Det havde været en meget, meget lang ude for den unge mand, der nu stod og optrådte i udkanten af pladsen. Efter at hans skib var blevet bordet af piratter og han var blevet taget til fange, havde det lykkedes ham at slippe væk fra piratskibets last og stjæle en robåd. Eneste problem var at skibet var ankret op udenfor Piraternes By, og han kunne umuligt ro hele vejen til Lazura, og så ikke frem til tage rejsen væk fra byen til fods, alene og uden forsyninger. Hans eneste håb var at få penge nok til at købe en rejse væk fra byen, eller tage arbejde på et af de plyndrende skibe. Pirateri var ikke lige frem Éirs . . . stil. Han brød sig reelt ikke specielt meget om at gøre andre fortræd.
Så nu stod han ved pladsen og praktiserede sit eneste andet talent - sin musik. Piraterne havde ikke taget den lurvede lut fra drengen, og det var lykkedes ham at få den med hele vejen til hvor han nu stod. På trods af hans fine sangstemme og dygtige fingre, havde han ikke tjent så meget som ét ravstykke. Sig hvad man ville om piratter - de var enten griske, eller fattige. Eller begge, naturligvis. Der ville nok gå længe, før han fandt en måde at undslippe grebet af den lovløse by.

Piraternes By var måske ikke den bedste by at vokse op i. Der kom i hvert fald visse udfordringer ved det, og man tog sig nogle forholdsregler når man gik rundt. I højlys dag var det... nemmere, der sov mange af piraterne deres brandert ud, og de mere skumle typer var åbenbart ikke glad for høj solskin. Om natten var det oftes bedst at lade vær med at gå ud eller gå ud i en lille gruppe.
Når man havde boet der hele sit liv, så tænkte man egentlig ikke så meget over det mere, det var normalt, og om ikke andet var man begyndt at kende smutveje rundt omkring i byen for at undgå de værste steder.

Idag stod solen også højt og skræmte det værste ind på byens kroer, og selvom vinteren havde taget fat i landet, så virkede det ikke så trist og deprimeret når solen stod så højt.
Ember var på vej gennem byen efter et ærinde for sin mor. Hun havde afleveret nogle klæder til en af piratbesætningerne i byen, og havde endda fået lidt drikkepenge, så under hendes kappe, havde hun så vidt som muligt gemt posen med krystaller hun havde fået. Folk skulle ikke få for gode ideer.

Det var en lille melodi der fangede hendes øre først, og siden hun egentlig ikke havde travlt, tog hun en lille omvej, hvor hun kunne se en ung dreng stå og spille. En lille smule medlidenhed kom da også op i hende, fordi det var ikke nemt at tjene penge her i byen.
Hun stod dog et stykke tid og overvejede, inden at hun fiskede et lille ravstykke op fra pungen. Det var ikke meget, men pengene var stramme for alle her i byen, og de ekstra drikkepenge hun havde fået, de skulle nu gå til hendes tur ud i landet.
Hun gik med faste skridt hen til drengen og smed det lille ravstykke til ham og sendte ham et lille smil, før at hun med faste skridt bevægede sig videre endnu engang.

Éir bukkede af en forbipasserende mand, der slyngede et skældsord i hans retning istedet for betaling, naturligvis uden at stoppe sin musik. Der var altid en håndfuld spasmagere, der enten fandt morskab i at håne musikkerne, og ord var nemmere at undgå en frugter eller sten. I samme øjeblik kom en pige med flammende hår gående rundt om hjørnet, omtrent på hans alder. Han kunne se at hans musik havde fanget hendes interesse, og han gengældte hendes generøsitet med et høfligt smil. Han gjorde som regel et større nummer ud af når han blev betalt, men drengen var forslået og sulten, og havde dårligt kunne finde søvn de sidste par dage. Det tog hans fulde koncentration at finde på melodier han kunne spille.
Som pigen vendte sig til at fortsætte sin dag, lavede han en hurtig beslutning. Hvorfor helt præcis han valgte at gøre hvad han gjorde, var der ingen fornuftig logisk forklaring på. Måske var han bare lettet over at se et jævnaldrene ansigt - tilmed et kønt et - blandt de mange fremmede ansigter han havde været udsat for på det seneste? Måske.
Éir bukkede sig ned og samlede hatten han havde brugt som indsamlingspunkt op i en adræt bevægelse, der fik ravstykket i hans lomme og hatten på hans hoved. Da det var gjort, satte han i bevægelse efter pigen. Her havde han intet publikum, og hvis pigen værdsatte hans musik, kunne han i det mindste sørge for at hun fik sine penge værd.

