Der ville altid være noget hjemligt over en blussende esse og duften af smeltet jern. Noget der kunne give ro i kroppen uden at den var passiv og samtidig virkede nyttigt for andre end en selv at bruge tid på. For Pantaleon var det stedet han søgte hen når snakken i hallen blev for meget og han trængte til at se noget forme sig og blive til. Snak var noget alle gjorde i utrolig grad og ofte uden at sige ret meget med mening. Ord efter ord strømmede fra folk, latter fulgte eller trusler og så kamp eller druk. Et fast mønster hvis et sådanne kunne findes her på stedet.

Han gav blæsebælgen et sidste træk, så ilden slog op mellem kullene og fik jernet til at gløde med fornyet styrke. Så meget mere lige til. Luft, varme og jern. Hårde slag til at forme, vand til at køle. Enkelt og evigt nyttigt. Der var altid brug for formet jern. Han tog den gløden jernstang ud af essen og lod hammeren falde over den i tunge, præcise slag, mens sveden glinsede på hans bare overkrop og løb ned af ryggen på ham til den blev opsuget af stoffet i bukselinningen. Enkel klædning af hør hvor skjorten lå smidt over en ambolt nær indgangen.

Han hævede jernstangen let og betragtede dens stigende lighed med et sværd, før han stak den tilbage ind i ilden. Det var godt jern de havde fået denne gang. Det ville holde æggen længe, hvis folk tog sig af det. Han brummede let over tanken om det. Folk behandlede aldrig jern som det skulle.

Det var kun få dage siden at Cayden var blevet forfremmet til ridder og lige siden havde det kløet i ham efter at få et nyt sværd - ikke at han brugte det, han havde, særlig meget, ikke når han havde en evne, der kunne fremmane lige præcis det våben han ønskede ud af tilsyneladende ingenting. Men han skulle også være forberedt på tidspunkter, hvor der ingen skygger var, for det var trods alt dem han fremmanede sine våben af, og des mere han havde opsøgt Mia, des oftere var han kommet ud i høj sol, hvor de eneste skygger omkring dem var deres egne. Det var suboptimalt.

Desuden var der en vis symbolik omkring at have et godt sværd. Og selvom Caydens møder med Útíradien havde hjulpet betydeligt på hans følelse af ikke at kunne lede eller redde sine kollegaer eller være til nogen nytte på slagsmarken overhovedet, så blussede følelsen stadig op i ham engang imellem, så han følte at hvis han bare havde noget solidt og godt at holde fast i... så ville han kunne narre sig selv til, at han var perfekt til jobbet som Mørkets Ridder.

Ingen af disse tanker viste sig dog på hans ansigt, da han nåede op til smedjen, hvor Pantaleon stod i fuld gang med noget jern. Cayden stod tavst, med vilje så stille som muligt, og betragtede halvdyret, imens musklerne i hans ryg og skuldre afslørede hvor tung, den hammer han stod med, virkelig var.

Ilden, og synet af sveden på Pantaleons ryg, fik Cayden til at få det helt varmt, og han hev ud i sin sorte skjorte ved halsåbningen, inden han indså at det langt fra var nok, og han også gav sig til at folderne ærmerne på den op. Han havde altid været en høflig dreng, og var det også nu, hvor han pænt ventede til at Pantaleon så ud som om arbejdet med jernet ikke længere hastede. Cayden havde kun en svag fornemmelse af hvad det ville sige at arbejde med jern, men han gik ud fra at det var vigtigt at arbejde med det imens det var varmt.

"Jeg ser du er hårdtarbejdende som altid, Pantaleon," hilste han, højt nok til at overdøve ildens knitren, hans stemme allerede hæs af den lave luftfugtighed i smedjen. 

Det tog ikke lang tid for jernet at blive varmet op igen og atter gløde med det rette rød-orange skær. En farve kun øvelse lærte smeden at genkende og vide hvad betød. Som det nåede den, trak Pantaleon det endnu engang ud af ilden og hen for at bearbejde det. En rutine, der stødt og roligt formede det under hans slag til det med tiden endte som et våben af værdi.
Skridt på brostenene udenfor advarede ham om en mands komme før denne trådte ind i smedjen. En stille en af slagsen, der i stedet for at forstyrre ham stillede sig til at vente og betragte ham. Ikke mange ville gøre det uden en em af utålmodighed omkring sig, og det var da også det mere end noget andet der fik ham til at se derhen efter at have stukket jernet tilbage i ilden endnu engang.

