Natten var efterhånden ved at falde på, hvilket betød det var tid til at sætte barrikader for døre og vinduer. Efter elverne var blevet jagtet ud af Dianthos, så måtte Lindarynil være ekstra forsigtig. Hendes ører var uden tvivl noget af der der ville være med til at afsløre hende, trods hendes dæmon gener havde gjort dem skællede, så måske var hun sikker alligevel? I så fald havde hun ikke taget chancen de sidste par dage og har haft hendes barnepige til at hente diverse ting i byen for hende, mens Lindarynil var blevet hjemme sammen med sin datter. Tanken om at de muligvis var nødt til at flygte var skræmmende, for hun havde boet her i noget tid efterhånden og det var her Ileshia var blevet født, dog var hun ikke gammel nok endnu til at kunne forstå alt det der skete omkring hende, hvilket Lindarynil var temmelig glad for. Lyden af Ileshia der klynkede fik hende hurtigt til at gå over ”Hvad er der skat?” hviskede hun nærmest til hende og strøg hende over håret som Ileshia pegede mod et vindue der endnu ikke var lukket. Fandens også! Hvis nogle havde set ind og lagt mærke til datteren og så gik videre til den orden der havde fordrevet de fleste ud af hovedstaden og nu var i gang med at udrense Medanien for elvere. Hurtigt gik Lindarynil over og lukkede vinduet og satte barrikader for. Det løb hende koldt ned af ryggen, nærmest som om hun vidste der ville ske noget denne nat. At hun havde været så dum og glemme netop det ene vindue. Det ville være løgn hvis hun sagde hun ikke var bange, for det var hun... Men hun havde det også med at male fanden på væggen før der egentlig var sket noget. Hun vendte sig mod sin datter og smilede skævt ”Kom, lad os gå i seng” sagde hun og hjalp hende ned fra stolen og så hvordan Ileshia gik mod værelset, mens Linda's blik faldt på vinduerne og dørene blot for at være på den sikre side at alt var gjort ordentligt. Hun fulgte efter sin datter ind på værelset og fik hende gjort klar til at komme i seng.

Som Ileshia var faldet i søvn gik Linda stille ud fra værelset og satte sig på en stol. Hun havde det ikke særlig godt, tanken om at alle elvere og dem der bare mindede om elvere var blevet jagtet ud af byen, mens hun sad her bad barrikerede dører og vinduer og håbede på hun ikke blev fundet. Hun ville ikke væk fra sin datter, trods hun sikkert ville ende med at blive jagtet ud sammen med Linda selv. Tanken var udmattende og hun mærkede hvordan hendes øjne langsomt begyndte at blive fyldt med vand og tårerne begyndte at falde ned af hendes kinder. Hun sukkede over sig selv og hørte da en lyd. Var der nogle i huset!? Hun sprang nærmest op af stolen og løb ind på værelset ”Ileshia!!!!” skreg hun som hun så der stod et væsen med hendes datter i armene ”Slip hende!!! ” råbte hun igen og kunne mærke hvordan hendes blod var begyndt at koge inden i hende. Hvad lavede denne person i hendes hus? Og hvordan i alverden var han eller hun kommet ind!

Umiddelbart var der intet at fortage sig den nat.

Smile havde befundet sig i hovedstand, i flere dage end han havde planlægt. Men i sted for at søge tilbage til tusmørkedalen, var vampyren blev tiltrukket af de mange nye indtryk. På bunden var Smile nysgerrig nok til at han kunne opholde sig længe, han skulle bare finde skygge nok til holde solen væk, hvilket nu igen ikke var så svært i en by som Dianthos.
Som natten bed på, vandrede Smile mellem de mange huse. På denne nat var hans søgen ikke et bytte som sådan, men mere en slags underholdning. Skyggerne var med til skjule ham, som han gik fra vindue til vindue for finde det perfekte sted at slå til. Der havde været en del muligheder, men de fleste ville kræve at Smile bør et vindue op, eller slog en dør ned. Den slags adfærd passede næppe i en by, hvor alle ville være i stand til at høre ham. 
Måske var det held, eller uheld. Da Smile opdagede et vindue som ikke var blev lukke. Hvis hans smil kunne have trukket sig mere tilbage, ville han se mere unaturlig ud, end han gjorder i forvejen. Huset havde ikke mange lys, hvilket betød at Smile nem kunne skjule sig mellem de mange skygger.

