Livet på borgen kunne virkelig være en pain in the ass, men så vel var der også de gode dage, de dage hvor man kunne gøre hvad man ville på borgen, uden at skulle være til rådighed og blot nyde at have en fri dag. Dette var en af disse dage, i hvert fald for Damien, spionen for den mørke hær, der ikke havde nogle missioner for tiden, så han nød nærmest bare den smule frihed han nu en gang havde. Han var daffet ned på sparrings banen, med mulighed for at træne sin kamp, ikke han havde brug for det, men det var bare altid sjovt at brække de søde små mænd der troede de kunne slås. Bevares af og til kom han til skade, men det var ikke noget han tog sig af, for smerte, var efterhånden noget han var blevet så vandt til, så et snitsår eller to, det var ikke det som kom til at tage livet af ham. Han stod blot i skyggen så hvordan nogle af dem stod og trænede, men der skete ikke specielt meget, hvilket skuffede ham og fik ham til at slentre ud fra skyggerne ”Hvis i kalder det der træning... Så vil jeg væde alle mine penge på i dør i slagmarken” sagde han og grinede hånligt af de to mænd der så på ham med øjne der kunne slå ihjel ”Vi kan sagtens tage dig ned Damien... ” sagde den ene og puffede til makkeren. Damien smilede og lod tænderne komme til syne ”Fint... I bruger træningsvåben.. Jeg bruger intet... I har et minut til at blive klar og så starter kampen” sagde han og trak sig over i den ene side af trænings banen og han begyndte at hive skjorten op over hovedet og de store gedebukke horn. Han smed bæltet med sit sværd og ventede og efter minuttet var gået, knurrede han dybt så det hele nærmest rystede og så løb han mod de to mænd uden nåde.

Mændene vendte sig hurtigt og trak ud til hver sin side og begyndte at forsøge med at få slag ind på Damien's krop. Hurtigt greb Damien ud efter manden på sin højre side og fik ham skubbet væk fra sig så han landte på ryggen efter en tur gennem luften. Hurtigt vendte Damien sig og greb ud efter den anden mands sværd og nærmest knækkede det ved blot at holde det i hænderne. En dyb knurren undslap ham som manden gav slip og bakkede væk og løb over til sin kammerat og hev ham op. Hurtigt sprang den ene mod Damien og greb fat i hans horn omme fra hans ryg. Med voldsomme ryk smed han manden over skulderen og fik ham til at lande foran sig og placerede den ene fod oven på ham, ganske vidst mindede det mere om kæmpe poter, kontra fødder. Den anden mand kom løbende mod ham og hurtigt greb Damien ud efter ham, smed ham på jorden og satte sig på hug ”I kan ikke engang klare en enkelt person trods i er to... I er uduelige.. I bliver aldrig en del af hæren... ” knurrede han og puffede til manden der var under hans pote ”Skrid her fra” knurrede han igen og så på mændene der samlede hinanden op og hastigt forsvandt. Damien ænsede ikke så meget som at se efter dem, men gik strakt i gang med træning, på nogle af de ting man kunne slå på.

Det var bare en af de dage, hvor der ikke var noget at lave. Lykke havde gået og lavet ingenting det meste af dagen, og hun var efterhånden gnaven af kedsomhed. Der havde ikke været nogle nævneværdige på træningspladsen hele dagen, så der havde hun ikke gidet at gå hen. Det var først, da hun tilfældigt passerede forbi og hørte en velkendt stemme råbe, at hendes opmærksomhed blev vækket, og et svagt smil trådte frem på hendes læber. Damien. Hun vidste godt, at dæmonen ikke havde meget tilovers for nogen, men hvis man først vandt hans respekt, havde man den for evigt. Lykke selv vidste ikke helt, hvor hun lå på hans skala, men hun havde altid haft respekt for ham. Mest fordi han selv var dæmon, men også fordi at han var en fantastisk kriger. Hun havde ikke snakket meget med ham, men han havde trods alt et ry. Ligesom hun havde. Hvordan hendes var, vidste hun dog ikke. Hun havde ikke spurgt omkring sig, for hun var faktisk ligeglad. Hun gik ikke op i bagateller, som hvad folk rendte og sagde om hende. Hun brugte handling til at bevise sit værd, og hun var dygtig til sit job! Hendes missioner blev fuldført til punkt og prikke, hvad end de måtte indebære. På den anden side var det ikke alle, der havde hendes respekt. Deriblandt de to pus Damien lige nu legede rundt med. Der skulle generelt en del til, at Lykke så mennesker som ligeværdige, og det var sjældent, at de vandt hendes fulde respekt. Ethelihn var undtagelsen, der bekræftede denne regel.

