Lyden af knoer der ramte hud efterfulgt af et klynk brød stilheden i fangekælderen. Manden, Lykke var begyndt at bløde over det ene øje, hvor Lykke lige havde givet ham en baghånd, fordi han havde prøvet at vriste sig fri af hendes greb. Manden var bagbundet, men det havde ikke forhindret ham i at prøve at spærre ben for Lykke, der med det samme havde ydet sin straf. Langsomt slikkede hun blodet af knoerne, der var kommet efter mødet med mandens øjenbryn. Hun havde ikke holdt igen, da hun slog ham, så hans blik var lettere svømmende i øjeblikket. Skrøbelige små krapyl var mennesker! Ironisk nok var hun på vej mod et andet menneske.

Azaic var torturmester i Kzar Dûm, og han holdt oftest til i fangekælderen. Mennesket skulle udspørges, og Azaic var den perfekte mand til jobbet. På trods af, han var menneske, havde Lykke fundet en form for respekt for manden, for hun kunne ikke nægte, at hans metoder gav gode resultater. Han var bestemt en ekspert inden for sit fag. Det kunne faktisk skræmme Lykke en smule, at han fandt så meget nydelse i sit arbejde, men hun viste det ikke. Hun viste ham dog en del respekt, for han havde vist, at han var noget værd for mørkets hær, og at han bestemt kunne tage sig af sig selv i en presset situation.

Manden begyndte igen at klynke, og Lykke trak irriteret et stykke pyntestof fri af sit bælte og proppede det brutalt i munden på manden. "Så hold dog kæft mide! Det her er intet i forhold til, hvad der venter dig" sagde hun hånligt. Hun sendte ham et skævt smil, der kun fik ham til at spærre øjnene op i frygt.

Den sorte læderkjole sad stramt om overkroppen, men fra livet og ned, var den delt på midten, så hun frit kunne bevæge sine ben. Dens ærmer stoppede ved albuerne, hvor der han stof ned fra kanten. Hun havde et par stramme, sorte læderbukser på under, der sluttede lige over de bare klove. Hendes hvide går nærmest skinnede i faklernes lys. En mørkebrun strudhætte kunne ses trukket tilbage og han langs ryggen. Hornene, der strakte sig bagud, kastede uhyggelige skygger på væggene, som hun slæbte manden afsted.

"Azaic Cortez?" spurgte hun, som hun trådte ind ad døren, hvor han havde sit domæne. "Jeg har arbejde til dig."

Lyden af slaver og ofre der var igang med at slå løs på tremmerne i fangekælderen kunne høres, selv langt væk fra, før man overhovedet trådte ind ad døren til dette domæne, kunne man tydeligt høre skrig, gråd, smerte alt der kunne få en til at holde sig for ørerne, og gøre at man ikke ville turde træde ind ad døren. Flere og flere havde prøvet på at slippe ud ad tremmerne, flere og flere havde prøvet at gave sig ud, ja nogle havde også prøvet at skade sig selv for at komme ud derfra. Flere og flere havde forsøgt at slippe væk, de ville ikke sidde bag tremmerne, de ville ikke udsættes for den grusomme tortur de skulle udsættes for, men var man først fanget havde man ikke en udvej ud. Det var strenge regler, og det var grusomt og hårdt men sådan var det jo. Der var mørkt, som var det aften, det eneste lys der var i hele rummet kom fra de få vinduer der var i rummet, det var de eneste muligheder fangerne havde for at se lyset, og de eneste muligheder der var for at der var lys i rummet. Få stråler af lys skinnede ind ad vinduerne, så der tydeligt kunne ses pletter af lys på jorden, og på nogle af fangerne, der næsten så ud til at nyde følelsen af lyset og varmen mod deres krop og ansigt. Fangekælderen var som ordet lød, og næsten alle vidste hvor slemt det sted var, ingen ønskede at være her, ingen gad blive holdt til fange her, og med god grund, for hele domænet havde en grusom, og noget så farlig og beskidt torturmester. 

