Sted: På gaden foran en kro i Skumringskvarteret
Tid: Tidligt på natten
Vejr: Ikke så koldt, men med silende regn

Dagen var sådan set startet rimeligt godt, han havde sneget sig ind i hovedstaden som han plejede, udenom vagternes åsyn, så de ikke fik sjove idéer med at skulle smide ham i arresten. Han havde brugt dagen på at gå rundt i byen, få en smule mad for nogle krystaller, han nakkede fra en eller anden rigmand, der ikke passede ordentligt på sin pung. Lige for næsen af en dum, snottet gadeunge, der havde rakt tunge af ham. Randall var ikke mere voksen, end at han havde rakt tunge tilbage.
De resterende krystaller kunne han så vælge at bruge på bordellet, men hans lyst til damer havde ikke været ret stor det sidste stykke tid. Så han var endt på en kro i Skumringskvarteret, hvor han var startet nogenlunde blidt ud, men som dagen var blevet til aften, var han gået om bord i den ene kande efter den anden.

Og som øllen var gået ind var forstanden gået ud, så til sidst havde han været ved at ende i en slåskamp, hvor han tydeligvis var for fordrukken til at ramme noget som helst, men det var lige meget, han skulle bare slås! Indtil krofatter var kommet trampende og havde samlet ham op i hoved og røv og smidt ham ud på gaden. Ud i en stor vandpyt midt i regnen.

Randy var for fuld til at rejse sig, han var knapt ved bevidsthed, som han lå og rodede rundt i vandet og blev gennemblødt. En utydelig mumlen lød fra ham og til sidst endte han på ryggen i pytten og så op i mod himlen, blinkende mod dråberne, der ramte hans ansigt. Han gad ikke mere. Hvorfor kunne han ikke bare dø? Hvorfor ville livet ikke slippe ham? Forbandet være den forbandelse, der var lagt over ham! Han ville bare have fred, han var gammel nok til at have levet et helt liv. Et trist og forfærdeligt liv fyldt med druk, kællinger og vold, men et helt liv. Han ville bare gerne dø helt og slippe for at føle så meget smerte, både i kroppen, men også i sindet. Han sov jo næsten ikke mere på grund af drømmene. Han slap mest for dem, når han drak sig selv bevidstløs, hvilket også var grunden til, at han næsten ikke lavede andet end at drikke, når han havde muligheden for det.

Han havde lyst til at give op, som han lå der og var våd ind til skindet, men livet ville bare ikke lade ham. Træt og uden sammenhæng i sit ødelagte hoved, lukkede han øjnene og ventede på... intet. Han vidste jo godt, hvad der ville ske, skulle han dø her. Han ville bare vågne op et andet sted, ædru og med endnu en død at drømme om.

Natarbejde var alt andet end uvant for den gråhårede gamle byvagt, der efterhånden kendte til alle aspekter, kroge og skjulte områder af den mindre hygiejniske del af den stolte by Dianthos. Han vandrede gaderne tyndslidte fra dag til dag, men opnåede aldrig at blive træt af sit arbejde. Bigwig havde aldrig en kedeligt vagt. Om det var gadebørn der var ude på ballade, eller fordrukne hoveder der kastede sig i flæsket på hinanden. Der var altid noget at se til. Og selvom denne nat virkede fredelig og ikke videre hærget af problemer, vidste den gamle mand efterhånden bedre.

Med hænderne godt gravet ned i de varme lommer, sammentrukne skuldre og kappens hætte over hovedet, gik han ned af gaden igennem regnen. Kroerne her brude måske ikke have åben, taget udgangsforbuddet i betragtning, men selv ikke Kiles orden kunne forbyde kroerne at have gæster, overnattende gæster, bildte de som regel de sortklædte ind. Bigwig kunne godt se mellem fingre med det. Han overholdte sit arbejde, og bragte folk hjem eller i arresten, skulle de havde vovet sig ud efter mørkets frembrud. Men at gå direkte ind på kroerne og smide folk hjem, den fornøjelse ønskede han ikke at tage.

Han gik forbi et af disse aktive steder, hvor lysene skinnede lunt ud af de beskidte vinduer. Hans egen skygge blev længere som han gik igennem lyset, og forsvandt så langsomt som han nåede længere ned af den smalle gade. Hans vagt var overstået så snart han var tilbage på hovedkvarteret. Han skulle ikke om mange hjørner, men der manglede stadig at ske præcis hvad han forventede. Noget uventet. Døren til kroen han kun lige havde passeret, blev flået op og en mand kastet ud på de våde brosten.
Bigwig skævede tilbage over skulderen. Normalvis kunne drukkenbolte der forstyrrede freden få lov at sove ud i rendestenen, men med kendskab til regns effekt på de fulde ofre, stoppede han op.

Manden blev liggende, selv efter Bigwig nærmede sig med sine tunge skridt. Kiggede ned på manden han desværre kunne genkende af udseende som efterlyst. For en stund, foretog han sig ikke noget. Så ned på det berusede, næsten bevidstløse ansigt der kiggede op i himlen. Noget i hans udstråling fik Bigwig til at knæle ned, tage ham fast i armen og hive ham op at side. "Oppe at slås igen, knægt?" det var en brummen, ikke vanvittig høj og heller ikke fordømmende. Noget i Randys udtryk havde afholdt ham fra at være det. Det var ikke hvad knægten havde brug for lige nu.

Randall havde egentligt givet op på at røre sig og regnede med at blive liggende og være våd. Med hans held var han nok død inden morgenen kom og kroppen fik det dårligt, hvilket nok var meget godt, han havde vist drukket lidt mere end han kunne holde til. Han var egentligt lidt ligeglad, tømmermænd var han kommet igennem før. Ligeglad. Det bedst passende ord til Randall. Han var ligeglad, ligeglad med sig selv og andre. Lige nu var han ligeglad med regnen og lyden af skridt, der kom i mod ham. Han åbnede ikke øjnene, ikke før nogen greb ham i armen og hev ham op af sidde, noget der fik svimmelheden til at glide igennem ham og han overvejede kort, om maven skulle tømmes, men den holdt sig nok i ro til, at det ikke var aktuelt.

