Sted: Ridderturneringen uden for bymurene
Tid: Middag
Vejr: Forårsagtigt og solrigt

Larmen på pladsen var øredøvende, snakkede og råbende væsner, lyden af musik og bragene fra pladsen med ridderne, der red i mod hinanden. Det vrimlede med væsner og stemningen virkede god. Men Ronin havde ikke rigtigt koncentration til at lægge mærke til sine omgivelser. På ethvert andet tidspunkt ville han have været høj af begejstring for sådan et event, ja høj af begejstring for at få lov til at være med, men i stedet for glæde og barnlig begejstring, var hans udtryk bekymret og lukket. Den eneste grund til, at han var her i dag var, at hans søster og hendes mand havde ondt af ham og prøvede at muntre ham op.

Hans far var død og hans mor var blevet bortført. Selv ikke en ridderturnering, som han ellers brændte for en dag selv at deltage i, kunne få ham til at glemme de barske realiteter.
En hånd lagde sig på hans skulder og han så op i det venlige ansigt, der tilhørte hans søsters mand. Hailey, hans søster, var derhjemme med den lille ny, der ikke var mere end halvanden måned gammel. 
"Ronin, vil du have noget? Et kandiseret æble eller en tærte eller noget?" Ulrich forsøgte tydeligvis at muntre ham op og tage hans tanker af ting. En rar mand som Ronin godt kunne lide. Han var sød ved hans søster og faldt lidt uden for den norm, der ellers lå i familien med voldelige mænd.
"Nej tak." Ronin rystede på hovedet og sendte ham et smil, der ikke nåede øjnene. "Men du må gerne gå ud og finde noget, jeg tror jeg går over og kigger på sværdkampene."
Ulrich så lidt tøvende ud og nikkede så, sikkert tørstig. 
"Fint nok, jeg finder dig derovre. Pas nu på dig selv." Han gav Ronins skulder et klem og forsvandt så i mængden. Ronin åndede lidt lettet ud og begyndte langsomt at bevæge sig over mod banen, hvor lyden at stål mod stål kunne høres.

Han var ked af det. Og døden nær af bekymring. Men han havde ikke tænkt sig at gå neden om og hjem over det. Nej, han ville finde sin mor. Og den mand, der havde slået hans far ihjel og kidnappet hende. Der var ikke ret meget sorg i Ronins hjerte over farens død, han havde været en ond, vred og voldelig mand og ingen skulle nogensinde mærke hans hænder slå igen. Nej, han var bare bange for aldrig at se sin mor igen. Så han måtte finde hende. Hvor meget hans storebror havde sat ind i jagten på morderen og moren vidste han ikke, men han havde ikke virket til at det havde været en prioritet, men han stod selvfølgelig også pludseligt med et len i mellem hænderne. Ronins mening om sin storebror, der tog på efter deres far, var ikke særligt høj.

Som han masede sig igennem mængden, fik han øje på en pige med et stort krøllet hår og fregner. Ganske køn og hans blik hang fast et øjeblik, nok til at se hende lirke en pung ud af et bælte, der tilhørte en mand. Lommetyv. Et stik af vrede gled igennem Ronin, man stjal ikke! Manglede man penge, måtte man arbejde sig til dem! Uden at tøve hastede han de få skridt frem og greb fat om hendes håndled.
"Hey! Det er ulovligt at stjæle!" Måske ikke den mest intelligente udtalelse, men det var sandt! "Aflever!" Han så vredt på pigen, der var samme højde som ham, men noget mere spinkel. Gadetøs!

Denne turnering var som sendt fra himmelen! Efterhånden havde hun fået brugt de krystaller som hende og Jarko havde fået efter deres noget brutale møde med øglen for nu mange måneder siden. Det var lykkes Maya at holde sig ude af søgelyset fra de kriminelle der manglede betaling eller som synes øglen skyldte flere penge til dem end de to der havde fået dem.

Der var højlydt, der var mange mennesker, og der var muligheder. Allerede nu havde hun fået tilegnet sig et par armbånd og en pung med en god mængde mønter. Men hun var endnu ikke færdig. Ovre ved sværdkampene var mange af mændene efterhånden godt berusede og dermed nemmere at snige sig op på. Hun holdte tungen lige i munden som pungen blev dirket løs og derefter dumpede tungt ned i tasken. Den mærkede god! Intet kunne være bedre!

