Sofie flyttede uroligt på sig som hun gled fra sin bevidstløse tilstand over i en mere normal søvn. Under normale omstændigheder kunne det kun beskrives som fremgang, som en positiv ændring, men med søvnens bevidsthed kom også drømme, og i Sofies tilfælde, mareridt.

Scenen var sat, og for de der ikke havde været der, var det en køn omgang.
En mand var set på markedspladsen, trække afsted med en ung pige. En mand havde forsøgt at stoppe dem, og var blevet slået ud for besværet. De første fremme havde været af Kiles Orden, og de havde blot sendt folk væk. Inden byvagten var nået frem, var folk forduftet, og de der var tilbage havde alle set vidt forskellige ting, stikke af i vidt forskellige retninger.
Flere timer passerede inden en stakkels byvagt fik bid - og et gensyn med hans sidste måltid.

En gyde, kendt for ubehagligheder ikke langt fra markedspladsen var blevet forvandlet til en scene de fleste kun så i deres mareridt. Spor af blod var trukket henover brostenene fra noget, eller nogen, der havde slæbt sig frem. Der var spor efter en mindre skikkelse der havde siddet op af den væg, indtørrede klatter af blod efter noget på hver side. Der var rester af en underlig homogen kød-masse og der lå en halvformet nyre med huller efter fire smalle fingre.
Brostenene flere steder omkring det bar syreskader, og der var spor efter noget  - smalle klør eller værktøj af en art - der havde borret sig ned mellem brostenene, og flere steder mellem væggenes mursten også.
Alt der var tilbage var en handske, passende til en lille kvindehånd.

Sporene var få, og selv dagen efter var ingen blevet meldt savnet der kunne have passet på nogle af beskrivelserne. Det var først to dage senere, hvor bestyrerinden fra helbrederhuset var kommet til byvagten for selv at høre, om nogen havde meldt en ung pige savnet. Derfra havde det kun været et spørgsmål om tid før ordet var nået rundt, og brikkerne sat sammen.

Selv med den grumme scene ville ingen kunne gisne om den rædsel der havde fundet sted i den gyde. Ingen andre end Sofie, og hun ønskede intet mere end at glemme det. Selv i hendes uroligt sovende tilstand prøvede hendes sind at bilde hende ind det blot havde været en drøm, et mareridt, at hun blot skulle åbne øjnene og se verden igen for at vide at sådanne grusomheder kun fandtes i der mørkeste afkroge af hendes sind. Hun ville vågne op og indse den brændende, fortærrende smerte i hendes bryst, blot var dårlig luft fra noget hun havde spist. At de syn der hjemsøgte hende, blot var skabt af en aftens sjov med gyserhistorier. At den fjerne fornemmelse af ikke at have nogen fasthed i sine ben, at knoglerne var som pølser og kødet som dej, at det blot var fordi hun havde ligget dumt, og havde lukket for blodtilførslen.
Hun havde ikke kæmpet for blot at holde sin fysiske form fra at blive til grød. Hun havde ikke kastet dele af sig selv rundt for at distrahere et monster fra at æde hende levende... det var blot et mareridt.

Dhalia besøgte pigen på sin faste runde, og så til sin tilfredshed at hendes tilstand endelig havde ændret sig. Hun havde straks sendt en afsted med bud til byvagten, som hun havde lovet. Hun ville helst have givet pigen lov til at hvile, men det kunne ikke hjælpes. Andres liv kunne være på spil.

Mange besynderlige sager var kommet igennem helbrederhuset i de år Dhalia havde været der, men denne var noget for sig. En ung pige afleveret ved aftenstide, bevidstløs og smurt ind i blod, men uden nogen synlige skader overhoved! Faktisk havde pigen virket til at være ved exceptionelt godt helbred! Det havde dog ikke varet ved. I løbet af natten var hendes tilstand hastigt blevet værre. Hendes hud havde mistet farven og blevet mere og mere grålig, og intet de havde gjort havde hjulpet.
Så, lige så pludseligt som det var startet, slog en lydløs trykbølge igennem rummet. Alle blev tavse og holdt vejret.. hvad nu?
Dhalia var selv trådt frem, og lagt en hånd på sengekanten som støtte for at se nærmere på pigen, men sengen var kollapset under dem og var smuldret til støvn! Og pigen? Hun havde det tilsyneladende helt fint igen.

Dhalia sukkede let ingen hun forlod pigens nye værelse. De havde måtte flytte hende efter det med sengen, men ellers havde dette været den første rigtige ændring. Pigen, som de havde døbt Lys, for hendes hår, var et mysterium stadig. Dhalia havde bedt folk spørger rundt, om nogen kendte eller savnede hende, men de havde intet hørt tilbage. Og nu var byvagterne blandet ind i det, i forbindelse med en eller anden hændelse ved markedspladsen... Forhåbentligt var hun ikke involveret, selvom blodet på hendes tøj da hun ankom hentydede til noget andet. Forhåbentligt var hendes forældre bare distræte, eller boede udenfor byen.

