Solen var efterhånden ved at gå ned, så det var ikke meget lys der var ude på landevejene på denne tid, men i takt med at lyset forsvandt, så faldt temperaturen også og kom ned omkring frysepunktet. Egentlig betød kulde ikke så meget for ham, grundet ulvegenerne. Ikke at han ligefrem var dækket af pels, men han var åbenbart bare meget bedre til at håndtere kulde i forhold til andre. De grønlige øjne så sig omkring som han lagde armene omkring sig. Der var alligevel lidt koldt når man ikke havde en jakke eller noget på, men han kunne bare forvandle sig til ulv og så var der ikke nogle problemer i det, udover... Han sukkede for sig selv ”Jeg skal stadig have lært det...” mumlede han og så ned af sig selv.. Måske burde han smide tøjet denne gang inden han forvandlede sig? Bare så han ikke skulle ende nøgen hos Makayla så hun fik underlige tanker. Han havde trods alt sagt han blot gik på jagt for at få noget frisk kød. En næsten nøgen, men tæt busk stod næsten alene i det golde landskab der var skabt af vinteren, men som langsomt var begyndt at komme frem igen, da de varmere tider var begyndt at nærme sig. Hurtigt så han sig omkring, gjorde sig sikker på at der ikke var nogle omkring ham og smed tøjet da han var kommet over bag busken. Lyden af knogler der brækkede og satte sig på plads igen kunne høres ganske tydeligt i aftens fredelige omgivelser og efter kort tid, blev der igen stille og fra buskene kom i stedet en sort ulv, der ville gå normale mennesker til omkring hoften. De lysende øjne spejdede omkring sig i forsøg på at finde et bytte, men der var intet at se. Hans ører twitchede svagt som han opfangede en lyd og begyndte at snuse i luften, for at opfange hvad der var i nærheden. Det var ikke noget han havde duftet før, men det var en underlig duft.. Nærmest som en.. Kat? Kort slikkede han sig om snuden inden han hurtigt forsvandt om bag busken igen for at ligge sig i skjul.

Det var ikke just en kat, men mere en blanding af menneske og kat... Var denne person som ham selv? Halvt dyr, halvt menneske? Dog havde denne katteperson tydelige træk fra katten, med hendes ører og hale, mens han selv ikke havde andet end super god hørelse og lugtesans, selv i menneskeform, ellers var der intet at se på ham. Men hvorfor var den kat på hans jagtmarker? Bevares måske ikke det bedste sted at jage, men der var da småfugle og nogle få harer her ude, hvilket var fint for ham.. .

Det var dejligt at være tilbage ude i naturen igen. Byerne var ikke for hende, det blev mere og mere klart, jo mere tid hun brugte der. Det var nemt at stjæle fra folk der, men hun var da både gul, blå og fattig da hun gik fra Dianthos denne her gang. Der var alt for mange ulykker der kunne ske der. Nej, naturen var nem. Det var begrænset med fare. Fare der ikke var dyr der ville jagte hende i hvert fald.

Siden solen var ved at gå ned, bestemte hun sig for at finde et sted hun kunne falde til ro. Lidt mad havde hun i maven og at indfange bytte var aldrig rigtig en ting hun egentlig var god til. Igen, hendes held var ikke med hende.
Hun trak sin kappe lidt tættere om sig igen, og gik et par skridt før at hun mente at hun hørte noget. Man kunne se hvordan hendes øre begyndte at bevæge sig for at opfange lyden og hendes øjne stirrede rundt. ”Hallo?” sagde hun højt, som hun stadig ikke kunne se ulven som var i nærheden. Hun ville dog hellere vide hvad det var, hvis hun skulle flygte fra noget.

De lysende gule øjne faldt på denne kattekvinde og hans ører flickede svagt. Langsomt nærmede han sig og havde langt ører, hale og børster ned, for ikke at virke faretruende, men nu hvor hun var kat, ville det sikkert være endnu mere svært at overbevise om at man intet ondt ville. En svag pibende lyd kom fra ham, som spidsen af hans hale begyndte at logre fra side til side, et tegn på han ikke var så farlig som han måske så ud. Det var nu han ville ønske han kunne tale, eller bare lidt i hvert fald, så han kunne forsikre om han ikke ville gøre hende noget, men blot var nysgerrig.

Han snusede svagt efter hende uden at komme for tæt. Med varsomme skridt forsøgte han dog at komme tættere, dog stoppede han efter hvert skridt han havde taget, observerede hende og tog derefter endnu et skridt hvis hun ikke havde gjort tegn på han skulle holde sig væk. Det var underligt at være så tæt på et kattelignende væsen uden at jagte det eller forsøge at slå det ihjel. Måske var det fordi der stadig var lidt menneske over denne person? Det var sikkert derfor, det bildte han sig selv ind i så fald!