Eller, det var måske for tidligt at komme med det udtryk. Hun nåede kun et par solide skridt væk før nogen greb fat om hendes håndled. Maya snurrede omkring, hvilket fik det kraftige krøllede hår fløj rundt i farten. De grønne øjne fæsnede sig på knægten der havde fat i hende, i et lidt hårdere tag end hun nok havde ventet at blive mødt med, med mindre hun... var blevet opdaget... Pis. Hun himlede med øjnende af ham ved hans noget så veltænkte sætning og forsøgte at trække hånden til sig. "Hvor observant. Slip mig!" knurrede hun surt, men vidste godt han var stærkest. Det var ret tydeligt at se. Han var rimelig bred, og garenteret også ældre og mere erfaren end hende. Okay, erfaren blev trukket til, som hun så hans påklædning. "Bland dig udenom, og gå tilbage til din moar" Skide rigmandsknægt!

Pigen snurrede rundt, som Ronin greb fat i hende og et par grønne øjne dukkede op bag krøllerne. Hun var køn, men det betød ikke noget nu, hvor han havde set hende stjæle. Det var forkert at stjæle og hun skulle aflevere tingene tilbage igen! Han burde råbe højt efter en byvagt, ja, ved Isari, det vrimlede jo med Lysets Krigere over det hele! Men af en eller anden grund følte han, at han selv kunne klare en tøs som hende. Ikke at han havde nogen plan, han havde slet ikke tænkt sig om, han blev bare nødt til at stoppe hende!

"Nej jeg vil ej." Selvfølgelig ville han ikke slippe hende, hun skulle straffes for at stjæle, sådan var loven. Hvordan det lige foregik havde han ikke den helt store fornemmelse af, men hun blev vel smidt i arresten natten over. Eller noget. Han var ligeglad, han var fyldt med trælse følelser og at stoppe hende i at gøre ulovligheder fik ham til at få det lidt bedre. Bildte han sig selv ind, i hvert fald.

Han skulle lige til at sige til hende, at hun skulle aflevere tasken igen, da hun bad ham gå tilbage til hans mor. For et kort øjeblik frøs han til stede, stadig med et hårdt greb om hendes spinkle håndled. Vreden forsvandt kort, først for et udtryk som om hun havde slået ham, inden han kort så ud som om han havde lyst til at græde, inden vreden vendte tilbage. Han var som en åben bog, hvad angik følelser, hvilket havde fået ham i problemer før, især med sin far, og han havde lært at styre det lidt, men den pludselige påmindelse om situationen med hans mor, fik bare alting til at stå skrevet i hans træk. 
Men han blev vred oven i at han blev ked af det, hun skulle ikke snakke om hans mor! Så han slap hendes håndled og trådte i stedet nærmere for at give hende et hårdt skub med en hånd på hver af hendes skuldre. 
"Ti stille, din dumme tyvetøs! Du kan løbe hjem til din mor!" Det var lige før at han råbte højt, men det var der ikke rigtigt nogen, der lagde mærke til, som det forsvandt i larmen omkring dem. Hans blå øjne skød lyn, samtidigt med at de var blevet blanke. Gid han kunne gå hjem til sin mor. Han ville give alt i verden for det. Men hun var væk og han var bare en bange 13-årig dreng, der savnede hende.

Nej selvfølgelig vil han ikke give slip. Det var da også for meget at forlange, det kunne hun næsten godt se. Maya stirrede surt på ham og kom med et halvknurrende suk, som han stadig holdte fast. Hvad var nu hans store problem! Dreng der forsøgte at lege ædel ridder? Hun orkede simpelthen ikke at skulle til at tage sig af det. Kunne han ikke bare gå tilbage til sin overpyntede lykkelige familie med penge der strømmede i bække ud af huset. Så kunne hun vende tilbage til at få penge, og dermed mad i denne uge! Det var vel ikke en alt for stor ting at be om i denne modbydelige verden?!