Men en kop te i hånden, og vand klar til flere, stille Dhalia sig i døren og ventede. Der kunne ikke gå længe inden byvagterne ville dukke op og kræve at se Lys.

Det var som taget ud af den grummeste og værste gyserhistorier. Ikke i sine mange år som byvagt havde Bigwig oplevet noget lignende. Synet var gruopvækkende, og mængden af blod livsfarlig stor. Selv den hårdføre gamle vildmand havde været nødt til at tage en ekstra indånding og nedtalelse af sind. Det var klamt, det var uhyggeligt og det vagte mareridt hos de fleste.

Men intet havde de fundet frem til. Ingen savnet af den størrelse en lille hanske indikerede. Ingen der havde set noget, og heller ingen der havde opdaget nogen eller noget gå ind og ud af lige netop den gyde. Ikke før Dahlia kontaktede dem. Angående en ung pige, og brikkerne begyndte at falde på plads. Det var forhåbentlig den pige de alle lige nu søgte efter.

Bigwig var ikke ukendt til helbredelseshuset, selvom han sjældent selv udviste store skader på kroppen. Den indre healende energi der strømmede i hans åre havde reddet ham fra mange besøg. Men venner, kammerater og kollegaer havde ofte befundet sig dette sted. Han havde bedt Tarek tage med. Kentaueren havde en egenskab med mennesker der var anderledens end Bigwigs egen. Nogen ville kalde ham mere nænsom i sine udtalelser. Det kunne han bruge hvis de fik mulighed for at tale med pigen. Hvis hun vågnede.

I modsætning til sit normale muntre udseende, var Bigwig alvorlig i dag. Hans grå hår og skæg var lige så vildt og uredeligt som altid, men øjnende var mere bryske. Ikke faretruende, men alvorlige. Det var ikke en smal sag der var sket på markedspladsen. "Lia?" kaldte han ud som han kom ned af gangen. Han kendte kvinden, hvem gjorde ikke. Hun havde været der i lang tid og havde taget sig af mange i deres række. Bigwig havde også en tendens til løst at flirte med kvinden, uden nogensinde at gå alt for hårdt til værks. Hun var en pæn kvinde, med et venligt sind, men i dag var fokuset på pigen. De spørgsmål der drejede sig om hende.

Tarek troede på Bigwig, når han sagde, at han skulle være glad for ikke at have set den gyde, hvor der var foregået noget uhyggeligt. Han havde meget diskret ladet deres hænder støde sammen og hans evne havde straks ladet ham føle den gru, den ældre mand havde følt ved bare at erindre det forfærdelige syn. Tarek selv havde været på patrulje i en anden del af byen og havde først hørt om det, da han kom tilbage til hovedkvarteret. Blod, organer, kød - og den lille handske. Det lød som et slagtehus, placeret i et en gyde. Men hvem tilhørte den lille handske? Som de havde ledt efter et offer, havde han forhørt sig ved gadebørnene og de fattigste områder, hvor han kunne færdes uden alt for mange misbilligende blikke, selv i sin uniform. Men ingen vidste noget.

Bigwig var dukket op og havde bedt ham komme med. Måske de havde en mistænkt... et offer... hvad end hun var. I en seng i Helbredelseshuset. Bigwig havde været usædvanligt alvorlig og turen dertil usædvanligt stille, men Tarek havde været forstående. Kulden lå stadig tungt over byen og sneen i gaderne, spredt og nærmest kun til pynt. Lyden af hans hove lavede ekko mellem husene, som de gik op til deres mål. Tarek havde været her flere gange før, både med egne skader, men også sammen med andre. Både i og udenfor tjeneste. Især gadebørn havde en tendens til at komme til skade eller blive syge uden at kunne få hjælp og Tarek overtalte dem troligt til at få en ridetur med til Dhalias tilholdssted.

Bigwig gik ind af døren, der var lige lille nok til Tareks pondus, men det gjorde ikke så meget. Han ventede et øjeblik, lagde hånden på dørkarmen og skabte sig selv en åbning med sin meget praktiske evne. Indefra ville de bare se ud som om, at døren og den omkringliggende mur forsvandt for at afsløre en kentaur i den velkendte jakke tilhørende byvagten. Første gang han havde gjort det, havde det skabt noget panik, men nu var der ikke nogen af healerne, der kiggede efter en ekstra gang.
Han dukkede sig lidt og gik ind. Heldigvis var bygningen ikke så smal og klemt som de fleste andre, der var bygget i menneskestørrelse og han kunne uden de store problemer bevæge sig ned af gangen, dog med let sænket hoved, så han ikke slog det i mod loftet. Ingen han gik ind, trampede han lidt på stedet, så han ikke igen ville få en over nakken for at slæbe for meget skidt ind. Som han fulgte efter Bigwig, fik han hilst på et par kendte ansigter, inden han stoppede op bag sin løjtnant og løftede hånden til hilsen kvinden, han havde en sund respekt for.

