Sted: Kzar Dûms beboelsesområde.
Tid: Lige efter midnat.
Omgivelser: Øde. De fleste er gået til ro for natten. Fakler holder gangene oplyste.

Outfit

Med et suk trådte Lykke op ad det sidste trappetrin. Hun havde været på en spejdermission for Ethelihn, og hun var netop færdig med at aflægge rapport. Nu skulle den stå på en god nats søvn, inden hun skulle på en ny mission dagen efter. Hun vidste endnu ikke, hvad denne gik ud på. Hun skulle først briefes om morgenen. Det virkede meget tys-tys, for normalt fik hun det at vide i god tid. Lykke mente ikke selv, at hun var den bedste til spionage, for hun stod meget ud i folkemængden. Til gengæld var hun efterhånden god til at skjule sig som et halvdyr i stedet.

Klovene gav svagt genlyd, som hun gik henover stengulvet. Den sædvanlige sorte strudhætte var trukket væk fra ansigtet og hang ned ad ryggen på hende, så den blege hud med hornene og det hvide hår var synligt. De hvide øjne lyste næsten som kontrast til halvmørket. Ikke at de havde en glød, men flammerne kunne det snildt få til at se sådan ud. Tøjet bestod mest af læder. Hun havde en tætsiddende lædertrøje på, hvor ærmerne gik til albuerne med stof hængende løst herfra. Dette var akkompagneret af en nederdel, der sluttede lige under knæene. Denne var dog splittet på langs på midten, så hun havde fuld frihed til at bevæge benene. Under havde hun et par ligeledes tætsiddende læderbukser på, der sluttede lige, hvor klovene begyndte. I højre side havde hun et sværd hængende, men de fleste her vidste godt, at det egentlig bare var til pynt. Hun vidste godt, hvilken ende der skulle hvor, men udover det havde hun absolut ingen erfaring med våbnet. Hun forlod sig mest på sin magi og sine evner inden for nævekamp. Den ligeledes blege hale hang nedad, men spidsen slog en bue op, for at hun ikke skulle slæbe den henover gulvet. Den svajede let i takt med hendes skridt. Vingerne var halvt foldet sammen, og piggen på hver top af vingerne var ganske synlige. Hvis hun bredte vingerne fuldt ud, ville hun ikke kunne være i gangen.

Som hun fandt sit værelse og skulle til at sætte nøglen i, hørte hun skridt, hvilket fik hende til at stoppe og dreje hovedet mod lyden. Alle burde sove på dette tidspunkt, så hvem kunne det være? Ethelihn måske? Hun tvivlede. Langsomt lod hun huden skifte på den ene underarm og hånd, (( Tænk på Mystique-transformation fra x-men-trilogien )) og farven skiftede til sort, dog med et blankt genskær mod fakkellyset. Ligeledes nærmest groede hun kløer på ca. fem cm. Hun gemte langsomt nøglen væk og vendte sig fuldt mod, hvor lyden kom fra.

Cayden havde haft den længste (og værste, hvis man spurgte ham) dag, men af ren forfængelighed opmønstrede han energien til ikke bare at slæbe sig af sted, men rent faktisk tage samme energiske skridt ned ad gangen, som hvis han var fuldstændig frisk. Han så det som en del af sit job; aldrig at virke træt, men at være et forbilled for energi og arbejdsglæde, selv når han var på vej i seng efter flere lange dage væk fra den.

Han hørte noget længere nede af gangen, men havde hørt lyden så mange gange til træning, at han straks forbandt den med en hvis kollegas evne. Han gik ud fra at hun var lige så vant til lyden af hans fremmaning af skyggevåben, at han lige så godt kunne have fremmanet ét, som han kunne vælge at introducere sig selv.

"Lykke," hilste han, netop som de kom til syne for hinanden. På trods af at de boede så tæt på hinanden, var det sjældent at de stødte ind i hinanden, men sådan var det nu engang, når man det meste af tiden var sendt væk på missioner.

