Fiskerbyen var mærkelig. Folkene her kendte hinanden en smule for godt og det blev faktisk værre jo længere man kom ud i de små byer. Det havde ikke været nem at stjæle til føden, og faktisk havde Maya været nødsaget til at tilbyde sin hjælp i form af ærlig arbejde. Ikke ligefrem et valg hun tog tit, da hun foretrak ikke at bruge kræfterne på hårdt fysisk arbejde, men i stedet arbejde. Men rygterne om at områderne nær Piratbyen skulle gemme på spændende eventyr, var noget af en skuffelse. Det virkede ikke engang til at man kunne få en god profit ud af det.

Dovent havde hun siddet på den gamle kærre gyngede som den store bryggerhest trak den afsted hen over den ujævne grusvej. Sådan havde hun nu rejst i et par dage, fordi den gamle tandløse mand syntes at finde det synd at så lille en tynd pige skulle gå selv, når han alligevel var der. Det havde krøltoppen slet ikke været blind for at udnytte. Men de nåede efterhånden til vejens ende. En lille by nær den lange flod.

Nysgerrigt kiggede hun over høet og pustede varme i sine iskolde fingre, for at se at der på en eller anden måde var samling. Og Samlinger betød at hun kunne tilrage sig ting der ikke tilhørte længe! Med et noget hurtigt tak for hjælpen, satte hun i fart for at komme ind til godhederne.
Skuffende godheder, da ingen af beboerne syntes at have meget på sig, men de var optaget af at snakke. Det virkede til at være et rejseparti der fyldte hele gaden for at finde ud af om de tog en overnatning på den lokale kro eller gik videre. Maya var travlt optaget med at undgå store mudrede vandpytter og samtidig med at søge efter krystaller i de rejsendes lommer, da det pludselig skete. Hun ved ikke om nogen havde skubbet til manden, om han var blevet forskrækket eller gjorde det med vilje. Men hun blev ramt i ryggen rimelig hårdt af en anden krop, der slog luften en smule ud af hende, og benene gav efter. Hun faldte fremefter, forsøgende at genvinde balancen, men endte med at have knæ og hænder nede i den mest mudrede vandpyt der kunne findes i hele landsbyen. Langsom løftede hun blikket fra vandet og kiggede tilbage. Arrigt. Det her var KLAMT!

Endnu en gang var Zofrost alene på tur. Balthazar havde hurtigt opdaget, at han var hurtigere og lettere at sende af sted på de små ærinder, hvor der skulle hentes eller bringes mindre ting. I sin dyreform var han mere udholdende en hest og behøvede ikke at følge de farbare veje. Så igen var han sendt af sted mod et mål, denne gang ikke så langt fra piratbyen.
Igennem sit liv som slave, havde Zofrost haft mange funktioner, men at være bud på den måde, han var nu, var nok en af de bedste. Han fik lov til at løbe og strække ud, udforske og være alene. Ikke at være under sin herres åsyn hele tiden. Det var en befrielse og så kunne han godt leve med sin herres utilregneligheder og volden. Den var han jo så vant til i forvejen. Nej, han havde frihed. Og han nød det.

Kvinden, der skulle have det, han havde i en pung bundet fast om livet, boede i en lille by ved en flod. En lille by med alt for mange mennesker og Zofrost måtte skifte skikkelse inden han kom alt for tæt på. Hans to ben var langsomme til at bære ham frem, men frem kom han. Hvad der skete på den mudrede gade, vidste han ikke, men der var ikke andet for end at forsøge at snige sig igennem uden at gøre sig bemærket. Han hadede, når der var mange samlet på et sted, han følte sig udsat. Han følte ikke, at han kunne forsvinde i en mængde, nej han følte, at han stak ud. Med sit sølle udseende, forskelligtfarvede hår og manglende overtøj og sko. I det mindste var han ved at nu en vægt, der ikke tiltrak sig opmærksomhed, som hans nye herre faktisk sørgede for, at han fik mad og drikke hver dag. Men en ting var sikkert, Zofrost ville aldrig komme til at veje for meget, det brugte han for meget energi til at kunne.

Som han var ved at sno sig igennem gruppen af væsner, der var ved at diskutere et eller andet, flyttede en mand på sig og kom til at skubbe til Zofrost, der måtte trippe til siden for at holde balancen. Hvilket fik ham til at støde ind i en pige. Manden kastede kun et kort ligegyldigt blik på dem, inden han fortsatte sin diskussion. Zofrost stod et øjeblik, stivnet, mens hans hjerte bankede løs. Han var klar til at skulle løbe fra manden, der tydeligvis ikke var en fattig bonde. Og selvom han var, ja så var Zofrost stadig mindre end ingenting. Løbe, få tæv eller undskylde. Men manden ignorerede ham og i stedet så Zofrost mod pigen, han var kommet til at skubbe til. Hun var væltet. Lige ned i en ret så mudret vandpyt. Trods hendes alder, fik hendes blik Zofrost til at krympe sig og han tøvede kort, inden han trådte frem, ligeglad med at han fik våde fødder, og rakte ud for at hjælpe hende op. Uden at møde hendes blik, han mødte aldrig nogens blik, hvis han kunne undgå det.
"Undskyld," mumlede han, selvom det teknisk set ikke var hans skyld.

