Sted: Lidt fra en kro et lille stykke fra Skumringskvarteret
Tid: Lige før mørkets frembrud
Vejr: Koldt, vådt og fyldt med sne og sjap

Det hele skete alt for hurtigt til at Cyrine kunne nå at reagere. Hun stod sammen med Sklar det ene øjeblik. Det næste. Det var næsten svært at huske nu. Men det var der stadig. Brændt ind i hendes sind for evigt, som en stor kasse fuld af bly der pressede sig ned over hendes skuldre og afholdt hende fra at stå oprejst. Hun havde intet spist i flere dage, var fuld. Meget fuld. Og hendes hænder rystede så meget at hun knap nok kunne drikke mere fra sit lerkrus. Knoerne var blodige, hun havde friske skader i ansigtet og på kroppen og et fuldstændig dødt udtryk i ansigtet. Ikke engang vrede var der at spore. Hun magtede det ikke. Hun var træt, led og ked af det og hun ville bare gerne drikke det hele væk. Men det blev ved med at dukke op i hendes hoved hver gang hun ventede for længe med at tage den næste tår.

Hun stod på gaden ved markedspladsen, Sklars hånd i hendes. De var på vej hjem fra en meget indbringende dag og det havde også hidtil været planen. Indtil Sklar så den forbandede møgkat.

Et dybt suk forlod den unge kvinde, mens hun hang ind over bordet og fik taget en tår mere. Men det var som om at minderne blev ved med at tvinge til sig tilbage til hendes hoved, der blev fyldt med en pine uden grænse. Hun havde lyst til at slå det ned i bordet. Men hun havde ikke energien til at gøre det.

.. Sklar løb derud, midt på gaden for at få fat i katten. Han ville ae den og sige hej, men hans legende barnesind havde helt glemt alle andre. Og så var han også alt for hurtigt derhenne. Katten blev forskrækket og løb sin vej og Sklar kiggede tilbage på Cyrine. En dundrende lyd af hove mod brosten nåede hendes ører. Cyrine stod fastfrosset.

Hun satte sig brat op og tog sig til hovedet med begge hænder. Folk i kroen stirrede. Hendes blodskudte øjne tog kontakt med en enkelt mand, der kiggede på hende, bekymret. Hun stirrede rasende tilbage på ham og hans bekymring blev til panik, indtil hun rejste sig, væltede over stolen bag sig og lå på gulvet. Det tog lidt tid for hende at rejse sig. Nogen forsøgte at hjælpe hende, men hun slog vedkommende i ansigtet på vejen på at komme på benene. Derefter vaklede hun snublende ud i den dræbende kulde og sne og slud. Der var glat. Hun formåede at gå nogle meter før hun gled i sjappet og væltede ned i en trækasse. Det burde gøre vildt ondt, men hun mærkede intet. Ikke engang kulden lagde hun mærke til, som hun bare gav op og blev liggende.

…. Kilepræsten, armeret med våben og udrustning, var blind for alt andet end sit mål, hvad end det så havde været. Han så ikke Sklar. Det gjorde hesten heller ikke. Hovene tog kontakt med kroppen, ramte hoved og torso. Blod ramte brosten og sne. Sklars krop fulgte efter, trillede et par gange under hesten. Kilepræsten var ligeglad. Han skævede ned mod kroppen der lå fuldstændig stille.. Og red derefter videre. Cyrine stod forfærdet, før hun gik frem til sin ”bror” og faldt på knæ ved hans krop. Han var død. Lige dér. Død.

De tårer der fik lov til at løbe ned ad hendes kinder frøs hurtigt til is, men hun gjorde intet. Hun lå bare. Forsøgte at ligge lige så stille, som Sklar havde gjort det. Der var noget galt og hendes hoved var ømt. Alting var ømt og hendes sjæl blødte. Vrede og sorg var altovertagende og der var ikke plads til andet i Cyrines lille, simple hoved. Hun ville bare gerne hjem og glemme alt.

Sneen faldt over hovedstaden og kulden var insisterende. Selv Randall havde neglet et halstørklæde og et par handsker et eller andet sted. Han var fra Medanien, han var ikke ligefrem glad for kulde. Åh, Dianthos. Skøger, øl og en røvfuld af byvagter og Kiles Orden. Nå ja, man måtte jo bare holde øje med, hvem der var omkring en. Så gik det nok.
Han havde ikke flere krystaller, så det der med kroer og horehuse var ikke ligefrem en mulighed, men så havde han da mulighed for privat logi. Der var altid et sted, i hovedstaden foretrak han et lille, faldefærdigt og rodet hus i Skumringskvarteret, hvor der boede en kvinde og en mand. Eller, det var en dreng, han havde tydeligvis en hjerneskade af en art, for selvom han var blevet voksen, var han kun et barn i sind. Randall kunne lide ham, det skete ellers ikke så ofte. Kvinden kunne han også lide, men det for nogle lidt andre grunde. Han kedede sig aldrig derhjemme og gik ofte derfra med blå mærker og rifter efter negle.