"Nogen må jo være det." kom det brummende svar, som han greb håndtaget til blæsebælgen og gav den et par solide træk. Straks slog flammerne op fra kullene igen og spredte ekstra lys i den halvdunkle smedje. Med det på plads og efter et ekstra blik på jernet, vendte han sig helt mod den unge mand. Han havde måske kendt Cayden gennem længere tid end han havde styr på, men den anden så stadig ud som en yngre mand end ham selv. Ikke at det sagde nogen ret meget. "Du har været længe væk, Cayden." Det var det nærmeste af en indrømmelse af at han lidt havde savnet den andens selskab og evne til at tale forståeligt. Nogen gange.

"Så er vi i hvert fald to," svarede Cayden lavmælt. Af alle i hele Mørkets Hær følte han sig som den eneste der arbejdede hårdt nok. Han tog ikke til efterretning at han arbejdede døgnet rundt og at det meste af hans fritid også bestod af arbejde. For alt han vidste af burde alle være lige så passionerede omkring deres arbejde.

"Jeg har haft travlt." Cayden svarede i en undskyldende tone. Han havde også savnet Pantaleons selskab. "Men det har også betalt sig. Jeg er blevet forfremmet til ridder," fortalte han og trådte længere ind i smedjen, så Pantaleon kunne se det emblem, der viste at han ikke længere blot var kriger. 

Pantaleon lod en rumlende latter følge den andens ord.Det var sagt så dæmpet og tørt at han næsten kunne tro den anden mente det. Måske fordi arbejde ikke var det samme i alles øjne og mange her lavede så godt som intet når de ikke forsvarede borgen mod angribende dæmoner. Et vedvarende irritationsmoment for alle. Nok især dem der som han havde boet på Midnatsborgen i længere tid. Der havde der i det mindste været ro til at arbejde.

Så nikkede han let i accept af tonen i ordene. "Noget langt herfra?" En gnist af interesse var at se i hans blik. Cayden kunne ofte fortælle om steder værd at se og slet ikke. Værd at lytte til fordi det var fortælling og ikke noget han skulle huske eller forholde sig til.
Det næste fik ham til at rette sig overrasket op og se nærmere på den anden, før end han med et grin gav Cayden et klask i ryggen. "Vel gjort!" Han mente det også. Den anden havde arbejdet sig frem mod titlen med mere vilje end andre der havde fået den udstukket. Efter hvad han vidste det var. Med Mørkets væsner var det aldrig helt til at sige hvad virkelig lå bag en forfremmelse. Noget andet fulgte da gerne med. "De havde ikke udstyr klar til dig?" Våben, ringbrynje og andet blev gerne skiftet til bedre kvalitet ved sådan en lejlighed. Hvis noget var lavet eller gemt væk.

Cayden gav et nik fra sig, da Pantaleon spurgte ind til de steder han havde rejst til - noget af det havde været i den helt anden ende af landet, og det var ofte de opgaver Cayden blev sendt ud på, da han nemt kunne komme dertil med sin evne. Hans møde med nogle kiletilhængere i grænselandet op til Lindeskoven, der var endt op døde og hvis død elverne sikkert gladeligt tog på sig, ville muligvis underholde Cayden mere at fortælle end Pantaleon ville få nydelse af at høre det, men det var også langt fra den eneste historie Cayden havde at dele med halvdyret.

“Det var ikke alt de tilbød, som var i lige god kvalitet. De lod til at gå ud fra at jeg foretrækker min evne,” fortalte han og af de skygger ilden fremmanede fremdrog han en helt mørk dolk i sin hånd. “De glemmer at den er ubrugelig i mørke, eller også prøver de ligefrem at få mig dræbt. Jeg havde håbet på at lokke et sværd ud af dig, i stedet.” Med de ord lod han dolken forsvinde tilbage til at være skygge igen, og så spørgende op på sin ven. Pantaleon var en dygtig mand, og af hvad Cayden vidste om hans arbejde også meget grundig, så et afslag var ikke utænkeligt hvis han havde for travlt med andre ordre.

