Selv ved mørkest frembrud, havde tågen en sølvrig farve.

Smile kom ofte i de tågerige nætter. Mest fordi at tågen hjalp ham med at skæmme folk for vid og sans. Han kom tit for den årsag, med det bedste skuespil, kunne han narre en god sjæl til tro at han var blev efterlad i en såret tilstand, blot for at han kunne sætte tænderne i dem, når de kom ned for at puffe til ham. Smile havde ikke beslutte sig for det rette sted, han gik mellem de mange gravsten for at se om der var navne som han kunne huske, eller som måske gave flashback til hvem han havde været som menneske. Den toture som han blev udsat for, havde lært Smile at glemme alt om hvem han var, når han skaber endelige var god ved ham, var det alt hvad han kunne huske.
Hukommelse, var nu en sær ting. Smile var helt sikker på at der var en metode til at han kunne genfinde sin hukommelse, men hvordan og hvornår viste han endnu ikke. Ingen af de navne som han læste, kunne ringe en bjælde i hans hjerne. Men lyden af skridt som kom nærmer, kunne dog vække Smile fra hans oplæsning ad navne. Smile kiggede sig omkring, mellem de tætte tåge, og de mange grave var det næsten umulig at se hvem der var op vej. Smile kunne ikke gøre så meget andet end at vente og se.

Åh tusmørkedalen. Det var mildest talt længe siden, Lykke sidst havde sat sine fødder på dette sted. Hun havde ikke været her siden portene til Kzar Mora var blevet lukket, så det var vel lidt over 2000 år siden? Det var svært at huske. På et tidspunkt flød minderne lidt sammen, så det var ikke altid let at huske, hvilke ting der skete præcis hvornår. Hun var dog sikker på, at det føltes som en evighed siden hun sidst havde været her.

Klovene der agerede hendes fødder gav pludselig genlyd, da hun nu trådte på fliser, og blikket under hætten blev flyttet fra jorden og opad. Hun havde bevæget sig hen til Fantomtårnet uden helt at bemærke det. Hun havde mest bare gået i sine egne tanker. Den sorte, lettere løstsiddende trøje blafrede en smule i vinden. Dette stod dog i kontrast til de stramtsiddende bukser, der slet ikke bevægede sig. Hun havde en strudhætte trukket over hovedet, der skjulte øjnene, men som alligevel havde en mærkelig form, fordi hornene stak en anelse ud over hovedets længde, så den endte med at falde lidt mærkeligt bagtil, og fra siden så hendes hoved temmelig firkantet ud. Vingerne 'hang' om skuldrene på hende. De to kløer var skjult under selve vingerne, og de lignede egentlig bare en stor læderkappe lige i øjeblikket. Halen var rullet sammen langs ryggen og derved skjult under vingerne. Hun mindede mest af alt om et halvdyr lige nu. Ved højre side havde hun et sværd hængende.

Hun stoppede som et suk forlod hendes læber, da hun blev opmærksom på andre fodtrin, og hendes hoved drejede med det samme mod lyden. Hun kunne dog ikke se ret meget i den tykke tåge. Langsomt gik hun fremad for at se, om hun kunne få øje på det andet individ.

Det første der kom til syne var silhouetten, der efter blev detaljerne meget mere klare for Smile. Hans øjne var utrolig gode, og dertil var hans lugte sens som ikke havde dufte en dæmon i mange år. Smile havde et instinkt for undgå dæmoner. Mest fordi hans første med en, havde endt i hans egen ufrivillige omgang ret seksuelt. Han var ikke den samme lille vampyr efter det, hadet til dæmoner blev for alvor skudt i gang den nat. Dog var der smukke skabninger blandt dæmonerne, Smile tænkte kort på Jezebel som han havde mødt i syden. Var det hende som havde overholdt sit løfte om at besøge ham i Tusmørkedalen?

Smile lavet en munter lyden ved tanken, men hans smil blev hurtigt lavet om da person blev synlig. Det var ikke den smukke Jezebel. I sted var en anden dæmon som Smile aldrig havde set før, dog var hun mere monstrøs. Klove, vinger og klør. Smile vidste med det samme at han ikke ville have en chance her, ikke fordi at han havde tanker om angribe dæmonen, den slags var ikke i tale. I sted stod han stille mens øjnene kiggede på dæmonen, bag ved de sorte lokker af hår. "Er de kommet på afveje?" sagde Smile kort, det var ikke ret tit at folk frivillig gik igennem tågen, mest fordi at de aldrig vidste hvad der kunne gemme sig i den. "Eller syntes de bare at tågen er smuk?" ordne forlod ham lidt for hurtig, Smile var normalt ikke typen der talte meget, mest fordi folk havde det med se ham som lidt af en freak. Med smil der kunne går fra side til side på hans ansigt, og øjne der konstant stirrede uden det lange hår, var der nemt for Smile at skæmme livet ud af folk. Han krop var plaget af ar, som hans skaber havde efterlad i de sidste dage af hans menneske liv, men psykologisk var arne størst.