Oppe at slås igen, knægt? Stemmen tilhørte en ældre mand. Ordet "knægt" skar Randall i ørerne og han åbnede åbnede øjnene for at se på ham, som talte sådan til ham. Det første hans slørede blik opfangede i halvmørket var uniformen. Åh, forbandet, det var en byvagt. Hans fokus var ikke det bedste, så det tog ham et øjeblik at rette blikket mod mandens ansigt. Gråt hår og skæg. Han genkendte ham, det var ikke så svært. Ikke at han vidste, hvem han var, ud over at han havde set ham før. Med en kentaur på slæb endda!

Knægt. Ordet irriterede Randall mere end spørgsmål og han åbnede munden for at komme med en smart bemærkning, men hans tunge ville ikke samarbejde og der kom bare en uartikuleret lyd fra ham. Typisk fuldemandssludder. Og som han fik lukket munden igen, faldt hans hoved forover. Hov. Han prøvede at løfte det igen, men det var så tungt. Det gav et ryk i hans krop, men ud over endnu en lyd, skete der ikke rigtigt mere. Alkoholen var ved at vinde over ham og selvom han gerne ville væk fra byvagten, så han ikke blev smidt i arresten, kunne han ikke rigtigt andet end at lukke øjnene og mærke svimmelheden overtage, som ham faldt ned i mørket. Han ramte ikke helt bevidstløsheden, men han var absolut heller ikke rigtigt tilstedeværende.

Der var ikke rigtigt noget af Randall over Randall mere. Denne krop havde han haft i et par uger og i den tid havde han allerede tabt sig en del ved at prioritere øl over mad. Ja, selv øl over damer. Han var beskidt, han stank og det var ret tydeligt at se på ham, at han havde været på en flere uger lang druktur, så meget som det nu havde været muligt. Den lange kniv i manglede, solgt for øl. Der var huller i hans tøj og han havde stadig misfarvninger i ansigtet efter en slåskamp nogle dage før, hvilket nok var mere tydeligt i maveregionen. Og hvis han ikke havde været så langt væk i alkoholens tåger, så ville det nok være ret tydeligt, at han seriøst manglede søvn.

Det var tydeligt i alle aspekter at manden var direkte lagt ned af alkoholens virkning. Hans træk var sløve, øjnende det samme og ordene der forsøgte at blive udtrygt gennem munden, var egentligt mest usammenhængende lyde der skulle være ment som en sætning. Bigwig løftede et af de bruskede øjenbryn. Han havde fået meget mere end han kunne tåle, og at ligge i rendestenen over natten virkede så absolut ikke som en god ide. At smide ham i arresten, og dermed få klaret eftersøgningen i et smæk, var den lovmæssige løsning på dette problem. Men hovednikkeriget, og sammenfaldningen i kroppen indikerede at en mere rigtig beslutning skulle tages. Den alt for tynde mand behøvede ikke en kold fængselscelle at spendere natten i. Ikke i vådt tøj, ikke med alkohol så tyktflydende i blodet. Bigwig var et menneske, der havde stor kontakt til sin medfølelse, og hans egen form for retfærdighedssans, fulgte sjældent reglerne til punkt og prikke. Hvis den da overhovedet nærmede sig hvad der kunne ligne regelsættet.

Den gamle mand brummede dybt, tog det skadede væsens udseende og desværre også lugt ind. Lugten af øl, skidt og hvad end der ellers sad på ham af sanseindtryk. Bigwig havde oplevet værre. I det mindste var lugten af bræk ikke blandt de mange ting der ramte hans næse. Ikke endnu.
Med et solidt tag i armen, fik han den bakset over sin skulder, tog fat om den udhungrede mands krop og fik ham over skulderen i et fast greb. Processen blev gjort langsomt, trods den gamle byvagts knæ havde en protest over at skulle bruge flere krafter. Men tanken om maveindhold ned af ryggen, var den mest drivende kræft.

Hvad end indvendinger der måtte være kommet fra den anden mand, var det ikke noget Bigwig ikke selv kunne få sat i bero, som han gik med den slaskede mand over skulderen. Tilbage, men ikke rettende mod hovedkvarteret, som burde havde været målet. Ikke mod en arrest med kolde celler og en hård briks. Nej. Bigwig gik hjem.
Et hjem der ikke var det største, men stadig ikke udviste mangler. Der var rodet, i den forstand at her boede en mand, og han boede alene. Til en start blev Randall sat på sengen, inden en solid spand blev hentet og sat med et hårdt klonk på gulvet. Om han ville det eller ej, skulle han havde ham til at kaste op, om han så skulle hive ham op i siddende stilling igen og tvinge ham.

Bevidsthed var ikke rigtigt noget, der var specielt meget af i den lettere ødelagte krop, så hvad byvagten end besluttede sig for at gøre ved ham, ja det bekymrede ikke Randall så meget. Han var så dybt ligeglad, det betød ikke noget alligevel. Intet betød noget. Han gik alligevel bare tilbage til det samme igen og igen. Kulden fra det våde tøj og regnen, der faldt på hans ansigt registrerede han knapt nok og han havde næsten allerede glemt, at manden stadig var der.
Det var først, da manden skubbede ham over sin skulder, at Randall vågnede svagt op igen og begyndte at brokke sig - hvilket mest bestod af grove lyde og et forsøg på at sprælle, hvilket mest bare blev til et par slatne ryk i kroppen. Hvorfor løftede han på ham?! Det var hårdt for maven at ligge henslængt over en skulder og han måtte synke en ekstra gang, mest fordi han egentligt ikke havde lyst til at brække sig. Mandens fine uniform ragede ham, at brække sig på en byvagt var da kun en fornøjelse.