Noget forandrede sig i hans udtryk ved nævnelsen af hans mor. Han var en dreng der kunne læses alt for let. Tydeligt afspejlende at han ikke var vant til at overleve udenfor sine trygge rammer. Men Maya var helt ærligt ligeglad. Det var ikke hendes problem om han havde en mor eller ej eller han bare generelt følte sig stødt. Bare han slap hendes forbandede håndled.

Noget han endelig også gjorde, for i stedet at skubbe til hende. Maya bakkede et par skridt, genvandt balancen og så på ham med halvåben mund. Tog han pis på hende?! Vreden skød op som flammer i de grønne øjne. "Skubbede du lige?!" og som hun sagde det, brugte hun begge sine hænder til at skubbe tilbage mod hans skuldre, hårdt. Det var lige før at hun havde lyst til at slå på ham. "Og virkelig? Tror du jeg ville rende rundt og tage folks egendele, hvis jeg havde en sød og rar mor at tage hjem til" Maya skubbede igen, denne gang hårdere end første gang. Han forstod intet af det liv hun havde. Intet! Men knægten kiggede jo nok sjældent ned fra sin juvelbesatte pidestal!

Ronin havde knyttet sine hænder og han kunne mærke vreden blandet med tristheden boble inde i ham. Han havde lyst til at skubbe til hende igen, men inden han kunne gøre noget, skubbede hun til ham. Hun var vred, det var ikke svært at se på hende og normalt ville Ronin slet ikke have givet sig i kast med et skænderi som dette, han var alt for fredelig, men det hele brasede bare lidt sammen for ham, da hun nævnte hans mor. For et øjeblik havde han lyst til at slå hende, men han holdt sig selv tilbage. Han ville ikke slå. Ikke på hende, lige meget hvor vred han blev. At han havde lyst skræmte ham et eller andet sted under vreden og det var nok også derfor, at hun fik lov til at skubbe til ham igen. Første skub havde skubbet ham lidt ud af balance, andet skub fik ham til at træde et par skridt bagud. Nok var hun ikke ret stor at se på, men hun var stærkere end hun så ud.

Men hendes skub gjorde kun alting værre og den ellers rimeligt fredelige Ronins blå øjne skød lyn, som han trådte frem og skubbede til hende igen. Også hårdt.
"Så kan du løbe hjem til din far, nej vent, du ved garanteret ikke, hvem din far er. Horeunge!" Det var langt under, hvad Ronin normalt kunne finde på at kaste efter folk, men hun gjorde ham bare så vred og hun havde ramt en nerve, da hun nævnte hans mor. Han skubbede til hende igen og havde glemt alt om dem, der stod omkring dem, bemærkede ikke blikkene fra de voksne, der ikke tog sig synderligt at børn der sloges.

Han var vred, vred, vred. Og samtidigt havde han bare lyst til at finde et sted at gemme sig og tude, fordi han var så ked af det hele og han havde slet ikke fået lov til at afreagere endnu. Alle forventede at han var voksen eller ignorerede ham. Ingen havde faktisk spurgt ham, hvordan han havde det, men han var bare blevet sendt til sin storesøster i Dianthos, så han var af vejen, selvom han hellere ville være hjemme og hjælpe med at finde sin mor. 
Og nu stod den her tøs og forsøgte at trampe på ham og det kunne han ikke klare. Hun skulle ned med nakken og stå til regnskab for sit tyveri!

Som gadebarn hørte man lidt af hvert, hvad angik øgenavne, skænderier og foragtelige bemærkninger. Maya var ikke ligefrem et roligt individ, og hendes mund løb ofte over med rapkæftede bemærkninger eller måder at give igen på. Lidt for at kompensere for den spinkle figur og knap så store fysiske styrke, trods hun var stærk af en femtenårig. Der var noget tilfredsstillende ved fysisk at give igen, ved at skubbe, og når ingen syntes at det var mærkeligt børn var oppe at toppes, var der heller intet der stoppede hende. Den knægt kunne ikke bare komme her og lege hellig, når han ikke havde et eneste begreb om hvad fanden han havde med at gøre! Eller hvordan verden fungerede. Han havde ikke manglet noget, det var nemt for ham at sige at tyveri var forkert.

