En karet væltede igennem natten i fuld hastighed, mens førren gjorde en svag facade af at styre dyrene. Vertis var den eneste gæst i dens kupé. Kisten der indeholdt den unge pige var spændt fast på bagsiden. På trods af at byens var underlagt udgangsforbud, fandt portene en måde at åbne for ærkedæmonen, og hverken byvagter som kiles tilbedere fandt lysten til at stoppe karatten. Vognen kørte igennem portene til paladset Vertis havde gjort sit hjem.
Så snart fartøjet var standset kom tre kultister klædt i tjenesteklæder frem og tog kisten ned. Han havde kontakten dem mens de endnu var udenfor byen, og kultisternes villige sind havde været nemme at finde. Som han trådte ned på jorden børstede han sit tøj af med den ene hånd. Rejsen havde ikke været behagelig, da vognen var af en underlegen kvalitet. Han kunne næppe forestille hvordan turen havde været for pigen. Dæmonen gik ind i paladset, og de tre dødelige fulgte efter med kisten holdt mellem dem. Tavsheden indikerede at hun havde mistet bevistheden på et tidspunkt, men da det gjorde transporten nemmere var det kun en fordel.

Der var mange værelse i den oppulente bygning, og flere af dem var egnede som fangekamre, da den originale ejer havde haft excentriske appetitter. De kravlede af de tæppeklædte trapper til den tredje etage, hvor der var et rum han tænkte ville glæde den faldne stjerne. Gulvet var dækket i fine tæpper, med en kostbar dobbeltseng, et klædeskab i udsmykket ibenholt, et skrivebord samt et lille skab med dyr alkohol. Der var tremme for begge de store vinduer, der ellers havde udkig ud til paladset indergår, hvor der groede en lille blomsterhave. To stole og en sofa stod i det ene hjørne, omkring et lille kaffebord. I loftet sad der utallige små juveller, der til sammen gengav den stjernehimmel, man ville kunne finde hvis man kiggede ud. Som med alt i huset havde rummet en smagløshed, man kun fandt hos de tåbeligt rige med noget at bevise. Personligt syntes han at det var alt for meget, skabt af en fattig mands eller et barns idé om rigdom. I det mindste havde han ikke sparet på nødvendighederne - døren var af massivt træ forstærket med bjælker af stål, og tremmerne i vinduerne strakte sig hele vejen fra gulvet til loftet.

Kisten blev placeret midt i rummet og låget trukket af. Pigen var tydeligt bevistløs. Han sukkede dybt, satte sig i den ene af de to bløde stole og fik en af de to kultister han havde udstationeret på den anden side af døren til at hente en kande te. Rejsen havde gjort ham tør i halsen.

Det havde bestemt ikke været nogen behagelig tur. Ikke ifølge den lille stjerne. Der var alt alt for småt i den indelukkedes kiste og til trods for at hun burde have adgang til mere end nok ilt, så fortsatte problematikkerne med hendes vejrtrækninger. Jo længere hun befandt sig i den og jo mere hun blev opmærksom på de indkapslende vægge, jo værre blev det. Hun kunne snildt bilde sig selv ind, at hendes hjerte havde risiko for at springe ud igennem brystkassen på hende hvert øjeblik det skulle være. Og det ville ikke undre hende, hvis hun var blevet noget bleg i ansigtet. Det havde dog lykkedes hende at hæve låget bare en smule efter de gentagende gange, hendes knæ havde ramt op mod det for at få hende ud. Stadig dækket i tomatsaft fra da hun havde trådt i frugten og ligeledes fået en kastet på sig, gjorde gradvist lugten i kisten lettere kvalmeopvækkende, og hun frygtede at kaste op. Hun kunne kun prise sig lykkelig over at maven var relativt tom. Men foruden den kraftige angst smertede hele hendes krop, og det blev kun værre af at blive kastet løst rundt i kisten. Den eneste frihed fra rejsen, var det øjeblik kareten måtte have kørt over en ordentlig humpel og hamret hendes hoved hårdt nok op i låget til at efterlade hende bevidsthed for det resterende af rejsen.
_________________________

Mias hud lyste stadig lige så meget op, som den havde gjort før hun var blevet smidt tilbage i kisten. Den syntes endda at lyse mere op. Men det var klart at om hun var ved bevidstheden eller ej ikke have noget at gøre med det. Hun så ud til at slappe helt af. Som lå hun blot og sov i kisten. Man skulle blot se bort fra de mørke plamager der så småt var begyndt at komme frem henover hendes krop. Og den indtørrede tomatsaft i hendes hår. Og den smule størknet blod under næsen.
Det fredfyldte over hende nåede bare ikke at vare alt for længe efter at låget var blevet fjernet. Det kunne ligeledes være duften af bryggende teblade, der vækkede hende. Hun åbnede først sine øjne ganske lidt, prøvende, hvorpå hendes ansigt straks trak sig i noget af en grimasse. Hendes hoved gjorde umådeligt ondt, og hun kunne ikke undgå at lade nogle beklagelige lyde fra sig. Lyde der kun blev kraftigere, da hun satte sig lige lovligt panikslagen op og kunne mærke ømheden i maven og svøbte automatisk en arm omkring den og greb om kistens kant med den anden hånd. Hvad var der med en sådan jordisk krop.