Havde man kendt Smile efter hans forvandling, ville man tydelig kunne se at et monster havde overtaget den smule menneskelighed som der var tilbage. Smile var tydelig dræber, som leget kunstner i hans fritid.

Et klik fra hans tunge, fik Smile til at vågne på fra hans tanker. På den ene eller anden måde syntes Smile der var et eller andet ved dæmonen. Han kunne let se maleri for sig, med dæmoner og engel i kamp. Det var næsten trist at han ikke havde redskaberne til lave det.

   

Lykke fik øje på en mørk silhouet i tågen. Denne tog langsomt form af en mand på nogenlunde hendes egen højde. Til at starte med kunne hun ikke se nogle bestemte træk ved ham, men da hun kom lidt tættere på, kunne hun tydeligt se arrene, der gik fra hans mundvige. Hun kunne ikke se øjnene under pandehåret. Hun hævede det ene bryn under hætten, da han begyndte at tale til hende. Vovede han ligefrem at stille hende spørgsmål? Hun kom i tanke om, at hun egentlig var i 'forklædning', så hun burde vel egentlig svare. "Næh, jeg er udmærket klar over, hvor jeg er. Så vidt jeg ved, er det her ikke forbudt område?" spurgte hun med påtaget høflighed. Hun hadede at opføre sig underdanigt. Det var alt for nedværdigende, men for nu fandt hun sig i det. "Og det er ikke så meget på grund af tågen, men jeg holder af at gå ture i tusmørkedalen." fortsatte hun med samme påtagede høflighed.

Umiddelbart lignede manden mest en vampyr på grund af den blege hud, men han kunne vel stadig godt være menneske. Hun tvivlede dog på det sidste, for det var ikke ret ofte, at de var ude om natten. Hun spurgte ikke ind til det, men det var resultatet af hendes analyse af ham. "Kommer De selv tit her? Eller ventede De nogen? Jeg var egentlig bare på vej igennem, så jeg kan godt gå igen, hvis jeg forstyrrer?" Hvor hun dog hadede sig selv for at føje ham, men hun var uden for sit territorie, og det var ikke klogt at provokere andre racer. Især ikke vampyrer hvis temperament hun ofte havde set løbe af med dem.

Smile kom bevist til at rulle med hans øjne, ikke at det kunne ses. Hans øjne var svære at se igennem det mange lokker af vildfaren sort hår, som gik ned over hans ansigt.
"Bestemt ikke," svaret Smile, med lille smil. Et væsen af mørket kunne hurtig forelske sig i Tusmørkedalen, det var lidt derfor at Smile selv holdte til i dalen ( også det faktum at evig mørke, holdte ham fra brande op i dagtimerne, hvilket var et plus). Smile trak en smule på skulderne. "Ikke på kirkegården her, men jeg holde til nede i byen til hverdag. Tusmørkedalen er et af de få steder der forstå en tortureret sjæl," sagde han kort. Det var det eneste sted, hvor folk holdte næsen til dem selv, hvis de ikke ønskede problemer med de lokale.
Havde hun forstyrret ham, endelig ikke. Han var bare på udkig efter nostalgi, som han ikke kunne finde. "Jeg ledet efter navne, det er lidt kompliceret at forklare, hvorfor" Smile talte helst ikke om hvem han var, eftersom han ikke engang selv vidste det. Han var bare en vampyr med baggrund fuld af mishandling, som førte ham til livsstil fuld af mord, tortur og morskab.
Havde han ikke været så optaget af sin søgen, havde han nok fået kunstnerisk inspiration af dæmonen. Han så tit skabninger som var unikke, eller smukke på deres egne måder, og han tog det til sig i de malerier som han skabte.    