Hans næste ord, fik Maya til at presse tænderne sammen i en arrig grimasse, og lyn blev udvekslet for et split sekund mellem de grønne og blå øjne, inden en stærkt knyttet næve fløj igennem luften og ramte velplaceret den anden lige i ansigtet. Lige meget hvor mange gange hun havde slået, var det stadig en ubehagelige lyd når man ramte brusk på den brutalle måde. Desuden var ansigtet et rimelig hårdt sted, hvilket hendes fingre også lod sig mærke af. Men hun var ligeglad.

Måske havde hun nok ramt en øm nerve ved at nævne hans mor, men hvordan skulle hun vide at hun ikke lige var tilstedeværende. Drenge som ham havde som regel begge sine forældre, eller nogen til at kompensere hvis de manglede. Han havde gjort det bevidst. Forsøgt at slå ind på at hun var uden forældre. At hun var lige præcis det hun sagde. En horeunge. "Dit forbandede røvhul!" hun havde råbt højt, ligeglad med om nogen lyttede, og også ret ligeglad med at han højst sandsynlig var i smerte over behandlingen. han havde fortjent det!

Ronin vidste godt, at han var gået langt over grænsen, men den dårlige samvittighed gjorde alting værre og han nægtede at lade sig selv indse, at han var forkert. Efterhånden var han klar til at slås, også selvom hun var en pige!
De blå øjne mødtes hendes grønne og vreden i mellem dem var næsten mærkbar. Og pludseligt landede der en knyttet næve lige i smasken af ham. Smerten gav ham tårer i øjnene og han greb sig straks til næsen, der med det samme begyndte at spytte varmt blod ud og hans hånd blev straks klistret. Chokeret så han på den røde farve i sin håndflade, inden han flyttede blikket til hende igen. 

Det var langt fra første gang, at han havde fået noget klasket i hovedet, så hans næse blødte. Både hans fars næver, men også ting på træningspladsen eller bare som uheld ved leg. Det var mere slaget i sig selv, at hun havde haft den frækhed at slå ham, en gadetøs, en tyvetøs. For et øjeblik havde hun chokeret ham nok til at slå vreden ud af ham, men det varede kun et kort øjeblik. 
Med en lyd, der næsten mest kunne minde om et lille bjørnebrøl kastede han sig i mod hende for at vælte hende om på jorden. Han var bredere end hende og vejede ret tydeligt mere end hende, så det var ikke et problem at bruge sin krop som rambuk og vælte hende omkuld. Han selv fulgte med i faldet, så han landede ovenpå hende, lidt for hårdt.

Rodet, men hurtigt, fik han sat sig på hende og uden at kunne nå at stoppe sig selv, slog han hende i ansigtet. Ikke med fuld styrke, men hårdt nok til at det kunne mærkes i hans egen hånd.
Havde hun været en dreng, havde han ikke haft et problem, men hun var en pige. Og som han havde løftet næven for at slå hende igen, blev han bleg. Nej. Nej nej nej, han slog på en pige. Han gjorde som hans far, en mand han havde svoret aldrig at blive som. Han blev helt dårlig ved tanken og gik i stå midt i bevægelsen, mens hans blå øjne blev store som han så ned på pigen under sig.

Maya smilede næsten tilfreds, men nåede aldrig rigtig at blive et smil. Men tilfredsheden var ikke at skjule i hendes ansigt som han trak sig tilbage og tog sig til næsen. Hun havde ramt godt, og blodet var også hurtigt fremme. Det betød også at hun nu havde chancen for at flygte mens han var optaget med at være pjevset. Hun fik dirket sin hånd løs, og var i processen med at vende sig, da hun fik slået luften ud af sig.

Han havde haft et voldsomt udbrud som han sprang på hende, og med sin styrke og kropsvægt fik hendes væltet og bagefter presset ned i den mørtrådte markjord. Fribrilsk forsøgte hun at presse ham af sig, men stoppede som hun mærkede et slag imod sit eget ansigt. Åbenbart var han ikke for fin til at slå tilbage på piger. Den stikkende smerte, fik hende til at løfte sine egne hænder til ansigtet og presse sine øjne sammen. "Hvad fanden har du gang i?!" spruttede hun ud mellem de lukkede hænder, og da hun fjernede dem, løb blod fra hendes egen næse og ned over læberne.