Endelig løftede hun de alt for blå øjne for at tage sine omgivelser ind. Og med det samme var det skræmte udtryk tilbage på hende ansigt. Hvor var hun? Hun var lykkelig over at være ude af kistens tætte klem, men hun genkendte ikke det enorme værelse. For en kort stund glemte hun om sin ømme krop og fik fundet en pludselig styrke til at få skyndt sig ud af kisten. Hun nåede bare ikke op at stå, så i stedet var det som om at hun væltede ud af kisten og ned på det tæppebelagte gulv, hvor hun sad mere eller mindre på alle fire og så vildfaren rundt endnu en gang.

Vertis løftede tekoppen til sine læber og tog en eksperimenterende tår. Perfekt temperatur. Han lukkede øjnene og nød smagen af teen. Først efter at smagen var forsvundet begyndte han at tage stilling til pigen, der tilsyneladende var vågnet før han drak sin te. Som hun floppede rundt på gulvet lignede hun mere et vildt dyr end den stjerne hun påstod at hun var. Og hendes lys kastede usmigrende skygger på de i forvejen grimme møbler.
"Så er du endeligt vågnet," sagde han afslappet fra sin plads i hjørnet af rummet. Han løftede koppen, og tog en tår. Han indikerede mod en tom kop, der stod på bordet ved siden af ham. "Te? Den originale ejer af huset havde tilsyneladende en smag for hæsligt interiørdekor og glimrende te." Skulle man bedømme situationen udfra dæmonen, skulle man tro at hun blot var gæst til hans teselvskab fremfor hans kidnappede fange. Han havde blot nogle opfølgende spørgsmål, og jo hurtigere hun besvarede dem desto hurtigere kunne han komme videre med sit liv. Ingen grund til at være uhøflig omkring det.

Lyden af netop hans stemme havde ikke været noget, hun ligefrem havde ønsket efter, men den havde evnen til at målrette hendes opmærksomhed mere præcist mod ét sted frem for at vandre omkring i det forbløffende store værelse. Det var som et helt hjem samlet bag de samme fire vægge, og hun havde ikke problemer med at tro, at det netop var tilfældet, trods hun ikke havde nået at se efter et sted til madlavning, før hendes øjne havde lagt sig mod den mørkklædte og endnu fuldkommen ukendte mand, som han sad og bød hende på te, som var intet hent. Havde det ikke været for de fysiske tegn på den tidligere brutalitet eller kistens åbenlyse tilstedeværelse, kunne han næsten have bildt hende ind, at der faktisk ikke var sket noget og alt havde været hendes egen fantasifulde forestilling.

Med en stærk modvilje til at nærme sig manden, drejede hun hovedet mod døren med et tæt på længselsfuldt udtryk, inden hun med erkendelse roligt så tilbage på dæmonen. Eller så roligt som hun nu kunne. Hun var pludselig en sammenkrøllet bold af følelser som både frygt og gennemtrængende mangel på forståelse. Surrealistisk var nok et godt ord at bruge. Hun sank besværet en mindre klump, der sad og generede i halsen.
Stjerne begynde så endelig sin kamp med at komme op at stå igen. Denne gang gik det meget bedre - nok fordi svimmelheden havde lagt sig lidt igen, men det var ikke ensbetydende med, at det kroppen var mindre smertende at have med at gøre. Så med en presset hånd mod det ømmeste punkt af hendes mave fik hun rettet sig op i sin fulde højde igen. Sidst hun havde været så frustreret over sin kropslige form var før hun vidste, hvordan man balancerede ordentligt.

En sidste gang så hun mod døren, inden hun med relativt forsigtige skridt gik hen til den bydende mand, hvor hun med en beklagende grimasse kom ned at sidde i den bløde sofa. Så langt fra ham som det var hende muligt.
”Hvis du blot ønskede at invitere mig på te, ser jeg ikke nogen grund til al tvangen.” kommenterede hun med bestemt ord men en usikker stemmen, mens hun blidt strøg sin ene underarm. ”Hvor er vi? Og… hvem er du?”

Hånden der holdt koppen frøs halvvejs på vej til munden. Havde han ikke introduceret sig selv? Med et tænksomt blik så han tilbage på alt der var sket siden han havde ledt byen i fordærv, og måtte konstatere at hun havde en pointe. Han havde været så travlt optaget af sine altædende ambitioner at han havde glemt noget så simpelt og anstændigt som at give sit navn. Nok var det et falsk navn, men det var tanken der talte. Han slog hovedet tilbage og brød ud i latter. Kold, humorforladt latter. Han satte koppen på bordet, og tørrede en tåre ud af øjenkrogen. "Åhh- Undskyld mig!" Han løftede en hånd, mens han tog en indånding. "Jeg må være blevet glemsom på mine gamle dage. . ." Han fyldte den anden kop på bordet med te, og skubbede den over mod hende. Nok var den stadig udenfor hendes rækkevidde, men ikke med meget. 
"Mit navn er Daman Pallisheaf, og jeg undskylder inderligt for min uhøflighed." Han løftede atter sin kop og lænnede sig afslappet tilbage i den store stol. "Hvor vi er, behøver du ikke bekymre dig om."