Til at starte med stod Lykke bare i skyggerne og betragtede kampen. Hun var ikke videre imponeret af de to små krapyl, for det så ikke engang ud som om, Damien virkelig prøvede. *Svæklinge. Med tiden skal de dog nok nå at blive til lidt.* De havde ganske vist potentiale, men det blegnede ved siden af den ulvelignende dæmon. Kampen varede ikke ret længe, og Lykke fnyste hånligt for sig selv. Hvad skulle mørkets hær dog blive til med mider som de to? Hun sukkede en gang og trådte frem fra skyggerne, som Damien satte kursen mod dukkerne. "Hvad med en reel udfordring Damien?" Hendes stemme gav genlyd mod murene, da hun talte højt og tydeligt. Hun var ikke bange af sig, og det kunne også høres. Dog var der også en undertone af respekt i stemmen. Hun vrikkede lidt med vingerne, og halen svajede roligt fra side til side. "De får lov at bestemme om det er med eller uden våben" sagde hun, som hun løftede sin højre hånd. I takt med at hun sagde 'med eller uden våben' lod hun kort huden skifte til den sorte, let skinnende skællede hud, der kendetegnede hendes ene evne (( huden skifter lidt som, når mystique skifter udseende i den første x-men trilogi )). Hun sendte ham et udfordrende blik, som hun standsede nogle meter fra ham. Hun havde ikke tænkt sig at bruge evnen på hele kroppen, for han havde ikke rustning på, og hun ville ikke have en uretfærdig fordel.

Hendes tøj bar i den grad præg af, at hun ikke havde været på mission; hun havde et par sorte læderbukser på, der gik til lige over de frie klove og en mørkelilla, lettere løstsiddende skjorte på. Det var ikke ideelt til træning, men hun havde en stram top indenunder, så hun kunne altid smide trøjen, hvis det var.

Som Damien hørte en genkendelig stemme smilede han kort så tænderne kom frem. Lykke var en dæmon, en kvinde som han havde en hvis respekt for, mest af alt fordi hun vidste hvad hun lavede og var ret ofre god til det. Han havde endnu ikke hørt om en af hendes missioner der var gået i vasken, hvilket uden tvivl var et godt ry at have, for det beviste blot hun fortjente en plads i hæren. Han vendte sig mod hende og bukkede kort " Lykke... En reel udfordring ville ikke gøre noget. De små mider knækker for nemt" sagde han med et dystert smil på læberne. Som dæmon havde Damien også væsentligt flere kræfter end et almindeligt menneske, så den kamp der netop havde foregået havde ikke været helt fair, men det ragede ham en fjer, for som menneske i mørkets hær, kom man alligevel op mod andre psykose ramte individer, der ikke holdt tilbage med at brække knogler. Damien smilede kort " Våben er for folk der ingen erfaring har" sagde han og lagde mærke til de store vinger, samt hendes hud der skiftede fra den blege og over til den sorte. Dette var sådan han så hende første gang. . Fuldkommen dækket i sort og på en slagmark vidunderligt syn.