Det tog dog ikke mange skridt, før mørket væltede ind over Randall igen og han blev slap igen, kun kommende med en lyd ind i mellem af misfornøjelse over at blive løftet på. Han var på ingen måde vågen nok til at opfange, hvor de var på vej hen eller hvad byvagten ellers havde gang i og det var først, da han blev sat af i sengen, at der kom lidt mere liv i ham. I hvert fald nok til, at han blev siddende oprejst, selvom han svajede rimeligt meget fra side til side. Hans brandert var så tung, at han ikke rigtigt registrerede noget specielt omkring sig, ikke rigtigt.

Det høje klonk, da et eller andet blev sat foran ham, fik ham til at skære ansigt. Det tog et øjeblik, inden han fik styr nok på sit syn til, at han opdagede, at det var en spand. Hvad i alverden skulle han med... Som om hans krop havde sit eget liv, mærkede han sin mave vende sig sekunder senere sad han med hovedet ned i den og tømte sit ikke specielt godtsmagende maveindhold ned i spanden. Der var ikke rigtigt noget fast føde med, som størstedelen af dagens indtag havde været øl. 
Så snart maven var tom, tørrede han sig lidt mekanisk om munden med bagsiden af en hånd og tiltede så sidelæns om i sengen - og denne gang var han helt væk. Hans hjerne have givet op og sendte ham ind i mørkets barmhjertige tåger, hvor selv drømmene ikke nåede ham.

Bigwig gav ham ikke megen opmærksomhed på de brummende og ret utilfredse lyde. Han var slet ikke i tvivl om at Randall var utilfreds, samtidigmed at han havde det dårligt. Alkohol forgiftning når det var bedst. Den eneste måde den gamle byvagt kendte til for at afhjælpe netop dette, var at få tøm maveindholdet ud, inden det for alvor gik i blodet. Det var på ingen mulig måde et rart syn, eller behagelige lyde der forlod den spinkle mand. Den genkendelige lyd af maven der trak sig sammen, pressede indholdet op og landte med en ubehageligt skvulpende lyd ned i spandens mund.

En trækning gik over Bigwigs næse ved lugten. Indholdet der kom ud, behøvede han på ingen mulig måde at undersøge nærmere, men det var alt andet end tyktflydende. Den gamle byvagt lod fulderikken klare sig igennem dette stadie, mens han selv gik ud og hang den drivvåde kappe på en knag ved ildstedet. Et ildsted han satte sig til at tænde op, imens lydende af dårligskab døde langsomt ud. Med en hånd på det ene knæ kom det gamle skrog op at stå, og kiggede på den falne skikkelse, hvis mund stod let åben, og ellers var kolapset ind i bevidstløshed.

Det var en smule besværligt at få hevet det våde kluns af manden, og vendt til at ligge rigtigt. Pakket ind i tæpperne for at holde varmen. Spanden var blevet tømt, og sat tilbage, klar til hvis mere havde lyst til at bane sig vejen op. Det beskidte og ekstremt våde tøj blev hunget i nærheden af ilden, men ikke tæt nok på til at en lugt ville sprede sig for hurtigt.
Bigwig mærkede trætheden fylde sin krop, men kunne ikke andet end at kaste sig træt i sin lænestol, med fødderne oppe, og vente. Afslappet, engang imellem skævende til den mere eller mindre livløse krop, tjekkende om han stadig var i live. Uniformen var blevet lagt væk, og den gråhårede mand sad i en løs skjorte og afslappede bukser. Engang imellem blundede han væk, sovende, korte stunder af gangen.

Man kunne nok ikke kalde Randalls stadie af bevidsthed for søvn, hvilket nok var godt nok, da ham og søvn ikke havde været så gode venner på det seneste. Nej, han hang nok i mørket mellem bevidstløshed og søvn, med få diffuse billeder på den indre skærm ind i mellem. I hvert fald var han væk, langt væk, og han reagerede ikke, da tøjet blev hevet af ham eller han blev pakket ind i tæpper, hvilket langsomt fik varmet det tynde skrog op igen. Det var en god seng og hans krop valgte at få al den hvile, han ikke havde fået det sidste stykke tid. 

Så resten af natten gik, hvor han nærmest ikke rørte sig og en dæmpet fuldemandssnorken lød fra ham. Det var først da solen kom højt nok op til at skinne ind af hvad end der var af vinduer og sprækker i det lille hus, at han begyndte at komme til live igen. Først langsomt, træt og med en død fornemmelse i kroppen, men pludseligt kom han op at sidde for at få øje på spanden som det første og gribe den, før han med en lidende lyd tømte den allerede tomme maves resterende indhold ned i spanden. Fy for Zaladin det smagte af rådden mødding. Groggy og slet ikke vågen, gled hans blik rundt og det første han fik øje på, var et krus med en klar væske. Vand. Med en let rystende hånd greb han det og slugte to store slurke, hvilket straks hævnede sig og han måtte brække sig igen. Åh, det var bedre. Lidt mere forsigtigt skyllede munden, spyttede ud i spanden og drak så en mindre slurk, der blev nede i maven.

Og endeligt kunne han samle sig om at finde ud af, hvor i Zaladins navn han var henne. Han var pakket ind i tæpper i en fremmed seng. Hvilket ikke var nyt for ham at prøve det, men der lå ikke et kvindfolk ved hans side. Han havde ingen erindring om noget efter han havde hentet den fjerde kande øl... De grå øjne gled ud i lokalet, der trods lidt rod så ganske ordentligt ud, det kunne umuligt være skumringskvarteret.
Og så fik han øje på manden. Det grå strittende hår afslørede ham, trods at han ikke havde uniformen på, det var en byvagt. Ham med kentauren. Hvad i alverden lavede han i en byvagts seng? Tankerne for igennem det trætte hoved og han blev om muligt endnu mere bleg for et øjeblik, som han lavede et mentalt krisetjek af sin krop. Nej, puh, han havde ikke fornemmelsen af, at der var sket noget i hans brandert. Ikke af den slags i hvert fald. Ikke at han havde noget i mod det, han ville bare gerne gøre det bevidst... og ikke med en byvagt!