Han tog en tår af sin te, og lod stilheden sænke sig mellem dem hvor hun havde tid til at tage sin te. 
"Ser du. . ."
Han faldt pludselig tilbage til tavshed, en tænksom rynke mellem øjenbrynene. Havde han heller ikke fået hendes navn? At glemme at introducere sig selv var tilgivligt, det skete for selv den bedste, men ikke at vise interesse for en samtalepartner var uhørt. "Jeg er bange for at jeg ikke har fanget dit navn?" undskyldte han sig høfligt.

Det eneste der egentlig indikerede, at denne Daman Pallisheaf var den samme mand, som havde sendt den lille medaniske landsby i fuldkommen kaos, var hvordan han virkede til at bare børste episoden og alt der kunne lægge sig nok op ad sig. Hvis det ikke havde været fordi, han åbenlyst ignorerede dét med en sådan perfektion, ville hun nær havde troet, at hun ikke talte med den samme person. De jordiske væsner kunne trods alt ende med at blive født med den samme genformulering og gøre dem uigenkendelige fra hinanden.

”Daman Pallisheaf?” gentog hun henvisende. ”Er det dit fulde navn? Eller blot en partdel af det? Jeg forstår mig stadig ikke på jeres brug af navne og ligeledes opstillingen af dem.” Hendes spørgsmål var kun drevet af ren rå nysgerrighed og hunger efter det at vide med sikkerhed, så det var ikke til at skjule det lille hint af utilfredshed, der stadig sad i hendes stemme. Og krop. Hun holdte sit blik lige det enkle sekund længere, som holdte hun øje med ham, inden hun så ned på koppen med det infunderede vand, der blev sat foran hende. Hun ville give en hver ret i at duften var vidunderlig. Brygget stærkt nok til, at hun ikke behøvede at læne sig frem for at snuse til den tynde damp. Men hun lod koppen stå, hvor den var. Gjorde ingen bevægelser, der kunne minde om at rakte ud efter den. Hun var ikke tørstig. Og særligt ikke efter noget der kunne brande hendes sensitive tunge.

Det var med tydelig overraskelse, at hun løftede sit blik tilbage på ham. Hans høflighed forvirrede hende noget så grusomt. Alle sanseindtrykkene hun modtog forvirrede hende!
”Jeg kaldes blot Mia.” Hun bed sig diskret i kinderne, mens hånden der havde kærtegnet hendes forslåede overarm, gled lige så langsomt længere ned mod håndleddet, hvor hun ellers havde forventet at støde på det simple smykke. Hun gispede lydløst idét hendes hjerte sprang en tand for hurtigt i brystet på hende, og overraskelsen fra før ændrede sig atter til den forsigtige usikkerhed ved hjælp fra hendes bryn. Hun var nødt til at se ned og blev dér mødt af et nøgent led. Lettere abrupt svang hun hovedet hen over skulderen mod kisten. Havde hun tabt det? Havde nogen taget det fra hende?

På vejen ud havde Vertis fået hans håndlangere til at fjerne alt uessentiel beklædning, i tilfælde af at hun kunne bruge nogle af sine smykker eller en hårnål til at dirke låsen, eller noget i den stil. Hvilket viste sig at være en god idé, tilsyneladende, da hun ikke så diskret gik i panik over det manglende armbånd. Den voldsomme irritation han følte over måden hun pressede ham på sit navn, og derefter kun fortalte ham et fornavn, forduftede som dug for solen over det nye interessepunkt. Han slangede sig i stolen, og tømte koppen i et sidste drag.
"Hvis du fortæller mig dit fulde navn, Mia, skal jeg nok fortælle dig mit." Han studerede hende med sine øjne, sulten efter information. "Mangler du noget, kære? Du ser lidt. . . Bleg ud." Et djævelsk smil spillede på hans læber. Han havde det måske lidt for sjovt ved hendes ubehag.

Lyden af et bornholmerur der slog seks tunge slag, mindede ham om at han havde mere at tage sig til end at tryne hende. "Nok om det. . . Sagen er den, Mia, at jeg allerede har spredt rygtet om at du er her," en simpel løgn, men simpel nok til at hun næppe ville mistænke noget. "Og jeg har sørget for alle har hørt det. Så jeg vil have dig til at fortælle mig om dine venner, Mia, så jeg kan gøre klar til når vi får gæster." Hvis det ikke var for den implicerede trussel i hans ord, kunne man have fejltaget hans smil for at være oprigtigt.

”Miaplaci-…”
Hvis Mia ikke havde været bleg før, mistede hun bestemt noget af farven i kinderne, ved han pointering. Måden hans ord dansede på hans tunge, skabte automatisk ubehag i hende, men det var smilet, hun blev mødt af, da hun endelig så tilbage på han, som virkelig fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Han sendte konstant forskellige signaler, og hun havde sværere og sværere ved at forholde sig til dem alle. Skiftene gjorde det svært for hende at vide præcis, hvordan og hvorledes.