"Er du netop kommet hjem?" spurgte han, af ren høflighed, og rettede, meget bevidst, på det sølvemblem, der indikerede at han var blevet forfremmet. Han havde lidt en konkurrence kørende med hende, fordi de mere eller mindre havde fulgtes ad igennem deres træning, og han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid før hun også blev forfremmet, så han gjorde sit for at blære sig imens han stadig kunne.

Lykke fik et svagt smil på læberne, da en ganske velkendt person trådte om hjørnet, og hun lod med det samme den sorte, skællede hud skifte til den normale blege igen. Det var længe siden, hun havde set Cayden. Ikke at hun som sådan havde savnet ham (hun var ikke just fyldt med følelser generelt), men det var nu rart at se ham alligevel. De havde alligevel fulgtes ad det meste af vejen, og de var vist også trådt ind i mørkets hær nogenlunde samtidig? Hun kunne ikke huske det helt, for mange af hendes minder havde det lidt med at flyde sammen. Det var nok et biprodukt af at være temmelig gammel efterhånden.

"Cayden" svarede hun med en høflig tone og nikkede som hilsen, inden hendes smil voksede en smule. Halen svajede en anelse hurtigere end før, og hun strakte vingerne en anelse, inden hun nikkede. "Ja det er jeg. Jeg var egentlig på vej til ro, fordi det har været en temmelig lang dag. Hvad med dig? Har du været ude hele dagen også?" spurgte hun høfligt, som hun drejede fronten mod ham.

Hun fik øje på sølvemblemet, som han tydeligt stod og rodede med, hvilket fik hende til at hæve et bryn. Hun vidste udmærket, hvad det betød, men hun viste ingen tegn på den misundelse, der var i hendes indre. Hun følte, at hun havde kæmpet mindst ligeså hårdt for den titel, som Cayden havde, og hun følte sig ganske uretfærdigt behandlet ved ikke også at blive forfremmet samtidig. Hendes smil voksede dog en smule, inden hun sagde: "Tillykke."

Det var ikke givet at Lykke lod sin hud vende tilbage til sin normale tilstand, så Cayden slappede betydeligt mere af da hun gjorde det. Han havde før haft lyst til at myrde hende af frustration og han forestillede sig at følelsen til tider havde været gengældt. Sådan var det bare når man konkurrerede.

"Tak," sagde han, for at lægge vægt på at hendes lykønskning var det mest interessante ved det hun havde sagt, og han sagde det med et høfligt smil, inden han svarede på hendes andre spørgsmål: "Jeg har været ude et par dage i træk," svarede han, og selvom han prøvede at få det til at lyde som om det ikke var noget særligt, kunne han ikke helt skjule sin irritation. Han kunne bedst lide når der var fuldstændig styr på hans skema, og når han vidste hvornår han kunne regne med at være hjemme.
"Jeg fandt en desertør, der fik som han fortjente. Hvad med dig, var det en interessant opgave du havde?"

At Lykke og Cayden generelt var konkurrenter, var vist ikke længere en nyhed. Hun havde hørt flere tale om det i krogene. Ikke at det som sådan generede hende, men hun havde bestemt flere gange haft lyst til at flå hovedet af ham. Lidt ligesom hun havde nu, fordi det rent faktisk var lykkedes ham at blive ridder først. Hendes kropssprog viste det dog stadig ikke, men i hendes indre kriblede det for at flå ham i stykker.