Siddende på en stol imellem to tremmer med en fange i hver, sad han - med det sædvanlige kolde udtryk på sig, og de bleg farvet øjne som altid. Intet smil på læben, intet følelse i ansigtet, rent ud sagt følelseskold, så kendte man ham, de få der havde turde møde ham, havde tit fortrudt det, de turde aldrig kigge på ham, hele hans udseende var skræmmende i sig selv, og kunne få selv den mindste til at skælve af skræk. Han skænkede ikke en tanke til fangerne bag tremmerne, og mens han blot sad der på stolen halvt lænet tilbage, strakte han begge arme ud til hver sin side, så hænderne strejfede tremmerne på hver deres side. Det fik fangerne til at ryste af skræk det var tydeligt at se, flere og flere bakkede tilbage, og næsten bad til deres liv, og ønskede om nåde, dog lyttede han ikke, de kunne bede for deres liv alt de ville, han lyttede ikke, det betød ingenting for ham. Der var en grund til de var kommet herned, der var en grund til at de var bag tremmer, og de skulle straffes som de aldrig havde prøvet før. Med armene ud til siden, og ansigtet vendt fremad uden så meget at ændre ansigtsudtryk, og uden at sige noget, fik hans slanger snoet sig op ad stolen, og videre op ad hans ben til de nåede hans arme, derefter snoede hver af hans slanger rundt om hans arme på hver deres side. Fangerne spærrede øjnene vidt åben så meget de kunne da de så slangerne, den havde de ikke set før, en torturmester der havde slanger som kæledyr, det hang da slet ikke sammen. De gøs og kunne mærke hårene rejse sig, og de var for alvor blevet bange for hvad der skulle ske. Slangerne kunne godt høres, den hvislende lyd slangerne gav da de fik snoet sig rundt om armene, og den hvislende lyd det gav da de fik raslet sig op ad stolen. Så kunne døren tydeligt høres, selvom han havde hørt den før længst men bare ignoreret den, dog ind ad døren kom en mystisk skabning gående med en mand der hvist havde fået lidt på hovedet, og lidt skader her og der.

Lyden af hans navn fik ham til at betragte manden der ret hurtigt havde lyst til at krybe væk, da han fik øje på slangerne på armene, og nogle af fangerne gav da også manden tegn til at han skulle flygte mens han kunne. Dog var det forsent, døren var lukket i, og slangerne hvislede lidt rundt om hver af armene, mens de bleg farvet og kolde øjne var rettet på den stakkels mand der slet ikke vidste, hvad der skulle ske, og hvad der ventede ham"Du må være modig siden du træder ind ad døren til mit domæne unge ven"lød det fra ham, helt uden at skænke hende en tanke var hans opmærksomhed rettet på manden, der prøvede at kigge væk men ikke kunne, og sådan var det med de fleste, de kunne ikke kigge væk selvom de gad, det var ikke fordi han var en dæmon, eller havde nogle vilde evner, det var blot hans fremtoning og udseende der gjorde det hele. Ord der kunne drage en til sig, tone der kunne få en til at ønske sig død med det samme, og blik der bare sagde det hele"Så du kender mit navn, hvilket jeg går ud fra du vidste siden du kommer her unge ven"han var begyndt at høre flere og flere råb om hjælp, og skrig, deriblandt også nogle gråd og nogle få kaldte på ham. Han tog armene ned langsomt, og lod slangerne sno sig så meget de ville på hans arme, og hvis det ikke var fordi han var skræmmende i sig selv, så var slangerne bestemt ikke hyggelige, de var ligeså grusomme og skræmmende.

