Sted: Ikke så langt fra Tusmørkebjergene, der tårner sig op i horisonten
Tid: Tidlig formiddag
Vejr: Vådt efter et natligt regnvejr, men det er klaret op

Remus frøs. Han var sulten. Træt. Ødelagt. Han havde rejst i flere dage, flere nætter, kolde, tunge nætter under åben himmel. I nat havde han slet ikke kunne tænde et bål på grund af regnen og han havde siddet sammenkrøllet under sin kappe mens regnen havde gennemblødt alting. Den ellers standhaftige og ranke unge mand var nedslidt og hans gråblå øjne havde et permanent udtryk af stress og forfærdelse. Opgivelse. Hvordan skulle han nogensinde klare sig herude i vildmarken? Han vidste ikke, hvor han var på vej hen eller hvad han skulle gøre. Maden var ved at være sluppet op og han stod nu midt på en landevej med bjergerne forude med en halt hest, der ikke kunne gå videre. Hvorfor den haltede, viste han ikke, han anede intet om heste.

Med et dødt udtryk stod han fortabt og så ned på hestens ben, skuldrene hængende og det normalt tilbagetrukne hår strittende efter at have været vådt. Han var om muligt endnu mere bleg end han plejede, hvilket bare blev understreget af det sorte tøj. Han burde have skiftet, men der havde ikke været tid. Romulus havde sat ham på en hest så hurtigt og sendt ham ud af byen, inden Kiles Orden og byvagterne fandt ud af, at det var ham, der havde forgiftet brønden i Kiletemplet. Det føltes idiotisk nu, som han stod her. Hvorfor havde han været så dum? Som om det ville ændre noget. Bare fordi de havde pisket Telma og smidt hende og hendes børn ud af byen. Han havde været så vred, men nu var han bare udmattet.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre og lige nu havde den ellers så intelligente mand givet op. Han kunne ikke tænke sig ud af det her og han havde ikke evnerne til at håndtere det. Han var født og opvokset i byen, havde aldrig skulle klare sig selv. Romulus havde altid været der for ham. Altid klaret det praktiske for ham. Remus vidste meget, lærte fra sine bøger, men han vidste intet om det her.
Han var strandet med hesten, der hang lidt med hovedet. Ikke at han havde ondt af den, det var bare en dum krikke, men det var hans transport. Han følte sig som intet uden hesten. 

Det havde været som at afprøve en hel ny hest! Hun havde efter lange overvejelser og megen tid, skab sig en krop mere, med hjælp fra dæmonerne i hendes rige. Riget hvor mørkets hær stadig bosatte sig. Den del var hun yderst utilfreds med, men kunne ses mellem fingre med. Hendes oprigtige krop havde hun efterladt tilbage for en stund, og taget den nye i brug. Huden var stadig bleg, men håret var sort i stedet for næsten perlehvidt. Hendes øjne var stærke blå og generelt fremtræden mere mørk. Hun passede ind i tiden, hvor Kiles præster hærgede landet, og mørket fik frit tag. Man måtte jo følge med tiderne.

Og Tusmørkedal havde været stedet at afprøve dette. Stedet hvor vampyrer ofte bosatte sig, og kunne udnyttes for deres hovmodhed. De elskede en udfordring. Det gjorde de fleste mænd, men hun havde nydt godt af det. Mæt og tilfreds gav hun sig derfor afsted på den fine hest hun havde tilegnet sig. Rigmænd var nogle gange for nemme. Uden noget specifikt sted i sine tanker red hun af landevejen. Normalvis rejste hun som tåge. Det var nemmere og hurtigere, men kroppen var stadig for ny til den helt fungerede optimalt. Der var mange ting den ikke havde lært at gøre naturligt. Det var en læringsprocess.

Fordybet i sine egne tanker, gik der tid før hendes stålfaste øjne løftede sig op til at se en fremmed stå et sted med en hest, der så ud til at være alt andet end frisk. Interessant. En mandsling med en stakkels hest der så ud til at havde reddet uden vådt og tørt i flere dage, var heller ikke ligefrem et imponerende syn. En slatten sort skikkelse, der nærmest skreg af ligegyldighed. "Jamen dog" Naamah stilnede sin hest en smule ad, så den gik langsomme skridt imod den fremmede. En fremmed på vejen kunne altid udnyttes. Specielt en så ramponeret og pjevset som denne. Han så virkelig ung ud i hendes gamle øjne. Ung og manipulerbar. "Faldet af hesten?" kommenterede hun som hesten stoppede, nogle meter foran hans langsomtgående, med et ganske let provokerende glimt i øjet.

Lyden af hovslag fik Remus til at kigge op. En kvinde på en hest. Af en eller anden grund gjorde det ham bare vred og han sænkede blikket til hestens ben igen som om, at det kunne gøre den frisk igen. Tanken om at spørge hende efter hjælp strejfede ham, men hans stolthed forbød ham det. En kvinde. Havde det været mand, havde han nok gjort det, men lige nu valgte han bare at ignorere hende. Åh, han var så kold. Hans ene hånd fandt frem til hans hår, der blev kørt igennem og derfor lagde sig ned i den mere velkendte frisure.