Perfekt.

Med lethed og uden at blive set at de to beboer fik Smile smuglet sig selv indenfor, han fik stille sig afvejen ved en reol da kvinden i huset kom over for at lukke vinduet. Smile sende hans hjerne på højtryk efter en bagvej ud, men først så han på fra skyggerne mens kvinden førte sit barn ind i soveværelset. Efter at hun kom ud igen satte hun sig ved bordet. Netop da tog Smile brug at sin list og fart. Hans lydløse skrid fik ham ind på soveværelse, hvor kvindens datter sov sødt. Han stod der og kiggede på barnet i en kort stund for han gik hen og tog hende op fra sengen, så hun lå i hans arme. Da han vendte sig om kom han til skubbe til legetøj som faldt på gulvet og på ingen tid hørt han kvinden bagved ham.

Smile vendte sig om, men ikke nok til at hun ville kunne se ham tydelig, han så hende derimod. Smile løfte den ene hånd op til måneden i lave en shh bevægelse med hans mund. "Hun sover, lad nu være med at vække hende" sagde Smile kort. Han lod en blege hånd danse ned igennem det fine hår, mens han ignorerede kommandoen om slippe pigen fra hans arme. Dette var interessant, en ny ide blomstret frem hos Smile. Han kunne nemt pine kvinden, hvis hendes barn kom til skade. Men ville hun opdage det, hvis han nu forvandlede hendes datter? Smilet blev igen trukket unaturlig tilbage, så de fine spidse tænder kom frem. Smile ville more sig gevaldigt, hvis hans plan kunne lykkes, alt hvad han behøvet var bare at komme forbi kvinden.   

Hun havde mærket der var noget besynderligt over hendes datter, hun havde siddet og stirret ud i mørket og på et tidspunkt pludret noget. Ileshia havde set noget komme ind af vinduet og gemt sig i huset, men hun kunne jo ikke tale, så hun kunne intet sige. Lindarynil's hals snørrede sig sammen som hun så på væsenet der havde hendes datter i favnen. Inden i hende kunne hun mærke hvordan dæmon ville frem, men hun have lovet sig selv at det aldrig ville ske efter hun havde fået hendes datter.. men nu... Nu var uden tvivl en anden sag! Dette var sikkert hendes datters liv det handlede om og hun havde ikke tænkt sig at lade dette monster tage Ileshia fra hende!

Hun knyttede sine hænder og borede neglene ind i håndfladen. Hun skar tænder og så på hvad end dette væsen var ”Slip hende eller jeg påkalder vagterne!” hvislede hun. Dog havde hun glemt at hun lignede en elver og elverne var blevet jagtet ud af byen så hvorfor skulle vagterne ville hjælpe hende? Hun blev hvor hun var, blokerede for hans vej ud, så han var nødt til at skulle nedfælde hende eller få hende væk fra døren for at komme ud fra rummet. Hele hendes krop sitrede, hun mærkede mere og mere hvordan dæmonen ville tage over, men så vidt muligt ville hun holde den i skak så længe hun kunne, til det var allermest nødvendigt, ellers vidste hun også det ville dræne hende fra energi hurtigere end andet. Hun borede neglene mere ind i hendes håndflader ”Slip min datter... Nu” hvæsede hun og så på ham med et blik der kunne dræbe.

Ah den vrede, tydelig som den var fik den ikke Smile til slippe barnet i hans arme. I sted tog han imod det som en udfordring, skulle kvinde finde på at angribe kunne han altid bruge barnet som et forsvar. 
Smile lod smilet vokse frem til at det umenneske på hans ansigt. Han kunne grine, hvis han ville. Men han ville ikke hæve sine stemme mere end nødvendig, lige nu var der to ting. Et han skulle have blod, to han skulle forbi kvinden som havde blokkeret den var som han var kommet fra. Blodet var måske ikke så nødvendig, ikke efter at han havde dræbt, for få timer siden. "Virkelig, vil du tag den chance, vi vil begge blive ledt ude af byen" sagde han kort, men med hånende stemme, for Smile var det ikke et problem. Han boede ikke i Dianthos, så han kunne bare vende tilbage til tusmørkedalen. Elveren derimod, hvis der var hvad hun var, ville blive hjemløs. Men det var ikke hans problem, Smile var ikke en good guy, han hjælp ikke andre. 
Smile tog chancen, hans sat af og bruge den ene arm til skubbe kvinden af vejen med den vampyrisk styrke, før at han tog et forsøg imod døren, den kunne han altid få ned på ingen tid, hvis han skulle, men den slags larm ville vække andre folk omkring dem, og Smile havde ikke brug for at flere mennesker så hvad der sket mellem dem. "Fang mig, hvis du kan" sagde han med drilsk stemme.