Randall havde det egentligt af lort til, hans krop rystede og han var stadig dårlig, selvom det havde hjulpet at tømme maven. At han var i en rum med en byvagt, tydeligvis nøgen under tæpperne, var ikke lige sådan han havde håbet at vågne op, selvom det var bedre end på en briks i en celle. Men hvorfor var han i seng og netop ikke i en celle? Han gned en hånd ned over sit ansigt, og derefter over sit ikke særligt rene, korte hår.
"Hvis jeg har gjort din kone, så er jeg ked af det, hun sagde ikke, at hun var gift." Hans stemme hæs og ikke som hans egen. Det at bruge den, sendte et skud kvalme igennem ham og han skar ansigt.

Bigwig havde haft øjnende lukket som Randall igen var vågnet op. Han havde ikke hørt ham, på andet end den fuldemandssnorken der havde fyldt de resterende nattetimer, men så snart manden greb fat om spanden og den gengendelige lyd af opkast nåede hans øre endnu engang, slog han øjnende op. Manden var et sølle synd. Spinkel, blåbanket, beskidt og stadig påvirket af alkoholen i kroppen. Den anstrengte bevægelse med at få mavesyren brækket op af kroppen så direkte smertefuld ud, men jo mere tid der gik, des mere så han ud til at falde ned. Mere afslappet i kroppen - så meget det nu kunne lade sig gøre.

Bigwig fjernede ikke sit blik fra ham på noget tidspunkt efter at have slået dem op, men han reagerede heller ikke på noget sådan rigtig. Der havde været en fortrækning i hans ansigt ved lyden af mandens krop der forsøgte at slippe af med giften, bedre kendt som alkohol. Han mødte de grå øjne der spejdede rundt i rummet, for til sidst at lande på husets ejer. De buskede øjenbryn løftede sig ganske let op i panden, svagt underholdt af at Randall stivnede for et kort sekund.

Lige i det splitsekund så han nærmest ud til at have været helt klart tænkende i hovedet, men som en ukendt enighed var nået frem i hans sind, var kroppen gået tilbage til at bekæmpe det han så brutalt havde udsat den for. Rystende, bleg og med et meget dårligt udtryk i ansigtet. Bigwig kom med et fnys, som et smil voksede frem på det vindbidte ansigt. "Bare rolig. Det nummer har du ikke lavet denne gang" brummede han roligt, svagt underholdt. "Hvor mange dage har du efterhånden lagt i sprit?" hans spørgsmål var ikke synderligt barmhjertigt, heller ikke i forhold til at Randall ligne nu lignede en der nemt kunne forsøge at fylde spanden igen, med den ikke eksisterende substans i maven. Det eneste Bigwig rigtig gjorde var at hive sig op fra at være henslængt i stolen, til at hvile sine albuer med lårene, folde hænderne foran sig og kigge mere indgående på manden.

Byvagten var en af de ældre, men Randy havde ikke haft noget med ham at gøre før, egentligt lidt overraskende, siden han havde huset i hovedstaden de sidste tredive år eller mere. Han kendte ikke rigtigt noget til ham, andet end at han havde hørt, at han var en god mand. Hvad det så var, når man var eftersøgt og kriminel, ja det måtte tiden jo så vise. Hvad Zaladin Randy lavede i hans seng, det var så nok det største spørgsmål. Men han var ikke bange for ham og ikke på nogen måde berørt over, at han ikke havde tøj på. Nøgenhed var nok noget af det, der berørte Randall mindst, han kunne spankulere ned af den største gade i Dianthos uden at det ville røre ham.

Da han havde sat sig op for at bruge spanden, havde han svinget fødderne ned på gulvet, hvilket var lidt køligt, så som manden sagde, at det ikke var konen han var endt her for, trak han dem op i sengen igen, skubbede sig lidt bagud og satte sig med ryggen mod muren, mens han stadig havde kruset med vandet i hånden. Han var tørstig som en i, men han var udmærket klar over, at hældte han for meget vand i kadaveret nu, ville det meget hurtigt komme op igen. Så han sippede bare lidt forsigtigt af kruset, mens han atter rettede blikket mod byvagten.

Spørgsmålet var pænt direkte og Randall skød for et øjeblik øjenbrynene op i panden, men han var slet ikke så livlig som han plejede, mest på grund af trætheden og kvalmen. Så de faldt hurtigt på plads igen og han trak benene en smule op til sig, næsten som han ubevidst forsøgte at skabe et skjold til manden, der var så direkte. Men selvom Randall var glad for at lyve, var han mere som en åben bog, så han sagde det bare, som det var. Stadig med en hæs og træt stemme.
"I Dianthos, siden i går, men på den sidste kro..." Han trak ligegyldigt på skuldrene. Han havde faktisk ikke helt styr på, hvor mange dage han havde ligget i druk, inden han var løbet tør for krystaller og var rejst mod Dianthos. Hvor meget han havde lagt i sprit i de sidste uger... måneder... år... alt for meget. Han var bare ligeglad. Han kunne jo ikke dø af det.
Han betragtede manden med et lidt nysgerrigt, men mest tømmermændsramt blik. Han var bleg, havde en lille smule koldsved over kvalmen, der heldigvis var på tilbagetog, den smadrede krop og det ødelagte hovede.