Lia kunne ikke andet end at sukke lettet op indvendigt da hun så Lance komme ned af gangen, efterfulgt at Tarek. Det var ikke alle byens vagter hun havde lige stor tiltro til, men disse to.. De havde hjertet på det rette sted. Selv hvis pigen viste sig at være i problemer, så viste hun de to ville håndtere det godt.
"Lance, Tarek. Godt i kunne komme" hendes tone var sober "Hun sover nu, men vi er nød til at vække hende snart, for hun kan få væske og mad. Jeg tænkte i nok ville se hende der" det var ikke første gang Lia stod som bindeled mellem patienter og byvagten, og det ville langt fra være sidste. Det var altid en underlig position fandt hun. Hendes primære mål var altid patientens velbefindende, men det var ikke uhørt hun fik forbrydere eller eftersøgte ind, og så måtte hun danse mellem deres ve og vel, og lovens lange arm. Heldigvis lod det ikke til at være nødvendigt denne gang.

Hun sukkede let. Der var ingen grund til at trække det ud. "Jeg tænker i vil se hvad hun kom ind med før vi vækker hende?" spurgte hun og ledte dem ind på værelset. Det var ikke et synderlig stort rum, møbleret sparsomt med en seng, et bord og et par skammeler der stod nær sengen. Tarek ville fylde det meste af det åbne plads i lokalet, men så længe de ikke alle insisterede på at flytte sig rundt samtidig skulle det nok gå.

I sengen lå den unge pige med det gyldne hår og sov uroligt. Hun var blevet skiftet over i en ærmeløs særk og på bordet lå hendes ejendele.
Det var ikke meget andet end man ville forvente en ung pige have på sig. Skjorte, vest, nederdel, sko, strømper, en enlig men bekendt udseende handske, en medaljon formet som en musling med en lille prop i, og en lille pung.
Det meste af tøjet var forsøgt vasket, men blodet havde tydeligvis været tørret ind allerede inden. Blodet lod til at være kommet oppefra og løbet lige ned midtfor, med siderne relativt urørt. På skørtet lod der til at være faldet en klump, der så var blevet skubbet til side.

Lia stillede sig af vejen så de to kunne komme til "Hun var bevidstløs da hun blev afleveret her, men uskadt. Hun har muligvis en evne af en art, men vi har ikke kunne gætte hvad. Hun blev utrolig syg natten efter hun ankom, men blev rask igen lige så pludseligt, efter hun havde forvandlet sengen til støv"

Bigwigs alvorlige øjne havde holdt sig til Dhalia ved ankomst og mens hun talte, men bevægede sig videre ind i lokalet med sengen og den lille skikkelse, som Dhalia førte dem til. En barneskikkelse. En lille pige faktisk for at være mere præcis, og selvom hun ikke var den yngste gæst i healerhuset, som Bigwig havde set i sit lange liv, var hun stadig alt for ung til at være sengebundet. Det gjorde ondt at se. Det kunne man ikke komme udenom. Han nikkede let med hovedet inden han rettede blikket tilbage til Dhalia. "Det vil nok være nemmest" så fik pigen også lov at sove noget mere. Bigwig sørgede for at flytte sig tilstrækkeligt ind, så der var plads til Tarek der var en smule upraktisk stor i øjeblikket, men det var sådan det var.

Bigwigs blik vandrede til tingene. Hendes beklædningsgenstande der havde en velkendt farvelægning af blod der var forsøgt vasket bort. Meget blod. Ubeskrivelig meget blod og minderne om gyden vendte alt for kraftigt tilbage til Bigwigs indre tanker. Øjnende flakkede inden han svagt rømmede sig og fokuserede stærkt på sin opgave fremfor mindet. Han rørte ganske let ved tøjet, flyttende lidt på det, som han tog ind hvordan blodet havde opført sig og hvad blodet ellers kunne fortælle. Besynderligt.

Bigwig rettede blikket noget overrsket tilbage til Dhalia. "Støv?" det var... den var ny. "Ud fra blodsporet.. og at hun var uskadt, betvivler jeg at blodet var hendes.." han kiggede tilbage på Tarek, ventende på hans mening. Dhalia var ligeledes velkommen til at komme men teori hvis hun havde nogen. Det var bare svært at forestille sig at en pige af den størrelse kunne gøre noget der bragte så meget blod og kaos med sig.