"Så du kommer med arbejde til mig, sikke en gestus"øjnene mødte den stakkels mand der bare nærmest sad på hug på jorden og ikke kunne gøre noget, han sad med foldet hænder og ikke ønskede at dø, men det gjorde alle fanger der var spærret inde bag tremmerne i fangekælderen, ja nogle var endda spændt fast i kæder, så de ikke kunne slippe fri"Jeg kunne give dig en skilling for den indsats der, og dit mod af at komme her"Og efter de ord faldt hans øjne langsomt hen på denne mystiske skabning der havde bragt manden hertil, og i det næste øjeblik kunne man tydeligt høre slangerne hvislede lidt både med deres bevægelser men også med lyden af deres tunger.

Lykke smed manden på gulvet, inden hun hævede et bryn af Azaics ord. Unge ven? Hun kunne dog ikke lade være med at sende ham et svagt smil. "Nu smigrer du vist" sagde hun med en lettere faretruende undertone. Det var længe siden, nogen havde kaldt hende ung, men hun lod det være for nu. Det var ikke vigtigt lige nu. Hun hævede dog et bryn igen, da han kaldte hende modig. "Modig? Der er da kun et behov for at være modig, hvis jeg frygter dig?" svarede hun, og der var et hint af hån i hendes stemme. Hun fandt ham som sådan ikke skræmmende, selvom hun vidste mange andre gjorde, men hun var samtidig stor beundrer af hans arbejde. Hun vidste, at han kunne få de fleste til at tale. Hun kunne snildt have brugt sin evne på fangen, men det ville være langt mere tilfredsstillende at se Azaic tortere manden for at få svar. Og hvis han ikke knækkede, kunne hun altid bruge sin kommando efterfølgende.

Hun tog igen fat i kraven på fangen og slæbte ham lidt længere ind i rummet. "Jeg fandt ham på området, da jeg kom tilbage fra en mission. Jeg kunne godt udspørge ham, men jeg ville faktisk gerne se dit arbejde. Jeg har hørt så meget om det" sagde hun, og der kunne fornemmes en sadistisk undertone i hendes stemme. Ikke at hun altid nød at se andre lide, men andre der brød ind på Kzar Dûms område? Der ville ikke være noget bedre end at høre ham skrige. "Du behøver ikke være så forsigtig. Hvis det går helt galt, kan jeg altid hele ham, og så kan du starte forfra. Det burde knække ham."

Udsigten til fangen der blev slæbt længere ind i rummet, ændrede slet ikke på at et koldt og ligegyldigt blik blev sendt fra Azaic. Siddende på stolen med de trofaste to slanger slængende rundt omkring begge arme, og med fanger der stadigvæk råbte på hjælp fra tremmerne, lys pletterne fra vinduet der kunne ses på jorden. Det hele var i sandhed et smukt scenarie, dog var det ganske normalt her i fangekælderen, det var de færreste der syntes her var hyggeligt, og charmerende, og det ville ikke undre nogen hvis nogle af fangerne der både var låst fast i kæder og gabestokke, og andre fanger stod tæt om tæt op ad tremmerne. Der var få der ville dø, og få der ville lide en grusom skæbne i hænderne på torturmesteren, men de vidste inderst inde at de ikke kunne slippe udenom, de var fanget. Da kvinden snakkede til ham, ignorede han hende, og rejste sig så op fra stolen, efter at brugt timer på bare at sidde der og lytte til fangerne der var låst fast bag tremmerne, de fleste ville nok have givet fangerne mundkurv på, eller bare fået dem til at holde mund, men ikke Azaic, for hans metoder var bare at de skulle råbe på hjælp så meget de kunne, skrige deres lungers kræft, og rådne op, ikke nok med det gjorde det ham glad at høre dem have ondt, at høre dem lide, og mærke smerte. Hans blik mødte manden der blev slæbet hen ad jorden, og han kunne mærke hvor bange manden var, hvilket var forstående hvem ville ikke være det, få meget få mennesker og væsner. Han lagde en fod under mandens hage, og begravede hænderne nede i bukselommerne, hvorefter slangerne langsomt snoede sig ned ad hans overkrop, og de fortsatte længere ned til hans lår, det syn fik de fleste fangere til at ryste det var tydeligt at se, flere og flere var begyndt at grave huller i jorden for at grave sig ud fra fangekælderen, og tremmerne. Azaic skænkede ikke fangerne et blik, han vidste da godt de prøvede på at slippe fri han var ikke dum, men det havde aldrig lykkedes dem, de nåede aldrig at slippe fri, for det kunne de ikke. 
Et dybt kig ind i denne torturmesters øjne, og man var så godt som fortabt allerede, man vidste allerede det var forsent. 