Det var typisk. Det var direkte typisk! Og hun var på ingen mulig måde glad! Maya mærkede hvordan det våde mudder vædede hendes knæ og bukseben, for ikke at tale om følelsen af at lukke fingrene om det. Det eneste der kunne havde gjort det værre var hvis hun kunne se at det ikke havde været mudder. Hendes blik tilbage blev ikke mindre arrigt, trods manden direkte virkede til at krumme sig sammen. At han ikke havde gjort det med vilje. Hun endt med skeptisk at tage imod hans hånd, med sin egen ret mudrede og hev sig op. "Undskyld? ja det kan du sagtens sige. Det er ikke dig der er grattet ind i møg" Hun var sur. Tvær og irriteret. Det havde ikke ligefrem været en behagelig rejse, og hun var efterhånden træt. Og så kom der en og skubbede hende ned i mudder. Det var næsten nok til at få gryden til at koge over.

"Hvad med at se hvor du går en anden gang" hun fortsatte den hårde tone, glemmende at tage ind hvordan han reagerede på det, og at han i forvejen så rimelig afstumpet og lille ud, når man tænkte nærmere over det. Maya var ikke ret stor, eller bred, men hun havde en allerhelvedes stærk fremtræden. Specielt i de hidsige grønne øjne, mens hun irriteret tørrede sine hænder af i sine bukser. Fedt, nu kom de også til at være rigtig klamme i rigtig lang tid.

Det unge menneske tog i mod hans hånd og han hev hende med lethed op at stå igen. Det hjalp dog ikke på hendes vrede, der stak til ham som spidse nåle og han holdt sig stadig så lille som muligt med blikket i jorden. Så hurtigt som muligt slap han hendes hånd igen og trådte et skridt tilbage, utryg og en smule forvirret. Det var jo blot et barn, men hendes ord ramte ham lige så hårdt som havde hun været voksen og det var han ikke vant til. Hans hænder lukkedes sig og de senede muskler spændte op, mens han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle gøre. Havde de været alene, havde han måske forsøgt at gå op i mod hende, men der stod en stor flot væsner ved siden af dem og han vidste, at det ville være en kamp, han ville tabe.

Allerhelst ville han gerne vende om og gå, få sin opgave fuldført og forsvinde ud af byen igen, men pigen blev ved med at skælde ud på ham og opføre sig som om, at hun ønskede at få et svar ud af ham. Hurtigt kastede han et blik på hende med de frostblå øjne, inden han forsøgte at undskylde igen.
”Undskyld, det var ikke med vilje.” Hans stemme dæmpet og næsten uhørlig i forhold til hendes vrede, men højt nok til at hun kunne høre ham.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, hvis hun ikke godtog hans undskyldning. At forklare hende, at det ikke var hans skyld, havde han allerede opgivet, det havde han hårdt lært igennem tiden, at folk oftest var ret ligeglade. Når de først havde sat deres øjne på en syndebuk, fjernede de dem sjældent igen.
Det bedste han kunne gøre lige nu, var at føje sig under hendes vrede og håbe, at den brændte ud. Og ikke blev værre ved at han ikke gik i mod hende. Det var altid svært at vide, hvad der virkede bedst.

Hvorfor krympede han så meget sammen?! hvad var der galt med ham! Han skulle tage det som en mand, så hun kunne få lov at råbe af ham! Maya var sur! Maya ville være sur og råbe af ham! Få det ud af sit system, men det var svære og svære jo mere han krøb sammen og ikke ville tage kampen op. Det irriterede hende. Men dampen gik alligevel af hendes vrede, som kunne ses i hendes ansigt der var forvrænget i vrede til at løsne mere op. Selvom irritationen ikke var at tage fejl af stadig var tilstedeværende. Hun tog en dyb indånding, nærmest pustede sig op, trods hun var langt mindre end manden foran sig, og især de andre omkringstående.

Nogen af de andre væsner kiggede på dem, men som en begyndte at gnægge på den grove måde, der indikerede morskab - for meget morskab, skiftede de stærke grønne øjne retning. Væsnede sig på den store bredde mand, som faktisk så mere på den spinkle mand end på Maya selv. "Hvad fanden griner du af?!" vreden begyndte at vende tilbage og bygge sig op til at hun pustede sig op igen. Hun skubbede hårdt til manden foran sig, med en utilfreds mine. "Virkelig?! er stort cirkusnummer. Lad os kaste pigebarnet ned i mudder, skide morsomt!" hun var stadig sur på den mindre mand, men den andens alt for selvsikre smil tændte hende af. "Din omvandrende sæk lort!" Maya tog et par skridt hen imod den store mand, men kom ikke langt væk fra den første. Han skulle ikke tro at han kunne flygte. Den store mands udtryk blev mere irriteret og så på Zofrost. "Så tøsedrengen kunne ikke tage skraldet selv?" Hvorfor fanden løb hun altid ind i sådan nogle fucking hundehoveder?!