Han var tung, alt for tung at have til at sidde over sig, og det bragte ubehagelige minder tilbage, der gjorde hendes bevægelser for at presse sig væk fra hans vægt, en smule mere paniske end tiltængt. Men noget i hans lamslåede udtryk fik hende til at stilne af, selvom den knyttede næve var løftet igen. Hendes grønne øjne linkede med hans blå. Bange blå. Hvad fanden var han bange for. Det var ham der havde magten! Med en hurtig og hård bevægelse sendte hun sin det nederste af sin håndflade op i hans hage, og forsøgte i processen at dreje dem, så hun kom øverst. Hvilket så absolut ikke var nemt med hans vægt, men det var den nemmeste måde hun så sig en udvej på. Så længe hun var presset ned i jorden havde hun ingen magt overhovedet.

Ronin gik helt i stå, som en knude dukkede op i hans mave og vreden for ud af ham som luft fra en blæsebælg. Han havde slået en pige. Chokket over hans egen handling var så stor, at det ikke gik op for ham, at hun nok ville kæmpe videre. Eller hvor panisk hun havde været under hans vægt. Nej, lige nu var lyden af hans fars hånd, der ramte hans mors ansigt, han kunne fokusere på, og den isnende tanke om, at han lige havde gjort det samme. At han var i en regulær slåskamp med en pige, der kunne forsvare sig selv, slog ham ikke rigtigt, nej han så det bare som det samme - at han havde slået en forsvarsløs pige.

Tanken nåede ikke at tage ret mange omgange i hans hoved, før en hånd ramte hans hage og hårdt klappede hans tænder sammen. Hun var stærkere end hun så ud og trods hans vægt, blev han vippet af, så de byttede plads. Denne gang var han nederst. Og han burde kæmpe for at komme fri, men han rørte sig ikke ud af flækken, i stedet løftede han hænderne op foran ansigtet, så hun ikke kunne slå ham igen. Han var ikke bange, ikke for hende, men hans ansigt var stadig blegt og hans øjne store. Men skrækken var væk, nu var der bare et usikkert udtryk, der nok mest sagde, at han ikke ville slås. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at slå på hende igen, men når han lige havde samlet sig, ville han dog nok forsøge at få overtaget igen.

Men lige nu lå han bare i markens optrådte, våde jord og forsøgte at beskytte sit ansigt i tilfælde af, at hun ville slå ham igen. Nok slog hun hårdt, men han var ikke bange for det. Han havde prøvet værre. Så meget værre. Hun var trods alt kun et barn og ikke en fuldvoksen mand. At tabe til en pige gjorde ham sådan ikke noget, det der mandlige noget med at kvinder ikke kunne noget, det gik han ikke ret meget op i, han havde trods alt set, hvad hans mor kunne komme levende ud af. Lige nu ville han dog bare gerne have kampen til at stoppe.

Hånden havde virket, og fået hans kæbe til at klappe sig hårdt sammen, og få bakset det store lås af en knægt af sig og placerede sig oven på, allerede med løftet næve for at slå igen, mens den anden hånd holdte godt fast om hans trøje. Men hun slog ikke. Hun stirrede vredt ned på ham. Så hvordan han beskyttede sit ansigt, der afslørede store runde øjne der havde noget andet over sig. Som om at han nærmest fortrød sin handling. Det var ikke ligefrem frygt der emmede af ham, trods det var den logiske forklaring på fortrydelse. Det forvirrede hende. Alt for meget, til at hun helt vidste hvordan hun skulle reagere. Knytnæven han stadig i luften, klar til at blive sendt imod ham, skulle han gøre antræk til andet.

Alt imens løb blodet ganske stille og roligt for hendes næse, ned over læben og drybbede ned fra hagen. Hun gjorde ikke antræk til at fjerne det. Det havde hun ikke tid til lige nu. "Det. Gør du. ALDRIG. Igen!" hun råbte af ham. Højt og vred. Ikke noget af pusten var gået af hende, selvom hun ikke slog. Måden han reagerede på, gjorde at hun ikke havde lyst.