Med foden under mandens hage, og slangerne der efterhånden var slynget sig ned til jorden, var nu begyndt at sno sig hen ad jorden mod manden. At manden så bange ud, og næsten ikke havde så mange kræfter tilbage gjorde blot at Azaic fik et lille smil frem på læben, se det var underholdende, det var noget han kunne lide at se, smerte, frygt, nervøsitet, alt sammen på en gang. Han var god til at se det, det var ikke for sjov at han var mester i tortur både fysisk og psykisk, og det mærkede fangerne, slaverne alle dem som trodsede ham, eller mente at de kunne klare ham, generelt dem som udfordrede ham. Slangerne var snoet sig hen ad jorden, og var pludselig slynget sig op på manden der lå ned på jorden, helt udvidende om, hvad der skulle til at ske"Han bliver let at få svar ud ad, der skal ikke meget til"sagde han med lav tone, og sendte ikke kvinden et blik, nej hans blik var på manden, og hans to slanger der var godt igang med at kravle og krible rundt ovenpå mandens ryg. Han kunne godt høre hvad kvinden sagde, og at hun ville se hans arbejde, skulle hun med glæde få lov til, hans smil forsvandt så, og med en hurtig bevægelse havde han trampet mandens hoved langsomt ned i jorden, uden helt at bruge de helt store kræfter, hvilket blot betød at han var stærk uden at bruge nogle kræfter overhovedet"Kig så meget du vil du, medmindre dine øjne ikke kan tåle det, eller hvis du har en sart sjæl"sagde han og denne gang sendte hende et blik uden rigtigt at smile, han holdte blot det neutrale ansigtsudtryk, og det kolde udtryk på sig som altid. 

Manden med slangerne ovenpå sig, prøvede at slippe fri, han var ikke død endnu, hvilket var meningen, slangerne kriblede og kravlede videre på ryggen, og manden var efterhånden begyndt at se mere og mere bange ud, forstående nok hvem gad have to giftige slanger ovenpå sig, og manden vidste sikkert ikke engang de var giftige. Det var kun sjovt, han ville sikkert finde ud af det i værste tilfælde, eller når han var tæt på at nå hans død, det hele var morskab for Azaic, det hele var underholdende, og han bekymrede sig ikke rigtigt om kvinden, hun kunne sådan set gøre hvad hun havde lyst til, han kunne sagtens placere hende et sted inde i rummet, måske lænket fast, måske siddende på en stol, måske endda bare lade hende stå og se på mirakler skete. Dog ville han ikke selv kalde det mirakler, det var nærmere skader, smerte, tortur, og drabelige metoder, ja alt man ikke kunne tænke sig til, og forstille sig, var netop hvad der skulle ske. Foden der stadigvæk holdt mandens hoved nede mod jorden, blev stående ovenpå hovedet, og Azaic tog hænderne op fra bukselommen, hvorefter han lod blikket hvile sig på manden"Du har en dårlig dag min ven, men bare rolig slange terapi skulle hjælpe på det hele"sagde han med en næsten hæs og dyb stemme, der fik manden til at ryste og prøvede at komme fri, men slangerne fortsatte med det de var igang med, og nærmede sig hans hals og nakke. 

