et hånligt grin. Eretreya begyndte at gå mod dem, stille og roligt og man kunne se hvordan to af mændene langsomt begyndte at bakke, mens den sidste blev hvor han var. Han så ikke ud til at være yderligere bange for hende, men det var også fordi han var en af de nye rekrutter og han kendte ikke til Eretreya's psykose, men han skulle nok finde ud af det, hvis ikke nu... Så løbende. Som hun kom op foran ham, spredte der sig et smil på hendes læber ”Har du flere fornærmelser? For jeg elsker når folk kalder mig kælling som var det en dårlig ting.. ” sagde hun greb om mandens kæbe og klemte til. Manden forsøgte at slippe ud af hendes greb, men skreg da man kunne høre noget knække ”Jeg lover jer... Finder jeg jer ude på gangene, larmende og uden form for respekt... Er det ikke kun kæben jeg brækker på jer.. Er det forstået!” hvæsede hun og skubbede fyren fra sig inden hun hørte en velkendt stemme. Det var Damien. Hun vendte sig mod ham med et kækt smil på læberne ”Hva så bette ven?” spurgte hun og rodede kort i hans pels. Damien var tydeligt højere og mere robust bygget end hende, men trods det, var hun ligeglad. Damien var trods alt manden der havde trænet hende til at blive til det hun var den dag i dag. Han knurrede kort ”Fangekælderen om fem minutter.. Få noget tøj på kvinde menneske... Du ligner en skøge” sagde han og så på Eretreya's sorte kåbe. Hun sukkede og gik tilbage på sit kammer og iførte sig sine sorte læderbukser. De lange støvler der var let genkendelige, da der var en hæl på, hvori der var en kniv skjult. Til bukserne og støvlerne iførte hun sig en tætsiddende sort skjorte, håret lod hun hænge ned over hendes skuldre og hun satte kursen mod fangekælderen.

Som hun gik ned af de mange trapper slog det hende, at det egentlig var længe siden hun havde været dernede, så dette blev et dejligt gensyn med slaver, fanger og generelt idioter der ikke burde leve længere, men blev holdt i live, blot for at manden i kælderen kunne få hans lyster stillet. Hun havde hørt meget om ham... At han var sadist på så høj plan at der ikke var nogle der kunne overbemande ham, hvilket hun ville se med sine egne øjne. Hun skubbede til den tunge dør og gik ind på hans domæne ”Azaic! Gamle.. Er du kradset af?” spurgte hun og så sig omkring, ind i de forskellige celler, men han var ikke til at se ”Azaic! Det er ikke tid til at misbruge de kællinger der er her nede... De er ikke det værd... Vi har en fange at torturere.. Kom så” sagde hun mens hun gik gennem den næsten uendelige gang med de mange celler. Der var mange fanger og slaver her nede og alle havde sikkert hver sin ejer.. Nogle havde måske flere... Hun var blot glad for det ikke var hende, for det kunne det have været, hvis ikke det var for Damien. Hun stoppede foran døren til tortur rummet og hørte så en der talte til hende ”Du er Eretreya ikke sandt?” lød stemmen og hun skulede sig over den ene skulder og så på en underernæret og godt slidt mand ”Hvad vil du? ” spurgte hun og holdt øje med døren til rummet foran hende og mærkede da mandens hånd omkring hendes håndled ”Tak.,.. Tak for at få mig herned... Tusind tak” sagde han. Eretreya var ikke helt sikker på hvad han mente. Jo bevares det var hende der havde hevet ham med her ned i første omgang, for godt to år siden, men manden var blevet som en kælderrotte, fast inventar. Hun kunne ikke huske manden ret godt, men stemmen, passede stadig på den mand hun for nogle år siden hev med sig.

Hun åbnede døren ind til rummet foran hende og så sig omkring. Stanken af gammel blod, pis og lort ramte hende som en hammer ”For helvede...” sagde hun og rynkede på næsen og gik indenfor og så Azaic allerede var i gang med et offer ”Få ham til at skrige mere.. Det der er ikke sjovt... Han hulker jo kun... Forpulede lorte unge” sagde hun og himlede med øjnene som hun skubbede døren i bag sig og sendte Azaic et kækt smil ”Hej Gamle.. Du ligner stadig noget der er løgn” sagde hun og gik over til hans side og så ned på ofret med et knapt så kækt smil, men et mere dystert et. Legen var knapt begyndt og hun havde lyst til at se hvordan dette ville udfolde sig og måske selv få løv at lege med ham? Måske give noget af sit blod til ham og se hvordan det ville udfolde sig og hvor dårligt modparten ville få det.