Bigwig havde set rigeligt af den nøgne krop dagen før - men det var ikke fordi han på nogen måde lagde noget i det. En nøgen mand var en nøgen mand. Det havde været nødvendigt at få tøjet af ham for at undgå kulden fra det våde tøj ville gøre ham syg. Nok var det en kriminel, men det betød ikke at manden fortjente en grum influenza der med stor sandsynlighed ville resultere i en alt for tidlig død i rendestenen. Specielt hvis manden fortsatte med sit dødsdruk som han gjorde dette øjeblik.

Den måde Randall syntes at trække sig sammen over spørgsmålet, var mere givende end det talende svar han fik. Hvor sandfærdigt det end var. Bigwig tog en dyb indånding, hvilket fik de bredde skuldre til at lufte sig let, inden han lukkede luften ud igen i et let suk. Ligegyldigheden der lå over den anden mands træk var sigende. Nedslående og opgivende på en eller anden måde. Det var ikke ukendt for Bigwig at nogle mænd, såvel som kvinder, gik i dødsdruk. Spørgsmålet var altid hvorfor.

"Har du ikke befundet dig der længe nok nu?" I bunden af ølkrusset. Ikke vidende hvem man var, eller hvor man hørte til. Hvordan man var endt hvor man var, eller hvem personerne var omkring en. Noget Randall også så ud til at befinde sig i lige nu. "Mit navn er Bigwig. Og jeg har ikke tænkt mig at anholde dig" bekendte han bagefter, som han ganske roligt lænede sig tilbage i stolen igen, men holdte hænderne foldet foran sig, liggende på sin mave. Randall var ikke hans fange, men knægten, som Bigwig ytrede at kalde ham, havde brug for hjælp. Dødsdruk startede ikke bare ud af ingenting.

Det ligefremme spørgsmål fra den gråhårede mand fik Randall til at trække på skuldrene igen og drikke lidt mere vand. Næh, det syntes han nu ikke. I øjeblikket ønskede han mest at være i den dybt berusede tilstand, der gav ham en eller anden form for glemsel og fred. Og han havde levet længe nok til at kende sig selv godt til, at han ikke ville forsøge at bilde sig selv andet ind. Han drak for at slippe for sig selv. Slippe for minderne, tankerne og især drømmene, der syntes at jagte ham mere og mere.
"Der er ikke så meget andet at lave." Stadig med en ligegyldig tone. Som sagt havde han ikke planer om at stoppe. Overhovedet ikke. 

Et navn til byvagten. Bigwig. På en eller anden måde meget passende til manden, hvorfor kunne Randall ikke ligge en finger på. Men det var egentligt heller ikke vigtigt, nej, det vigtigere var, at han ikke ville anholde ham. Han vidste tydeligvis at han var eftersøgt. Eller også havde han bare lavet noget dumt aftenen før? Mon ikke, at den ældre byvagt havde gloet så meget på efterlysningsplakaten, at han vidste hvem han var? Randall kunne næsten ikke forstille sig andet. Alle de gange han var sluppet fra vagterne her i byen, eller var død for at dukke op igen. Gad vide om den gamle vidste den del? Randall havde ikke helt styr på, hvor mange der var klar over hans forbandelse.

Lidt overrasket så han på ham.
"Hvorfor i alverden ikke?" Ligefremt. Han undrede sig. Hvad ville han så med ham, hvis han ikke ville anholde ham? Et eller andet måtte han ville have fra ham. Han tvivlede på, at den grå byvagt havde brug for en lejesvend, men man kunne aldrig vide. Han var blevet hyret af det underligste folk. Nej, han troede dog ikke, at det var det. Hvad det så var, kunne han ikke regne ud, som hans hoved føltes som om, at det var fuldt op med mudder. Alkoholen sad stadig i ham og han var langt fra ædru, bare ikke så fuld som dagen før. Han havde fået sig en god lur.

Det var et meget sigende svar. Ikke så meget andet at lave. Der var rigeligt i livet at lave, uden at drikke sig selv halvt fordærvet hvert muligt sekund. Bigwig var ikke hellig. Han kendte til den dulmende effekt af alkohol, og hvordan den kunne tynge selv en grandvoksen mand i knæ. Afhængig, blev man af skidtet, og selvom Bigwig stadig nød en øl engang imellem, skulle han ikke tilbage til intetheden. Tilstanden hvor der ikke var andet at lave end at drikke sine problemer væk. Bigwig svarede med et grynt.

Overraskelsen over hans næste ord, var hvad man kunne forvente. Det var atypiske ord der forlod den gamle byvagts mund. Eller måske ikke så atypiske som man kunne lades til at tro, men for Randalls øre måtte det være noget nyt. "Ganske simpelt fordi det ikke er hvad du har brug for." svarede han ærligt. "Desuden. Pisse i kiletemplets springvand. Den er fanme original" grinede han brummende. Han vidste godt at manden var eftersøgt for andre ting. Han var noget af en person, for at være ærlig. Lige nu virkede han mest dog som en ødelagt og nedbrudt mand.

"Er du sulten, er der mad. Er du mere træt, kan du sove. Valget er dit" ville han gå var det også en mulighed. Bigwig holdte ikke på ham. Han havde lovet ikke at pågribe ham og smide i en celle, så det holdte han. Det var en bemærkelsesværdig beslutning, men der var en grund til alting. Bigwig var heller ikke ligefrem af den overbevisning at han fik stoppet Randall i at være en forbryderisk knægt, med alt for mange lyster end hvad der var ham godt. Men selv den mest usle kriminelle havde nogen gange brug for en håndsrækning.