Hun lyttede interesseret til hans fortælling, inden hun rystede på hovedet til hans spørgsmål. "Ikke just. Jeg skulle undersøge, om en bataljon fra Lyset var rykket nærmere Kzar Mora. Det er de ikke. Jeg dræbte dog ikke nogen, fordi det ikke skulle opdages, at jeg havde været der, så jeg var nødt til at snige mig uden om spejderne, fordi lejren ville blive alarmeret, hvis de misser deres tjek-in. Så nej, dagen er lidt gået med at gemme sig i en busk og glo på mennesker og engle" svarede hun med et suk. I modsætning til ham prøvede hun ikke at skjule sin irritation over så simpel en opgave. Det skulle gøres, men hun havde i den grad foretrukket, hvis de havde sendt en, der rent faktisk havde erfaring med den slags. Som Damien f. eks. Ikke at hun ikke kunne, men det var virkelig ikke hendes boldgade. Hun foretrak at tage konfrontationen lige på og hårdt.

"Er det længe siden, du er blevet forfremmet?" spurgte hun mest for at bryde stilheden, der havde lagt sig. Hun stod og trippede lidt med den ene klov mod gulvet. Hun trængte til at sidde ned og bare have illusionen af at slappe af. Hun satte derfor nøglen i sin dør og låste den op, hvorefter hun åbnede den og lavede en gestus mod åbningen til Cayden.
Værelset var på samme størrelse som alle de andre, og det var minimalistisk indrettet; Der stod en seng med et tilhørende natbord. Ved den ene væg kunne man se et klædeskab, og ved siden af stod en lænestol betrukket med mørkerødt velourstof. Der stod et par stearinlys i vindueskarmen og et enkelt på natbordet.

Om Cayden gik ind eller ej, gav hun sig til at tænde lysende med en tændstik, inden hun lavede en gestus mod lænestolen, hvorefter hun selv satte sig i skrædderstilling i sengen.

Cayden grinede lydløst, med en hovedrysten, da Lykke fortalte ham om sin dag. Han nød hvor irriteret hun lød, ikke kun fordi de var konkurrenter, men også fordi han selv ville have hadet det mindst lige så meget. Opgaver hvor man fik lov til at bruge sine evner eller være i kamp var oftest langt mere interessante end overvågningsopgaver, og han forstod hendes frustration.

"Et par dage," svarede han. Der var som regel en ceremoni omkring det, men Cayden brød sig ikke om den slags opmærksomhed, og havde undskyldt sig med at han havde nogle opgaver der var for vigtige til at han kunne tage sig tid til den slags offentlige ceremonier. En lille, hurtig og privat ceremoni havde passet ham langt bedre. 

Han fulgte efter hende indenfor, overrasket over at hun havde tilbudt ham det. Han satte sig også i lænestolen og betragtede hende, imens hun også satte sig.
"Jeg har ikke mærket den store forskel endnu," fortalte han og lænede sig tilbage i stolen. Han var lige så træt som Lykke var. "Udover at de pisker mig til at arbejde endnu hårdere end jeg gjorde før." Han sagde det som en joke, men det skæve smil på hans læber afslørede at han virkelig syntes det var hårdt. 

Hun var inderst inde godt klar over, at han nok ville more sig lidt over hendes situation, men hun vidste også, at han godt kunne relatere til det. Hun havde i al fald fået den opfattelse, at han selv var noget mere til at få sine hænder beskidte end at rende rundt og spionere i en busk. Ikke at det ligefrem gjorde det bedre for hende, men på en eller anden måde var det alligevel rart, at have en, der kunne relatere til hendes frustration. Også selvom han ikke viste det.

Lykke betragtede egentlig bare Cayden med et svagt smil, som han fortalte. Indvendigt kunne hun dog ikke lade være med at more sig lidt over, at han følte sig endnu mere pisket. Det gav ret god mening til gengæld. Som ridder var der større privilegier, men samtidig var der også større ansvar. Hun nikkede. "Det kan jeg forestille mig. Det er i forvejen ikke en dans på roser at være kriger for mørket, så jeg kan ærligt ikke forestille mig, at det ville være mindre hårdt at blive ridder" svarede hun, som hendes smil voksede en smule.