Lykke fulgte Azaic med blikket, som han gik hen til den bagbundne mand. Hun smilede svagt, da han brugte sin fod til at løfte mandens ansigt med. Som om han ikke var Azaics hænder værdig. Det var i hendes øjne et positivt træk. Hun var dog ligeglad med, at han havde ignoreret hendes svar, hun havde fået at vide, at denne mand var ganske... speciel, så hun lod det passere. Desuden havde hun lige nu brug for ham. Eller... det ville sige, at hun havde lyst til at se fangen blive pint og plaget, til han fortalte alt.

Hun nikkede til hans svar om, at det ville blive nemt at afhøre ham, og uden videre gik hun forbi de to og satte sig mageligt i stolen, Azaic netop havde forladt, hvorefter hun blot lod blikket hvile på torturmesteren. Havde han været dæmon, havde hun nok fundet ham attraktiv, men fordi han var menneske, kunne hun absolut ikke se det. Det var som om, der var noget, der blokerede hende fra at finde ham pæn simpelthen på grund af det faktum, at han tilhørte en svagere race. Hans ord fik hende dog til at le. Det var en ganske humorforladt latter, og de fleste fik ofte kuldegysninger af den. Hun regnede dog ikke med, at Azaic var så svagelig. "Bare rolig, jeg er på ingen måde sart. Jeg er nærmere nysgerrig" svarede hun og kunne på ingen måde skjule spændingen i stemmen.

Hun betragtede slangerne, som de bevægede sig ned af Azaics arme, og et hånligt smil over, at manden lå under støvlen, hvor han hørte til, kunne ses på hendes læber. Hun var i den grad spændt på at se hans metoder. Dog viste hun det ikke, som hun sad med den ene fod (eller klov) hvilende på det modsatte knæ og hænderne foldet bag nakken, så albuerne stod ud til hver sin side. Hun strakte vingerne en gang, og det imponerende vingefang var ganske tydeligt et øjeblik. Imponerende nok ramte hun ikke nogle af de ting, der stod herinde, hvilket vidnede om, at hun havde en rimelig god koordinationsevne.

Slangerne havde nærmet sig mandens nakke og hals, og det gjorde kun at den stakkels hjælpeløse mand lå og rystede over hele kroppen, han var bange det var tydeligt at se. Både slangerne Zith og Zap som de hed stak deres tunger ud, og begge tunger rørte ved mandens hals og nakke, det kunne få de fleste til at undre sig over, hvad der ville ske, og hvad slangerne kunne finde på. Enlig styrede Azaic ikke slangerne som sådan, de gjorde tit hvad de selv havde lyst til, men dog lyttede de til ham, og de kunne godt mærke på Azaic, hvis der var noget galt, eller hvis der var noget han følte og mærkede. Det var som om slangerne kunne afspejle sig følelser, tanker, væremåde og dialoger, ja generelt var de meget snedige, og generelt meget farlige.  Manden sagde ingenting, det var som om han slet ikke kunne sige noget, dog kiggede han forsigtigt op på Azaic som et kort øjeblik stod og kiggede lidt rundt, mest for at se på fangerne, og for at se om han kunne få øje på noget helt specielt til ære for denne mand der lå under hans fod.

Kvinden der bare valgte at sætte sig i stolen, gjorde ikke ham noget han tænkte ikke over det, desuden havde han slet ikke tid og gad slet ikke bekymre sig om et kvindemenneske lige i øjeblikket. Der var desuden også mange flere spændende ting at lave end bare at stå og glo på en divers kvinde, i dette tilfælde her en kvinde med klover, se det var ikke tit man stødte på de slags typer men fred være med det.  Så bøjede han sig lidt ned i knæene, sad nu på huk ved manden,  hans blege kolde øjne mødte mandens smalle øjne”Jeg har en særlig delikatesse til dig”hvert ord lød næsten ligeså frygteligt som måden de blev sagt på, og manden spærrede øjnene op på vidt gap, og var først blevet mere og mere bange. Hele ansigtet sagde næsten at torturmesteren skulle lade ham gå, og skåne hans liv, men Azaic kunne ikke være mere end ligeglad med det hjælpeløse ansigtsudtryk, og rettede sig op, hvorefter han fjernede foden fra manden, og  knipsede med fingrene. Det fik hans slanger Zith og Zap til at slynge sig væk fra manden, og de slyngede sig hurtigt op ad Azaic’s fødder, fortsatte op ad benene, og inderlåret, og til sidst var de slynget sig rundt om armene igen.