Hendes blik var fast sat på ham, ikke på et eneste tidspunkt havde hun tænkt sig at fjerne blikket fra ham, for før hun vidste af det, ville han sikkert være væk med Ileshia i hans favn. Hun skar tænder over hans kommentar. Hun vidste godt at de begge ville blive smid ud af byen, hende for at have elvergener og ham for hvad han havde gjort mod hende. Han hånede hende og hun hadede hvert sekund af hans ord, for de skar i hende som var det en kniv. Hun burde nok havde fulgt med de andre den gang der var udrensning, men hun valgte at blive grundet sin datter, på trods af hun nok ikke ville forstå ret meget af hvad der skete alligevel. 

Som dette væsen nærmede sig hende nåede hun slet ikke at reagere før hun blev skubbet til siden og ind i væggen. Hun mærkede hvordan hendes ilt forlod hendes lunger som hendes ryg ramte væggen. Han stod i døren og begyndte igen at provokere hende. Hun knyttede hænderne og forsøgte at komme på sine ben ”Jeg... Flår dig levende..” hvæsede hun inden hun skar tænder som hun så efter dette væsen som var på vej væk. Hun satte straks i løb og fulgte efter ham, uden så meget som at tænke over at det kunne ende katastrofalt hvis folk så hende i gaderne, men hun var ligeglad... Hun skulle rede sin datter fra hvad end dette væsen var! Koste hvad det koste vil!

Han brugte ikke engang de fulde styrke som han viste, at hans besat.
Man kunne kalde det et lille puff, ved siden at den sande styrke som der var gemt væk.
"Du kan ikke flå, hvad du ikke kan fange" Smile rakket kort tunge før han tog i døren og forsvandt udenfor i mørket. For en vampyr var natten lige som dag, han kunne se alle dejtaler i farver og størrelse. Hvilket gave sin gavn, når han skulle navigere mellem de mange mørke gange.
Smile havde intet sted i tankerne, eller han kunne altid tage pigebarnet med tilbage til det tidligere sted som han havde forlad. Chancen for at den tidligere krop var blev opdaget var lille, eftersom at sted var forlad. Med den tanke satte Smile i fart mens han navigerede sig selv imod det forlade hus. Måske ville elveren komme efter ham, måske ikke. Hvem kunne vide om hun ville være hurtig nok til at kunne stoppe ham.

Hun skar svagt tænder over hans kommentar og så ham forsvinde ud i mørket. Hun fulgte efter, trods hun kendte til konsekvenserne af hvis hun blev fanget, men lige nu var hun fuldkommen ligeglad og ville blot have sin datter tilbage. Hun satte i løb, prøvede så vidt muligt at holde en moderat fart, trods det ikke var den samme som personen der havde hendes datter. Hun hev efter vejret og stoppede i to sekunder og fortsatte da i samme høje tempo. Hun skulle bestemt ikke sige en eneste lyd, eller stoppe for længe, for hun vidste at det ville koste hende dyrt. Lindarynil havde ingen anelse hvor væsenet var på vej hen og hun var i teorien også ligeglad, for Ileshia var det eneste der var i hendes tanker og hun SKULLE have hende tilbage om det så handlede om at Lindarynil var nødt til at slå personen ihjel! Problemet var blot at hun ikke havde nogle evner der kunne skade andre, på trods af hun var dæmon, men den side af hende havde åbenbart ikke udviklet sig ret meget, men det kunne være den bare skulle fremprovokeres? 

Det varede ikke længde før at det tomme hus kom ind i Smiles synsfelt, Han forsatte hen til det sted hvor han var kommet ind. Og i farten smuttede han op at tappen til de øvrige etager, hvor han kunne finde et tomt lokale at skjule sig i.