Cayden havde lukket øjnene et øjeblik imens hun talte og gav hende dermed lydløst ret i, at det ikke var nogen dans på roser - hverken hans eller hendes job. Da han hørte smilet i hendes stemme åbnede han dog øjnene igen og skævede hen til hende, med sit eget skæve smil.

"Nyder du at høre om min lidelse?" spurgte han, selvom han selv havde kæmpet for ikke at grine, da hun havde fortalt ham om sin oplevelse som spion. "Er det ikke nok, med alle de gange du har givet mig tæv til træning?" Han så på hende med et glimt i øjet og glemte tilfældigvis at nævne de gange han havde fået hævn.

"Jeg elsker nu alligevel vores arbejde," tilføjede han med latter i stemmen og slog dét fast, selvom han ikke behøvede - enhver der kendte ham bare den mindste smule vidste, at hans arbejde var hele hans liv.

Lykke sendte ham et smil over hans svar. Hun vidste godt, at han ville være morsom, men hun led selv af ikke at have en humoristisk sans. Hun vidste godt, hvornår tingene var en joke, og hvornår de ikke var, men hendes egne drillerier ramte ikke altid plet. "Mindst lige så meget som du nyder at høre om min" svarede hun med et smil, selvom hun nok alligevel delvist var ærlig. Det var rart at vide, at det ikke kun var hende, der følte sig presset en gang imellem.
"Jeg kan da godt give dig flere, hvis du ikke synes, du har fået nok?" spurgte hun, og der kunne næsten fornemmes en drillende undertone i hendes stemme. Cayden burde dog vide, at hun ikke var god til at holde sig tilbage heller ikke under træning, men at hun stadig nærede en hvis respekt for ham alligevel.

Lykke nikkede til hans konstatering. Hun elskede selv sit arbejde. Når det altså ikke var spionage. "Jeg ville aldeles heller ikke bytte det for noget andet. I så fald er det også det forkerte sted at være" svarede hun ærligt med et venligt smil.

Hvad Lykke sagde var på ingen måde forkert - Cayden og hende nød uden tvivl at høre om hinandens lidelser lige højt. Han nød også hendes kvikke svar på hans drillerier.
"Kan du? Er du sikker på det?" Spurgte han hende, og ignorerede at hun var enig med ham i kærligheden og dedikationen til deres job, for det vidste han allerede at hun var. Det var en af de ting han respekterede hende for. I stedet spurgte han hende nu, drillende og provokerende, om hun virkelig kunne give ham tæv. "Jeg er blevet bedre siden sidst," fortalte han selvsikkert og inden hun kunne nå at svare ham, havde han lænet sig frem, grebet fat om hendes læg og hevet i hende. Ikke nok til at hive hende ned fra sengen, men nok til at få hende til at tro at han prøvede. Det allerbedste ville være hvis han kunne få hende til at skrige, selvom han tvivlede på at det ville være så nemt.

Lykke hævede let det ene øjenbryn over hans spørgsmål. Han lød aldeles selvsikker. Hun var dog samtidig ganske sikker på sine egne evner indenfor kamp, så hun nikkede. "Og hvis det går helt galt, kan jeg jo altid beordre dig til at overgive dig" svarede hun flabet. Hun hentydede mest til sin første evne, men Cayden burde også samtidig vide, at hun aldrig ville bruge den på nogle af væsnerne i Mørkets hær. Den var meget situationsbestemt, og når hun først havde brugt den en gang, kunne hun ikke bruge den på samme væsen nogensinde igen, så for det meste var hun altid varsom med, hvad hun beordrede folk til at gøre. Hun ville dog aldrig bruge den på en af sine egne, og hun havde kun ment det i sjov.
Lykke nåede kun at nikke til hans næste ord, inden hun mærkede hans hænder om sin læg. Hendes reflekser fejlede dog intet og i stedet for at hvine, plantede hun blot den anden klov i sengen, så hun ikke mistede balancen. Hun så lettere forundret på ham. "Hvad havde du dog håbet at opnå med den demonstration?" spurgte hun lettere undrende. Hun gik ikke ud fra, at det var relateret til deres samtale, så hun var ærligt temmelig nysgerrig efter at vide det.