Tarek lod bare Bigwig føre ordet med Dhalia, indtil hun ledte dem ind i et værelse. Som før lagde Tarek sin hånd på dørkarmen og lavede en åbning til sig selv. Der var ingen grund til at mase sig igennem og lave en masse larm, der kunne vække det halve af bygningen. I rummet var der ikke meget plads, men der var nok til at han kunne klemme sig forbi de to mennesker og forsigtigt bevæge sig hen til sengen. Hans opmærksomhed var straks blevet rettet mod pigen i sengen, hun virkede så lille og sårbar og Tareks hjerte blødte med det samme, selvom han ikke vidste, om hun deres offer eller deres skurk. 

Mens de to andre så på hendes tøj, bukkede Tarek sig ned over sengen for at se nærmere på hende. Hendes hår lyste dæmpet, hvilket han aldrig havde set før. Forsigtigt, for ikke at vække hende, med en næsten umærkelig berøring, strøg han fingerspidserne over hendes arm. Den følelse han fik fra hende, gav ham gåsehud under uniformsjakken. Han vidste ikke, hvad hun drømte, men hun var bange. Skrækslagen. Han nåede lige at tænke, at han var glad for, at han ikke var i hendes mareridt, men han ville ikke vække hende. Hun havde uden tvivl godt af at sove og Tarek var af den overbevisning, at drømme var sunde, skræmmende eller ej. Han sagde dig intet, som han endnu ikke havde fortalt nogen ved byvagterne om sin evne. De fleste anså den for invasiv og der var ingen grund til at gøre sig uvenner med folk.

Bigwigs blik fik ham til at rette sig op og forsigtigt bakke et par skridt, så han kunne se ned på bordet. Den gamle mand så lidt bleg ud og det fik Tarek til at lægge en hånd på hans skulder og give den et klem uden at tænke over det, mens han så nærmere på tøjet. En alvorlig rynke, der normalt var sjælden at se i det altid positive ansigt, var dukket op.
"Det ser næsten ud som om, at hun har hostet alt blodet op." Han sagde det uden at tænke over det, som han for det meste gjorde. Men han kunne godt høre, at det måske alligevel lød åndssvagt og han kastede et kort blik på pigen, inden han rystede på hovedet. "Men det er vel ikke muligt." Han rakte ned og tog medaljonen for at vende den mellem fingrene, dog uden at åbne den. Man kunne aldrig vide, hvad folk rendte rundt med af spændende ting.

Dhalia sukkede en anelse og flyttede lidt på sin hårpisk. Hun noterede sig Lances overraskelse og uddybede "Efter hun var blevet afleveret her, og vi havde konstateret der intet var galt, begyndte hun at blive syg, men intet vi kunne gjorde hverken til eller fra. Pludselig skete der.. noget. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er, det var som om en bølge gik igennem rummet, og da jeg nærmede mig pigen var hun helt rask igen, men sengen faldt sammen under hende, og blev til støv".

Hun havde håbet herrene kunne kaste en smule mere lys over sagen, for hun kunne ikke nægte at hun nok var mere nysgerrig end godt var, men det lod ikke til det. "Ærlig talt er jeg lige så forvirret som jer. Ud fra hvordan hun så ud da hun kom ind er jeg tilbøjelig til at give Tarek ret. Hendes mund og hage var også smut ind, men der var intet på hendes pande eller i håret.. Det er muligt hun har en regenererende eller helbredende evne selv og det er hvad der reddede hende?" foreslog hun. Det kunne vel forklare en del? Hendes blik gled fra Tarek til Lance, spørgrende. Hun havde ingen selv, men det skulle ikke undre hende om det var en type evne der kunne bruges så voldsomt det sendte en i en 3 dages koma.

Over på sengen flyttede pigen uroligt på sig. Hun lå på siden nu, med benene trukket op og hænderne knuget ind mod sit bryst. Hendes vejrtrækning kom i skælvende, ujævne gisp. Tareks berøring havde ikke været nok til at mærke det, men hendes hud var begyndt at blive klam og små svedperle brød frem.

Det var ikke ligefrem at Dhalias beskrivelse af støvsengen var særlig beroligende. Den fik en bekymret rynken hen over Bigwigs pande, som han brummede som svar. Det var mystisk. Umådelig mystisk. Specielt som hun så ud til at være blevet bedre af det. Fået sygdommen til at fordufte ud af kroppen. Bigwig tog en dyb indånding og satte skjult pris på hånden på sin skulder. Det var nok til at han fik taget sig nogenlunde sammen og tænke mere praktisk.

"Måske.. Regenererende ever kan redde en person fra mange og alvorlige skader" næsten uden at tænke over det, kløede han sig over en ar lige under sit kraveben. Han ejede selv en evne til at regenerere. Hvilket nok var grunden til at han på sine gamle år stadig ikke havde nær så mange skavanker som andre mænd på hans alder. "Det er svært at konkludere noget ud fra hendes tøj og dine beskrivelser. Det kan gå begge veje" kom hun var offer eller, kunne man virkelig kalde et barn en skurk?