Randall var hamrende ligeglad med, hvad byvagten tænke om hans svar. Havde Randall lyst til at drikke, så drak han og ingen skulle stoppe ham. Han var en mand bygget på sine lyster og han levede efter dem efter bedste evne. Så da manden blot gryntede af ham, reagerede Randall ikke. Han blev ikke fornærmet eller følte, at han skulle forsvare sig selv. Nej, han drak som et hul i jorden og han stod ved det. Alligevel lidt svært ikke at gøre, når han sad her, nøgen i en fremmed seng, uden nogen erindring om, hvad der lige var sket, med en efterbrandert, der sagde spar to. 

De næste ord, der forlod byvagtens mund fik kort Randalls øjenbryn til at trække sig sammen. Hvad han havde brug for? Hvad ved Zaladin mente den gamle mand med det? Det var underlige ord og Randalls stadig påvirkede hoved kunne ikke finde noget svar på det lige nu, så han kom i stedet med en lyd, da Bigwig nævnte det med springvandet. 
"Kællingen og jeg har ikke ligefrem det bedste forhold," mumlede han kort som svar på det, inden han igen nippede til kruset med vand. Det var snart tomt, selvom han gav sig god tid med at drikke det, så hans mave ikke hidsede sig op igen. Men han var tørstig som en i dødsriget, så han kom langsomt, men sikkert, igennem indholdet.

Det her var forvirrende. En byvagt, der først slæbte ham med hjem i seng i stedet for til arresten og nu tilbød han ham guddødeme at blive og spise. Men en lur i den gode seng var lokkende og han kløede sig lidt i skægstubbene, mens han overvejede det. Han kunne godt mærke, at han ikke var ædru nok til at få noget godt ud af at smutte, så ville han nok bare ende udenfor på gaden og sove. Men hvad ville byvagten ham? De kryptiske ord fra før hjalp ikke på det og til sidst trak Randall på skuldrene.
"En lur ville ikke være af vejen, jeg er stadig pænt fuld." Ingen grund til at lægge skjul på det. De grå øjne, der stadig viste tegn på hans stadig gode brandert så lidt indgående på ham. Trods hans udstråling, den fulde stodder uden styr på livet, kunne man se i hans blik, at der var mere under overfladen end man lige skulle tro.
"Men først vil jeg vide, hvorfor du har slæbt mig med hjem. Der må ligge noget bag." Han løftede hurtigt en bremsende finger og det ene øjenbryn skød i vejret. "Hvis du tror, at du kan komme med ned under tæpperne, så er min hvide røv ude af den dør hurtigere end du kan nå at få bukserne af. Med eller uden mit tøj." Okay, måske han ville gribe sit tøj først, der var stadig ikke varmt udenfor. Men han havde ikke planer om at knalde med en mand lige nu. Og slet ikke en byvagt. Så desperat var han ikke.

Bigwig sukkede og lænede sig godt tilbage i stolen igen, afslappet med situationen trods der sad en kriminel i hans hjem. Men når Randall direkte virkede ukampdygtig i den tilstand han var i, forventede han heller ikke ligefrem at den anden sprang på ham! Så det var tilladt at være en smule uforsigtig og dermed afslappet. Desuden, ville han løbe, jamen så løb han. Han tiltrak sig nok bare en del opmærksomhed på den måde. "Du virker ellers ivrig efter at komme frem til hendes rige" kommenterede han ærligt. Det dødsdrunk kunne kroppen helt ærligt ikke blive ved med at holde til.

Den gamle byvagt sendte ham et blik, der tydeligt sagde; det siger du ikke. Over Randalls egen antagelse at han var fuld stadig. Det var sgu imponerende at han var vågnet op når alt kom til alt. Men der var noget i blikket der var anderledes nu. Som han bragte det lidt mere alvorlige ind på banen. Hvorfor.
Hvorfor Bigwig var gået imod en ordre og havde bragt ham med sig tilbage. Den sidste kommentar fik dog den gråskæggede mand til at grinte højlydt og ryste på hovedet. "Jeg har ingen intentioner om at kravle ned til din perlehvide røv, i dette liv eller det næste!" Nej ellers tak! Mænd var virkelig ikke hans smag. Han var ikke fordømmende overfor folk der havde. Det måtte de helt ærligt selv styre, men Bigwig var ikke tilbøjelig til at afprøve. For det første var han for gammel til at eksperimentere, og hvis han ikke havde prøvet sig frem som ung, betød det nok ganske simpelt at interessen til det ikke var tilstedeværende.

"Jeg slæbte dig med hertil, fordi du uden tvivl var død af kulde hvis ikke jeg gjorde. Arresten ville være et valg, men der er ikke synderligt varmt der, som du nok allerede ved." kommenterede han ganske simpelt som det var. Hvorfor han drak sådan, kunne der være flere forklaringer til, og det var heller ikke Bigwigs arbejde at stoppe ham fra at gøre det. Men det fleste havde en grund. Og den grund var sjældent sund.

"Gid det var så let," mumlede Randal ned i kruset, som han drak lidt mere. Ja, hvis bare han kunne drikke sig selv ihjel og dukke op i dødsriget bagefter, men nej, døren var lukket for ham. Det var dog ikke noget, han havde planer om at uddybe på, som det virkede til, at byvagten ikke vidste, at han havde en irriterende tendens til at komme tilbage.
Latteren fra den anden fik et skævt smil frem på Randalls læber, selvom lyden lidt skar ham i ørerne. Så manden havde altså humor, så kunne det ikke være helt galt.
"Godt at vide, så kan jeg sove roligt." Der var også lidt morskab i hans fordrukne stemme, det der med at tage livet alt for seriøst, det var han ikke så god til. Selvom han havde det lidt hårdt i øjeblikket.