Ember havde forventet at det var det sidste hun ville høre fra musikeren. Han havde fået sine penge, om end ikke særlig meget, ikke nok til at få noget at spise i hvert fald. Så at musikken pludselig ikke blev lavere, som hun kom længere væk undrede hende, og det var forundring, men også en hvis form for utryghed, som hun så at musikeren var begyndt at følge efter hende.
Hun skannede hurtigt sine omgivelser, men det virkede ikke til at der var andre der kom tættere på, og hun kunne ikke genkende nogen af dem omkring hende. Det var jo ikke fordi at hun var uden kontakter i byen.

Hendes hånd tog fat i pungen der hang fra hendes bælte. Hun kunne ikke bare tabe pengene, eller have at nogen stjal dem, men hendes blå øjne flakkede kun en smule mere, før at de kiggede på musikeren. Ikke et ord kom fra hendes læber endnu, som hun stirrede på ham, i håb om at hun kunne finde ud af hvad han ville.

Åh Valeria, hvad havde han nu roddet sig ud i. Da han begyndte at gå efter pigen havde han ikke haft nogen bagtanker - han havde blot ladet sin lettelse lede til handling, men det efter han var sat igang gik det op for ham hvordan det måtte se ud, og pigen så heller ikke ud til at syntes godt om det. I Dianthos eller på havnen ville det ikke have vækket den store opmærksomhed, der ville bare være tale om en gadekunstner, der prøvede at presse mere ud af en gavmild fremmed, men i piraternes by blev det tydeligvis modtaget anderledes. Byen var trods alt fyldt med pirater.
På den anden side var hun en del af hans publikum, og den eneste betalende del. Han ville bare give hende et show, måske lære en person at kende, der kunne fortælle ham hvordan byen hang sammen. Hvis nu han gjorde det rigtigt åbenlyst at han fulgte efter hende i sin kapacitet som musiker, ville hun syntes det var sjovt istedet for foruroligende.
Han begyndte at synge en sang, der tydeligt var inspireret af hende, om en flammende prinsesse, der kæmpede en krig mod det nabolægende is-kongerige, alt sammen for at redde hendes ven, en ubrugelig musiker inspireret af Éir selv, fra en bande nådesløse iskæmper. Versene var ikke perfekte, men de bedste han kunne sætte sammen på stedet. 
Måske skulle han bare være stoppet, og ladet pigen forsvinde tilbage til ukendthed, men det var ikke Éirs stil. . . Og han følte sig heldig idag. 
Når altså man så bort fra piraterne, der havde myrdet resten af hans besætning.

Det var svært at bedømme helt præcist hvad hun skulle gøre. Det var dog ikke første gang at nogen mindre behagelige typer havde fundet interesse i hendes flammende hår, selvom de fleste normalt bakkede væk, når en af de betalende pirater fra hendes moders skræddershop kom forbi. Der var nok ikke meget loyalitet overfor hende, men de kunne godt stirre vredt på folk der var for nærgående, så de var nu rare nok.

Hun lod ham dog spille færdig, inden hun begyndte at sige noget til ham, selvom hendes hånd stadig fast var på hendes pung, så der ikke var nogen chance for at der nogen der tog pengene. "Jeg har altså ikke mere at give dig, hvis det er det du er ude efter," sagde hun bestemt og kiggede stadig med en hvis bekymring i hendes øjne på ham. Han så harmløs ud, men man kunne aldrig vide sig sikker på disse kanter.

Uden at indse det havde Éir hægtet sig på pigen, som en druknende mand til drivtømmer. Han kunne ikke mindre følge efter hende end han kunne give slip og lade Valeria tage ham. Han havde været ude for for meget til at han kunne tillade sig at miste det glimt af håb hun havde givet ham i en ellers gudsforladt by. Det lykkedes ham at fange hendes blik, og med sine sidste reserver af styrke holde det fast.
Harmløs var næppe det rigtige ord til at beskrive ham - Den spillende dreng var ynkelig. Han var udsultet og forslået. Hans tøj og hår var beskidt, men uden den anerkendelse af status quo som en hjemløs person besad; det var pinligt tydeligt at han var vant til at være ren og have adgang til et ekstra sæt tøj.
"Jeg kan betale dig, hvis-" han afbrød sig selv, og gentænkte sin tilgang. "Hvad som helst. Et sted at sove, et sted man kan fá drikkevand. Hvis du kan hjälpe mig tilbage til hovedstaden vil jeg," han sank den klump, der var opstået i hans hals. "Góre hvad som helst. Hjälp mig." Hans bøn var hjertefølt og passioneret, og hans udtryk fortalte at hans ord ikke bare var ord. Han havde ingen penge, heller ikke tilbage i Dianthos, men kunne stå i gæld. Han havde bare brug for at komme hjem.