Lyden af en dør der blev skubbet i gjorde skam ingenting andet end, at det fik flere og flere slaver og fangere til at skrige og ryste ja der var såkaldt nogle der klamrede sig til tremmerne i håb om at komme ud, så var der som altid nogle ynkelige fangere der mente at de godt kunne grave sig ud fra cellerne, og som mente de sagtens kunne komme ud ad vinduerne, dog kunne de ikke nogle af tingene. De var fanget, og ingen havde nogensinde sluppet fri fra Azaic s greb, metoder og tortur, og det var tydeligt at se på fangerne at de ikke ønskede alt det der skulle ske for dem, de ville aldrig overleve, og de vidste hvor grusom denne torturmester kunne være, og det ønskede de ikke skulle ske for dem, dog var nogle godt klar over at det ville ske, der var vel en grund til at de var bag tremmer og nogle endda i både gabestokke, kæder, kasser med få huller i, og hvad der ellers var af fine instrumenter i rummet. Der lå blodpletter hist og pist, nogle afhuggede legemsdele sådan lidt kastet rundt med både mellem fanger, men også som mad til Zith og Zap, som var Azaic s trofaste og noget så klamme og skræmmende slanger, de fik tit bare en afhugget finger, arm, legemsdel, ja hvad der måtte være af kost og ædelse. Tit skulle man næsten tænke grundigt over, hvem man syntes var mest skræmmende Azaic eller hans slanger, tit endte det med begge dele, da fangerne og slaverne hade set hvad både slangerne og Azaic kunne finde på, og det var langt fra noget de selv ønskede at opleve. Siddende på en stol i midten af det mørke rum, var han placeret, godt lænet tilbage med slangerne snoet godt omkring hans arme, han kiggede slet ikke til deres side, og han skænkede slet ikke fangerne en tanke, end ikke gjorde han ved slaverne heller. Det kolde, ligegyldigt udtryk hang som altid på hans ansigt, og han vidste godt de fleste rystede af skræk over hans udseende, det var ikke fordi beklædningen gjorde noget, nej tværtimod var det mere synet af hans ansigt der kunne få de fleste til at ønske de var døde. Slangerne var snoet rundt om hver sin arm på Azaic, og rakte indimellem tungene ud, det gjorde det ikke bedre da en stakkels livløs mand lå fladt på jorden for enden af Azaic s højre fod. Han var blevet torturet, druknet for at hive informationer frem, og så havde han fået sig en tur i gabestokken, mens hans slanger kriblede og kravlede på ham.

Det var dog også tydeligt at se på den livløse mand at han havde fået nogle bidemærker fra slangerne, det værste var at begge slanger var giftige, så den stakkels mand anede ingenting om, hvad der ville ske for ham. Desværre havde det end dårligt, hvilket resultere i at han nu bare lå fladt død på jorden under torturmesterens højre fod. Han havde nok heller ikke den store chance overfor denne grusom torturmester for mørkets hær, hvilket var med god grund, han kunne knække alle, om det skulle være bestemt eller bare spontant var ligegyldigt, han havde sine metoder, tanker om hvordan tingene skulle gøres, og han vidste altid hvordan, og han behøvede tit ikke sige noget, fordi de fleste godt vidste hvad klokken var slået, og de fleste godt vidste at bare et blik af ham var nok til at få dem til at flygte, og løbe væk. Han havde oplevet at han faktisk slet ikke behøvede sige noget, fordi bare hans udseende var nok til at få nogle af slaverne og fangerne til at bukke under, dog var der aldrig nogen der turde spørge ham, om hvor han havde fået de ar og skader fra hele hans ene side af ansigt havde, men måske det også var en god nok idé ikke at begynde at spørge om det, fordi det ville sikkert bare ende galt for dem. Lyden af en stemme der var rettet hen mod ham, gjorde at han bare ignorede den, hvorfor skulle han gide bruge tid på at svare en kvinde der bare ligesom de fleste var kommet herned i fangekælderen med et offer til ham, kan klagede ikke, han kunne altid bruge et offer, en slave, fange, menneske der skulle tortureres. Der var intet bedre end at nyde synet af folk der havde smerte, ville lide, og få skade, han nød det fuldt ud, og var helt vild med det hele. Det gjorde ham altid så glad indeni at se hans arbejde og det han udsatte fanger og slaver for, det var næsten en fryd for øjnene jo, og ikke nok med det var det næsten også glædeligt når hans slanger gik til den, og bare hyggede sig med slaver og fangere. 