Som Bigwig snakkede videre, forsvandt smilet dog igen. Det lød til, at manden havde samlet ham op på gaden. Randy havde ingen erindring om, hvad der var sket aftenen før. Han havde bare kunne konkludere, at han ikke havde fået bank, siden han ikke havde mere ondt end dagen før efter sidste omgang. Ordene fik ham til at trække på skuldrene, ligeglad. Kruset tømte han i en sidste mundfuld, inden at stillede det tilbage på det lille bord.
"Jeg skylder dig ikke noget, du kunne bare have ladet mig være." Lidt forsigtigt for ikke at lave for mange vilde bevægelser, skubbede han sit nøgne, skravlede kadaver helt ned under tæpperne igen, klar på at sove videre. "Men det er nu meget rart med en rigtig seng." Hans stemme var så dæmpet og grødet, at det var lige før, at han ikke selv kunne forstå, hvad han sagde. Han skubbede lidt rundt med sig selv for at ligge ordentligt, hvilket han knapt nok nåede før han var faldet i søvn igen.

Han sov tungt, stadig påvirket af al alkoholen i hans system. Tungt og længe, så han vågnede ikke før solen var et godt stykke forbi middag, hvor han slog øjnene op og konstaterede, at han ikke vidste, hvor han var. Ikke at det fik ham til at gå i panik, han blev liggende lidt med lukkede øjne, som han forsøgte at erindre, hvorfor han lå i en fremmed seng. Byvagt... åååh, han var i en byvagts seng! Samtalen med den gamle mand dukkede op i hans erindring. Med et dybt suk begyndte han at røre på sig for at komme op at sidde. Ved alle guder, han var sulten!

Bigwig stilte ikke spørgsmåltegn. De mumlende ord gav ikke rigtig mening for ham, men trods undren, spurgte han ikke. Ikke mens manden var så plørhamrende påvirket, at hvad han måtte ytre, skulle tages med et gram salt. Godt nok mente man, at fulde mennesker fortalte sandheden. Bigwigs erfaring var mere at de vrøvlede rundt i alting og aldrig kom med et konkret svar. Han grinede derimod af de næste ord, om at han så kunne sove roligt, velvidende at der ikke sned sig en byvagt forbi og befamlede sig på den hvide røv, midt i hans fordrukne søvn. Bigwig rystede på hovedet af ham, let opgivende og kom med et lavmælt suk. Den tosse.

"Jeg forventer heller intet af dig" svarede Bigwig sandfærdigt tilbage som Randall kravlede ind under tæpperne igen, klar til at falde i søvn i en rigtig seng. Hvornår havde han sidst sovet sådan? Det var et godt spørgsmål som den gamle byvagt nok næppe fik svar på. Men der var noget sørgmodigt over hans øjne som han så på den nu sovende skikkelse. Hvordan en mand kunne blive presset så langt at han vitterligt drak sig selv ihjel.

Timerne gik, og Bigwig selv fik sig en blunder i stolen, før hans egen mave meddelte ham at han ikke kunne trække den længere med bare at sidde. En smule knagende kom han op og stå. Der var ikke ligefrem fyldt med rum. Det var en beskeden bolig hvor alt var mere eller mindre samme sted. Mere behøvede han ikke. Så ofte var han alligevel ikke hjemme. Han fyldte krusset på sengebordet med nyt vand først, inden han fokuserede på mad. Det ville være nemt bare at give ham noget brød og et stykke hårdt ost, men Bigwig selv var sgu sulten. Om han skulle lave til en eller to, kom vel ud på lidt. Så han fik tændt ild op, bakset med køkkenredskab, uden at larme for meget, og påbegyndte det nok bedste han foretrak at få når han havde drukket lige rigeligt. Æg, saltet kød der lige kunne få et svitsetur, og brød. Randall måtte så styre om hans mave kunne holde til sådan et måltid, eller om han foretrak at tygge dovent i et stykke brød.

Randalls fik skubbet sig op at sidde og kiggede lidt groggy på manden, der sad henne ved ilden. Duften af mad var ved at sprede sig og hans mave rumlede. Han var ikke længere specielt dårlig og hovedpinen var til at leve med. Så alt i alt var han noget mere frisk end tidligere, selvom han ikke var helt ædru endnu. Men nu var det bare en let beruselse, noget han var så vant til, at man kunne kalde det mere et normalt stadie for ham. Han fungerede i hvert fald overraskende godt med lidt sprut i blodet. Forsovet og slatten gned han sig i ansigtet med en hånd, inden han gjorde opmærksom på sin vågne tilstand.
"Det dufter mere end himmelsk." Han lod de grå øjne hvile på byvagten, mens han forsøgte at huske alt, hvad der var foregået tidligere. Han var vist blevet tilbudt noget at spise, så han håbede noget af det, der duftede så godt, var til ham. Han tvivlede på, at der var flere krystaller tilbage til at købe noget alligevel.

Han gned sig lidt i nakken med hånden og smaskede lidt. Efter så mange år med druk, burde han have vænnet sig til smagen, men den var lige klam hver gang. Han kom i tanke om, at der havde været vand på det lille bord og ganske rigtigt, der var et genopfyldt krus ved hans side. Han greb det og drak en slurk, gladelig troede på, at hans mave kunne klare det. Og det gik også. Så han drak noget mere, trak benene lidt op, så han kunne hvile underarmene på sine knæ. Som han sad der, var hans overkrop bar og det blåsorte mærker på hans mave synlige. Sammen med de ar, han havde erhvervet sig, inden han blev forbandet. Nogle var større end andre, men det var ret tydeligt, at han havde været en kriger engang.

Han var lidt forvirret over, hvad han lavede her, selvom han godt kunne huske, at vagten havde plapret noget om, at ville være død ude. Men han lod det ligge, havde egentligt ikke behov for at vide det. At være i en behagelig seng med nogen der vist lavede morgenmad til ham, ind til videre uden nogen krav, det kunne han lige holde til. Nyde. Det skete ikke så ofte mere, som han ikke rigtigt jagtede damer i øjeblikket. Han var stadig træt, træt helt ind til benet, og komplet smadret efter aftenens dødsdruk, så han var ukarakteristisk tavs i det øjeblik. Så bare på manden med et lidt død blik.