Zofrost kunne godt fornemme, at vreden var ved at forsvinde fra pigen, men han tillod ikke sig selv at slappe af endnu. Hun kunne stadig nå at eksplodere over ham og selvom hun var lille... hun kunne have evner eller på anden måde være farlig. Man kunne aldrig vide sig sikker, så han beholdte sin sammenkrøbne udstråling og sørgede for at se mest i jorden, medmindre han meget hurtigt skævede til hende. Jo hendes træk var knapt så vrede og han nåede lige at håbe, at han slap ud af dette uden flere problemer.

Men han hørte godt, at der var en, der gnæggede af morskab. Han selv kunne ignorere det, det var ikke første gang, folk morede sig på hans bekostning, men pigen så ikke ud til at tage det pænt. Hun begyndte at råbe og pludseligt skubbede hun hårdt til ham, så han måtte træde et par skridt væk for at holde balancen. Det fik ham til at blotte tænderne i et sekund, som en advarsel fra en bange hund, men han gjorde ikke mere ved det. Han løftede hovedet lidt, så på manden, der havde provokeret pigen, så på pigen og trådte så et skridt væk fra dem begge. Pigen tog ord i sin mund, der slet ikke passede til en på den alder og virkede næsten til at ville gå til angreb. Var det en mulighed for at slippe væk?

Lige som han håbede, at de to ville glemme ham i et skænderi, snakkede manden til ham med en irriteret og arrogant stemme. Tøsedrengen. En fornærmelse, der prellede af på Zofrost som vand på en gås. Men tonefaldet fik ham til at sænke hovedet igen og fugte sin underlæbe med tungen. Hvad skulle han svare? Skulle han svare? Det var vist nok et direkte spørgsmål, så han trak forsigtigt vejret ind, som frygtede han, at selv den handling ville provokere for meget, og svarede, stadig med en dæmpet, forsigtig stemme.
"Jeg undskylder, herre." Hvis bare han kunne komme væk. Hjertet bankede i brystet af ham og han krøb om muligt endnu mere sammen, klar over, hvor mange, der nu lagde mærke til dem.

Maya opdagede ikke de blottede tænder, der var mandens reaktion på at blive skubbet til. Hun var langt mere fokuseret på det bredde skur af et røvhul der mente at det hele var ganske morsomt, og lige pludselig møg irriterende. Det var ikke svært at se at han ikke ligefrem nød at kommunikere med et pigebarn der knap nåede ham til brystkassen. Hun var meget lille i forhold til ham, men vreden mere en dobbelt så stor. Kunne hendes øjne skyde lyn havde de gjort det. Men desværre. Hun måtte holde sig til at sætte ild til hele lortet hvis det blev nødvendigt.

Den store mand grinede igen, højlydt. Noget blandet i stemmen med både irritation og morsom. Det var tydeligt at manden ikke anså den mindre for noget. At han vitterligt var en tøsedreng. "Oh du undskylder! Nej hvor sødt" der var tydelig håndlighed, og selvom Maya var ganske begejstret for at opmærksomheden var en smule væk fra hende. Men samtidigmed umådelig irriteret over at blive ignoreret. "Dig og den lille tøs danner jo et fabelagtigt par" det var nok. En knyttet næve banede sig vej direkte ind i maven på manden, hvilket blev meget ilde modtaget. "Jeg er ikke nogen lille tøs!!" knurrede hun arrigt, men havde i processen også tilegnet sig den større folkemængdes opmærksomhed. Og de så ikke glade ud. Desværre var deres vrede rettet mod de udefrakommende, der ikke syntes at tage andet parti end hvad deres store brød af en rejsekammerat var på. typisk.

Åh, hvor ville han ønske, at han ikke var lige her, at han var langt væk, hvor han ikke kunne ende midt i en kamp mellem sure væsner. Intet af det kom ham ved, han var her bare for at fuldføre et job for sin herre. Det var så typisk hans held, at det hele udviklede sig omkring ham og han end ikke kunne få sig selv til at stikke af! Men han var nu blevet tiltalt af et væsen, der havde meget mere autoritet end ham og selvom det logiske ville være at løbe sin vej, kunne han ikke. Han var trænet til at adlyde dem, der var over ham og lige nu var det den store mand, der havde set sig sur på ham.
Ikke at det lå naturligt til ham, at blive og lade sig kue af den fremmede. Det var tillært igennem år med smerte og det var kun fordi, at han havde lært, at det var lettere at underkaste sig, at han ikke havde gjort andet lige i denne situation.

Men en anden ting, der lå dybt forankret i ham, var hans overlevelsesinstinkt. Og som tingene udviklede sig, begyndte det at røre på sig. Luften begyndte at blive fyldt med en negativ stemning og både mandens og pigens stemme var vrede og irriterede. Zofrost bakkede endnu et skridt for at komme væk fra dem, men så slog pigen manden i maven. Det fik næsten Zofrost til at måbe. Manden var dobbelt så stor som hende og han havde en hel flok af sine venner omkring sig. Og hun slog ham. Var hun sindssyg?!
Det var lidt som om, at hele verden gik i stå for et øjeblik. Overrasket. Og så gik det op for manden, hvad der var sket og han greb ud efter pigens krøllede hår for at få fat i hende. Hvad han havde af planer, hvis Zofrost ikke, men hans udtryk lovede ikke noget godt.