Cayden fnøs med et smil, da Lykke nævnte sin evne, en blanding af at han vidste at hun ikke ville bruge den og at han vidste, at hvis hun alligevel gjorde det, var der ikke noget han kunne gøre ved det. Han var ikke ligefrem den mest stabile i mørkets hær, ligesom han heller ikke var den med den stærkeste psyke. Han ville nødig kæmpe mod hende i en ægte, seriøs kamp.

Cayden slog skuffet klik med tungen, da Lykke lidt for nemt stoppede ham. "Jeg havde håbet på en lille kamp inden sengetid," svarede han og kunne ikke skjule et halvt smil fra hende. "Eller er du for træt? Skal jeg putte dig i stedet?" spurgte han drillende, dog uden at være alt for provokerende, fordi han nødigt ville gøre Lykke virkelig vred. Hun var trods alt reel farlig.

Lykke kunne ikke lade være med at smile over Caydens skuffelse (hun håbede, at hun havde tydet hans klik rigtigt). Hun gik dog ikke ligefrem ud fra, at han havde regnet med den helt store reaktion. Han burde vide, at hun ikke var sådan til at overraske. Hun trænede både sin fysik, men også sin psyke, når hun kunne komme til det.
"Åh, jamen det kunne du da bare have sagt. Jeg er altid frisk på træning" svarede hun med et let hævet øjenbryn. Det var ikke altid, hun opfattede drillerier på den rigtige måde. Det var en af ulemperne ved at være humorforladt. Hun kunne godt komme med jokes og drille, men det var mest, fordi hun havde observeret humor gennem tiden og kunne følge med. Ved hans næste ord kneb hun dog øjnene let sammen. "Nu er du ved at være lige lovlig fræk unge mand" svarede hun med tydeligt påtaget spydighed. Han burde kende hende godt nok til at vide, at hun lige nu bare gav igen på hans drillerier.

Lykke rejste sig fra sengen og lavede en gestus mod døren. "Til arenaen så, går jeg ud fra?" spurgte hun og ventede egentlig bare mere eller mindre på, at han lettede bagdelen.

Endnu engang blev Cayden overrasket over Lykkes svar. For et øjeblik siden havde hun været så træt, at han ikke ville have troet at han kunne få hende til at kæmpe imod - faktisk havde hun virket så træt, at han havde troet at han kunne overrumple hende og forskrække hende. Men han havde åbenbart taget fejl. Det samme var dog gældende for ham selv - på trods af hvor træt han var, var han som regel klar på fysisk træning. Dog kun med kolleger han stolede på.

Han grinede da hun kaldte ham en ung mand. Han vidste at det var sandt i forhold til hendes alder, men han følte sig ikke ung. Tværtimod følte sig som en gammel mand det meste af tiden.

Han rejste sig op på et øjeblik, og sprang ind foran hende, da hun foreslog arenaen. "Vi kunne også tage en hurtig kamp her - Den første til at ligge ned taber?" Han lod hende få lige præcis 2 sekunder til at opfatte hvad han havde sagt, inden han med et selvsikkert smil greb ud efter hendes arm. Hvis det lykkedes ham, ville han trække hende ud af balance og, stadig med et tag i hende så hun ikke landede hårdt, smide hende ned at ligge på gulvet. Han undervurderede hende ikke ligefrem, men han gik ud fra at han ville kunne vinde første runde rimelig nemt, fordi hun endnu ikke var opmærksom på at han havde tænkt sig at starte med det samme, uden bekræftelse fra hende.

