Sted: Den etbenede krabbe, en kro i piratbyen
Tid: Formiddag
Vejr: Lettere tåget og koldt

Zofrost gik op af en af de små gader i den underlige by, der var bosat med smuglere og pirater. Hans herre, Balthazar, havde sendt ham ud på en opgave og i den ene hånd havde han en lærredssæk med et indhold, der raslede lidt ved hvert skridt. Han havde ingen anelse om, hvad det var og han var også ret ligeglad. Opgaven gik ud på at aflevere sækken til en mand på en kro og derefter havde han fri. Fri! Endeligt! De havde brugt de sidste uger om bord på hans herres skib og Zofrost var ved at blive vanvittig. Lukket inde på så lille et sted, hvor han ikke kunne få lov til at bevæge sig. Løb. Strække ud. 
Ikke fordi, at han ikke var fysisk i gang hele tiden, hans lette vægt og alligevel stærke krop gjorde ham åbenbart god til at blive sendt i riggen, hvilket var hårdt. Han sov godt om natten, trods det gyngende skib. Søsygen var heldigvis ikke så slem, medmindre der var høj sø. 

Det var også til at se på ham, at han sov mere. Spiste mere. Hans kulør var blevet sundere, det var ikke så tydeligt at se hans knogler og selv hans hår så sundere ud. Der var lidt mere liv i hans øjne, selvom de stadig var ret udslukte og indelukkede. Han var stadig slave. Stadig under et andet væsens bestemmelser og luner. Balthazar var sindssyg og tog man skjorten af Zofrost ville man stadig kunne se mærker fra den sidste tur, han havde fået. Over noget, der ikke rigtigt havde været noget. Dæmonen var så svær at læse, selv Zofrost havde problemer. Forhåbentligt blev det bedre med tiden, når han lærte ham bedre at kende. 

Men i dag havde han fri. Og han ville skynde sig ud af byen og skifte skikkelse. Løbe. Have græs og jord under poterne. Finde en å eller en sø og tage en dukkert for at få salten skyllet af.
Men først skulle han aflevere pakken. På en kro. Det var som at finde en nål i en høstak, men Zofrosts stedsans var fænomenal, så selvom han kun havde set kroen udefra en enkelt gang før, gik han direkte til den. Han skubbede døren op og gik ind. Manden var blevet beskrevet til ham som en skaldet mand med et ar efter ild i ansigtet, så han var også rimeligt nem at spotte i den halvtomme kro. På som sædvanligt bare fødder gik Zofrost over til ham og ventede med nedslået blik på, at han blev bemærket. Han så op på ham, sur over afbrydelsen.
"Hvad vil du?"
"Jeg har dette til Dem fra Balthazar." Han rakte sækken til manden, der åbnede den og kastede et blik ned i den, tydeligvis tilfreds.
"Du kan fortælle Balthazar, at jeg godt vil handle med ham igen." Han lagde sækken til side, lod blikket blide over Zofrost og grinede så lidt med et gab fyldt med pilrådne tænder. "Men næste gang må han gerne sende en mand og ikke en hund." Latteren spredte sig hos de to andre mænd ved bordet. Zofrost knyttede sine hænder, men løftede ikke blikket og vendte i stedet om for at gå. Han havde fri i dag. 

En støvle ramte ham på hoften, som den grimme pirat åbenbart så det for nødvendigt at sende ham af sted med et skub. Zofrost var ikke forberedt, alt for optaget af at fokusere på sin fridag, så han var ved at miste balancen og tumlede et par skridt fremad. Det fik ham til at vælte ind i en stol, hvor der sad en kvinde. Hurtigt kom han ordentligt op at stå igen og mumlede et undskyld. Latteren bag ham gav ham en brændende knude i maven, men han beherskede sig. Fridag. Han havde en fridag.

Morgana sad og passede sine egne sager og sumbede i et krus af husets værste grog. Hun ville bare nyde et par timer i varmen, inden de indså hun ikke havde en klink på lommen og smed hende ud...
Og så skulle nogen vælte ind i hende. Ikke nok med det, men sammenstødet væltede hendes grog. Det eneste lyspunkt på hendes dag. Nu så hun de sure dråber der skulle have ledt hende til endnu et sort hul i hendes hukommelse, spilde udover bordet og ned på gulvet.