Så der gik han hen. Bankede på. Frøs. Bankede på igen. Indtil en af nabokonerne stak hovedet ud og så lidt forskrækket på ham. Fortalte ham at Cyrine ikke var hjemme. Og Sklar var død. Trampet ned af en hest. Randall mærkede noget i sig reagere. Fandens til verden, at slå sådan en uskyldig knægt ihjel. Hvor Cyrine så var? Nok ude at drikke. Prøv kroerne. Og så blev døren smækket i igen. For et øjeblik blev han stående, stirrende på døren med et ukarakteristisk trist udtryk i ansigtet. Randall var ikke typen, der knyttede sig til nogen, men han kunne godt lide børn. Og Sklar havde været et barn og han havde været en sød dreng. De gange Randall havde været her, havde han taget sig lidt af ham, for det var ikke ligefrem Cyrines stærke side. Og nu var han væk. 
Randall vendte sig for at gå. Han måtte vel bare finde sig et andet sted at overnatte, en stald et eller andet sted måske. Men noget stoppede ham. Tøvede blev han atter stående lidt, inden han med en ed gik den anden vej, ind i mod byen. Han måtte hellere finde Cyrine.

Det tog ham ikke så længe, at finde hende liggende på gaden. Blødende og forslået og med en så ram stank af sprut, han nær havde lugtet hende, før han fandt hende. Det var sgu for koldt at ligge ude i det her vejr. Hans støvler stod knapt fast på det frosne sjap, som han gik hen til hende og satte sig på hug.
"Hej, Cyrine, min smukke blomst." Der var intet sædvanligt drillende i hans stemme, der var overraskende blid for den normalt rapkæftede mand med den grove mund. Han rakte ud og lagde en hånd på hende. Levede hun overhovedet endnu?

Nogen sagde noget til hende. Cyrine fattede hat. Hun vidste knap nok hvad der foregik omkring hende, for alt var sløret og havde en aura af irritation omkring sig. Hun ville sove, men hun ville ikke sove. Hun ville bare være i fred og forglemsel og hverken se eller høre noget som helst. Hun ville ingenting. Men verden omkring hende gik stadig sin gang og hvad end hun ikke havde lyst, så var hun stadig en del af den. Stadig her. Hun åbnede langsomt sine øjne og kiggede efter lyden af stemme. Kort efter kom en berøring og selvom hun mest af alt havde lyst til at slå hvad end det var, så var energien der bare ikke til det. Hun følte sig lidt som en død fisk i vand der snurrede rundt og rundt omkring hende, opslugte hende totalt i sin kulde. Og hun kunne lide det. Kulden. Varmen kunne skride af Kile til!
 
Den pludselig vrede gav hende nok styrke til at sætte sig langsomt op, men det var lige som ikke rigtigt med i ansigtsudtrykket, der stadig så dødt og forkert ud. Kulden hun plejede at udtrykke var der ikke lige nu. Om den nogensinde ville komme tilbage kunne kun de forbandede møg-guder vide.
”Hva’… Hva’ vil du?” stemmen var så sprutpræget at det var svært at få ordene ud. Først efter hun havde sagt dem, fik hun ordentligt øje på den røde jakke. Arret. Det forpjuskede hår. Randall. Ved Zaladins forbrændte røvhul og den røvsot han sikkert også led af, det var Randall. Den eneste anden person hun overhovedet havde bare en lille bitte smule lyst til at være i selskab med. Ikke fordi hun kunne lide ham, hun hadede og lystede ham på samme tid. Men for hende var han det eneste hun kendte der var tilbage og som hun havde nogen form for interesse i. Hvis bare han kunne have været der for halvanden uge siden. Han kunne have stoppet det! Han kunne have gjort ét eller andet. HUN kunne have gjort et eller andet! Med det samme kom den forfærdelige skyldfølelse tilbage og bed hende så hårdt, lige i ansigtet, at det kunne ses som fysisk smerte på hendes ansigtstræk for en stund. Følelserne var ikke gravet væk som normalt, de var helt uden på tøjet og hvis ikke de blodskudte øjne var et bevis på det, så var hendes komplet opgivende attitude det. ”Jeg vil væk.. Væk herfra,” hun vidste ikke en gang hvorfor hun sagde det, og hvad hun mente med det. Det røg bare ud, snublende, som en fuld idiot der ikke kunne finde ud af hvad der var højre, og hvad der var venstre.