Lykke var ganske rigtigt træt, men hun blev nok aldrig for træt til at træne. Hun var dog selv lettere overrasket over, at Cayden havde efterspurgt det, men hun gik ud fra, at han havde det på samme måde.
Hun var dog på ingen måde forberedt på, at han bare sådan uden videre ville forsøge at lægge hende ned, så det lykkedes ham. Til gengæld var hendes reflekser stadig på plads, og det første der skete var, at hendes vinger med det samme kørte ind i ryggen på hende, så hun ikke fik væltet noget ned eller skadet dem. Dernæst greb hun instinktivt ud efter Cayden. Fik hun fat, ville hun trække ham med. Hvordan han så landede kom mest an på hans egne reflekser.

Om hun havde fået væltet ham med eller ej, sendte hun ham et misfornøjet blik fra gulvet, som hun fnyste af ham. "Det var ikke fair, men så igen... det er kamp sjældent. Skal vi prøve igen?" spurgte hun lettere udfordrende og kom imponerende hurtigt på benene igen. Han skulle ikke slippe godt fra at tage hende med bukserne nede så at sige.

Cayden havde været så selvsikker i, at han ville kunne nedlægge Lykke med sit overraskelsesmoment, at han ikke havde forberedt sig på at hun også fik fat i ham - han faldt lidt klodset ind over hende, mest fordi han gjorde sit bedste for ikke at lande på hende, men i stedet ved siden af hende.
Da hun så på ham, fra deres position liggende på gulvet, besvarede han hendes misfornøjede blik med et smil, der ikke var stort, men betydeligt større end hvad han normalt viste foran andre.

Han sprang på benene da hun gjorde. "Hvorfor kæmpe fair, når jeg kan vinde uden?" spurgte han retorisk, og også denne gang gik han til angreb på hende, uden yderligere advarsel. Dog kun med næverne og selvom han ikke ligefrem startede blidt ud, så lod han kun værre med at være blid, fordi han vidste at Lykke ville kunne beskytte sig mod ham selv når han gik 100% ind i det.

Cayden burde virkelig lade være med at overraske Lykke, for hun tænkte aldeles ikke rationelt, når det skete. Hun lod i stedet instinkterne og sine reflekser råde, hvilket til tider godt kunne være temmelig farligt. Da hans udfald kom, afholdte hun sig dog fra at lade huden skifte, men det var også så langt hendes tanker rækkede. Instinktivt flyttede hun sig fra ham og rettede et slag med håndroden mod hans kindben. Hun trådte samtidig et skridt frem, så hun kunne lægge endnu mere kraft i slaget. Det skete nærmest automatisk, og det var først, da hun havde lavet udfaldet, at det gik op for hende, at hun reelt kunne skade ham. "Ved Zaladin, du skal passe på med at overraske mig" sagde hun alvorligt. Hun lød ikke videre bekymret, men det var en større gestus at advare ham, end hun viste så mange andre. Ikke engang Damien plejede hun at undskylde over for, men hun vidste også, at han ikke ville have, hun holdt sig tilbage. Cayden var dog en anden snak. Hun var godt klar over, at han kunne holde til en del, men hun kendte også udmærket sin fulde styrke samtidig, og hun ønskede ikke ligefrem at se ham i infirmeriet. Nok var de rivaler, men det ville ikke være ret fornuftigt, hvis en ridder blev skadet under en træning.

Cayden så hendes slag komme fra det øjeblik hun hævede armen, men havde kun med nød og næppe tid nok til at reagere. Han hævede sin egen arm og hendes slag endte med at ramme hans underarm, dog med nok kraft til at sende ham ud af balance og han væltede fremover. I stedet for at forsøge at genvinde balancen, lod han sig selv falde og lavede et rullefald, så han så hurtigt som muligt var på benene igen.