"Vi kan godt sige du er endt i helvedet hvis du ønsker"kom det bare ud af ham, og han rejste sig op fra stolen, dog havde han stadigvæk hans højre fod på mandens hoved, der var presset godt ned i jorden. Rundt omkring manden var der intet lys at se, men hvis man kiggede lidt videre rundt i rummet kunne man godt se og ane få lys pletter, det fik næsten blodpletterne til at lyse op, det var godt nok gammelt blod, men det var ligemeget, blod var blod vel. Han skænkede ikke kvinden et blik, da hans fokus og opmærksomhed var rettet på den livløse mand der lå død for enden af hans højre fod. Slangerne snoede sig så pludselig ned ad Azaic s arme, og de fortsatte længere ned mod gulvet, til de pludselig slyngede sig hen mod den livløse mand, så begyndte fangerne at skrige, og råbe på hjælp, ja der var nogle der begyndte at græde og igen prøvede at grave sig ud fra cellerne, men det hjalp ikke, måske var der også rimelig dumme hvis de troede de kunne slippe væk og undgå et møde med torturmesteren. Det kunne være han skulle straffe dem for deres forsøg, og straffe dem ved at bruge midler imod deres kranium så de ville miste hukommelse, og evner til at bryde ud fra deres celler. Tanken havde strejfet forbi Azaic s hoved nogle gange, men igen det kunne sagtens komme, var aftenen ikke også lige begyndt. Med foden ovenpå manden der lå livløs død, faldt hans blegfarvet øjne så hen på en anden mand der så til gengæld var i live, og som kvinden havde bragt med herned"Jeg ligner vel mig selv gør jeg ikk"svarede han hende helt uden at ændre mine på ansigtet, det kolde, ligegyldigt udtryk var stadigvæk på ansigtet.

Og da denne kvinde havde gået over til hans side, holdte Azaic stadigvæk blikket på denne livlige mand der mest af alt, så ud til at ville kravle væk, hvis han så kunne men det kunne han ikke, dog virkede det også til at manden næsten var glad for at være kommet herned i fangekælderen. Måske var denne kvinde frisk også at se hvad han ville gøre ved manden der var i live, selvom den livløse mand godt kunne bruges som fod skammel lige i øjeblikket, med foden på den livløse mand s hoved, og slangerne der slyngede sig rundt ovenpå ryggen, og nærmest så ud til at de ville spise og bide i manden, hvilket var fint nok, slet ikke noget Azaic havde noget imod.

Om hun skulle have ondt af de sølle mænd der var i rummet og allerede var døde? Naaah, de havde uden tvivl fortjent det, da de fleste havde gjort ting mod mørket. Bidemærkerne på de døde kroppe var tegn til at de to slanger havde fået lov til at få et tyggedyr, men de skulle jo heller ikke snydes! Specielt ikke når de altid var i nærheden af Azaic og den dag de ikke var, ville hele borgen lede efter de små røvhuller. Et enkelt bid fra de små væsener var nok til at sende en person igennem et smertehelvede af en anden verden. Hun selv ønskede ikke at få en af de behandlinger som Azaic kunne tilbyde. Ganske vidst kunne hun holde til en del, men hun vidste også at denne mand havde en skrue løs, ikke hun kunne se sig selv fri der, men alligevel! Det krævede en sindssyg hjerne hvis man havde et job som torturmester, for man skulle sikkert finde på nye måder at torturere på, så det ikke bare blev det samme igen og igen, for det ville gøre jobbet røvsygt!