Han så på hende som hun kom tættere på " Så bedst ud af tre? Uden at slå modparten ihjel" sagde han med en kækt smil. Han ville ikke holde tilbage med at angribe og hvis han brækkede noget på hende, skulle han nok hjælpe hende med diverse, det var det mindste han kunne gøre. Han så hvordan folk var ved at samle sig, som var det en gladiator kamp "Smukt, skal vi give dem noget at se på? "[/b] sagde han og blinkede kort "Et minut fra nu.. og vi går i gang " sagde han og bukkede kort for hende inden han gik et stykke væk fra hende og gjorde sig klar og med et startede tiden og han for mod hende uden hindring og svingede ud med den hånden, hvorpå de lange klør havde mulighed for at ramme mod hendes ansigt, hvis ikke hun sprang eller fløj væk.

Lykke kunne ikke lade være med at grine over hans ord. Der var jo kun forventeligt, når han kæmpede mod noget så enkelt som et menneske. Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg ved ikke, hvad De havde regnet med? Det er meget få racer, der når vores niveau" svarede hun og sendte ham et skævt smil. Selvom Lykke var tynd og egentlig ikke så ud til at besidde nogen videre styrke, var hun stærk som en okse, og hun havde flere gange demonstreret, at hendes slag sagtens kunne sende folk glidende hen ad gulvet. Det var dog sjældent, at hun brugte sin fulde styrke i sparring, men hun var godt klar over, at Damien ikke ville vide af hende, hvis hun holdt igen. Han kunne også holde til det, og hun vidste, at han ikke ville vise hende nåde.
"Ingen våben. Det er i orden" svarede hun med et smil, og hun lod sine vinger glide ind i ryggen, så hun kunne tage den løse skjorte af. Under kunne man se en blodrød top, der gik til lige over navlen. Det var væsentligt bedre sådan. Hun kunne ikke have, at noget sad løst, når hun skulle lave noget fysisk. Eller jo, men det skulle ikke være noget, der kom i vejen, og det var hun ret sikker på, skjorten ville komme til.

Hun nikkede til hans ord, inden hun lavede nogle basiske bevægelser lige for at få det værste gang i kroppen. Hun havde trods alt ikke lavet noget hele dagen, så det var ikke unaturligt, at hun lige skulle have gang i armene.
Da Damien påpegede at folk var begyndt at samle sig, rettede hun blikket mod dem og hævede et bryn. Da hun så på Damien, havde hun dog et skævt smil på læberne. "Lad dem endelig se, hvordan det skal gøres Damien. Ingen fingre imellem" sagde hun, selvom hun på ingen måde forventede, at han ville holde igen. Hun vidste ikke, hvor hans styrke lå, men de nu tydelige ar rundt om på krop og arme, talte sit tydelige sprog om, at hun absolut ikke var fremmed for smerte.
Hun nikkede igen som svar til hans konstatering. Et minut. Hun tog en dyb indånding og stillede sig klar. Hun lod vingerne blive i ryggen, mest fordi hun ikke ville lave det unfair over for Damien, men også fordi at hun ikke ønskede at de kom til skade. Det var hendes mest værdifulde es i ærmet, så det ville være trist, hvis det brækkede eller noget.
Hans buk blev gengældt af hende, og hun kunne nærmest mærke jorden runge under sig, da han kom løbende. I stedet for at undvige valgte hun (mest fordi der var tilskuere) at parere hans slag med den ene arm og sende næven fra den anden arm mod hans kindben.

Han trak på skuldrene ganske kort ”Sandt... ” sagde han og nikkede da. Der var MEGET få racer der reelt havde samme styrke som dæmoner, selv hvis de havde ville dæmonen have klar fordel for det meste, men mod et menneske, var det som at kvase en myre med sin tommelfinger. Bevares så var Lykke på ingen måder den mest robuste kvinde, men stærk var hun uden tvivl, han havde set hvad hun var i stand til og det var smukt, næsten en kunst. Denne kamp kom til at være som kampen for kloden. To højere magter der mødtes og ville danne en eksplosion af en anden verden. Der var ingen af dem der ville holde igen, hvilket kunne få katastrofale konsekvenser for omgivelser, samt dem selv, da det sikkert kostede nogle blå mærker samt brækkede knogler i værste fald.