Endeligt besluttede Zofrost sig for at smutte, pigen var selv skyld i, hvad der ville ske hende nu, det stod han ikke til ansvar for, men som han vendte sig for at gå, trådte en af selskabets andre væsner frem og blokerede hans vej. Lyden af stål og et genskin fra solen afslørede, at et sværd blev trukket og Zofrost stoppede op og knyttede hænderne. Våbnet var sidste dråbe, han var selv ubevæbnet og havde ingen chance for at forsvare sig mod så mange. Ikke sådan her. De blå øjne gled hastigt rundt på omgivelserne, så ingen anden udvej, og hans tænder blottede sig let igen, denne gang ikke bare som en advarsel. Og i en glidende bevægelse, der næsten ikke kunne ses med det blotte øje, skiftede han skikkelse. Det første han gjorde, var at rejse sine skæl op, lade dem ryste advarende mod hinanden og skifte farve til blodrød, hvilket stod i skarp kontrast til hans sorte, læderagtige hud. En snerren lød fra hans gab, hvor de store, spidse tænder var tydelige at se. De frostblå øjne rettede sig mod manden, der havde stillet sig i vejen for ham og trukket sit sværd. Flyt dig eller dø, sagde hele hans udtryk.

Maya knurrede som manden ragte ud og greb fat i hendes hår. Erfaringen for den behandling var stor, og derfor også nemmere at slippe ud af efterhånden. Maya snurrede under hans arm og hamrede en albue direkte ind i mellemgulvet på den store mand, der tabte luften, men ikke løsnede grebet. Ikke før en flammedækket hånd løftede sig om og pressede sig om hans håndled. Lugten var ubehagelig, men det gjorde sit arbejde. Manden slap hende og bakkede væk fra den brændende pige. Et selvtilfreds smil nåede frem på hendes læber, der dog stivnede en smule som de andre kom tættere på. Måske ikke den bedste plan hun havde haft.

Maya skævede over skulderen og så den mindre mand forsvinde om et et stort dyr. En hund eller.. noget.. dragedyr. Der var skæl, det kunne hun se og den så alt andet end glad ud. En smule måbende kiggede hun på den, før lyden af et sværd der blev trukket fangede hendes opmærksomhed. Fedt. Maya tog en dyb indånding, og lod sine hænder omkranse af den varme ild igen. Det bragte ubehag i de fleste af deres øjne, i hvert fald dem som kiggede på hende og ikke forfærdet på det store dyr. Lige nu håbede hun bare på at det dyr ikke bed hende i benet. Faktisk stod hun med ryggen til ham, lidt brugende ham som dække for sin egen ryg. "Så kom da!" råbte hun med vrede i stemmen. Ikke særlig god til spændingen ved flere mod en, men hvad skulle hun ellers gøre. Flammerne gled længere op af armene men nåede kun til albuerne. ingen grund til at selvantænde sig selv fuldstændig.

Manden foran Zofrost fik skrækken i ansigtet, som den svage slave blev til et skræmmende bæst, der så ud til at kunne flå hans arm af uden at anstrenge sig. Men han blev stående. Zofrost skød ryggen lidt op for at virke større og trådte et skridt hen i mod ham, stadig snerrende. Det virkede, manden trådte et skridt tilbage for at dyret ikke skulle komme for tæt på. Men sværdet var stadig rettet mod ham og i øjenkrogene kunne Zofrost se flere våben. Situationen var slem, rigtig slem, de var for mange til at klare for ham alene. Hans tanker jog af sted i et forsøg på at finde en udvej, hvor han ikke endte op på jorden, piercet af flere sværd.

De store ører fangede en lyd og ganske hurtigt skævede han over skulderen, inden han så på manden foran sig igen. Ild. Pigens hænder og underarme var dækket i ild og hun stod med ryggen mod ham. Han var ikke så naiv, at han troede, at hun hjalp ham, men han kunne nok regne ud, at hun vidste, at de skulle være to for at komme ud af situationen. Og han vidste, at han havde brug for hende og hendes ild, hvis han skulle overleve dette. Så selvom de lige for et øjeblik siden havde været i mod hinanden, var de nu med hinanden. Alliancer skiftede hurtigere end han mellem skikkelser.

Hendes ord gav ham dog lyst til at slå hende med sin kraftfulde hale. Der var absolut ingen grund til at provokere yderligere! Men det gjorde hun og han sluttede op om hende ved at gå lidt ned i forbenene og snappe ud i luften med noget, der kunne minde om et enkelt snerrende gø. For et øjeblik var de sammen, selvom han på ingen måde stolede på hende. Ikke som hun havde skældt ud på ham. Ja, selvom hvis hun ikke havde gjort det, ville han ikke have stolet på hende. Han stolede ikke på nogen, slet ikke i en situation som denne.