Eretreya så på ham med et hævet øjenbryn som han slet ikke ænsede hende et eneste blik, men blot så på manden der lagde under hans fod. Et eller andet sted håbede hun på han trådte hårdt nok til at mandens kranie blev knust, bevares manden var allerede død, men bare for at tilføje lidt mere blod til omgivelserne? Tanken fik hendes øjne til at lyse op og hurtigt fik hun rettet blikket mod slangerne der snoede sig ned over hans arme og ned på gulvet. Hendes hjerte begyndte at pumpe hårdere i hendes bryst som hun fulgte dem. Da de mange fanger begyndte at skrige, fik hun et smil frem på læberne. Dette var virkelig noget der talte til hendes mørke hjerte, lyden af frygt fyldte skrig, kampen for overlevelse.. Det var næsten sørgeligt hvor dumme folk var, hvordan de regnede med at de kunne undslippe deres behandling fra torturmesteren, for alle andre på borgen vidste godt hvor de fleste fanger endte, hvis ikke foran dragerne som deres legetøj, hun tvivlede dog på at dragerne var det typiske valg, for hvad skulle torturmesteren så lave? Som han talte igen nikkede hun kort ”Fra fortællingerne og til virkelighed er der forskel må jeg sige” sagde hun med et kækt smil..

Hun så på fangen der prøvede at komme ud, men det hjalp ikke det store, for døren var låst og ville man ud, blev det bare til en person der ville eskortere fangen til dragerne og så ville der være lidt at lege med for dem. Eretreya så ned på de to slanger og derefter igen på fangen og begyndte at gå mod ham ”Jamen så hold dog kæft menneske!” vrissede hun som hun himlede med øjnene og kom helt op til fangen og greb ham i det fedtede, halv lange hår og rev ham nærmest ned på gulvet og ligge. Hun satte sig selv på hug ved hans side og sukkede. Med en ret hurtig bevægelse  hev hun en af knivene og hakkede den uden tøven ind under knoglen ved mandens kraveben. Manden skreg, men det generede hende ikke. Hun fik en smule blod på tøjet, samt lidt i ansigtet, men trak så kniven ud af manden igen med et smil ”Holder du kæft nu eller skal du have mere” spurgte hun og sendte ham et dystert smil inden han fik sat knivspidsen mod trøjen og hun skar den op. Kniven satte hun for mandens brystkasse og begyndte nærmest at indgravere hendes initialer... E.... M... O. Under hvert bogstav skreg manden, rystede og koldsvedte. Hun nød det, det kunne tydeligt ses i hendes øjne som skindede hver gang flammernes skær ramte i hendes øjne.

Alle de tåbelige fanger der flere og flere gange havde prøvet at slippe ud uden held, det var tåbeligt, og tænk at de alle troede at de kunne, det var både sjovt men latterligt, for i sidste ende vidste de at de ikke kunne slippe ud derfra, når først man var fanget så var man fanget, sådan var det. Desuden var det meget sjovt at have slaver og fangere så kunne han jo altid afprøve flere ting, både metoder, ideer, en masse interessante foreslag, og ikke nok med det havde han jo sine trofaste slanger med sig, som gav de fleste fanger bange anelser, og paranoide træk. Det var forstående de var heldig at slangerne ikke var nået ind imellem tremmerne og spist dem enten indenfra eller udefra, det var aldrig til at vide hvad de kunne finde på, men det var vel det smukke af det hele. Azaic betragtede kvinden og kunne høre det stakkels menneske som faktisk ikke vidste hvad der ville ske med ham, der var så mange muligheder, og han ville nærmest komme til at ønske han ikke var endt her, som han var. Han skulle nok finde ud af hvilke instrumenter og metoder Azaic kunne bruge og finde på, han var ikke toturmester for ingenting, og ideer og foreslag havde han masser af, om det var med det ene eller andet var ligegyldigt"Ynkeligt..."sukkede han lavt, hvorefter han kiggede rundt og lod hans blik falde ned mod hans slanger der kryb rundt på jorden.