Den flyttende bevægelse fra sengen, fik hans opmærksomhed til at flytte sig ned til pigen. Pigen med det lysende hår. Hendes tilstand var ikke længere noget han ville kalde afslappende. Faktisk så det mere anstrengt ud. Nærmest instinktivt lod han et par rug fingre køre over pigens pande, og blev mødt af en klam varme. "Jeg tror vi er nødt til at vække hende. Hun er den eneste der kan komme med svar. Og ærligt, virker hun ikke til at få nogen god søvn lige nu" langt fra. Han så bekymret på pigen som han trak sin hånd til sig. Han ville lade Dhalia om at vække hende. Det var nok det mest nænsomme. Han var ikke helt sikker på hvordan hun ville reagere på hans vildmandsansigt. Han kiggede i stedet over på Tarek, kommunikerede uden at bruge ord. Det så skidt ud.

Tarek lagde medaljonen tilbage på bordet og skævede til pigen. Stakkels barn. Tarek kunne ikke forestille sig, at hun kunne være den onde i alt dette. Hun så så uskyldig ud. Måske var det håret, men han kunne næsten ikke tro, at hun kunne skade noget så voldsomt, som han havde fået beskrevet scenen i gyden.
Han havde tavst lyttet til deres snak om sengen, men havde ikke haft noget at sige til det. Det var foruroligende, at der var så meget kraft i sådan et barn, at noget så solidt som en seng, kunne blive til støv. Var det hendes egen evne? En forbandelse? Hvad mon den betød? Så mange spørgsmål og så lidt svar. Tarek følte sig uhjælpsom i denne situation. Han følte sig ung og uden erfaring nok til at kunne komme med noget fornuftigt, så han lod Bigwig om at snakke.

Stadig forsigtigt bakkede Tarek endnu mere, så hans hale rørte ved døren. Medmindre nogen ville ind eller ud, stod han mindst i vejen i det lille rum, når han var placeret der. Dhalia og Bigwig kunne komme frem til pigen i sengen og han havde stadig et godt udsyn, mest på grund af sin højde. Han måtte stadig bukkede hovedet lidt for at være der, men det gik.
”Det er nok det eneste, der er at gøre lige nu. Spørge hende. Lade hende forklare.” Han mødte Bigwigs blik og havde ingen problemer med at tyde, at den ældre mand ikke var glad for situationen. Det så ikke godt ud. Hvorfor var pigen smurt ind i blod? Var det hendes eget? Var hun et offer eller skurken? Hvem var den anden, der var tegn efter i gyden? Han håbede hun vågnede op og gav dem en logisk forklaring og de alle kunne gå lettede herfra. Men han tvivlede på det.

Han blev stående ved døren, forsøgte at se ud som om, at han hørte bare lidt til i det lille rum, mens han milde og bekymrede blik hvilede på pigen. Han overvejede at lægge sig ned, så han ikke var så høj, men han skulle også være forberedt. Hvis pigen skulle vise sig at være en dæmon i forklædning. Eller en anden skabning, der ville gå til angreb, så snart den slog øjnene op. Det nyttede ikke at lade det kære udseende finde over fornuften og han var klar til at trække sværdet, der var spændt fast på ryggen af ham.

Dhalia nikkede "Jeg ved det er svært at tro når man ser dem sådan her, men dette er bedre end bevidstløsheden der holdt hende før" forklarede hun Lance som hun knælede ned ved sengekanten.
Det havde været bedre hvis hun havde kendt pigens navn. At vække nogen fra et mareridt var sjældent en rolig affære, men det blev dog oftest noget rarere hvis man havde noget personen kunne relatere til, et navn eller et familiemedlem til at sidde ved siden af. Men uden det, måtte Dhalia nøjes med sine evner. Hun lod sin hånd hvile på puden, ved siden af pigens hoved, og lod sine øjne glide i mens hun koncentrerede sig.
Dhalia blev hurtigt bleg. Der var så meget frygt, så meget rædsel! De få brudstykker Dhalia så gav ingen mening, men de mindede hende mest om ting hun havde set hos krigs veteraner! Organer der svævede igennem luften? Det var ikke noget et barn burde drømme om!
Dhalia trak langsomt sin hånd til sig igen, og pigen lod til at være faldet en smule ned. Dhalia fik langsomt farven tilbage i ansigtet, mens hun tog en dyb indånding. Det var bare et mareridt. Et forfærdeligt, ugudeligt mareridt.

Efter at have samlet sig igen, lagde Dhalia en hånd på dynen, og ruskede blidt i pigen "Hej ven.. du har en dårlig drøm, men det er på tide at vågne nu. Heeej Veen" hendes stemme var mild men fast, og blev langsomt højere mens hun fortsat ruskede blidt i pigen for at vække hende.