Men hvad nu? Det så ikke ud til, at gruppen af væsner ville lade dem slippe forbi. Hans blik flakkede kort, ledende efter den svageste. Hans blik låste sig på en mand ved siden af ham, der havde stillet sig i vejen for ham. Den måde hans blik gik fra Zofrost til pigen. Sådan som han holdt sit våben. Kropsholdningen. Han var skrækslagen. Uden nåde valgte Zofrost ham som den, der skulle fjernes fra barrieren. Uden yderligere tøven satte han af med sine kraftfulde bagben og sprang på manden, der end ikke formåede at løfte sværdet i mod ham. Tænderne borede sig ind i hans hals og kløerne flænsede hans tøj. Skriget gik direkte i Zofrosts følsomme ører, han ellers havde lagt ned af samme grund. Nu var kampen i gang.

Det var en sær situation. Sær og farlig selvfølgelig, men at være gået fra at det der monstrum af et dyr der var bag hende, var hendes fjende. Den der havde skubbet hende ned i mudderet, til at være den hun skulle samarbejde med, var en vending. Og hvorfor valgte hun at samarbejde med ham? Jo, for hvis der var nogen hun ville slås med, var det fanme ikke det skællede stykke dødsensfarlig dræbermaskine der stod der! Hellere have en at kæmpe med, fremfor at være helt alene. Ikke at hun regnede med at de ville blive perlevenner bagefter. Næh nej.

For hende var det rent egoistisk samarbejde, for selv at komme levende ud af det. Desuden, var de fleste af dem mere opsat på den knurrende hund end på hende. Han så mere farlig ud, selvom selvantændelsen bragte nogle blikke tilbage.

Kampen brød for alvor ud, da dyret sprang frem. Begravede sine sylespidse tænder i en anden mands hals og flåede til. Blod sprøjtede ud til alle sider, mens det skingre dødsskrig fyldte området så det løb koldt ned af ryggen. Den overraskelse, foragt og frygt der gik igennem de omkringstående, var Mayas eneste mulighed for at bruge et overraskelsesmoment. Hun sprang frem mod manden der havde grebet hende i håret, og stadig kæmpede en smule med flammerne, og omkredsede ham i dem. Det var et ubehageligt skrig, som flammerne omsluttede ham og tog fat, til han kastede sig på jorden og rullede rundt i mudderet for at slukke det. Maya var videre til den næste, der overrasket slog ud efter hende. Alt for tæt kom klingen og fik ramt på nogle af hendes krøller, før hun lod flammerne omslutte hans hånd og fristede sværdet fra ham. Et ethånds, som hun kunne løfte med begge hænder og gå til direkte angreb på den mand der trillede rundt. Ham der fortjente det allermest.

Smagen af blod fyldte ham og han mærkede lidt af kontrollen glide fra sig. Hans personlighed syntes altid at ændre sig en smule, når han skiftede skikkelse og blod gjorde det kun værre. Han blev morderisk, sigtede efter at gøre så meget skade som muligt, selvom han i menneskeskikkelse faktisk helst ville undgå volden. Mandens skrig blev til en gurglen, der hurtigt fadede ud. Men inden han nåede at tage tænderne til sig, ramte et sværd hans skæl og gled af med en grim lyd. Snerrende løftede han hovedet og med blodet dryppende fra gabet så han på manden, der havde ramt ham. De blå øjne i skarp kontrast til den sorte læderede hud og de nu svagt røde skæl.

Smerten kom pludseligt i et område af hans lår, hvor der ikke var skæl. En anden mand havde stukket ham med sit sværd, men så straks ud til at fortryde som Zofrost ikke så ud til at tage smerten til sig, men i stedet vende blikket mod ham. Den første mand var glemt og den kraftfulde krop sprang som en fjeder på manden, der havde stukket ham. Han svingede desperat ud, men ramte de stærke skæl og snart var der igen skrig omkring Zofrost. Han havde ikke glemt den første mand og han gik ganske rigtigt til angreb, men Zofrost behøvede ikke at myrde for at afvæbne og blodet løb allerede rigeligt til at han kunne snurrede rundt, dukke sig for sværdet og gå efter mandens ben.

Så snart manden var nede at ligge, trak Zofrost sig tilbage og lod blikket glide til pigen, der havde fået fat i et sværd og var på vej mod en mand, der skreg i smerte, omgivet af flammer. Uden tøven satte han af og sprang i hendes retning. Men ikke mod hende. Der havde været tre mænd mere, men de to var stukket af og den sidste var nu på vej mod pigen, klar til at slå hende ned med et sværd. Hårdt landede han på hans ryg, kraften og tyngden fra væsnet væltede manden i jorden og endnu en gang lukkede de kraftige sig om en mands hals, borede sig ind og blodet væltede ud som en tand skar pulsåren over.
Hurtigt skiftede han skikkelse til menneske og hvæste af pigen.
”Så løb dog!” Uden at vente skiftede han tilbage og satte af, kun svagt haltende med såret i låret, med retning ud af byen. Han ventede ikke for at se, om hun fulgte med, men hvis hun var fornuftig, var hun lige i hælene af ham, som han løb en smule langsomt, kun for hendes skyld.