Han lagde så mærke til at menneske der pludselig var holdt op med at råbe og kalde på hjælp var godt igang med at blive dræbt og skamferet, det gjorde ikke ham noget, han lænede sig tilbage i stolen, og betragtede hele scenariet der skete foran ham, slangerne gjorde ikke noget men duften af blod kunne de godt dufte, og var næsten på vej hen mod mennesket på jorden"Se det her er interessant"sagde han med et bredt smil, aldrig havde han oplevet sådan noget her før, en kvinde der pludselig gjorde sådan noget der, hvad skete der for det, det var underligt, og dog meget underholdende. Azaic kiggede mod hans slanger der slyngede sig videre hen mod mennesket der lå på jorden, og langsomt kryb begge slanger rundt om både kvinden og mennesket, den ene slange slyngede sig tilbage, hvorimod den anden hurtigt kryb op på mennesket og valgte at sætte tænderne ned i øjnene på mennesket, hvorefter den langsomt bagefter kryb sig ind i mennesket mund"Stakkels mand aldrig prøvet at blive spist indefra"sagde han efterfulgt af en munter tone og et grin der var grusomt såvel som han var.

Slangen var godt igang med at spise mennesket indefra, og Azaic nød det hele, og han kunne fornemme hvordan fangerne mere og mere blev bange og prøvede at grave huller i jorden for at komme fri, det var ikke noget nyt, stakkels tåbelige fanger der troede de kunne prøve på at komme fri, men slet ikke havde nogen chance for det"Hvem er du, og hvad vil du her"sagde han så med hovedet på skrå, hvorefter han betragtede kvinden lidt, og mennesket, og pludselig kunne han se hvordan kødet langsomt forsvandt det var hans trofaste slange der var godt igang med at spise kødet indefra, hvilket var et smukt syn for ham, og det var meget interessant, han kunne specielt godt lide det, synet af det, bare tanken om smerte gjorde ham helt glad indeni, han elskede det, magt, smerte, ting ingen kunne forstille sig hvordan måtte være. 

Det var voldsomt underholdende at se, hvordan de mange slaver op til flere gange havde forsøgt at stikke af, men aldrig havde bået ret langt og selv hvis de havde, ville de før eller siden blive fanget af vagter eller en som hende... Personligt ville Eretreya helst fanges af vagterne, da de trods alt havde lidt mere medmenneskelighed, hvilket ikke just var noget hun besad ret meget af, med mindre man så bort fra Oswald og Damien... Ellers fik alle andre den kolde skulder. Det kolde blik faldt på mennesket og hun fnøs over Azaic's kommentar " Ynkeligt? Det er mere end blot ynkeligt. Det menneske er yderst miserabelt og sørgeligt at se på" sagde hun og så mod torturmesteren med et smil. Så meget som hun nu elskede at høre slaver klynke, så ville hun også have de holdt kæft når det blev sagt.

Eretreya lod kniven gå dybere ind under mandens kraveben, men som hun så slangerne nærme sig, mærkede dem sno sig omkring hende, hev hun kniven ud og efterlod et ret stort, gabende så på manden og så henrivent på som slangen bed manden i øjet. Hun skar kort ansigt. Blot tanken gjorde næsten ondt på hende.. Mandens skrig fik hende til at himle med øjnene " Hold nu kæft!" hvæsede hun og så, hvordan den ene af slangerne langsomt gled ned i mandens mund og forsvandt. Et dystert smil spredte sig på hendes læber som hun betragtede manden. Smerten var tydelig at se i hans øjne, men det var næsten som om at han var lammet af frygt, for der kom ikke en eneste lyd fra ham.. Han var sikkert allerede død.

Eretreya havde låst blikket på manden, som hun kunne se hvordan manden forvandledes til en pose knogler. Et kækt smil kom frem på hendes læber som manden talte og hun fik rejst sig fra mennesket under hende. Hun trak på skuldrene og sendte ham et kækt smil " Det kommer helt an på hvem du spørger... Spørger du Køteren er jeg hans lille yngling... Hans pyntegenstand her på borgen... Men spørger su Oswald, så får du en anden ting at vide " sagde hun med et smil på læberne inden hun fortsatte " Jeg er Eretreya..Og jeg fik at vide af Køteren jeg skulle gå herned... Hvorfor må du sgu ikke spørge om " sagde hun og rettede da igen blikket mod mennesket.

