Sted: En lille kro tæt på havnen i piratbyen
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Koldt, men overraskende klart og vindstille

Solen skinnede ned over Hicks, der sad på en lille bænk ude foran en kro i piratbyen, men han lagde ikke synderligt meget mærke til det. Ærligt talt var han ret træt lige nu. Træt af det hele. Hans hænder var stramt bundet på ryggen af ham og med mellemrum lød der et dryp, som en dråbe af blod forlod hans fingre og faldt til jorden. Blodet kom fra et helt nyt sår på hans ene overarm. Det var stort, men ikke så stort at han ville dø af det og der var heller ikke nogen, der havde taget sig af det. Så nu fik det lov til at bløde. 
Det var ikke det eneste sted, den røde væske havde fået adgang til friheden. Hans flade næse havde fået slag og blodet sad i hans tynde skæg. Det ene øjenbryn var flækket og rester af blod efter at han havde bidt sig selv i kinden var at se i hans mundvig og skæg. Sammenlagt med det kommende blå øje, misfarvningen hen over det ene kindben og hans tøj, der så flået og rodet ud, kunne man ikke være i tvivl om, at han havde fået en ordenligt omgang bank.

Hicks kunne holde til det, han havde prøvet værre. Nok brændte hans mavemuskler og han var ikke i tvivl om, at de spark, der havde ramt ham i siden, havde bøjet et ribben eller to, men han var i live og ved bevidsthed. Det var altid noget. Det værste var næsten ydmygelsen, men den tog han nu heller ikke særligt tungt. Han var bare træt. At få bank af fire mænd fra det skib, han var blevet sat af for en uges tid siden, var ikke ligefrem det, han havde regnet med, da de var stævnet ud på Havets Sværd. Men der var ikke gået mange uger, fra at han havde indtaget sit nye arbejde på det nye skib, før han var kommet i klammerier med kaptajnen. Og havde måtte forlade skibet ud over rælingen uden sine ejendele. En eller anden havde fanget hans kat og kastet den efter ham, heldigvis kunne man sige. De havde sikkert troet, at de begge ville drukne, men Hicks var en ganske habil svømmer og med kattens kløer i sin skulder var de nået sikkert i land.

Efter en uges traven var han kommet hjem til piratbyen igen. Og her havde han ret hurtigt fundet mandskabet, dog ikke kaptajnen, der var taget af sted til sin faste frille. Tingene var gået som de var, Hicks var kommet i klammeri, da han krævede at få sine ting igen, men ingen ville udlevere dem. Og i sin vrede havde han ikke helt tænkt over, hvor mange de var, så efter at have været ved at knækket ryggen på én pirat og smadre hovedet på en anden, var han endeligt blevet nedlagt, fået tæv og nu sad han her. Bundet for at holde ham i ro, mens der blev diskuteret, hvad man lige skulle gøre ved ham.

Mio var heldigvis ingen steder at se, men hun var ikke længere væk, end at hun ville komme, skulle han fløjte. Denne gang så det dog ud til, at hun måtte klare sig selv. Han var mere bekymret for katten end for sig selv. Det værste de kunne gøre, var at hænge ham, men siden slåskampe ikke ligefrem var sjældne i piratbyen, ville han nok højest få et par piskeslag, siden han havde mistet alt på båden og ikke kunne betale for ødelæggelserne. Det havde han også prøvet før, godt nok for mange år siden. 
Med et meget træt udtryk stirrede han bare tomt ud i luften, som han sad der, lettere foroverbøjet og med det ene lange ben ud foran sig, med en vagt ved sin side, blodet dryppende og solen skinnende ned over sig.

Amalia nynnede for sig selv mens hun slentrede ned af en af de utallige halv-brolagte gader i pirat byen. Hun havde forventet at det ville blive besværligt at finde et ordenligt mandskab, men den gennemsnitlige pirat heromkring var godt nok uduelig! Amalia rystede let på hovedet, rettede på sin hat og fortsatte mod den næste kro. Før eller siden måtte hun finde nogen der var noget værd.