Sofies udtryk blev mere afslappede, og hendes greb om kjolen ved sit bryst løsnede sig langsomt som mareridtet langsom slap sit greb om hende. En stemme lød et sted, men den var fjern, langt væk. Stemmen blev mere insisterende, og som hun mærkede en hånd på sig, gav hun et lille spjæt med benet og slog øjnene op. Lyset i rummet var blændende og hun kneb hurtigt øjnene i igen med en grimasse. Hun missede langsomt med øjnene. Mens hendes øjne vendte sig til lyset prøvede hun at fornemme verden omkring sig. Hun lå i en varm seng, ikke i en gyde. Hun var ikke død. Havde det bare været en ond drøm?

Sofie rullede om på ryggen og fik langsomt åbnet øjnene. Et loft. Hendes blik faldt på en kvinde. "Hvem.. er du? ... Hvor er jeg?" 
Kvindens smil var roligt "Mit navn er Dhalia, men du kan kalde mig Lia. Du er i helbrederhuset og har været her et par dage. Kan du fortæller mig dit navn ven?"

Sofie så uforstående ud. Et par dage? Hvordan kunne det lade sig gøre?! "S-Sofie.. du sagde et par dage?" hun tog sig let til hoved, som hendes blik begyndt at vandre og faldt på den enorme skikkelse der blokerede døren.
De blå øjne blev store med rædsel og hun fløj op at sidde. Sofie kravlede panisk så langt tilbage hun kunne, til hendes ryg var presset mod væggen. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og hendes åndedræt var hurtigt og overfladisk og det tog hende et langt øjeblik at indse at det var en kentaur i byvagtsuniform, og ikke det... monster.
Det var som luften gik af ballon som Sofie sank sammen op af væggen igen. Hendes vejrtrækning var dog stadig hurtig og hendes blik flakkede rundt og hun fik endelig øje på den tredje person i rummet "Hvem.. Hvem er i?!"

Bigwig fik en meget alvorlig rynke hen over panden ved Dhalias ord. At dette var bedre end hvad der før havde holdt pigen fast. Det var ikke en behagelig tanke, men han kommenterede ikke på den. Dannede blot øjenkontakt med Tarek for en stund. Det var ikke svært at se at den unge kentaur følte sig malplaceret, men det var stadig rart at han var der. Så han kunne se nogen af de mere alvorlige ting der ofte fulgte med jobbet. Han skulle trods alt introduceres til det hele.
Bigwig ventede til Dhalia fik pigen vækket, stille og roligt og med en afstand der gav plads til at pigen ikke ville føle sig fanget når først hun vågnede. Det var i hvert fald hans plan.

Forvirringen var ikke svær at spore i den unge pige. Sofie, hed hun. Tydeligt forvirret over at hun havde lagt et par dage. Bigwig så stadig alvorlig ud, men også bekymret. Det lovede ikke så godt. Hendes reaktion på at få øje på Tarek fik ham til at løfte sine hænder i en rolig bevægelse. Indikerende at der ikke var noget at være bange for. "Vi gør dig ikke noget" hans stemme var overraskede blid og rolig til en mand af hans højde og størrelse. Fremtræden generelt. "Mit navn er Lance Bigwig, og dette er min kollega Tarek." startede han roligt ud og kiggede på pigen med det lysende hår. "Vi er her for at høre hvad der er sket"

Tavst betragtede Tarek Dhalia vække pigebarnet. Hans blik gled kort til løjtnantens og de udvekslede bekymrede blikke. Hvad end, der ville ske nu, var det med at være forberedt, selvom det var svært at forestille sig andet end en forvirret pige i et rum med voksne væsner. Og det var oghså lige, hvad hun var, da der endeligt kom lidt liv i hende. Tarek lod Dhalia om at snakke, ingen grund til at bryde ind.
Sofie. Et kønt navn, der ville være let at huske. Der nåede kun at glide et let smil over hans ansigt, inden pigen fik øje på ham og skrækken blev malet i hendes ansigt. Forvirret blinkede Tarek lidt, inden han løftede sine hænder en smule med håndfladerne mod hende, for at vise, at han ikke var farlig. Et trist udtryk viste sig på hans letlæselige ansigt og han lagde hovedet lidt på skrå.

Inden han nåede at sige noget, så det ud til, at skrækken forsvandt igen. Heldigvis. Det havde gjort ondt helt ind i hjertet at se hende så bange - og så for ham.
Bigwig svarede for dem begge, blidt og venligt, noget Tarek godt vidste, at den vildt udseende mand kunne, men som altid var overraskende at opleve. Da hans navn blev nævnt, smilede han forsigtigt til hende og løftede den ene hånd til en let vinken.
"Du har skabt en hel masse spørgsmål for en del forskellige personer, som vi håber du kan svare på. Hvis du føler dig frisk nok til det." Han vidste godt, at spørgsmålene ikke kunne vente, men der var ingen grund til at presse hende for meget lige nu. Hans egen stemme var også blid og venlig. Beroligende. Nok var han stor, men hans udstråling var generelt ganske mild, næsten for mild af en byvagt at være.