Slagene fra uret, fik meget muligt Daman på sit rette spor igen, men den lille stjerne sad som sådan stadigvæk fast i det før hændte. I en abrupt bevægelse, stod hun nu op i en stund, hvor de ømme muskler blev fuldkommen ignoreret. ”Hvor er det?!” udbrød hun først meget desperat. Dog hævede hun ikke sin stemme betydeligt. Hun brød sig ikke vitterligt om at smide beskyldninger i hovedet på ham. Han havde endnu ikke bekræftet, at han havde været den til at fratage hende sit simple smykke. Men hvad andet kunne hun tro?!
”Det er ikke dit til at tage!” fortsatte hun, mens mere sikkerhed spredte sig yderligere igennem hvert ord. Hendes hænder hang knuget sammen ned langs siden, og hendes kropslige glød var blevet en tand kraftigere, som en form for trussel til trods for, at det utvivlsomt kunne fremstå som en god en af slagsen. Hun følte sig helt skamfuld. Smykket var blevet givet til hende. Og nu havde hun mistet det. Selvom hun ikke var den der havde båret den fylde skyld i at det skete, så kunne hun ikke undgå at være skuffet over sig selv. Det var ikke engang fordi hun ikke længere kunne udnytte smykkets effekt. ”Giv mig det tilbage. Og lad mig gå. Jeg er ikke interesseret i hverken dine gæster eller at drikke te. Jeg har ikke i sinde at præsentere mine bekendtskaber for dig.” Hun krummede brynene, men det var nu stadig nær umuligt at give hendes bløde ansigt et stærkt nok udtryk til at virke faretruende eller dominerende. Hun lignede mest af alt en hvalp, der prøvede at intimidere.

Han færdiggjorde hendes sætning for hende, Miaplacidus le Arimh. Det var ikke svært at sætte to og to sammen, specielt ikke da hun eftersigende var en relativt berømt stjerne. Hvis altså hun fortalte sandheden, hvilket Vertis stadig ikke var overbevist om. Han fandt det mere sandsynligt at hun var en småtosset dødelig med evnen til at lyse. Han strakte ud med sit sind til de to massivt byggede kultister, der stod udenfor døren og gav dem impulsen til at komme ind og give hende en omgang mere. Pigen lod tydeligvis ikke til at forstå den situation hun var i, så det faldt til Vertis som vært at påminde hende. At kommandere kultisterne var anderledes end det havde været med de tilfældige byfolk, for hvor deres synder havde været den sædvanlige blanding vrede, grådighed, lyst og had, var kultisternes besættelse. Besættelse til Zaladin og i forlængelse, Vertis. Hvor det ville være nødvendig at skubbe en almindelig dødelig til handling, lyttede kultisterne nøje efter hvad impulser, de kunne genkende som værende plantet af Vertis.
Som de tog mænd arbejdede på at åbne døren, lænede Vertis sig tilbage i stolen. Om hun forsøgte at virke truende eller var forstoppet havde det den samme effekt, og Vertis brød ud i latter ved synet. Det føltes alligevel rart at grine i ny og næ. Latteren stoppede pludseligt, og han spidede hende med et blik så intenst at det måtte være kvalificeret som et våben. "Sæt dig ned, drik en kop te og besvar mine spørgsmål." Roen i hans stemme var en tynd facade, som et sværd i en skede, og var effektivt mange gange mere intimiderende end hendes ynkelige forsøg på at være skræmmende. "Eller skal jeg påminde dig hvilken situation du befinder dig i?" Han løftede atter koppen op til læberne, men uden at bryde øjenkontakten med hende. Hvis hun fortsatte med at opføre sig barnligt ville de to mænd, der var på vej ind af døren tæve hende til hun faldt ned.
Eller lærte nogle manere.

Der var ingen tvivl om at hun fik fornemmelsen af et tryk i maven ved det intense blik i hans alt for mørke øjne. Men hun veg ikke så meget som en millimeter væk. Hun bibeholdte, ja, næsten helt roligt øjenkontakten alt imens hun krummede sine bryn yderligere. Gjorde udtrykket i hendes blå øjne hårdere. Hun var bestemt ikke tilfreds. Overraskende nok var hendes vejrtrækninger ikke blevet påvirket alt for meget fra det pulsende hjerte i hendes brystkasse.

Hun rev sig først fri fra ham, idét hun hørte døren lukke, og hun drejede automatisk og skarpt hovedet for at se, hvad det var omkring. Det hårde udtryk faldt et par grader, som hun kortvarigt observerede de to mænd nærme sig dem. Eller nok nærmere hende. Fluks så det korte hår svang om hendes ansigt, så hun tilbage mod værten. Hvad havde hun dog endt ud i? Hun forstod intet! Hvem var denne Daman Pallisheaf? Hvilken indflydelse havde han, ved at have så mange under sig til at gøre sit? Hvad ville han hende?
Som mændene havde nået op bag hende, som hun stadig stod stædigt, trods hun intet andet gjorde, følte hun, til sin forskrækkelse, en robust hånd blive slået ned på hver af hendes skuldre, hvorpå hun noget brutalt blev tvunget ned at sidde i sofaen igen. ”Umpf!” De fjernede ikke deres hånd fra hende og gav hende ikke megen lov til at sidde ordentligt op igen, så hun måtte gøre sig godt med at ligge en kvart del ned ad sofaens ryglæn.