Synet af manden der nu bare lå på jorden som en pose kogler efter at hans trofaste slanger Zith og Zap havde hygget sig gevaldigt med at spise manden indefra, slanger havde vel også godt af noget kød indimellem, så der havde de da fået chancen, og de tog den fuldt ud, dog var det ganske smukt at se på, langsomt hvordan manden, den stakkels mand og dog, blive til et korps liggende på den kolde og beskidte jord foran Azaic. Et lille skævt smil bredte sig over hans læber, han elskede synet af det, han nød hele showet, og han behøvede ikke engang gøre noget selv, normalt havde han dog heller ikke noget imod at gøre noget selv, men når hans slanger alligevel havde savnet at lege med en mand indefra, især at få chancen for at spise en mand indefra, så skulle de da have chancen for det. De andre fangere havde set hele showet var begyndt at blive mere og mere bange, ja de rystede som små hunde i kulden, flere og flere prøvede som altid på at slippe fri, både ved at grave huller i jorden inde bag tremmerne, og nogle var såkaldt igang med at prøve at få tremmerne op, det var ynkeligt af dem, men også meget morsomt at de troede de kunne bryde ud, ingen havde chance for det, var man først fanget så var han fanget, det var ikke fordi Azaic syntes det var synd for dem, overhovedet ikke han nød synet af dem, nød hvordan de skreg, og råbte efter hjælp, og der var ingen der kunne høre dem uanset hvor højt og meget de råbte og skreg.

Synet af hans slanger der langsomt slyngede sig hen ad jorden, og væk fra manden, dog stoppede begge slanger op som de nærmede sig stolen s ene ben, den stol hvor Azaic sad på. Det så ud som om slangerne ville slynge sig op ad stolens ben, men det gjorde de ikke med det samme, nej de stoppede lidt, med tungerne ude, og kiggede hen mod kvinden der hed Eretreya, sikke et særligt navn, ganske underligt hvis man spurgte Azaic, hvorfor skulle man hedde sådan et navn, det var da ikke det pæneste navn i følge ham, men sådan var det jo.  Det var vel ikke en selv der bestemte hvad man skulle hedde, nej det var vel ens forældre der gjorde det, men han havde vel heller ikke det mest normale navn i hele verden. Men det var specielt, som han syntes var helt fint, og han lod så hans kolde øjne glide hen på hans slanger der kiggede mod kvinden, hans smil forsvandt og han rullede med øjnene, hun lød da næsten kedelig at høre på, men var alle kvinder ikke sådan"Særligt navn... Siger mig intet udover hvor lidt smag det har"sagde han ærligt, og vendte blikket hen på kvinden, hvorefter han lod en hånd hvile sig lidt på den ene kind, og sad bare tilpas og afslappet i stolen.

Om denne kvinde havde været her i fangekælderen var et godt spørgsmål, men for hans skyld kunne hun være her alt hun ville, der var nok ofre der skulle død en grusom død, og der var rigeligt af ofre der skulle prøve kræfter af med Azaic, og det var morsomt, og det var ikke fordi han kun havde sine trofaste slanger, nej han havde skam rigeligt af andre ting at bruge, og var det ikke hans slanger, så kunne det nemt være nogle tortur redskaber, eller mere klamt at han bare kunne bruge knogler fra det stakkels mennesker, der lå død foran ham på den kolde jord. Se det var en ganske interessant idé bare at tage nogle af mandens knogler, måske smide nogle ud ad vinduet, eller give nogle af knoglerne til nogle af fangerne, og han kunne som sagt bruge dem selv"Det var et godt offer du havde, mine slanger var vældig tilfredse"lød det koldt ud ad hans læber, og han skænkede hende ikke et smil, kiggede så væk fra hende, og ned på hans slanger der forsat var lidt oprejst og kiggede på kvinden.

Manden på gulvet var ikke andet end en pose med løse knogler, takke været de to slanger. Det var måske et brutalt syn for nogen, men for disse to syge individer, var det ikke andet end blot hverdag. Lyden af slaver der forsøgte at slippe fri, fik et dystert smil frem på læberne. Hun havde lyst til at skabe lidt kaos mellem fangerne, på en eller anden måde få nogle af dem sluppet fri og så se hvad der ville ske med dem.. Om slangerne blev deres skæbne.. Om det var vagterne, eller om de var heldige nok og nå ud til dragerne? Tanken var sjov, men så igen? Hun rettede blikket mod torturmesteren og sendte ham et smil. Nej hun havde måske ikke et helt almindeligt navn, men hvem havde efterhånden det? Hun så stift på ham og kneb svagt øjnene sammen ”Sig det til de forpulede åndsamøber til forældre jeg havde” sagde hun snerrende. Det var ikke just fordi hun kunne gøre ret meget ved hvad hendes hjernedøde forældre havde givet hende netop det navn.