Det blev ikke til ret meget mere end en brummen som svar til mandens udtalelse. Ikke et umuntert brummen, men ganske neutralt med en let snert af morskab. Gad vide hvornår han sidst havde været i stand til at sidde mageligt i en seng og bare vente på at maden blev serveret. Nok aldrig, ville lyde tæt på det svar som Bigwig regnede med var sandheden. Han fortsatte med at skubbe til maden så det ikke brændte på, før han dømte at det var færdigt og dermed kunne tages af af ilden og sættes på en tyk solid træplade, som der ikke ville blive brændt igennem.

Derefter vendte han sig, tog de noget beskidte, men dog tørre og nogenlunde varme bukser, der tilhørte den fordrukne herre. Bigwig havde så absolut ingen intentioner om at vaske dem for ham. Han synes det var rigeligt at han lavede mad, og ja, selvfølgelig var der nok til ham også. "Her. Maden skal du indtage ved bordet" Han kastede bukserne over på sengen og så på den tavse mand et øjeblik. Han så stadig dårlig ud, men mest af alt bare træt. Noget som byvagten ikke kunne fortænke sig i.

Bigwig vendte sig tilbage til at hente noget mere vand, denne gang til ham selv, inden han placerede sig tungt på en træstol, tog sin tallerken til sig og begyndte at spise. Der var rigeligt - Bigwig gik ikke ned på mad. "Nå. Hvad har så fået den livsglade Randall til at fordrukne sig i en gyde?" han var ret direkte. Han havde set hvordan han på mange punkter havde nydt livet før. Faktisk virkede han til at have været her i så mange år, at Bigwig faktisk begyndte at blive i tvivl om det kunne være helt rigtigt. Der var noget der ikke passede sammen, men han kunne ikke lige helt finde ud af hvad det var. Den meet arrede mand så ud til at kunne være faldet i kamp et utal af gange, og alligevel sad han her. Halvlevende.

Randall blev bare siddende i sengen mens den gråhårede byvagt lavede mad. Det var rart ikke at blive smidt ud så snart han slog øjnene op, især i dag med den mængde tømmermænd og træthed, han havde i kroppen. Han drak lidt mere vand og forsøgte at få gang i sin hjerne, der virkede noget kun sløv, så det var ikke de dybere tanker, der gled igennem hans hoved. Han var sulten og for en gangs skyld følte han selv, at han nok trængte til et bad. Måske fordi hans beskidte kadaver var placeret i en ren seng i et rent hjem. Måske han skulle opsøge et badehus, når han tog herfra. Men så igen, så var han ude af de rene omgivelser, så det var måske også bare spild af krystaller, han alligevel ikke var sikker på, at han var i besiddelse af. Nu måtte han se, når han blev smidt ud.

Bukserne landede på sengen og et åbenlyst glad smil gled over hans ansigt. Hey, de var her endnu! I helt stand endda. At de var beskidte tog han sig ikke af, det vigtigste var at have et par bukser. Han kastede et blik på manden, inden han stillede kruset fra sig og skubbede benene ud over kanten på sengen, hev tæppet til side og begyndte at få de blege ben ned i bukserne, ligeglad med at manden kunne se både det ene og det andet, han havde trods alt set det, da han hev tøjet af ham. Han kom op at stå, hev bukserne det sidste stykke og tog så kruset, der snart var tomt. Byvagten havde ikke givet ham mere af tøjet, så han gik hen til bordet med bare fødder og bar overkrop, igen hamrende ligeglad.

Spørgsmålet kom, som han var ved at sætte sig og han stivnede kort i bevægelsen. Mest fordi han blev overrasket. Langsomt dumpede han helt ned i den tunge træstol og trak så ligegyldigt på skuldrende.
"Det samme som alle andre, tænker jeg. Håbet om et midlertidigt hukommelsestab." Han så ikke på Bigwig som han sagde det, men trak i stedet for maden til sig og begyndte at hugge i sig som havde han ikke spist i flere dage. Både fordi han var dødsulten, men også fordi at risikoen for, at manden ombestemte sig var der, så det var med at få noget i skrutten inden han røg ud af døren. Hans ord var tunge, men hans tonefald og udstråling var ligegyldigt. Han var ligeglad med, hvad den ældre mand fik ud af hans ord. Det var vel ikke videnskab at regne det ud.

Bigwig havde ingen interesse i den bare mandekrop overhovedet. At han havde set den dagen før, generede ham ikke, men han var virkelig heller ikke interesseret. En ting han havde fået slået fast i sit lange liv. Det tiltalte ham ikke, men han kunne også være ligeglad med at se det. Hvad havde Randall som han ikke selv var i besiddelse af? Han kiggede ikke på ham som han trak bukserne på de tynde ben, men var mere fokuseret på sin hvad han nok ville sige middagsmad, men dog det første måltid på dagen. Han havde også småsovet det meste af formiddagen væk, siden stolen ikke gav den bedste søvn i verden.

Bigwig skævede over til den anden side af bordet som Randall svarede, inden han begyndte at hugge maden i sig. Til en start blev det besvaret med et grynt, som han selv spiste videre, og nåede godt ned i sin position før han mave synes det var en god ide at slå farten lidt ned. Trods han ikke spiste lige så hurtig som Randall, var han heller ikke langsom og bidderne var store. Han tyggede lidt af munden og løftede blikket fra den halvtomme tallerken, for at kigge på den ædende mandsling. "Jaså. Hvad kan være så slemt at hukommelsestab virkelig er nødvendigt?" Den andens ligegyldighed omkring emnet, var sigende, men det havde stadig været tunge ord. Tunge ord der kunne gemme på mere, men Bigwig var der ikke for at snage. Alligevel spurgte han ind, hist og her. Randall bestemte selvfølgelig selv om han svarede.