”Jeg finder det meget problematisk at besvare dine spørgsmål, når du indtil videre ikke har stillet mig nogle.” Det var sandt. Teknisk set havde han kun spurgt hende, om hun ville have te. En ting der nu virkede til at have udviklet sig til en ordrer. En ordre hun stadig ikke fulgte. ”Hvorfor har du bragt mig her til?” 

Vertis bryn rynkede. Hun havde tydeligvis stadig ikke forstået magtforholdet imellem dem. En smule ildhu var altid kærkomment, men han var ved at blive træt af hendes insisterende modvilje. Kunne hun ikke se at hun havde intet andet valg end at adlyde ham? Hvis det virkeligt var nødvendigt for ham at tvinge hende til at indse hendes position, kunne de så ikke springe delen hvor de massive mænd påførte hende kropslig harme? Hun ville ende med at knække i sidste ende, det gjorde de alle sammen, så Vertis ville stærkt foretrække at hun holdt op med at opføre sig så barnligt, så han ikke var tvunget til at tvinge hende til at vokse op.
Men der var ingen grund til at slås mod vejrmøller.

Grebet på hendes skulder blev strammet til punktet hvor det ville blive smertelidt. "Lad mig forklare hvad der sker hvis du fortier. . ." hans stemme var tålmoddig som talte han til et barn, men truslen var stadig tydelig i hans blik. "Jeg har allerede spredt ordet om din beligenhed. Enhver der nærmer sig palaset får jeg stukket ned, og tro mig når jeg siger at ingen undslipper min opmærksomed." Med undtagelse af hende og andre magiimmune. Nu virkede ikke som det rigtige tidspunkt at lave den pointe. "Så hvis dine venner laver et fjollet forsøg på at redde dig, bliver de dræbt. Medmindre!" Han lænnede sig frem i stolen, og mindskede afstanden mellem dem. "Jeg forventer dem."
Dæmonen rejste sig, og gik over til vinduet. Han kiggede ned i haven, hvor han kunne se Rose grave sine tæer ned i jorden. "Ser du, jeg har tænkt mig at spille et spil. Enden er nær, og jeg har brug for noget tidsfordriv. Så jeg, i min storsindethed, vil vise dig præcis hvor fejlbarlige de dødelige er. Og hvis du spiller med, garantere jeg dig at hverken du eller dine venner kommer til skade." Han kunne kun garantere at han ikke ville indlede fjendtligheder.

”Så det her er bare et sp-..!” Det hårde slags med den knyttede næve direkte ind mod stjernens stakkels baghovedet, forstummede hende straks til fordel for endnu en kvalt smertelyd. Stadig fastlåst i sin påtvungne plads i sofaen, gav det ikke mange muligheder for resten af hendes krop at rykke sig fremad sammen med hendes hoved, der delvist slapt blev skubbet i retningen af slaget, så yderligere skarp pine blev tildelt hendes nakke og øverste del af rygsøjlen. Heldigvis varede smerten ikke længe. Og i det mindste havde hun ikke endt med at bide sig selv i tungen. Hun havde trods alt været godt i gang med at tale – og hæve stemmen – da det var sket. Enhver anden ville have set det komme. Men nu var hun ikke ’enhver anden’.

Mia løftede dog ikke hovedet igen. I stedet lod hun det hænge slapt. Det korte hår var faldet ned som et slår om hendes ansigt, men man kunne stadig skimme hendes hage og mund. Og knap så åbenlyst var hovedet ligeledes drejet bare et par enkelte grader væk fra, hvor Damen stod ved vinduet i en fornemmelse der lå tæt opad, hvad nogle ville antage som skam. Dog var hun ikke skamfuld. Hvis man kunne se hendes ansigt, ville man kun kunne se de krummede bryn af bekymring og skræk. Og forvirring.

”Gortrosh…” Endelig lød hendes stemme igen. Den var lav. Blid som altid. Et snert af rutineret. Særligt når tal forlod hendes strube. ”212,176 centimeter. I kalder hans art for ..orker, men hans øjne er rarere end de fleste. Hector. 153,88 centimeter. Hvis han da retter sig op. Pelsen på hans ben er lige så mørkt som hans hår.” Hænderne der klemte om hendes skuldre virkede til at løsne sig. Bare en smule. Det kunne meget vel bare være hendes egen indbildning, som hun vænnede sig til det. ”Sofie…” Igen sipper hun sine læber sammen. Måden hvorpå hun remsede dine bekendtskaber op var mere som en mekanisme af en art, der spyttede information ud. ”159,3 centimeter. Det var som at se min refleks i vandet, da jeg mødte hende. Jeg troede kun genetiske familier bar samme ansigt.” fortsatte hun efter genovervejelse over, hvad hun lavede. Hun var langt fra sikker på at nogle ville komme ved ordet om hende. Hun håbede at ingen ville. Den eneste trøst hun kunne finde der, var at de ikke befandt sig i nærheden. Ikke af hvad hun vidste af i hvert fald. "Cayden..."