Hovslagene blev tydeligere, men også langsommere og kvindens stemme nåede ham. Tonen i den fik ham til at knytte hænderne og han spændte op i kæben som han løftede hovedet og så op på hende. Hun var en køn kvinde, men det rørte ham overhovedet ikke. Det gjorde det provokende glimt i hendes blå øjne og han tog en dyb vejrtrækring, inden han selv sagde noget.
”Krikken er halt. Medmindre du mirakuløst kan få den til at gå igen, synes jeg, at du skal ride videre.” Dumt, dumt, dumt, han havde virkeligt brug for hjælp, men ikke om han ville finde sig i hendes attitude. Han var ikke i tvivl om, at hun følte sig højt hævet over ham og trods udmattelsen, sulten og kulden, blussede vreden op. Kvindehadet lod sig ikke kue af hans dårlige situation.

Det morede hende grænseløst at han reagerede som han gjorde. Som et surt lille barn der havde fået at vide at der var noget det ikke måtte, og derefter var blevet tvær. Det var svært ikke at holde det smørede grin tilbage, omend det ikke nåede at blive ret stort. Ingen grund til at grine ham direkte op i ansigtet. Man kunne møde farlige folk på landevejen, trods de helt ærligt så ud til at være på spanden.

"Det ligner ikke dit eneste problem" konstaterede hun morende, som hun lagde hovedet let på skrå. Hun kiggede på ham et stykke tid. Hvorfor hans uheld morede hende så meget var ikke helt til at vide, men hun satte hesten ganske langsomt i bevægelse igen. "Men som du vil. Held og lykke med at møde andre i denne egn der vil tilbyde dig hjælp" hesten var næsten henne forbi ham som hun sagde det. Hånden blev let løftet til et vink inden hun lod hesten gå langsomt forbi ham. Hvis han var for stolt til at få hjælp, så kunne han få lov at dø i rendestenen. En skam. Han var ellers en nydelig ung mand.

De gråblå øjne hvilede koldt og vredt på kvinden. Hun morede sig over ham, det var tydeligt. Han kendte det udtryk lidt for godt. Hendes ord fik ham til at knytte hænderne, han var vred. Men under vreden var han stadig fortabt og da hun ønskede ham helt og lykke med at finde andre, måtte han synke en klump. Hesten bevægede sig forbi ham og hans egen prustede ynkeligt som hjælpen red forbi. Hun var en kvinde og han hadede hende allerede for det. Hendes morskab over ham, arrogancen og det nedladende blik fik bare hadets ild til at brænde endnu stærkere og normalt ville han få hende til at betale. Give hende mareridt nok til flere timer.

Men han havde brug for hjælp. Den viden hamrede ned over ham og gav ham kvalme. Og hun havde ret, hvem var ellers herude? Han havde ikke set nogen siden dagen før og hvem sagde, at hvis der kom nogen, at de ville hjælpe? Trætheden og sulten gjorde den yngste Sadik groggy og han frøs. Han ville bare have varmen og en seng at sove i. Han havde ondt over det hele efter at have sovet på jorden. Det han havde sovet de sidste nætter. Og med en halt hest ville det tage ham evigheder at komme frem... hvor så end det var, han havde intet mål, var ikke sikker på, hvor han var henne. Han gættede på, at bjergene forude var Tusmørkebjergene, men han ville ikke blive overrasket, hvis det ikke var.

Det var som om, at den høje tynde mand skrumpede, da hans skuldre faldt ned og hans hoved faldt en smule forover.
"Vent..." Det gjorde næsten fysisk ondt og man kunne se det på ham. "Jeg vil meget gerne tage i mod din hjælp, hvis du vil give den." Han flyttede på sig og mødte hendes blik. Han kunne ikke skjule vreden og hadet, men samtidigt lyste han også bare af opgivelse.

Der var absolut ingen tvivl om at manden ikke brød sig om hende. Direkte bar et tydeligt kvindehad og bare var en vred, muligvis mavesur knægt der syntes hele verden var ond og uretfærdig. Han skulle bare vide. Men det var også helt og aldeles hans eget valg hvis han gad være så sur og tvær hele tiden. Naamah kunne finde en masse andet sjov at lave, uden problemer.

Hun styrede hesten forbi, værdigede ham ikke flere blikke, og lod hesten fortsætte med rolige behagelige skridt. Hun havde ingen intentioner om at overanstrenge sin hest, desuden. Hvis han nu skulle have tiden til at skifte mening. Da hans vent nåede hendes øre, bredte der sig et stort og umådelig veltilfreds smil på hendes læber, der fik hende til at fremstå en smule skummel. Noget der alt sammen gled tilbage for et ligegyldigt blik og bedrevidende udtryk, som hun holdte hesten tilbage, drejede den lidt og kiggede tilbage på manden der direkte så ud til at være faldet sammen.

