En svag knurren kom fra Damien som han tydeligt kunne se hvordan folk nedstirrede ham som han kom igennem gaderne. Fuldkommen klædt i sort og med kappen hængende over hovedet og det eneste der var til at se, var snuden og det svagt rødlige skær fra hans øjne. Omridset af hornene kunne svagt ses på kappens hætte som den sluttede sig tæt omkring. Han sagde ikke et ord som han gik gennem de næsten tomme gader, hvilket han syntes var underligt, nu hvor det trods alt var hovedstaden. Måske var det blot fordi folk havde deres at se til, men det virkede stadig besynderligt. Hans blik flakkede fra side til side som han drejede ned af en mørk vej. Han var efterhånden ret træt af at skulle have den forpulede hætte trukket så langt ned over hovedet, men det var for at skjule sig selv, så der ikke var nogle der kunne finde ud af hvem han var, med mindre man måske så bort fra den sorte påklædning.

Han kom til det sted han søgte og et dystert smil kom frem på hans læber og hans tænder kom til syne. Store ulve lignende tænder og alle sammen skarpe og klar til at flå et bytte i stykker hvis det var noget der krævedes af ham. Han bankede på døren og blev ikke stående ret længe før den åbnede og nogle tjenestefolk tog i mod ham. Tjenestefolk var måske så meget sagt... Men slaver var nok nærmere den korrekte term at bruge, i hvert fald på dette sted. Damien trak hætten ned og lod den glide ned i armene på slaven og han fulgte efter den anden. For hvert skridt han tog kunne man høre hvordan hans kløer nærmest kørte over det fine gulv. Han var ligeglad, men det var tydeligt at slaven var fuldkommen ræd for ham. Var det faktummet at han lignede en ulv mere end menneske? At han havde horn, eller var det bare generelt hans kæmpe krop på næsten to meter der var skræmmende? Han var selv i tvivl.

Som han blev ledt ind i rummet til Ewin, bredte der sig et smil på hans læber ”Og du er stadig i live.. Sikke noget lort” sagde han og grinede ganske svagt. Hans stemme var dyb og ru, nærmest som om han var hæs, men det var blot sådan hans stemme var. Han så sig omkring og nikkede kort ”Så.. Du siger jeg skal teste noget for dig.. Hmm?`” sagde han med et tilfreds smil. Hans øjne lyste stadig og blikket var fastlåst på Ewin, der stod et stykke fra ham.

Perfekt timing, bedst som Ewin var færdig med lukke alle knapper trådte hans gæst ind i stuen. "Alderdom er ikke ligefrem den ting der dræber mig.. Jeg har 99 problemer men døden er ikke et af dem" der var en joke bag de ord. "Men ja, som du sagde. Jeg har nyt legetøj som du kan prøve af, men han er nyskabet så du må nok give ham et eller andet i munden hvis han ikke skal bide dig, han venter oven på i gæst værelse" sagde Ewin, havde ikke meget at tale om denne gang, i sted overlod han bare sin slave til dæmonen. "Jeg forventer blot en vurdering, når du er færdig med ham" sagde Ewin kort før han lod dæmonen gå.

Oppe i gæste kammeret ventede den unge vampyr, han var igen iført pænt tøj, som kunne skjule de mange ar. Vampyren havde sat sig tilrette på den store konge seng, men det som han var iført synliggjorde tydelige de sensuelle dele af hans krop, der var fri adgang til hans under krop, samt hals, skulder og bryst. Faktisk virkede det lidt fjollet at klæde sig på igen, i sær når den unge vampyr kendte sin herres normale gæster. Da der blev taget i dørhåndtaget rette vampyren sig lidt op, han valgte en mere sensuel position på senge mens han vente på at person kom ind.

Damien trak på skuldrene "Du ville ellers være et pænt lig" sagde han med et skævt, lettere dystert smil på læberne. Alderdom var ikke et problem for hverken Ewin eller Damien og det var FAKTASTISK! I teorien var de forevigt unge, trods deres mentale alder var en del ældre. Et kækt smil bredte sig på Damien's læber "Bide? Pff et bid eller to skader ikke, men bliver han ved, så kunne det godt være man skulle smide noget i kæften på ham" sagde han med et smil. Han vidste Ewin havde remedier til det, så det var ikke noget Damien tænkte over at tage med, hvilket nok også ville blive stillet spørgsmålstegn ved, nu hvor han gik gennem gaderne. Han nikkede kort til Ewin og forsvandt mod gæsteværelset.