Dhalia forholdt sig overraskende roligt som Sofie panikkede, og holdt sin tone mild og venlig "Rolig Sofie, du er sikker her" forsikrede hun den unge pige. Det var ikke ualmindeligt at folk havde voldsomme reaktioner, men i det mindste lod det til pigen var kvik nok til hurtigt at indse faren var ovre.

Da de nævnte spørgmål så Sofie straks mere mistænksom ud, men ikke fjendtlig. Dhalia så mere alvorligt på pigen "Du blev afleveret ved døren her for tre dage siden, bevidstløs og dækket i blod. De to herre her er byvagter, og du er den eneste der kan hjælpe dem, med at finde ud af hvad der er sket" forsøgte hun. Bitter erfaring havde lært den aldrende mor til tre at børn i den alder sjældent havde det godt med krav.

Sofie skævede lidt mellem de to mænd, og genkendte jakkerne. Byvagter. Byvagter der krævede svar på spørgsmål, som Sofie bestemt ikke havde lyst til at svare på, eller tænke på for den sangs skyld! Desuden, hvis de fandt ud af hun var stukket af hjemmefra hvad så? De ville uden tvivl sende bud til hendes bedsteforældre - eller værre endnu, de ville måske finde ud af at hendes mor var pirat!

Sofie forsøgte at rette sig lidt op, og endte siddende opret mod væggen, med hoved hvilende tilbage. Hvis hun havde sovet i 3 dage, hvorfor følte hun sig så ugudelig træt? Hendes hoved værkede og hendes lemmer var tunge, som om hun bevægede sig igennem vand. Hun så engang rundt på de tre voksne i lokalet. Hun var nød til at fortælle dem et eller andet så de lod hende være. Der var intet hun hellere ville lige nu end at sove igen, men ikke her. Hun ville hjem til Rofus, hvor hun var tryg og sikker..
"Blodet var.. mit. Alt sammen. Jeg kan ik' rigtig huske hvad der skete, men det ved jeg" hun tog sig ubevidst til brystet igen. Det var ikke helt løgn. Blodet var hendes. Der havde ikke været andre end hende og.. ham, monstret, eller hvad end han var. Hun gyste bare ved tanken.
"Jeg er ked af jeg ik' kan gi' jer de svar i vil ha' men jeg kan ik' huske hvad der skete" fastholdt hun, og håbede det kunne overbevise dem, og måske også hende selv. Hvis hun bare kunne glemme.. Hvis bare hendes mor ville komme ind af døren og få alle de forfærdelige tanker og billeder i hendes hoved til at forsvinde... Eller Rofus..

Tåre samlede sig i hendes øjenkroge, og hun blinkede dem arrigt væk. Det var bare en drøm, de var ikke noget at tude over! Bare et mareridt.

På mange punkter var Tarek et så stort blidt væsen, som ikke kunne drømme om at gøre en flue fortræd. Det vidste Bigwig allerede, og han opfangede godt tristheden over at havde forskrækket Sofie. Hans ord der fulgte med, var blide, milde og rolige, noget der lå hele hans væsen til. En god kollega at have med sig i sådan en situation som denne, trods hans store størrelse der kunne virke frembrusende. Noget Bigwig godt kendte selv, trods han blot var et almindelig menneske.

Bigwig satte sig på hug ved sengekanten som Sofie talte. Fortalte at blodet var hendes eget. En bekymret og forvirret rynke dukkede frem på hans aldrede pande. Det var en smule svært at tro på, men hun virkede sikker. Hendes bevægelse mod sit bryst afslørede også en skræk for det der var hænt. "Det er helt i orden, Sofie. Tag det helt roligt" Ganske blidt ragte han ud og lagde en bekymret hånd på hendes arm. Forsøgende at trøste hende som tårene voksede frem der hastigt blev blinket væk. En teenager der ikke ønskede at udvise at hun havde været bange og i fare. De var nok stadig nødt til at spørge videre, se om der kom noget frem for hendes hukommelse. Det var klart at hun var forvirret nu og bange. Men Bigwig håbede på at der alligevel kom mere frem. Hvis de blot snakkede lidt sammen, stille og roligt.

Så blodet havde været pigens. Utroligt, der så ud til at være meget af det og hvad han havde fået fortalt om gyden... det lød helt vanvittigt. Hun måtte kunne heale sig selv, ellers ville hun aldrig været kommet ud af gyden i live. En bekymret rynke havde vist sig mellem Tareks øjenbryn, men han sagde ikke noget. Observerede og gjorde sig sine tanker om det hele. Der var allerede to personer, der forsøgte at berolige pigen, så måske han bare skulle tie stille og se, hvad der skete.