"Så var din stolthed heller ikke større" svarede hun tilbage, ganske tydeligt seltilfreds. Det var så umådelig tydeligt at han hadede det her. Og Naamah var ikke langsom til at koble det til at hun var kvinde. Men opgivelsen i hele hans udstråling, gjorde også at hun lod sig svinge ned fra sin egen hest, dog med tøjlerne om sit håndled. Hun skulle ikke nyde noget af at han tog den. "Har du kigget på hoven?" noget i hende kendte allerede svaret, som hun bevægede sig over på den anden side af hesten, trak sin egen med sig i processen, og lod hånden blidt glide over den fugtige hestehud. Beroligende, nærmest trøstende. Som nærede hun hesten mere medmenneskelighed en manden der ejede den.

Vreden brændte i Remus og hans hænder var knyttede, som hun alt for selvtilfreds kommenterede på hans stolthed. Han havde nær bedt hende skride til dødsriget, men det lykkedes ham at holde sin mund. Desperat holdt han fast i tanken om, at han havde brug for hendes hjælp. Havde han overvejet at overmande hende og stjæle hendes hest? Tanken havde strejfet ham, men trods hendes køn, var han ikke sikker på, at han kunne klare hende fysisk. Og han havde ikke lyst til at sætte sit liv på spil for en hest.

Han forblev tavs, men de gråblå øjne stirrede uvenligt og vredt på hende, som hun gik forbi. Han burde tage sig sammen, behandle hende som alle andre, finde sin ydre og indre kølighed, men han var så ødelagt i den her ukendte situation, at han havde svært ved at finde sit sædvanlige skjold i mod verden. Af en eller anden grund bragte hun tunge minder om hans mor og det slog ham endnu mere i jorden.
”Nej.” Altså han havde set folk løfte hove på heste, men han var ikke tryg ved tanken om at skulle flytte rundt med de hårde, tunge hove, der sikkert kunne brække knogler i hans spinkle krop. Han havde simpelthen ikke prøvet det før.

Efter kort tøven gik han op til hovedet af dyret og så på den anden side af hesten, så han kunne se, hvad hun lavede. Hvis det blot var noget med en hov, ville han føle sig endnu mere idiot end han allerede gjorde. Men han vidste intet om det praktiske i livet, han kunne til gengæld læse flere sprog og han havde en del teoretisk viden. Det havde været det, hans mor havde fokuseret på i ham. Og selvom hun nu sad i et kloster og ikke længere var en del af denne verden, var han ikke rigtigt kommet videre end det. Desværre

Naamah morede sig mere end godt var. Han var så vred, så arrig, i så ung en alder. Uvenlighed fandt man i alle afkroge, men der var en grund til de andre noget stikkende følelser. Tydeligt rettet imod hende. Hun fastholdte et nogenlunde neutralt udtryk, mens hendes indre funderede, over hvad der kunne være skyld i dette. Ikke at hans problemer som sådan tiltalte hende - nej, dem var hun i grunden komplet ligeglad med! Men han var en sjov sammensætning af alt for meget had og vrede. Hvorfor?

Nej? Nej, selvfølgelig havde han ikke det. Naamah kiggede på ham med et par let opgivende øjne, sukkede en lille smule, inden hun bøjede sig frem, lod sin hånd følge hestens ben til hun nåede hoven og løftede den op for at se under den. Det var noget af et miskmask. Dens hove var ikke blevet rengjort i flere dage, og den havde været igennem nogle områder der tydeligt kunne sætte sine spor. Naamah var ikke smed, eller den mest praktiske hvad angik almindelige gøremål, men hun havde sine erfaringer.

"Der er fyldt med småsten. Nogle sidder og trykker." konstaterede hun mumlende, lod hoven komme ned på jorden igen, og så op på ham. "Du skal rense den, før hesten kan få ordentligt læget sammen" hun kunne sagtens rense den for ham, sagtens sørge for at hesten hurtigt ville begynde at få det bedre og eventuelt have en rytter igen efter en dag eller to uden belastning. Men det var for nemt. I stedet, kunne hun udfordre ham til selv at gøre det. Vise hvad han i realiteten var i stand til! hvis han da overhovedet var i stand til noget, andet end at være sur.

Remus var tavs, som han betragtede hende løfte hestens hov og kigge under den. Hesten protesterede ikke og selvom han ville få et gevaldigt hak i selvtilliden hvis det bare var en sten i hoven, håbede han det lidt. Han skulle bruge hesten. Hendes ord bekræftede, at det var ham, der var idiot, hvilket han tog i mod med blandede følelser. Tavst. Hvad skulle han sige?
Rense den? Han vidste knapt, hvordan han skulle løfte den, hvordan skulle han så rense den?! Tænk hvis hesten sparkede?! Og hvad skulle han rense den med? Han havde set Romulus gøre det et par gange, han havde altid brugt et stykke metal, der så ud til at være lavet til det. En kniv? Havde heste ikke et blødt stykke under hoven? Så ville han bare skære i den… Det gik jo ikke.