Randall konkluderede meget hurtigt, at Cyrine var hårdt ramt. Hun lignede en, der havde søbet rundt i bunden af en tønde sprut i flere dage, hvilket hun sikkert også havde. Hendes blik og ansigt var helt forkert, hendes måde at tale på. Randalls første indskydelse var faktisk bare at rejse sig og gå, det her havde han ikke ligefrem lyst til at skulle håndtere. Det var besværligt. Og først gav hun ham muligheden, som hun tydeligvis ikke genkendte ham. Men han kunne ikke. For én gangs skyld havde Randall ikke lyst til at lade nogen sejle i sin egen sø, han kunne ikke bare efterlade hende her til at fryse ihjel i sin brandert. Måske var det fordi, at hun havde mistet sin lillebror. Han havde selv haft små søskende og selvom de fleste var ældgamle og sikkert døden nær og han aldrig havde haft et nært følelsesmæssigt forhold til dem, da han var barn, vidste han alligevel godt, at det at miste en yngre søskende var hårdt. Han havde prøvet det.

Så han blev siddende på hug og ventede på, at hun måske fik sig samlet lidt. Og det så også ud som om, at hun genkendte ham igennem tågerne. Så meget smerte. Randall vidste egentligt ikke rigtigt, hvad han kunne gøre for hende. Han havde ikke mange trøstende ord i sig. Intet fornuftigt at sige. Havde han nogensinde det? Så han var bare tavs til hun sagde, at hun ville væk. Se, det var en god idé. Han vidste godt, at hun ikke mente det, som han valgte at tolke det, men det var til at arbejde med.
"God idé. Hjem i varmen inden du fryser ihjel." Stadig var hans stemme alt for blid, alt for rolig og venlig. Roligt lænede han sig frem, fik fat under hendes knæ og hendes ryg og rejste sig så lidt besværligt op med hende i favnen. Lige meget om hun strittede i mod eller ej, begyndte han at gå på de glatte veje tilbage til det lille lortehus hun boede i. Randall virkede måske ikke ligefrem specielt stærk, men at løfte en kvinde som Cyrine var ikke et stort problem, slet ikke, når der var så kort hjem.

Døren var ikke låst, så han skubbede den bare op med skulderen og slæbte Cyrine ind. Der havde tydeligvis ikke været nogen i dage, som vinterens kulde lå lige så tungt inde som ude. Endeligt kunne han lægge hende i hvad end det var for et møbel, hun sov i, der næsten ikke hang sammen mere. Om hun ville det eller ej, begyndte han at hive tæpper op over hende, hun var kold som is.
"Se, nu bliver du liggende her lidt, mens jeg finder ud af at få noget varme. Her er jo pisse koldt." Som sagt, så gjort. Der var kun nogle få knuder tilbage ved det lille ildsted og han havde som sagt ingen krystaller, så han kunne ikke købe noget. Nej, der var ikke andet for end at kaste sig over noget af det skrammel, der fyldte det lille hus. Så med langkniven gik han i gang med at hugge et gammelt bord med tre ben i stykker. Det ville være nok for et par timer. 
Ikke så længe efter kom der ild i lortet og varmen begyndte at sprede sig en smule. Det ville dog tage lidt, inden der ville være behageligt. Randall vendte tilbage til Cyrine, satte sig i møblet og så ned på hende, håbede lidt, at hun var gået ud og sov.

Det var stadig lidt svært at opfatte hvad det var, Randall sagde. Men der gik heller ikke spor længe før hun følte at hun begyndte at flyve af sted. Samtidig var der noget der holdt hende oppe. Flyvende. Det var virkelig mærkeligt, og selvom hun ikke strittede imod havde hun meget svært ved at ligge stille under forvirringen. Hun vendte og drejede sig i hans arme, mumlende utydelige og uforståelige ord, lige med undtagelsen af den del om at flyve. Hun fattede overhovedet ikke hvad der foregik, ikke før de pludselig var i vante omgivelser og hendes flyvetur fik en brat slutning da hun blev lagt i sin ”seng”. Tæpperne varmede, men hun bemærkede det knap nok. I stedet vendte og drejede hun sig stadig, indtil hendes blik faldt på hjørnet. Sklars hjørne. Det stak i øjnene, mens Randall var godt i gang med at maltraktere et bord. Hun havde ikke lyst til at blive mindet om det hele. Hun havde lyst til at få hjørnet til at forsvinde, men samtidig ville hun ikke have at det nogensinde forsvandt. Hvorfor skulle det også være så kompliceret?!