Han lukket lydløs døren bagved ham, kunne så barnet kunne hive i en tot af hans hår. Ih altså, hvad man dog fik ud af børn, de var altid så besværlig. "Shh min kærer, jeg vil gerne lege en leg med dig" sagde han kort før at han satte barnet ned. Han havde ikke opdaget at hun var vågnet op i mens at han var løbet ned igennem byen til det forlade hus. Nu var spørgsmålet bare, hvad skulle han gøre med hende. En sjov tanke kom bag ham, han kunne altid gøre barnet til en vampyr, den morskab havde han ikke haft i mange år.

Smile lavet sit klassiske psykotiske smil, mens han gik tæt på pige barnet. Hun var alligevel ikke hurtigt nok til at kunne undslippe hans lange arme som de tog fat om den lille krop. "Nu forholder du dig stille, eller bliver jeg nød til gøre dig stille for altid" sagde han kort mens han snuset til barnet. Hun havde den søde duft af elver, hvilket var lige hvad han havde brug. Han brokket sig heller aldrig over en tom hals som endnu ikke bar mærke af et par hugtænder.

Smile holde hende fast da hans tænder gik ind i det bløde nakkeskind.

Linda så hvordan de forsvandt ind i et hus, så nu vidste hun i det mindste hvor de var henne. Hurtigt skyndte sig søge ly i skyggen af et forfaldet hus og forsøgte at få luft i 2 minutter inden hun satte efter dem igen. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som hun igen satte af sted ud i natten med fare for at blive opdaget.

Der var flere etager i huset, hvilket blot ville gøre det til en større udfordring at finde dem, men da hun lyttede til omgivelserne kunne hun høre en stemme der talte om en leg og lyden af Ileshia der gav en lyd fra sig. En leg? Hun satte i løb op af trapperne og begyndte sin søgning på at finde dem, men hvilket rum var de i? Hun skar tænder inden hun igen hørte en stemme og hun stivnede. Nej... Nej fandme nej om det skulle komme på tale at hun skulle miste sin datter på denne måde!!! Uden så meget som at tænke satte hun igen i løb mod værelset, hvor stemmen og Ileshia's små ord kom fra.

Lindarynil stivnede da hun så scenariet. Personen der havde taget hendes datter var vampyr og havde begravet tænderne i halsen på Linda's datter ”Ileshia!!!” tårerne begyndte at falde ned af Linda's kinder og hun mærkede hvordan hadet inden i hende og hvordan dæmonen langsomt boblede frem. Hun skar tænder inden hun mærkede hvordan hendes hænder begyndte at blive varme, ikke det gjorde ondt på hende, men det var tydeligt der var ved at ske noget, måske havde hun fået nok og lod sin dæmon tage over?

Han indrømmede det ikke selv, men det tomme hus havde faktisk en historie som forbandt sig til hans liv før han blev en vampyr, måske var det derfor at han valgte at tage pigebarnet med sig hertil, så hun kunne opleve den storhed som han selv gennemgik da han blev vampyr.
Den søde smag af blod tog dog effekt og Smile glemte næsten alt om hvad der sket omkring ham, han blev først trukket ud af sine trance da han hørte kvinden skrige i baggrund. Smile lod de fine tænder fortrække fra den bløde nakke, han slap næsten pigebarnet fra hans arme. I det at han blev mindet om at de ikke var alene. "Du forstå så sandelig at give dit barn en sød smag," sagde Smile kort, han kunne holde sin latter tilbage, den var kort og kynisk. Hvad ville hun mon gøre for at få sin datter tilbage, Smile kendte så mange gode psykiske måder at knække folk på, bare det at han havde taget en tår af hendes datter virkede som om at det var nok, men det var ikke nok i nu.
Smile leget altid med sit bytte, han gave dem ofte en flask chance for håb, før han igen gik igang med mere psykisk vold. Man behøvede slet ikke at bruge fysisk vold, hvis man havde de rette ord. "Så kom dog og tag hende, før at jeg ombestemmer mig for mere," sagde han kort, på den måde kunne han nemmer for adgang til kvindenselv, hvis hun prøver på at tag sit barn tilbage.