Hans blik flakkede lidt fra hestens ben til siden og kort til hendes ansigt. Han følte sig så sølle lige nu og det gav ham kvalme. Hun så på ham, som var han et idiotisk barn. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Men han var en mand. En intellektuel en af slagsen, så han burde kunne tænke sig ud af det. Han havde klaret situationer værre end en halt hest!
Langsomt trak han vejret dybt ind og trådte hen til benet, næsten skubbende kvinden til side. Han gjorde, som hun lige havde gjort, lod hånden glide ned af benet og tog fat ved koden. Til hans held løftede hesten selv benet, sikkert i håb om hjælp til smerten. Og nu kunne han stirre ned i hoven, der ganske rigtigt var fyldt med jord og sten. Efter lidt tøven lod han fingrene glide over det og kunne konstatere, at midten var varm, så det var nok hest. Resten sad så godt fast, at han ikke ville kunne gøre det med fingrene.

Kort skævede han mod kvinden, overvejede at spørge, hvad han skulle gøre nu, men med et sammenbidt udtryk så han ned på hoven og løftede sin hånd. Efter at have fokuseret lidt på mindet af Romulus og hovrensningen, begyndte der at komme sort støv ud af hans håndflade, støv der snart formede sig til en hovrenser og blev lige så hårdt som metallet sådan en var lavet af. Tøvende begyndte han at skrabe jord ud af hoven, alligevel forsigtig med ikke at ramme strålen, selvom han var ligeglad med hesten, men den skulle ikke komme mere til. Snart skrabede han mod den hårde bund og efter at have fjernet et par sten mere, der sad ekstra godt fast, slap han hoven og hesten satte benet ned igen. Hovrensere blev til støv igen, noget faldt til jorden og forsvandt, noget gled tilbage i hans krop.

Han børstede sin hånd af med en rynken på næsen over skidtet, inden han skævede mod kvinden. Han havde gjort det og nu måtte hun godt gå væk.

Det var underholdende. Næsten til at skrige af grin over, på en eller anden sygelig måde. Måden han tydeligt var anspændt over hele situationen og total uvidende omkring hvad han skulle gøre. Bymenneske. Ovenikøbet en der på ingen måde var vant til at klare sig selv. Naamah foretrak da at leve et liv hvor hun ikke behøvede at løfte en finger, men med seks tusinde år på bagen, ville det være mærkeligt hvis hun ikke bare havde lært en smule. Hun ventede faktisk ganske tålmodigt på at han tog initiviativ til bare et eller andet, og forføjede sig som hun alt andet end venligt blev halvskubbet væk fra hesten. I stedet stilte hun sig, og betragtede ham og hans arbejde med stor bedømmelse. og også morskab.

Let overrasket løftede det ene øjenbryn sig for en kort stund før det faldte en smule ned igen, som hovrenseren kom frem og han effektivt fik fjernet det sidste. Imponerende evne han havde sig der, hvad end han gjorde. Det sorte støv fortjente et fascinerende blik, specielt som værktøjet forsvandt fra hans hænder igen og Naamah løftede de gamle stærke øjne og kiggede på ham. Langsomt kom et smil frem på hendes læber som hun betragtede ham børste støvet af med stor væmmelse og et alt andet end venligt blik som han sendte hende. "Flot.. Hvad med resten" hun lavede et kast med hovedet til et af de andre af hestens ben. Nok var det det her ben den var halt på, men hvis den hov trængte til at blive renset, ville hun vædde med at resten også gjorde. Desuden, at kunne sige det frembragte stor tilfredsstillelse.

Remus mødte stædigt kvindens blik. Som han så ind i hendes øjne, fik han en fornemmelse af, at hun nok var noget ældre end hun gav af. Hvad mon hun var? Ikke en elver eller en engel. Dæmon. Kunne hun være andet med det udseende? Ikke at det skræmte ham, men havde han ikke været klar over, at hun var en værdig modstander, vidste han det nu. Men nej, han var ikke bange. Og han hadede den følelse af usikkerhed der sad i brystet på ham, hvilket han gjorde alt hvad han kunne for at skjule. Bag vreden og afskyen overfor hendes køn. En kvinde, der opførte sig som om hun var mere end ham. Det var hun ikke! Tanken fik ham til at ranke sig lidt. Han havde trods alt lige renset en hov kun med sig selv som støtte!

Hendes ord fik dog kort et svagt forvirret udtryk frem på hans ansigt. Krikken haltede da ikke på resten? Men han vidste godt, at det bare handlede om tid. Men nej. Han ville ikke rense dem. Ikke nu, ikke her foran kvinden. Han ville tage videre og gøre det, når det var tid til at slå lejr. Eller i hvert fald når hun ikke kunne se ham mere. Hun skulle ikke få fornøjelsen af at se ham gøre som hun sagde, han skulle. En rynke dukkede op i hans pande og hans gråblå øjne fik deres hårdhed tilbage.
"Hvad ligner jeg, en stalddreng? Så længe krikken kan gå." Og med de ord tog han tøjlerne og trak hesten nogle skridt frem. Den haltede slet ikke som før og stadig kun på det ene ben. Han var tilfreds.