Han smilede over hendes ord og nikkede. Et show skulle de få! Og gud være dem nådig, som forsøgte at komme hen og skille dem ad, for det ville ende galt for personen, da denne kamp ikke ville ende før den ene var ude af stand til at kæmpe. Kampen var i gang efter minuttet var gået og hans første slag blev pareret. Han så hurtigt hendes indkommende slag og trak hovedet bagover for at undvige og trak sig ganske kort inden han langede ud efter hende, lige over hendes kraveben med  hensigt på hans klør skulle flænse den skjorte hun bar.

Lykke selv var ret overbevist om, at ingen turde prøve at skille dem ad, for ingen havde vel reelt lyst til at blive fanget i krydsilden af de to dæmoner, der var faret i ansigtet på hinanden. Det ville være lidt som at trække en tiger i halen eller dyppe en tændstik i brændbart materiale, inden man tændte den.

Hun så hånden komme, og hun svajede bagud, men hun blev stadig ramt overfladisk, og hun kunne tydeligt mærke de skarpe kløer flå hende over huden, og hun fik fire pæne rifter ved det ene kraveben. Hun var dog hurtig til at gribe efter Damiens håndled, og hvis hun fik fat, ville hun med det samme rette et slag med håndroden mod hans albue. Dette ville hun med det samme følge op med at bukke armen og tage et skridt fremad, så hun rettede albuen mod hans ribben, mens hun stadig holdt fast i håndleddet med den anden hånd.

Fik hun ikke fat, ville hun i stedet rette en knyttet næve mod hans kæbe og følge op med den anden næve mod hans mellemgulv. Dette ville hun med det samme følge op med at sætte af med begge ben for at lave et dobbelt trykspark med begge klove rettet mod hans bryst. Hun ville lande på ryggen, men med det samme rulle baglæns, så hun kom op at stå igen.

(( Jeg har givet to udfald, du kan vælge mellem, og du bestemmer selv, hvor meget han undviger osv. :3 ))

Som Damien's klør kun ramte svagt og kun gav en mindre overfladisk skade, knurrede han, men han vidste også at Lykke ikke ville lade sig blive skadet så let som ingenting. Som Lykke greb ud efter hans håndled, trak han den hurtigt til sig. Lykke skulle ikke allerede have æren for at brække noget på ham, for Damien vidste, at denne kamp ikke ville stoppe før den ene lagde ned med intense smerter, eller deres overordnede kom og stoppede dem. Han var for langsom og mærkede Lykkes knyttede næve mod hans kæbe samt en anden knyttet næve mod hans mellemgulv. På intet tidspunkt sank han dog sammen, men han skar tænder. Som Lykke satte af med begge ben og ramte ham i brystkassen, kunne han nærmest mærke hendes klove der satte stempel på hans brystkasse, men inden Lykke overhovedet nåede tilbage til jorden, greb han ud efter hendes ben og fik han fat, ville han svinge rundt og så slippe hende, i håb om hun ville komme langt nok til at ramme den væg de ikke var så langt fra, hvis dette fejlede ville han lade hende komme på benene, men også kun lige inden han ville fare imod hende. Han ville løbe mod hende og sænke sin egen krop, så det passede i højden med hendes mellemgulv og han ville ramme hende med højre skulder, i hånd om det ville få hende til at falde sammen. Han ville svagt trække sig, men levere en albue lige mellem hendes skulder blade for at få hende til at falde til jorden, hvis dette lykkedes ville han forsøge at sparke ind fra siden og prøve på at ramme hendes ribben.

