Latteren rungede om ham som en hån, for det der var sket. Havde han været en mand med vrede i sig, havde han være kogende, men der var stadig bare tomt. For følelser. Hans krop teede sig og hans mave ville stadig vende sig, men så snart man kom ned under det fysiske ubehag, var der intet. Han vidste, at det var klamt, det han bevægede sig rundt i, han vidste man kunne blive syg af det, men han vidste også, at intet af det ville slå ham ihjel. Det var ren og skær kropsligt, at han reagerede på det. Så han blev stående stille for et øjeblik, mens han fik kontrol over sin krop, lyttende til hendes latter. Så hun fandt det morsomt? Hun kunne græde af grin over at lokke ham i en fælde? Ak, hun vidste ikke, hvem hun havde med at gøre.
Langsomt bukkede han sig ned og rodede lidt rundt i slimet, til hans fingre rørte det kolde stål. Trangen til at brække sig igen, hang stadig over ham, men det lykkedes ham at holde den i snor. Hans mave var tom alligevel. Han hev sværdet op og kom op af det knædybe uden at vælte igen. Uden et ord gik han over til hende. Hun måtte være dum ud over vanvittig, hun var ikke flygtet. Hendes fejl. I et overraskende hugtig bevægelse stod han ved siden af hende. Hårdt greb han fat i hendes hår og uden tøven knaldede han hendes hoved ind i væggen. Hårdt nok til at slå hende bevidstløs og få blodet til at løbe fra hendes pande. Han var ligeglad. I en glidende bevægelse greb han hendes bevidstløse krop og fik hende over skulderen i et brandmandsgreb. Og så var det bare med at komme ud derfra.
Turen tilbage var kringlet og det lykkedes ham at gå forkert en enkelt gang, ind i en blindgyde. Men han fandt til sidst frem til den indgang, han var kommet ind af. Den lå i en baggård i Skumringskvarteret og der var dejligt privat. Aftenen nærmede sig og tusmørket var begyndt at dominere byens gader. Han burde finde et af de steder, som han havde udset sig til at kunne tage sine ofre med, når han blev betalt for kidnapninger, men lige nu kunne han knapt nok være i sig selv. Så trods risikoen for at blive set, gik han over til gårdens brønd og lagde hende en smule ublidt, så han kunne holde øje med hende. Hurtigt smed han den gennemblødte skjorte og begyndte at hive spanden op af brønden. Så snart han havde den fyldte spand i hænderne, hældte han det iskolde vand ud over sit hoved. Luften var kold, vandet var koldere og hans lunger trak sig sammen og gåsehuden spredte sig med lynets hast over hans bare overkrop. Spanden røg i brønden igen og han gentog processen. Tredje gang gik det lidt mere roligt for sig, som han gnubbede sin hud ren, især hovedet. Det var slet ikke godt nok, men det måtte gå, til han kunne få et bad. Bukserne og støvlerne beholdte han på, men skjorten lod han ligge. Han ville hellere fryse.
Han satte sig på hug ved pigebarnet og betragtede hende lidt, mens han overvejede, hvad han skulle gøre ved hende. Han kunne stadig høre hendes latter. Den skulle hun nok komme til at fortryde. Han kæmpede lidt med sig selv, satte sikkerhed og trangen til et bad op i mod hinanden og han endte med at lade badet vinde. Så han smed hende over skulderen og begyndte turen til den kro, han havde valgt. Der var ikke langt. Ingen stoppede dem, det var trods alt Skumringskvarteret og snart var han fremme ved bagsiden af kroen. Hurtigt bevægede han sig hen til en dør, slæbte hende ned af en kort gang og trådte ind i et rum, hvor der stod et par store badekar og ellers var skabt til at man kunne bade der. Der var tomt. Han havde været heldig. Stadig ublidt lagde han hende på en bænk og slog slåen fra til døren. Fred.
- Do I pull the trigger? Do I snap the bone? Do I suffocate? Do I send them home? -