Lykke nikkede til hans svar. Hun havde egentlig ikke bestemt sig for, at det her var hendes bestemmelsessted. Hun havde mest gået i sine egne tanker, så hun havde ikke ligefrem holdt øje med, hvor hun gik hen.
Det gik op for hende, at han nok allerede havde snuset sig frem til, at hun var dæmon. Der var noget med, at vampyrer havde en god lugtesans, så hun valgte at lade hætten falde tilbage, så hendes ansigt kom til syne. Hun flyttede dog ikke på sine vinger, så de lignede stadig bare en stor læderkappe, hun havde hængende fra skuldrene på ryggen. Det havde taget hende nogle år, men hun var ret god til at skjule dem i åbent syn. Det gjorde også, at halen ikke var synlig, når hun foldede den sammen langs ryggen.

Hans svar om, at han ledte efter navne, vækkede hendes nysgerrighed. Det var sjældent, at hun fandt andre væsner interessante, men hendes viden om vampyrer var temmelig mangelfuld; hun havde kun basisviden omkring fysiske træk og egenskaber, så hvis hun kunne lære noget om måden, de tænkte på, ville det være et plus i hendes bog. "Fortæl endelig. Jeg har ikke travlt" svarede hun med et smil.
Nu strakte hun vingerne lidt ud, og lod halen falde, så den blev tydelig. Det var tydeligt, at hvis hun slappede fuldt af i den, ville den slæbe sig henover jorden, men lige nu svajede den bare roligt bag vingerne. Hun tog nogle skridt til den ene side og satte sig på den nærmeste gravsten med sit blik nysgerrigt hvilende på manden.

Han vidste ikke om det ville være smart at tale om hans fortid, den indholdte mange huller og hemmeligheder som ingen burde kende til, udover ham.
Selv hvis han kunne fortale hende ting, var det ikke sikkert at hun ville holde på hans hemmeligheder, hvilket var et stort problem. "Jeg søgte efter navne, som ville kunne hjælp mig med at husk min fortid," sagde han. "Jeg har hukommelsestab lige siden, at jeg blev til dette væsen," sagde han lidt efter. Smile fulgte dæmon som hun satte sig på en de mange gravsten. Smile havde for meget selvrespekt til sætte sig ned på et andet væsens grav.
Smile bevæget sig en smule frem og tilbage, han blev let restløs når han bare stod stille. "Jeg ved ikke engang, hvem jeg var før jeg blev vampyr." det var ikke ofte at man mødte en person som Smile, han vidst så lidt om sig selv, at han ikke var speciel brugbar, hvis man havde brug at grave informationer ud af ham, ville man ikke komme særlig langt.
Smile ville næppe tale om hans tid som nyfødt vampyr, der var visse ting som selv han ønskede at glemme fra de første uger at hans nye liv. Disse ting var tydelig, torturen, arne og andet.

I takt med at manden forklarede sig, så Lykke gradvist mere og mere tænkende ud. Hun lod til at tygge lidt på hans ord om, at han havde glemt, hvem han var. Efter lidt tid kiggede hun igen på ham og sendte ham et smil. "Jeg er muligvis i stand til, at hjælpe Dem med at huske. Det kræver blot, at De kan tilbyde noget til gengæld" svarede hun lunefuldt. Lykke kunne beordre ham til at huske, hvilket burde give ham de fleste minder tilbage, hvis han altså ønskede det. Hun ville dog ikke gøre det gratis. Hvis han tilbød noget, hun kunne være interesseret i, kunne hun nok godt overtales, men hvis han bare tilbød hende krystaller, ville hun nok afslå.

Om hendes kommando ville virke, vidste hun faktisk ikke. Det havde fået hende til at tænke lidt, og efter noget tid tilføjede hun: "Der er dog risikoen for, at Deres minder ikke eksisterer, og hvis det er tilfældet, vil det ikke være mig muligt at hjælpe Dem." Hendes stemmeføring var ærlig, og hun prøvede ikke at snyde ham. Hun tog som udgangspunkt ikke folk ved næsen, men hun gjorde bestemt heller ikke noget gratis.

Hans øjne lyste næsten op ved tanken, dog vidste han ikke hvad han kunne tilbyde kvinden som betaling. Der var en ting som var den meste smarte ting, hans blod. Han vidste selv hvilket egenskaber det havde, udover de almindelige vampyr egenskaber kunne Smiles blod neutraliser magi, han holdte den detalje for sig selv, eftersom at det var en brugbar evne at have. "Der er måske en ting, men det er nok ikke den meste velsmagen.." sagde han kort. Smile bevæget en hånd op og trak håret tilbage fra sit ansigt. "Mit blod har andre egenskaber udover de healende effekt, kan det neutraliser magisk angreb efter indtagelse, jeg kan sige hvor længe effekten holder, men det kan være en halv time eller mere, alt efter hvor meget man drikker" det var den eneste ting eller os kunne han male i portræt af hende, men den slags tog lang tid, eller et par timer.
"Ellers kan jeg male dem et portræt, men det kommer til tage lidt tid" sagde han. Han vidste ikke om det ene eller andet lød som god betaling, normalt var han ikke typen der betalte for tingen, når han ville have dem. Smile lyttede igen, og ja hun havde ret, han hukommelse kunne muligvis været helt væk, dog var han villig nok til tage den chance.    