Snart kom der lys i det lille lortehus. Og mere varme. Igen var det ikke noget, Cyrine opfattede i sin fordrukne tilstand, for der var kun to ting hun havde fokus på: Randall og hjørnet med de mange stykker ramponerede legetøj. Hun skulle have passet bedre på ham. Hun skulle have været der mere for ham. I stedet havde hun brugt al sin tid på at drikke og slås og på at se hvordan han gang på gang trak sig ind i sig selv når hun kom hjem forslået og fuld. Hele hendes verden var fuld af fortrydelser og forbandelser af sig selv og hun ønskede bare det hele væk. Snart kunne hun mærke hvordan Randalls tilstedeværelse kom tættere på. Vægtforandringen da han satte sig. ”Jeg er et… Forbistret.. Fjols,” andre ord nåede ikke ud af hendes fordrukne stemme for snart tog mørket over, og søvnen kom til hende, blid og varm. Reddede hende fra de mange, forfærdelige tanker.

Randall kunne knapt forstå, hvad kvinden sagde, men det var vist noget med at være et fjols. Og så faldt hun i søvn. Han sad lidt og så på hende, inden han blidt strøg en tot hår væk fra hendes pande. Forbandede verden. Hans eget blik gled til hjørnet, hvor Sklar havde lavet sin lille rede. Måske han burde gøre noget ved det. Men lige nu var det vigtigere at få Cyrine varmet op, hun ville nok ikke komme til live før en gang næste dag, ikke med så meget sprut i blodet. Så han hev tæpperne af hende igen og begyndte at få det våde tøj af hende. Han havde set hende nøgen mere end én gang før, så han var ligeglad. Hendes hud var frygtelig kold og efter kort tøven, trak han sin jakke af, smed støvlerne og kravlede så ned under tæpperne til hende for at varme hende op med sin egen kropsvarme.

Et par timer gik, hvor han for en gangs skyld fandt sig alene med sine tanker, mens han fik varmen tilbage i hende. Selvfølgelig var det en uskyldig knægt som Sklar, der skulle dø og et røvhul som ham, der ikke kunne dø. Guderne havde en grim form for humor.
Ilden var ved at dø ud og hun var blevet noget mindre blå, så han rejste sig igen. Smed det sidste af træet ind i pejsen. Det var absolut ikke nok, selvom temperaturen var mere behagelig. Stadig kold. Han måtte skaffe noget mere brænde. Et blik rundt fortalte ham, at han godt kunne hugge mere brænde fra ramponerede ting i hjemmet, men at han nok også var nødt til at skaffe noget ordentligt træ.

Uden krystaller, måtte han vel bare stjæle noget, så han tog sine støvler og jakke på igen, inden han forsvandt ud af døren. Et stykke tid senere kom han tilbage slæbende på mere end han egentligt kunne bære, både i favnen og i et par sække.
Og fordi han ikke kunne fine ro, begyndte han på noget så sært at rydde op. Så meget lort i sådan et lille hjem. Det meste af det var intet værd. Det legetøj Sklar havde gemt rundt omkring kom i en ramponeret kurv, han vidste ikke, om Cyrine ville gemme det. Han stod i lang tid og stirrede på Sklars hjørne, inden han trak på skuldrene og begyndte at rydde op der. Samle høet op og smide det ud. Tæpperne havde han allerede smidt over Cyrine. Der var en større samling fjer, knapper og små sten gemt i hjørnet som han heller ikke kunne få sig selv til at smide ud, så dem lagde han pænt på det bord, der ville få lov til at overleve.

Natten forsvandt efterhånden hurtigt, så han greb de få ting, der havde noget værdi og forsvandt ud igen. De burde nok kunne skrabe nok krystaller sammen til noget mad. Han var ikke væk længe, kendte de rigtige steder at sælge bras og solen var kommet op over horisonten, så mad var til at finde nu. Han havde spist lidt af det på vejen hjem, han var sgu sulten efter en nat med oprydning.
Tilbage i huset smed han sig i møblet ved hendes fødder. Åh, han var ved at være træt, måske en lille lur… Hans øjne gled i og der kom fred i hans hoved for et øjeblik.

Lukkes grundet inaktivitet