Maya rejste sig fra ham, i en lidt kantet bevægelse, da det var en rimelig upraktisk stilling hun havde siddet i. Hun havde ingen intentioner om at blive hængende til om han følte for at slå på hende igen. Eller vælte hende igen. Hun tørte sig under næsen i processen og gjorde antræk til at stikke af. "Møgunge" knurrede hun lavmældt.

Ronin regnede med, at hun ville slå, hun var så vred over det, han havde sagt, så han var lidt overrasket, da den knyttede næve ikke faldt i mod ham. Han flyttede forsigtigt sine arme lidt og så op i de vrede øjne. Hendes næse blødte en del og dryppede ned på ham, men det tog han sig ikke rigtigt af. Det var jo bare blod. Nej, hvad mere vigtigt var, at det så ud som om, at hun alligevel ikke ville slå ham. Trods at hun var så vred, at hun råbte af ham. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre som svar, han vidste egentligt heller ikke om hun mente, at han ikke måtte slå hende igen eller om det var hans grimme ord om hendes ophav. Nok begge dele.

Som hun fik rejst sig fra ham, fik han også skubbet sig op af sidde og lod håndryggen glide under næsen, der stadig blødte, dog ikke så slemt som hendes. Hun havde givet ham en god lige højre. 
"Du kan selv være en møgunge," mumlede han, inden han spyttede på jorden og kom så på benene. Han var godt beskidt efter det våde jord og der var blod på hans tøj for ikke at tale om det, der var smurt ud i ansigtet på ham. Han sendte hende et lidt surt blik, men der var ikke rigtigt noget tilbage af det vrede, der havde været før. Nu var der mere dårlig samvittighed over det, at han havde slået hende. Hvorfor havde han gjort det? Vreden havde bare været så overvældende. Vreden og den der triste, desperate knude, han havde i maven. Den var der stadig, men det var som om, at det ikke var så slemt som det lige havde været.

Ronin fik øje på hendes taske, som han hurtigt bukkede sig ned og samlede op. Lidt hurtigt trådte han et skridt tilbage, så han ikke stod for tæt på hende.
"Du får ikke din taske. Det er tyvegods." Han løftede blikket og fik øje på sin søsters mand, der var på vej tilbage mod ham sammen med en anden mand, han havde set før, men ikke lige kunne sætte placering på.
"Og nu kommer min svoger." Han så lidt hårdt på hende som for lidt provokerende at spørge, hvad hun ville gøre nu.

Han var sørme kvik. At give det svar tilbage at hun også var en møgunge, blev mødt af et lettere hånligt fnys. Som om hun ikke havde hørt den før! Maya skulle til at bukke sig ned efter sin taske, som han snuppede den væk fra hendes rækkevide. Hun skød op i fulde lave højde med det samme og hendes arrige blik blev ikke mindre, men der var et snert af panik. Han kunne ikke på nogen mulig måde tage hendes taske!

Maya stod uroligt på plettet af nedtrampet græs, som vidste hun ikke om hun skulle gå tættere på eller flygte væk fra ham. Hun bed tænderne sammen og tog en dyb lettere arrig indånding, som hun rakte ud, fik fat i stroppen, men kunne ikke vride den fra ham. "Gi mig den!" Hendes stemme blev en smule skinger. Alt hun ejede lå i den taske. Hele hendes liv, hendes penge, hendes ting! Både dem hun havde taget men også selv havde købt igennem tiden. Nogen af pengene fra kuppet med Jarko lå også stadig deri. Han kunne ikke tage den fra hende! Hvordan skulle hun ellers få mad. Panikken begyndte at bredde sig i hendes træk som hun fulgte hans blik mod de mænd der kom tættere på og hun trak en smule mere i tasken, næsten tiggende.

"Hvordan har du tænkt dig at forklare ham, at du har slået en pige, der er langt mindre end dig selv, og forsøger at stjæle hendes taske" desperationen var næsten at mærke i hendes stemme, som hendes blik oftere og oftere skiftede over til dem der kom tættere på. Det var begrænset hvor mange sekunder hun kunne holde den maske. "Alt jeg ejer er deri.." hendes stemme var lavmæld. Tiggende og desperat. Hun kunne ikke klare sig uden. Måske var vejret blevet varmere, men hun ville stadig ikke have penge til mad. Hun var parat til at give ham pungen, hvis bare han gav hende tasken tilbage.