Lykke så tydeligt interesseret ud ved lyden om, hvad hans blod kunne. Hun rejste sig og gik over mod ham, da han trak sit hår væk fra ansigtet, og hun betragtede nysgerrigt de let stirrende øjne. De var temmelig blodskudte, men hun kommenterede det ikke. Ved hans næste forslag så hun lidt tænksom ud, som hun rettede sig op. Nu var hun færdig med at glo på ham. "Jeg ville bestemt ikke have noget i mod et portræt, hvis De har tiden til det? Dog lyder Deres blod også ganske interessant, og det kunne vise sig at blive nyttigt, så måske en dosis ved siden af portrættet, og De har en aftale" svarede hun og sendte ham et smil. Hun havde dog ikke tænkt sig bare at gå i gang med det samme. Hun stolede ikke helt på ham, så hun ville gerne have noget først, men det kunne de selvfølgelig altid aftale. Lige nu var hun mest interesseret i, om han godkendte hendes kriterier.

"Fair" sagde Smile kort, han var ikke manden der bare gik bagud på en aftale. Selvom han heller ikke var den meste troværdig karakter? De fleste væsner, vendt sig hurtig om når de så ham. Han var smule overrask over at hun ikke havde kommenteret hans udseende, de fleste væsner ville finde på en eller anden bemærkning, eller blive skæmt for liv og løs. "Jeg kan accepter begge kriterier" sagde han. Han havde vidst en flask de kunne fyldes med blod, hjemme i det hus som han boede i. Tanken om smagen af hans eget blod, fik dog hans mave til give sig lidt. Det var ikke fordi der var forfærdelig smag, men det var helt klart heller ikke den bedste smag.
"Jeg har et hus ikke så langt herfra" forklarede han kort, hvis han skulle male blev det nok i det lille studio som han havde lavet for længe siden, da han først ankom til tusmørkedalen. Nu var det ikke fordi at han havde været meget hjemme på det sidste, efter at han kom tilbage fra Dianthos, havde han mest af alt, stille trøsten efter blod. "Jeg vil dog advare om at mit hjem ikke specifik ryddelig" sagde han, faktisk var der altid lidt rod, nok mere en del. Det var dog ikke fordi at de ville se alle lokalerne, heldigvis.

Lykke hævede let det ene øjenbryn. Hun havde ikke ligefrem forventet, at han ville gå med til begge dele, for i hendes hoved lød det ikke ligefrem retfærdigt. Hun sendte ham dog et svagt smil og nikkede. "Det er i orden."
Lykke var ikke ligefrem fremmed for at se spøjse (hun vidste ikke lige, hvad hun ellers skulle kalde det) ting og sager rundt omkring, så det faktum at hans øjne ikke havde øjenlåg fandt hun egentlig bare mere interessant end ulækkert. Hun betragtede ham stadig nysgerrigt, mens han igen talte. "I så fald får De lov at føre an" svarede hun og lavede en gestus med armen for at indikere, at hun selv var klar til at gå.
Hun hævede igen et bryn men sendte ham alligevel et smil, da han snakkede om, at han nok rodede. Hun rystede lidt på hovedet. "Det gør ikke spor. Det ligger vel nærmest til kunstnere?" spurgte hun, og der kunne næsten have været en drillende tone i hendes stemme. Hun var ikke fremmed til rod. Hun ville selv gerne have en slave til at rydde op for sig, for hun var utroligt dårlig til at gøre det selv.