Dryp. Hun stoppede så brat, at der kunne høres en klirren fra de mange flasker i hendes bælte. Det var hverken unormalt at se blod på gaden, eller folk der havde fået en god omgang tæsk. At se folk med ork blod havde fået tæsk var mere unormalt. Det der havde fået hende til at stoppe var at det Hicks der lå der.
"Hvad I alverden har du gjort for at ende der?" Udbrød Amalia mere omsorgsfuld end hun havde forventet. Hvorefter vagten begyndte at svare noget med at de havde trukket lod om det. "Hvad er det der gør at du tror jeg taler til dig?" Afbrød hun bistert vagten. Før han nåede at protestere sang hun et vers om at se ens hjertenskær, igennem havets skær. Hvorefter vagten gik muntert ned mod havnen.
"Nå, hvor var vi?" Spurgte hun, imens hun så oprigtigt bekymret på Hicks.

Der kom somme tider folk gående forbi og Hicks ignorerede hver og en. Det var ikke ligefrem flatterende at sidde der med hænderne bundet og blodet dryppende, men allermest var han bare i for dårligt humør til at gide at forholde sig til andre væsner end sig selv. Det gjorde ondt at trække vejret, hans ansigt gjorde ondt og vreden lå stadig et eller andet sted nede under det hele og uldmede, men han havde fået kontrol over det igen. Ingen var i fare lige nu, men provokerede nogen ham for meget, så til Zaladin med skader og bundne hænder, han var klar til at trampe dem ihjel.

Han fik nu ikke lov til at ignorere sine omgivelser for evigt, som der var en, der stoppede brat op foran ham akkompagneret af den ringlende lyd af flasker. Han vidste godt, hvem det var, inden han fik et nærværende blik tilbage i øjnene og så op på hende. Amalia. Pigen han som ung havde hjulpet ud af en knibe. Kvinden han havde arbejdet med i et stykke tid på et skib. Normalt ville han blive glad for at se hende, men denne gang forlod blot et suk hans ømme krop. Men inden han kunne nå at svare hende, var hans vagt ved at fedte sig ind. Det lukkedes ikke så godt, som Sirenesang brugte sin evne på ham. Hicks hørte ikke andet end en køn sang, som han ikke kunne blive påvirket af hendes magi. Det var ret praktisk, han havde set hendes sang vride halsen om på mere end én mand.

Uden nogen form for undren så han efter vagten, der frejdigt gik ned mod havnen. Kendte han Amalia godt nok, ville det blive en våd fornøjelse for ham. Hicks ville have håbet for ham, at han kunne svømme, hvis han ikke havde været den, der havde givet ham det blå øje.
Kvindens spørgsmål fik ham til at se op på hende igen, trække benet til sig og rette sig lidt op med en grimasse, da det fik hans ribben til at brokke sig.
"Det forkerte skib med den forkerte kaptajn." Han sagde det med en henkastet tone. Hvis man kendte ham, ville man vide, at han ikke var typen, der gjorde noget ud af sig selv og gerne nedtonede sine historier. Hvis man overhovedet fik dem fortalt. Og det var da også lige før, at det var det eneste han sagde, men efter at have set lidt på hende, fortsatte han med at snakke.
"Jeg var ikke enig med min nye kaptajn og måtte forlade skibet en smule pludseligt. Desværre fik jeg ikke mine ting med og jeg har haft en mindre diskussion med et par mænd fra hans besætning, da han ikke selv er til at finde. Vi blev ikke enige, som du nok kan se." Hans blik lå stadigt roligt på hende, kun svagt afslørende hans vrede.
"Jeg afventer nu dommen over, hvad der skal ske, siden jeg ikke kan betale for ødelæggelserne eller skaderne på kaptajnens mænd, siden de stadig har alle mine ejendele." Det sidste havde en ærgerlig klang, for trods hele situationen, ville han gerne betale kroejeren for ødelæggelsen af inventaret. Han havde været med til at smadre det, han betalte gerne sin del. Hvilket dog var blevet det hele, på en eller anden mystisk måde.