Ronin holdt godt fast i stroppen til pigens taske, som hun greb ud og forsøgte at rykke den til sig.
"Nej, du får den ikke." Hans stemme var stædig og han havde ingen planer om at lade hende få sin taske, ikke når den var fyldt med tyvekoster! Så skulle den afleveres til Byvagterne, så de kunne finde den rigtige ejer til tingene. Man kunne nok se både i hans blik og ansigt, at det var en beslutning, han havde taget. Og hun fik ikke lov til at trække den ud af hånden på ham.

Men som han så på hende, kunne han godt fornemme, at tasken måske var mere værd end bare tyvekoster. Hun så mere og mere desperat ud, som han ikke ville slippe tasken. Hendes ord om, hvad han ville sige som forsvar om, at han havde slået på en pige, stak til ham og han fik lidt mere dårlig samvittighed i kroppen. Men inden han nåede at give et respons, gik hun fra desperat til meget desperat og med et tiggende blik. Alt hvad hun ejede, var i den taske? Hvordan kunne man proppe alt, hvad man ejede i én taske? Lidt forvirret så han på hende, så hendes store grønne øjne og desperationen. Hun kunne umuligt snyde ham, hun var virkeligt desperat. Han forstod det ikke, men han kunne ikke rigtigt holde til hendes blik og dæmpede stemme og til sidst slap han tasken.

Hans blik gled fra hende og over på Ulrich, der kun var få skridt fra dem, så han trådte lidt frem, sådan at han stod foran hende, så det var ham Ulrich først fik øje på. Og det gjorde han også med det samme og bekymringen var tydelig i hans ansigt, som han skyndte sig hen til sin kones lillebror.
"Hvad er der sket, er du kommet til skade?!"
"Det er okay, det var et uheld. Jeg har det fint." Som han lod Ulrich hive et lommetørklæde frem og hjælpe ham med at få blodet af ansigtet, skævede han bagud for at konstatere, at pigen var væk. Han var så forvirret. Men han havde ikke tid til at tænke for meget over det lige nu, som han skulle håndtere sin bekymrede svoger og hans fætter. Det tog sin tid at overbevise Ulrich om, at han havde det fint og gerne ville blive på pladsen og ikke blive fulgt hjem som et barn, der havde skrabet knæet.

Maya fortsatte med at se desperat på drengen, så længe han havde fat i hendes taske. De grønne øjne der normalvis altid var hårde eller kække, udvidste endelig hendes egentlige alder. Hun var bare en ung teenager der forsøgte at leve så godt hun kunne, og uden den taske hvor alt hun havde var i, blev det ikke nogen nem opgave. Hun regnede ikke med at han forstod det, eller kunne forestille sig hvordan det var. Han var en rigmandsknægt der havde haft alting fra dag et. Hun var en horeunge uden kendskab til sit faderlige ophav og en mor der var død i barselsseng. Han var født heldigt. Hun var heldig hun var blevet født.

Maya hev tasken til sig og knugede den ind som var det den største skat der kunne lokaliseres i hele verden. Hun så på ham, en smule usikkert men med det lette glimt af taknemmelighed i de grønne øjne. Hendes opmærksomhed skiftede sig til mændene der gik i deres retning, og som knægten trådte frem og dermed skærmede hende, forsvandt hun væk. Løbet bevidst ind i en større folkemængde, for at snige sig rundt blandt dem, forsvinde fra blikke. Rundt om et par boder, hvor en bolle med glasur forsvandt fra en bod, men ellers var beslutningen taget. Maya vendte tilbage til Dianthos, ind om bag de høje stenmure.

Hun burde for at tjene flere penge, blive ved ridderturneringen, men hun ville ikke løbe ind i den knægt igen. Han havde været underlig, og hun havde stadig antræk af blod under næsen fra hans slag. Hvis han greb hende i at stjæle igen, ville han nok ikke være sød nok at give hende tasken tilbage. Så i stedet gik hun på rov i byen, hvor de fleste ikke var hjemme, og hun dermed havde bedre mulighed. De riges kvarter var hendes retning.