Pludselig bredte der sig et lille smil på de kolde læber, og han vidste godt hvad denne mand skulle udsættes for, og det ville ikke blive kønt, det ville ligefrem blive klamt og modbydeligt, men var det ikke sådan tit, jo det var det ganske vist. Hans blik faldt hurtigt hen på hans ene slanger, der så ud til at have fanget sig en rotte, det havde han ikke lige bemærket før nu, men det havde ikke undret ham at slangen havde fanget en. Rotten var ikke død sjovt nok, da de fleste rotter straks ville dø i sammenspil med en af slangerne og generelt en slange, bare synet af rotten der prøvede at slippe fri fra slanges mund var ret underholdende. Azaic fandt det interessant,  og uden at skænke manden en tanke, havde han taget fat om halsen på manden, løftet ham op fra jorden,  og han kunne mærke hvordan smilet på hans læber bredte sig en smule mere. Manden hev efter vejret, og prøvede at komme fri, men det var svært i Azaic s greb, han tænkte slet ikke på om han holdte hårdt fast rundt om mandens hals, det betød ingenting, og han flyttede ikke blikket fra manden”Du larmer min ven, men bare rolig snart er det ovre”ordene lød næsten hviskende og kolde, det fik manden til at spærre øjnene op endnu mere. Så rakte Azaic ud efter rotten i slangens mund, uden helt at fjerne blikket fra manden, og da han så fik fat i rotten, kiggede han på rotten et kort øjeblik, og smilet fjernede sig en smule, og han skulede hen til manden han havde i sit greb med den anden hånd, en rotte i den ene hånd, og en hjælpeløs mand i den anden, det var næsten et smukt syn.  Manden så bange ud da han så rotten, og blev endnu mere bange da han kunne se at rotten nærmede sig ham, Azaic strammede grebet rundt om mandens hals, så manden faktisk automatisk åbnede munden en smule for at hive efter vejret, men det fik blot Azaic til at putte den levende rotte ind i munden på manden, hvorefter han tvang manden til at holde munden lukket, det gad manden ikke, så Azaic holdte hånden over mandens mund

”Jeg håber du nyder smagen af levende rotte”et hånligt grin kunne høres fra ham, og mens han holdte manden oppe over jorden, kiggede han ned ad manden, han vidste godt hvad der ville ske med ham, og han ville se det med hans egen øjne. Manden kiggede undrende på torturmesten, det så ud til at han ikke forstod hvorfor han skulle have en levende rotte ind i munden, men lidt efter lidt kunne han godt mærke noget der nærmest bed fast i noget inden i ham, og det fik manden til at spærre øjnene stort op”Jeg ville ikke stritte imod hvis jeg var dig, rotten er giftig, og sulten, så lige nu er den godt igang med at spise dig indefra”sagde han koldt og lod blikket falde på mandens bryst og mave. Det var tydeligt at se at han bare ventede, men lidt efter lidt kunne han godt se at manden var begyndt at ryste, og miste farve i ansigtet, og begyndte at skrige, hvilket bare gjorde at Azaic slap manden kynisk og som var han affald. Manden lå på jorden og mistede langsomt mere og mere hud fordi rotten var godt igang med at bide og nyde mandens indhold indefra. Fangerne stirrede overrasket og rædselslagen på hele scenariet, og Azaic stod blot med hænderne begravet i bukselommen og grinte lidt, det var i sandhed underholdende.  
Manden var så godt som død, rotten var sikker på at spise både indvolde og tygge på mandens hjerte, så manden var så godt som død, det var også planen, og langsomt kunne Azaic se rotten havde spist sig igennem hele mandens skelet, så der faktisk kun var knogler tilbage og skelettet. Alt kød og blod var væk, hvilket gjorde at Azaic kiggede på hans slanger der så tilfreds ud, og så trådte han hen imod manden, bukkede sig lidt ned, og kiggede på rotten der sad ovenpå mandens skelet, og bare kiggede ligefrem, han smillede bredt, og rakte en hånd frem mod rotten, hvorefter han lod den ene slange der før var igang med at have rotten i munden, slynge sig ned ad armen, til den nærmede sig hånden, og hurtigt fik slangen bidt sig fast i rotten, og den fik slugt rotten ret hurtigt. Så fik hans slange da et godt måltid, desuden kunne Azaic ikke bruge rotten længere for manden var død, hvilket var meningen. 