Han grinede, da hun bad ham om ikke at overraske sig, og børstede sin uniform af, selvom hendes gulv havde været rent nok til, at han stort set ikke var snavset, selvom han havde været nede at ligge på gulvet. "Det kan jeg se, men tror du at jeg kan vinde en kamp, hvis du kan se, hvad jeg har tænkt mig at gøre, inden jeg gør det?" spurgte han, helt retorisk, for han kunne knap nok vinde en kamp over hende som de var nu. Hvis han skulle være helt ærlig med sig selv, vidste han godt at Lykke var stærkere, så han skulle vinde ved at være taktisk eller ved at trække et våben - og det sidste var uhørt i en venskabelig kamp som deres.

Han overvejede hvordan han skulle gå til sit næste angreb, især når det skulle være ét, der helst ikke skulle skade nogen af dem alvorligt, men fik så en anden idé, og smed sig i stedet ned på hendes seng, med begge hænder løftet. "Jeg overgiver mig, du vinder!" Udbrød han med et smil, og løftede sig op på en albue for at se hendes reaktion. Dét måtte tælle som at overraske hende også, for han havde aldrig overgivet sig så nemt før. Til gengæld kunne han nu påstå, at han havde været i hendes seng, helt uden at lyve, og det var lidt af en sejr i sig selv. Ærgerligt at han ikke var typen der løb med sladder. 

Lykke hævede det ene bryn over hans spørgsmål. Hun vidste godt, at hvis han skulle vinde var han nødt til at gøre noget uforudset, så hun rystede på hovedet. Hans retorik røg helt over hovedet på hende. "Nej du har fat i noget. Jeg kan dog ikke svare for konsekvensen af mine reflekser, så det er på eget ansvar" svarede hun og for en gangs skyld var der et hint af drilleri i stemmen. Det var alment kendt, at når hun endelig kom med jokes kunne de godt være temmelig dystre, og selv blandt dæmonerne var det ikke alle, der fandt det morsomt. Nok mest fordi hun ikke lod til at skelne mellem dæmoner og andre væsner, når hun jokede, hvilket godt kunne skræmme de fleste, fordi hun ikke altid lod det stå klart, at hun lavede sjov.

At Cayden smed sig på sengen og proklamerede, at han overgav sig fik Lykke til overrasket at hæve det ene bryn. "Virkelig?" spurgte hun vantro. Det lignede ham virkelig ikke. "Er du virkelig sikker på, at du har lyst til at gøre det så nemt for mig?" fortsatte hun med en faretruende stemme, som hun langsomt gik over til sengen. Hun lod huden skifte på den højre underarm og hånd til den velkendte sorte meget modstandsdygtige hud. Fingerspidserne fik desuden faretruende lange kløer, og hun endte med at stille sig foran ham med pegefingeren på sin hage. "Ved du, hvordan jeg håndterer underdanige personer? Uanset om det er dæmoner eller ej?" spurgte hun med et nærmest vanvittigt glimt i øjnene.

Han var glad for at hun kunne se logikken i hans ord, selvom hans kompliment lod til at ryge over hovedet på hende, og han smilede kun bredere til hende - han grinede ligefrem, da hun svarede ham igen med drilleri. I starten havde han aldrig kunnet forstå, når hun havde joket, men des bedre han lærte hende at kende, des mere delte han også hendes humor.

Cayden trak på skuldrene, da hun spurgte om han virkelig havde lyst til at gøre det så nemt for hende. Hvorfor ikke? Men så skiftede hendes udseende og hun groede kloer, og Cayden satte sig op igen. Han sad stadig på sengen, men han var ikke længere lige så forsvarsløs hvis hun rent faktisk gik til angreb.

"Jeg må indrømme at jeg ikke ved det," svarede han - han havde aldrig opført sig underdanigt overfor nogen som helst før. "Men jeg håber at du reagerer ved at hjælpe dem ud af tøjet," tilføjede han og bed sig i underlæben, imens han hev ud i kraven i sin uniformsskjorte. Lykke var hot, når hun var farlig, og farlig var lige præcis hvad hun virkede som nu.