Lindarynil så på vampyren med et vredt blik. Hun skar tænder som han slap hendes datter "Hvad... Har du.. GJORT!!" hvæsede hun og så på hendes datter i armene på ham. Hun så hvordan Ileshia's liv langsomt rendte ud, men ville hun ikke blive til vampyr nu? Linda vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Hvad skulle hun sige til faderen til datteren, hvis han fandt ud af det? Hun vidste at hun enten var nødt til at lade Ileshia dø, eller skjule hende og sørge for at opfostre hende så vidt mulige hun nu en gang kunne, så vidt hun kunne. Hun vidste godt at hendes datter ville komme til at være aktiv om natten, men så måtte Lindarynil vende sig til det. 

Han var uendeligt provokerende og hun kunne mærke hendes blod kogte. Hendes hænder var blevet rødglødende og kunne sikkert antænde omgivelserne, ved blot at berøre dem. Hun gik over mod den nærmeste væg og satte hånden på og ganske korrekt. Langsomt begyndte der at brede sig en ild. Hun så overrasket på væggen og rettede da blikket mod vampyren og hendes datter. Hun havde slet ikke tænkt sig om og havde nu udsat hende selv og hendes datter for fare.. Hvis ikke de kom ud inden det var forsent, ville de ende med at brænde op.

Smile svarede ikke, var hun virkelig så idiotisk, at hun behøvede at hører hvad der var sket fra hans læber. Smile trak sit smil tilbage, og forholde den stille mimik.
Han blev dog overrasket over de glødende varme som kvinden afgav, endda til det punkt hvor at hun faktisk satte ild til en væg.
Smile skiftede natur. "VED DU HVOR LANG TID DET TOG AT BYGGE DETTE STED!" Skreg han næsten, med fuld lunge kraft. Smile havde ikke mange minder, men han så dog dette sted som et slags hjem væk fra hjemmet, og nu var det hele på vej op i flammer. Intet kunne tag det raseri der fulgte fra Smile, pigebarnet var total glemt nu hvor elver tøsen havde sat ild til hele stedet. Smile komme farende over for at smække hende en tur ned i det støv belagte gulv.  

Lindarynil så omkring sig og begyndte at trække sig svagt tilbage. Det var netop nu gået op for hende hvad der var ved at ske. Hun havde sat ild til huset, hvilket uden tvivl ville få vagterne til at komme. Hun var nødt til at flygte, men hun skulle have sin datter. Hun skar tænder og ignorerede fuldkommen vampyren der skreg af hende "Giv.. Mig... Min datter" hvæsede hun nærmest. Hun kunne mærke hvor meget hun rystede over hele kroppen. Hun var ikke bange mere, men blot ufatteligt vred og ville bare have sin datter. Hendes blik faldt på datteren da smile lod hende falde til jorden "ILESHIA!" skreg hun og lagde slet ikke mærke til at vampyren var lige foran hende og ramte hende. Hun faldt til jorden og satte hænderne på. Svagt begyndte der at brede sig ild på gulvet også "Nej... Nej.. NEEEEEEEEEEEEJ!!!" skreg hun som hun fulgte ildens vej mod sin datter. Linda rettede blikket mod vampyren og kom da til sine ben, bevares med kamp "Hvad... Har du fået mig til!!""Skreg hun og slog ud efter ham, velvidende at hun sikkert ikke ville ramme, men snuble over sine egne ben og blot komme tættere på datteren.

Varm der blandede sig med hans egen vrede, var med til gøre sted ufattelig farlig for dem begge.
Smile kendte til den bagene sol, der varmede på samme måde som de mange flammer der nu rolig tog fat i gulvet. Smile satte et ben i ryggen på elver kvinden, for skubbe hende mere ned i gulvet. Hun skreg da flammerne stille bevægede sig imod barnet som lå få meter fra hende. "Sig bed om, også få du lov til tag hende" sagde Smile kort mens et sadistisk smil kom frem på hans læber, for hans skyld kunne de blive der lige indtil at pige barnet var i flammer, det ville være et syn at se. Men sadistisk som han var, kunne han også bare slippe elverne fri, og lad dem begge blive opslugt at flammerne, han havde selv haft sit møde med ild før, og til trods for det meste af hans nerve system var lammet overfor smerte, kunne Smile nu godt mærke når ilden tog fat i huden.
En ny ide blottede sig i Smile hjerne som han stod der med foden presset grundig ned i elvernes ryg. Han kunne lege med hende i flere timer, hvis han nu holde hende i live med hans eget blod. Smilet som havde været på hans læber blev bredt og skumlet. Han løftede lidt sin vægt for han igen presset ned igen. Der var trods alt et par minutter i nu før at barnet ville gå op i flammer. 