Maya slog ud med sværdet, ramte manden der skreg med ilden omkring sig, men ikke synderligt godt. Hun var ikke en kæmper. Hun havde aldrig lært at bruge et sværd, og for at være ærlig, var det også alt for tungt til at hun kunne bruge det. Men hun var arrig. Vred. Man kunne ikke kalde det en blodrus, for hun havde ikke som sådan dræbt nogen. Det var hun ikke stærk nok til. Forskrækket vendte hun sig, som manden hun ikke havde haft øjnende på, landede ned med det store dyr over sig. Blodet løb ud af dens gab og generelt lignede den noget sendt fra Zaladin selv. Maya stirrede på ham, faktisk for en kort stund bange for at han sprang på hende nu.

Men det blev ikke sådan. I stedet kom manden frem igen, for så kort tid at hun knap ensede det, men alligevel havde hørt hans ord. Maya blinkede et par gange, rystede hovedet for at genvinde sin situationsfornemmelse og gjorde nøjagtig hvad der blev sagt. Satte i løb. De havde skabt en ordentlig omgang påstyr, især ham. Oven i det, var ikke alle mændene faldet. De ville måske blive jagtet, i værste fald efterlyst. Det løb hende koldt ned af nakken. Tanken om at blive efterlyst huede hende ikke.

Maya løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende, efter hunden, eller hvad filan han nu var. Hun havde stadig sin indre diskusion om hun mente det var en god ide at følge med det frådende monster. Men lige nu, virkede han mere tilbøjelig til at være fredeligt stemt overfor hende, end dem bag dem. Det var i hvert fald den tanke hun havde, og den der holdte hende i gang, hvor langt de end måtte løbe.

Såret i benet gjorde ondt, men han havde ikke tid til at tage sig af det nu. Det var vigtigere at komme væk derfra, inden der kom flere med våben og vrede blikke. Zofrost ville gerne strække ud, løbe til trods smerten, hvilken jo også bare kunne gøre, men af en eller anden grund ventede han på pigen. Holdt et langsomt tempo hun kunne følge med i. Hvorfor tænkte han ikke nærmere over, kørte på instinkt. 
Han drejede skarpt rundt et hushjørne og den lille landsby sluttede. Der var et stykke med græs inden en mindre skov spredte sig ud foran dem. Uden tøven løb han i retning mod træerne. Skov havde altid haft en følelse af hjem for ham og han vidste, at han havde større chancer, skulle nogen følge efter ham derind. 

Hans poter hvislede igennem det høje græs og snart var solen gemt væk bag trækronerne. Selvom han gerne ville blive ved med at løbe, sænkede han efterhånden farten. Mennesket ville ikke kunne blive ved med at løbe og han blødte stadig, så måske det var en god idé at stoppe op og se, hvor slemt det var. De ville i øvrigt kunne spore blodsporet og han kunne ikke lede dem tilbage mod Piratbyen. Han ville ikke i problemer med Balthazar, selvom det var for sent, som hans bukser ville være gået i stykker og fyldt med blod. Måske han skulle tage en svømmetur i en af søerne, inden han vendte hjem.
Hjem. Han havde stadig ikke afleveret det, han var sendte af sted med.

Tanken fik ham til at stoppe brat på med en svag knurrende lyd. Forbandet. Med et mørkt blik stirrede han ud i luften frem for sig for et øjeblik. Han blev nødt til at tage tilbage. Det ville være nær selvmord at vende tilbage til Balthazar uden at have udført sin opgave. Men han måtte nok vente et par timer. Så havde han også tid til at hele. Hans blik gled til siden til pigen, inden han langsomt gik over til et væltet træ og skiftede skikkelse, inden han satte sig på stammen og begyndte at tage hullet i bukserne og såret i øjesyn. Det var ikke så galt, det ville være væk om en times tid. Mens han overvejede om han skulle have bundet noget om for at stoppe blødningen, ignorerede han pigen. Hun var ikke hans ansvar.

Maya tonsede af sted. Så hurtigt hendes ben kunne bære hende, det første stykke, indtil hun gled over i en mere stabil fart. Hun var ikke langsom, men blot et menneske. Hun havde ikke fire ben som væsnet foran sig, og ikke muligheden for at sætte farten yderligere op, med mindre hun ønskede at hendes lunger skulle ligge sig ud foran hende efter nogle minutter. Hun holdte ikke rigtig øje med hvad vej de løb, andet end at det var ud. Væk fra landsbyen og forhåbentlig i noget der kunne tolkes som sikkerhed.

Maya sukkede tungt, imellem hun hev efter vejret, da hun endelig stoppede op som væsnet gjorde det samme. Det høje græs kildede hen over hendes hud, hvor den var tilgængelig, men det gav også et ganske godt dække på deres vej hen til skovens begyndelse. Hun lænede sig frem og hvilede sine hænder mod knæende, mens hun langsomt fik styr over sin egen vejrtrækning. Teenageren, på mange punkter, barnet var oppe i hende. Det barn der var blevet uretfærdigt behandlet og dermed blevet sur. "Ved Zaladins behårede røvhul" hendes stemme var ikke høj, men derimod en arrig hvisken. Hendes ben rystede en smule, og inden længe fandt hun vejen frem til en træstamme, gled ned af den og sad der.