Lykke havde ikke ligefrem forventet, at Damien ikke rigtigt ville tage sig af hendes slag, for hun havde ikke ligefrem holdt igen. Til gengæld vidste hun på den anden side også, at han var rimelig fysisk udholdende, så der var måske ikke noget at sige til det.
Hun fik dog store øjne af overraskelse, da hun mærkede hans greb om sine ankler, og allerede inden vidste hun, hvad der ville ske. Det gjorde det dog på ingen måde nemmere at forberede sig på, for det gik så stærkt. Da han slap hende, og hun drønede afsted, fik hun instinktivt fremført sine vinge, og uden helt at tænke over det brugte hun dem til at stoppe sin flyvetur og rette op, så hun kunne lande på fødderne. Med det samme lod hun dem synke ind i ryggen igen, for det havde aldeles ikke været med vilje. Hun fik dog ikke meget pusterum, før hun mærkede jorden vibrere let under sig, og hun så den tonstunge dæmon komme farende mod sig med bukket hoved. Hun fik et smil på læberne, og til at starte med så hun ud som om, hun egentlig bare ville tage imod det, for hun gjorde klar til at tage fra med hænderne på hans hoved. Det var dog kun for at få ham til at fortsætte. I stedet valgte hun at vente så længe som muligt, inden hun trådte til siden og blotlagde væggen, der var lige bag hende, så Damien forhåbentlig ville kollidere med den med hovedet først. Hun var dog ikke færdig her. Uden overhovedet at vente på, om han ramte eller ej, rettede hun en albue mod hans ribben i siden af overkroppen. Dette blev efterfulgt af knæ mod mellemgulvet i håb om, at han ikke nåede at rette sig op og derved undvige det.

Han så hvordan Lykke's vinger kom frem fra hendes ryg som han fik hende sluppet og himlede med øjnene. På sin vis var det snyd og så  alligevel ikke, for det var jo i teorien ikke et våben, men det ville uden tvivl være med til at rede hendes røv utal af gange. Han så svagt op som han i høj fart kom løbende, nærmest som en vædder og så hvordan hun nærmest havde gjort klar med hænderne oppe til at modtage ham, men til hans store overraskelse ramte han aldrig Lykke's hænder, men i stedet ramte han næsten ind i en væg. Han stoppede, ganske få centimeter fra at kollidere med væggen, men mærkede Lykke's albue mod hans ribben og derefter knæet i mellemgulvet. En knurren undslap ham som han vaklende kom til sig selv, efter at have fået luften slået ud. Hurtigt kom han op igen og kom igen tættere på hende, uden så meget som at tøve, sendte han en knyttet næve mod hendes kæbe, hvilket hurtigt blev efterfulgt af et spark mod hendes mellemgulv. Hvis nogle af disse ramte og hun faldt sammen, ville han sende en albue ned mellem hendes skulderblade og derefter trække sig et stykke væk, for at lade hende komme til sig selv igen. 

Lykke havde med det samme trukket sine vinger ind i ryggen igen, for hun følte ærligt, at det var en uretfærdig fordel at have. Det havde heller ikke på nogen måde været hensigten, at hun skulle bruge sine vinger, men det var gået så stærkt, at hun ikke havde nået at tænke over det, inden hendes reflekser havde sprunget ind.

Hun gav ham dog tid til at komme sig efter angrebet, og hun var noget overrasket over, at han rent faktisk havde nået at stoppe. Ikke at det som sådan gjorde hende noget, for så varede kampen bare det længere, men hun måtte give ham, at hans reaktionsevne i den grad ikke fejlede noget. Hun så hans næve, og hun svajede bagud, men det var ikke hurtigt nok, og hun fik stadig en køberasler. Til gengæld nåede hun at reagere på hans spark, og hun parerede det med intentionen om at gribe fat i det. Fik hun fat ville hun bruge noget af hans momentum mod ham selv og give ham samme flyvetur, som han lige havde givet hende. Han ville bare ikke have en mur til at tage fra, for hun ville sende ham væk fra den, så han landede på jorden i stedet.

I det mindste trak hun vingerne ind i ryggen igen, for der var ikke nogen tvivl om det var en unfair fordel, at kunne sætte af og Damien ikke havde en eneste chance for at få fat i hende. I teorien kunne hun bare flyve rundt og svinge med sværdet og han ville ikke have en chance, så det var egentlig rart hun trak dem tilbage.