Slaget var ikke faldet på hans ordre, men han tillod ikke sig selv at give udtryk for det. Han havde ikke været langt fra at beordre det, alligevel, da vold lod til at være den eneste form for magtforhold pigen forstod. Hvis det var vold hun ville have, var det vold hun ville få. Som hun begyndte at remse op, gik han tilbage til sin stol og satte sig. Teen var nu tæt på stuetemperatur, og han drak resten i en enkel slurk, mens han lyttede til hende remse sine bekendte op. Han ventede tålmoddigt til hun faldt tavs længe nok til at han kunne slutte at hun var færdig.
Han gav ikke mændene ordren til at forlade, for hvor andre måske ville have antaget at hun var besejret, som hun hang med hovedet, så han fare gemt i den spinkle skal – hun var som et dyr tvunget i et hjørne, og det gjorde hendes impulser farlige, og da han ingen kontrol havde over hende besluttede han sig for at det bedste han kunne gøre var at give hende plads. For deres begges skyld. Han fandt ingen nydelse i hendes lidelse, og hun ville unægteligt lide hvis hun gjorde noget dumt.

”Er det alle? Husk at ubudne gæster bliver budt velkommen med armbryste.” Hans stemme var hverken fjendtlig eller insisterende, og han overleverede truslen med en afslappethed der havde egnet sig bedre til en samtale om vejret.

Igen reagerede hun på hans trusler ved at spænde op i kinderne. Hun var så småt begyndt at forstå, at hver enkelt af hans ord bar på alvor, ligemeget hvordan han ytrede dem for hende. Ligemeget hvor nonchalant han udstrålede. Det var lige til at få kuldegysninger af. Hendes mave havde allerede suget sig minimalt sammen og spredt den ubehagelige følelse videre ud til hendes fingerspidser, der stadig lå til at kærtegne sofaens bløde pude, efter hun endelig havde åbnet sine knyttede næver. Det værste var dog hvor ukendt følelsen var. Hun havde haft absolut ingen tid til at faktisk vænne sig til den, så den virkede mere intens for hende.
Hun drejede sit hoved svagt, pressede sine ben tættere mod hinanden og rejste sig på tæerne – stadig siddende, som et diskret forsøg på at krølle sig sammen uden muligheden for at læne overkroppen frem. Så lidt ned på den ene skobeklædte fod og den anden nøgne, før hun drejede hovedet videre, så da hun løftede blikket, så hun automatisk mod ham, som han havde vendt tilbage til sin stol.
Hendes læber havde allerede spredt sig for at lade hendes stemme komme ud og umiddelbart lignede hun en, der havde ord klar på tungen, men i sidste ende lukkede hun sin mund sammen igen. Spørgsmål sværmede rundt i hendes hoved, dog var hun ikke meget for at stille ham dem, til trods for hun normalt ikke havde problemer med den slags. Måske fordi hun vidste, at han ikke ville svare dem? Eller fordi hun indtil videre ikke havde brudt sig om de få svar, han havde givet hende.

”Jeg kan ikke tænke klart. Min jordiske krop har vist sig at være for skrøbelig til de slag, den har fået pålagt sig.” sagde hun endelig. ”Jeg kan ikke huske flere lige nu. Jeg har mødt så mange i min korte tid iblandt jer, at de resterende fletter sig ind i hinanden.” En løgn. Mia var ikke typen, der glemte ting bare sådan lige.

Vertis slangede en arm over stolens ryglæn og lænede sig mageligt tilbage. Han kneb øjnene tænksomt sammen mens han forsøgte at regne ud hvorfor hun ville lyve, for lyve gjorde hun helt sikkert. Endda ikke specielt overbevisende. Men han kunne ikke finde nogen grund – udover måske at han skulle blive overrasket over nogle besøgende af en kaliber stærkere end en gemen kultist ville kunne håndtere. I hvilket tilfælde hun ville blive svært skuffet. Der var ikke mange ting der overraskede Vertis længere.
”Virkelig?” han løftede et øjenbryn i falsk overraskelse. Hun havde set tusindvis af dødelige der havde fået betydeligt hårdere omgang for derefter at have rejst sig og løbet en halvmaraton i et forsøg på at slippe væk. Nok var hun ualmindelig og ukendt, men han tvivlede på at hendes sind ville være medtaget i en sådan grad hvor hun ikke kunne huske sine venner. ”Du ser ellers ikke så medtaget ud?”
Han havde intet andet valg end at planlægge efter alle muligheder, og tage det som det kom.

Efter at aftenens opgave var blevet fuldført, følte han sig i et allegorisk humør – for ikke at nævne at han allerede var begyndt at kede sig. Med en håndbevægelse indikerede han til de to mænd i rummet at de kunne forlade dem alene, og ordren blev hurtigt adlydt.
”Nu hvor det er ordnet, er der så noget du mangler?” Hans stemme var følelseskold, hans sind distraheret med at forsøge at finde på måder at underholde sig selv. ”Jeg ønsker det ikke sagt at vores gæstfrihed er manglende.” Han sendte hende et skævt smil, der stoppede kort før øjnene.