Amalia rystede på hovedet, Hicks lod til at have en magisk evne til at lade hans retfærdighedssans rode ham ud i problemer.
Hun nikkede som han fortalte hans historie om hvordan han var kommet i uføre, og derefter i slagsmål. Igen intet som var synderlig overraskende.
Amalia sukkede "Selvfølgelig vil du betale for skaderne" Hun rullede let med øjnene.
"Godt så, du kommer til at få min hjælp om du vil det eller ej" Sagde Amalia bestemt til den bundne halv ork, måske ville han brokke sig, men han havde ikke ligefrem ret meget andet valg. "Du kan lade mig betale din erstatning og arbejde det, eller du kan komme med mig og sætte skum knepperen på plads" Det sidste blev sagt med mere vrede end hun havde ventet, men så igen, hun skyldte stadig Hicks for hans hjælp fra den gang, en gæld hun med glæde ville indfri.

Hicks lyttede til, hvad Amalia havde at sige. At enten ville hun betale og ansætte ham så han kunne arbejde det af eller også skulle de ty til den voldelige metode. Trods lysten til det sidste, vidste Hicks godt, at det ville være smartere at betale og få det af vejen. Lidt spekulativt så han på hende for et øjeblik, som han overvejede om han ville lade hende gøre det. Nok vidste han, at hun stod i gæld til ham, men han så det ikke rigtigt sådan. Hun havde været et barn, han havde været ung og de var blevet venner. Men hun ville tydeligvis gerne gøre det for ham, så han trak vejret dybt ind, inden han flyttede lidt på sig. Blodet dryppede stadig og han burde snart få gjort noget ved det.

”Arbejde det af? Et jobtilbud? Har du fået anskaffet dig et skib?” Et smil var at se om hans smalle læber. Det skulle aldrig undre ham, hvis hun havde. Han havde ikke forestillet sig hende være tilfreds med noget mindre end sit eget rat. Der var et glimt i hans øjne, lidt en blanding mellem morskab, respekt og lidt varme følelser for hende. Men det forsvandt hurtigt igen, som han langsomt nikkede.
”Hvis det er tilfældet, vil jeg med glæde kalde dig for min kaptajn. Men det ved du allerede.”

Hans blik gled om bag hende, hvor tre mænd kom gående. Den forreste pompøst klædt og med et irriteret udtryk i ansigtet. Så de havde fået fat i kaptajnen hos hans frille. Bare fantastisk. Hicks bed sammen og rynkede kort panden, et tegn på det sure opstød af vrede, han hurtigt slugte igen. Det nyttede ikke noget. Men bare synet af manden gav ham lyst til at flå hans arm af og tæske ham til døde med den. Men nej, han gjorde ikke noget, andet end hans ansigt faldt tilbage i de trætte, lettere opgivne folder og han blev siddende. For nu.

Amalia rystede smilende let på hovedet, med et lidt overdramatisk suk "Ja jeg har fået mig et skib, jeg tænker at du har lagt dine dage som havneknejpe arbejder bag dig?" hun lo lidt, mest for at dække over hvor glad hun følte sig, over at Hicks virkede stolt af hvad hun havde opnået. Det virkede måske fjollet, men han var en af de få hvis mening rent faktisk betød noget for hende. "Hvis jeg viste det med sikkerhed havde jeg nok allerede bundet dig op, din grønskolling" det sidste blev sagt uden hån eller spot, nærmere med et venligt glimt i øjet.
Amalia bukkede sig ned og hurtigt rev et stykke af hendes nederdel, og bandt hans sår ind. Hvor det farvrige stof var en stærk kontrast til Hicks grønne hud. 