Lindarynil forsøgte at komme et stykke over gulvet, men fik vampyrens ben i ryggen. Hans ord fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, trods flammerne var tæt omkring hende. Hun skar tænder og så hvordan flammerne bevægede sig tættere og tættere mod hendes datters krop. Hun forsøgte at vrikke sig fri og satte nærmest neglene i gulvet og forsøgte at hive sig fri, men det fik blot hendes negle til at knække. Hun ville ikke ligge der og tikke og bede som var hun hans slave.. Men lige nu... Var hun på en måde.. Han havde hende og datterens liv i sine hænder... Han kunne i teorien bare lade flammerne æde dem op, hvis det var det han ville. Som vampyren kort lod noget af vægten forsvinde fra hendes ryg, fik hun måske bevæget sig nogle få centimeter, men på ingen måder nok til at få hendes datter. Hun mærkede igen vægten over hendes krop og følte hendes krop blive presset ned mod brædderne der var ved at gå op i flammer. Hun mærkede hvordan tårerne flød ud af hendes øjne, fuldkommen ude af kontrol, men de blev hurtigt tørret i den ulidelige varme fra de mange flammer. Hun skar tænder ”Slip mig... Lad mig redde min datter og så kan du få mig... ” sagde hun og så over mod sin datter og flammerne der ikke var andet end en meter fra datteren. Det var nu der skulle handles!

Smile længede sig en smule ind over elver tøsen, hendes gråd var en perfekt kontrast til det mareridt som hun selv havde startet. Smile overvejet hendes tilbud, faktisk kunne han få en masse morskab ud af det, der var knogler som kunne brækkes, blod som kunne smages. Smile rystede kort, men synlig over tanken. "Fint, men det er kun fordi dit tilbud er godt" svaret han kort før han fjernt sin fod fra hendes ryg. 
Smile trådte tilbage fra flammerne, der var efterhånden en god varme i lokalet, og røgen stod tæt oppe imod løftet. Ikke at den kunne skade ham, han var teknisk set ligeglad, men elver tøsen og barn ville nok ikke kunne tåle at blive i røgen i lang tid. Ikke at det var hans problem, Smile var ligeglad med om de begge brande op, han kunne redde sig selv uden problemer, hvilket var tanken. Smile stod tilbage, før han vendte rundt og forlod det brande hus, via bagdøren, ved hovedindgangen var der en masse larm fra folk som var kommet for at slukke de mange flammer. Smile stod et sted skyggerne og ventet på at se elver tøsen komme ud med sit barn.

Flammerne var så småt begyndt at nærme sig og hun kunne ikke mærke vampyrens fod forsvinde fra hendes ryg, hvilket betød hun ville se datteren gå op i flammer. Som han talte løb det hendes koldt ned af ryggen og da mærkede hun hvordan vægten fra hendes ryg forsvandt og hun sprang op for at få fat i datteren. Linda kunne høre de mange mennesker, hvordan de råbte og skreg til hinanden om at de skulle have flammerne slukket. Hvordan kom hun ud? Hun så sig omkring og fulgte blot den vej vampyren havde brugt. Som hun kom udenfor, med datteren i armene faldt hun hostende til jorden og lagde sin datter på jorden foran hende. Linda forsøgte at få rusket lidt liv i Ileshia, men der skete intet. Tårerne begyndte igen at vælte ud af hendes øjne og ned over de sodfarvede kinder. Hun hadede denne vampyr... Mere end noget andet i hele verden og ville blot ønske hun ikke havde været sådan en komplet idiot og havde husket det vindue... Hvis det havde været lukket... Var der sikkert ikke sket noget... Og nu sad hun så her, på knæ med en brændende bygning bag sig, en formentlig døende datter og en vampyr der ville ende med at slå hende ihjel. 