Denne mand var forbandet irriterende at være sammen med, kedelig og totalt dødbider. Det var lige før der var mere sjov i de døde kontra denne mand. Eretreya ville nu alligevel give ham en chance, men kun fordi Damien havde sagt han godt kunne være en kedelig mand i starten, men man bare skulle vække hans interesse. Hun havde allerede ideen, så hun skulle bare udføre den. Et kækt smil kom frem på hendes læber ”Mhm... Er de søde små stadig sultne?” sagde hun som hun vendte sig og åbnede døren ind til kammeret for at komme ud til fangerne. Eretreya valgte tre personer, alle sammen lige smadrede, ødelagte og fyldt med sår og knubs ”I har præcis ti sekunder til at løbe og så kommer Jeg, slangerne og mesteren efter jer... Bed til i ikke når til dragerne” sagde hun med et dystert smil ”De er nemlig ligeglade med hvad eller hvem i er... ” sagde hun og begyndte at tælle. De første to sekunder skete der intet, men da gik det op for de tre fanger at det var alvor. De alle satte i løb og Eretreya talte fortsat.

”Otte... Ni.... Ti” sagde hun inden hun så mod torturmesteren og hans slanger og trak hendes kniv og satte efter fangerne der var nået et pænt stykke. Hvis han ikke fulgte med, eller slangerne ikke gjorde, ville hun selv have lidt sjov, bade i lidt blod, for det var efterhånden noget tid siden sidst ”Det nytter ikke at gemme sig, i bliver fundet alligevel” sagde hun som hun spottede en af fangerne der forsøgte at gemme sig for dem. Da han kom ud fra skjul kastede Eretreya kniven mod mandens ryg og han blev febrilsk og stampede rundt omkring sig selv, men havde ikke regnet med Eretreya ville være så hurtigt fremme ved ham. Hun rev kniven ud af hans ryg og sparkede ham omkuld og satte foden på hans ryg og holdt ham nede og så sig over skulderen efter torturmesteren og slangerne.

Da de tre personer som det havde set ud til at kvinden Eretreya havde udvalgt begyndte at løbe, og nu stod allesammen tæt i en lille flok i midten af hele fangekælderne. De rystede og så bange ud, og man kunne tydeligt høre hvordan nogle af fangerne begyndte at hviske til sig selv om at de var døde, at de aldrig skulle have løbet herned, de skulle aldrig have nærmet sig fangekælderen, det var det værste sted. Man kom ikke i live derfra, medmindre man havde en god grund, eller hvis man kendte til Azaic, han kunne sagtens overveje en persons skæbne, og død, men det var ikke tit det skete, tit skete det blot ved et hurtigt valg, som hed en forkert sætning og du er død. Det var grusomt, og ondt, men sådan var det jo og mens fangerne begyndte fortsat at hviske til sig selv, kunne der høres en kvindelig stemme der lød knækket, og som om hun ville råbe men ikke kunne, hun turde ikke, men hun havde hævet stemmen, og den var hentydet til de tre personer som stod og kiggede rundt, og de havde tydeligvis set Azaic, den ene var dum nok til at træde væk fra gruppen og skulle til at provokerer torturmesteren, hvilket de t andre bad ham om at lade være, fordi det kun ville ende galt, de fortalte alt muligt med hvordan Azaic var, og alle de ting han havde gjort, og det lød bestemt ikke hyggeligt"Jeg er da ligeglad!"løb det højt fra manden der var trådt væk fra gruppen, en spinkel mand, der kiggede direkte på Azaic, han virkede ikke bange af sig, hvilket var den første fejl.