Lyden af støvler der kom nærmere fik Amalia til at vende hovedet mod de tre mænd. Amalia rejste sig "Hr. Hickerton, hvem er den slatne påfugl?" 

Hicks var glad på hendes vegne over, at hun havde fundet et skib. Han havde næsten vidst, at det var det hun skulle, siden de havde mødt hinanden første gang. Det var ikke en trang, han selv havde, han havde det fint med at arbejde under folk. Ikke skulle stå med al ansvaret selv, ikke skulle tage de tunge beslutninger. Det var ikke ham. Han havde det fint med at føje sig under andres ordrer - så længe de ikke lå alt for langt fra hans egen moral, hans eget kodeks. Men Amalia var klar født til den slags og det var jo fint.
"Ikke helt, det sker en gang i mellem, at jeg står på land uden et job." Det var ganske sandt. Havde han ikke en kontrakt med et skib, fandt han en knejpe og fik et job som udsmider eller bag baren. De fleste kendte efterhånden til halvorken og hans lyst til hårdt arbejde og det var ikke svært at finde et job. Normalt.

Grønskolling. Havde han været bundet op og situationen havde været en anden, havde han nok i sjov smidt hende over skulderen og dybbet hende i nærmeste hestetrug, men nu måtte han bare smile lidt opgivende. Han så tavst til, mens hun hev en strimmel af sin nederdel og bandt hans arm ind. Det gjorde ondt, men der kom ikke en lyd fra ham. Så ondt gjorde det nu heller ikke og i det mindste ville det forhåbentligt stoppe blødningen. Blev han ved med at bløde sådan, ville han snart kunne mærke det.

Hr. Hickerton. Trods trætheden over synet af kaptajnen, kunne han ikke lade være med at skære ansigt. Han hadede at blive kaldt ved sin rigtige efternavn, men det var Amalia og hun havde lige sagt, at hun ville hyre ham. Så hvis hans kaptajn valgte at kalde ham det, var der ikke så meget at gøre ved det. Ud over at brokke sig ind i mellem, men det var tiden ikke til nu.
Hendes beskrivende ord om den mandlige kaptajn var meget rammende og hvis Hicks ikke havde været så træt, havde han slået en latter op. I stedet sukkede han dæmpet.
"Det er Franz Plach, kaptajnen på Havets Sværd, det skib jeg måtte forlade ud over rælingen." Medmindre man kendte ham, lagde man nok ikke mærke til den undertone af vrede, der var i hans stemme. For nu blev han siddende, men de store armmuskler spændte en smule op, som han afprøvede sine bånd. Desværre var de stærke og trods sin styrke, kunne han nok ikke flå dem over. En skam.

Den pompøse påfuglepirat stoppede op nogle skridt fra Amalia og lod med en arrogant grimasse blikket glide ned over hende som var hun noget ulækkert. Han var en mand, der ikke mente kvinder kunne være pirater. De skulle være i køkkenet eller i sengen, efter hans mening. Og derfor valgte han at ignorere hende og rettede i stedet blikket mod Hicks.
"Nå, så du tror, at du kan tillade dig at smadre et par af mine folk?! Jeg får dig smidt i galgen for det, din beskidte halvork." Den lave mand spyttede på jorden foran Hicks, der ikke rigtigt reagerede. Hvad var der at reagere på? Han var bundet og kunne intet gøre. Intet han kunne sige, ville ændre piratens mening, det vidste han da. Men han var ikke uden håb, ikke mere. Amalia var der. Og kaptajnen burde frygte hende.

"Ah! så det er dig der er kendt som mos-armen!, her troede jeg at det var en anden halvork"  Amalia havde hørt rygerne om en halvork der arbejde som udsmider, men hun havde troet at det havde været en anden, måske ham fra den Skallede Musling? nå men det betød ikke noget længere, forhåbentlig blev Hicks ikke for vred over rygtet.