Der var ikke andet for end at ignorere hans antagelse. Hun havde ikke set sig selv, siden hun var blevet lukket ud af kisten, der stadig lå på gulvet bag hende og forsikrede hende om, hvor hun aldrig nogensinde ønskede at ende igen, så hun kunne derfor ikke bekræfte noget. Det eneste hun havde at tale for, var hvordan hun havde det. Hvordan hendes krop føltes. Og det var ikke optimalt. Deres lille samtale havde dog fået hendes tanker væk fra de ømme punkter, og det at sidde ned, stille og roligt, havde da hjulpet på, den snurrende og rungende fornemmelse i hovedet.

Det var en umådelig lettelse, da grebene om hendes skuldre endelig forsvandt og gav hende sin fulde bevægelse tilbage. Hun havde refleksivt sat sig bedre op, frem for at ligge halvt ned, og løftede så ellers en hånd op for at ømmende massere stedet, hvor der var blevet strammet ind. Hun var ikke just en fan af sin krops sensitivitet.
”Nej.” Ved hans spørgsmål drejede hun atter sit hoved - og dermed også blik - over mod døren. Hun nåede kun at høre lyden af den lukke frem for at se den klikke på plads. Der var egentlig ufatteligt stille, når ingen af dem talte. Efterfølgende ventede hun ikke med at rejse sig fra sin eller så bløde siddeplads. Det sitrede ubehageligt nær hendes kraveben, at være for tæt på Daman, havde hun så småt lagt mærke til. Hun tog sine første par skridt hen mod den lukkedes dør, dog havde han intet at frygte, da hun roligt stoppede op igen, inden hun overhoved kom nær nok, som indså hun, at det ikke ville være til meget nytte.
”..en klud.” Hun drejede hovedet igen. Bare lidt. Stadig med ryggen mod ærkedæmonen. Forsigtigt lagde hun en arm tværs henover sin mave under sit bryst for at give omkring den modsatte arms albue. ”Jeg kan forstå, at dit spørgsmål omhandler materielle ting. Og ikke om jeg mangler en til at vise mig vejen ’ud’ eller ’væk herfra’.” sagde hun, hvorefter hun vendte sin front tilbage mod ham. Den eneste anden i værelset, end hende. ”Så en klud. Og en balje med vand.”

Som hun fortalte ham sine ønsker sendte han en mental kommando af sted. Der ville gå lidt tid, men så ville en vaskebalje med varmt vand blive bragt til hende. Det bragte ham ingen glæde at se hende i ubehag. Om ikke andet ville hun blive meget modtagelig overfor hans fordærv, hvis hun holdt op med at frygte ham. Selvom hun ikke blev påvirket af hans tilstedeværelse, betød det ikke nødvendigvis at hun var fri for fordærv.
"En balje vil blive bragt til dig," sagde han afslappet med en venlig stemme. "Sammen med din aftensmad, selvfølgelig. Jeg kan forestille mig at du må være sulten?" Det havde trods alt været en tid siden han havde taget hende til fange, og han havde ingen idé om hvornår hun sidst havde spist før det. Han måtte antage at hun spiste, selvom han ikke kunne vide det med sikkerhed.

"Jeg kan give dig meget, men selvfølgelig kan du ikke få din frihed endnu. Hvis der er noget du ønsker, vil du finde at jeg er en gavmild vært. Du kommer ikke til at mangle mens du er under mit tag." Selvom smilet der prydede hans læber også strålede i hans blik, måtte det være tydeligt at det var påtaget. Der var en dissonans at finde mellem hans udseende og hans udstråling, ligegyldigt hvor mange smil og høflige platituder han gav fra sig.

Mia løftede sit blik en smule for at se ud af det nærmeste vindue i hendes synsvinkel og rigtigt nok, så havde mørket for længst langt sig. ”Aftensmad?” Tid var sådan en finurlige lille ting. Med solen oppe ville hun kunne lide præcis hvor lang tid, der ville gå før den ville forsvinde igen. Men med kun stjernerne og månen at se på det mørke lærred, så var det eneste hun kunne at udregne de forskellige kurser. Og siden hun havde været gemt væk i kisten, da solen havde forvundet bag ved horisonten, havde hun egentlig ingen idé om, hvor længe der var gået. Tid havde aldrig haft den samme vigtige betydning for hende, som den tilsyneladende havde for hende nu.
”Mad er åbenbart en vigtighed for mig nu...” startede hun så, og strammede diskret taget om sig selv, inden hun atter så tilbage på ’værten’, som han kaldte sig selv. ”Så jeg sætter pris på, at du bekymrer dig om min sult. Selv er jeg ikke nået punktet, hvor jeg lægger mærke til den som det første.” Hun følte ikke at manden fortjente et helhjertet tak endnu. Selvom han havde sørget for at stemningen var underligt afslappet, så havde hun stadig billeder fra landsbyen stemplet på nethinden.