Underligt nok var Damien nervøs, måske fordi at han vidste nye vampyrer ikke var helt tamme som Ewin selv var. Som han åbnede døren faldt hans øjne hurtigt på vampyren i sengen " Ikke dårligt... Jeg har hørt du bider lidt" sagde Damien med et kækt smil på læberne, som han lukkede døren i bag sig med et enkelt skub med hans ene fod. Med langsomme skridt gik Damien over mod den unge vampyr og lod da hånden glide over hans hår "Så sig mig... Har du nogle ting der er dit speciale?" sagde han og greb da i vampyrens hår og trak hans hoved bagover "Eller måske skulle jeg bare lade være med at være sød.: Det er trods alt ikke det Ewin forventer af mig" sagde han og grinede som han så ned på vampyren foran sig.

Vampyren så op på væsnet som kom ind, og han fik lidt en følelse af at hans herre havde givet ham væk. Det betød ikke meget i det øjeblik, dog var en eller anden mental frygt som vampyren ikke helt kunne komme af med. Vampyren så op da han hoved blev trukket tilbage, manden over ham lignede lidt et monster, ikke fordi at han selv var meget bedre med de ar som var omkring hans mund, var han lidt et freak show. "Det kommer an på hvad de søger" svaret vampyren kort, han var blev trænet til mange ting, men det kom altid an på hvad hans herre var til.
Måske var det ordene der kom der efter, for frygten inde i den unge vampyr blev kun større ved de ord. Vampyren lavet et forsøg på at komme fri fra mandens hånd, men han holdte for hård i hans hår til at han kunne komme fri, uden at miste en del hår. "Hvis det er hvad de vil" sagde vampyren kort med en svag stemme.

Damien så ned på vampyren foran sig og greb hårdere i hans hår ”Det var ikke det jeg spurgte om...” sagde han og satte en hånd omkring halsen på vampyren og knurrede af ham ”Hvad.. Er dit.. Speciale” snerrede han og blottede det fine og skarpe tandsæt mod vampyren. I modsætning til ham var det alle Damien's tænder der var skarpe og kunne gå igennem huden som var det ingenting. Han lænede sig ned mod vampyren som han fjernede hånden fra hans hals og smilede og lod svagt den lange tunge glide op over vampyrens kind og over til hans øre, hvor han lod den ene hjørnetand strejfe ganske svagt. Det som var vampyrens speciale var på ingen måder det som Damien ville afprøve. Han var kendt for at være kold og ligeglad med hvad modparten kunne holde til. Det var ikke fremmed for ham hvis hans partner endte med at dø af de skader han havde forvoldet under selve seancen. Et dystert smil kom frem på hans læber som han trak hovedet væk fra vampyren og så afventende ned på ham.

Vampyren lavet et kort yap, han havde ikke forvente den slags behandling, og nåde tyde på at det blot ville forsætte sådan hvis han ikke var varsom med sine ord.
Ikke at han var bange for smerte, den slags havde Ewin ødelagt. Hans nerve system var nu så immunt at han var ligeglad med fysisk skade fra andre, kun solen havde været i stand til at vække smerte i hans krop. "Jeg kan gøre alle de ting som de ønsker, selv hvis det skulle være til fare for migselv" sagde vampyren mens han kiggede op. Han mærkede, hvordan luftvejen lukket sig til, da manden eller uhyret tog fat om hans hals, ikke fordi at han kunne kvæle vampyren. Det var umulig, men der var de stunder, hvor andre væsner fik et sus i at prøve kvælning på andre.
Vampyren tænkte kort over sit eget specialle, Ewin havde altid sagt at han var god til sutte ham af, og at han endda var god til tage hans herres lemme der efter. "Hvis de ønsker det, er jeg god servicer deres krop" forklaret vampyren kort. Han kunne altid starte med sine hænder, der efter mund og til sidste krop.  

Damien havde de glødende øjne låst fast på den lille vampyr, der nærmest blev løftet op i den tot hår som Damien holdt ham i. Som han endelig svarede på spørgsmålet smilede Damien blot ”Dygtig... ” sagde han og lod hånden fra vampyrens hals forsvinde og i stedet lade en af de lange klør glide mod vampyrens kind. De var nærmest som knive og lavede et fint snit hvor lidt blod kunne pible ud. Som vampyren endnu engang talte hævede Damien svagt det ene øjenbryn ”Uddyb...” snerrede han svagt. Egentlig kunne han godt gætte sig til hvad han mente med det, men det var altid lidt sjovere at høre modparten fortælle det detaljeret. Det satte altid lidt mere gang i en, eller det satte i hvert fald mere gang i Damien end blot duften af blod og viden om at han måtte gøre hvad han lystede.

//lukket fordi vi kan//