Embers øjne kneb mere sammen. Det var ikke fordi at hun ikke ønskede at hjælpe, men hun havde også lært at tingene bare ikke løste sig selvom man ønskede det. Og at hjælpe nogen kunne have katastrofale følger. Især i denne her by. Selvom han i det mindste ikke virkede som en der gemte sig for en piratgruppe, så ville han ikke stå ude på gaden og spille.

Hun fik da også ondt af ham, men stadig trak hun sin kappe lidt tættere om sig og så ham an. Han var rimelig ynkelig at se på.
”Hvad som helst er nogen meget store ord, især når du virker til ikke at have en eneste mønt på dig, og du kun kan spille musik,” pointerede hun. For ellers var der dog jobs man kunne tage i byen, hvor pengene lidt nemmere kom til en. Ikke at de jobs nødvendigvis var rare, men det var trods alt penge.

Han kunne høre afslaget i hendes stemme længe før han hørte det i hendes ord. Hun havde ikke tænkt sig at hjælpe ham, i hvert fald kun hvis det kunne betale sig for hende. En kant af frygt sneg sig ind sammen med desperationen, for hvad havde han at tilbyde? Alt han var dygtig til var at sejle og digte, og hun lod ikke til at tage stor værdi i hans sangkunst.
"Jeg kan - " han var nød til at sige et eller andet. Han kunne ikke lade den mest venligtsindede person i den gudsforladte by vende bort, men han kunne virkelig ikke finde på noget. "Jeg kan góre rent! Eller - Eller diktere! Jeg kan alle mine bogstaver!" Han tog et skridt nærmere hende, og det var tydeligt at han var desperat. Ynkeligt desperat. Med frygt i øjnene, kiggede han rundt, for at sikre sig at der ikke var nogen der overhørte ham. "Jeg kan tale med de dóde," hviskede han, forhåbentligt kun højt nok til at hun ville kunne høre det. Han havde ikke fortalt mange mennesker om sin evne, og frygtede at blive kastet på bålet. "Er der nogen du vil snakke med?" 

Embers skuldre sank lidt sammen. Det var tydeligt at høre at drengen var desperat, men dette var virkelig ikke byen hvor folk var fyldt med næstekærlighed. Folk stolede på deres nærmeste, og der var der massere at give af, men hvis man ikke kendte nogen, gjorde det det noget sværere.
”Selv hvis jeg ville, så har jeg ikke ligefrem nogen penge jeg kan smide din vej,” svarede hun. Hun virkede ikke umiddelbart til at hun tog ordene om at han kunne tale med de døde så højt. Dette var mest fordi at hun stadig stolede helt og holdent på at hendes far var i live. Det eneste der på dette punkt var en hun manglede i sit liv. Det var dog kun en fornemmelse hun havde, som om at hendes egen tråd med hendes far ikke var knækket endnu, ikke at hun kunne se den potentielle tråd der forbandt hende med ham.

Luten var stadig i hans hånd, og han spillede fjernt videre på instrumentet, mens han forsøgte at redegøre for sine følelser. Det var tydeligt at pigen enten ikke kunne hjælpe ham eller ikke ville, og for den forslåede sultne dreng var resultatet det samme. Det desperate håb der havde brændt i hans blik vaklede og gik ud, og hans melodi blev langsommere og mere sørgmodig. Han følte sig pludseligt tusind år gammel – træt og alene i en by fuld af tyvagtige fremmede. Sproget der altid havde været hans gave havde forladt ham. Udover at kaste sig på knæ havde han gjort alt hvad han kunne.

I en stiv gestus, og uden at stoppe sin musik, bukkede han foran hende. ”Sá má jeg bede om tilgivelse, for at have taget din tid.” Hans stemme var mere dæmpet end den havde været, og mere modløs. Han drejede omkring på stedet, og begyndte langsomt at bevæge sig væk. Tunge skyer var begyndt at trække sig ind over byen, og han gættede på at regnen ville falde senere på dagen. Lige hvad der manglede. Han svingede lutten bag om ryggen, hvor den hang i sin rem, for han havde mistet lysten til at spille musik.

Ember var ikke ligefrem den mest hårdføre type i Piratbyen, og derfor hev det da også lidt i hendes hjerte, som hun så den stakkels dreng så helt udslået ud. Han var ung og det her var ikke byen at være i når man var alene, især i den alder og med den fysik. Men hvad kunne hun dog gøre for ham? Få ham længere ind i fastlandet, måske... men hvis han snød hende, så var hun også bare på røven.