Dog var hans tortur og mareridt ikke slut endnu, han havde flere planer og ideer, så uden helt at bekymre sig om noget som helst, og bare generelt kold i røven, greb han fat i den afdøde mands ribens knogler, og adskilte dem, så kiggede han på den ene ribbens knogle han stod med i hånden, og rullede kort med øjnene.  Med få skridt gik han hen mod stolen kvinden sad på, han stod foran hende, og rakte knoglen ud mod hende, og lod slangerne slynge sig både rundt om hans arme, men den ene slanger slyngede sig rundt om knoglen”Hvad er dit navn”lød det bare ud i den blå luft.

Lykke så nysgerrigt til, som Azaic proppede rotten i mandens mund, men hun havde på ingen måde forventet det resultat. Hun så med et svagt smil på, som manden langsomt blev fortæret af dyret. Azaic havde bestemt haft ret. Det var aldeles ikke for sarte sjæle, men mens det stod på, så Lykke nærmere ud som om, hun var i ekstase. Hun var dog samtidig klar over, at han ikke rigtigt havde fulgt hendes ordre, men det måtte komme bagefter. Lige nu nød hun i den grad skuet foran hende. Hun kom med et grinende fnys, da manden tog sin sidste vejrtrækning. Det var simpelthen for morsomt at se insekter lide.

Lykkes smil blegnede dog brat, da Azaic spurgte efter hendes navn. Hun havde ikke glemt, at han havde ignoreret ordren. I stedet for at tage imod knoglen, sendte hun i stedet en flad hånd afsted mod hans kind. Det var ikke en normal lussing, for hun sigtede efter at ramme med håndroden og indersiden af knoerne, og hun holdt sig ikke tilbage, så den blev slynget afsted med fuld kraft. "Du gjorde ikke, som jeg bad om. Jeg havde brug for at vide, hvor han kom fra, og hvorfor han var her" sagde hun skuffet, inden hun knyttede hånden og sendte den retur mod den anden side af hans kind, som hun rejste sig op. Hun havde ikke bare sådan tænkt sig at tilgive ham hans fejl. "Hvordan i al verden skal jeg nu færdiggøre min mission?!" Det værste i Lykkes sind lige nu var nok, at Azaic sikkert var fløjtende ligeglad.

Lykke overvejede kort bare at skride og så aflægge rapporten til generalen, men hun var i sit hævngerrige hjørne. Først havde et menneske sneget sig ind på Kzar Dûms område, og nu havde et menneske modsat sig hendes ordre. Det sydede indvendigt i hende, og hun overvejede kort, om hun mon skulle smide ham ind til fangerne og se, hvad der skete. Det ville dog ikke være nær så sjovt som selv at forvolde ham skade, så i stedet lod hun huden skifte på den højre underarm. Huden nærmest flippede (( ligesom Mystique i den originale x-mentrilogi )) og blev skinnende sort og skællet. Hendes fingre blev desuden udstyret med kløer, og dem rettede hun med det samme mod skulderen lige over hans kraveben. Hvis hun rent faktisk ramte, ville hun bukke fingrene ind bag hans kraveben og trække ham hen mod sig. "Sig mig... hvordan har du nu tænkt dig at give mig de svar, jeg gerne vil have?" spurgte hun med et faretruende smil på læberne.