Døren gik op igen. Og igen vred Mia sig for at se sig over skulderen mod den, idét kultister brød det to-personer-selskab med deres tilstedeværelse. Den ene med en vaskebalje af emalje og en klud liggende klar hen over kanten. En anden med, hvad hun antog som værelse maden, taget i betragtning af den anden duft der fyldte værelset.
Mia’s arme befriede sig fra hinanden for i stedet at række ud for at tage imod vaskebaljen, men som kultisten nåede hende, passerede han hende blot uden at lægge yderligere mærke i hende. Hun vendte sig i takt om for at se til, hvordan baljen blev placeret på skrivebordet og derefter så hun i retningen af maden, der blev placeret på kaffebordet til hendes knap så store glæde med Daman Pallisheaf stadig nær det område.

Vertis havde siddet fortabt i sine egne tanker indtil baljen og maden ankom, hvorefter han rettede sin ryg og kiggede på pigen. Han kunne tydeligt se ubehagen i hendes ansigt ved hans tilstedeværelse, så han rejste sig og gjorde et kort buk.

”Jeg vil forlade dig nu, så du kan nyde din mad og bad i fred.” Lugten af maden gjorde ham ør i hovedet, og han længtes efter at komme væk fra påmindelsen om hans midlertidige dødelighed. ”Læg dit tøj på en af stolene når du går i seng, og jeg vil sørge for at det bliver vasket inden du står op. Forudsat at du sover, naturligvis.” Han vendte sig omkring, og fulgte de to kultister mod døren. Han stoppede i døren og kiggede på hende en sidste gang. ”Og du siger endelig til hvis du får brug for underholdning eller selskab. Vi har de fleste former for spil og et stort bibliotek til rådighed.” Han ventede et øjeblik længere, for at se om hun havde noget at tilføje eller spørge ham om inden han forlod.

Mia måtte bide sig selv i kinderne for lade sin strube ytre sig den hungrende interesse, der havde boblet i hende, da han informerede hende om biblioteket. Dog kunne hun ikke helt undgå at vise et noget forundret udtryk i sine øjne. Forbløffet nærmest. Hvilke skrifter ville være at finde i en mand som Daman Pallihseaf’s samling? Men hun holdte sig fast. Anmodede ikke om noget. I stedet rystede hun blot roligt på hovedet efter at genskabt kontrol og fået fjernet den alt for tydelige interesse for sin udstråling.
”Jeg vil foretrække mit eget selskab for nu.”  Der var ikke meget andet hun kunne gøre lige nu. Hvis hun forsøgte at løbe ud af døren til værelset, stod der allerede hænder klar til at gribe i hende. Hun ville muligvis være stærkere end hænderne, men hun kunne muligvis ikke være det.  Hun bøjede sit hovedet mod sin egentlige fangertager i en simple afskedstagende gestus og blev stående til den tunge dør var lukket og hun efterladt til sig selv.

Det kunne ikke være helt underligt, at Mia befandt sig i noget af en rådvild tilstand. Taget i betragtning af hvordan han allerede igennem deres meget korte kendskab til hinanden ikke blot havde - af hvad hun havde forstået - ladet andre lægge en hård hånd på hende, men også selv gjorde det, så kunne hun ikke få flettet ind, hvorfor han behandlede hende som han gjorde nu. Ganske rigtigt havde der altid ligget trusler klar i alt fra hans mørke øjne til hans mundvige og den alt for afslappede stemme, men alligevel gjorde han stærkt udtryk for, at hun blot var en gæst i hans hjem. Det var ikke en konkret nok opførsel til, at hun kunne forstå det. Ikke endnu.

Det var som en efterladt dyreunge i ukendte omgivelser, at hun begav sig rundt i værelset. Det havde en større størrelse end mange andre værelser, hun havde blevet tildelt. Hun ignorerede maden til at starte med og løftede sin beskidte kjole over hovedet så snart hun stod foran vaskebaljen, hvor hun med pirrende forsigtige bevægelser vaskede den klistrede fornemmelse af sin krop. Forlegenhed var nu egentlig en sjov ting. Hun gnubbede grundigt spidserne af de korte hår med den fugtede klud, inden hun atter drejede blikket ud af det nærmeste vindue. Der var en chance for at hun kunne masse sig igennem tremmerne, men hvad så?

Stjernen havde hidtil at opleve en seng, som den der var blevet tildelt hende. Blot ved at røre den føltes den som en sky i forholdt til de hårde af slagsen, hun havde været vant til. Og helt igennem tilfredse med. Hun var ikke meget på at sove lige som hun heller ikke var meget for at spise, selvom hendes mave var tom. Der lå en vis frygt for at lade sig selv blive for komfortabel og skjulte sig i underbevidstheden. Men alligevel kunne hun pludselig mærke sengen give efter sig for hendes knæ, som hun kravlede op i den. Hendes rungende hoved skreg efter at få lov til at ligge på puden. Et ønske den kort efter fik opfyldt, da hun ikke så meget som lagde sig under dækket, inden hun var væk. Lukkede øjne. Og paralyseret for kroppens ømheder og dagens hændelser.