Nu var det bare med at komme videre, ud af kvindens nærhed. Hele situationen havde fået hans tanker fra hans egen elendighed, det våde tøj og den tomme mave. Nu hvor hesten virkede igen, skulle han nok finde en løsning på det hele. Han var intelligent, han burde kunne tænke sig ud af det her.
... en tanke, der jævnligt var dukket op på turen, men endnu ikke havde ført noget med sig. Han var så fortabt og han vidste det godt, selvom han forsøgte at ignorere det.
Han gik hen til sadlen for at svinge sig på på kræet og komme videre. Mod... hvorend han ville ende.

Hvorfor han nærede sådan et had til hende, var virkelig underholdende og alligevel noget der vækkede hendes nysgerrighed. Hun kunne nemt forstå hvis det bare var hende, generelt, men det krævede som regel at man lærte hende bare en smule at kende. Men nej, han så ud til at hade hende allerede nu! Umådelig stærkt og indtrængende. Det var da lige til at grine af! Underlige dreng.

Naamah lagede hovedet på skrå, smilede underholdt og kiggede efter ham som han trak hesten et par skridt væk, ganske tydeligt ivrig efter at komme væk fra hende. "Nej, det er du ikke køn nok til" svarede hun med en kæk undertone, vendte sig mod sin egen hest og strøj den blidt over halsen. "Du når ikke frem til byen før den er gal igen. Desuden. Med dit lurvede udseende og dårlige manere, tror jeg ikke du skal regne med mange tjenester fra folk omkring dig. Jeg har allerede fortrudt at jeg hjalp dig." Naamah tog fat i hestens saddel og trak sig selv op på plads og satte blikket ganske roligt tilbage på den sure dreng.

"Af en intelligent dreng at være, der tror han ved det hele, er du umådelig dum" Naamah sigtede ikke ligefrem efter at gøre ham sur, men det var bare for nemt at prikke til ham. At han var så sur og negativ, på hele verden men højst sandsynligt også sig selv. Var hun nysgerrig efter hvad han gik med? Ja en smule, specielt når hun fandt ham underholdende. Men, der var grænser for hvad hun gad at gøre for at få ham til at lege. Mest af alt fordi, noget i hadet han havde modarbejdede også hendes evne. Han var ikke interesseret i hende - spændende.

Remus var lige ved at trække sig op, men gik i stå i bevægelsen som hun sagde, at han ikke var køn. Remus gik ikke meget op i sit naturlige udseende, selvom han gik op i at se ordentligt ud i sit tøj og sin renlighed. Men sin spinkle, umuskuløse krop og sit lidt spidse ansigt tænkte han ikke nærmere over, det var som det var. Så hendes ord ramte ikke så hårdt som hun sikkert ville have, ikke i den retning. Nej, han blev bare mere vred over, at hun tillod sig at sige sådan noget. Og som hun fortsatte voksede vreden kun endnu mere. Langsomt hev han sig på hesten, hans ansigt sammenbidt og øjnene grå af vrede.

Ved siden af ham kom kvinden op på sin hest og han undlod at se på hende. Hun havde i det mindste været på vej i den anden retning, så det ville ikke være et problem at komme væk fra hende. Og væk skulle han, så hurtigt som muligt, så han skulle til at sætte hesten i gang, da hun kaldte ham umådeligt dum. Ordene fik ham til at stivne på hesteryggen. Dum. Hun kaldte ham dum. Den sidste rest af tålmodighed og tilbagehold forsvandt fra ham, ingen skulle kalde ham dum. Specielt ikke en kælling som denne kvinde, dæmon eller ej.

Langsomt drejede han hovedet og så på hende med et blik, der var mørkt af vrede. Han skulle vise hende! Så han fik sin hest til at skridte frem, inden han hurtigt lænede sig til siden og pludseligt rakte ud efter hendes hoved. Under jakkens ærme var det allerede begyndt at se ud som om, at hans blodårer blev sorte. Mareridt. Han ville slå hende af hesten med et mareridt, lære hende, at man ikke lagde sig ud med en Sadik! Heller ikke den yngste!

Naamah reagerede promte. Omend kroppen hun havde valgt sig ikke ejede videre magiske evner end hvad hendes egen krop gjorde, havde hun stadig årenes erfaring til at strække sig fra sjælen og ud i de langt yngre fingre fra den tidligere kvinde kroppen før havde tilhørt. Årenes erfaring havde lært hende, at en sur dreng ikke bare lod stå til mens hans værdighed blev nedgjort og trampet en smule på. Hun trak sig til siden i sadlen, væk fra hans hånds udsrækning, som kniven under kappens skjul, gled ned af håndledet, til den lå godt og sikkert i hånden.