Pantaleon fik et enkelt bekræftende nik, men ingen ord til at fortælle hvor. Det gjorde sagen til en af de mere blandede eller dagen bare ikke helt til afslappede historier og samtaler. Cayden havde altså en bestemt grund til at have opsøgt ham. En lille ting lært om den anden efter flere års bekendtskab og venskab. Det sidste noget sjældent for Pantaleon der normalt kun mærkede folk med allierede, ufarlige og fjender. Få faldt udenfor de tre kasser og hver gang nogen gjorde tog det ham tid at finde ud af hvad de så var.

En brummen fulgte de næste ord, som Pantaleon vendte tilbage til essen og trak det glødende jern ud for at arbejde videre på det. Han kunne sige en del om hvad nogen gang var at finde af våben og rustninger, men tiden var for knap til at nogen kunne følge med skaderne der skete på tingene.
Slagene faldt stødt også som han lod blikket finde tilbage på den anden med et lille smil. "Så var der måske en grund til jeg skulle lave et nyt sværd." Han havde fået ordren nogle dage før, men sværd tog tid og det burde folk vide. "Ordren kom uden navn på hvem der skulle have det." Han fik en del af den slags ordre, når nogen højere oppe ville belønne en underordnet. Våben var noget alle satte pris på. "Har du lært at bruge et ordentligt endnu?" Der var en let drillende undertone på hans sidste ord.

Cayden hævede et øjenbryn, da han hørte at nogen allerede havde bestilt et nyt sværd. Det havde været nemmere for ham at tro på, at hans overordnede var uforberedte og ikke kendte talent, når de så det, end det var at tro på at én af dem allerede havde bestilt et sværd til ham. Alligevel havde han allerede en helt bestemt ide om hvem det kunne være, der havde bestilt det, og han så med et forlegent smil væk fra Pantaleon. Han brød sig ikke om at have været så utaknemmelig indtil nu.

Hans ubehag forsvandt dog med det samme, da Pantaleon lavede en joke, og han brød ud i lavmælt latter. Han så op på sin ven og smilede forsigtigt til ham. "Jo tak, det går lige an, jeg er i hvert fald ikke så dårlig at det er lykkedes nogen at dræbe mig endnu," svarede han pustede sig lidt op, som var Pantaleon en modstander han stod overfor. 

"Er det et ordentligt sværd, der er blevet bestilt?" spurgte han og kiggede nu, overordentligt nysgerrigt, på det sværd Pantaleon var i gang med. 

Pantaleons opmærksomhed var gledet tilbage på arbejdet, som intet nyt var føjet til de ord han havde sagt. Det betød ikke så meget for ham om overordnede lagde mærke til ham eller ej og deres mening om ham betød endnu mindre. For ham var det at få lov at lave noget nyt det der havde talt godt for ordren og ikke meget tanke var gået til hvem der skulle have våbnet.

Han skævede dog tilbage til Cayden som denne brød ud i latter og et dæmpet grin viste sig da også på hans læber. En gammel joke mellem dem, som han måske var en af de få der kunne slippe afsted med. "Det er altid noget!" Ikke så sigende, men hvad var det når det kom til folks evner med våben? Var du god når bare du overlevede eller skulle du altid vinde? For ham var de to ting nær det samme og i drømme uadskillelige.
Med grinet stadig på læberne,rakte han en hånd ud og uglede den andens hånd drillende. "Du ender jo med at vokse fornuftigt til."

Så vendte han blikket tilbage til arbejdet, nåede endda tre slag, før Cayden åbnede munden igen og fik ham til at holde med hammeren halvt i sving. Langsomt vendte han sig rundt og så undersøgende på den anden. "Laver jeg andet?" Et godt sværd var forskellen på liv og død i så mange ting og han havde aldrig lavet sit arbejde dårligt når det kunne laves godt. Sikke da et spørgsmål!

Cayden havde aldrig følt sig så meget som en lille knægt igen, som da Pantaleon uglede op i hans hår og roste ham. På trods af at være langt den ældste, rent aldersmæssigt, var der vist ingen tvivl om hvem den mest voksne af dem var, og han strålede under Pantaleons ros. Han var vant til at få rigeligt af den, men det var som regel fra hans overordnede, der sagde det noget mere nøgternt, og han fandt, at han stadig var lidt svag overfor ros af den mere faderlige art - en slags ros, han aldrig havde fået fra sin egentlige far.

"Nej nej," skyndte Cayden sig at svare og løftede overgivende begge hænder. "Det er kvalitet alt sammen, ingen tvivl om det," sagde han, men kunne alligevel ikke stoppe sig selv fra at skæve nysgerrigt til sværdet. "Jeg prøvede bare at få lidt information om det ud af dig, det er alt." Han smilede forsigtigt til sin ven, usædvanligt spændt på sin gave.

Alder var ikke noget Pantaleon skænkede mange tanker. Det var så flydende som tiden og så uhåndgribeligt at forstå. Han blev ældre som andre blev det og endda ældre end de fleste havde nogen sagt, men det var årstiderne han så skifte og ikke sig selv i spejle når han gik et forbi. Hvad var år forden der ikke vidste om han levede til den næste dag? En lektion han havde lært hårdt i arenaen og aldrig sluppet igen.
Derfor fornøjede det ham at se unge knøse som Cayden (unge af sind, det var, for knægten var ikke helt ung af år) vokse til og finde deres plads i det hele.

Det undersøgende blik gled roligt over i et tilfreds, som Cayden trak sine ord til sig og Pantaleon kunne ned ikke helt stoppe et skævt smil fra at følge. "Så hurtig medtunge som med klinge..." Han genoptog beroliget arbejdet, men undlod at gøre det i tavshed nu knægten var kommet frem med hvad han gerne ville. "Et halvt-dobbeltægget sværd. Fuld skær på den ene side og kun halvt på den anden for styrke, smidighed og overraskelse." Den halve æg var ikke noget alle forsvarede sig imod og passede til den stil han havde set Cayden bruge. Om det passede måtte tiden vise. "Ønsker du noget særligt til fæstet?" Der var ikke kommet ordre om udseende eller brug, så han havde valgt det andet og lod knægten få et ord med om det første.

Cayden grinede tilfredst, da Pantaleon endnu engang roste ham, omend han også hørte kritikken i dét - han vidste godt, at han skulle passe på med, hvad han sagde til Pantaleon. Det var bedre at sige noget gennemtænkt end at snakke løs og undskylde bagefter. Det var også kun i blandt sine venner, at Cayden løsnede nok op til at tale så afslappet overhovedet. Ikke engang Lykke var han så afslappet med, og han var bange for at deres allerede noget ustabile venskab var blevet endnu mere ustabilt efter hans forfremmelse.

Caydens hjerte sprang et slag over, da han hørte Pantaleon fortælle om sværdet. Med sin evne plejede han at skifte imellem sværd alt efter situationen, og nu var Pantaleon i gang med at lave ham ét der, ligesom hans evner, var alsidigt. Han havde aldrig før glædet sig så meget til at få hænderne i noget.

Han var lige ved at takke nej, da han blev spurgt til ønsker om udseende, da han kom i tanke om at han faktisk havde ét. "Giv mig et øjeblik," bad han, helt usædvanligt for hans stil, hvor han normalt bare ville være forsvundet i en røgsky uden et ord. Pantaleon advarede han, dels af respekt og dels af frygt for at overraske manden midt i sit vigtige arbejde.

Ikke fem minutter senere dukkede han op igen. Varmen fra ilden fik den sorte røg til at forsvinde lige så hurtigt som den var dukket op og midt i den stod Cayden med en bordeaux rød velour pose i hænderne. Inde i den var en blågrøn alexandrit fæstnet til en kæde. Halskæden havde tilhørt Caydens første hustru. De havde været unge og dumme, og giftet sig alt for tidligt og det havde endt i en tragedie, som Cayden til evig tid ville bebrejde sig selv. Det var mange år siden nu, men såret føltes friskt og mindet om hende var tydeligt.

"Der er en ædelsten, jeg gerne vil have fæstet, hvis muligt," fortalte han med løftet pande og kærtegnede posen som indholdt det hele hans afdøde hustrus sjæl. Det gjorde den næsten også. Hendes død var med til at minde ham om menneske-væsners ondskab og lysets hykleriske tilgang til 'godhed'. Med dette i hånden ville han aldrig tøve med at myrde et af lysets væsner - ikke at der før var noget der havde stoppet ham. 

Det skæve smil forblev som hans ord blev svaret med et grin. Knøsen var uforbederlig, men det var en del af hvad gjorde ham værd at have hængende. Pantaleon lod et par slag mere falde over jernet, før han stak det tilbage i essen til genopvarmning. Han havde set Caydens udtryk ændre sig som han beskrev sværdet og kunne ikke andet et sende ham et nyt skævt smil ved det. Nogen gange sagde et ansigt mere end ord. Nu var en af de gange, da knøsen var usædvanligt tavs.