Hun havde ikke været særlig uheldig. Nok mest på mandens fortjeneste. Væsnet var det jo faktisk mere, da det hele var foregået. Hun havde fået lidt knubs, hendes hovedbund var øm efter at hendes hår havde været udsat for en del ubehag. Men alt i alt, var hun faktisk uskadt. Mayas blik kiggede dovent over til manden der skiftede tilbage fra dyr til menneske. Han var kommet til skade. Men han var også gået amok! Af en eller anden årsag fik det noget i Mayas sind til at retfærdiggøre hende egen umådelig dumme opførsel.

Zofrost var ikke rigtigt forpustet, de havde ikke løbet ret langt eller særligt hurtigt, så det eneste man knapt kunne se på ham, var at han trak vejret en smule dybere end normalt. Som pigen bevægede sig rundt, skævede han lidt til hende ind i mellem, bare for at sikre sig, at hun ikke havde tænkt sig at angribe ham. Men hun satte sig bare op af et træ med en vejrtrækning, der fik det til at lyde som om, at hun var ved at dø. Hun så nu ikke ud til at være kommet noget til, hvilket var heldigt for hende. Zofrost vendte opmærksomheden mod benet igen. Hvis han skulle have det pakket ind, skulle han ødelægge noget af tøjet og det ville han egentligt helst være fri for, så han lagde i stedet en hånd i mod det og pressede til, noget der kort foik ham til at skære en grimasse.

Hele hans holdning havde ændret sig fra da han var menneske sidst. Han var mere rank og hans udtryk mere fast, han virkede knapt så underkuet og noget mere tilpas i sig selv. Dyreskikkelsen gjorde altid et eller andet ved ham, gav ham mere tro på sig selv. Kaldte dæmondelen frem i ham, selvom han ikke selv vidste det. Og så hjalp det nok ikke på det, at han var smurt ind i blod omkring munden og ned af hagen, hans skjorte havde blodsprøjt og hans hænder og fødder ligeledes var blodige, og det var ikke hans eget blod. Det var fra da de voldsomme klør havde rykket hud og kød fra hinanden.

Han sad lidt tavst, inden han kørte den ene hånd over panden og skubbede sit hår bagud, væk fra ansigtet, for at se mod pigen. Det var ikke et tilfredst udtryk, han havde i øjnene og den eneste grund til, at han stadig var tavs var, at han stadig var slave. Han kunne ikke tillade sig at verbalt overfalde nogen, selvom han virkeligt havde lyst. Hun havde ødelagt hans opgave og han ville komme i problemer for det. Bare fordi hun slog manden i maven i stedet for bare at vende ryggen til og gå. Hans kæbemusker arbejdede lidt, mens han så på hende, men til sidst vendte han blikket væk. Hvorfor havde han ladet hende følge efter? Reddet hendes liv? Det kom ikke ham ved. Så lige så irriteret han var på hende, var han det også på sig selv.

Maya havde det fint med bare at sidde stille for nu. Hun var stadig sur og irriteret over hvordan det hele havde udfoldet sig. At det netop var hende det var gået ud over! Forbandede mandslinger der bare kastede om sig, og ikke kunne tage at tage konsekvensen uden at blive mavesure. Hun havde stadig en stærk lyst til at selvantænde sine hænder og brænde en vigtig del af den store mand der havde startet alt lortet. Maya var en aggressiv teenager. Det blev hun nok ved med lidt endnu.

Forskellen i deres vejrtrækning, tænkte hun ikke synderligt over. Hun havde løbet hurtigt af et menneske, og havde løbet langt i høj fart i forhold til hendes ben og generelle kræfter. Hun var ikke svag, og ikke i dårlig form. Men hun var ikke en køter! Men det var også lige meget. At han var i bedre form i sin hundeform var vel bare sådan det var! så længe han ikke begyndte at belærer eller kommentere på det.

En ting der dog fik hende til at reagere var følelsen af et blik der hvilede på hende. At han var tavs var egentlig ganske rart - så var der det mindre at tage stilling til, mens hun spekulerede over hvordan fanden hun skulle komme videre. Hun havde ikke nået at få forsyninger i byen. Og at tage tilbage dertil var nok ikke verdens bedste ide. Maya drejede hovedet og så direkte ind i den andens øjne, hvor hele hans ansigt nærmest skreg af utilfredshed og irritation. Inden hun kunne nå at stoppe sig selv, var munden blevet åbnet, og de hårde, meget typiske teenagerprægede ord, havde forladt hendes mund. "Hvad?!"

Det havde ikke ligefrem været meningen, at tøsen skulle opdage, at han så utilfredst på hende. Det måtte han ikke. Han var intet og skulle opføre sig derefter. Om det var fordi, at hun kun var et barn eller om det var fordi, at han alligevel underbevidst havde opfanget, at hun havde haft respekt, ja endda nok været bange, for ham, godt nok i hans anden skikkelse, at han ikke bare lod sig selv falde tilbage til sit svage jeg, det var ikke til at sige. Men han havde overtrådt en grænse og han burde have det dårligt med sig selv, men det provokerende, sure hvad, der kom ud af munden på pigen, fik bare vreden til at blusse op i halvdæmonen. Først var han tavs, som alting i ham kæmpede. Han burde undskylde, lade sig selv underkue. Men der var kun dem og hun var blot et barn. Ikke hans ejer, ikke en person med autoritet. 