Hånden der i processen guidede til at enten spide hans hånd på stedet skulle han vælge at fortsætte og ikke trække den til sig, eller i det mindste havde hjerneceller nok til rent faktisk at registere at han ville blive skadet hvis han kom nærmere. "Ah ah ah - man røre ikke en dame uden tilladelse lille ven, det ender galt" svarede hun, med en truende underlinje. Nok smilede ud og næsten så rar ud, men øjnende afslørede faren han begav sig ud i. At true hende var dumt, alt andet end et sikkert valg. Naamah var på ingen måde uerfaren med våben, eller at skulle forsvare sig selv. "Så pak dine magiske evner tilbage under kappen, eller forbered dig på at miste hånden med øjeblikkelig virkning"

Knivens blad glimtede i lyset og han reagerede med det samme. Stoppede sin bevægelse. Havde han været sin bror, havde han vidste, hvordan man kom udenom det mindre våben, men Remus havde ingen erfaring med at slås. Overhovedet. Så han frøs. Hans hånd hang i luften, let dirrende og sort næsten ud til fingerspidserne, som han måtte bruge sin styrke på at stoppe sin magi igen. Anstrengelsen kunne anes i hans øjne, som de mødte hendes. Truslen var tydeligvis reel, men han var stadig bare så vred. Så rasende. Han kunne slet ikke rumme det og han kunne ikke bare lægge sig ned som en lydig hund.

Samtidigt var han bange, et sted under vreden. Han var langt ude, hvor han ikke kunne bunde og han kunne tydeligvis heller ikke svømme. Tanken om at hun ville bruge kniven til at skære hans hånd af gjorde ham rædselsslagen og for nogle meget lange sekunder, kæmpede vreden mod skrækken. Hvad skulle han gøre? Hans blik flakkede. Bar hud. Kunne han tage fat om noget bar hud? Han kunne også sende sin magi ind i en krop andre steder end hovedet, det tog bare længere tid og var mindre effektivt. Nej. 

Langsomt sænkede han hånden, hvor den sorte farve trak sig tilbage og han sænkede hovedet, som om at han havde givet op. Hans skuldre faldt ned. Et skuespil han havde øvet til perfektion overfor sin mor. Han var slået.
Pludseligt fløj hans anden hånd op og kastede en håndfuld af det sorte sand, hun havde set sig forme til et værktøj tidligere, denne gang bare det løse sand, i mod hendes ansigt. I en desperat bevægelse forbi kniven, fløj hans anden hånd mod hendes hoved, sort som kul, klar til at aflevere mareridt, der burde slå hende helt at hesten.

"Dygtig dreng" Hendes stemme var håndende, hård og ikke til at gå på kompromis med. Det havde ikke været smart hvad end han havde gang i, og selvom hun ikke kendte hans evne, skulle han ikke så meget som overveje at røre ved hende uden tilladelse. Det var ikke svært at se både anstrengelsen og vreden i hans blik, men frygten var der ligeledes, godt skjult i øjnende. Og det var alt hun behøvede - at han frygtede hende og hvad hun var i stand til at gøre, trods hans ego var blevet skåret. Det lille pus.

Men hans idioti stopped eikke der. Nok så han ud til at bakke ned. Lade hende vinde og affinde sig som en simpel beta, men det var åbenbart ikke lærestreg nok at true. Det sorte sand gik igennem luften og ramte de følsomme øjne, som lukkede i. Men så snart bevægelsen havde været i gang, var forvandlingen startet. Naamah nåede at blive blindet for en stund, som tågen samlede sig tykt omkring dem og hendes legemelige form ved til side for en tågeform hans hånd gik direkte igennem som han ragte ud efter hendes ansigt.

Da øjnende åbnede sig igen, var der en tydelig og meget farlig vrede at spore i hendes øjne. "Du skal vidst lærer på den hårde måde" hendes stemme lød luftig, nærmest som om hun ikke var der. Hesten forsvandt fra under hende, forskrækket over hvad der var sket og ikke spor tilfreds med tågen der voksede frem som et tungt tæppe og lagde sig omkring dem begge, og gjorde at man det man næsten kun kunne fornemme at Naamah var de stikkende grønne øjne.
Tågen var grønlig og ubehagelig fugtig. Nærmest kvælende, og med vreden der blomstrede frem, lukkede den sig tæt om ham. Naamah ville være imponeret hvis hesten ikke blev bare den mindste smule i tvivl. "Har ingen lært dig, ikke at ligge dig ud med skabninger stærkere end dig selv" Stemmen rungede, truende og selvom hun lige nu ikke var legemelig, var det ikke et betryggende syn.