Det var tydeligt at se Lykke var lidt overrasket over han faktisk havde nået at stoppe, men det var også kun lige han nåede det. Hans hånd kolliderede med hendes kæbe og han kunne ikke helt lade være med at smile over det, men da mærkede han hvordan hun fik fat i hans ben og sendte ham på en flyvetur. I stedet for at sende ham mod en væg, faldt han hårdt mod jorden. Han landede på ryggen og så op på Lykke som han forsøgte at få vejret, men kom hurtigt på benene igen, men holdt afstand i lidt tid, blot for at kunne få luft.

Lykke gav ham et øjeblik til at få vejret, men også kun et øjeblik. Det varede ikke længe, inden hun havde sat i løb mod Damien. Hun selv telegraferede det ikke helt så meget, men da hun havde lukket en del af afstanden, bukkede hun selv hovedet for at lade sine horn møde hans mellemgulv. Hendes var ikke ligefrem egnet til at stange med, men han ville stadig kunne mærke stødet, hvis hun ramte. Hun var dog fuldt opmærksom på, om han flyttede sig eller ej, for hun havde ikke ligefrem lyst til bare at løbe forbi ham.

Hvis hun missede, ville hun med det samme være defensiv, fordi hun vidste, at hun ville være åben for modangreb, som hun nu havde blottet ryggen for ham.

Hvis hun ramte, ville hun fortsætte sit løb, men hun ville lade skulderen tage over og lægge sig ved hans mellemgulv, så hun kunne lægge begge arme om hans talje og derved løfte ham op. Hernæst ville hun så kaste ham mod jorden med sig selv ovenpå, så han ikke kun mødte jorden, men også blev trykket af hendes kropsvægt ovenpå.

Et smil spredte sig på Damien's læber som han så hende komme mod ham "Kom så.." sagde han og blev stående som han blot så på hvordan hun kom nærmere og satte da hænderne op og nærmest holdt hende, men kun i kort tid inden han blev slynget rundt og endte på jorden. Luften blev trykket ud af hans lunger og han hev svagt efter vejret og med et var hun oven på. Et kækt smil kom frem på hans læber "Lækkert syn her nede fra... Havde ikke regnet med jeg skulle have dig på toppen" sagde han og slikkede sig om munden inden han greb om hendes hofter og forsøgte at svinge dem rundt, så det var ham der var øverst over hende, stående på knæ og hænder. Mislykkedes det, ville han blive liggende og blot begrave hans klør ind i hofterne på hende, i håb om det fik hende til at flytte sig.. 

Lykkedes det der imod, ville han ende på sine knæ og hænder, hen over hende som et andet rovdyr, hvilket han i teorien også var. Hans ene hånd ville blive placeret om hendes hals og han ville langsomt rejse sig, stadig med grebet omkring hendes hals. 

// Sorry det korte svar :( Min hjerne er fucking kogt grundet arbejde s://

Lykke gav Damian et øjeblik til at komme sig på ovenpå faldet, hvilket dog viste sig at være en fejl. Hun hævede let det ene bryn over hans ord, men hun nåede kun at åbne munden for at svare ham, inden hun blev slynget rundt. Det næste sekund mærkede hun jerngrebet om halsen, og at han prøvede at trække hende op. Dette havde hun dog ikke til hensigt at finde sig i. Forsvaret kom i form af, at hun satte begge klove på hans brystkasse og skubbede fra, mens hun stadig lå ned i håb om, at han så ville blive kastet af hende. Lykkedes det ikke, og hun rent faktisk endte med at hænge i luften ville hendes næste reaktion være at tage fat om hans håndled med den ene hånd og rette et slag mod hans albue med den anden. Hvis dette ikke lykkedes ville hun løfte det højre ben og rette tre spark mod hans ansigt. Når først hun kom ned på jorden igen, ville hun med det samme være klar til et angreb fra hans side af, og hvis hun havde fået gjort ham lidt ør, ville hun give ham endnu et øjeblik til at komme sig. Grebet havde dog fået hende til at hive lidt efter vejret, og hun tog sig selv i at beundre hans styrke. Det var ikke mange, der kunne holde trit med hende, så hun var aldeles betaget af dæmonens styrke og udholdenhed.

