Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Pantaleon Abidemi
Kaldet: Pan
Køn: Mand
Alder: 108
Fødselsdag: 23. maj 1910
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Zaladin
Erhverv: Mørkets Kriger
Nuværende levested: Obsidianøerne - Mørkets borg
Race: Halvdyr
Uddybende om race: Halv sort Urkat, halv bjergelver.

Urkatten er for-racen til de store katte og findes nu kun blandt få halvdyr i de østlige bjerge. De holder sig skjult og har stort set kun kontakt med bjergelverne der også bor i området. Det er da også bjergelver og ikke menneske der udgør den anden halvdel af halvdyrene og giver dem en levealder på op mod 300 år.

Udseende

Højde: 217 cm
Vægt: 134 kg
Urkat:
... Den første form, sansernes form...
Pels: Gråsort tæt pels på hele kroppen med mørkere striber over ryggen og ned af halen. Manken og halespidsen har samme mørke farve som striberne.
Øjne: Gyldne
Generelt: Urkattens form. Større og mindre tæmmet i udtryk end løver og tigere, men med træk fra begge efterfølgere. Pelsen er gråsort med mørkere striber over ryggen. Manken er i samme farve som striberne med islæt af den lysere nuance fra pelsen. Et væsen fra før de store katte blev hver sin race og større end dem alle. Vægten ligger omkring de 340 kg og en længde på 360 cm fra næse til halespids.


Bjergelver:
... Den anden form, talens form....
Hår: Sort langt hår til ned over skuldrene.
Øjne: Grønne
Generelt: Han er høj selv for en elver, bredskuldret og trænet til at fylde rammen ud med muskler nok til ikke at se for ranglet ud. Bevægelserne er velovervejet, mens holdningen er ludende, som kræver det koncentration at rette sig helt ud og ikke naturligt at holde sig sådan. Hans hud er grålig, trækkene markerede og grove, som er de fra før elvernes skønhed blev forfinet og ørerne lange og spidse.
Ar: Adskillige. Mest markant er det ned langs venstreside, hvor et sværd for længe siden var lidt for tæt på at tage hans liv. Det næstmest er den hvide ring om hans hals.
Særlige kendetegn: Hans højde og grålige hud. Han bærer en mørkegrå tatovering på den højre skuldre og ned over overarmen. Et symbol af en slags.


Hybrid:
... Formen imellem, fanget imellem, hverken eller, klar til kamp...
Hår: Sort, langt og nærmer sig manken i fylde.
Pels: Gråsort tæt pels på hele kroppen med mørkere striber over ryggen.
Øjne: Gyldengrønne
Generelt: Fanget mellem kat og mand har han mandens opretgående gang og holdning, men kattens pels og hoved. Trækkene er gledet næsten helt til kattens, men mangler noget i at være fuldendt, som kroppen stadig er mandens, men med pels og kløer.

Magi

Magisk evne (1): Forvandling:
Neutrale former - urkat og bjergelver: De to oprindelige former, som afspejler de to sider af hans væsen. Han kan skifte mellem dem frit, men bliver træt og irritabel af for mange skift indenfor kort tid.
Hybrid: Han har mulighed for at antage en hybrid-form, som er et væsen fanget mellem de to andre. Det er en effektiv og skræmmende kamp-form, men ikke en han kan holde mere end en halv time og han kan kun antage den en gang om dagen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Helbredelse:
Passiv: Hans magi arbejder altid for at holde ham rask og uden skrammer. Små ting som rifter og mindre snitsår forsvinder i løbet af minutter, mens større ting langsomt svinder ind over halve og hele timer. Bliver han hårdt såret lukker han ned i helbredende søvn og vågner først, når hans krop har ham oppe på 70% funktionel igen. Han kan holde søvnen fra livet sålænge han er i hybrid-form, men falder under så snart han antager en af de neutrale former igen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (3): Mørk skygge:
Kan indhylle et område i dybt mørke, der ikke påvirker krigerens øjne. Krigeren kan også samle skygger omkring sin krop i et form for mørkt skjold: skjoldet er ikke uigennemtrængeligt, men angreb vil møde modstand i luften og derved blive svækket.

Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Styrker: Fysisk styrke, udholdenhed, tålmodighed, loyalitet
Svagheder: Intellekt, unger, dovenskab, sin størrelse, beskyttende
Interesser: Våben, jagt, nydelse, smedearbejde
Mål: - har han ikke tænkt over.
Værdsætter: Solskin, en god kamp, frihed til at være hvad han er, kødrig mad, venskaber - de få der er mere end alliancer
Afskyr: Ørkener- sne og sand, illusioner, lange forklaringer (og ord), fejle en opgave, svigt
Frygter: At flyve, blive omringet af ild, ikke at kunne forsvare de få han holder kært.
Samlet set: Pantaleon er en enkel natur. Han er ikke velsignet med den største intellekt derude og bruger heller ikke altid det han rent faktisk virker til at have fået. Bliver sætningerne for lange og snørklede eller ordene det samme, så begynder han at se forvirret ud eller venter til alt er sagt og han kan få meningen fra en anden.
En han stoler på.
At vinde hans loyalitet tager autoritet og troværdighed. Ord givet skal være ord holdt, men handlinger er hvad virkelig tæller. Er loyaliteten dog vundet er den der på godt og ondt. En personlig loyalitet og aldrig en for en sag.
Helst holder han sig dog fra taletunge ting og foretrække de mere enkle som kamp eller skabelsen af våben i smedjen. Jagt, mad og nydelsen i andres selskab (eller en varm solskinsplads) ligger ham også let på sinde. De små basale ting i livet, der opfylder alle behov.

Baggrundshistorie

... Mørke... blødhed... mokkere...varme...
Fra varmen lyde, føde, tryghed...
... Lys... flakkende... udflydende... brudt...
Hårdhed under vaklende poter... giver selv lyd... ser selv mørke, blødhed i bevægelse...
Verden tager langsomt form, bliver større.
Blødhed bliver form... bliver mor... Mokkere bliver søstre... kan ligges på... Pivere.
Hårdhed bliver gulv, vægge, loft...
Lys bliver sol, varme... bliver måne, kølig.
Verden tager mere form.
Pivere kan leges med, tumles med, stadig ligges på.
Pivere holder sammen... Nogen gange, aldrig altid... Ikke i grønne strå, græs.
Skygge over os... Rumlende lyd... Far... Føde bringer, jagt bringer... Beskytter...

Barndom:
Pantaleon blev født i urkatteform i et kuld på tre. Det var den form hans søstre og han tilbragte det første år i og voksede til i. De lærte at jage gennem tumling og leg. De lærte at bevæge sig uset - og meget set!- af sted. Lærte hvad kunne spises, kunne fanges og hvad skulle gås en stor bue uden om. Det var en hurtig opvækst som det er for dyr - om ikke andet det første år.
Som sneen smeltede efter deres første vinter tvang forældrene de tre igennem deres første forvandling til deres anden form. Bjergelvere. En komplet omvæltning af hele deres verden og på mange måder en nulstilling af det meste af det de havde lært. To ben var meget anderledes end fire. Mad var anderledes og kunne være grøn! Sproget havde andre lyde.
Mest fascinerende var dog at de flyttede fra grotten hvor de var født og ind i en træhytte nær mange andre hytter med andre familier. Børn at lege med, skønt ingen af de andre kunne skifte fra form til som de tre kunne og gjorde som de tumlede indbyrdes. Testede hinanden, lå på lur og i det hele taget udnyttede en hver mulighed til at overfalde hinanden.

Årene gled stille frem. Pantaleon voksede til og voksede fra sine søstre, ja fra alle. Han blev høj selv for en elver, bred over skuldrene og med en styrke han ikke altid helt vidste hvor stor var. Den var hvad sendte ham til oplæring hos smeden, som den var hvad gjorde han stadig kunne vinde, når hans søstre dobbelt-tacklede ham. Den gjorde buer til et tåbeligt våben at arbejde med og at kamp var noget bedst lært af hans far der havde problemet, men dog i mindre grad. Alle lærte at kæmpe, at forsvare dem selv og dem de holdte af.
Ikke at det hjalp da det kom til stykket.

Forandring:
Pantaleon var lige rundet sit femte årti, da angrebet kom og alt hvad var forsvandt.
En tåge spækket med magi gled ind over den lille bebyggelse, dæmpede magiske evner og lullede alle i søvn. Den blev liggende længe nok til at slavetagere kunne sprede sig mellem hytterne og være klar som den lettede. Klar med våben og lænker.
Eller det var hvad han fik fortalt.
Pantaleon vågnede lænket i en vogn. Omkring ham lå hans søstre stadig sovende og lidt derfra fornemmede han skikkelserne af hans forældre. En anden familie, børn, voksne unge, var smidt ind blandt dem. Smidt for ingen havde lagt sig som de lå af egen vilje.
Man smed ikke med folk.
En knurren gled fra ham og blev besvaret med en styrkelse af søvn-besværgelsen.

... Varmt sand... skoldende sol... blod, så meget blod...
En krop i sandet for hans fødder... råb fjernt over ham... ulideligt... uværdigt...
Kølende skygge blandt stenmure... uforståelige stemmer... ordre...
Smerte skærende igennem... altid smerte efter ordre...
Følger med længere ind... tilbage til stenrummet... tilbage til mørket...