Hun viste godt at Hicks ikke ligefrem brød sig om at blive kaldt ved sit rigtige navn, men hans kaptajn måtte og nu var hun hans kaptajn, så han måtte klemme balderne sammen. Franz Plach? hmm det sagde hende ikke rigtigt noget, men at dømme fra hans tøj ville han gerne føle sig vigtig og smide penge efter horer der kunne fortælle ham at han var åh så mægtigt og at hans søpølse var den bedste de havde reddet. Vad guderne hun hadet de typer.

Amalia anså sig selv som et muntert væsen, hun tog langt det meste med et smil, det meste. At ignorere hende var en af de ting som kunne få hendes pis i kog som et lyn fra en skyfri himmel.
"Kaptajn Plat, jeg hører at dine mænd har stjålet fra mit besætnings meldlem her, men jeg kan se at i har glemt at tage tingene med, så hvordan tænker du at betale i stedet?" Hendes ord var så skarpe at det føltes som at man kunne skære sig på dem. Hendes ellers rolige øjne afslørede den ulmende vrede, der boblede lige under overfladen. Ingen, skulle tro at de bare kunne ignorere hende. Hun havde kæmpet for hårdt, og for længe til at tilgive den slag.

Inden piratpåfuglen kunne nå at snakke videre og kalde Hicks for flere grimme ting, blev han afbrudt af Amalia og Hicks måtte indrømme, at han morede sig over at høre hendes skarpe tunge være rettet mod andre. Han havde selv smagt den et par gange, men også kun, når det havde været fortjent. 
Plach til gengæld så ikke ud til at finde tonefaldet morsomt, som han begyndte at blive rød i hovedet, rød som en kogt krebs. Af vrede, som han lignede en, der var ved at eksplodere.
"HVEM tror du lige, at du er?! Den lokale skøge? Lille ven, nu skal du blande dig udenom, mens mændene her snakker." Manden havde nærmest manden i sky og stemmen dryppende af afsky, som han nedværdigede sig til at se på hende for et øjeblik.

Hicks fik et trækning ved den flade næse og rejste sig så op. Han var høj, ikke enormt, men siden hans tidligere arbejdsgiver ikke var specielt høj, tårnede han sig op over ham. Roligt stillede han sig bag Amalias skulder og så ned på piratpåfuglen.
"Dette er kaptajn Amalia Sirenesang. Min nye arbejdsgiver." Han udtalte ikke nogen form for trussel, men hans stemme var fyldt med lovning om fortrydelse, hvis Plach blev ved med at tale sådan til kvinden i mellem dem og de grå øjne nedstirrede den lille mand. Åh, hvor havde han lyst til at smide manden i havnen. For modsat Hicks, kunne denne lille mand ikke svømme, ja rygtet gik endda på, at han end ikke kunne flyde. Sikkert på grund af alt det dyre stof, han havde viklet sin krop ind i.

Plach fik først et usikkert udtryk i ansigtet, men kom så åbenbart i tanke om, at han havde to mænd med sig og Hicks var bundet. Sirenesang havde han hørt noget om, men han anså ikke kvinder som en reel trussel. En finger blev løftet og rettet mod Hicks, som han faktisk så på Amalia og svarede hende.
"Den vildmand er stadig ved kontrakt ansat på mit skib! Og jeg slæber ham tilbage dertil og hænger ham i masten!" Alle vidste godt, at han ikke ville slæbe en skid og de to mænd, han havde med, kastede usikre blikke på hinanden, for det var nok dem, der fik tjansen med at skulle føre den store halvork med tilbage til Havets Sværd.

"Hvis jeg var den lokale skøge, ville jeg skulle have for at bare være i nærheden af dig" Selvom at hun vred på den skumknepperen kunne hun ikke andet end more sig over hans reaktion, lidt mere og så ville nok gøre et reelt udfald mod hende, hvilket ville gøre tingene lettere.

Hun så ikke Hicks rejse sig men kunne tydeligt mærke hans tilstedeværelse bag sig, et skævt smil sneg sig over hendes læber som de tre mænd krøb sammen foran dem. Hun var imponeret over hvor intimiderende Hicks kunne være uden reelt set at true nogen. Hvilket var en af grundene til hun havde brug for ham som en del af hendes mandskab. Samt atter engang havde han hendes ryg, en sjældenhed i deres hverv. 

"Du smed ham overbord, han er på ingen måde bundet af nogen form for kontrakt" Hun rystede opgivende på hovedet "Så lad mig forklare det med nogle ord der måske kan trænge ind i tykke hoved, du trækker ham ingen steder hen, og hvis det ikke skal gå mere galt for dig så sender du dine mænd hen efter hans ting" demonstrativt lå hendes hånd henslængt på hendes sværd.

Hvis Hicks hænder ikke havde været bundet bag ryggen på ham, ville han have lagt armene over kors, noget der fik hans muskler til at stå lidt tydeligere frem under den grønne hud. Men nu måtte han nøjes med at stå ret og stirre på de andre mandlige pirater. Og det så nu også ud til at have sin effekt på de to pirater, der var med Plach. Men ikke så meget Plach selv, der åbenbart havde set sig sur på Amalia, som hun atter åbnede munden og sagde knapt så pæne ting til ham.
Trods truslen om at blive klynget op i masten, var Hicks underligt rolig. Han stolede på Amalia og at hun skulle nok få dette ordnet. Lige nu var han har mere for at sikre sig, at hun ikke ville komme i problemer - som hun ikke selv kunne rode sig ud af. 

Der var sandhed i Amalias ord og det kunne Plach desværre nok se. Men det forhindrede ham ikke i at puste sig op som den påfugl han var, skyde brystkassen frem og endda tage et skridt frem mod det kvindemenneske, der stod der og udfordrede ham på det frækkeste.
"Mere galt?! Det eneste, der er gået galt her er DIG! Så jeg synes du skulle trille tilbage i hvem ens seng du hører til, inden du mister hovedet lille frøken!" Den lille mands stemme steg i takt med hendes ord, både i styrke og i toneleje. Han flåede sit sværd ud af dets skede og viftede næsten lidt for teatralsk med det og Hicks kom med et dæmpet brum, som han kvalte en latter. Hvordan den mand nogensinde var blevet kaptajn vidste han ikke, men det var hverken med magt eller fægtekundskaber. 

Han rettede sit blik mod den ene af de andre pirater, rullede en enkelt gang med sine skuldre og nikkede så ned af gaden, der førte ned til havnen.
"Hvis jeg var dig, Leer, så ville jeg hente mine ting. Nu." Hicks kendte selvfølgelig navnet på piraten, han lagde en ære i at lære alle besætningsmedlemmerne ombord på hans skibe at kende. Den tynde, høje pirat fik først et vredt udtryk i ansigtet, men så så ned på sin kaptajn, hen på Amalia og begyndte så at gå ned af gaden. Efter nogle skridt satte han i løb og forsvandt. Klog mand. Det fik et smil frem på Hicks ansigt og han mødte afslappet Pachs blik. Piraten stirrede på ham med åben mund og polypper og så så efter sin mand. 
"Hvad i... NEJ NU HAR JEG ALDRIG!" Han sprang frem og rettede vredt sværdet mod Hicks.

"Du har nok ret, din frille blev trods alt træt af dig igen. Det var noget med at du ikke kunne sende hende ud på nydelsens bølger som jeg kan" Ingen grund til at lade sig kue af en slatten påfugl. De to håndlangere virkede til at have mere mellem ørene end deres kaptajn. Heldigvis lod det til at Hicks havde godt styr på dem, hans evne til at se folk an var som altid glimrende.
Amalia øjede Plach's kamp form, og blev noget skuffet. hans fødder stod forkert, og han havde ingen styr på om hans frakke kom i vejen.