Han syntes selv at det var lidt for formelt at blive kaldt "De", men han lod være med kommentar på det, det var ikke alle dage at han hørt den udtales fra andre, eftersom de fleste bare løb bort ved synet af ham.
Smile kom med et lille grin, måske hørte det kunsterne til. Han ville dog ikke sige at en kælder fuld af lig, var en del af det rod som vente hjemme i hans hus. Han vidste dog lugten blev holdt tilbage at den store dør ned til kælderen og at folk kun blev smidt derned efter døden. Der var dog en anden ting som Smile kom i tanke om, han huskede dæmonens ord, hun kunne genfinde hans minder, men var det en evne? Magi? Smile vidste at hvis der var tale om magi, ja så ville det ikke virke på ham med mindre at han sultede sig selv i en del tid. Han vidste at han var immun over og den slags, men at han kun var det når han havde blod i kroppen. Når ja, han kunne altid bare tabte nok blod, han skulle jo give hende en flaske med blod, sener. "Denne vej" sagde Smile, som han begyndte at gå tilbage imod byen. Han vidste ikke hvor meget tid der gik i tusmørkedalen, for der var altid mørket og koldt, lige meget hvad tid det så var på dagen.

Lykke sagde kun "De" til ham, fordi hun var i det formelle hjørne, og hun til at starte med ikke ville afsløre sig selv. Nu da det dog var sket, var det mere af vane, at hun var fortsat med det. Hun ville dog ikke virke uhøflig over for vampyren, da hun trods alt havde lavet en aftale med ham, og hun ønskede ikke ligefrem, at han gik tilbage på sit ord. Ikke at hun mistænkte ham for det, men hun var på den anden side også forsigtig. Ikke at hun ikke holdt ord, men hun var altid lidt mistænksom omkring andre racer, så hun var alligevel en smule på vagt.

Lykke nikkede til hans ord, inden hun roligt fulgte med ham. "Har De et navn? Jeg er Lykke" præsenterede hun. Hun nævnte intet om, at hendes navn var temmelig sarkastisk. Det tænkte hun, at han nok godt selv kunne regne ud.

Det var længe siden, Lykke sidst havde været i tusmørkedalen, og hun havde lidt glemt, at der altid var mørkt og tåget. Ikke at det generede hende, men gåturen ville føles uendeligt lang, fordi hun kun havde tåge at gå og kigge på.

Smile trak på skulderen. Nej han havde ikke et navn, eller ikke hvad han selv kunne huske. "Det er en ad de mange ting der vist er gået mig tabt med tiden, de kan bruge hvilket som helst navn de ønsker, det har nemlig ingen betydning for hvem de selv syntes jeg er" sagde Smile kort. Han var ikke selv en der satte navn på sig selv, ikke ligefrem uden årsag. Han efterlod sig selv identitetsløs for den simple årsag at han ikke ville huskes af andre, eller genkendes på navn. Det betalt sig at være anonym, når by vagterne kendte hans udseende. 

Selv ville han kunne huske hendes navn, et let navn. Lykke, han vidste ikke helt om det var et ironisk navn, dæmoner var ikke ligefrem det væsner som han forbandt med lykke. Men den slags tanker var til en anden dag. Smile kunne hører det lette mylder af liv, som de kommer nærmer imod byen. Ind i mellem var hans sanser næsten for gode, eller de opfangede mange ting før han kunne se disse ting. 

Der var dog et lille stykke at gå, et sted i mellem de mange hytter var der en hytte som virkede ubeboet fordi at Smile havde malet de fleste vinduer til med tiden. Det gik ikke at hver en sjæl kunne se når han uvillig gæster som tit blev dræbt efter flere dage med torture i hans hjem. Trods de store manifestation af død i hans hjem, havde Smile lært hvordan at man kunne masker lugten af blod og rådneskab. Det gik ikke at hans kunder kunne dufte hvad der havde forgået i huset, når de kom for at blive malet.  

Lykke så lidt tænksom ud ved mandens svar. En navneløs? Det var ikke ligefrem hver dag, hun mødte sådan en. Hun så en kende tænksom ud. "Har De et kaldenavn så? At finde på navne er ikke lige min stærke side" svarede hun ærligt, som hun fortsatte med at gå ved siden af ham. Selv hvis han ikke havde et, ville hun ikke nok lige glemme ham foreløbig. Hans udseende var ikke ligefrem gennemsnitligt, så det ville sætte sit præg i hendes hukommelse var hun sikker på.

Som manden ledte dem videre, bemærkede hun selv lyden af stemmer, men hun kommenterede det ikke. Det var ikke unormalt, at der var andre væsner ude, og hun var på ingen måde bange for dem. Hun var fuldt ud i stand til at forsvare sig selv, så hun følte sig som sådan ikke truet.

Som hun blev ledt hen til en hytte, spærrede hun nysgerrigt øjnene op. Hun var normalt ikke til kunst, men lige dette her, fandt hun ganske… pænt. Det var lige hendes stil. Hvorfor kunne hun ikke svare på, men det var dystert, hvilket nok var grunden til, hun fandt det pænt.