Men for én gangs skyld vandt vreden og langsomt løftede han blikket for at se på hende igen, denne gang med lyn i de blå øjne.
"Det er din skyld, at jeg ikke fik fuldført min opgave. Din skyld at jeg nu må vente til senere og prøve igen. Din skyld, at jeg får problemer med min herre, fordi du ikke kunne styre dig!" Han slog let ud med den blodige hånd i mod hende, talende med vrede i stemmen. Han havde ingen planer om at gøre hende noget, selvom han et eller andet sted gerne ville. En gnist var tændt i ham og han havde et eller andet sted ikke set nok blod, selvom han samtidigt ikke havde lyst til at gøre nogen noget. Hun var bare en dum pige og børn gjorde dumme ting, så meget vidste han da.

Hans anden hånd lagde stadig et pres på såret og smerten hjalp ikke på det. Det gjorde altid ondt, smerte var en stor del af hans liv, men derfor blev det ikke mindre ubehageligt af den grund. Han havde bare mange måder at håndtere den på, det blev han nødt til, ellers blev han sindssyg. Og lige nu fokuserede han mere på den brændende knude i hans mave, noget han sjældent fik mulighed for at gøre. Det var befriende. Og det gik ud over pigebarnet.

At han rent faktisk vendte sig til at udvise sin vrede i stedet for irritation, var ikke andet end hvad hun havde forventet. Enhver anden ville da være godt gal oven i skralden efter det der var sket. Maya så på ham med et koldt og hårdt blik, som han skød al skylden over på hende. Typisk. Typiske voksne at skyde skylden over på barnet og sige at alting bare var hendes fortjeneste. Hun knyttede nævnerne der lå mod hendes knæ og rynkede næsen af ham, i et arrigt udtryk.

"Min skyld! Din omvandrende sække dragelort! Du kunne havde trukket halen mellem benene og gået din vej, men neeeeej du skulle absolut gå i gang med at myrde til højre og venstre!" det var ikke klogt at give tilbage af samme skuffe overfor en mand der kunne forvandle sig om til et livsfarligt kreatur der kunne flå hende fra hinanden nemt som ingenting. Men han skulle fanme ikke skyde sin egen fortjeneste for dette helvede væk. "Du dræbte folk! Det gjorde jeg ikke" de havde nok, hvis det ikke havde været for mandens indblanding, givet Maya en omgang tæsk og ellers efterladt hende i en gyde. Det var deres typiske måde at håndtere tingene på.

"Du kan sgu da altid bare gå tilbage senere. Tror du jeg fik det jeg skulle have, før enhver hjernedød mand i byen bestemte sig for at kaste rundt med mig som et karnnøgle?" nok var han egentlig ikke i skyld for at hun landede i den mudderpøl der stadig vædede hendes tøj, men han havde været der. Lige nu var det nok til at være fokuspunkt for teenagerens arrighed.

Det var ikke en god idé at kalde Zofrost navne. Han var blevet kaldt næsten alt hvad der var af grimme ord i bogen, det var nedværdigende og han hadede det. Normalt lod han det ikke røre ham, for han kunne ikke ændre på det alligevel, men lige nu var det anderledes. Lige nu behøvede han ikke at finde sig i det. Og vreden tog til. Han slap såret og rejste sig fra træstammen.
"I selvforsvar! Hvis du ikke bemærkede det, trak de våben mod os begge, da du var så dum at slå manden i maven!" Han trådte et skridt frem med hende med en snerren, der mere mindede om dyret end om ham som menneske. Han var så vred. Han var fyldt med blod og alt dette kunne være undgået, hvis mennesket havde ladet være med at angribe! Der var ingen dårlig samvittighed i ham for at have slået ihjel, de havde angrebet ham, provokeret ham til at forsvare sig. Men han ville ønske, at det aldrig var kommet så langt. Mest for sin egen skyld, men også fordi det ville have været bedre ikke at slå ihjel.

Gå tilbage senere. Det var hans plan, hvis han kunne liste sig ind i byen uden at blive set og genkendt. En stor fare og han kunne risikere at komme i en alvorlig klemme ved det. Og Balthazar ville undre sig over, hvor han blev af. Der ville gå for mange ekstra timer på at vente på mørkets frembrud.
At pigen ikke havde fået, hvad hun var efter, det var han ligeglad med. Hun virkede allermest som en gadeunge, så tyvagtig var hun sikkert også.
"Du er bare et dumt barn, du forstår ingenting." Han hvæsede ordene af hende mellem sammenbidte tænder, vred. De hårde næver hang knyttet ved hans sider og for et øjeblik kunne han godt ønske at slå hende, men nej, han gjorde det ikke. Hun var et barn, omend et stort et af slagsen. For et øjeblik stirrede han bare vredt på hende, inden han kom frem til, at han ikke rigtigt kunne gøre noget. Hans vrede ændrede ikke noget og han var klar til at pakke den væk som han altid gjorde.