De var blevet solgt i varmen. Pantaleon som en af de første og ført væk. Magien lå stadig tungt på ham og i de lænker der bandt ham. Magi vendt mod magisk kræft, men ikke hans. Stemmer talende andre tunger end de to han kendte, ansigter og skikkelser anderledes end alle han havde set og en brutalitet så åbenlys de glimtede hårdt i hans blik allerede før de førte ham til kamppladsen. En bygning til vold og død. For underholdning.
Han holdt sin form og holdt sig tavs. En stor, truende skikkelse med fordømmende øjne.
Det ændrede intet for hvor han endte den næste dag.
Det ændrede intet for det liv han endte der.

Måneder gled forbi med kamp og fred, død og søvn. Han lærte sig få af deres ord. Dem mest gentaget. Dem de straffede ham for ikke at forstå. Dem de brugte, når de så ham lurende i skyggerne. Dem de brugte, når han endte liv.
Så sendte de noget nyt ind mod ham. Noget stort og dyrisk. Noget der lugtede af byttedyr. Af ko. Han hævede hovedet og snuste ind. Smilede så og mødte væsnets blik.
Ingen hjemme der.
Kampen startede og blev brutal. Modstanderen var værdig. Hård og forstod at bruge sit våben.
Den ramte hårdt og han så rødt. Trak på en del af hans magi der skiftede hans form, men smerten og adrenalinen fangede ham mellem kat og elver, mellem dyr og mand. Han brølede sin smerte ud og angreb uden tanke for andet end at ende kampen.
Og det gjorde han.
Som han greb sig selv igen sank han til sin første form. Urkatten han til da havde holdt skjult, men som de nu skulle drive fra arenaens sand. Ingen kom. Ingen råbte. Han cirklede sandet til han fandt en port åben og gled ind i skyggerne der.
Mødende skrig på vej mod hans stenrum, men ingen der stod i vejen.

Nye tider:
Pantaleon fik rig mulighed for at træne med sin nye form. Den kom aldrig til at føles naturlig som de to andre, men til kamp var den hvad han havde brug for. Han blev ved med at vinde.
Efter næsten et år vågnede han i sit stenrum til lyden af nogen ved døren. Et klik fra låsen og så skridt listende videre. Derefter intet i lang tid, før kamp brød ud et sted og han rejste sig varsomt. Det brød normen og kunne betyde to ting. Muligheder eller problemer. Et tag i døren og den gik op. En tøven og så var han på vej væk. Fra stenrummet, kampen og sandet.
Udenfor arenaen ventede ryttere ubevægeligt. Han stoppede op, bakkede let og bemærkede så en mand han havde set adskillige gange snakke med vagter og folk når en kamp var forestående. En mand vagterne ikke havde ønsket nær nogen af dem der gik i sandet.
Med god grund.
Den aften fik han tilbudt at følge med dem som kriger og fri eller blot gå som fri.
Han gik som fri.

De næste mange årtier flakkede han rundt. Halvt søgende efter de han havde mistet, halvt søgende efter sig selv. Noget havde han bestemt mistet i tiden på sandet, men noget havde han også vundet.
Sproget var stadig forvirrende og fyldt med uforståelige ord. Mange kaldte ham dog noget han vidste han ikke var og veg fra ham. Hans huds grålige nuance for de uvidende tæt nok til sort til at det ikke gjorde en forskel for dem. Elvere var ikke bedre end mennesker her, skønt de var nemmere at forstå.
Hans vandring bragte ham til sidst til Mørkets skov. Et sted hvor han naturligt faldt ind i skyggerne og kunne bevæge sig uantastet rundt. Der gjorde han et lille hjørne til sit og lod roen falde på sig. Byggede en hytte og et hjem uden det store af noget som helst.
Skoven var dog langt fra ubeboet og efter få år stødte han på de første der mente stedet var deres. Han startede med blot at betragte dem fra skyggerne. Fortiden fristede ikke med at vise sig frem til han så at der blandt dem red mørke elvere. En race han kun havde hørt om til da. Stille fulgte han dem gennem skoven, mens han lyttede til snak han kun halvt forstod. Nok til at rynke brynene, men også nok til at knurre som en pil ud af ingenting og de en gruppe af de lyse, selvoptagede elvere angreb uden varsel eller provokation.
Det var stadig hans skov.
Uden tanke kastede sig ind i kampen. Noget ingen af de stridende havde forventet og det kostede de lyse dyrt.
Det gav ham en invitation til at møde de mørkes leder, som han tog imod.

Familie: Far: Leonid Abidemi - 220 - kriger
Mor: Titana Abidemi - 191 - helbreder
Søster: Ranini Abidemi -107, kuldsøster - danser
Søster: Naomi Abidemi - 107, kuldsøster - helbreder
Datter: Ukendt for ham

Andet

Fra Pinterest

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Under middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel