Kiri havde ledt og ledt og ledt, men der var ingen spor af Cryan nogen steder. Det havde ikke slået hende ind faktisk at tage til Rubinien, for der var hun ret sikker på at han aldrig havde været før, men hun havde ledt fra Kzar Mora til her til Tusmørkedalen, uden at have fundet et eneste spor, og nu var det ikke ligefrem fordi at hun var dum når det gjaldt om at finde folk, men stadig... ingenting. Ikke et eneste spor af den eneste person der betød noget for hende. Hendes hjerte var så underligt tomt og hun savnede hama bare. Han skulle nok klare sig, men det var som om at verdenen var blevet lidt mere grå uden ham til at være efter hende.

Et lille suk undslap det lille halvdyr, som hun stoppede op på siden af vejen ikke langt fra Tusmørkely. Tågen lå tæt i dalen, og da solen var ved at gå ned var der ikke mange folk. Hun fulgte ganske vidst ikke meget med i hvad der skete i byerne, men hun var godt klar over at der var et eller andet udgangsforbud. Ikke at hun nogensinde overnattede i byerne. Det var ikke til hendes smag.
Hun satte sig ned på en lille træstub ikke langt derfor og lagde sin bue ved siden af sig, og støttede sine hænder, hvor albuerne var placeret på hendes ben, så hun kunne holde hovedet oppe. Normalt var hun mere rolig og ligeglad med omgivelserne, men fjernelsen af hendes familie havde taget hårdere på hende end hun havde ønsket. HUn ville ønske hun var mere som Cryan. Følelseskold, som man burde være. I stedet for de mærkelige sommerfugle der altid var nede i hendes mave.

Det her var også bare det værste sted at stoppe for idag. Tågen var tyk nok til at hun ikke rigtig kunne få lov til at se himlen, så der var ingen stjerner at tælle når hun skulle sove, og hun var sikke rpå at hun kunne høre en ulv i det fjerne. Ikke at hun var bange for ulve. De færreste rovdyr fandt hende når hun ikke var forberedt. Især fordi hun havde en tendens til at sove oppe i træerne. 

Det forbandede udgangsforbud gjorde at Matthew var nødt til at sove ude i det fri, hvilket han i og for sig ikke havde så meget i mod, da han var vandt til at rejse meget rundt og nu havde han trods alt også andet selskab end blot sin hest. Eclipse, drengen som han redede for nogle år siden havde sagt ja til at rejse rundt sammen med ham, hvilket Matthew havde det helt fint med, men lige nu, var han selv ude og nyde omgivelserne omkring den lille lejr de havde slået op for nogle timer siden. Bevares der var ikke ret meget at se, da der var ret mørkt og det var begrænset hvad hans lanterne kunne give af lys. Et suk undslap ham som han så imod Tusmørkely. Hvis der ikke var grundet det forbud, så havde han redet ind og fået en ordentlig seng at sove i, men når han kom på hest, lignede en nomade og havde en dreng med sig? Så ville de sikkert tænke sit omkring ham og det var det sidste han havde brug for lige nu, men det ville dog være rart med tag over hovedet.

Han fortsatte ud i mørket, men stoppede ret hurtigt da han kunne høre hyl i natten, dog var de ikke tæt på og kom det sikkert heller ikke, i så fald, så vidste Eclipse sikkert hvad han skulle gøre i sådan et tilfælde... Eller det håbede han da. Han grinede kort af sig selv. Han havde det som om Eclipse var hans søn, men alligevel var der noget andet under huden der nærmest skar i ham, ville ud og vises, men han kunne ikke. Igen gik han videre ud i mørket og så da der sad noget i mørket. Ikke at han kunne se ret meget af dette væsen, men blot en sort skikkelse. Han holdt armen med lanternen frem for sig, mens den anden var på sværdet der hang i hans bælte. Et stykke fra denne skikkelse stoppede han og så direkte på den. Hvad han svagt kunne antyde var det en kvinde, men han var ikke sikker.

”Hvad laver du dog her ude?” sagde han som han langsomt stadig nærmede sig, dog med små skridt. Han regnede ikke med at der ville blive en kamp, for denne kvinde var både yngre, men også meget mere spinkel bygget kontra ham selv. Han fjernede hånden fra sværdet, men var alligevel klar, hvis det nu skulle gå galt.

Det forbandede udgangsforbud gjorde at Matthew var nødt til at sove ude i det fri, hvilket han i og for sig ikke havde så meget i mod, da han var vandt til at rejse meget rundt og nu havde han trods alt også andet selskab end blot sin hest. Eclipse, drengen som han redede for nogle år siden havde sagt ja til at rejse rundt sammen med ham, hvilket Matthew havde det helt fint med, men lige nu, var han selv ude og nyde omgivelserne omkring den lille lejr de havde slået op for nogle timer siden. Bevares der var ikke ret meget at se, da der var ret mørkt og det var begrænset hvad hans lanterne kunne give af lys. Et suk undslap ham som han så imod Tusmørkely. Hvis der ikke var grundet det forbud, så havde han redet ind og fået en ordentlig seng at sove i, men når han kom på hest, lignede en nomade og havde en dreng med sig? Så ville de sikkert tænke sit omkring ham og det var det sidste han havde brug for lige nu, men det ville dog være rart med tag over hovedet.

Han fortsatte ud i mørket, men stoppede ret hurtigt da han kunne høre hyl i natten, dog var de ikke tæt på og kom det sikkert heller ikke, i så fald, så vidste Eclipse sikkert hvad han skulle gøre i sådan et tilfælde... Eller det håbede han da. Han grinede kort af sig selv. Han havde det som om Eclipse var hans søn, men alligevel var der noget andet under huden der nærmest skar i ham, ville ud og vises, men han kunne ikke. Igen gik han videre ud i mørket og så da der sad noget i mørket. Ikke at han kunne se ret meget af dette væsen, men blot en sort skikkelse. Han holdt armen med lanternen frem for sig, mens den anden var på sværdet der hang i hans bælte. Et stykke fra denne skikkelse stoppede han og så direkte på den. Hvad han svagt kunne antyde var det en kvinde, men han var ikke sikker.

”Hvad laver du dog her ude?” sagde han som han langsomt stadig nærmede sig, dog med små skridt. Han regnede ikke med at der ville blive en kamp, for denne kvinde var både yngre, men også meget mere spinkel bygget kontra ham selv. Han fjernede hånden fra sværdet, men var alligevel klar, hvis det nu skulle gå galt.

Selvom Kiri virkelig havde lidt givet op på at finde Cryan for nu og virkedke til at hun ikke rigtig lagde mærke til sine omgivelser, var hun ganske opmærksom på nogle skridt der kom nærmere, og langsomt kiggede hun op og mod hvem end det var der var begyndt at nærme sig. Kiri gjorde dog stadig et godt job med at blive et med baggrunden, med hendes mørkeblå hud, og kun de gule øjne stod rigtig ud.

”Jeg sidder her,” kom svaret tilbage, men der var stadig en tristhed at spore i hendes øjne. Som om at hun ikke rigtig bare sad her. Det var næsten som om at hun havde været på vej et sted hen og havde givet hende op. Kiri gjorde heller ikke nogen tegn på at række ned og faktisk tage fat i sin bue. Hun havde ganske vidst stadig en kniv på sig, og hun havde måder at beskytte sig selv på. Men hun var bare ikke i humør til det. Næsten ukarakteristisk for hende.

Svagt hævede Matthew et øjenbryn mod denne skabning. Hun lignede en bille, men på samme tid et menneske, måske var hun et af disse... Halvdyr? Hun så uden tvivl spændende ud, ikke som noget han havde set før, så derfor var han alligevel lidt varsom, for han ville ikke risikere noget. Som hun talte nikkede han langsomt og så på hende. Der var noget galt, eller det så sådan ud på hende. Hendes holdning, øjnene der så ud til at være fulde af.. Sorg?