Det var lige før, at han troede, at det lykkedes. Men hans hånd ramte ikke kød, den fortsatte i stedet igennem det sted, hvor hendes hoved havde været. Var. En tyk tåge begyndte at sprede sig. Hun… hun var blevet til tåge?! De gråblå øjne blev spærret op og han måbede kort, inden frygten voksede i ham. Han kunne ikke forsvare sig i mod tåge. Han havde ikke noget hud at lægge hænderne på, ikke noget krop at sende sin magi ind i. Selv hvis han formede et sværd, ville det være ubrugeligt mod tåge.
De logiske tanker fór igennem ham, fortalte ham, at han nu så døden i øjnene. Han kunne på ingen måde forsvare sig. Selv Romulus ville være hjælpeløs i mod denne kvinde.

Tågen spredte sig hurtigt, opslugte ham og hesten, der tydeligvis begyndte at gå i panik under ham. Han forsøgte at styre den med benene, hev lidt i tøjlen, men den flyttede uroligt på sig og selvom han ikke vidste meget om heste, vidste han, at den var skrækslagen.
Og så gik det endeligt op for ham, at han kunne ride væk. Han kunne jo bare lade hesten løbe og se, om de kunne komme væk fra denne skrækkelige kvinde. Så han slap tøjlernes træk og trykkede hælene mod hestens sider for at fortælle den, at den måtte løbe.

Men den løb ikke, blind i tågen, skræmt af tonefaldet i de ord, kvinden udtalte, nej, den stejlede med et skrækslagent hvin. Ikke bare et lille hop, men så meget, at den store krop næsten stod lodret i luften. Noget Remus ikke havde set komme og som hans verden skiftede retning, vidste han, at han havde tabt. Hans egen vægt trak ham ud af sadlen og han kunne mærke sig selv tumle bag ned af hesten. I splitsekundet inden han ramte jorden, nåede han lige at tænke, at han håbede Romulus ville savne ham. Huske ham.
Luften blev slået ud af ham, da hans krop bankede ned i jorden og alt blev sort, da en skarp smerte skar igennem hans hoved, da det hårdt knaldede ned i gruset. Stilhed. Omfavnende mørke.

Hvad denne mand, til Naamahs held, ikke vidste var at hun i denne form heller ikke ville kunne skade ham ret meget mere end ved at drive ham til vanvid af skræk. Hun kunne ikke røre ham, og trods hans fingre gik igennem tågen uden at få fat, kunne hun ikke fysisk gøre andet end at lade den klamme fugtige grønne tåge ligge sig så tæt om dem at han ville finde det mere og mere ubehageligt at trække vejret.

Hestens skrækslagend stejlen og vrinsken af ren forfærdelse, fik tågeformen til at smile veltilfreds. Hesten var bange, med retteligt. Dette var ikke et miljø en hest som denne ønskede at befinde sig i. Hun kunne næsten høre hvor hurtigt det kraftige blod blev pompet rundt i den muskuløse krop der spændte op og sendte sin ejer og rytter ud på en flyvetur. Manden forsvandt ned i tågen, som hesten trippede rundt, tæt på flere gange at ramme den falne mand. Manden der ikke længere rørte sig. Tågen lettede langsomt. Slap sin fugtige greb om omgivelserne og lod luften og vinden trænge igennem igen. Hesten begyndte også at kunne se, og i det dens omgivelser var synlige på ny, stak den af med hovene slående imod grusset. Skræmt fra sans og samling.

Naamah genskabte den dødelige krop på ny og landede på grusset. Sikke noget gris. En smule ligegyldigt skubbede hun til den falne med sin fod. Overvejede. Hun kunne efterlade ham. Lade ham blive trampet ned af de næste ryttere, eller rullet yderligere af landevejsrøvere. Og alligevel havde hun ikke lyst til at han skulle slippe så let. Næsen rynkede sig ucharmerende, som hun genkaldte hvad han havde forsøgt. Hun forstod ikke hans evne, men hans selsikkerhed omkring den havde ikke været til at tage fejl af. Han var spændende.

Naamah løftede hånden, og lod et langt pift forlade sine læber. Nervøst trådte hendes egen hoppe frem igen, tydeligt skræmt men mere hærdigt overfor disse pludselige hændelser. Det var med blide strøj over mulen og blide rolige og kærlige ord hun gik den i møde. Talte hende ned og fik det store dyr til at føle sig afslappet igen. Herefter vendte hun blikket tilbage til manden på grusset. Hvad der før havde været af blidhed, varme og ro i hendes øjne, forsvandt for en stærk stikken. Hun var ikke færdig med ham. Bagbundet, og en smule besværdet fik hun ham smidt op på hesten, og måtte selv gå ved siden af, for at trække. Hun havde et mål. Når han vågnede, ville han ikke føler sig særlig bekvemt. Om det var stadig på hestens ryg eller i lysningen i skoven ved skæret af et lunt bål, det kom vel an på hvor hårdt hans stakkels lille hoved havde slået sig.