Følelsen af hendes hånd der ramte hans kind og ikke nok med den ramte den ene kind, nej så ramte den også den anden kind, det var ikke fordi det gjorde ondt på ham tværtimod så gjorde det bare at han fandt hende interessant, og dog lidt desperat. Hendes ord gjorde at han rullede kort med øjnene, og gik lidt væk fra hende, enlig blev hans kurs sat mod stolen igen, hvorefter han betragtede hans slanger der kryb sig hen af jorden, slyngede sig op ad hans ben, og videre op mod hans arme, hvor de igen var placeret fint. Det var som om de slag hun lige havde givet ham mod kinder, fik en masse ideer frem i hans hoved, ikke omkring hende eller jo det var der var nogle der var, men der var skam også ideer om at udsætte hende for det samme slaverne herinde blev, eller den stakkels mand der nu lå stendød på jorden efter at have blevet spist indenfra. Han havde en dårlig dag, sikke en trist måde at dø på uden tvivl, men det var Azaic ligeglad med, for ham var det hele en leg, og ren morskab, og da hun så blev ved og ved med at snakke kunne han ikke lade være med at lade sit blik falde på hende med et ret så ligeglad udtryk over hele ansigtet"Er du så desperat efter at vide hvor han kom fra, som jeg ser det havde han ikke noget godt til os, så han kunne ligeså dø"sagde han blot ærligt, og drejede hovedet til den ene side, for at kigge på slaverne der igen og igen var ved at bryde ud og prøvede på det, men de kunne ikke.

Azaic valgte slet ikke at lytte efter resten af de ting hun sagde, han havde fået blikket hen mod hans ene slanger der var godt igang med at slynge sig ned ad hans arm, hvorefter Azaic knipsede med fingrene, og langsomt slyngede den ene slange ned ad benet, langs jorden og nærmede sig kvindens ben, hvorefter han kiggede på hende"Jeg kan give dig samme tur hvis du ønsker det så inderlidt, det er ikke så smertefuldt, faktisk er det hurtigt overstået du mærker ingenting"sagde han med dyb stemme, og næsten hånligt. Ikke nok med stemme så havde han efter sine ord presset et flabet grin afsted, men han var ligeglad, hvem skulle fortælle ham hvad han skulle gøre, det var der ingen der skulle, han gjorde hvad han ville, og sådan var det. Da ordene om hvordan hun nu skulle fortsætte hendes mission kom ud ad hendes mund, rejste han sig op, gik hen mod hende, pressede hende pludselig op ad de tætteste tremmer, hvorefter han greb fat rundt om hendes hals, og kiggede næsten tomt ind i hendes øjne"Du har vel andre missioner end sådan en latterlig en som den der"sagde han og hentydet til manden der var død på jorden, med få mus der var igang med at spise de få rester, såvel som mus såvel som rotter, de kunne vel ligeså godt spise de få rester kød på kopset der var tilbage.

At han havde trukket hende til sig gjorde ikke ham noget, han kiggede blot tomt på hende, dog med et skævt skummelt smil, se det var interessant det her, det var længe siden han havde haft så meget sjov"Hvordan jo ser du det skal du slet ikke bekymre dit hoved om, jeg kan skaffe der flere missioner end hvem end giver dig de latterlige missioner"sagde han og spyttede til den ene side, hvorefter han slangen krybe sig op ad hendes ben, han styrrede den lidt, men han vidste også at slangen selv havde sin egen magt. Azaic stod bare med hende presset op mod tremmerne mens han holdte hende rundt om halsen"Der er uendelige muligheder, spørgsmålet er bare om du er logisk nok til at regne dem ud"sagde han lavt, hvorefter han kiggede ned mod jorden hvor hans slange var begyndt at slynge sig længere op ad hendes ben.

//Lukket efter aftale