//Jeg undskylder selv det knap så lange svar o.o

Damien brummede svagt som han så på hende, jerngrebet omkring hendes hals. Et smil kom frem på hans læber som hun satte hendes klove i hans bryst og sparkede til, hvilket sendte ham af hende, dog ikke uden at han lod sine klør glide over hendes hals, i håb om at efterlade et mindre sår eller to. Han var trods alt ikke ude på at slå hende ihjel. Som Damien ramte jorden efter at være blevet sparket af Lykke, rejste han sig op, lidt usikkert, men han kom op. Han rystede kort på hovedet og sendte hende et smil. Det var ufatteligt at denne dæmon kunne holde trit med ham, der var meget få, faktisk havde det kun været Eretreya, der havde kunne holde til hans kamp og hun var engel...

Med et satte han af, nærmest i en form for spring direkte imod hende, uden så meget at tænke over eventuelle konsekvenser. Hvis han ramte fik hende, ville der sikkert være nok kraft bag springet til hun ville falde til jorden. Hvis det var en succes, ville han springe væk fra hende igen og lade hende komme op på benene igen, men fejlede han, ville han sikkert ende i en væk, eller ramle ind i en af de folk der havde samlet sig for at se på.

Lykke gav igen Damien et øjeblik til at komme op. Det var stadig en venskabskamp på trods af, at ingen lagde fingre imellem. Et par fingre på halsen viste en svag blødning, men det var på ingen måde livstruende og derfor ikke værd at tage sig af. Hun sendte den mandlige dæmon et smil som kompliment over, at han faktisk fik skadet hende, selvom hun havde fået sparket ham væk.

Da Damien kastede sig mod hende, valgte Lykke at tage en chance. I stedet for at flytte sig, greb hun i pelsen på dæmonens bryst. Så lod hun sig følge med, men i stedet for bare at lande på ryggen satte hun knæene mod hans hofter, idet hun rullede baglæns. Hvis alt gik vel, ville hun nu igen ende med at sidde oven på ham, men denne gang ville hun ikke være så venlig. Hun ville med det samme følge op med slag mod hans ansigt, og hun havde ikke til hensigt at stoppe, før han enten gik ud eller gav op.

Hvis hun derimod ikke fik triller rundt, ville de i stedet med stor sandsynlighed ende i en brydekamp på jorden. Her ville hun dog for alt i verden forsøge at få ham i en halslås ved at forsøge sig med at komme om på ryggen af ham.

Som han havde fået sat af mod hende og mærkede hvordan hun greb fast i pelsen på hans bryst, knurrede han. Ikke fordi det gjorde ondt, men blot for at tilføje lidt spænding for de folk der stod på sidelinjen. De regnede sikkert med dette var en seriøs kamp og den ene ville ende med så voldsomme skader, at personen sikkert ville ende med at dø, dog ville de blive ret skuffede når de fandt ud af, dette ikke var tilfældet. Bevares, så var de nok begge nødt til at at få tilset nogle sår efter dette, men sådan var det altid. Hendes knæ mod hans hofter og trykket der kom fra hende, fik ham til at tumle let, men ikke så meget at han lod hende få ham ned, ikke denne gang. Med et ryk fik han dem dog alligevel begge to ned på jorden, i noget der lignede en intens kamp for livet, var de begge på jorden, kæmpende for at være øverst. 

Det hele blev vendt op og ned som Lykke fik ham om på maven og lagde ham i armlås "Fejt trick.. Regnede dog ikke med andet" sagde han med en brummen uden at føle sig synderlig generet af det, men han gjorde sit bedste forsøg på at rykke sig løs fra hendes greb. Han forsøgte sig at komme op på begge knæ og den frie hånd, hvis dette lykkedes, ville han bukke og ryste sig som en hest ville gøre det, når den ville have en person af dens ryg. Hvis han fik hende af, ville han med det samme springe op og stå igen og vente på hun kom op. Lykkedes dette ikke, ville det blot være  med til at skade hans arm, grundet hendes greb. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.