Et smøret smil gled over Amalias læber ved synet af piraten der gik. Han var smartere end hans kaptajn. Kaptajnen derimod sprang frem mod Hicks, en stor fejl fra hans side. Med et hurtigt skridt til siden, og en fod mod påfuglens støvle, samt lyden at stål mod læder. 
Med det var Kaptajn Plat, på vej med hovedet først ned mod gaden og hans bukser hængende om nede knæene.

"Kaptajn Plat, vil du udmyges mere, ellers skal jeg holde op med at lege?" Amalia bed tænderne sammen, hendet tålmodighed var ved at være brugt op, hvis han ikke snart rettede ind blev det værst for ham selv.

Det var som altid en fornøjelse at se Amalia i aktion. Plach havde ikke en jordisk chance, som han sprang frem mod Hicks, svingende med sværdet. Trods at han ikke kunne forsvare sig selv, var der ingen bekymring at se i Hicks ansigt og han nøjedes også bare med at træde et skridt tilbage for at komme ud af sværdets bane. Amalia tog sig af resten, som den lille mand blev fældet, samtidigt med, at hans bukserem mødte den skarpe klinge, så bukserne røg ned om hælene for ham. Banen var perfekt, som hans ansigt slog i jorden lige foran Hicks slidte og beskidte støvler. Klynket der kom fra den pompøse kaptajn var næsten det hele værd, men ikke helt godt nok.

Inden nogen kunne nå at reagerede, trak Hicks den ene fod tilbage og lod den derefter suse frem og lande direkte i smasken af kaptajn Plach. Han tog sig selv i at håbe, at der var et eller andet, der var brækket, men det ville han nok ikke finde ud af, siden manden var gået ud som et lys. 
Hicks betragtede ham et øjeblik med et følelsesløst udtryk i ansigtet, som han ikke havde andet end foragt for manden. Derefter sukkede han dæmpet og så på Amalia.
"Ville du betale krofatter? Jeg er ved at være en smule træt af ikke at kunne bruge mine hænder." Om hans nye kaptajn ville skære rebene op før eller efter, at hun havde kastet krystaller efter manden inde i kroen betød ikke så meget for Hicks. Blodtilførslen havde været ringe længe og hans fingre var kolde og nærmede sig følelsesløse. Lige nu ville han bare gerne af med rebene og derefter videre. Have sine ting. Og ryge en pibe tobak for at falde lidt til ro, helst med en spindende Mio i nakken.

Den sidste pirat stod som frosset til stedet og så ikke ud til at turde blive, men heller ikke at forlade sin bevidstløse kaptajn. Så han blev stående og forsøgte ikke at se på Amalia eller Hicks.

Lyden af Hicks støvle mod påfuglens ansigt, var som sød sød musik, et velfortjent flomp. Det lød ikke som noget brækkede, men man havde i det mindste lov at håbe.
Amalia var overasket over hvor meget en nar Plach egentlig var, det undrede hende hvorfor at Hicks havde valgt at arbejde for en mands som ham, men det var ikke tiden til at spørge om den slags nu.
"Selvfølgelig vil jeg det, jeg er glad for at du spørger så pænt" svarede Amalia med et smil, og kastede en kniv hen foran Hicks "Jeg ordner det lige, og så slipper jeg dine hænder fri efter" Nogen ville nok have befriet hans hænder først, men Hicks virkede som typen der gerne ville have orden på sagerne, ellers kunne han skære sig selv fri hvis han blev utålmodig. 

Efter noget tid kom Amalia ud sammen med krofatter der kom slæbende på en tønde. Skaderne var dyrere end Amalia havde ventet, men fik skåret lidt af prisen ved at købe en tønde øl. Hun kiggede om Hicks hænder var fri, og ellers sikrede hun at de var.
"Nå hr. Hickerton, jeg tænker at de har styr på tønden, deres ting burde nok snart komme" Amalia smilede, det var morsomt at drille ham, da han trods alt hadet at blive kaldt ved hans rigtige navn. Forhåbentligt var deres mellemværende snart overstået, hun havde planer for hvad de skulle nå, sammen.