Remus var væk i et uendeligt mørke. Et mørke der omfavnede ham og gav ham en ro, han ellers aldrig kunne finde. Der var ingenting. Ingen smerte, ingen abstinenser, ingen minder til at pine ham. Bare stilhed. En uendelig stilhed han klamrede sig til, selvom en svag truende fornemmelse hang over det hele, for hans krop var i fare. Hans liv var i fare. Men det føltes uvigtigt her i mørket. Nox, hans bror, magt. Alting betød ingenting. Der var så meget ro.
Men roen, mørket og stilheden blev ikke ved, langsomt kom lyset tilbage. Og smerten. Åh, hans hoved. Hans krop. Alting gyngede og gjorde ondt. Efter hvad der føltes som en evighed, fik han tvunget sine øjne op, men det han så, gav ingen mening. Indtil det gik op for ham, at han stirrede ind i maven på en hest. Han var smidt over ryggen på en hest. Kvinden. Hun havde taget ham med. Han ville protestere, forsøge at komme fri, men mørket kom langsomt tilbage og opslugte ham igen. Tilbage til stilheden.

Med et sæt slog han øjnene op. Der var stadig mørkt, men det var et andet mørke. Nattens mørke. Foran ham var der tændt et bål, hvis varme farver gjorde verden til en anden og fik ham til at knibe øjnene sammen mod lyset. Et svagt støn forlod hans læber, fremprovokeret af smerten fra hans hoved. Hvad var der sket? Han ville løfte en hånd, men kunne ikke. Med et svagt stik af panik gik det op for ham, at han var bundet til det træ, han sad op af. Og så kom det hele væltende tilbage. Den halte hest, kvinden, han havde mødt og kæmpet mod. Hvis man kunne kalde det at kæmpe. Hans fald af hesten, hvilket hans hoved fortalte sit tydelige sprog om, da det dunkede i tung smerte. Og åh, han var tørstig.

Hans øjne havde efterhånden vænnet sig til lyset fra bålet og han så rundt. Hvor var han? Hvad ville hun med ham? Var det hende, der havde taget ham eller var det nogen, der var kommet forbi? Han regnede med, at det var hende, ellers ville han have været endnu mere uheldig.
Remus forsøgte at holde det hele logisk. Ikke at lytte til den lille stemme i hans hoved, der forsøgte at få ham til at panikke og kaste sg i følelsernes vold. Logik. Han måtte kunne komme ud af det her på en eller anden måde. Give hende noget, hun ville have. Alt kunne købes og sælges, det måtte da også gælde hans frihed!

Hvad skulle hun bruge ham til, når det kom til stykket? Naamah havde ikke en plan med ham, men vidnet om den sorte masse han kunne udforme efter eget ønske havde alligevel imponeret hende. Taget fat i hendes nysgerrighed og ladet hende tage valget. Han havde forsøgt at bruge netop den mørke imod hende, og selvom hun ikke ville være forsøgskanin var hun da nysgerrig efter hvad det kunne betyde. Hvad ville der være sket hvis han havde fået fat i hende? Havde fået fat om hendes hud og dermed brugt sin magiske kraft.
Den nysgerrighed havde medført at manden, med en smule besvær, var blevet kastet op på hestens ryg og fragtet med. Landevejen var tom for liv på ruten, og der gik heller ikke lang tid før at hun kantede sig ind i et nærtliggende skovbryn der gav noget skjul. Det var tydeligt at rejsende før brugte området, som resterne af lejr mødte hendes øjne. Resterne fra et bål gjorde det nemt at starte et nyt, mens hun overvejede sin situation.

Der var ingen grund til at belaste hesten mere end højst nødvendigt. Manden dumpede ned på jorden som en sæk slatne kartofler, og fik lov at blive liggende der, mens Naamah tog sig af den brune hoppe der stadig var en smule urolig efter det store påstyr. Stakkels kræ. Det var jo ikke dens skyld at han havde været utilregnelig. Hoppen fik den bedste behandling der kunne klares udenfor en stald, med de midler hun havde, og ikke mindst fodret godt. Først da hun var tilfreds med hoppens sindstilstand, fik hun manden sat op og sat ved et bredt træ. Ganske let strøg hun håret væk fra hans pande og kiggede på den yndige unge mand, og nåede frem til at kunne hun ikke finde muligheder i hans evne, havde han andre ting at tilbyde. Men for nu, blev han bundet fast til træet, efterladt til at langsomt vågne op.

Naamah havde sat sig ved bålet, lod varmen nå frem til den menneskelige krop hun i øjeblikket havde overtaget. Hendes fingre strøg igennem det sorte hår. Hun havde været for skræmmende. Naamah havde regnet med at et sådant udseende var en fordel på landevejen. Folk ville lade hende være, men det hæmmede også hendes evner til at tale med folk uden at blive mistænkeliggjort. Det krævede koncentration at lade kroppen få en bedre kulør i kinderne, blive mere menneskelig igen, trods hun havde arbejdet på at nedbryde. Hvad håret angik, var sort for nu fint. Men det kunne hurtigt ændre sig. Fingrene stoppede mens de stadig var i det bløde hår, mens Naamah drejede hovedet for at kigge på manden der var begyndt at røre på sig. ”Godmorgen – eller aften er det nok nærmere. Hjalp skønhedssøvnen på dit temperament?”