Smile så til da elver tøsen kom fartende ud med sin datter i armene, hun havde åbenbart taget hans vej, men han havde heller ikke forvente andet, eftersom at hun ville blive bortvist hvis byvagterne så hende. En ondskabsfuld ide kom over ham kort, skulle han smutte hen til vagterne og fortælle dem at det var en elver der var årsagen til at huset stod i flammer og at det var fordi at havde lavet et mord forsøg. Smile kom næsten til at grine over tanken. Ikke nok med at hun kunne blive bortvist fra byen, men hun kunne også blive tiltalt for mord. Måske skulle han bare vente til at han var færdig med hende, der efter kunne vagterne få hende.
Smile forlod sit skjule fra skyggerne, han gik hen til elver tøsen som sad med sit barn på jorden. "Du har stadig noget som du skal overholde" sagde han kort med en kølig stemme. Smile tog fat i toppen ad hende hår og hev hende op at stå. "Kom afsted, du vægler selv, hvor vi afslutter hvad du har startet" sagde han mens han holde ved i hendes hår. "Hvis du så meget som tænker på at skrige efter hjælp, ved du selv hvad der sker"

Hun faldt nærmest til jorden under hende da hun var kommet ud fra huset. Hendes blik faldt hurtigt på vampyren og det var tydeligt at se han havde et eller andet i tankerne. Egentlig havde Linda ikke lyst til at vide hvad det var, men hun vidste det havde noget med hende at gøre. Som vampyren kom ud af skyggerne og kom hen til hende og talte, løb det koldt ned af hendes ryg. Hun havde ikke glemt hvad deres aftale var. Rede datteren og så fik han lov til at bruge hende som boksebold. Hun fortrød det allerede, tanken om Ileshia var tvunget til at skulle leve livet som vampyr, med en mor der ikke anede en skid om disse væsener, udover de drak blod og ikke kunne tåle solen.

Grebet i hendes hår fik hende til at skære tænder og hun blev hevet op ”Slip mig! SLIP!” hvæsede hun og greb omkring hans hånd der havde fat i hende. Hele hendes krop sitrede og hvis hun ville, kunne hun sikkert også sætte ild til ham, som hun netop havde gjort med det hus de lige havde været i. Hun kunne blot sætte ild til vampyren også, men ville det være smart? Næppe, det ville blot koste hende dyrt, mere end det allerede havde. Hun forsøgte at rive sig løs, men grebet som vampyren havde i hendes hår, ville blot gøre mere skade end gavn ”Lad os bare få..: Det overstået” sagde hun og bed sig i underlæben som hun stadig holdt om vampyrens hånd der havde fat i håret.

Smile tævet ikke med holde tilbage denne gang, han grinte næsten da kvinden forsøgte at fjerne hans hånd fra hendes hår, også smed han hende grundig ned gyden. Eller et par meter, han målte ikke afstanden da han kastet elver tøsen igennem gyden og væk fra barnet og den brandende bygning.

En uhyggelig ro kom hen over Smile i det at han smed elver tøsen, han started på nynne en de sange han selv var kommet op med for lang tid siden, ikke fordi at han havde ro i tankerne, men fordi at selve melodien var uhyggelig, hvis man hørte den i mens at han sang. Smile syntes selv at det var morsom, hvordan at elverne havde sagt hvordan at deres møde bare skulle overstås, med den indstille vidste Smile med de samme at han kunne trække tiden ud så længe han ville.
Smile satte sig på huk ved siden af kvinden, hun hjælpeløs ud. Ah hvis bare han havde mulighed for male dette øjeblik. Ak, Smile måtte male dette sener, når han engang kom tilbage til tusmørkedalen.
Smile rette sig en smule op, han satte sig bevist på elvernes bagdel for holde hende nede i jorden.

"Tror du virkelig, du slipper så let?" sagde han kort, mens han lod en hånd glide hen over hendes ryg. Hun havde en duft der fanget ham, som datteren havde. "Du få lov til gå når jeg syntes du er kedelig at lege med" sagde han lidt efter. Smiles hånd var nu midt på hendes ryg, hvor han lagde et pres. Igennem årene havde Smile lært nok omkring smerte og styrke til vide, hvornår at knogler ville knække under hans styrke.