Kniven landede foran Hicks’ fødder og han kastede et træt blik på den. Ikke om han kunne komme derned med bundne hænder på ryggen og et par bøjede ribben. Så han snøftede ind med rynket næse og rettede så blikket mod den tilbageværende vågne pirat. Og så brugte han ellers tiden på at nedstirre ham, mens Amalia var inde i kroen og betale for, hvad han havde været med til at ødelægge. Det var lidt tåget for ham, men det var vist lidt mere end hvad godt var. Mere end han nok selv kunne betale på stedet. Nu var det ikke kun ham, der havde haft fat i inventaret, hans ryg fortalte tydeligt, at nogen havde forsøgt at slå ham omkuld med en stol.

Hans tanker blev afbrudt, som Amalia kom ud igen. Endeligt kunne han vende sig og lade hende skære de snærende reb over og straks begyndte hans hænder at snurre. Med et blik på tønden, gned han sine håndled for at få blodomløbet i gang. Det lod ikke til, at han ville slippe for at blive kaldt ”Hr. Hickerton”, og efter hendes hjælp, kunne han næsten ikke få sig selv til at brokke sig.
”Mon ikke Leer møder os på vejen.” Så snart han følte, at han kunne tage ved tønden, bukkede han sig forsigtigt ned og tog ved den. Det var ikke den mindste tønde med øl og krofatter havde tungt slæbt den, men trods sine bukkede ribben, der sendte skud af smerte igennem hans brystkasse, løftede han den op og hvile på sin ene skulder uden problemer.

Med et par skridt startede han turen ned mod havnen - han var meget spændt på at se det skib, han skulle arbejde på - men som han gik forbi den sidste stående pirat, der efterhånden svedte tran og lignede en, der var klar til at gøre i bukserne af skræk, stoppede han op.
”Øjeblik.” Inden manden kunne nå at flygte, greb Hicks fat i fronten af hans jakke med den ene hånd og hårdt nikkede han ham en skalle. Denne gang med en tilfredsstillende lyd af en næse, der gav efter. Manden bakkede et par skridt tilbage og tog sig med store øjne og en lyd af smerte til ansigtet, hvor blodet fossede ud. Hicks trak vejret ind og sendte ham et sidste mørkt blik.
”Det var for at kaste med min kat.” Endeligt kunne han gå med Amalia ned mod havnen. Efter et par skridt fløjtede han en høj, klar tone. Øjeblikke senere kom der en kat spurtende rundt hjørnet, ned af gaden og sprang derefter direkte op af hans ben, kravlede op af hans tøj, hen over hans hoved og op på tønden, hvor den med et miav satte sig til at nyde udsigten.

Amalia pakkede kniven tilbage i støvlen. "Han virkede som den smarte af de tre, så det tænker jeg"  Lidt forundret stoppede hun op. Ah derfor. 
Amalia tog sig selv i at falde lidt i staver. At se en mand nikke en anden mand en skalle, var ikke noget nyt, men at gøre det for at sige "du-skal-ikke-pisse-på-min-kat" det var noget særligt. Det vidnede om hans integritet, og at han altid havde ens ryg. Gad vide om Hicks så nogen for tiden? Hun rystede let på hovedet. Et spørgsmål til en anden gang.

Som de gik ned mod havnen stødte de ind i Leer, der bare gik med til at stille tingene ved skibet. Amalia nynnede imens de gik, en glad melodi, med en undertone der fik en til at tænke på eventyr. Passende nok var det hvad de skulle.
Sammen ville de drage ud, ud og erobre Toropolis Isla, og derfra sætte deres mærke på verden.

Dog ville det næste kapitel starte med, at Hicks skulle møde resten af besætningen...