Roligt nærmede han sig og stod omtrent en meter fra hende ”Er du.. Okay?” spurgte han og så på hende med et beroligende blik, som tegn på han ikke ville noget ondt og fortsatte så ”Du ser.. Lettere.. Eh.. Sorgmodig ud” sagde han stille og satte sig på hug ved hendes side og havde blikket rettet mod hendes bue der lagde på jorden. Langsomt rakte han ud efter den og derefter holdt han den op til hende ”Værsgo” sagde han med et svagt smil på læberne. Ikke at det ville hjælper alverdens, men det var da forsøget værd, at være rar i det mindste.

Det var underligt for Kiri at være i den tilstand hun egentlig var i, så hun lod bare manden komme tæt på hende og selvom hun så bekymret ud da han rakte ud efter buen, var  der noget lettelse da han gav den til hende. Hendes små, blå hænder omklamerede sig om buen og kiggede på ham.
”Sorgmodig?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå for at kigge på ham. Hun var ikke ehlt sikekr på hvad det betød, det var ikke ligefrem noget at hun oplevede, og Cryan af alle ville aldrig have lært hende en noget så åndssvag følelse. ”Er det hvad det her er?” spurgte hun så. Ordet sorgmodig virkede også mægtigere end trist, og trist virkede også bare opgivende. Måsek hun bedre kunne lide ordet sorgmodig om sin nuværende tilstand.

Han lagde godt mærke til hvordan hun var lidt på vagt da han tog buen, men hun vidste jo heller ikke at han blot ville give hende den, ikke skade hende. Et svagt smil bredte sig på hans læber som hun omklamrede buen og talte til ham. Han kløede sig kort I nakken ”Trist... Ked af det... Eller sådan noget i den dur” sagde han stille. Han så på hende og trak svagt på skuldrene ”Det kunne det være.. Måske savn, hvis man har mistet nogen” sagde han og hævede et øjenbryn. Et eller andet var der i hvert fald galt, han kunne både se og mærke det på hende.

Han lagde godt mærke til hvordan hun var lidt på vagt da han tog buen, men hun vidste jo heller ikke at han blot ville give hende den, ikke skade hende. Et svagt smil bredte sig på hans læber som hun omklamrede buen og talte til ham. Han kløede sig kort I nakken ”Trist... Ked af det... Eller sådan noget i den dur” sagde han stille. Han så på hende og trak svagt på skuldrene ”Det kunne det være.. Måske savn, hvis man har mistet nogen” sagde han og hævede et øjenbryn. Et eller andet var der i hvert fald galt, han kunne både se og mærke det på hende.

Ord som disse var virkelig ikke noget dette halvdyr havde haft mulighed for at udforske. Det var egentlig ikke så underligt når Cryan var den der havde lært hende alt hvad hun kendte til. Hendes øjne var derfor også store som hun kiggede op på manden.
”Savn? Men…. Det er ikke meningen at man skal dvæle ved fortiden. Hvis man har mistet nogen skal man bare forsætte,” sagde hun, og selvom hun lød som om at hun troede på dette, så viste hendes øjne en helt anden ting. Hun havde i hvert fald mistet nogen, om ikke andet kunne hun ikke finde dem, og hun var stadig ung nok til at hun ikke helt var klar over hvad hun skulle gøre med sig selv.

Matthew vidste ikle helt hvad han skulle sige som comeback på denne piges ord. Der var en eller anden form.for sandhed i det hun sagde, at man ikke skulle dvæle i fortiden og blot komme videre, uanset hvor svært det end måtte være. Han kendte selv til det... Og han var selv en af dem der måske ikle ville indrømme hvis han var ked af det. Et skævt smil kom frem på hans læber " Det er delvist sandt... Men hvis nu det var en du holdt af? Ville det så ikke være værd at finde personen igen?" spurgte han og så på hende, stadig med et smil på læberne. Han ville give alt han kunne for at finde sine børn, men inderst inde vidste han også på et eller andet plan at det blev en umulig opgave, da han ikke anede hvor han skulle starte med at lede.

//Lukket grundet manglende krea