Cayden sad ved et bord på kroen i Tusmørkedalen og ventede på en af de spioner han havde ansat. Han var ikke i tvivl om at fyren var fuldstændig uden loyalitet, især fordi han var et menneske, så han sørgede altid for at være der i god tid og tjekke at han ikke mødte op i et baghold, og så var han ekstra opmærksom på ikke at give manden nogle informationer selv. Hvem vidste hvem han ville sælge det videre til, hvis Cayden kom til at afsløre for meget?

Han havde bestilt et glas vin til sig selv, men det stod urørt foran ham, og i stedet sad han dybt begravet i en bog om engle. Han havde noget research han gerne ville have lavet og det var perfekt imens han blot ventede. Desuden var klokken ikke engang fire endnu, og der var vidst nogle, der ville mene at der var for tidligt til at begynde at drikke, men langt de fleste af gæsterne inde på kroen var tilsyneladende af en anden holdning, og det var Cayden også.

Han var klædt i et par praktiske støvler og en varm uldtrøje, men frøs alligevel. Hans frakke lå over ryglænet, men i stedet for at tage den på, løftede han blikket for at skæve hen mod pejsen, som han overvejede at sætte sig tættere på. Inden han gjorde noget ved det, så han ned på sit armbåndsur og konstaterede at hvis Roman kom til tiden, så ville han være her om et øjeblik, så Cayden blev siddende. 

Cayden så først op fra sin bog, da han hørte stolen overfor sig blive trukket ud. Som det første tjekkede han sit armbåndsur og han så op på Roman med et hint af et tilfredst smil, da han havde set hvor punktlig manden var. Det var altid behageligt at arbejde med professionelle. Ikke alle Cayden betalte for informationer var lige så dygtige til deres job som Roman var.
Han ignorerede delen om at vente længe - hvor længe han havde været her, var ikke information Roman havde brug for. Cayden tilbageholdt så meget information som muligt, for ikke at give Roman nogen mulighed for at sælge ham ud til lysets hær, skulle han få lyst til dét. Ikke at han virkede som typen, medmindre lysets hær fik den geniale idé at betale manden mere end hvad Cayden allerede betalte ham. 

"Ikke lige så spændende som hvad du har med til mig i dag, håber jeg," svarede han med et næsten truende smil. Han brød sig ikke om at spilde sin tid, men Roman var til at stole på og den uudtalte trussel var også kun af vane. Desuden elskede Cayden at blive omtalt som 'boss' så meget, at dét i sig selv ville være nok til at han ikke ville gøre Roman noget. Ordet gjorde, at han nærmest kunne smage livet som general; en forfremmelse, der føltes mere og mere indenfor rækkevidde. 

//afsluttet