Normalt var navne ikke en af de ting som Smile bevist gik op i, han fortrak næsten at være navnløs frem for give et navn som ikke var hans navn. ”I det tilfælde, kan du kalde mig, Smile” sagde han kort, han havde altid brugte det navn, nok mere fordi at det var sådan at folk kunne huske ham. Han var genkendelig med det store åbne smil, som for evig gave ham karakter.

”Nu ved jeg ikke om det er deres stil, mange mennesker vil nok indrømme at min sanse for vision er lidt mere.. udevanlig,” sagde han kort. Der var efterhånden en del forskellige værker, de fleste af væsner som Smile syntes var smukke mens andre havde været skabet efter deres døde, men den detalje holdte han lidt for sig selv.

Smile kiggede på Lykke, lidt i et forsøg på læse hende som hun kiggede sig omkring. Han var nok ikke helt i tvivl om at hun godt kunne lide hvad hun så, men han forblev tavs i mens at han lod hende kigge videre.

Lykke kunne ikke lade være med at smile over vampyrens svar. Smile. Hun forstod udmærket sarkasmen i navnet, men hun måtte give ham, at det passede til ham. Hun nikkede som svar, men kom i tanke om at hun egentlig ikke havde præsenteret sig selv. "Jeg er Lykke" sagde hun lettere henkastet. Hun var udmærket klar over, at hendes navn var ligeså sarkastisk som Smiles kælenavn var, men hun havde aldeles ikke lyst til at give ham sit mellemnavn. Det var den eneste del af hendes navn, hun holdte skjult, og det ville ikke tage meget research at finde hendes efternavn. Hun havde ikke ligefrem lyst til at blive domineret af en vampyr.

Da de trådte ind i huset, skiftede Lykkes opmærksomhed sig dog fra Smile til indretningen. Det var noget aldeles andet, end hun var vant til, men ikke desto mindre var det fascinerende. Uden overhovedet at spørge om lov begyndte hun at gå på vandring imellem malerierne, og imponerende behændigt undveg hun diverse møbler. Ved hans ord drejede hun hovedet og sendte ham et svagt smil. "Jeg synes, det er ganske pænt" svarede hun ærligt men en anelse kort for hovedet, inden hun drejede ansigtet væk igen og gav sig til at studere videre på malerierne. Hun var imponeret over, hvor mange der var. Nogle af dem var måske i andres øjne makabre, men Lykke fandt dem egentlig bare smukke. Hun frygtede dog ikke for sit eget liv, for hun vidste, at Smile var afhængig af hende, hvis han ønskede muligheden for at få sine minder igen.

Smile kunne godt have tabt sin kæbe i det sekund, typisk var det en løgn hvis folk syntes at hans kunst var pæn, men han kunne høre løgn i Lykkes ord.

”Syntes de virkelig?” han talte næsten så lavt, at et ikke var til at høre hans stemme. Mest fordi at han ikke ville lyde som et lille overrasket barn, men på indersiden var han lykkelig som et lille barn. Hans vision omkring folk som han malte, var ofte så forstyrrende at hans modeller selv blev mentalt forstyrrede bag efter.

Smile gav sig selv et mentalt slag, for at vågne op fra Lykkes ord. ”Kan jeg byde på noget som helst spiselig, før vi starter?” sagde han kort, han havde alt en smule menneskelig mad, ikke fordi at han selv kunne spise det, den slags smagte afskyelig også kom det bare tit tilbage op igen. Hans mave havde ikke evne til at optaget med, og han vidste at hans manglende organer, var en til årsag til at hans krop ikke kunne spise ting, selvom hans skaber havde kunne den slags.

Lykke kunne ikke lade være med at smile over vampyrens overraskede ansigtsudtryk. Han var vist ikke sådan vant til at få komplimenter. Hun nikkede dog bekræftende. ”Det synes jeg, ja. Er det unormalt da?” spurgte hun lettere forundrende. Hun gik ud fra, at hans klientel vidste, hvad de gik ind til, når han malede dem. Hun havde ikke selv forventet ’normale’ malerier i al fald.

Det kom tydeligt bag på Lykke, at hun blev tilbudt mad og drikke. Hun havde absolut ikke forventet, at en vampyr ville have ’menneskemad’ i sit hjem. Hun rystede dog på hovedet. ”Tak men nej tak.” Hun havde generelt ikke behov for at spise ret meget, og det var sjældent hun lod andre se hende spise.