Den svage mumlede undskyldning gjorde intet for at formilde situationen. Hun rejste sig så brat at stolen væltede bag hende, og vendte rundt mod synderne. Hendes blik passerede kort over den hund der var stødt ind i hende.
Morgana var langt fra hvad hun havde været. Hun var nær skind og ben, og hendes hår hang flat og glasløst nedover hendes ansigt. Hendes tøj var beskidt og revet enkelte steder. Det var tydeligt hun var en af byens stakkels sjæle der havde mistet alt de havde, på den ene eller anden vis, og nu blot vandrede spøgelsesagtigt rundt til den dag de omsider fik fred i Kiles Favn.
Men på trods af det, var der noget over hende som hun rettede sig op. Noget over hendes knoglede hofters rullen som hun tog de første skridt mod køteren, noget over den måde hun skubbede håret tilbage fra sit ansigt. Han kunne sværge der var et usagt løfte om... et eller andet i hendes blik som hun passerede ham. Og hvad end det var, var det godt, det var lyst og lykke!

Morgana gik lige forbi knægten der var væltet ind i hende, over til de to grinende pirater "OY PIKHOVEDER!" hun smækkede sit tomme krus ned i bordet mellem dem "Hvem af jer to slatene søpølser skubbede idioten ind i mig?!"

Måske burde Zofrost have flyttet sin røv så hurtigt ud af døren som overhovedet muligt i tilfælde af, at personen, han var blevet skubbet ind i, valgte at hidse sig op, men han var så vant til, at det ikke nyttede noget. Han var den, der skulle straffes og han blev derfor stående, klar til hvad end der måtte komme hans vej. Men det der kom hans vej, var ikke noget, han havde regnet med. Kvinden rejste sig fra bordet, tydeligvis arrig over at hendes drikkevarer, der i øvrigt stank forfærdeligt, var væltet ud over bordet. Zofrost trak skuldrene en smule op, men intet skete. Hun kastede et blik på ham og vendte sig så mod de tre pirater ved bordet. Som hun gik forbi ham, spredte der sig en underlig følelse i ham. Forvirringen var tydeligt på hans ansigt og hans isblå øjne fulgte hende, rundt på gulvet. Hvad end der lige var sket… han kunne lide hende. Ikke på nogen romantisk måde eller kropslig. Bare lide hende, som var hun en ven.

Han var så forvirret, at det gav et forskrækket sæt i ham, da hun bankede kruset i bordet og råbte af de grinene pirater. Normalt noget, der ville være et tegn til at han skulle smutte, men han blev stående. Hvorfor vidste han ikke, han kendte ikke denne kvinde, men… de knoglede hænder knyttede sig.

Grimrianen holdt straks op med at grine, da den skravlede kvinde bankede kruset i bordet. Hans blik ramte hendes ansigt. Han havde hørt om hende, Hjerteknuseren. Han kunne ikke se noget specielt ved hende, tynd, beskidt og lige til at smide over rælingen som en skidtfisk. Vreden viste sig som et rødt udslet i hans arrede ansigt.
”Og hvem tror du så, du er?! Dronningen af den nærmeste pispotte?” Det syntes han var meget morsomt, men der kom ingen reaktion fra hans to kammesjukker. Han drejede hovedet og så overrasket på dem, som de begge sad med åben mund og stirrede på kvindemennesket, som, var hun en havfrue, der var dumpet ned fra himlen. Hvad ingen rigtigt vidste var, at den her arrede mandige mand, ikke rigtigt var interesseret i kvinder. Faktisk så lidt, at Morganas magi fløj lige forbi ham. Eller måske lidt, som han ikke ligefrem følte for at myrde hende, bare give hende en afklapsning.

Hurtigt rejste han sig op, så stolen med en grim lyd blev skubbet bagud og vredt råbte han af sine venner.
”Ved alle Zaladins blå kugler, I er sgu nogle slatne søpølser, hvis I falder for hendes hekserier!” Og så smækkede han en knyttet næve lige mod kællingens ansigt.

Morganas læber krængede sig op til den ene side i et tyndt smil da grimrianen svarede igen, og hans to venner bare stirrede på ham som var han gået fra forstanden. Hun kunne stadig vise de elendige mænd hvor skabet stod... "Lidt alene, huh? Du havde måske håbet at få en af dem med i køjen din agter-matros?!" kommenterede hun skarpt og hun så de to andre reagere. Perfekt, hun havde dem lige hvor hun ville have dem. Nu skulle hun bare-

”Ved alle Zaladins blå kugler, I er sgu nogle slatne søpølser, hvis I falder for hendes hekserier!” 

Åh åh. Slaget kom ud af det blå. Morgana var dog ikke helt tung at danse med, trods sin tilstand, så hun nåde med nød og næppe at flytte hoved, inden hans næve kolliderende med det. Han var dog ingen letvægter, og Morgana var alt, alt for tæt på. Efter slaget havde misset, forsøgte hun at træde væk, ud af hans rækkevidde, men han greb en håndfuld af hendes hår, og holdt hende fast.
Morgana skævede op og så tvivlen i de to andres ansigter. De kom hende ikke til undsætning, men tøvede. Hende mod faldt, og det svækkede kun hendes tag om dem yderligere.
Ynkelig.. Hun var så ynkelig..

"Din trolddom virker ik' her Hjerteknuser!" sagde grimrianen skadefro. Han trak hende med sig hen til bordet hvor de to andre havde rejst sig halvt, og smækkede hendes ansigt ned mod bordpladen. "Hva' så drenge, skal vi ik' gi' den grimme kælling her en lærestreg?" de to andre nikkede langsomt, stadig let tøvende, men de ville ikke sige deres makker imod.

Zofrost var rundt på gulvet og det var så slemt, at han ikke kunne gøre andet end at stå og glo, som kvinden meget modigt gik til angreb på de tre mænd og derefter var ved at få en knytnæve i hovedet. Det var forkert, han burde gå. Ud af døren. Nyde sin fridag og være ligeglad med scenen, der spillede sig ud foran ham. Men han kunne ikke få sin krop til at lystre. Og alt inden i ham var i krig, som han ville gå, men han ville hjælpe. Han rystede på hovedet, som om det skulle hjælpe, men lyden af kvindens ansigt, der kom i nærkontakt med bordet tog beslutningen for ham.

Som menneske var han ikke meget værd. Han kunne bruge et sværd, men havde intet. Og han var ikke ligefrem vanvittig stærk, bare senet. Heldigvis havde han en anden skikkelse, der udstrålede kraft, vold og fare. Og uden at anstrenge sig, skiftede han til den. En snerren lød fra gabet, afslørende et sæt spidse tænder. Kløerne klikkede mod gulvet som han trådte frem og skællene på hans krop rejste sig med en raslen og skiftede fra sort til en advarende rød farve. De blå øjne, der var genkendelige fra hans anden skikkelse, hvilede på den grimme pirat. En mand der pludseligt mistede al farven i ansigtet.

"Hvad i... Hey, HEY, det kan du ikke, du er en slave, du kan ikke..." Han gav op på at sige mere fornuftigt, slap den kvindelige pirat og trak sit sværd. Det fik ikke Zofrost til at slappe af, faktisk tog hans snerren mere til. Piraten var nu en endnu større trussel og han havde sluppet kvinden, som Zofrost ville... redde? Han havde givet op på at tænke over det og lod i stedet instinkterne tage over.
Den grimme pirat begyndte at bakke, men endte med at vælte over sin stol. De to andre? Ja de kastede ét blik på dyret og forlod så deres kammerat, løbende ud af døren.

Zofrost gik på ægte rovdyrvis op til manden, der lod sværdet falde mod ham, men det gled bare af på de kraftige skæl, der dækkede en del af Zofrosts krop. En pote blev sat på hans brystkasse og manden skreg, da kløerne gik igennem tøj og hud.
"Jeg sladrer til Balthazar, han hænger dig til tørre og du ved det!" Mandens sidste forsvar - at true med at sladre til hans herre. Ordene trængte ind og Zofrost vidste, at han havde ret. Balthazars straf for dette ville blive hård. For et øjeblik tøvede han. Skulle han stoppe? Tro at manden ikke længere var farlig? Eller skulle han slå ham ihjel og forhindre ham i at sladre? men hvad nyttede det, alle havde set, hvad der skete. De var jo ikke alene i kroen. Zofrost endte med at læne sig lidt frem, snappe kæberne advarende sammen foran ansigtet på den stinkende mand og så bakke af ham igen.

De blå øjne gled op af kvinden, inden han lagde sine store ører ned og vendte om for at gå mod døren med hovedet nede i mellem skuldrene og halen liggende mod benene. Han havde begået en fejl. En stor fejl. Han måtte hellere skynde sig ud og nyde sin frihed lidt, inden Balthazar fik nys om det her.

Morgana greb om bordkanten for at støtte sig, men holdt hoved lavt som hun lige måtte bruge et øjeblik på at samle sig igen efter hendes ansigts møde med bordpladen. Hvad i... hendes øjne blev store da hun så Zofrost anden form, og var klar til at dukke indunder bordet, selvom hun tvivlende på at bordet ville give hende meget beskyttelse mod det bæst. Dyret lod dog ikke til at være efter hende, men grimrianen. Havde han lige.. reddet hende?!
Hun betragtede scenen og køterens tøven. Hun mødte de blå øjne et øjeblik, hendes eget blik forvirret, men underligt taknemmeligt.. Og så gik han. Han kunne sku da ikke bare efterlade hende selv med de bøller! Ved alle gudindernes hængepatter, man skulle da også gøre alting selv!

Morgana kom hurtigt på benene. Hun greb uden tøven en kniv fra bordet hvor de tre tåber havde siddet, og plantede den lige i hjertet på grimrianen, før han kunne nå at komme op. 
Eller det havde været planen, hvis ikke hendes hånd var blevet stoppet af en solid næve der greb hende om armen. Morgana så langsomt op over sin skulder, lige op i et bredt kvindeansigt. Udsmideren.
"Ved Zaladins vortede røvhul" bandede Morgana, som hun blev sendt flyvede ud af døren, lige ind i Zofrost bagparti.

Zofrost valgte at ignorere alt, hvad der var omkring ham, som han gik hen til døren, der heldigvis stod åben, som en pirat lige var kommet ind og derefter med et overrasket udtryk trådte til side for halvdæmonens skræmmende skikkelse. Udenfor var der stadig tåget og koldt, men det rørte ikke Zofrost, der trods hans pelsløse skikkelse ikke havde problemer med at holde varmen. Og snart ville han holde sig varm ved bevægelse.
Hvad end der skete bag ham, var ikke noget, han skænkede nogen opmærksomhed, det havde ikke noget med ham at gøre. Intet af det havde, hvorfor han havde blandet sig, vidste han ikke. Men der var problemer i vente, det var han ikke i tvivl om, den grimme pirat havde virket som typen, der nok skulle løbe direkte til Balthazar og sladre. Bare han dog var så langsom, at Zofrost kunne få frossent græs under poterne først.

Der lød et brag bag ham, som døren blev smækket op og en byge af bandeord fløj igennem luften. Det var ikke det eneste, der fløj igennem luften, som Zofrost knapt nåede at trække røven til sig, som kvinden, han havde hjulpet, kom væltende ind i mod ham. Hans hale gled ind i mellem hans ben, men samtidigt vendte han rundt med en forskrækket snerren. Det gik dog hurtigt op for ham, at han ikke var i fare, som den store udsmider smækkede døren bag sig og det nu kun var den anden kvinde, der lå på jorden.

Han burde løbe. Så hurtigt han kunne. Men han blev stående og så forvirret på hende, stadig med tænderne let blottet. Nervøst, ikke vredt. Selvom han vidste, at han burde holde sig væk, havde han på en eller anden måde et behov for at vide, hvorfor han havde ofret sig for denne kvinde. Følelsen af venskab var væk, men han kunne stadig huske den. Han havde aldrig i sit liv set hende før, hun så næsten mere sølle ud end ham selv, så hvorfor havde han gjort sådan noget for hende?
Han blev stående, stadig med halen mellem benene og tandsættet lysende hvidt i mod hans sorte skæl og læderagtige hud. Hvad nu?

Morgana ramte jorden hårdt og kom med et smertefuldt grynt. Et langt øjeblik lå hun bare stille. Hvis hun nu bare.. ikke rørte sig, så kunne det være hendes miserable eksistens ville ende?
Langsomt fik hun skubbet sig op på en albue. Hvem prøvede hun at narre! Hun var for stor en kujon til bare at vente, og se sit endeligt i øjnene på den måde. Hun havde ikke engang rygrad nok til at dø ordenligt!

Hun kom halvt op at sidde gennem en serie af opgivende suk og selvmedlidende klynk inden hun opdagede køteren stå og glo på hende. "Hva glor du på blegfis?" hvæsede hun uden nogen rigtig vægt bagved og snøftede let inden hun mumlede for sig selv "Kunne ik' engang få dig til at gribe mig... fucking ynkeligt...".

Kvindens reaktion på hans tilstedeværelse gjorde ham bare endnu mere forvirret og hans snerrende udtryk forsvandt langsomt. Gribe hende? Skulle han have grebet hende? Det gav jo ikke mening. Hans blik gled kort væk fra hende og i retning af den gade, der ville lede ham væk herfra. Frihed. Så tæt på. Med et uhørligt suk skiftede han skikkelse. Det var stadig uvant for ham med en trøje, men den var nu meget rar. Det var nemmere at holde sig varm med sådan en og han følte sig knapt så… synlig. Hvilket var sært, for han var lige så synlig som før.

Uden at se på hende, trådte han frem og rakte ned for at hjælpe kvinden op. Ikke fordi han havde lyst, men fordi det var det, der blev forventet af ham. Han var en slave, han skulle hjælpe dem, der var over ham. Og trods at kvinden her så ud som om, at hun havde ligget i bunden af en tønde sprut og rullet rundt i bunden af et skib i et par måneder, var hun stadig mere end ham. Hun var fri.
”Undskyld.” Hans stemme var lav, men behageligt. Trods sine mange år som slave, havde hans krop beholdt den bløde stemme, han åbenbart var skabt med. Den hørte ikke så godt til hans hærgede udseende, men fangede man hans isblå øjne, vil man nok kunne fornemme, at de to ting hørte sammen.

Morgana kiggede op på hans hånd som om han havde rakt hende en kniv med bladet først. Hendes blik flakkede lidt fra hans ansigt til hånden og tilbage igen. Det var først da han fik kvækket sin lille undskyldning ud, at hun varsomt tog hans hånd og kom på benene, dog ikke uden at være klar på at tage fra jorden, når han unægteligt slap hende igen, for at se hende falde endnu engang.

Da hun stod på fødderne igen lignede hun et stort spørgsmålstegn. "Hvad pokker undskylder du for?!" spurgte hun forvirret og vaklede en anelse på benene. At kalde hende fuld ville være uretfærdigt mod alle de folk i hele Krystallandet der drak en lille skid på i ny og næ. Morgana var nærmere i en semi-permanent spritlage.

Hun mødte hans blik, og fik næsten ondt af ham. Ved Azurs fordærvede endetarm, han så jo næsten mere ynkelig ud end hun følte sig!

Det varede noget, inden kvinden tog hans hånd og han havde nær trukket den til sig i tro om, at hun ikke ville have hjælp alligevel. Men hun tog den og han hev hende op med et overraskende fast greb, afslørende at selvom han så skravlet ud, var der alligevel muskler på kroppen. Så snart hun havde sluppet ham, trådte han et par skridt tilbage for ikke at være for tæt på hende. Hans blik rettet mod jorden, som det var blevet tæsket ind i ham for mange år siden - en slave kiggede ikke fri folk i øjnene. En af de ting han havde sværere ved at efterleve, men han gjorde det så godt, han kunne.

Hendes spørgsmål gjorde han forvirret og han kastede et kort blik på hende, mødte hendes blik og sænkede hurtigt blikket igen. Han kunne ikke helt finde ud af, om hun ville have et reelt svar eller ej, så han endte med at give hende et. Bare for en sikkerheds skyld.
"At... jeg ikke greb Dem?" Usikkerheden skinnede nok ret kraftigt igennem, som han følte, at han ikke kunne følge med i, om hun sagde seriøse eller useriøse ting. En ting han havde meget svært ved at læse på folk, om de var seriøse eller ej, som det ikke ligefrem var almindelige samtaler han deltog i til hverdag. Sarkasme gled for det meste også lige hen over hovedet på ham.

Zofrost flyttede lidt uroligt på sig og han gned sine håndflader ned af sine bukseben en enkelt gang. Trangen til bare at stikke af var stor, men nu var han indgået i en samtale med kvinden, så måtte han også vente på, at hun viste tegn på ikke at ville ham mere. Hvorfor havde han også... nåh ja, han havde følt... et eller andet. Det foruroligede ham, for det han havde følt, var ikke noget, han normalt følte. Uden at kunne holde spørgsmålet tilbage åbnede han munden.
"Undskyld, men... inde i kroen..." Han forsøgte virkeligt at finde den rigtige måde at sige det på. "Hvordan gjorde De det? Jeg ved ikke, hvorfor... jeg forsvarede Dem." Han kunne ikke rigtigt sætte ord på det og kastede kun kort et blik mere på hende, inden han bakkede et skridt, som forventede han at få slag for sit spørgsmål.

Zofrost svar forvirrede hende kun endnu mere. "Ved Thantos stive røvskæg, det havde jeg da heller ik forventet! Hvem ville!" sukkede hun dybt og opgivende, mens hun slog ud med armene. Hvad var der galt med den særling? Vent, de andre havde kaldt ham køter, og nævnt Balthazar... Ohhhh tis i en tønde! Det var ikke hendes dag i dag. Men så igen.. Balthazar havde nok længe glemt alt om hende alligvel, ligesom alle andre...

Morgana havde blot stået og svajet lidt, og gav et spjæt fra sig da Zofrost talte igen. Hendes tanker havde været langt væk allerede, og hun blinkede et par gange for at bringe dem tilbage "Huh? Hvad, ohh det.. Det må du sku da spørger dig selv om.. du fik vel medlidenhed med den her ynkelige kælling, der ikke engang kan sno tre halvfulde pramdragere længere?" forslog hun, og var selv i tvivl om det var en joke eller hun faktisk mente det "Ellers kan det vel have været udfald fra min even.." hun sukkede dybt og et par lokker af det fedtede hår faldt tilbage nedover hendes ansigt "Den har ikke rigtig været det samme siden... ja efter jeg blev en gammel kælling..."

Forvirringen var total for Zofrost, der bare valgte at lade dele af samtalen glide forbi ham uden reaktion. Ikke andet end at han havde trukket skuldrene lidt op og sænket hovedet en smule mere. Havde han haft hale, ville den have ligget op af maven på ham som tegn på, at han var den svageste, undskyldende for sin egen eksistens. Men uden hale var det blot hans kropssprog, der måtte udtrykke det og det gjorde han nu også ganske godt. Års øvelse i at undgå herrers vrede.
Evne. Det havde været en evne. Lettelse gled igennem ham, det var ikke hans sind, der var brændt sammen. Men en evne hun havde. For et kort øjeblik blev hans holdning en smule mere afslappet, som lettelsen gled igennem ham, men den blev skarpt forfulgt at mistro. Hvis hun kunne styre folk psykisk på den måde, hvordan kunne han så vide sig sikker? Denne gang gled hans blik mod hende og blev der. Mistroisk under underkuelsen.

Hendes sidste ord undrede ham, for hun så ikke ud til at være gammel. Kælling skulle han ikke kunne sige noget om, han kendte hende ikke. Hun så bare ødelagt ud. Mere end han nogensinde havde gjort, trods nogle meget hårdhændede behandlinger igennem hans liv. Måske var det stanken af sprut, der hang over hende, som gjorde det. Havde han været alt andet end slave, ville han nok en smule kækt have nævnt sprutten som årsag til manglen på kontrol, men tanken faldt ham end ikke ind, for det ville bare give ham problemer. Smertefulde problemer, uden tvivl.

Faktisk havde han ikke rigtigt noget at svare hende. Det var ikke unaturligt, som han aldrig sagde ret meget og endnu sjældnere faktisk indgik i en samtale, uden noget tvang ham til det. Hans mening betød alligevel ikke noget for nogen, så hvorfor åbne munden, noget der normalt var en direkte grund til straf. I stedet gled hans blik kort fra hende og mod kroens dør til vejen mod frihed. Han havde ikke glemt de vrede mænd inde i kroen og han var klar til at enten stikke af eller forsvare sig. Helst det første.

Morgana lod ikke helt til at ligge mærke til han ikke svarede, ej heller til hans mistroiske blik. "Det var ikke engang fordi jeg forsøgte at ramme dig.. Et skravl som dig kunne ikke være synderlig interesseret alligevel" hendes sidste ord var helt modløse og hun så vitterligt ud som om hun kunne finde på bare at ligge sig ned igen hvor hun var blevet smidt. Men hun holdt sig i det mindste på benene.

At Zofrost kiggede rundt viste sig at være en god ide, for de to bøller der var stukket af da han transformerede var på vej tilbage imod dem "Der er de! Hvad har i gjort ved Sorttand?!"

Råbet fik Morgana til at dreje hoved i deres retning, irriteret "Oy dæksvabere! Jeres agtermatros har det fint, men jeg magter jeg virkelig ikke lige nu okay?! Kan i ik' bare.. hop i havnen! Det vil' virkelig gøre min dag bedre" råbte hun træt tilbage til dem, og overraskende nok fik det dem til at stoppe, ja de så ligefrem tænksomme ud, som om de faktisk overvejede den sprutstinkende kvindes ord seriøst!

Zofrosts blik fæstnede sig på de to mænd. Åh nej. Synet fik ham til at tage et skridt tilbage. Mere ballade. Som om han ikke havde problemer nok i forvejen. Han så igen igen i mod vejen til frihed og han besluttede sig for, at han godt kunne smutte. Der var absolut ingen grund til at blive her og give Balthazar grund til at blive endnu mere vred. Men inden han kunne nå at smutte, råbte kvinden af de to mænd. Lettere fascineret så han, hvordan det faktisk så ud til, at de overvejede at gøre som hun sagde. Ville hun faktisk kunne få dem til det? Det så ikke sådan ud, men han havde en fornemmelse af, at havde kvinden været i bedre stand, ville det nok ikke have været et problem for hende.

Han tøvede kort og rystede så let på hovedet.
”Måske De skulle forsvinde, mens de har chancen.” Og så fulgte han sit eget råd og begyndte at gå mod den gade, der ville lede ham ud af byen. Så snart han var drejet om hjørnet, skiftede han skikkelse og satte farten op, som han havde travlt med at komme ud på åbent land. Hele hans krop sitrede efter at løbe og det kunne ikke gå stærkt nok. Fornøjelsen var dog næsten ødelagt af tanken om, hvad Balthazar ville gøre ved ham over det på kroen, men han skubbede tankerne fra sig. Det måtte han tage som det kom. Senere.

Et eller andet i køterens ord nåde igennem til den fordrukne pirat, for hendes bryn rynkede sig en smule. "Deeeeet... er nok ik en dum idé skæløre" kommenterede hun, mens han allerede var på vej væk. Hun fulgte dog ikke efter køteren, men fortsatte selv bare ned af kajen, i modsatte retning af hvor de andre var kommet fra.

Det havde været en mærkeligdag, sådan virkelig mærkelig. Til trods for alt lortet.. så havde hun faktisk udrettet noget, havde hun ikke? Nej, det havde ikke lige været hvad hun havde regnet med, og det var ikke gået som forventet, hvis hun da i virkeligheden havde forventet noget..

Ah, til pokker med det. Hun ville alligevel have drukket alle mindre om det ud, inden ugen var omme.