Ligeså snart at noget stort med lysende øjne kom ud af krattet kunne man se hvordan Luckys ører og hale sitrede af at være på vagt. Det var som at se en kat der var stødt på en stor hund, selvom Lucky i nuværerende form var større end ulven. Ulven var dog nok med alt sandsynlighed farligere end hun var. Hun kunne gøre sig farligere. Mere faretruende. Men ærligtalt tvivlede hun på at hendes ulveform var mere skræmmende for denne ulv.

Hendes gule øjne fulgte dyret som det kom tættere, men den virkede ikke fjendsk. Hun gjorde endnu ikke noget for at jage den væk, som den kom tættere på. Der var dog noget underligt over den. Selvfølgelig var der det. En rigtig ulv ville ikke nærme sig en fremmede på denne her måde. Og hvis de gjorde var det for at spise dem, fordi der var hungersnød. Det virkede ikke til at denne ulv led af det.
"Hvem er du?" spurgte hun så endleig.

De lysende øjne fulgte personen, låste sig nærmest fast. Esteban ville nu ønske han kunne tale i denne form, men det var noget han stadig prøvede sig frem med, men det var som regel når han var alene, for alt andet var voldsomt akavet og pinligt for ham. Makayla var måske den eneste han kunne gøre det overfor, men det var også kun fordi det var hende.

Svagt forsøgte han med at logre med halen som hun talte til ham. Han kunne ikke tale, så hvordan skulle han vise hvad han egentlig ville. Han stoppede et stykke fra hende, lagde ørerne ned og logrede igen svagt med halen. Hvorfor var han også så dum at forvandle sig inden!? Han skulle have mødt hende som menneske og så spurgt om hun ville se et trick... Hvis han havde været menneske havde han slået sig selv over sin dumhed... men som ulv, blev det svært.

Lucky kiggede uforstående på ulven der i bund og grund så venlig ud, men det var jo ikke som om hun kunne tale med dyr. Det var en af de normale evner som ikke var blevet nedarvet til hende. En af mange normale evner guderne havde valgt ikke at give hende. Men guderne kunne rende hende, de måtte ikke få lov til at bestemme over hende, selvom de havde skænket hende uheldets gave.

”Jeg forstår ikke hvad du prøver at sige,” sagde hun og rystede på hovedet, før at hun rakte op og kløede sig lidt bag øret. Hun var dog heller ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre, om hun bare skulle efterlade ulven, nu når det virkede til at den ikke var farlig.

Han nærmest sukkede nærmest da han hørte hendes ord. Det var så forbandet frustrerende ikke at kunne tale, men kunne forstå hvert ord hun sagde. Han tænkte ganske kort før han luntede væk, over til den busk han var kommet fra, nu håbede han bare ikke hun forsvandt mens han var ved at forvandle sig tilbage. Hvis man havde god hørelse, ville man sikkert kunne opfange lyden af knogler der brækkede for at sætte sig på plads, så han kom til at ligne et menneske.

Han smed hurtigt tøjet på da forvandlingen var slut. Han rømmede sig kort, men blev i busken ”Lad være med at flippe ud nu.. Okay?” sagde han og talte da til tyve bare for at være sikker på hun havde lidt tid til at tage ordene ind. Som han trådte ud fra sit skjul så han mød hende med et skævt smil på læberne ”Nu vil du sikkert bedre kunne forstå mig” sagde han og grinede ganske kort, men blev hvor han var, hvis nu denne kvinde ville gå amok.

Det så ud til at ulven gik igen, og Lucky måtte ærligtalt lige stå et sekund eller to og sunde sig over situationen, det var da lige indtil at hun hørte en stemme fra hvor ulven var kommet fra. Noget hun ikke ligefrem havde forventet da hun ikke havde hørt nogen komme. Hendes øjne blev dog store, og et begejstret smil spredte sig på hendes læber, da det gik op for hende hvad der skete.
”Du kan forvandle dig? Dem har jeg ikke set mange af,” udbrød hun begjstret, selvom begejstringen lidt aftog da hun ingen ører eller hale kunne se på denne fyr. Var det blot magi til at forvandle sig, uden at have forståelse for ophavet, så var hun da lidt ked af det, mest fordi at hun så ulve lidt som sine frænder.

Esteban træk svagt på skuldrene " Jep... Tro mig er heller ikke tit jeg ser andre... Eh, halvdyr" sagde han med et skævt smil. Sidst han så en var på markedspladsen, hvor han skulle hjælpe hende med at vælge en kappe og faldt derefter i snak. Esteban kunne svagt tyde skuffelsen over han ikke havde ører eller hale. Esteban kløede sig kort i nakken " Årh ja... Jeg har kun sanserne fra ulven... Ellers skulle man tro jeg blot var menneske" sagde han og sukkede. I og for sig var han også selv træt af han måske ikle havde halen eller ørerne, så kunne man da i det mindste se, hvad han var. Han var ærligt talt ved at være træt af at blive kaldt menneske.. Ikke det var helt forkert, men alligevel.... Mennesker havde typisk evnen til at forvandle sig til noget, men mindre man var inden for magiens verden og dem havde han endnu ikke mødt nogle af... Endnu.

//Lukket grundet manglende krea