"Vent!" kaldte hun ud. "Jeg har ikke nogen krystaller jeg kan give dig, men måske min mor kan give dig et måltid mad, og vi kan finde ud af om der er nogen der har lyst til tage dig med længere ind i fastlandet mod noget arbejde. Jeg kan ikke garantere noget.." Vejret der var ved at trække op, var nok også med til at træffe denne beslutning for Ember. Hvis de bare gik de åbne gader hele vejen hjem til Ember, så kunne Embers mor bestemme sig for om drengen var det værd, eller de skulle lade ham blive på gaden.

Drengen stoppede som kaldte efter ham, og med hendes ord kunne han mærke sin modløshed forsvinde som dug for solen. Éir var af den faste overbevisning at der altid lå godhed gemt i folk, og som han vendte sig om kunne han læse beviset i hendes ansigt. Borte var den opgivne sindsstilling der netop havde plaget hans sind. Med et kækt smil på læberne begyndte han at vandre i hendes retning.
”Jeg vidste at du var den rigtige person at spórge! Har et godt óje for en god person, ser du!” sagde han som han stoppede foran hende. 
”Navnet er Éir, Éir af klan Ó Coileáin fra Klippernes Ó, til din tjeneste.” Drengen udførte et indviklet buk med en afslappethed der talte til lang træning. Hans pludselige munterhed stod i voldsom kontrast til hans tidligere humør, men nu hvor hun havde genoprettet hans tiltro til at der fandtes godt i hjertet selv her i piraternes by, fandt han det svært ikke at smile. ”Hvis der er noget jeg kan góre, lad dog blot ordet falde og jeg vil se det ske – og hvis ikke lad hugormen spise mig rá!”

Efter en kort tid gik det op for ham at han havde ladet sin lettelse løbe af sted med hans mund. ”Hvad laver din mor?” spurgte han anspændt, i et forsøg på at distrahere fra alt hvad han lige havde sagt og drage samtalen over på noget mere jordnært. Det sidste han havde lyst til, var at skræmme den eneste godhjertede person han havde fundet i denne gudsforladte by, væk.

Ember havde hørt mange interessante navne over årerne, men alligevel var hans præsentation lidt af det uvante. Slemme Jim og lignende var nærmere navne hun var vant til. Det her lød dog som om at Éir hørte til et sted. Ganske vidst et sted Ember ikke kendte sted, men det var også et sted der ikke var i piraternes by.
"Mit navn er Ember… Ember Sarto," indrømmede hun, men da han begyndte at spørge ind til hendes familie, vinkede hun ham med hende, så de kunne begynde at gå. "Hun er skrædder. Der er ikke så langt, så vi må hellere få gang i fødderne." Ember var heller ikke ligefrem glad for at stå og hænge det samme sted i længere tid, man vidste aldrig hvilke pirater fandt interesse i de unge piger der befandt sig i byen.

Éir satte muntert i fart efter hende, som hun begyndte at bevæge sig videre. Han trak lutten over skulderen, og begyndte at spille nogle afslappede melodier, mens han tænkte og kiggede sig omkring på omgivelserne. Hvis ikke han netop var gået fra melankolsk til munter, ville pigen have god grund til at tro at en fremmed var løbet ind og havde taget Éirs plads mens hun kiggede væk.
”Har du en ynglingssang?” Hvis de befandt sig i nogen form for fare, var det tydeligt at Éir ikke var klar over det. I hans opfattelse løste de fleste problemer sig selv, så det var unødvendigt at gøre en indsats for at undgå dem. Udover selvfølgelig da han blev kidnappet af pirater. Der havde det været nødvendigt at handle.

”Du ligner virkelig en Ember. Har du selv taget navnet, eller gättede dine foräldre bare rigtigt?” Spørgsmålet var ganske oprigtigt, og havde siddet fast i hans hoved siden han først hørte hendes navn. Det var sjældent at navne ramte så rigtigt, da de fleste ændrede udseende meget fra da de havde fået deres navn.
”Mine foräldre kaldte mig Éir fordi jeg var en stor baby, sá de troede jeg ville vokse op til at blive en stor mand, ligesom Éir Ó Tuírsach, fra legenderne.” Han trak på skuldrene, og så op på hende. Der var et helt hoved til forskel på deres højde, og derudover var han spinkel. ”Du kan se hvor godt det gik.”
Man lever sjældent op til sit navn, tænkte han. Men pigen havde, udover det flammende hår, en kvalitet over sig som han bedst kunne beskrive som en gnist. Måske en gnist af gavmildhed, eller måske en gnist af godhed. Drengen trak på skuldrene – han var en poet, ikke en vismand. Alt han vidste var, at der var et eller andet ved hende, der passede godt til hendes navn.

//Lukket grundet manglende krea