Slangerne hvæsede højt og slyngede sig rundt ved stolen inden de blot ventede på ordre, og på hvad deres mester tænkte, fordi de kunne godt læse tanker, de kunne godt aflæse deres mester ansigt, og tanker. Det var grusomt, uhyggeligt og frygteligt, men på samme tid også spændende og sjovt, og det var ganske underholdende, det var virkelig farligt, men sådan var det vel. Azaic kiggede på manden der nærmest stod foran ham, og ikke virkede bange, det var en frygtelig fejl, men han beundrende bestemt modet manden havde, han gik hen mod manden, stod foran ham, lagde en hånd rundt om nakken på manden, og havde beordret slangerne til at vente lidt"Jeg beundre dit mod, men du har lige begået dit livs største fejl"lød det koldt og nærmest lavt fra ham, enlig som var han ligeglad. Hans hånd der havde lagt rundt om mandens nakke flyttede sig tættere på mandens øre, og Azaic rev manden s øre af med ikke så meget kræft, men selvom der lå kræfter i gjorde det ikke noget, han kastede øret hen til hans slanger, og stod og kiggede på manden, lænede sig lidt tættere på ham"Lad det være din første lektion"sagde han og nærmest smillede kynisk til manden, der tog sig til hans ene side, der hvor øret havde siddet, og langsomt bakkede bagud til de andre i gruppen der stod og blev mere og mere bange. Aziac stod og kiggede på kvinden"Sig endelig til hvis du mangler et øre, eller øje, eller noget andet jeg kan sagtens skaffe det"lød det ganske roligt fra ham, og kiggede sig over skulderen hen på sine slanger der var godt igang med at dele mandens øre imellem sig.

Eretreya elskede personligt hvert sekund der gik nede i denne fangekælder. Elskede at se slaver og fanger ryste af frygt og skrige når enten hun eller Azaic nærmede sig bare det mindste. Hele hendes krop sitrede i spænding som hun stod og talte og lod sit blik glide over de andre slaver og fanger der var dernede. Det var som om de vidste de var de næste og før eller senere blev det nok også deres tur, men nu var det de tre personer det drejede sig om. 

Hun så på manden der talte til Azaic og kunne ikke lade være med at fnyse svagt. Den mand havde uden tvivl et dødsønske. Hun så til som torturmesteren lænede sig ind mod den provokerende mand og mærkede hvordan den mand under hende begyndte at vride sig, hvilket blot fik hende til at ligge mere tryk på. Kort rettede hun blikket ned mod manden og rystede på hovedet før hun spyttede ham i ansigtet og atter vendte blikket mod Azaic. Et rungende skrig af smerte lød i kælderen og ville sikkert kunne høres på etagen over dem, men de var på Kzar Dûn.. Så det var ikke noget nyt. Manden blødte ret voldsomt og hun lagde mærke til torturmesteren havde revet øret af manden - Av for helvede - tænkte hun for sig selv, men kunne alligevel ikke lade være med at få det dystre smil frem på læberne igen. Et mildt grin kom fra hende som Azaic tilbød hende ører, øjne og hvad end hjertet måtte begære "Måske en tunge... Så kan spaden i det mindste holde sin kæft" sagde hun med et smil på læberne inden hun rettede blikket ned mod manden der havde grebet om hendes ankel og forsøgt at få hende til at lette trykket fra mandens brystkasse. 

Et dybt suk undslap Eretreya inden hun nærmest lod sig dumpe ned over ham, med et ben på hver side og på maven af ham. Hurtigt fik hun grebet mandens hænder og holdt dem over hans hoved inden hun greb en af sine knive og hakkede ned i håndledene og lod kniven sidde. Igen satte hun sig op og greb en ny kniv "Lad mig se..." mumlede hun stille inden hun satte kniven for struben af manden og rystede på hovedet. Hun lod bladet glide over mandens hals, ned over det ene kraveben og fandt det bløde punkt. Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun svagt lagde tryk på "Hmmm..." sagde hun og lagde mere og mere tryk på og kniven gik langsomt gennem mandens hud og ind i hans kød og hals. Lyden han kom med var halvkvalt, gurglende, som om han var ved at drukne. Eretreya smilede over sit "mesterværk" og trykkede fortsat kniven LAAAAAANGSOOOOOMT ind i mandens hals.

//Afsluttes efter fælles beslutning ^^//