Tarek var normalt en meget urolig person og selv i denne situation havde han svært ved at holde sig helt i ro. Så han skiftede lidt vægt mellem sine ben under samtalen og virkede lidt til at være i konstant bevægelse, om det så bare var hans hale, der viftede lidt ind i mellem. Det var nu heller ikke fordi, at han stod specielt behageligt, som han stadig måtte bukke let i nakken for at kunne være der i højden.
På et tidspunkt gled en større omgang utro igennem ham og han flyttede lidt mere på sig. Desværre lidt for meget, som hans brede bagdel endte med at skubbe til bordet, der var i rummet, så det flyttede på sig med en lidt for høj lyd og skrabede både mod gulv og væg. Selv forskrækket, dukkede han sig let og fik et undskyldende udtryk i ansigtet.
"Hov, undskyld."

Dhalia var glad for at se Sofie falde lidt ned igen, også selvom hun tydeligvis var dybt påvirket af hvad end der var sket. Hun sendte Lance et taknemmeligt blik da han kom hen og satte sig på hug ved sengen. Åh hvor var hun glad for det var de to der var kommet, og ikke nogle af de mere hårdhændede vagter. Der var ikke alle der havde den fornødne tålmodighed!

En blid banken lød fra døren, og Dhalia lagde en hånd på Lances skulder. "Jeg er tilbage lige om lidt" sagde hun, inden hun rejste sig, og med lidt besvær kom forbi Tarek og over til døren, som hun fik åbnet på klem. "Ja Kit? Hvad så?"

Kit, den nuværende lærling i helbrederhuset, svarede lavmælt ude fra gangen "Der er kommet et par gæster herude, der siger de kender pigen, ehm, Sofie, siger de to af dem hun hedder. Den sidste mente hun hed Emma" fortalte hun og det var tydeligt på hendes stemme hun ikke helt viste hvad hun skulle gøre.
Dhalia skulle til at svare da Tarek pludselig skubbe til bordet, og den middelaldrende kvinde hoppede på stedet af forskrækkelse. Hun smilede dog til Tarek trods forskrækkelsen. "Det er fint Tarek. Du kom vel ikke noget til?" 

Sofie skævede lidt fra Lia, til kentaueren og så til vildmanden som han knælede ned ved sengen. Kunne de ikke bare.. gå! Det lille rum føltes mere end trængt. Kunne de ikke bare tro på at hun ikke kunne huske noget og lade hende være?!
Hendes blik faldt på døren da der blev banket, og hun holdt vejret et øjeblik. Kunne det være..?
Rofus!
Det virkede for godt til at være sandt, men hvis der bare var en chance..

Sofie stivnede med et, som byvagtens hånd rørte hendes skulder, og hun mærkede den kildende fornemmelse af de første hårstå begyndte at ændre sig. LORT! 
Med et ryk trak Sofie sig fra hans berøring "Du må ikke rør-IHG" hendes udbrud blev afbrudt af Tareks pludselige uro, og som et lyn fra en klar himmel forsvandt den unge pige i sengen.

Forskrækkelsen blev erstattet af et øjebliks panik som hele Sofies verden med et ændrede sig. Rummet omkring hende forsvandt og blev erstattet af.. en blød, varm hule? Okay det var måske ikke så slemt. Det var næsten som da hun havde gemt sig under dynen som barn. Nu skulle hun bare finde ud af hvor hun var, og hvad der var sket! Hun så ned og så.. små pælsede porter?
Det er bare LØGN!
Kunne hun ikke få lov at være sig selv i bare 5 minutter?!
Efter en kort undersøgelse af sig selv nåde Sofie frem til konklusionen at hun var en kanin. En lille, pælset, langøret kanin.. HVAD ER DET FOR EN EVNE AT HAVE?!
Måske var det ikke så dumt alligevel, måske kunne hun bruge det til at slippe ud! Døren havde været åben, havde den ikke?
Forsigtigt kravlede kaninen Sofie hen mod sengekanten, og en lille, lyserød snude dukkede op fra under dynen, efterfulgt af en mørkblond snude og et par store, blå øjne. Døren var åben! Det var nu eller aldrig!

Fra sengen sprang en lille kanin, og spænende over gulvet. Dens pels var is mismatch af farver. Den let lysende, gyldne farve der havde kendetegnet pigens hår var dominant ned af kaninens ryg, men det ene øre var en mørk brun med massere af krøl, mens halen var en blålig platinblond og den ene pote rødlig. Ned af næsen lå der en grå-brun bliss. 

Den misfarvede kanin dukkede mellem benene på Tarek, forbi Dhalia og den unge helbrederske i døren, og ud på gangen så hurtigt som hendes små hoppende ben kunne bære hende.

((Og hun er stukket af hertil! https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=10711&currentpage=1#545682 ))