Om ikke andet for en stund. Åbenbart havde han fundet noget der kunne få den anden til at tabe mælet. Desværre nok ikke med noget let at gentage det med. Det fik dog også den anden til pludseligt at forsvinde.
Pantaleon så forundret efter ham, trak så let på skulderen og fortsatte med arbejdet. Hvad end var faldet den unge ridder ind, så havde det fået ham til at gå fra stedet frem for at forstyrre med sin evindelige røgsky. Utroligt i sig selv.

Ikke længe efter slog røgen dog op foran ambolten og fik et opgivende blik fra Pantaleon, før hans blik faldt på Caydens ansigt og dennes lidt anderledes holdning. Ikke så arrogant og selvsikker som sædvanligvis. Hvad blev vist frem og ønsket var dog ikke unormalt, så til en start gav ændringen ikke mening.
Pantaleon rakte ud for at se tage ædelstenen i øje og nikkede så. "Det er muligt. Noget ønske for hvad holder den?" Han havde en ide om at sætte det som øjet på et væsen, men kunne være Cayden havde en anden ide.

Cayden var underligt lettet, da Pantaleon godtog hans ønske og ædelstenen. Indtil for et par minutter siden, havde han ingen ønsker haft til sit sværd overhovedet, og nu betød både dets udseende og brug pludselig alt for ham. Det var den effekt Pantaleon havde på ham; pludselig tænkte han over ting, han ellers ville have set som ligegyldige detaljer før. Han var dog også udmærket klar over at Pantaleon havde langt bedre forstand på den slags, end han selv havde og da det kom til mere udsmykning, rystede han på hovedet.

"Det var min hustrus," svarede han i stedet og håbede, at dét ville være nok til at give Pantaleon en ide om, hvad ædelstenen betød for ham. At sætte den som øjet på et væsen ville kun være passende i denne sammenhæng, men Cayden havde ikke selv fået dén ide endnu - han var ikke kreativ nok til at tænke på den slags. 

Den usædvanlige afdæmpethed fortsatte hos den unge mand efter at Pantaleon havde taget imod stenen. Klar i farven og formen, passende størrelse til et fæste også. Hans blik gled til den anden sammen spørgsmålet og blev der undersøgende og afventende som Cayden rystede på hovedet. Svaret gav dog alligevel den ældre kriger en ide, der måske ville passe i den andens smag.
"Hmm ja,det ændre jo sagen..." Han vejede prøvene stenen, før han lod den falde tilbage i posen og poseni pungen i bæltet.Der ville den være sikker til han nåede til den sidste del af sværdet. Få var trods alt dumme nok til at stjæle fra ham. I sær da det oftest ikke var ham de fik på halsen over det forsvundne.

"Se forbi om en uges tid og vil have det færdigt til dig." Måske ville det give ham lidt ro til at lave det sidste uden overvågning, måske ville det give ham selskab i en uge. Et sats ikke helt med noget at tabe. Et dyr til fæstet var dog udelukket nu. Stenen hørte til i en lukket kvinde hånd, som Caydens hjerte så tydeligt havde gjort det.

Cayden fulgte nøje Pantaleon med blikket, imens hans ven bedømte og vejede stenen. Han vidste, at Pantaleon ikke ville lægge skjul på, hvis den ikke var egnet, men han var alligevel nervøs for hvad han tænkte om den. Når det kom til, hvad Pantaleon ville få ud af den, var Cayden dog ikke den mindste smule nervøs. Han havde tiltro til Pantaleons evner, ligegyldigt hvad han ellers havde sagt tidligere om, om det var et godt sværd han var ved at lave til ham.

"En uges tid..." gentog Cayden og kunne næsten ikke få sig selv til at sige farvel. Tanken om et sværd opildnede ham og han længtes allerede efter at se, hvad Pantaleon ville skabe til ham. "Jeg skal se om jeg kan vente indtil da, med at forstyrre dig igen." Han så på Pantaleon med et kækt smil og teleporterede sig væk øjeblikket efter. Det var utroligt uhøfligt, i forhold til hvor højt Cayden normalt gik op i former, traditioner og høflighed, men Cayden følte sig også som en vigtig mand, med et vigtigt job, og han havde allerede spildt for længe på sniksnak, så denne gang var det vigtigere at vende tilbage til arbejdet hurtigt, end det var at udveksle høfligheder med en mand, der alligevel ikke ville bære nag.